De minimal lysstråler, var småt begyndt at skinne ind igennem kro vinduerne. Snorken kunne høres fra hjørnet, hvis mindst mulig lys kunne finde hen.
Molag var i gang med at sove tømmermænd ud, han havde været taknemlig for at kroen i Tusmørkedalen, stadig tillod ham et sted at hvile væk fra solens lys. Nu var solen så på vej op, dag ville gry, uden at den store ork ville opdage det. Ork var måske hans føde race, men den tid lå længe tilbage i historien.
I sted havde et andet mørke taget bo i orken, han var blev genfødt til livet som vampyr, et liv der ikke altid slog ham på den bedste plan. Den eneste bonus han havde, var at hans tolerance overfor alkohol var legendarisk høj, han kunne drak en hver man til døde, før at han selv ville mærke effekten.
Molag lavede endnu et snork som han lå med de halv bryst ind over bordet, hvordan at det ikke gik under for hans vægt, var et mysterium i sig selv. Man kunne tydelig se, at der ikke skulle mere end et skub til, for at bordet ville falde sammen og derved sende orken en tur i sten gulvet.

Stående udenfor kroen stod Katira, og hun havde stået der i et godt stykke tid. Et skævt smil bredte sig over læberne, og hun skulle til at gå indenfor på kroen, fordi hun gad bestemt ikke blive stående udenfor ret meget længere. Det ville sikkert bare ende med at hun ville blive plantet fast til jorden så, så det skulle ikke ske, derfor stod hun ved døren til kroen. Hun gad ikke gå elegant og stille ind, for det var slet ikke hendes stil - langt fra. Så hun lod det skæve smil brede sig, og så sparkede hun ellers døren ind til kroen, den gik måske lidt i stykker men sådan var det jo. Da hun så stod inde på kroen, sendte hun krofatter et hint om at hun var kommet, så han skulle igang med at få brygget noget at drikke til hende. 
Det gik han så også igang med, og da hun så ville finde et sted at sidde, var der noget der overhørte hendes egne tanker, og ideer. En høj lyd, virkelig irriterende lyd, hvor i al verden kom den fra. Hendes øjne fik fra den ene side til den anden, men først efter at hun havde kigget nøje efter kunne hun se en person der virkede bekendt.

Hun stod lidt med armene over kors, blot for at se om hun kunne komme i tanke om, hvem det var. Der var ikke noget der sagde hende noget, der var slet ikke nogle klokker der ringede. Da hun så kiggede nøje efter på personen, lidt mere end før, var der pludselig noget der gik op for hende. Var det ikke ham den efterlyste ork, eller en af dem hvertifald, det lignede ham meget godt, hvertifald ud fra det syn hun havde af ham fra den afstand hun stod. Det så ud til at han sov, og snorkede, der var da ikke noget mindre charmerende end det, hun smillede og grinte fjoget, før hun gik hen mod ham. Bordet så ikke særlig stabilt ud, det så ud til at kunne knække, og så ville orken ende på gulvet. Katira kunne godt se det sjove i det, og hun tænkte ikke længere over det, før hun sparkede til to af bord benene"Ved du ikke at det er uhøfligt at snorke blandt andre, og især så højt som du gør"lød det fra hende, med en undertone af noget drilleri. 

Bordet lavede en ustabil lyd, nok til at vække Molag fra de søde søvn. De brune øjne kiggede op, og de mødte den anden orks blik. Han trak på skulderen som svar, snak var normalt ikke hans ting fordi hans ord ikke var de bedste ad slagsen. ”Ved ikke… måske” sagde han i ret gebrokken sprog at krystalisk.

Om han var uhøflig, var lige meget i hans verden. Han var stadig ved sove sin druk ud fra aften før. Molag havde lyst til at døse afsted til søvnen igen, men det virkede ikke som at kvinden ville tillade ham det, så længe at hun var i krostuen. En lidt irriteret suk kom fra ham, ”Bare lad mig, være..” sagde han, som han satte mere op. Hans lyst til underholde var helt klaret suget ud af ham nu.

Molag rejste sig op, nu hvor han var vågne kunne han lige så godt drikke et eller anden igen, bare for at kick starte dagen i en bedre tilstand, Molag gik bevist udenom de steder hvor sollys havde rørt jorden inden i kro stuen, han burde havde lært at det aldrig var smart lade sig selv være overnattende på sårbart sted, men så klog var han aldrig og det ikke første gang følt smerten fra solen, når den rørte hans krop. 

At hun skulle lade ham være, var der bestemt ikke tale om, langt fra især nu, hvor hun faktisk havde fundet en hvis dusør var rart at have. Desuden virkede han ikke så kedelig, udover han havde en kedelig snorken, men det var hvad det var. Hun placerede begge hænder på bordet, og lænede sig lidt ind mod orken, mens hendes øjne borede sig ind i hans øjne, og der stod hun så ganske bestemt, og lod sig hvile på den ene fod, og skulle der komme nogle forbi kunne de få et spark bagi, ligesom en hest der sparkede bagud. Katira sukkede, og betragtede den gnaven ork der så ud til at være tæt på at falde i søvn igen.

Da han så havde rejst sig op, og gået væk fra bordet, fulgte hun ham med øjnene, så han var tørstig, javel ja. Det kunne de være to om, hun fulgte efter ham i et roligt tempo, og da hun nåede hen mod krofatter, skubbede hun nærmest orken ind mod disken, mens hun holdte en økse frem mod hans hals"Mit navn er Katira jeg er kommet efter den fine dusør du har på dig"hun lød bestemt, og selvsikkert, og stod blot med øksen i den ene hånd, og et kækt smil på læben.

Krofatter stirrede med store øjne på de to orker, der enlig skulle have noget at drikke, men det var der ikke tale om i øjeblikket, ikke for hendes vedkom, hun havde travlt med at stå foran denne ork her, med øksen rettet mod hans hals. Hun fjernede ikke blikket fra ham, lod blot hendes øjne nærmest stirre ventende på ham"Det ville være let hvis du overgav dig med det samme"sagde hun og lod en hånd hvile sig i siden.  

Ak, hun havde ikke tænkt sig at opgive. Molag var efterhånden små irriteret, på den anden ork. Kunne hun ikke bare lad ham være i fred, åbenbart ikke. Hun flugte efter ham som et barn, indtil at kun kom med sin årsag til jage ham.

”Hør dame, jeg er helt klar din overmand,” sagde han med lidt brok i stemmen, han kunne nok let klare sig i kamp med hende, så længe at han blot holdte sig til skyggerne. Men Katira blev ved med skubbe på, måske ikke det mest smarte valg, men så igen han var heller ikke for klog selv.
Molag løftede en stor grøn hånd med lynende hast, han skubbede hende tilbage med styrke, eller nok til at skab en smule afstand. ”Jeg er ikke, din fange i nu..” sagde han små sur over at skulle tale med menneske sprog, han var mere til sine hånd tegn. 

Da hun blev skubbet tilbage så der var lidt afstand imellem dem, sukkede hun og lod øksen dingle lidt som hun holdte den i hånden. Hun sendte krofatter et tegn, og satte sig ned på en stol ved disken, dog vendte hun sig lidt rundt så hun på samme tid kunne holde øje med denne ork, samt holde øje med krofatter. Hun skulle jo se når hendes krus med mjød ville komme, det var vel også på tide med noget at drikke, det var næsten hårdt at stå og betrakte en gnaven ork, der på samme tid var den ork hun ville have fat i. En dusør var en dusør, og det var ikke fordi den var lav, den var tilpas nok høj for hende, men hvilken som helst dusør ville næsten være det. Hun lod et smil brede sig over læberne, og hun kunne se at krofatter var kommet tilbage med et krus mjød, og hun gav ham nogle mønter, hvorefter hun nærmest skålede hen mod ham, og tog en stor slurk. 

Kruset satte hun ned på disken, og lod øksen ligge på hendes skød som hun sad på stolen"Du har vel et navn ikke"lød det fra hende med et lille smil, og hun lod blikket glide ned ham, hvorefter det fæstnede sig på hans ansigt igen. Det var godt at hun ikke havde taget fejl af ham, eller generelt troet at han var en anden ork, og ved lyden af hans ord, kunne hun ikke undgå at læne sig lidt ind mod ham, mens hun stadigvæk sad på stolen"Godt du kan indrømme det, hvornår må jeg så få din dusør"sagde hun bestemt, og lænede sig lidt tilbage igen, mens hun vippede lidt med foden, hvor skaftet på øksen strejfede indimellem.

Han lød både gnaven og sur, og det fik hende til at kaste nogle af fletninger over skulderen, og hun kiggede rundt, der var skam nogle flere folk, dog var der hvist ingen der så særlig stærke ud. Så hvis hun ville ende med at have lysten til at kæmpe, så ville der nok kun være denne ork her ved hende"Hvad laver du herinde, gemt i skyggerne"spurgte hun ud i det blå, også mest for at vide det. Mens hun lagde en arm rundt om livet på sig selv, mens øksen hvilede sig på hendes knæ.

Molag var ikke dum nok til sige sit navn så lige ud, han havde ingen ide om der var andre som ville svinge øksen i hoved på ham, hvis han sagde sit navn højlydt.
Så i sted trak han kort på skulderen, hun drak imens at han så til. Hans trøst var genvågnet at synet, måske ikke bare den alkoholiske del. Han kunne mærke at han ikke havde blod nok i sig, men han ville heller ikke ud i total mord eller den slags.
”Solen, den er farlig” sagde han kort, det var ikke et smart trick at hint til hans anden side, vampyr delen som han holdte hen med hans usunde livsstil. Hvis Katira selv gættede resten, ville der ikke være et sikket sted for ham at holde til i baren. Han kunne nok køre hende træt med tiden, men der var mange timer til solnedgang og Molag havde ikke mod nok til vente på flere skygger udenfor. 

Da han nævnte at solen var farlig, kiggede hun undrende på ham med et hævet øjenbryn, det var noget underligt noget. Det lød underligt i hendes ører, men hun valgte ikke at spørge for meget ind til det, hver sin smag ikke. Hun tog en stor slurk af kruset, og kiggede ned mod hendes økse, åh hvor havde hun dog savnet at sidde med den i skøddet, og generelt holde om den. Enlig havde hun ikke noget imod solen, den var fin nok, dog var skygge lidt mere hende, mest fordi det var der hvor hun altid følte sig mere afslappet, og hun var altid klar til en kamp, hvis det endte ud i det.

Hun havde også kæmpet ret meget, men hun lod hendes blik falde på ham igen, og hun lagde hovedet en anelse på skrå"Jeg vil ikke spørge for meget om det, men hvorfor er solen farlig"spurgte hun undrende, med en tænkende mine over ansigtet, mest fordi hun slet ikke kunne forstå hvorfor solen skulle være farlig. Dog var det måske fordi denne ork ikke var helt en ork, som han lignede, og havde udseende til.

Molag var klar over at han havde talt for meget, hvorfor talte han overhoved til hende? Hun var ikke ligefrem høflig overfor ham, hun havde vækket ham og det var faktisk nok til vampyr delen i ham var provokeret til at angribe.
Han overvejede om han skulle sige mere, eller spille dum fra nu ad. ”Den… brander” sagde han med lav stemme, med et håb at detaljen gik hende forbi, med mindre at hun kunne mundaflæse, for så var han nok på den igen.
”Den irritere,” sagde han lidt efter, hvilede var sandheden. Han ville nok kunne tåle et sekund, eller mindre, før at han ville brande i den. 

Hendes øjne var rettet på ham, og hun lyttede til det han sagde, mens det enlig begyndte at give mening for hende. Dog var det ganske underligt for hende, kunne det være rigtigt. Hun sad og tænkte lidt nøje over det, før hun havde tænkt sig at spørge ham omkring det. Hun lod foden vippe lidt, mens hun betragtede øksen en smule, og der gik ikke lang tid før hun fik bundet mjøden der var i kruset, lækkert uden tvivl. Var det blevet tid til at spørge ham, måske hun bare var så bestemt og ligetil, måske til tider alt for direkte, det var blot ikke noget hun tænkte over.

"Er du en vampyr... men du er en ork"sagde hun med et hævet øjenbryn, og lagde hovedet på skrå, mens hun studerede ham med øjnene. Det var ikke fordi hun havde set det før, hvis han var en vampyr, men ork, det var ikke noget der gav særlig  meget mening for hende, men det ville så være første gang at hun ville opleve det, så det var vel fint nok.
"Det er derfor du bedst kan lide at være i skyggerne"gentog hun så med et tænkende udtryk på ansigtet.

Molag lavede et grønt, ja han var en del ad blodsugerne. Den værste slags endda, den selv hadede, ubrugelige slags. Molag nikkede som svar, nu hvor hun kendte hans hemmelighed var der intet der kunne stoppe hende fra ikke at skubbe ham ud i solen. Det ville næste være ren venlighed, i sted for prøve på slæbe ham tilbage til hvem end der havde en dusør på ham, han var godt klar over at der var flere som sikker gerne ville se ham død frem for livende.

”Ja, derfor” sagde han kort, han skulle ikke ind på detaljerne om hvorfor eller hvordan, det havde snart være så længe siden, at detaljerne var lidt uklare. Han var bare efterlad til livet som blodsuger, og en uhyggelig en ad slagsen.                   

Et løftet øjenbryn kunne ses på hendes ansigt, og hun lagde hovedet en anelse på skrå. Hun stod blot og lyttede til det han sagde, før hun fik et skævt smil frem på læben. Det var ganske interessant det her, en vampyr samt ork, at det var muligt var hende en gåde, men dog var det meget specielt. Hun lod blikket glide rundt på kroen, og fik hældt mjøden ned i et huk, det var lækkert, og slikkede også munden ren for væsken.  Hun fik øjenkontakt med krofatter, men sendte ham blot et blik, hvorefter hun trådte tættere på orken"Du er ganske speciel, ligesom den belønning der er for at fange dig"sagde hun bestemt, og lod blikket hvile sig på ham.

Hun valgte at placere en hånd i siden, og lænede sig lidt ind mod ham. Enlig vidste hun ikke helt om det var nu hun skulle svare ham, eller lade være. Dog kiggede hun kort ned på øksen i den anden hånd, som bare dinglede lidt frem og tilbage, det kunne måske godt se skræmmende ud for nogle, men for andre var det ganske normalt"Men hvad laver du så herinde helt alene"fløj det ud af hende, med et bredt smil.

  

Molag kunne godt gætte sig til at han var ønsket mand at fange, men han var ikke i humør til at lade hende skubbe ham rundt eller til at komme med hende, for den sags skyld.
”Finder frihed,” sagde han med et kort træk på skulderen, hans frihed var et løbe fra sted til sted, at finde en måde at jage hans hukommelse væk igennem alkohol, kamp eller andre lokale problemer.
Molag havde ingen tanker om at gennemopbygge dagene, hvor han stadig var en stolt ork, den tid var længe forbi. ”Ingen har brug for, et druk hoved som jeg” sagde han lidt efter, det var den sandhed som Molag selv så.

Et løftet øjenbryn kom frem på hendes ansigt, og hun fik lagt hovedet på skrå mens hun blot betragtede ham. Så lænede hun sig ind mod ham, placerede en albue på hans ene skulder, mens hun viftede lidt med hånden, hun svingede med øksen i den anden hånd. Hun ville ikke lade ham slippe væk, det var sikkert, hun skulle nok få ham fanget på den ene eller anden måde. Måske det var hendes stædighed og beslutsomhed der spillede ind, men når der var noget hun ville have så gik hun efter det, var det ikke ganske normalt.

"Mange har brug for en ork som dig"sagde hun med et skævt smil, og lod øjnene hvile sig på ham lidt, mens hun enlig stod meget godt med albuen på hans skulder. Desuden hvis han ville drikke, kunne hun sagtens joine ham det var slet ikke noget problem langt fra. Det var næsten ligefør at hun ville lokke ham til at drikke noget sammen med hende, for måske det var en god måde at fange ham på, måske det var hvad der skulle til"Vi kan sagtens snuppe noget alkohol sammen"lød det fra hende og hun sendte ham et blink med øjet.

”Har de?” Molag kunne ikke helt selv forstille sig andre, som kunne bruge en gnave ork. Han havde aldrig lyst til at blive til mere, eller mindre. I sted for, skabte han bare problemer, indtil at hans problemer kom tilbage til ham.

”Der er, intet som jeg er brugbar til, udover hvis du taler om at drikke” når det kom til at tømme ud i alkohol havde han nok et talent, for det. Men alt andet? Han kunne ikke komme i tanke om mange god ting ved hamselv, måske fordi at hans hjerne altid var sløret af druk, eller af en person som han kunne drik blod fra.

Molag tjekkede sine lommer for penge, han havde ikke flere krystaller tilbage til at drikke for, "Med mindre du har tænkt dig at gir, kan du lige så godt overlade mig til søvnen igen," Molag var hundred procent ligeglad med om han kom til snorke igen.

Lyden af hans ord fik hende til at hæve et øjenbryn som hun kiggede på ham, jamen det kunne de da nok godt. Desuden hvis han var beruset ville det være et godt tidspunkt at fange ham ordenlig på, med et reb, kæder ja hvad der nu måtte være at finde. Måske der var nogle ting her på kroen man kunne bruge, hun kunne sagtens undersøge det. Hun fjernede blikket fra ham, og kiggede hen mod krofatter som stirrede i deres retning, måske en drink ville være godt at starte ud med. Hun ville heller ikke have at han skulle falde i søvn jo, så det var en fantastisk mulighed. Hun drejede rundt og gik hen mod krofatter, lagde øksen ned på disken, og sagde at hun skulle have fire store krus med mjød. 

De kunne ligeså godt have mere end et krus, især siden han var så god til at drikke, så hvorfor ikke bevise det. Hun fik et bredt smil frem, og kiggede sig over skulderen på ham. Han kunne godt ligne en der sagtens kunne sove ligenu og her, men det ville han bestemt ikke få mulighed for, ikke i følge hende. Hans pris var langt mere værd for hende end at se ham snork boble, og sove. Hun kiggede på ham lidt mere, men tog så imod de fire krus som krofatter kom til hende"Mange tak"svarede hun og gik hen mod orken igen. 
"Så må du jo bevise det"sagde hun med et smil, og tog en stol ud overfor ham, og hun satte sig så ned. Afslappet ikke noget med det ene ben over det andet her, nej hun gad ikke sidde elegant og pænt, for hvorfor skulle hun det. Hun var en ork, ikke en eller anden pynte tøs, eller elegant væsen"Så skal vi skåle"sagde hun med blikket på ham, og hun lænede sig lidt over bordet med det ene krus mjød i hånden.

Molag var ikke sikker på om det var tegn på venskab eller bare en fælde, delvist var han ligeglad, ligeglad nok til drikke i det øjeblik. Det ville tage det værste del af hans trøst.

Molag satte sig på den tome stol ved siden ad, han kunne godt mærke sløvheden som den kom tilbage ind over ham. Kort kom han til at gabe lidt, bare fordi han normal ikke var vågen på denne tid, eller ikke på den mentale plan.

Molag grab stille ud efter et af krusene, de var store, perfekte og Molag kom til smile en smule. ”Skål” sagde han kort. 

Da han skålede med hende sendte hun ham et smil, for nu så det da ud til at det gik godt, og gik den rigtige vej. Hun tog sig nogle store slurke af mjøden, for godt det smagte det helt bestemt, så andet kunne man næsten ikke gøre, Hun sad godt på stolen overfor ham, og indimellem lod hendes øjne følge ham, bare for også at være sikker på at han ikke flygtede eller stak af, for hun skulle nok fange ham det var slet ikke det. 

"Det er ret hyggeligt det her"lød det fra hende og hun blinkede hen til ham, hvorefter hun lænede sig lidt ind over bordet, og lod en finger køre rundt på hans hage en smule"En ork som dig har vel ikke de store planer for dagen vel"spurgte hun nærmest ledende og lokkende, helt tydeligt at fornemme at hun havde en skummel bagtanke. 

Molag trak på skulderen, hvad skulle han lave om dagen udover at sove nattens druk væk? ”Dagen, kan ikke tilbyde mig meget” sagde han kort, udover hvis han tog fuld dække på, så kunne han godt går udenfor, men det var ligesom at leve i en sten oven, han følte at solen ville bage ham levende.

”Solen, gør alt for varmt for en som mig” sagde han kort, det var nok derfor at han var så doven som han var, han kunne lige så godt vente dagen ud, og have det sjovt om natten i sted for.

Hun lyttede til det han sagde, og gav så et nik fra sig, det kunne hun godt forstå. Solen måtte være ganske træls for ham så, men det var en speciel race han var så, en ork, vampyr, sådan en blanding havde hun allerede ikke stødt på. Dog gjorde det bare at hun nærmest var mere og mere interesseret i at fange ham, især få fat i den pris han havde, den kunne hun godt bruge. Dog virkede han ganske venlig på trods af at han nok mest af alt havde lyst til at sove.

Hvordan kunne en ork sove så meget, hun forstod det ikke, men orker var vel forskellige. Hendes blik gled ned på kruset på bordet, hun fim bundet det ene krus, og slikkede sig rundt om munden. Lækkert det var det helt bestemt, hun kunne godt lide smagen af mjød, det var næsten ligefør at hun ikke kunne få nok af det. Hovedet blev lagt på skrå, og hun lod blikket falde på ham"Bliver du så mest indenfor når solen er fremme"spurgte hun undrende med et løftet øjenbryn.