Hvad var det?!

Gule øjne tittede frem fra en så gren så tætpakket med dunkle blade, at væsnet hvis øjnene tilhørte, var indkapslet i mørke til trods for at solen stadig var fremme på himlen. Ikke at dens stråler nåede vitterligt langt ned mod Dunkelskovens skovbund i forvejen, men der var nu alligevel forskel på dag og nat. Egentlig var natten nok egentlig et mere behageligt tidspunkt at tilbringe i skoven, rent stemningsmæssigt. At faren oftest steg jo senere timerne blev, var så lidt en anden sag.

Det lille væsen havde siddet abelignende på grene et godt stykke tid nu, skjult væk fra det enorme væsen, der havde begivet sig ind i mellem skovens træer. Aldrig havde hun set noget lignende. Og hun brød sig ikke om det. Det var som et vandrende bjerg! Det rungede hver gang den tog et skridt - en meget kraftig modsætning til hendes egne ufatteligt lydløse og lette bevægelser. Der var ingen tvivl om, at det var en trussel. En trussel hun nu hidtil ikke havde set gøre noget betydeligt farligt. Lige udover at knække en halvroden træstamme over under sin fod som var det blot en tør kvist.
Hun havde ingen anelse om, hvad den lavede her i hendes skov. Den var ikke ligesom alle de andre væsner, der var lige til at støde ind i her. Men dens mosgrønne overflade fik den nu til at passe nogenlunde ind. Hun havde bare aldrig set den før. Og fremmed måtte betyde farlig. Så hun havde holdt sig på sine tær, været umådeligt meget på vagt, eftersom hendes nysgerrighed havde taget kontrol og ført hende af instinkt efter den i de skyggebelagte buskadser.

Et enkelt uopmærksomt øjeblik senere og hvad hun bildte sig selv ind havde været en pludselig brummet var det vandrende bjerg, gav hende et chok voldsomt nok til, at hun slap sine hænders greb omkring grenen. Og før det lille væsen kunne nå at gøre noget eller havde plads nok til at kunne sprede sin to sikkerhedsnet, fik hun overbalance og faldt bagefter for at tumle ned ad træet. Hun ramlede ind i flere grene på vej ned, hvilket redede hende fra større skade end et par ridser hist og her, da hun landede og trillede lidt videre derfra, indtil hun fik stoppet sig selv ved at få spredt sine ben en smule som bremser.
Og der sad hun så. Lange totter af lyst hår fyldt med kviste og fortumlet udstråling. Lige foran giganten.

Kronos var på et eller andet tidspunkt gået ind i noget skov. Hvad det var for en skov og hvor stor den var, havde han ingen anelse om, han gik bare. Ikke ligefrem, som nogle steder var for tæt bevoksede, så han fulgte bare den vej, der forekom ham mest naturlig. Længere og længere mod vest. Der var nok at spise og drikke i skoven, nok var han mest til kød, men planter virkede også fint for ham og hans mave var ikke specielt sart, så han spiste det, han mente kunne spises. Så egentligt hyggede han sig på sin lange gåtur, mens han betragtede de nye omgivelser og væsner, han stødte på undervejs. Han havde ikke noget mål og ingen forventninger, han havde bare ikke andet at lave end at gå.

Hans store krop, der virkede til at være dækket af sten, planter, rødder og træstubbe, faldt godt ind i landskabet, så når han sov, oplevede han, at skovens dyr, der aldrig havde set noget som ham, kravlede rundt på ham og undersøgte ham. Han fandt det meget hyggeligt og lod dem, selvom han, da et egern meget bestemt forsøgte at grave sig ind under den ene stub på hans skulder, alligevel fik nok. Det nåede dog at smutte, inden han kunne mase den mellem sine fingre.

Skoven skiftede udseende mens han gik, men ud over at nyde skiftet i omgivelserne, var det ikke noget, han tænkte nærmere over. Ind til videre havde han ikke mødt nogen, der ville ham noget ondt, og det var normalt heller ikke hans største bekymring. De fleste valgte at gå den anden vej, når de fik øje på ham.
Men på et tidspunkt fik han en fornemmelse af, at nogen betragtede ham. Han så rundt, men kunne ikke se nogen. Han kunne høre lidt puslen i træerne og buskene, men ikke noget, der lød som noget stort. Så han fortsatte med at gå, som en gorilla på alle fire, igennem den tætte skov. En træstamme knækkede under hans ene enorme fod, hvilket åbenbart irriterede et insekt, for pludseligt svirrede det rundt i hans ansigt. Med en stor lap forsøgte han at skræmme det væk, men det blev ved, og til sidst fnøs han højt og irriteret, inden han prøvede at fange det med munden.

Krash, bang, bum. Og så væltede der et lille væsen frem foran ham. Med overraskelsen tydeligt udtrykt i de let menneskelige træk, stirrede han ned på det, mens hans hjerne forsøgte at finde ud af, om den skulle reagere med flugt eller kamp. Han havde aldrig set et væsen som det før, men det sagde nu heller ikke så meget for en trold, der havde levet hele sit liv på et bjerg. Størrelsen sagde ufarlig, men han vidste bedre. Den sidste lille menneskepige havde haft ild i hænderne. Ild! Så hans næsehuller åbnede sig på fuld gab, mens han snøftede ind for at se, hvad hun lugtede af. Overraskende meget af skov. Og rovdyr. Men ikke noget farligt. Så han sænkede langsomt hovedet for at få et bedre indtryk af hende. De blå øjne var nysgerrige, men viste også tilbageholdenhed.

Umiddelbart var det lille væsen ikke kommet noget til. Hun havde trods alt ikke faldet langt, så intet alvorligt. Hun fungerede skam stadig endnu. I hvert fald så godt fungerende, som hun altid havde været. Nogle ville nok påstå at hun manglede noget så som ordentlig civiliseret opdragelse, men dens slags kunne man virkelig ikke kræve af hende. Til gengæld så reagerede hun ikke forskræmt, da det enorme bjerg sugede hendes lugt ind igennem næsehuller flere gange større end hendes egne små – næsten store nok til, at hun havde et klart syn direkte ind i dens næsegange. Den var i det hele taget ufatteligt meget større end hende, og hun var nød til at læne hovedet helt tilbage for at kunne se op på den.

Hun brød sig ikke om det her væsen. Størrelsen gjorde hende ikke bange for det, men hun var varsom med hvilket som helst sammenstød, værende det en stor styg ulv eller en kærlig trold. Derfor sad hun ikke nødvendigvis med åbne arme, da den lod sig komme tættere på.
Meget hurtigt fortrak hendes unge ansigt sig arrigt. Næsen rynkede og overlæben trak sig først svagt tilbage for at fremvise skarpe tænder i sammenhæng med en sagte, næsten gryntende og knurrende boblen helt nede fra starten af halsrøret. Måden hun flyttede på sig var dyrisk smidigt og med så lidt regel bevægelse som muligt, indtil at hun i stedet for at sidde som det rundtossede barn, hun nok havde været de første par sekunder, kom op at stå sammenkrøllet op på sine tær. Skød ryg af giganten. Tilbagetrukkent uden at tage yderligere afstand.

Gule øjne stirrede intenst frem fra et slør skabt af uredt lyst hår, ligesom de havde holdt øje med bjerget, før de var tvunget til at stå frem foran hinanden på denne måde. Hendes huds besynderlige teint passede perfekt den til dulmede atmosfære, der var at finde i Dunkelskoven, som var hun blevet direkte påvirket af at opholde sig i skyggerne. Som havde hun absorberet dem. Men sådan havde hun altid set ud. Hvis noget skulle have påvirket det, skulle det have været mørket inde i sin mors livmoder, selvom den slags ikke var fysisk muligt. Det var hendes gener.

Sikke da et sært lille væsen. Nu gik Kronos ikke ret meget op i racer, han kategoriserede mest væsner som dyr og intelligente. Denne lille en faldt mest under den første, i hvert fald med hendes opførsel, men det var nok det, der forvirrede ham, for hun lignede mere et af de der mennesker. Men hvorfor opførte hun sig så ikke som det?
Hendes arre knurren fik ham til at trække hovedet til sig med et lidt overrasket udtryk i ansigtet. Hvordan skulle han reagere på det? Han valgte at knurre tilbage. Ikke aggressivt, men dybt nok til at fortælle hende, at han ikke ville knurres af, af sådan en lille spirrevip. En lyd der bare lå i hans hals, da han holdt munden lukket, netop for ikke at virke alt for vred og skræmmende.

Men nysgerrig var han og han bakkede ikke væk. Bange var han dog ikke, så i stedet satte han sig på sin store bagdel, hvilket dog ikke gjorde noget for hans ragen op over hende. Med lidt sammenknebne øjne betragtede han hende i et forsøg på, at vurdere, hvordan han skulle håndtere hende. Med det første gjorde han ingen tegn til at prøve at komme i kontakt med hende, men nysgerrigheden blev alligevel for stor, så han endte med at række en stor lap frem mod hende med en pegefinger fremme for at prikke til hende. 

Det var ikke fordi, at Kronos tænkte dybt og grundigt over sine handlinger, han var et dyr og levede af sine instinkter. Hans instinkt sagde ham, at hun var for lille til at gøre ham noget, og hvis hun kunne, havde hun måske nok gjort det. Så nu ville han undersøge hende, nysgerrig som et barn, der sad foran noget nyt. Selvfølgelig var hans sanser rettet mod potentiel fare, men ind til videre var hendes forsøg på at skyde ryg og knurre af ham ikke noget, der havde indgydt noget frygt hos ham. mest mindede hun om en lille sur troldeunge og det morede ham lidt.

Havde giganten sat sig noget hårdere ned, ville der have været stor chance for det lille væsen at blive sendt en centimeter eller der omkring op fra jorden på grund af trykket, men i stedet måtte hun heldigvis nøjes med at jorden bare rumlede og vibrerede en smule. Akkurat nok til at fange hendes opmærksom. Straks var hendes øjne blevet revet væk fra bjerget foran sig og ned på jorden under sig, hvor hun havde følt skovbunden ryste sig sagte, og hun lagde derfor ikke rigtig mærke til, hvad der ellers foregik med hendes nye ærkefjende, før fingeren allerede var meget tæt på.

Selvfølgelig blev hun forskrækket, og havde hun haft pels, ville det have stået lige op. Instinkt sparkede ind med det samme, og ikke mere end et splitsekund efter det første prik mod hendes knoglede brystkasse, der nær havde kunne skubbe hende ud af sin stillingsbalance, satte hun af og sprang frem og op på fingeren, som et rovdyr, der gik til angreb på sin ønskede fangst.

Hun hæftede sig fast omkring fingerspidsen med sin rene råstyrke og hang egentlig overraskende godt fast. Hun vejede knap nok ingenting, så hun havde ikke meget hun selv kunne holde oppe. Samtidig med at hendes ben havde viklet sig omkring og hendes hænder havde fået et godt fat i det ru hud, havde hun åbnet sit gab op på vidt gab og så ellers bidt sig voldsomt ned i fingeren. Med rækkerne af skarpe og potentielt faretruende tænder som hende, ville et sådan bid sikkert nemt have penetreret en stakkels hjorts hals nok til at give mulighed for at få halsen flået ud og dyret nedlagt, klar til at blive fortæret råt, men idét hendes tænder bed ned stødte de på meget hårdere hud, end hvad hun var vant til. Tilmed ramte hendes ene tænd ned over noget fuldkomment stenhårdt, der sendte end meget ubehagelige smerte igennem hendes kranium. Automatisk slap hun fingeren med sit gebis - dog hun stadig blev hængende, klamrende og uden magisk hjælp denne gang - for i stedet at læne hovedet lidt tilbage og gabte sin mund åben og klikkede kæbe, som en kat, der ikke helt forstod, hvad der foregik med pinen over at have bidt så hårdt sammen om noget så hårdt. Derudover smagte bjerget ikke godt! Det smagte af jord. Også selvom hun ikke havde angrebet for føde, så havde hendes tunge da stadig strejfet overfladen.
I daværende tilstand virkede det til at, hun havde mistet al sin varsomhed, der var blevet slået fast med tidligere knurrende lyde og visning af tænder.

Nysgerrig fik Kronos lov til at føre fingeren hele vejen hen for at prikke det lille væsen i ribbenene. Ganske forsigtigt, men selvom han var forsigtig, var det næsten nok til at vælte det lille væsen omkuld. Han skulle lige til at konkludere, at den nok ikke var så farlig, da den pludseligt gik til angreb og greb fast om hans hånd. En hånd der var stor nok til at kulle lukke sig om dets brystkasse og knuse den som et æg, men Kronos var for det meste fredeligt og det var heldigvis for Bæst ikke hans første reaktion. I stedet så han forundret den forsøge at bide ham i fingeren. Noget der knapt kunne mærkes igennem den tykke hud. Med en brummen, der var svagt irriteret løftede han sin hånd op foran sit ansigt, så han kunne se lidt på det lille hidsige væsen på nærmere hold. 

Trods dens troldeagtige adfærd, lignede det mere et menneske, selvom Kronos godt vidste, at farven var forkert. Og den havde vinger? Nysgerrigt tog han fat i væsnets ben og trak væsnet af sin hånd, løftende den op, så han lidt bedre kunne se hendes ryg. Vingerne så ubrugelige ud i den lille størrelse, men de så bløde ud. Han blinkede lidt med de blå øjne, forvirret over det lille bæst. Med et vrid i håndleddet drejede han hende lidt rundt, så han kunne se hende forfra.
Dets nøgenhed sagde ham intet, andet end den var nemmere at se, når den ikke var skjult bag tøj. Endeligt kategoriserede han det lille skravl som en hunkøn. Intet afslørede, hvad hun var, men ærligt talt var det ikke det, han spekulerede mest over. Han konkluderede bare, at han ikke vidste det og lod det blive ved det.

Sådan sad han lidt, med hende løftet op i benet, placeret foran hans ansigt, betragtende og med et lidt nysgerrigt udtryk i de meget blå øjne, der stod i skarp kontrast til hans grå, farveløse udseende. Der var ikke noget truende over ham, ud over hans størrelse, faktisk var hans ansigt ret udtryksfuldt og lige nu var der noget afslappet over det. 
Til sidst fnøs han let og satte hende så forsigtigt ned igen, hvilket betød, at han egentligt lagde hende ned, så hun ikke slog hovedet. Det var en spøjs lille unge, der var dukket op foran ham. Han kunne godt lide unger, de tog ikke ting så tungt. Som placering i hierarkiet. Ikke før de blev større, i hvert fald.

Der var ikke det mindste tegn af villighed fra den lille skabning. Tværtimod begyndte hun straks at klamre sig endnu mere til gigantens finger idét samme, at hun kunne mærke noget tage fat i hendes ene spinkle fod od begyndte at trække hende af. I sidste ende måtte hun dog indse, at hun ikke havde et godt nok tag, som hun langsomt men sikkert gled af, selvom hun desperat have rakt tilbage ud efter den for at undgå netop, hvad der skete efterfølgende.
Det var utrolig behageligt, sådan som hun startede ud med at dingle frem og tilbage i kun sit ene ben, indtil momentum blev sænket, og hun i stedet bare hang der med hovedet ned ad foran det vandrende bjergs ansigt. Klar til at blive slugt i en stor mundfuld, var hun overbevist om, så der var ikke meget at sige til, at hun med det samme begyndte at sprælle for at komme fri. Men til ingen verdens nytte. Der var egentlig langt ned. Ikke at hun ikke kunne holde til at falde fra højde, – det havde hun allerede bevidst ved hendes første introduktion – at det ikke var naturens kald, det bestemte i den her situation, gjorde dog tanken om at ryge mod jorden den smule mere skræmmende.

Det var egentlig først, da hun blev svunget omkring, at hun faldt til ro. Eller hvad man nu kunne kalde dét, at hun ikke længere vred sig rundt. Egentlig var det at se troldens ansigt så tæt op, der gav hende et chok stort nok til, at hun nærmest havde stivnet. En uerfaren ville mene, at det havde gjort hende tam, for tam var da bestemt ikke, hvad hun var blevet. Hun stirrede direkte ind i de blå øjne, der et sted bagerst på tungen, gjorde hende tørstig for den blå væske, der løb i de rene bække, og for en gangs skyld snerrede hun ikke af ham. Hun kunne tilmed gå for at være et ganske almindeligt barn. Ligeledes at hendes hår hang i en lige linje ned fra hendes hovedbund, gjorde at hendes ansigt for første gang var fuldkommen blottet.

Panik fik hjertet i hendes lille brystkasse til at hamre på livet løs, da hun blev sænket. Selvfølgelig havde hun ikke forventet at blive sat ned med sådan en omhug, som hun gjorde, så inden hun følte jorden under sig igen, vred hun sin magrer krop en smule igen. Og så snart grebet om hendes ben blev fjernet, kunne det ikke gå hurtigt nok for hende at komme op at stå igen. Med mindst lige så meget fart på, skyndte hun sig væk og tilbage om bag det nærmeste træ, hvor hun ikke længe derefter tittede forsigtigt frem med observerende blikke rettet mod bjerget. For et bjerg var det tydeligvis! Hun havde stadig ondt i sin tand! Den var farlig! …var den ikke? Den havde prøvet at spise hende?! …havde den ikke?
Noget stemte ikke helt op. Så efter hvad der kunne have været kort eller lang tid – hun havde ingen fornemmelse af det – trådte hun forsigtigt frem på to ben. Denne gang mere nysgerrig end truende.

Det var måske ikke overraskende, at det lille væsen stak af, så snart hun fik muligheden. Kronos så efter hende, næsten med et trist udtryk, men han blev siddende. Han kunne egentligt godt bruge en pause og nu sad han alligevel ned. Så han kløede sig på kinden med de tykke fingre med klør, mens han kiggede sig omkring. Det var bare et stykke skov som så mange andre, men han havde en fornemmelse af, at det var meget større. Og så havde den en eller anden... fornemmelse over sig. Han følte næsten, at hans tykke hud trak sig lidt sammen nogle gange, men der havde ikke været noget at se eller være på vagt over endnu.

Egentligt var han snart ved at være sulten, men han havde svært ved at fange noget i skoven, fordi han ikke kunne komme hurtigt frem. De små hjorte løb fra ham med zigzag i mellem træerne, der lagde en forhindring for ham. Måske han snart skulle finde en vej ud af skoven. Eller også finde en anden plan, men han havde da et par dage mere at løbe på, inden han ville være sulten nok til at begynde at æde hvad der ellers var. Heldigvis var hans mave ikke sart, han kunne æde stort set alt, det var mere hvor meget næring han fik ud af det. Der skulle en del ting, når man var så stor som ham og i evig bevægelse. Det var ellers ikke fordi, at han stofskifte var så krævende.

En bevægelse fangede hans blik, og han så på det lille væsen igen, der besluttede sig for at komme tilbage. Først sat han helt stille for ikke at skræmme hende væk igen, men det så ud til, at hun var blevet nysgerrig, så han endte med at læne sig frem, så hans store hoved var på niveau på hendes. De blå øjne flyttede nysgerrigt på sig, som han betragtede hende igen. En venlig lyd kom fra ham, inden han snuste til hende igen. Hun var spøjs, lugtede slet ikke som de andre små hårløse væsner. Hun lugtede af dyr og skidt, hvilket var forunderligt, men ikke noget han dømte hende for. 
Han ville sige noget til hende, men vidste ikke hvad, så han endte med at pege på sig selv og sige sit navn så tydeligt han kunne.
"Krrroonooos." Det var et menneskenavn, hans rigtige var mere bare lyde fra halsen, men Asher havde gjort det til at udtale for mennesker, hvilket var okay med ham.

Trods nysgerrigheden, var hun stadig ufattelig varsom, så derfor var det nok heller ikke overraskende, at hun med et forskrækket jag veg tilbage igen, da bjerget lænede sig helt frem mod hende igen. Hun løb godt nok ikke sin vej denne gang, og egentlig blev det ikke engang til et eneste fysisk skridt bagud. I stedet dumpede hun pladask ned på alle fire igen. Som på hug men med benene skridt nok til at der var god plads til hendes arme imellem dem og hendes hænder opløftet på fingerspidserne ned i jorden. Væsnet foran hende var så stort i forhold til hende selv, at det kunne risikere at gøre hende svimmel. Det var altid noget, at den havde sænket sig så meget til hendes egen hovedhøjde, som det var den muligt, så hun havde ikke brug for at næsten vælte bagover for at se op på den.
Hun faldt hurtigt mere til ro igen. Selv da giganten brølede. Det var ikke højlydt eller overdøvende, men hun var da tæt nok på, til at kunne nærme den varme ånde fra hans præsentation af sig selv. At det var troldens navn, var desværre ikke noget hun forstod sig på. For hende var det blot et besynderligt sprog. Og aldrig havde hun hørt et sprog så rungende som hans. Lige set bort fra, de gange hun havde hørt skovens fremmede tale, men hun var heller ikke klog nok til at gøre den sammenligning endnu.

Hun strakte hals og fik de gule øjne til at scanne det massive ansigt ordentligt, inden hun langsomt rejste sig på to ben igen. Bjerget var ikke farligt? Hun trådte atter frem mod det med fantastisk delikate skridt og var konstant på vagt – klar til at søge flugt ind i buskadset. Men hun var endnu ikke blevet spist eller kvast, da hun nåede helt op foran ansigtet, hvor på hun rakte sine hænder frem mod ham for at lægge dem afprøvende mod hans ’næse’.

Der voksede træer på ryggen af det store væsen. Og hun havde oplevet at træer af og til havde honningfyldte huller i sig. Honning smagte sødt og lækkert. Mon… Pludselig havde det lille væsen fået stykker en enkelt lille hånd op i det ene af troldens næsebor uden nogen vitterlig advarsel. Selv hvis der ikke var kommet nogen reaktion fra ham, var hun meget hurtig til at trække sin hånd til sig igen og snuble nogle – igen – forskrækkede skridt tilbage. Der havde været klamvarmt derinde!
Som besad hun et menneskeligt instinkt, rystede hun straks sin hånd for at blive fri fra det slimede snot, der sad derpå. Et menneskeligt instinkt, der syntes at være forsvundet igen ikke lang tid efterfølgende, for som chokket havde lagt sig førte hun hånden op til sin næse, hvor hun vippede snusende til dem og straks skar en grimasse. En grimasse der kun blev så meget mere forfærdet, da hun stak tungen ud og gav det et lille slik. Ikke honning! Bestemt ikke honning!!!

Det gik ret hurtigt op for Kronos, at hun ikke forstod, at han snakkede til hende. Det accepterede han uden eftertanke, selvom det var lidt underligt, for alle andre væsner havde været meget glade for deres underlige sprog. Et sprog han nogenlunde forstod, men næsten ikke talte. Så for ham gjorde det ikke noget, han var vant til at kommunikere på andre måder.

Men endeligt så det ud til, at hun besluttede sig for at undersøge ham nærmere, for hun kom nærmere hans ansigt. Og pludseligt lå hendes hænder hen over hans næse med næsehuller. Han lod hende røre alt det hun ville. Ligheden med en nysgerrig troldeunge blev kun større ved alt hun gjorde, og det gjorde han endnu mere tålmodig end han var i forvejen. Som den nederste i hierarkiet i sin flok, havde han brugt en del tid med at passe de få unger, der havde været i flokken, mens de andre tog på jagt. Så han så bare på hende, mens hun så ud til at få en tanke.

Og så havde han hendes hånd i næsen. Med en forskrækket lyd trak han hovedet til sig og fnøs i ubehag. Han gjorde hende ikke noget, blev ikke rigtig vred, bare lidt irriteret, for det var da ikke behageligt!
Hun så næsten endnu mere forfærdet ud end ham. Hvad i alverden havde hun tænkt ville ske? En stor hånd fandt vej til hans ansigt og han gned det næsehul, hun havde haft hånden op i. Det kildede. Han fnøs igen og brummede så utilfreds af hende, inden han skubbede til hende med en finger, i en irettesættende bevægelse. "Gør ikke det igen," sagde den. 

Hun var et spøjst lille væsen, han kunne ikke hidse sig op, men derfor så han lidt på hende med et irriteret udtryk alligevel, bare for at vise hende, at han ikke ville finde sig i alt. Og med hans størrelse og udseende ville det for de fleste være et lidt skræmmende syn. Men han mente intet farligt med det.

Hun vrængede voldsomt sit ansigt over den grimme smag, der havde mødt hendes tunge, da hun havde slikket sin slimede hånd, og var det muligt for hende, at vige længere borte fra den, havde hun da gjort det, men hun måtte nøjes med at holde den afskyende i armslængde i stedet. Egentlig var det der overordnet var galt med smagen, at hun havde forventet noget utroligt sødt og klistret mens, hvad hun i sidste ende havde smagt var i en helt anden boldgade. En sådan ting kunne hendes primitive lille hoved ikke forholde sig selv. Overhoved!

Bjergets lette tryk mod hende, kom pludseligt nok, at hendes opmærksomhed blev revet tilbage til den og nærmest forsvandt fuldstændigt fra, hvad der ellers havde holdt hendes fokus indtil da. En dyrisk lyd af en blanding af et kvalt knur og en nyfødt løves brøl opstod automatisk fra hendes strube, da hun følte sig selv vælte bagover og pladask ned på sin bagdel igen. Det kunne meget vel være at trolden ikke lagde kræfter i de små skub, men de var af så store størrelsesforskelle at selv den mindste ting ville være nok. Hun vejede trods alt heller ikke meget mere end en træstub, så hun havde ikke meget at stå fast til jorden med.
Men denne gang sprang hun ikke automatisk til angrib på ham – eller hans finger. Hun blev i stedet siddende på sin flade og stirrede op på Kronos med de gule øjne tittende frem fra deres slør af lyst hår. Hun så dog ikke vitterligt tilfreds ud over at være blevet væltet igen. Egentlig så hun mest af alt fortumlet ud, som da hun første gang var faldet ud af træet og ned foran giganten.

Som et lyn fra en klar himmel satte hun sig skarpt op og så sig agtpågivende omkring dem. De finurlige spidse ører gav ligeledes et lille vrik eller to fra sig, mens hun lyttede efter, hvad hun havde fornemmet. Og med ét var hun oppe at stå igen og begyndte blot at løbe ud i lysningen og tilbage ind i skoven. Og ikke kun hen for at skjule sig bag det nærmeste træ. Inden længe kunne hun ikke engang skimmes længere.

Der var gået rigeligt med tid, før det atter puslede i buskadset, og det lille væsen endelig tittede frem igen. Selv hvis trolden havde flyttet sig fra dens tidligere position, havde hun formået at finde den. Det var ikke svært at skulle opspore så store væsner i en skov. Man kunne næsten mærke iveren i luften allerede før, man kunne se det på hende, da hun som noget af det første smed en slatten hare fra sig på jorden imellem dem. Den blødte fra et bidsår i halsen og var meget død. Blod var også at finde omkring hendes mundvige og afslørede, at hun måtte være gerningsmanden.

Hun var nu meget kær, den lille spirrevip, der nu sad på jorden foran Kronos. Trods hendes besynderlige udseende, mindede hun ham meget om en troldeunge. Nysgerrig, uden hæmninger og spontan i sin søgen efter mere viden. Måske var det derfor, at han ikke havde dasket hende af vejen endnu, eller også var det bare fordi, at han var for sød. Det var ikke noget, han selv funderede over, siden han for det meste ikke gjorde sig i dybere tankegang og spekulationer, men bare fulgte sine instinkter og indfald. Og det virkede til, at hun var på samme måde, hvilket han ellers kun havde oplevet i dyr - og trolde.

Pludseligt satte hun sig op og så koncentreret ind i skoven. Kronos rettede sig op og stirrede med, Var der farer? Men han kunne ikke se eller høre noget usædvanligt, nok mest fordi, at det hun kunne høre, ikke var noget han normalt ville reagere på. Det var bare endnu en af skovens lyde.
Så han så lidt forvirret efter hende, da hun hurtigt forsvandt ind i skoven. Han blev dog stadig siddende, ikke færdig med sin pause. Det var rart nok at sidde der, lyttende til fuglene og bare nyde skoven. Måske han snart skulle finde noget vand, der kunne også være fisk og derved noget at spise. Og drikke. 

Lige som han var ved at tage beslutningen om at rejse sig, om det lille væsen tilbage. Med en død hare. Kronos lagde hovedet lidt på skrå og hans næsehuller åbnede og lukkede sig et par gange ved lugten af blod. Den gjord eham sulten, men han så lidt skeptisk ned på det lille døde dyr. Der var var jo ikke engang til en ordentlig mundfuld. Og det var hendes mad, hun havde fanget det.
Var han imponeret? Nej, det var ikke en følelse, der var i ham. hun havde fanget sin mad som en unge skulle kunne. Men han kunne nok fornemme, at hun var stolt, så han brummede, en lyd der lød rosende. Et eller andet sted forventede han nu, at hun ville finde ilden frem, så hun kunne tilberede sin mad som alle de andre hår- og planteløse væsner. Ild. Han gøs ved tanken, inden han kløede sig i skægget. Han forstod det ikke, mad kunne spises råt uden problemer. Men de hårløse væsner foretrak at stege smagen ud af det. Gøre det blodløst. Ellers tak! En frisk varm fangst var varm nok til han.

Blikket i det spinkle væsens øjne var meget åbenlyst afventende, sådan som hun stirrede på trolden, og hun forstod ikke, hvorfor at den ikke tog imod hendes tilbud om mad. Det var jo sådan det fungerede i den dunkle skov. At dele sin fangst og dermed sin mad var et tegn på blandt andet respekt eller et ønske om venskab eller nøde. Det var ikke helt på grund af underkastelse, at hun havde gjort det. I stedet bar det følelser af imponeret fascination. Bjerget havde ikke spist eller kvast hende til trods for de mange muligheder, det kunne have gjort det ved. Hun havde følt noget ved at få lov til at kigge ham dybt i øjnene og ved at lade sig røre ved ham, undersøge ham uden frygt. Noget ganske betryggende. Og tryghed var langt fra en følelse, som hun var meget bekendt med. Men den havde været rar.

Efter noget tid begyndte hun at se frem og tilbage mellem Kronos og den døde hare, der lå slapt på jorden imellem dem. Havde han virkelig ikke tænkt sig at tage den? Hun havde ikke helt overvejet, hvor lille et måltid det måtte være for en på hans størrelse. For hende var det rigeligt til at holde hendes mavesæk fyldt. Ikke på samme måde som et større dyr ville, men kun fordi hendes grådighed efter føde sagtens kunne drive hende til at overspise. Så hvis en hare kunne gøre hende mæt, kunne den da også gøre andre mætte!
Hurtigt var hun henne ved haren igen og løftede den op i sine små hænder igen, hvor hun kiggede lidt nærmere på den. Nej, der var intet galt med den udover dens meget døde tilstand. Hendes nøgne mave rumlede med den perfekte timing, og hun måtte synke markant for at fjerne savl fra sin mund, mens hun forsøgte at holde sig standhaftigt fra at selv fortære dyrets kød i sig ved at slikke blodet fra omkring sine læber.

Så så hun straks tilbage op på den enorme skikkelse foran sig og trådte et par skridte skridt frem mod den. Haren blev løftet et stykke op i en mere direkte hentydning til, at han skulle tage imod den, og det afventende blik vendte meget hurtig tilbage. Hun havde ingen talte ord at kunne bruge, kun sit kropssprog, der til tider kunne være menneske lige så nemt som det kunne fremstå dyrisk alt efter hvilken situation, hun befandt sig i.

At det lille væsen ville forære ham haren, havde han slet ikke overvejet. Han var ikke vant til at få gaver, og slet ikke i form af mad. Han havde altid været nederst i hierarkiet, og selvom han og det lille væsen ikke havde fastslået en form for hierarki – for det meste anså Kronos de fleste væsner for ligeværdige, medmindre de udviste dominans, så kunne de da godt slås om det – forventede han ikke at få noget foræret.

Så da Bæst rakte ham haren, så han lidt forvirret fra hendes ansigt til haren. Hun ville give den til ham? Tøvende rakte han ud og tog det lille døde dyr fra hende. Det forsvandt helt i mellem hans store fingre mens han snusede til det, inden han langsomt proppede det lille døde dyr i munden. Det var en mundfuld for ham og han tyggede ikke mange gange, før det var væk. Han smaskede lidt for at vise, at det havde været et godt stykke mad, inden han lænede sig frem og så lidt nærmere på hende. Hun havde givet ham en gave i form af mad. Man kunne næsten se det rode rundt i hovedet på ham for et øjeblik.

Det kunne vel kun være på sin plads at give noget tilbage. Men hvad? Han rettede sig op igen og så rundt. Maden hang ikke rigtigt på træerne, ikke mad han kendte eller kunne gøre brug af, i hvert fald. Han måtte finde noget. Men han kunne ikke bare gå fra det lille væsen, hun ville jo blive væk i skoven før han havde set sig om.

Tanken fik ham til at rejse sig op på alle fire igen. Som om det var det mest naturlige at gøre, rakte han ud og samlede hende op. Blidt, uden at klemme om hende. Og så satte han hende i sin nakke. Det var det bedste sted at transportere små væsner, hans ryg var stejl og de havde en tendens til at glide af. Nej, hans nakke lavede en naturlig fordybning og man kunne holde fat i hans horn – hvis man turde. Og dette lille væsen ville ikke være for tungt at bære.
Og så begyndte han at gå. De skulle finde noget at spise, noget han kunne dele med den lille unge.

Det lille væsen så sultent til, mens giganten i sidste ende tog imod hendes gavmilde gave. Hun var langt fra klog nok til at faktisk blive irriteret over, at hendes tilbud ikke var blevet accepteret første gang, og havde det faktisk været tilfældet, havde tanken været umådeligt kort og forsvundet til fordel for andre brugbare overvejelser. Komplekse følelser var trods alt ikke noget man kunne sige, at hun besad. Ligemeget hvor meget hun lignede landet andre tobenede, så havde hun jo stadigvæk ikke haft nok intelligent stimulering til den slags udvikling.

Det var endda, ifølge hende, pga. af hendes foræring af god næring, at den enorme trold fandt energien til at rejse sig. Ikke at det gjorde det mere afslappende for hende, der fluks spændte i kroppen, men hun pilede ikke bare af med det samme. I stedet lænede hun blot sit hoved mere og mere tilbage i takt med, at bjerget voksede sig højere og højere, og det kunne næsten sammenlignes med et dumt barns forundring, sådan som hendes mund automatisk stod en smule åben. Det strakte trods alt lige lovligt i senerne fra hagen og ned langs frontsiden af halsen, når man vippede hovedet langt nok tilbage af.
Hvad der så til gengæld ikke blev taget imod med vidunder var den store hånd, der fik fat i hende. Hun spjættede voldsomt i hans blide tag, og en enkelt gang fik hun sig vredet fri, blot for at blive grebet om igen, da hun uopmærksom på højden, var klar til at bare dumpe til jorden. Før hun kunne gøre stuntet igen, var hun på fast grund igen. Sådan da. At pludselig blive placeret oven på bjergets krop kom så meget bag på hende, at hun faldt fuldkommen til ro igen, og bare stod der uden at vide, hvad hun skulle gøre af sig selv. Det var ikke fordi det var for højt til, at hun ikke kunne lide det. Hun var trods alt så vant til at kravle i skovens træer. Men ja, hendes lille hjerne kunne ikke helt behandle det, før giganten satte i gang og hev hende tilbage.

Det kunne meget vel være, at man nemt kunne befinde sig der i nakken, men så snart at han begyndte at gå, begyndte de stor krop jo også at vippe frem og tilbage i takt med skridtene, og straks var det lille væsen blevet sendt ud af balance og svajede faretruende på sine små ben, før hun opdagede miraklet ved at sætte sig tilbage ned på hug, som når hun balancerede i træerne. Og med ét var hun stabil igen. Nogenlunde. Det var meget nyt for hende. Men stabil nok til at turde kravle lidt mere frem på ham. Fødderne var stadig støttende tilbage i nakken, men hendes hænder og overkrop strakte sig lidt mere op på hovedet af ham, for at se, hvad der foregik, og hvor de måtte være på vej hen.
Et ekstra tungt skridt sendte hende straks ud af støtte og instinktivt lagde hun sig bare pladask ned, hvilket resulterede i hende med benene spredt smidigt i buen af sin nye vens brede hals og kroppen liggende perfekt imellem hornene med armen slapt lagt strakt foran sig. Og et tydeligt fortumlet udtryk i hendes ansigt. Her lå hun egentlig ret godt. Lidt akavet men... Der var egentlig lunere end sten, var der ikke? Og det brummede.

Den store trold kunne ikke se, hvad det lille bæst havde gang i, men han kunne mærke hende flytte lidt rundt med vægten og på et tidspunkt læne sig ind over hans hoved. Det var længe siden, at han havde båret rundt med noget så småt, så han gik så forsigtigt han kunne i den ujævne skovbund. Åbenbart ikke jævnt nok, for væsnet væltede om på hans hoved, kunne han mærke. En lidt spørgende, men også beroligende, brummen kom fra ham, om hun nu også hang ved deroppe?
Men han fortsatte med at gå, siden det ikke føltes som om, at hun var ved at falde ned.

Det var ikke fordi, at han vidste, hvilken retning de skulle i. Havde han kunnet kommunikere med det lille væsen, ville han havde spurgt hende, men han vidste ikke, hvor meget hun kunne forstå af hans håndtegn eller om hun kunne noget haleløs vildtroldsk. Han tvivlede. 
Men han brugte sine sanser. Og pludseligt fik han et hint af vand i vinden, så han satte straks af i den retning. Ind i mellem trænerne, hvor han for det meste undgik at gå ind i dem, men nogle af de helt små måtte lide under hans tunge krop. Han var ikke svær at spore igennem skoven, men nu forsøgte han heller ikke at skjule sig. Han ville, hvis han gad, kunne efterlade sig mange færre spor på sin tilstedeværelse, men det var lidt omsonst, for hans vægt satte dybe spor i skovbunden.

Tiden gik, men for ham betød det ikke så meget. Han elskede at gå, bevæge sig og se noget nyt, så hans blå øjne gled rundt på deres omgivelser, lå mærke til fuglene og smådyrene, der ikke var flygtet ved hans larmende ankomst, træerne og hvad der muligvis kunne spises.
Apropos spise. Han fik øje på et træ, der stadig havde nogle frugter hængene lidt højt. Han havde lært, at de hed æbler og at man kunne spise dem. For ham var det slik, de var søde og små og han kunne æde håndfulde for at blive mæt. Men det lille dyr, der sad på hans nakke, ja, hun måtte kunne nøjes med nogle stykker. Så han gik hen til træet og hev ned i en gren, så hun kunne tage nogle. At de var gamle og rynkede, fordi de var længe forbi æblesæsonen, det tænkte han ikke så meget over. Så snart hun havde taget dem, hun ville have, greb han fat om grenen og flåede den for de sidste æbler, hvilket han stadig i munden og gnaskede løs på, mens han satte i gang igen i mod vandet, der kom tættere på.

Og endeligt dukkede glimtende af sol i vand op i mellem træerne. En lille sød skovsø. Måske for lille til fisk. Det håbede han ikke, han var sulten.

Man skulle have troet, at det ville væsen ville have været lullet til søvn af de vuggende bevægelser, men nej, hun kunne ikke være mere vågen. Hun lå i en stilling meget akavet for enhver anden end hende selv, men hendes hoved var vippet rigeligt tilbage og øjnene store og observerende, mens de gik igennem den dunkle skov. Det var underligt at se den bevæge sig sådan uden hun selv gjorde noget for det. Havde hun ikke i forvejen været vant til at befinde sig i højderne på træerne ville dét at være hævet 4 meter over jorden nok også være forundrende. Det var det nok egentlig også.
Ankomsten til æblerne fik hende straks til at løfte sig op i strakte, spinkle arme for så at strække kroppen endnu mere op mod dem og sank derefter på plads i takt med at grenen kom tættere på hende uden, at hun skulle gøre noget selv. Hun satte sig endnu bedre op og tøvede ikke ét øjeblik med at række ivrige hænder op for at gribe den sukkerige frugt. En i hver hånd. Og så lige en ekstra.

Nu siddende op mere end at ligge ned som før, krævede det nogle ekstra mave-og rygmuskler at ikke svinge for meget til den ene side og så den anden og til sidst skabe nok momentum til at ryge direkte af pladsen i det vandres bjergs nakke, men det var ikke noget hun lagde meget mærke til, at hun brugte. Det var som anden natur for hende at holde styr på sin lille krops balance. Og hun forblev i nakken på det vandrende bjerg det resterende stykke af deres vandretur.

Hun havde selvfølgelig heller ikke ventet med at sætte tænderne i æblerne. Så da de nåede til vandhullet var saft fra den overmodne frugt at finde udover det hele. Omkring hendes mund, ned ad hagen og et godt stykke op ad hendes kinder. Selv næsetippen var ikke undladt. De små grå hænder var også fedtet godt ind, så det var som planlagt at de skulle ankomme til en sådan skovsø. Det var lidt prøvende at hun strakte halsen og så ned mod vandet og jorden fra sin høje plads, som skulle hun lige sikre sig at jorde ikke var lava, før hun ville møve det sig tilbage op at stå troldens nakkeplatform. Det resterende æble sad fast i hendes mund for at have hænderne frie, og ikke meget tid senere sprang det lille væsen fermt ned fra skulderen og landede lige så erfarent som en kat.
Hun bed sammen omkring det bløde æble og lod det blot falde ned på jorden, mens hun smaskede mundfulden og så lidt undersøgende op på sin følgesvend. En hånd blev løftet op for at tørre generende væde fra mundvigen og dryppende hage. Flere totter af blondt hår sad klistret fast til hendes ansigt.

Det varede ikke mange øjeblikke fra, at Kronos var stoppet op et par meter fra vandets kant, til at det lille væsen begyndte at røre på sig og snart sprang de par gode meter ned fra hans nakke. Hans meget blå øjne gled over hende, inden han kom med en brummende lyd over hendes klistrede udseende. Igen, lige som en troldeunge.

Uden at sige mere, gik han helt ned til vandet og ud i det. Den var ikke så dyb, men den gik ham da næsten til albuerne, da han var et godt stykke ude. Tørstigt begyndte han at føre vand fra søen og op til sin mund med en af sine store hænder. I mens forsøgte han at få øje på fisk, men det virkede ikke til, at der lige var nogen. Ikke at han kunne se, i hvert fald. Efter nogle slurke fra hånden, blev han stående lidt og nød vandens kulde mod det nederste af sine arme og ben. Han kunne godt lide vand og kunne faktisk svømme, selvom de fleste nok ville gætte på, at han sank som en sten.

Endeligt vendte han om og gik tilbage til bredden, hvor han havde efterladt det lille væsen. Det dryppede med vand fra hans skæg, men ellers var han ikke så våd. Med et højlydt suk, der næsten mest lød som et træt støn, satte han sig på bredden og betragtede deres omgivelser. Stille og roligt, ingen fare på færde. Ikke af hvad han kunne se, høre eller lugte. Hans syn var ikke det bedste, men hans lugtesans var noget bedre end et menneskes. Hans blik gled ned på det lille væsen. Hun var besynderlig, og han var stadig nysgerrig omkring hende.

Det lille væsen var langt mere tøvende med at bare springe i søen end hendes følgesvend så ud til at være. Hun kunne godt svømme. Og hun kunne flyde. Vand var lagt fra lige så skræmmende som dets modsætning, ild, og så var det godt at vaske størknet mudder af sig og afkøle kroppen, når den store kugle i himlen skabte for meget af en hede som sommeren. Hendes hår blev godt nok betydeligt tungere, når det var dyppet friskt i vandet, og det gjorde det sværere at hoppe omkring, men det var ikke med meget. Ikke nok til at det var et problem. Der var dog én ting ved vand, som gjorde at hun tøvede at springe i.

Hun blev derfor stående og så lidt på, som bjerget skabte en mindre syndflod af bølger, da det både begav sig længere ud og satte sig ned midt i det hele. Der ude på afstand lignede det virkelig, at der bare lå et klippestykke i vandet. En hvilesten for væsner, der både var af vandet og af landet. Hvilket chok det mon ikke ville give fremmede, hvis de pludselig så en sten bevæge sig, som denne sten gjorde. Med arme og kæbe.
Efter noget tid turde hun at nærme sig vandet lidt mere. De første par skridt var på to ben, men som hun nåede til kanten, vendte hun tilbage til fire for at bedre kunne få et sikkert kig ned i vandet. Lyset gjorde det ikke muligt for hende at spejle sig, men hvad godt ville det have gjort alligevel. Så ville hun ikke have kunne se, hvad der gemte sig i det klare vand. Dunkelskoven var egentlig kun dyster og mørk på overfladen. Man skulle bare se tæt nok og mere fokuseret til at finde vidunderet af selv denne skov.

Fisk!
Gigantens tilstedeværelse i søen måtte have skræmt fiskene mod land i stedet. Havde hendes spidse troldelignende ører være udviklet mere ud fra dyret, som hun ellers opførte sig så meget som, ville de havde strikket op ved synet af det fortrukne måltid for det lille væsen. I stedet blev hendes iver og opmærksomhed indikeret af et kortvarigt opkvik i den spinkle krop lige inden at alle bekymringer blev glemt, og hun uden videre stak hovedet ned i vandet med munden åben og skarpe tænder klar til angreb.
Så lige så hurtigt, som hun havde stukket hovedet under vandet, lige så hurtigt jagede hun det op igen så det sprøjtede med vand over det hele. Ingen fisk i munden. Bare et meget, meget foragtet udtryk i ansigtet. Øjnene klemt og snerrende næserynker. Hun rystede voldsomt på hovedet, som kravlede fare rundt på hende. Ihærdigt forsøgte at få vandet ud af næsen, som havde skudt ind ved sammenstødet med vandoverfladen. Hun hadede at have ansigtet under vand!
Det blev dog glemt meget hurtigt igen og erstattet af et arrig stir mod vandet, som var det dets skyld. Og så fik hun øje på endnu en fisk, der hastigt svømmede forbi hende langs søens kant. Overraskende nok havde hun slet ikke lagt mærke til at Kronos havde vendt tilbage fra sit bad. Og hun klaskede denne gang sin hånd ned i retningen af den med en kløet hånd – uden klør. Hun havde lært lidt fra sin oprindelige fejl. Og som hånden kom op ad vandet igen, swoopede hun en af disse gællede dyr med op i plasket. Blev kastet længere ind på land, hvor den så bare lå og sprællede forgæves.

Kronos betragtede det lille væsen, der så ud til at have fået øje på noget i vandet. Så var der nok fisk i den lille sø alligevel. Han så nysgerrigt til, mens det så ud til, hvordan hun skulle gribe det hele an. Og vupti, så smed hun en fisk på land. Imponerende. Kronos blev siddende og betragtede fisken, der desperat spjættede rundt i et forsøg på at komme tilbage til vandet. Mon der var nok fisk til, at han kunne få bare lidt at spise? Der var vel ikke så mange andre måder at finde ud af det på, end ved at forsøge. Med et suk kom han på benene og gik ned til vandet. Det var svært at se noget på grund af krusninger. Han overvejede lidt, hvordan han skulle håndtere det, men til sidst valgte han den måde, der altid virkede.

Han bevægede sig atter ud i vandet, gik lidt rundt i cirkler for at samle fiskene så meget som muligt, inden han med flade hænder slog hårdt ned i vandet, hvilket fik vandet til at stå op i vejret. Han gjorde det to gange, inden han stoppede op og ventede et kort øjeblik. Jo jo, ganske rigtigt, lammede fisk begyndte at flyde i overfladen. Med en stor lap samlede han en håndfuld op og gik op til bredden, hvor han rakte ud og lod et par af dem falde over det lille væsen, inden han åbnede gabet og stoppede resten derind. Der var til en god mundfuld, ikke noget, der ville mætte eller holde ham kørende længe, men det var da mad.
Tilfreds så han ned på pigen, stolt over at have fodret på hende også.