Spurgte man de fleste andre, ville man ikke mene at det var en normal måde at stå op på, men Jaris fandt det ganske genkendeligt. Han havde dårligt nået at få øjne, som han lå i sin seng og så lige så ucharmerende ud som altid, før der lød et skrig fra et værelse længere nede ad gangen. Halvt i søvne, kun iført et par mørkegrå underbukser, væltede Jaris mindre elegant ud af sengen. Han kom overraskende hurtigt på benene igen og stormede mod værelset skriget var lydt fra. Døren blev losset op og hans blik blev mødt af et forskræmt fra en af hans kvinder, der bestemt ikke var tilfreds med hvad hendes mandlige kunde havde gang i. Præcis hvad der var foregået, havde Jaris ingen anelse om men det betød intet, for hans eneste job var at få fjernet kunden, inden det blev værre.

Jaris tøvede ikke det mindste, som han greb fat i kraven på mandens skjorte og hev til. "Har du aldrig lært hvordan man behandler en dame?" Spurgte han, uden at forvente et svar. Det lykkedes ham at få ham fjernet fra damen, men det lykkedes ham ikke at undgå den knytnæve der blev rettet mod ham og ramte perfekt mod kæben. I næste sekund lå Jaris og grinede på gulvet. "Det har jeg da. Har du aldrig lært, at man ikke blander sig når de voksne leger?" Vrissede kunden, der tydeligvis var frustreret over at være blevet forstyrret i sit forsøg på at gøre ting, han ikke havde betalt for. Jaris lo videre, som han kom op at stå igen. "Nej..?" Svarede han, lettere sammenbidt over smerten i kæben. Det var da også et underligt spørgsmål, man blandede sig da altid, når de voksne legede. Eller var det bare ham?

Nu da Jaris allerede havde taget imod det første slag, forventede han ikke at kundens aggressioner ville fortsætte. Derfor nåede han ikke at reagere på den næste næve der kom mod ham. Denne gang tog hans næse pænt imod, men han formåede at undgå endnu en tur i gulvet, ved at træde et skridt tilbage. Han var sikker på at det ville fortsætte sådan hvis han ikke gjorde noget ved det nu, så Jaris valgte en løsning, han var helt sikker på ville virke første gang. Med den ene hånd greb han fat om kundens hals, strammede godt til og inden han ville kunne nå at reagere, greb den anden hånd fat mellem kundens ben, hvor der blev strammet lige så meget, hvis ikke lidt mere, til. Manden faldt i knæ med et smertefuldt støn og Jaris fulgte med, satte sig på hug for stadig at kunne holde fast. Der blev ikke gjort mere modstand, enten var smerten for stor, eller også var frygten for hvad Jaris ellers kunne finde på for stor. "Jeg lover at slippe, uden at gøre større skade, hvis du lover at skride uden problemer og blive væk," lød det roligt fra ham, han smilede endda venligt til ham imens. "Aftale?" Spurgte han kort efter og manden nikkede straks. Jaris behøvede ingen ord fra manden, han var sikker på at ord ikke var nemme at få ud, når man havde så ondt. Han slap begge greb, først om halsen, derefter om kønnet, før han rejste sig op og ventede pænt på at manden ville sætte kurs mod døren.

Jaris var fulgt efter manden, ud af værelset, ned af trappen og hen til hoveddøren. Blodet fra næsen var løbet ned over munden, ned over hagen og videre ned over brystkassen, men han havde ikke tænkt over at gøre noget ved det endnu. Døren blev åbnet, manden skulle lige til at gå ud, men vendte sig for at sige noget. "Glem det," skyndte Jaris sig at sige, gestikulerede med hånden for at få ham til at gå. Manden så muggen ud, men valgte at lytte og forsvandt ud af døren. Inden Jaris nåede at skubbe døren i, faldt hans blik på en velkendt og han fik et bredt, blodigt smil frem på læberne. "Kahn!" Udbrød han muntert. Det havde været hans plan at få gjort noget ved alt blodet, efter han havde set kunden gå, men nu blev han distraheret af Kahn og glemte alt om det, selvom det stadig løb ned over... alt.

Rubinien? Ak ja, det var ved at være noget tid siden han havde sat sine fødder i den by. Sidste gang var vel da han næsten var ved at blive solgt som slave? Eller det var i så fald indtil han satte tænderne i manden som forsøgte at smide halsbånd på ham. Kahn havde morret sig gevaldigt over at denne mand langsomt døde for øjnene af ham, men det var egentlig ikke derfor han var der nu! Og han regnede heller ikke med folk havde nosserne til at forsøge, at indfange ham, for der gik sikkert rygter rundt om manden der lignede en elver, men havde tvedelt tunge og hugtænder og legede med gift. Kahn lyttede til de mange gisp og stemmer der var omkring ham som han gik rundt i byen, men tog sig ikke af det. Han var vandt til at være et udskud.. Og folk kunne vel ret hurtigt finde ud af hvad der ville ske med dem, hvis de forsøgte at smide ham i lænker igen. Nærmest muntert gik han og nynnede for sig selv, forsøgte at finde sin vej til det horehus, hvor han havde aftalt at mødes med... Hvad var dæmonens navn... Jaris? Han rynkede kort på næsen og kløede sig i nakken. Kahn's hukommelse var ikke hvad den havde været, både grundet alder, men også grundet de mange gifte han selv havde afprøvet, men han kunne ikke altid fine prøvekaniner... Og den sidste han forsøgte på, well han døde.

Kahn's blik faldt på manden der var på vej ud fra et sted, og hurtigt så han et glimt af Jaris. Et skævt smil kom frem på slangens læber som han langsomt nærmede sig. Årh den mand måtte have dummet sig. Måske skulle han lige... En skarpsleben pind kom frem, mindede nærmest lidt om det nogle stamme folk smed i deres pusterør og smed gift på. Denne var også med gift, ikke noget der var dødeligt, men ville uden tvivl gøre manden syg i nogle dage, til giften var helt ude af hans system. Som Kahn passerede manden, stak hen det lille spyd i hånden på manden, lod som ingenting og fortsatte mod horehuset.

”Hold kæft du ligner lort” sagde Kahn spydigt og gik indenfor. De syregrønne øjne skulede rundt og faldt på en af kvinderne, som han sendte et smil ”Du ligner en der godt kunne bruge rehabilitering med et slange menneske..” sagde han og smilte halvlummert til hende. Kvinden hævede et øjenbryn og skyndte sig nærmest at fordufte ind på værelset igen. Kahn sukkede opgivende og så på Jaris ”Hvad fanden er der galt med de kvinder.. De kan ikke tåle sjov” sagde han og lod sækken, som han havde over skulderen dumpe ned på gulvet. Det klirrede måske lidt, men det var kun grundet alle de flasker han var nødt til at tage med.. For han vidste jo ikke hvad Jaris ville have for en gift, så der var lidt af hvert.

Det store, blodige smil, der fyldte hele ansigtet, forsvandt som Kahn gik ind ad døren med den kommentar. ”Tak..” mumlede han kort, før han smækkede døren i med et fnys, der kunne lyde lettere fornærmet, selvom han egentlig ikke var det. Muligvis fik blodet ham ikke til at se pænere ud, men han var da selvglad nok til at mene, at han stadig var rimelig køn at se på. Men måske det alligevel ville være en god idé at få det fjernet. Han kunne godt mærke smerten i næsen og i kæben fra slagene der havde ramt, men blodet fik det til at se meget værre ud, end det egentlig var. Om et par timer ville den dunkende smerte sikkert være væk.

Jaris fik hurtigt hentet en fugtig klud fra det åbne køkken og nåede lige at se damen forsvinde ind på værelset. Han nåede ikke at høre den lumre kommentar fra Kahn, men kunne ikke lade være med at grine let over den reaktion han havde fået på den. ”Kvinder er nogle komplicerede væsner. Ret hellere din opmærksomhed mod mænd, de er så simple,” sagde han med en svag pervers undertone, før han lagde den fugtige klud under næsen for at få det meste af blodet væk. Hans fokus blev rettet mod sækken på gulvet. Kluden blev flyttet fra under næsen, ned ad hagen, videre ned ad halsen og ned over brystkassen. ”Så hvad gør de?” Spurgte han med et smil og et helt forventningsfuldt blik. Han mindede mest af alt som et barn der ventede på slik, som han stod der og trippede let, ventede spændt på en demonstration. Havde han ikke stadig været i gang med at tørre blod af sig, ville han nok have klappet svagt i spænding.

Kahn kastede blikket mod Jaris og himlede med øjnene "Det siger du ikke... Mænd? Hah, det kommer ikke til at ske, med mindre jeg bliver betalt for det..." sagde han tørt. Kahn ville nok ikke kunne være sammen med en mand, om han blev betalt for det eller ej, eller det vidste han i teorien ikke, for han havde aldrig prøvet det... Men det ville sikkert ende ud i en magtkamp og en af dem ville ende med at dø... Ak ja, så ville det sjove jo gå af det. Kahn's blik rettede sig mod sækken på gulvet og smilede skævt, præcist nok til man kunne se hjørnetanden. Han greb sækken og rystede den lidt "Hvad tror du? Vaser... Glas ting... Nej for Zaladin.. " sagde han og lænede sig ind mod dæmonen med et lettere skummelt smil "Find et ledigt værelse.. Og jeg viser det" sagde han med et smil som han trak sig væk og et split sekund, kom den tvedelte tunge frem. 

Kahn var allerede langsomt begyndt at gå ned mod værelserne. Hver en dør gik han op til og åbnede en af dem op. Synet af en kvinde der red en herre mødte ham og han stod bare der som en idiot og lukkede så døren og så på Jaris "Javel ja... Jeg tror bare du skal lede... Og finde værelset" sagde han og rystede kort på hovedet for at få det billede ud af hovedet. Han så mod dæmonen og afventede på han fandt et værelse, UDEN nøgne kvinder.. Eller generelt uden folk der havde sex.

Der blev skævet mod Kahn med et let hævet øjenbryn og et lidt for friskt smil, der bestemt ikke lagde skjul på Jaris' lumre natur. Det meste af blodet var blevet tørret væk fra kroppen og ansigtet, og fordi han ikke selv ville bruge tid på at flytte den tilbage til køkkenet og vride den op, blev den lagt over skulderen på en kvinde, idet hun forbipasserede dem. Han skænkede ikke det irriterede blik han fik tilbage en tanke, men holdt derimod sin opmærksomhed mod Kahn, som han lagde en hånd i lommen og lænede sig en anelse ind mod ham. "Det kan da sagtens arrangeres," sagde han, med en tone der indikerede at han mente det i sjov, men enhver der kendte Jaris ville vide, at det var et tilbud han ikke ville have noget problem med at udføre. Ikke at han regnede med at Kahn ville takke ja, men han skulle lige prøve.

Jaris nikkede let, et ledigt værelse, det skulle han da nok klare. Gående ud fra værelset for enden af gangen, kom en anden ung kvinde gående, med en mørkegrå skjorte i hånden. Hun var efterhånden blevet så vant til, at når Jaris ikke var dækket til, var det hendes job at ændre på det, medmindre hun kunne fornemme på situationen, at det ikke var nødvendigt. Skjorten blev afleveret til ham i stilhed og han fik den på og knappet halvt til, som han roligt fulgte efter Kahn. Han brød ud i latter, da døren til det optagede værelse blev lukket i. "Arh, virkelig? Jeg nød ellers dit udtryk, da du åbnede døren. Jeg håbede lige, at du ville fortsætte sådan hele vejen ned ad gangen," lo han kort, som han gik forbi Kahn og videre ned ad gangen, ned til den anden ende og døren til sit eget værelse. Det var nok det eneste i huset, der stod tomt.

Håndtaget blev skubbet ned og døren gik op, ind til det eneste værelse, der ikke så ud til at høre til på en gammel gård. Alle møbler, den store madras på gulvet, reolerne mod den ene væg, kommoden, det lille bord ved siden af sengen og skrivebordet med de mange skuffer, var ikke helt nye længere, men stadig meget nyere end alt andet i huset. Jaris havde erstattet alt fra da han overtog gården fra sine forældre, for han ville ikke mindes om dem, i det rum han skulle sove i. Han lod døren stå åben for Kahn og smed sig selv på madrassen på gulvet. "Oh, vent. Hvis du skal bruge et par mennesker til at demonstrere, så har jeg vidst ikke fået tømt kælderen endnu," lød det fra Jaris, som om der var intet moralsk galt i den sætning, som han satte sig op og rettede blikket mod Kahn. I kælderen befandt de mennesker sig, som han havde bestemt sig for ikke at bruge til bordelhuset. Han havde betalt for dem, men skulle egentlig have transporteret dem tilbage til slavehandlen. Hvis Kahn kunne bruge et par af dem, for at vise giftens potentiale, så kunne Jaris måske også slippe for at flytte på dem alle sammen.

Kahn fik et smil frem på læberne som han så Jaris fik et blik fra en kvinde, efter han havde smidt den blodige klud på hendes skulder. Han hævede et øjenbryn og stirrede blankt mod dæmonen ”Håber du har penge nok så” sagde han og lod en hånd glide gennem det lange sorte hår, for at fjerne det fra hans udsyn. Jaris vidste sikkert godt at Kahn på ingen måder ville takke ja til hans tilbud om sex, jo, måske hvis han var sygeligt trængende og på rangen til at dø, men nu, stående på begge ben og med godt helbred, så kom der bestemt ikke et ja fra slangemanden.

Kahn bemærkede kvinden med skjorten i hånden, men skænkede det egentlig ikke en tanke, at dæmonen ikke havde en på. De grønne øjne blev knebet sammen og stirrede kort på Jaris ”Jeg kunne bestemt finde noget der var sjovere at se på.. Men nok om det” hvislede han nærmest og forsøgte stadig at glemme det billede han havde i hovedet. Hvorfor fanden skulle han også lige gå forrest!? Han skulle have ladet dæmonen ført an, for han måtte da vide hvad værelser der var optaget og hvilke der ikke var. Kahn fulgte Jaris lige i hælene og fulgte ham ind på værelset.

Kahn fortrak kort en overrasket mine og så på dæmonen ”Se det lyder spændende… Kvinder alle sammen formoder jeg? Alt efter hvor mange gifte jeg skal afprøve for dig… Så skal jeg have et par stykker op, men det er nok dumt at tage alle her op, for så ser de jo bare hvad der sker.. Men igen” sagde han og satte sækken fra sig og fik den åbnet. Et langt stykke stof blev hevet frem sammen med en kniv ”Men frygt er et smukt syn i andre folks øjne.. Måske får vi brug for to, tre stykker” sagde han og begyndte at skære stoffet ud i nogle stykker. Nogle af stykkerne skulle bruges til at binde hænder og fødder, andet var til at proppe i munden, så de ikke kunne skrige, men så igen… Der var så mange skrige og støn her på stedet alligevel, så det vel i og for sig kunne være komplet lige meget.

Nu blev det jo lige pludselig interessant. Nej, Jaris forventede ikke at Kahn ville sige ja til tilbuddet om sex, men krystaller havde han da nok af. Så bare for at se hvor langt han alligevel ville gå, smilede han opfordrende. ”Nævn din pris,” sagde han kort, med en stemme der indikerede, at det turde Kahn da alligevel ikke. Nu var det lige pludselig ikke et tilbud længere, men en form for test, for at se hvor langt han kunne skubbe. Desuden var han vel mere end vant til at betale for den slags. Det var trods alt hans egne ansatte, hans lyster som regel gik ud over.

Det var som om det fortsatte. Jaris’ lyst til at se hvor meget han kunne skubbe Kahn i den retning, han forsøgte at skubbe alle i. Der var efterhånden ikke den sætning, han ikke kunne dreje til noget perverst og det gjaldt også denne gang. Ordene ’nok om det’ var langt fra nok til at få Jaris til at slippe emnet. ”Lad mig gætte..” At det helt sikkert var noget mindre uskyldigt hans tanker gik på, var ikke svært at se. ”I stedet for dit udtryk hver gang du åbnede en ny dør, ville du hellere overvære hvad der foregik bag de lukkede døre. For du er velkommen til at åbne et par døre mere,” lo han. ”Eller måske du hellere selv vil deltage i legene bag dørene?” Det var vel også en mulighed, nu når han tænkte over det. Det ville da i hvert fald være den sidste mulighed han selv ville vælge.

Jaris nikkede kort, alle der befandt sig i kælderen, var kvinder. Det var sjældent han fandt mænd, der var lige så gode til den slags arbejde. Han smilede, som tanken om frygten hos andre også gjorde ham i godt humør, som han rejste sig fra madrassen og gik mod døren. ”Frygt er mageløst, hvis man ikke befinder sig på et bordel. Frygt skræmmer desværre de fleste kunder væk,” sagde han, med en lettere trist undertone, for det var sjældent han fik den fornøjelse. Men at skræmme en masse kunder væk og miste en del af indtjeningen, ville ikke være det værd. Hvordan skulle han så betale sine ansatte, når han selv ville bruge dem? Han åbnede døren på klem og stak hovedet ud. ”Anna! Hent lige den lyshårede pige fra kælderen. Sig til hende, at jeg har ændret mening og skal tale med hende.” For enden ad gangen stod Anna og nikkede til han ordre. Hun var godt klar over at han løj, men hun vidste også at han ikke ville gå i detaljer om hvorfor han skulle bruge en pige fra kælderen. Jaris blev stående ved døren, mens han ventede på at Anna ville komme tilbage med den første pige. Han skævede mod Kahn, smilede svagt som han stod lænet op ad døren og betragtede ham. ”Hvad frygter slanger?” En lidt anden måde at spørge, hvad Kahn frygtede. Han var nysgerrig, nu når frygten hos andre blev beundret så meget.

Kahn hævede et øjenbryn mod dæmonen og sukkede nærmest opgivende ”Når det er dig.. Så kommer du ikke til at have råd til det.. Nogensinde” sagde han og lod den tvedelte tunge glide ud mellem læberne som de krøllede sig i et smil. Kahn havde bestemt ikke intentioner om at ende i en seng med denne dæmon og hvis han så gjorde… Så var det fordi Kahn var VOLDSOMT påvirket af enten det ene eller andet, hvilket skete yderst sjældent, så denne gang blev sikkert ikke anderledes.

Han hævede et øjenbryn over dæmonens ord og var stille for en kort stund, inden han gav tilbage ”Altså… Bevares så er akten ganske smuk.. Men at deltage i den er mindst lige så smukt.. Så jeg er sådan set til begge dele” sagde han med et kækt smil. Ikke at Kahn havde tænkt sig at åbne flere døre, eftersom han efterhånden ikke turde tænke på hvad der gemte sig bag dem.. Dog ville det sikkert ikek være noget der overraskede ham alligevel, for han var ikke så sart, men alligevel? Man skulle jo give folk deres privatliv fra tid til anden, nu hvor man var på et horehus, så var det sikkert folk der ikke ville genkendes, så måske var det bedst at lade være, for ikke at ødelægge personens image? Kahn var i teorien fuldkommen ligeglad og det virkede også til at Jaris selv var.

Kahn nikkede ganske kort. Ak ja, dog var der intet så godt som at sprede bare en lille smule frygt, i den ene eller anden format. Kahn’s blik fulgte dæmonen som han bevægede sig mod døren og råbte ud til en kvinde ved navn Anna. Han tænkte lidt over hvad gifte Jaris mon skulle bruge, hvad Kahn selv skulle afprøve på den sølle kvinde, der blev hevet op nede fra kælderen. Han havde gudskelov lidt af hvert med, så mon ikke det ville kunne dække dæmonens behov? Kahn hævede et øjenbryn mod dæmonen. Hvad slanger frygtede? Det var egentlig ikke noget han som sådan havde tænkt over.. Kahn trak på skuldrene ”Det er som sådan noget jeg har tænkt over… Hvorfor spørger du?” spurgte han og holdt blikket låst fast på dæmonen.

Så snart Jaris hørte Kahns svar, fik han straks et lettere fornærmet udtryk i ansigtet. Det var da lige godt tarveligt! Muligvis var Jaris ikke helt alvorlig, da han sagde at Kahn skulle nævne sin pris, det var mere ment som en mindre udfordring, men han kunne da i det mindste give det en chance. Jaris var, hvis man spurgte ham selv, en virkelig hyggelig partner. Det var da fornærmende, at blive afvist noget så groft! Måske mest fordi, at han bestemt ikke var vant til at få et nej.
"Årh, hold da op! Ikke være så kedelig, det kunne jo være, at du kunne li' det," sagde han, som han fik et smil bredt over læberne og løftede øjenbrynene kort.

Smilet blev kun bredere mens Kahn talte, det var slet ikke til at tage fejl af hvad Jaris stadig tænkte på. Men det kunne vel ikke komme bag på nogen, at Jaris stort set ikke tænkte på andet, specielt ikke lige nu, hvor det faktisk irriterede ham, at han ikke fik sin vilje. Skulle han ikke være på, idet Anna kom tilbage med en ung, lyshåret kvinde, havde han nok valgt at gøre som han plejede over for folk han kendte; Komme med irriterende og barnlige kommentarer, i et dårligt forsøg på at få sin vilje alligevel. Han skævede mod kvinden, der så alt for forventningsfuld ud, mens han lyttede til Kahns svar. Det var næsten synd. - Hun forventede arbejde, en måde at tjene mere end hun nogensinde havde før, uden den mindste anelse for hvad der egentlig skulle foregå.
"Nysgerrighed, Kahn. Hvem ville ikke være nysgerrig efter at få at vide, hvad du frygter? Selvom jeg tvivler på, at du overhovedet frygter noget," svarede han. Hans undertone fik det til at lyde som om, at han havde skumle bagtanker med spørgsmålet, selvom det ikke var tilfældet. Han var oprigtigt bare nysgerrig.

Den unge kvinde blev puffet hen foran døren, som Jaris åbnede op med det mest venlige udtryk, han kunne fremmane.
"Undskyld, hvad var det nu du hed?" Spurgte han, som han gav tegn til at hun skulle komme ind på værelset. Hun nikkede kort og trådte kun lige nok ind, til at Jaris kunne lukke døren igen.
"Åh.. Øhm.. Bea," svarede hun, en smule forvirret. Jaris gik ud fra, at det var fordi han ikke var alene med hende, at Kahn også var her. Mens Bea var lidt distraheret med at betragte Kahn, låste Jaris døren og gemte nøglen væk i lommen.
"Kan du holde styr på hende, eller vil du have hende... bundet?" Spurgte han lavt, håbede at Bea ikke hørte ordentligt efter. Spørgsmålet var henvendt til Kahn, men hans blik blev holdt mod hende, så han kunne være klar til at reagere, hvis hun nu skulle have opfanget hans ord alligevel. Det så ikke sådan ud, men mon ikke hun ville ane uråd snart.

Kahn hævede et øjenbryn mod dæmonen og sukkede ”Tvivler på du ville holde til giften i dine årer.. Med mindre jeg er sød nok at give dig en overdosis af modgiften… Men hvad sjov er der i det?” spurgte han som den tvedelte tunge kom ud og lavede en svag hvislende lyd. Kahn havde på intet tidspunkt tænkt sig at have seksuel omgang med dæmonen, for ham var det business.. Jo Kahn var blevet advaret om hvor flirtende og tiltalende Jaris måtte være, men for Kahn, var dæmonen ikke andet end en kunde, der kunne betale ham for at lave en masse gift.

Blikket blev rettet mod døren som han kunne høre skridt udenfor døren, det var sikkert pigebarnet fra kælderen.. Kahn skulle vise og teste hvad giftene de kunne. Selvfølgelig havde han ikke tænkt sig at bruge de dødelige gifte, men blot fortælle om dem, men alle de andre, de skulle afprøves, hvis Jaris ønskede det i så fald. Som dæmonen talte så Kahn blot på ham ud af øjenkrogen og trak svagt på skuldrene ” Hvad end jeg frygter… Så finder du nok ikke ud af det på stående fod.. Selv hvis jeg vidste hvad jeg frygtede, ville du ikke få det at vide, om du pryglede mig” sagde Kahn med et lettere uhumsk undertone. Kahn kunne godt spille med på det flirtende spil som Jaris havde gang i, men Kahn selv ville ikke ligge noget i det, men gjorde Jaris?

Som pigebarnet kom ind, hævede Kahn et øjenbryn mod kvinden og derefter Jaris. Det var tydeligt at den unge kvinde var fuldkommen rundt på gulvet, men smuk og neutral var hun bestemt, dette ville dog blive lavet om på inden længe, når giftene skulle afprøves på hende. Kahn og Bea stod og stirrede på hinanden ganske kort før han selv rettede blikket mod dæmonen og blinkede kort til ham, inden han gik over mod kvinden ”Bea? Bare rolig.. Det er ikke fordi du skal igennem en kæmpe test.. Som sådan” sagde han med et skævt, men nærmest venligt smil på læberne som han gik over mod hende. Hun bakkede, ramte med ryggen op af en mur. Svagt sukkede Kahn og kastede kort blikket over skulderen på flaskerne og det der stod på bordet, for igen at rette blikket mod kvinden foran ham, før han næsten sprang over til hende og fik grebet i hendes hænder og rev dem over hendes hoved, holdt dem med den ene hånd og borede de lange negle ind i hendes hud som han placerede den frie hånd over hendes mund. Kahn lænede sig ind mod hende og lod den tvedelte tunge strejfe hendes hals ”Du har to muligheder… Du er lydig og du gør hvad der bliver sagt og holder din kæft.. Eller… Du bliver bundet og tvunget til at gøre det og måske dø i processen” sagde han og trak sig tilbage med et smil, netop nok så man kunne se hjørnetænderne der var væsentligt længere. Hans negle borede sig lidt længere ind i kvindens håndled som han ventede på hendes svar.

Jaris trak let på skuldrene, så lidt overvejende ud. Selv med modgiften, kunne han da komme på mange måder, hvorpå det hele kunne være rigeligt underholdende. Han kunne til gengæld finde underholdning i selv de kedeligste situationer. Han mente selv, at det var en ret smart egenskab, men de fleste ville nok bare mene, at der skulle alt for lidt til at underholde ham. Sagt på en lidt anden måde, de fandt Jaris mindre begavet. Det gjorde ham intet, at det som regel var den opfattelse folk fik af ham, for det betød også at de fleste undervurderede ham. Det var før endt i endnu større morskab for ham.

Det var da helt utroligt! Ikke nok med, at Jaris nu var blevet afvist på så grov en måde, hvis han selv skulle sige det, men nu blev han også nægtet svar på et spørgsmål, som han virkelig gerne ville høre svaret på. At Kahn ikke selv kendte svaret, var en mindre detalje.
"Kom endelig til mig når du har fundet ud af det, så må vi lade det komme an på en prøve," sagde han stædigt, men med samme, vamle smil han hele tiden havde haft. Han var da mere end villig til at uddele nogle prygl, som desperat forsøg på at få sin vilje, lige meget hvor længe han skulle vente. Havde det ikke været for den skræmte lille fugl til Bea, ville Jaris muligvis have forsøgt allerede nu. Det kunne jo være, at Kahn løj!

Med Kahns blink, fik Jaris julelys i øjnene. Der skulle ske noget spændende, kunne han næsten fornemme og ganske kort tid efter, stod fyren over Bea. Det var ren rædsel, der kunne ses i kvindens øjne, idet der blev grebet om hendes hænder og de blev tvunget over hendes hoved. Det lavmælte skrig i smerte over neglene, ville kunne høres på gangen, men blev gjort næsten lydløst af hånden for hendes mund. Hendes øjne blev knebet sammen, som om det hele ville forsvinde som en ond drøm, hvis hun bare ikke kunne se det, men hun åbnede øjnene igen ved Kahns ord og hun befandt sig stadig samme sted. Inden hun svarede, rettede hun blikket mod Jaris, et dårligt forsøg på at få hjælp, men det eneste hun blev mødt af, var Jaris, der stadig stod ved døren og smilede tilfreds over hvor lidt arbejde han behøvede at lægge i det her. Et lavt grin lød fra ham, da han så skuffelsen i det bange blik og en tåre, der trillede ned over hendes kind, som neglene blev boret længere ind i hendes hud. Det var helt klart ikke det billede hun havde dannet sig af Jaris, da hun for et par dage siden var blevet smidt af hos ham.

Straks valgte Bea at nikke, give Kahn tegn til, at hun nok skulle gøre som der blev sagt.
"Jeg må hellere holde rebene klar alligevel. I tilfælde af, at hun skifter mening." Det var ikke svært at høre på Jaris, at han næsten håbede på lidt ballade. Livet på bordellet kunne være så kedeligt, - der skete sjældent andet, end en kunde der skulle smides ud engang imellem. Han fjernede sig fra døren og gik over mod madrassen, som han mindre elegant smed sig på. Under det lille bord, på gulvet ved siden af madrassen, lå et gammelt reb. Hvad han normalt brugte det til, kunne vel være lige meget. Han greb fat i rebet og satte sig op i skrædderstilling.
"Okay, jeg er klar. Vis mig, hvad du kan," storsmilede han. En sætning han havde fyret af til mange af sine ansatte også, men denne gang hentydede han udelukkende til de mange gifte. Maven kom med en brummende lyd, måske han skulle have taget noget spiseligt med? Nah, det kunne vente lidt endnu.

Kahn hævede et øjenbryn mod Jaris som han talte til ham ”Lade det komme an på en prøve? Er det virkelig det du ønsker? For så holder jeg det lige i hovedet” sagde han og sendte dæmonen et kækt smil, netop så man kunne skimte den ene af hans lange hjørnetænder. Jaris prøvede virkelig og hive Kahn med sig i sengen, trods en seng nok var ret så underordnet, for der var noget der sagde ham, at denne dæmon kunne gøre det hvor som helst, når som helst og med hvem som helst, men han skulle alligevel ikke have muligheden for at snøre Kahn, ikke endnu i hvert fald.

Kahn himlede lidt med øjnene over Bea’s reaktion, det var jo ikke fordi han som sådan havde gjort hende ret meget endnu og tænk, hvis pigebarnet skulle udsættes for en kunde der var ligesom Kahn? Han lagde mærke til Bea der kneb øjnene sammen, hvilket fik et fnys til at undslippe ham, da hun så rettede blikket mod Jaris sukkede han ”Du er godt klar over… At det var ham der sendte bud efter dig ikke? Tror ikke du kan få ret meget hjælp fra ham.. Troede du havde lært at dæmoner er væsener der ikke kan stoles på?” sagde han næsten opgivende og kastede kort blikket over på Jaris og så det store smil og de glitrende øjne. Dæmonen var lige så meget inde i dette, som Kahn selv. Blikket blev rettet mod pigebarnet foran ham og han bemærkede tåren, der trillede ned over hendes kind ”Årh lille skat… Shhh, Jeg skal nok gøre så du får noget at græde for” sagde han som den tvedelte tunge kom ud og gled over læberne.

Et dystert smil kom frem på Kahn’s læber og han nikkede kort mod Jaris, som et svar på det var en god nok ide med at have reb klar, for pigebarnet kunne sagtens sige ja, for blot at undgå yderligere skade fra de lange negle, der borede sig ind hendes hud. Kahn så kort efter Jaris der havde sat sig på en madras på gulvet, med rebet i hænderne og fuld af forventning til hvad der skulle til at ske. Kahn rettede igen blikket mod kvinden foran sig og slap hendes hænder og uden nogen som helst tøven, sendte han en knyttet næve mod Bea’s maveregion og fik hende på knæ ”Dygtig” sagde han som han så ned på hende med kækt smil inden han gik hen og greb en flaske ” Så denne her gift, eller salve er det nok nærmere… Er lavet på en plantes masse og gør dette” sagde han stille som han gik over til kvinden på jorden. Som låget på flasken blev løsnet, hældte han den såkaldte salve ud på kvindens overarm. Effekten begyndte langsomt at kunne ses, som små væskefyldte blærer på skulderen. Svagt trak Kahn på skuldrene ”Men den er jo ikke sjov” sagde han og kom tilbage til bordet for at tage en ny flaske. Smilet på hans læber sagde alt, han elskede hvad han lavede og hvordan det havde effekt på personen han testede den på. En ny flaske blev grebet og han skruede proppen af ”Denne her… Er min personlige favorit” sagde han med et kækt smil og greb pigebarnet i håret. Hun forsøgte at stritte imod, men Kahn greb blot hårdere fat ”Hvis jeg var dig… Ville jeg ikke stritte imod efter du har indtaget denne… Det spreder den blot meget hurtigere” sagde han med et kækt smil og greb om hendes kæbe, pressede hårdt og fik hende til at åbne munden ”Sig aaaaah” sagde han med en del sarkasme i stemmen og sendte to dråber ned i hendes mund.

Kahn slap hende, gik tilbage til Jaris ”Denne gift, er baseret på det en brandmyre, hvis gift giver en ufattelig irritation.. Forstil dig ild og kløe, bare indeni… ” sagde han med et bredt smil, som han kort rettede blikket mod dæmonen og derefter på kvinden der var begyndt at hoste og hakke, hvilket var tegn på at giften var ved at gøre sit værk. Dette tog ham tilbage til da han afprøvede giften for en anden dæmon, da hans bror blev lokket i baghold og døde der i stolen foran dem, hvilket ledte til… Han rystede tanken af sig gik mod kvinden og hævede et øjenbryn ”Altså… Denne dosis går hurtigt af, men får hun mere end de få dråber, ender hun med at dø” sagde han og satte sig på hug foran Bea og smilede skævt til hende ”Og det ville jo være en skam… I hvert fald lige nu” sagde han og tog om hendes kæbe for at hæve hendes hoved så hun kunne se ham i øjnene ”Ikke sandt Bea” sagde han med et smil og slap hende igen.

Jaris lagde hovedet let på skrå, som han kort betragtede den lange hjørnetand han lige kunne skimte i Kahns smil. Han trak let på skuldrene, som et overvejende smil kom til syne.
”Hvad er livet uden en lille smule modstand?” Sagde han, uden at forvente et svar.
”Desuden så er jeg sikker på, at du nyder mit selskab mere end du giver udtryk for, så du ville da ikke forlade mig, uden først at give mig en overdosis af modgiften.” Jaris var slet ikke så sikker som han lød, det var mere håb end noget andet, men manglen på spænding i hverdagen var overvældende. Det var sjældent han fik besøg af andre end stamkunderne og de var, helt ærligt, ikke så interessante længere.

Et bekræftende nik blev rettet mod Kahns ord, for Jaris var ikke til at stole på, selvom han måske havde givet udtryk for at være en okay fyr, da han mødte Bea første gang. Han havde heller ikke intentionen om at fortælle hende andet, men planer ændrede sig vel.
Jaris kunne vel have valgt at trække en af de andre piger fra kælderen herop, men Bea var den første han kom i tanke om, måske fordi hun havde været den, der irriterede ham mest.
”Væn dig hellere til tårerne, Kahn. Hun er lidt sart,” sagde han, bare for at advare ham om, at hun ville fortsætte i samme stil. Det var af samme grund han havde valgt at sende hende tilbage til slavemarkedet. – Han kunne ikke have en så følsom pige til at rende rundt i det her miljø.

Fumlende med rebet i hænderne, overværede han tålmodigt opvisningen, Bea der blev tvunget i knæ ved hjælp af et slag og kort efter lænede han sig lidt frem for at betragte effekten på hendes arm.
”Hm…” Lød det overvejende fra ham, før han nikkede let for at hive Kahn ret. Det var ikke ligefrem den mest underholdende, men stadig lidt fascinerende, specielt når det ikke var den slags han brugte tid på ellers.
Samtidig kunne han ikke lade være med at more sig lidt over Bea, der gav lyde fra sig i smerte over salven, men de lød halvkvalte, da hun stadig hev efter vejret efter slaget i maven. Hun nåede ikke engang at reagere, før Kahn havde et fast greb i det lange, lyse hår og først der prøvede hun at gøre modstand, men uden held.
Derefter var det nogle interessante lyde der kom fra hende, som hun gjorde sig umage for ikke at være til for meget besvær, for så vidste hun godt, at hun ville blive straffet, men samtidig gjorde hun alt hun kunne, for at udholde de nye former for smerter.

Jaris fulgte Kahn med blikket da han kom nærmere, lyttede intens til hans ord, selv da han gik tilbage og talte til Bea. Han kravlede hen til kanten af madrassen, for at komme det lille stykke tættere på.
”Så lad os sige, at hun fik de få ekstra dråber… Hvor længe ville der så gå før hun…” Han stoppede sin sætning, tænkte ikke at han behøvede at sige det sidste ord, …Døde…, for han skulle nødigt gøre Bea endnu mere skrækslagen end hun allerede var. Ikke fordi det ikke ville være umådeligt underholdende, men i længden ville alt være nemmere, hvis hun ikke forsøgte at flygte. Hun skulle helst holde ud lidt endnu.

Kahn hævede det ene øjenbryn mod dæmonen og trak svagt på skuldrene " Måske... Dog kunne det også være sjovt at lade dig komme så tæt på døden inden jeg giver dig modgiften, sådan i sidste øjeblik" sagde han med et kækt smil på læberne. Nej, Kahn havde ikke i tankerne om at lade dæmonen dø, for der var en potentiel kunde i ham.

Kahn rynkede på næsen og stirrede dødt ned på Bea " Årh ved guderne..." sagde han og trak på skuldrene " Nå ja.. så må jeg jo tage det med... " sagde han og lod den tvedelte tunge komme ud, lige foran Bea's ansigt som han bukkede sig ned over hende og stirrede hende direkte i øjnene, eller nærmere direkte ind i det sølle pigebarns sjæl, som langsomt var ved at forlade hende, ikke fordi hun var døende endnu, men fordi frygten var malet så tykt på hende at det også åd hendes sjæl, hvilket Kahn elskede. Frygten I hendes øjne.

Kahn så mod Jaris med et smil på læberne " Lad os sige hun har fået en god dosis... så kommer der til at gå en meget smertefuld time, men hvis det er en dosis til, lad os sige en hest... Så tager det ikke mere end tyve minutter cirka" sagde han og så på Jaris og derefter Bea, hvor efter han greb fat i hendes kæbe " Åben op og sig aah" sagde han med et smil som han borede neglene i hendes kæbe og lod en dråbe dryppe ned i Bea's hals og han fik hendes mund lukket igen " Synk det..." sagde han med blikket låst på kvinden, forsikrede sig at hun sank det.

Det overvejende smil forsvandt langsomt, som Jaris lyttede til Kahns ord. Ikke fordi han stoppede med at overveje det, men det blev lige pludselig lidt mere interessant og en alvorlig overvejelse var værd at bruge et øjeblik på. Det var et af de tidspunkter hvor alle andre havde bedt Jaris om at tænke sig lidt om, inden han kastede sig ud i så dum en situation, men hans sædvanlige filter ved navn Anna var her ikke, så han var i stor fare for at gå med til det.
"Jeg kan lide din måde at tænke på," sagde han. "Lad os endelig vende tilbage til det emne, når arbejdet er overstået." Selv Jaris, der levede af at sprede nydelse, fulgte den uskrevne regel der lød, at man måtte yde før man kunne nyde. Om Jaris så ville have skiftet mening, eller bare fundet noget andet at beskæftige sig med efter forretning, kunne han ikke engang selv svare på.

Han trak beklagende på skuldrene over Beas brok og tårer, men kunne alligevel ikke lade være med at smågrine over hvor meget det irriterede Kahn. Det gav ham endnu en grund til at mene, at det var den helt rigtige han havde valgt at ofre til dette formål.
Det var en blanding af et overraskende og helt tilfreds udtryk der viste sig i de orange øjne over Kahns svar.
"Hurtigt og smertefuldt, det lyder interessant," smilede han, måske lidt for begejstret og den i forvejen skrækslagene dame, så heller ikke helt tilfreds ud over hans reaktion. Hun havde dog ikke meget tid til at fundere over noget som helst der blev sagt mellem de to, for hun havde for det meste travlt med at have gevaldigt ondt, eller sluge mærkværdige ting.
"Du har ikke tilfældigvis noget dræbende fra en slange, der typisk er til at finde i ørkenen?" Spurgte han, som han ventede på, at effekten skulle vise sig hos Bea. Han spurgte kun fordi det ville være oplagt at have en gift liggende, som ikke kunne spores til ham, hvis folk nu skulle begynde at lede efter svar på en tilfældig slaves død.

Tanken om at fylde dæmonen med gift, var uden tvivl en tanke Kahn havde haft i hovedet, næsten lige siden han ankom. Ikke fordi han havde noget imod dæmonen, men han havde kun set en dæmon med hans gift i sig, men hun havde også fået modgiften inden, så giftens effekt ikke rigtig kunne mærkes. Kahn kunne ikke lade være med at smile over dæmonens kommentar ”Hvis ikke du har fået andet i tankerne inden” sagde han med et kækt smil på læberne. Dæmonen var slesk, men Kahn kunne være mindst lige så slesk, hvis ikke værre.

Kahn holdte øje med om Bea sank de dråber med gift hun havde fået i munden, men hver gang tjekkede han alligevel, ved at gribe fat i hendes kæbe og bore neglene ind i hendes ellers fine hud og bad hende åbne. Når han var på den sikre side ville han træde væk og tælle ned, holde styr på hvor længe der gik før det begyndte at vise effekten. Kahn så mod dæmonen og trak på skuldrene ”Hvilken effekt ønsker du… Der er noget der gør blodet tykkere… Noget der lammer alle nerver.. Noget vævnedbrydende” sagde han og så over på nogle af de flasker han havde sat frem. Den der gjorde blodet tykkere var hans eget og kunne nok ikke sporet hundrede procent til en slange der befandt sig i ørkenen.. Ikke hvad han vidste af i så fald. Med et ryk rettede han blikket mod Bea der var begyndt at hoste og hakke og ind imellem hev hun efter vejret. Et tilfreds smil kom frem på Kahn’s læber og tungen kom ud og hvislede kort ”Og dette.. Er så brandmyre gift…” sagde han med et kækt smil som han holdt blikket låst fast på Bea der vred sig i smertehelvede.

I et øjeblik så Jaris næsten en anelse fornærmet ud, som om det var uhørligt, at Jaris nogensinde kunne finde på at glemme så interessant et emne. Han åbnede munden og skulle lige til at komme med en forsvarende kommentar, men måtte trække let på skuldrene og give Kahn ret.
"Det er jo nok en mulighed," mumlede han og et lidt lummert smil dukkede op på hans læber. Der var ingen tvivl om, at Jaris' tanker gik fra gift til perversiteter på sekunder, for det ville da helt klart være oplagt, at det lige nøjagtig var det, der skulle distrahere ham. Han havde trods alt allerede forsøgt sig med at komme lidt tættere på Kahn, og han var da stadig sikker på, at det nok skulle lykkes på et eller andet tidspunkt. Han måtte jo bare skrue charmen lidt tykkere på!

Jaris fulgte interesseret med i Kahns ord, men hans blik var fæstnet på Bea, da han fulgte intenst med i effekterne af alt Kahn bød hende.
"Det vigtigste er vel egentlig, at det er dødeligt. Jeg kan ikke have forgiftede slaver til at rende rundt og sladre om mig til alle," små lo han, for med hans underlige trusler, tvivlede han på at de ville turde alligevel. Han kunne bare ikke tage chancen.
"Hvor meget skal du have for en af hver, af dem der er dødelige?" Spurgte han, som han lagde hovedet lidt på skrå og stadig stirrede på Bea. Han havde bemærket at Kahn havde en del flasker med, men han var forberedt på at give en del krystaller, så han ikke ville løbe tør efter at have brugt dem få gange.
"Smid et par af de ikke dødelige oveni... Bare for morskabens skyld," sagde han med et let træk på skuldrene. Han kunne vel lige så godt sørge for, at han havde muligheden for at torturere lidt. Han ville nok mest bruge det som en grusom straf, skulle han finde det nødvendigt.

Kahn kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet og få det sleske smil frem igen. Han var ikke sikker på hvor han havde denne dæmon.. Om han reelt regnede med at Kahn var villig til at springe på den unge dæmon. Altså, Kahn sagde nærmest aldrig nej til én lille snack, men lige nu var det arbejdet der var vigtigt og så kunne alt andet altid komme på tale efter jobbet var klaret.

Han hævede et øjenbryn og kom af med et fnys ”Årh tro mig… De kommer ikke til at gå nogle steder.. Der går ikke ret lang tid før effekten slår til, desuden, jo mere gang der er i hjertet, jo hurtigere går det også, så hvis man lige får dem til at lave noget, hvis de selvfølgelig ikke ved de er blevet forgiftet, så kan der gå to minutter.. Mens hvis de blot slapper af.. Så går der fem” sagde han som han skulede skævt ned på Bea. Han snakkede om giftene som om hun ikke var der, hvilket sikkert var med til at gøre at frygten blev større og hendes hjerte sikkert pumpede løs inde i endes bryst. Kahn hævede et øjenbryn mod Jaris og sendte ham så et skævt smil ”Det kommer an på, hvor stor en dosis du ønsker.. Men alt mellem en til syv krystaller for en flaske.. Jeg har lad mig se” sagde han og vendte sig kort om mod bordet, hvor hans flasker stod, før han igen rettede blikket mod dæmonen ” Altså alle sammen er dødelige i de rigtige mængder, men nogle der sådan virker i små doser.. Så har jeg tre, ellers skal der større mængder til” sagde han med et skævt smil og så ned på Bea der stadig hostede og hakkede.  Et dystert smil kom frem på hans læber som han igen greb omkring Bea’s kæbe og trykkede i siderne så hun åbnede op, blot for at give hende nogle flere dråber af brandmyre giften ”Og nu har hun fået tre dråber mere… Nu skal du bare se noget smukt” sagde han og satte sig på hug foran Bea ”Hold vejret…. ” sagde han og så på hende med de lysende grønne øjne før han satte en hånd over hendes mund og næse, da han kunne se hun stadig trak vejret ”Jeg sagde… Hold… Vejret” hvislede han som tungen kom ud mellem tænderne. Bea kæmpede imod, hvilket blot fik Kahn til at begrave hans negle i hendes kind ”Du er ikke for klog hva..” sagde han og slap hende som Bea efterhånden lignede en der havde brug for luft. Lige så snart han slap hende begyndte hun at hoste endnu mere end før. Et voldsomt host kom fra hende og sendte blod ud mod Kahn’s ansigt. Han så over mod Jaris ”Og hvis du så giver hende et par dråber mere.. Så ender hun med at dø” sagde han med et kækt smil på læberne som han igen rejste sig og gik over til bordet for at tjekke hvilke gift han endnu ikke havde vist.

Jaris så mere eller mindre alvorlig ud, som han sad og lyttede til Kahns forklaring, som om han for en gang skyld kunne lade være med at tænke over en eller anden form for vittighed, men som Kahn skulede mod Bea, gjorde Jaris også og så kunne han ikke lade være med at smile lidt morende.
Så jeg kan give dem giften og derefter få dem til at ordne nogle småting, inden de kradser af?” smågrinede han. Han forventede intet svar på det, men det var da dejligt. Så kunne han slippe af med en, han ikke længere havde brug for og som måske ville volde ham problemer, og samtidig lige slippe for lidt husligt arbejde. Det kunne han da bestemt ikke brokke sig over.

Som Jaris talte, holdt han blikket mod Bea, der stadig forsøgte at sende ham nogle desperate blikke. Han tog sig ikke af det, men rettede bare blikket mod Kahn igen, så han kunne følge ordentligt med i hans svar. Han åbnede munden, selvom han stadig overvejede hvad han skulle sige, men kom ikke så langt, da han i stedet fulgte Kahn med blikket og derefter betragtede Beas hosten og hakken igen. Der var jo så mange muligheder, det var da ikke til at vælge imellem dem alle. Jaris havde trods alt aldrig været særlig beslutsom og når han endelig var, så fik han ofte at vide, at det var det forkert valg han havde taget. Han måtte tænke.

Jaris rettede på sig og satte sig lidt bedre til rette, som han fulgte med i Kahns tortur af Bea. Han var så vant til at bryde ind og lege udsmider, hvis nogle af kvinderne i huset blev behandlet sådan. Det var næsten helt underligt ikke at skulle gøre det samme nu. På den anden side havde han langt fra det samme kendskab til Bea, som han havde til dem han faktisk havde ansat. Han kunne ikke lade være med at sidde og smågrine lidt over Kahns kommentarer til hende, som om det da intet problem var at gøre som han sagde. Det var det vel heller ikke, hvis man altså ikke var ved at dø samtidig.

Endelig rejste Jaris sig op, da han vendte ryggen til Bea og tøffede hen bag Kahn. Han stillede sig en lille anelse på tæer, så han kunne kigge ham over skulderen. Det faldt ham ikke ind at stille sig ved siden af ham i stedet, for han forsøgte selvfølgelig med vilje at være nærgående, som han lænede hagen mod hans skulder.
Han bekymrede sig ikke det mindste om Bea og om hun skulle forsøge at komme væk. Så meget luft hun manglede, både grundet Kahn og hendes voldsomme hosten, var han sikker på at hun alligevel ikke ville kunne nå over til døren uden at falde om.
”Du har alt for mange med, Kahn. Jeg kan ikke vælge, så…” Han holdt en kort pause, for lige hurtigt at genoverveje sit valg. Det kunne ikke blive anderledes, han var alt for ubeslutsom.
”Bare giv mig en af hver,” sagde han endeligt og nikkede svagt, stadig med hagen lagt mod Kahns skulder. Han vidste, at det ville blive en dyr handel, men så var han da også sikker på ikke at løbe tør lige foreløbig.

Kahn nikkede lidt til dæmonens spørgsmål ”I teorien… Ja” sagde han med et smil på læberne som han holdt blikket på Bea. Det var overraskende, at Bea endnu ikke var gået kold eller var død endnu, men det kom nok når de skulle afprøve nogle af de andre gifte han havde med, nogle af de lidt mere hårdføre, der helt sikkert ville få hende til at krølle sig sammen i smertehelvede og til sidst dø. Kahn havde godt bemærket Bea’s desperate forsøg på at få Jaris til at hjælpe hende, bare en skam der ikke var ret meget hjælp at komme efter, for dæmonen nødt det mindst lige så meget som Kahn selv gjorde, hvilket kunne gå hen og blive en farlig affære. Et eller andet sted måtte Bea også vide det ikke hjalp noget, for Jaris havde nok ikke sendt bud efter hende i første omgang, hvis han ønskede hun skulle redes senere, grundet Kahn’s behandling af hende. Kahn havde fået et billede af, at Bea nok ikke var en af de kvinder som dæmonen havde ansat til at gæsterne skulle nyde, men i stedet havde holdt hende i kælderen. Han vidste også at dette var bestemt ikke normalt ting der foregik på bordellet, dæmonen havde formentlig smidt Kahn ud, hvis det var hvilken som helst anden kvinde han havde gjort dette ved.

Kahn så på Bea med et suk, da hun hostede blod ud i ansigtet på ham ”Årh hold op pigebarn… Så slemt er det heller ikke” sagde han og rakte hånden over og strøg hende over håret som hun stadig hostede og hakkede lidt. Ak ja, gifte var en vidunderlig ting, så længe det ikke var en selv det gik udover. Kahn hævede den ene arm som han stod og så på sine flasker med gift og tørrede ansigtet fri for blod. De syregrønne øjne så skævt mod dæmonen og trak kort på skuldrene. Kahn havde mange flere flasker tilbage i sin lille biks, men han havde ikke tid til at gå tilbage for at hente dem, så Jaris måtte nøjes med dem han havde med nu. Et kækt smil kom frem på hans læber som han hørte dæmonens ord ”En af hver? Normalt tager jeg to jade stykker for de små flasker og fire for de store… Men jeg vil væde med vi nok kan finde en god pris til dig” sagde han som den tvedelte tunge kom ud. Kahn havde stadig lidt blodrester i ansigtet, hvilket kunne smages da han havde fået tungen ind igen. Han kunne sagtens gå med til at finde en eller anden form for rabat til dæmonen, men hvad skulle det næsten være? Et lettere dystert smil kom frem på hans læber som han fandt en flaske frem med en klar væske ”Drik dette… Det er ikke gift det er modgiften… Så skal jeg vise dig noget, der formentlig vil sende dig i ekstase” sagde han som han rakte flasken til Jaris. Det var selvfølgelig op til Jaris selv om han ville drikke denne modgift, men Kahn vidste den virkede, for han havde testet den før. Nu kunne han blot vente.