Disen slørede Tusmørkelys gamle, smalle gader og forstyrrede lyden af folks almindelige færden i dem, så men ikke var sikker på, om de var på vej mod en eller på vej væk. At solen netop var gået ned, og månen gemte sig bag bjergene, hjalp ikke på det. Tusmørkely var heller ikke kendt for at være et sikkert sted at færdes og da slet ikke efter mørkets frembrud.

Det var på netop dette tidspunkt, Venus besluttede sig for at gå en aftentur. Hun skulle alligevel op til kroen for at hente nogle småting og det kunne hun lige så godt gøre nu som i morgen. Hun stod uden for sit midlertidige hjem og fægtede lidt med en lille håndlygte, som hun havde svært ved at få ild i. "Åh for pokker da," mumlede hun en smule opgivende og knipsede til lygtens væge for syvende gang. "Så." Et tilfredst smil gled kort over hendes læber, før hun begav sig ud i aftenluften.

Nogen ville nok siger, at det ikke var sikkert for en pige som hende, eller for nogen andre for den sags skyld, at færdes alene på denne tid af døgnet på et sted som dette. Det var muligt, at hun burde være mere nervøs. At komme i kløerne på en slavehandler for en kort bemærkning, havde ikke været nogen rar oplevelse heller, og hun var da også blevet mere forsigtig. Men hun havde ingen intentioner om at lade sig skræmme væk. Hun havde altid færdedes alene i Hovedstaden, og det var muligt at hun var blevet smidt ud fra sit hjem der, men død og pine om det skulle ændre på resten af hendes gøren og laden.

Gaderne blev bredere og en anelse mere befærdede tættere på kroen. Venus lyttede efter, om nogen fulgte efter hende og gjorde sig umage for at se fremad. Der var andre årsager end høflighed til, at man ikke havde lyst til at støde ind i folk. Det ene øjeblik sagde man 'undskyld', det næste bandede og svovlede man over at have mistet sine penge. Selv havde hun lært sig et godt ordforråd af at høre folk råbe efter hende.

Men mens Venus opmærksomt så efter folk, glemte hun at se efter, hvor hun placerede sine fødder. Først snublede hun over nogle kasser ved en husvæg, så lettede hun fra jorden i et forgæves forsøg på at komme over dem uden at vælte, dernæst ramte hun skulderen ind i husmuren, som kasserne stod op ad, og til sidst endte hun på jorden med hænderne mod de nedslidte brosten. I det mindste var hun ikke landet fladt på næsen. Venus rejste hovedet og fik øje på den lille håndlygte. Den var stadig tændt men lå på siden lidt længere fremme. Venus satte fra med hænderne, for at komme op at stå, men hun fandt hurtigt ud af, at hendes ankel ikke ville samarbejde. "Argh!" kom det dæmpet fra hende, da det gav et jag. Den så heller ikke ud som om, den sad helt rigtigt. Venus skiftede vægten over på den anden fod og humpede med jævnlige smertesudbrud hen efter lygten. Så satte hun sig selv på en af kasserne og lygten ved siden af, mens hun prøvede at dreje lidt på foden med hænderne for at se, om noget var brækket.

Mørket var næsten tykkere hernede i Tusmørkedalen, hvilket havde noget at gøre med at tågen lå som et tæppe over dalen hele året rundt, og når det begyndte at blive mørkt tidligere, ja, så gjorde tågen det ikke ligefrem nemmere. Selv månens lys havde svært ved at skære igennem mørket. Selvom dette var tilfældet, var mørket som et  behageligt tæppe for Útíradien, for alle var næsten lige dårlige til at se, og Útíradien kunne skjule sin afstamning nemmere i mørket.

Det var en af de få dage hvor Útíradien havde bevæget sig længere ind i byen. Han havde haft et lille erinde ved en af de lokale urtekyndige, da urter var begyndt at være svære og svære at komme omkring, og det var heller ikke nemt for ham at større urterne selv. Heldigvis kunne han betale sig fra det, når han turde at bevæge sig ind i byerne. Det hjalp selvøflgelig at Cayden, en af hans kunder, havde været meget generøs med betale ham tilbage for hans behandling.
Han holdt et skarpt øre ude for hvad der skete omkring ham, og gik generelt hvor der ikke var så mange mennesker. Det var nemt at undgå dem, lydene fra deres skridt, og deres talen, nåede nemt hans sensitive ører. Især fordi at større grupper ofte var meget højlydte.

Han var mest af alt på vej ud af byen, da han hørte en del larm. Mest af alt lød det som om at nogen var faldet. Muligvis? Et lille smertesudbrud kunne i hvert fald godt tyde på det. I de fleste tilfælde ville Útíradien forlade byen så hurtigt som muligt, men hans instinkt var langt mere, at tjekke om personen var i orden.

Ligeså stille drejede han om hjørnet, med hans trofaste kæp i hånden, for at være sikker på at jorden ikke pludselig gav efter for et stort hul eller lignende han kunne falde i. En hætte var trukket helt ned over hans hoved, og det eneste der gav antræk for hvilket væsen han var, var den sorte hånd der pressede om hans stok. Mest af alt lignede han bare en hvilken som helst blind tigger.
En let klikken kunne høres fra ham, som han navigerede mod, hvor han mente personen sad. Det virkede i hvert fald ikke som om at der var andre her. "Er du okay?" spurgte han blidt, som han forsigtigt gik nærmere. "Jeg synes jeg hørte nogen falde herovre." Ansigtet kunne dog stadig ikke ses.

"Av!" kom det undetrykt fra Venus, i samme øjeblik som hun lagde en hånd på sin ankel. Den var hævet lidt op allerede. Hun placerede en hånd på den yderste del af sin fod, og den anden hånd, nu endnu mere forsigtigt end før, på sin hæl og begyndte meget nænsomt at rotere ledet. Det ulmede og stak smerteligt i anklen, men at hun kunne gøre det overhovedet, måtte da være et tegn på, at den ikke var brække, ikke?

Hun havde da lært et par ting, mens hun arbejde i helbredelseshuset, om hævelser og andre småting. Hendes evner havde somme tider været meget efterspurgte, til den slags problemer, hvor varme eller kulde kunne hjælpe. Hun løftede hånden fra sin hæl og vendte fladen mod anklen. Tågen omkring den tætnedes og begyndte at tage form af ånde i frostvejr. Kulden hun påførte lindredes en smule.

Mens hun fokuserede på forsøge at fikse sin skadede ankel, registrerede hun ikke ret meget omkring sig, og de få, der var ude på gaden på dette tidspunkt, tog lige så lidt notits af hende.

"Jeg er ikke sikker... Jeg tror, jeg har forstuvet min ankel ret slemt," svarede hun eftertænksomt og uden at tænke over, at det venlige spørgsmål nødvendigvis måtte komme fra nogen, der måtte stå lige ved siden af hende. Så gik der et lys op for Venus, og hun rettede sig op med et sæt, der fik foden til at gøre endnu en forkert bevægelse.
"Av..." Med en smule hjertebanken efter overraskelsen, forsøgte menneskekvinden at køle anklen lidt mere af, før hun så op, og fik øje på en kutteklædt skikkelse, som tågen og den mangelfulde gadebelysning ikke gjorde noget som helst, for at gøre mindre skummel. Venus' hjerte hoppede flere slag over, og det var ikke på den gode måde.

Det var ikke ligefrem fordi Útíradien var den mest blide udseende elver i miles omkreds. Selv uden kutten og tågen, så var det de færreste der ønskede at have en mørkelver tæt på sig. Det var altid noget at folk oftes var ligeglad med de blinde og hjemløse i gaderne. Ikke mange havde meget til overs for det helt lave samfundslag, som mørkelveren udentvivl tilhørte.

Stokken havde han stadig et fast greb om, og han trådte et par skridt nærmere. Forsigtige skridt, for at han ikke faldt over et eller andet han ikke kunne se på brostenene.
"Det lyder ikke godt," sagde han. Han følte næsten at han kunne høre overraskelsen i hende, men han var ikke sikker på at det var på hans tilstedeværelse, siden at hun reagerede efter hendes første kommentar på ham. Det gjorde dog også at han ikke turde gå for tæt på hende, i tilfælde af at hun reagerede voldsommere.

"Hvis du ønsker kan jeg kigge på den. Om ikke andet har jeg noget der kunne dulme smerten," indrømmede han. Sjældent noget indtageligt, fordi folk bare ikke stolede nok på ham til det. Ikke at han ikke let kunne forstå det. Dog kunne han ikke lade vær med at tilbyde sin hjælp når han kunne. Hun skulle nok helst se en rigtig healer, men det vigtigste var at få den til at have det godt nok til at hun kunne bevæge sig lidt videre. Ellers gik det også over med tiden, hvis hun ikke gjorde noget alt for hårdt mod anklen.

"Øh," Venus blinkede en ekstra gang og noterede sig, at den kutteklædte skikkelse ikke var en gammel mand med en stok, men en ung mand med dårlige øjne og meget mørk hud. Hun kunne hverken se hans ansigt eller om huden var mørklødet som folk fra Balzeras eller gråsort som mørkelvernes. Ingen af delene virkede særligt betryggende. Men hun havde stadig ondt i anklen og alt andet lige, ville hun have svært ved at holde sig svævende med smerter til at distrahere. Hun havde brug for hjælp, og han havde som den eneste tilbudt sin, *og det virker ærligt talt også mistænkeligt*.

"Hvis du kan hjælpe," Venus svarede efter en kort tænkepause og vendt sig lidt på sin siddeplads, så Útíradien bedre kunne komme til. Han virkede venlig og hjælpsom og på ingen måde truende, men Venus var stadig forsigtig og klar til at flyve afsted smerter eller ej. "Jeg er bange for, jeg ikke kan betale dig." Det var vel kun rimeligt at nævne, og det var også næsten rigtigt. Krystallerne i hendes pung skulle bruges til andre ting, hvis hun altså nåede op til kroen.
Under dække af at give bedre lys over sin fod, hvis nu den unge mand kunne se den, løftede hun den lille lygte lidt op, så hun måske kunne få et glimt af ansigtet under hætten.

"Jeg ville ønske jeg kunne afhjælpe smerterne med en håndbevægelse, men jeg er desværre ikke ekspertise i den retning," indrømmede han, men gik tættere på. Med overraskende let precision stoppede han op foran Venus, for at sætte sig på knæ ved hende, som om at han kunne se hvor hun sad i forhold til alt det andet.
Lyset fangede dog også hans ansigt som han satte sig ned, og det grå-sorte ansigt viste sig. Tilgengæld var hans øjne helt mælkehvide, og derfor på ingen måde den røde farve der ellers var karakteristisk for mørkelvere. Det hvide hår man også kunne ane, virkede langt vildere og mindre tilredt end hvad de ellers normalt ville gøre ved det

"Jeg ønsker heller ikke betaling. Hvis folk ønsker at betale mig tilbage, for at hjælpe dem, er det deres valg. Jeg ønsker blot at gøre en smule godt i denne her verden," sagde han og rakte ud mod hvor han formodede hendes ankel var. Han klikkede lidt med tungen for at få en bedre ide, men han ramte forbi et par enkelte gange, før at han fik fat i benet på hende.
Hans hænder var overraskende bløde, og det var ligeledes med bløde bevægelser han kørte ned og rørte ved den hævede ankel, for at mærke hvor slemt det var.
"Du skal bare sige hvis det gør for ondt," sagde han. Han vidste hvor ondt sådan noget kunne gøre, og ikke alle havde samme smertetærskel.

Den pludselige præcision i Útíradiens bevægelse gjorde et øjeblik Venus i tvivl om, om hun nu havde taget fejl omkring hans svage syn, men da lyset fra hendes lygte fangede hans ansigt, som han satte sig, var hun ikke i tvivl længere. Til gengæld var hun i tvivl, om hans fuldstændigt mælkehvide øjne var mere uhyggelige end hans races sædvanlige røde ville have været. Det var ikke første gang, hun havde set en mørkelver. Selv blandt de kriminelle typer i Skumringskvarteret advarede man hinanden om at omgås mørkelvere. De var egoistiske, grådige og stak folk i ryggen både i billedligt og bogstavelig talt. Det var fordomsfuldt, men der var ikke mange venligtsindede mørkelvere til at bevise det modsatte.
Selvsagt forsøgte Venus at se, om hun kunne spotte et våben noget sted under kappen, da Útíradien skubbede kappen lidt op for at se på anklen. En enkelt kniv ville hun forstå. Sådan en havde hun selv i sin højre støvle. Støvlerne rakte op til midten af hendes læg. Heldigvis var de løse, men hun havde ikke turret tage dem af sin ømme fod. Den lille kniv, der netop sad i støvlen på hendes ømme fod, skyndte hun sig dog at få op, inden mørkelveren opdagede den. Hun samlede den med en smule øvelse op mellem pege- og langfinger og placerede den forsigtigt på sit skød, så den ikke afslørede sig selv.

Útiradien ramte hendes højre læg lige over støvlerne. Venus bar godt nok en lang nederdel, som var blevet skubbet lidt til side, men hendes ben var bare. På trods af kulden var huden varm, som om solen skinnede på den. De gamle støvler havde efterhånden haft hendes lille kniv siddende i lang tid. Selv om den ikke længere sad i støvlen, kunne læderet godt have taget en smule form efter den. Modsat huden på hendes ben var anklen kold. Det havde hjulpet lidt på smerten, men hvis mørkelveren havde mere effektive midler, ville hun være taknemmelig.
Da Útiíradien lagde en hånd på hendes ankel, var hun nødt til at bide tænderne sammen og synke en klump for ikke at pive. "Jo, det skal jeg nok," stemmen knækkede engang. I et forsøg på at lære lidt mere om den fremme mørkelver og undgå pinlig tavshed, noget hun absolut ikke brød sig om, spurgte hun: "Så... Hvis du ikke er helbreder, er du så urtekyndig?"

Et lille smil spredte sig på hans læber, som hun spurgte om han var urtekyndig. Det var trods alt et kompliceret svar, men det var rart at det var det første folk spurgte om trods alt.
Langsomt hjalp han Venus med at få støvlen af, så han faktisk havde adgang til den bare hud, så han kunne mærke det ordentlig. Kulden virkede usædvanligt, og han var ikke sikker på hvorfor det var så koldt, når det burde have været varmt.

"Jeg var shaman i min gamle klan..." det var ikke usandsynligt at Venus allerede havde opdaget hans race, og selv hvis det ikke var tilfældet, så var shamaner og klaner ikke ligefrem et mærkelig fænomen i landet. Mange racer gjorde brug af det, selvom det mest var brugt i norden, og så hos orker.
"Hvorfor er din ankel så kold? Har du gjort noget ved den?" det var vigtigt at vide om Venus havde en eller anden defekt, mærkeligt i så fald, eller om hun havde gjort noget inden han var kommet og rørt ved den.

Alligevel lagde han sin stav fra sig, så han havde en fri hånd, hvor han kunne rodde lidt i sin skuldertaske. Han lukkede sågar øjnene. Ikke at det gjorde noget, andet end at skjule de mælkehvide øjne. Det var en gammel vane, fra da han havde et syn. Ikke at se noget hjalp nogen gange at lede efter noget, og gav noget ro til hans hoved. I dette tilfælde gav det ham blot følelsen af at øjnene var lukket.

Venus kneb øjnene sammen og forberedte sig selv på, at støvlen skulle vrigges af. "Vvvrgh," kom det temmeligt lavmeldt, men anstrengt. Anklen var mere hævet nu end før, så støvlen komme ikke bare af af sig selv. Det var sjovt som ens smertetærskel steg, når der var andre i nærheden, eller når man helst ville gøre opmærksom på, at man var kommet til skade i en mørk gyde. Det ene øje blev åbne, da hun fornemmede støvlen var ae, for at tjekke. Så åbnede hun det andet.
Til hans forklaring nikkede hun langsomt uden at sige noget. Det gav jo fin mening, men nu havde hun flere spørgsmål. Hvad kunne han gøre, hvis han ikke kunne helbrede? Hvorfor var han ikke hos sin klan nu? Og hvad i alverden foretog han sig med at hjælpe et menneske? Hun holdt tand for tunge. Det virkede ikke rigtigt passende, at stille så mange temmeligt personlige spørgsmål til en fremmed. Desuden bed hun stadig tænderne sammen, klar til nogle flere jag i anklen.

På nuværende tidspunkt var pulsen faldet en smule igen, hvilket også var meget rart for anklen. Hun havde ikke spottet nogle våben endnu ud over staven, og hun havde mere og mere tillid til, at mørkelveren oprigtigt bare ville hjælpe. Ind til han gjorde andet end at hjælpe, var hun rolig. Hun ventede dog stadig med at svare ham, til han rodede i sin taske og ikke ville vippe til hendes ømme ankel.
"Jeg kølede den ned for at dæmpe hævelsen og dulme smerten en smule. Det var bedre end ingenting." Hun rykkede lidt på sig, så hun sad mere behageligt - forsigtig med ikke at tabe kniven, der jo lå lidt løst. Så længe foden ikke blev rørt, mærkede hun ikke meget til den. Hun så kort rundt i gaden, der efterhånden var tømt for mennesker. Det var den i hvert fald, så vidt hun kunne se for den tætnede tåge. Lidt nysgerrigt tilføjede hun: "Hvad leder du efter?"

Útíradien nikkede på det. Det gav mening at ville gøre det bedre ved at køle det af. Han kunne bare godt være lidt bekymret for at anklen bare ville få forfrysninger i stedet for, men på den anden side kunne han ikke generalisere andres evner, og hvordan de påvirkede kroppen. Han havde en måde at anvende magi på, andre havde... andre evner.
"Jeg har altid noget creme liggende til at dulme smerter," sagde han, og ligeså stille fik hans fingre fat i en lille bøtte, som var hans opbevaring for det. "Jeg bruger den ofte på mig selv, siden der er mange ting man kan falde over," Han var ikke bange for at indrømme at han var blind, eller at han ikke altid kunne undgå de små ting der lå i vejen, som han ikke lige opdagede.

Han tog låget af cremen, og tog så en god sjat ud af den. Den var grønlig, og meget tykt flydende. Det lignede ærligtalt hvilken som helst anden creme man kunne finde, men ligeså snart den kom på, kølede den lidt, og den ellers svumlende smerte blev lidt svagere. Den skulle helst sidde lidt inden den rigtig virkede, men den umiddelbare reaktion var stadig nok til at man kunne mærke at den var effektiv.
Efterfølgende fandt han noget bandage frem, og begyndte at vikle anklen ind. Begge ting var gjort med en utrolig præcision, til trods for synet manglede. Det var tydeligt at det ikke var første gang at han gjorde det.

Der skulle mere kulde eller varme til, for at påvirke temperaturmagikeren end andre væsner. Det gav sig selv, men kom også bag på nogle. At kunne kontrollere et element som ild eller vand var mere almindeligt end at kunne justere temperature, så folk drog ikke altid den konklusion med det samme, når sådan en som Venus stak ind finger ned i vand og fik det til at koge. Det var længe siden, hun havde været nødt til at tænker over, at hun kunne brænde sig eller forfryse. Den nedkølede ankel generede hende for eksempel ikke. Hun havde sådan kunnet fornemme, hvornår kulden var nok. Den ikke været i stand til at dulme smerten helt.
"Så du er blind..." sagde hun måske mere konstaterende end spørgende og tilføjede lidt spøgefuldt: "Gætter jeg på? Jeg behøvede jo ikke ligefrem at være blind for at snuble over mine egne fødder."

Venus rynkede brynene og så mistroisk på den grønne masse. Den så ikke ud af meget. Mens Útíradien smurte anklen ind, strejfede tanken hende, at for en mørkelver, så han ikke særligt kampvandt ud. Selv hænderne var ikke den mindste smule barkede, og siden han ikke var heler, kunne det vel næppe betyde andet, end at han ikke var vandt til hårdere manuelt arbejde. Hendes egne hænder var ganske fine, men der var stadig tegn på, at hun ikke kom fra de højere samfundslag. Venus sukkede lavmælt. Nu havde hun endnu flere spørgsmål.

I mellemtiden var smerten i foden ved at fortage sig. Faktisk gjorde det næsten ikke ondt at få forbinding på. At elvershamanen tydeligvis var vant til det, havde nok også noget med det at gøre. Da Útíradien var færdig, vrikkede Venus nænsomt med foden. Hun kunne mærke støtten fra forbindingen, og området omkring anklen føltes en smule bedøvet. Skaden var der stadig, selvom hun ikke kunne mærke den så meget, så hun var stadig forsigtig.
"Tak, eh" begyndte hun smilende, mens hun langsomt fik sin støvle på igen og sat kniven i den anden støvle, "Jeg tror ikke, jeg fik dit navn? Mit navn er Venus."

En kort latter kom fra Útíradien da hun nævnte det, før at han nikkede kort. "Nogen gange er ens fødder bare ikke samarbejdsvillig. Jeg tror vi alle kender det," indrømmede han. Han var mere påpasselig med sine fødder. Det var oftere at han snublede også tilfældige rødder der dukke op, som han ikke lige opfangede med sin stok. Det skete ikke så ofte mere, lidt havde man lært over årtierne, men man kunne ikke se alt.

Hans hænder forsatte sit arbejde med at binde anklen ind, og da han var sikker på at det sad ordentlig gav han endelig slip på den. Forhåbentlig var nok til at Venus kunne bruge anklen igen. Nogen gange måtte han indrømme at han ville ønske at han havde haft evnerne til magisk healing. Det ville have hjulpet så mange flere, end det han kunne. Ikke at hans egen klan ville have ønsket at han udviklede den slags evner.

"Du må undskylde mine manerer så," sagde han. Det var ikke ofte han var omkring andre væsner, og med hans opvækst, var det ikke underligt at det ikke var det første han overvejede at gøre. Han rakte sin hånd frem mod hende, så hun kunne tage den. "Mit navn er Útíradien. Du kan kalde mig Utrá, hvis det er for langt." Det ville ikke være første gang at der var nogen der ikke kunne udtale det lange elviske navn.

Venus smilede. Det var rart at høre nogen grine, og endnu bedre hvis den nogen ellers havde virket en smule skræmmende, hvis hun skulle være ærlig.
Det var ikke første gang, hun var stødt på en mørkelver, selv om hun havde lært at undgå dem. Dem hun kendte til, stammede fra den højkriminelle del af Dianthos. Det var den slags væsner, man så på gaden og valgte at finde en rute gennem byen for at undgå. At nogle væsner begik kriminalitet af nød, kunne hun forstå. At andre gjorde det, fordi det aldrig havde kendt til andet, forstod hun også. Men dem, der gjorde det fordi det, fordi de kunne, forstod hun ikke. Men hun havde erfaret, selvom hendes erfaringer nok var ingenting i forhold til Útíradien, at der altid var undtagelser. Hun kunne selvfølgelig ikke være sikker endnu, men det lod til, at hun havde fundet en.

Med en hel del forsigtighed satte Venus en hånd på kassen under sig og skubbede sig op at stå på begge fødder. Hun kunne gå. Det gik lidt humpende, men det gik.
"Ùtída- Útradi-..." forsøgte menneskekvinden, der ikke var vant til andet end de mere almindelige skovelvernavne brugt i hovedstaden. Hun smilede undskyldende og en smule forlegent, "Jeg tror bare, jeg holder mig til at Útra. Mange tak for hjælpen." Så samlede hun sin lanterne op og så rundt på gaden. Den var tom for nu. Hun stod et øjeblik og orienterede sig. Der var stadig masser af tid til at nå op til kroen og købe aftensmad. Hvor det stad altid havde forsyninger nok for tiden, var næsten imponerende.
"Kan jeg i det mindste tilbyde dig aftensmad? Altså hvis du ikke har andre steder at tage hen? Jeg skal op og hente den på kroen først, men ellers er du velkommen," tilbød hun venligt. Nogle ville mene, at hun havde for meget tillid til folk. For så vidt havde de ret. Venus mente ligesom de fleste, at tillid var noget, man gjorde sig fortjent til, men man skulle også have chancen for det. Om ikke andet havde Útíradien gjort sig fortjent til at få lidt hjælp til gengæld for sin egen, og Venus kunne da genkende en, der var i samme situation, som hun selv havde været. Det mindste, hun kunne gøre var at tilbyde et måltid og tag over hovedet.

Måske var det en god til at Útíradien aldrig havde oplevet de kriminelle elvere i Dianthos? For selvom han selv var en mørkelver så havde han selv et meget malet billed af hvad de var. En del af ham ville slet ikke kunne forstå hvorfor de ville gå til Dianthos og udføre kriminalitet der. Det stemte ikke overens med hvad han selv havde oplevet. Hans klan havde dog blot været en af mange, og der var mange der gjorde det forskelligt. Ikke at mørkelvere ikke kunne tilegne sig en ny klan, hvis de krydsede blodet. De var trods alt alle barbariske på den ene eller anden måde.

Han rystede smilende på hovedet af Venus. Det var ikke første gang at han var stødt på nogen der ikke kunne udtale hans navn, og det gjorde ham ikke noget. Det var trods alt bare et navn. Ligesom han ikke bar et efternavn mere. Nogen gange følte han sig også bare mere som en Utrá, fordi det var trods alt et navn han havde valgt, fremfor var blevet givet.
"Jeg vil ikke trænge mig på," sagde han, selvom hans mave gav en knurren høj nok til at Venus også ville kunne høre den. Nu var det hans tur til at se forlegen ud. Det var til tider begrænsende hvor meget mad han kunne finde ude i naturen for sig selv, men han var ikke typen der spurgte om hjælp, og til tider fik han også krystaller til at kunne købe noget mad. Hvis han kunne komme tæt nok på dem der solgte det uden at blive arresteret.
"Men... det er trods alt svært at sige nej til et måltid mad," indrømmede han, nu når hans mave havde givet ham væk om at han var sulten.

Venus smilede. Utrás stemmeføring og ansigtsmimik var overbevisende nok, mens den maveknurren var ikke til at tage fejl af. Der kunne lige så godt have stået nogen bag ham med et skilt med teksten 'Jeg er sulten!'. Hun skiftede vægten og til sit andet ben et øjeblik, og blev meget hurtigt mindet om, at det skulle man ikke stå på.
"Jamen så er det på plads," Venus tog lampen op i hånden og gjorde mine til at følge vejen mod kroen. Noget af vejen der op svævede hun et par centimeter over jorden for at skåne foden. Det var en irriterende måde at gå på. Det betød også, at hun ikke gav meget lyd fra sig, med mindre hun talte. Hun forsøgte at være opmærksom på, om Utrá skulle have hjælp, men gjorde ikke noget, med mindre han bad hende om det eller gik en helt forkert vej.
Undervejs småsnakkede hun lidt og spurgte ind til, hvad Utrá lavede her i byen. Selv fortalte hun, hvorfor hun nu boede i Tusmørkely. At hun og hendes arbejdsgiver, som var halvelver, havde været tvunget til at forlade Dianthos. Ikke at det gjorde hende så meget. Hun savnede sig hjem, men Tusmørkely var også spændende. Hvad hun i virkeligheden mente var, at man kunne blive udsat for lige lovligt eller komplet ulovligt spændende ting, lige meget om man boede i hovedstaden eller i Tusmørkedalen.
Det varede ikke længe, før de var nået tilbage til Venus' midlertidige hjem.

Útíradien nikkede let, og greb lidt mere fast i hans stav, som han ventede for Venus at vise vej. Normalvis var dette ikke noget problem, men normalvis var han ikke i nærheden af andre folk, så det var nemmere at isolere lyden, og ikke nok med det, så var det som om at Venus' fodskridt bare forsvandt. Ud i ingenting. Det var ikke ligefrem som om at han kunne se at hun lettede for at skåne foden.
Der var et par gange hvor Venus måtte hjælpe mørkelveren på rette vej, men ellers klarede han sig overraskende godt, men det hjalp også at de gik og snakkede i mellem tiden. Selv fortalte han at han havde skulle hente nogle urter her i byen, da han selv var ved at løbe tør, og årstiden gjorde det lidt svært at finde dem ude i naturen. Normalvis var han ellers ikke en der kom i byerne. Han fortalte i stedet for at han normalvis boede ude i skovene, og vandrede hvor han end kunne finde noget mad.

"Jeg ville sige at dit hjem er nydeligt, men det virker lidt som et tomt kompliment fra mig af," sagde han, for selvom han ikke havde levet et specielt civiliseret liv, så havde han lært visse former for formaliteter. Ikke at de gjorde ham særlig godt når han ikke kunne se så meget, og komplimentere på de synlige ting.

"Tja, det er vel også mere atmosfæren end, hvordan det ser ud, der er det vigtigste," svarede hun hjælpsomt, "Desuden er det nogen gammelt ragelse, men det var, hvad vi kunne få, og så det er godt nok." Lidt omvendt åbnede hun døren først og bankede på bagefter, som for at gøre nogen i huset opmærksom på, at hun var hjemme.
Det var intet stort hus. Køkken og spisestue var i et og fyldte hele underetagen med undtagelse af et rum under trapperne måske lige kunne holde til et lokum og en vaskebalge.
"Venus?" kom det oppe fra overetagen, lidt højere end hvad i virkeligheden var nødvendigt. Antageligt måtte ovenpå bestå af et enkelt soveværelse med knap plads til to, med mindre der var køjesenge. Et hjul gik i stå, og noget tungt stof blev lagt på et træbord, før fodtrin kunne høres småløbe let ned ad trapperne. "Godt du er tilbage, søde, jeg er hundesulten. Jeg dækket op på spisebord. Fru Eliasen blev glad for sin nye nederdel og-" stemmen, der lå en kvart oktav højere de fleste elvermænds stemmer, tilhørte den halvelver, som Venus havde fortalt om. Utrá kunne måske ikke se den, for nogen på flugt, overraskende velklædte mand, men den velklædte mand kunne helt tydeligt se mørkelveren.
Venus præsenterede sin nye ven med en venlig, men fast stemme, og viste den hævede ankel til Cornelius (der kun så væk fra mørkelveren et øjeblik), mens hun fortalte, hvordan han havde hjulpet hende. "Jeg synes i det mindste, vi kunne invitere ham med til at spise. Vi har mad nok." Det var næsten rigtigt.
Der var en længere pause. Cornelius tog et skridt frem og skrabede foden med gulvet, for så at trække den ubeslutsomt tilbage igen, vride sig nervøst i hænderne og så prøve en gang til. Han rakte en smårystende hånd frem mod Utrá uden tænker over, at den stakkels mand ikke kunne se en pind, og sagde, "Jamen, ehm, så velkommen til. Mit navn er Cornelius." Halvelveren var dog vågen nok til at tænker over, at Utrá ikke kunne se det blik, han sendte Venus. Et blik der tydeligt sagde: "Hvorfor gør du dig aldrig gode venner med almindelige folk eller endnu bedre: kunder?!", hvortil Venus blot svarede med et undskyldende smil og et træk på skuldrene, og gjorde sig klar til at vise Utrá hen til de lille spisebord om nødvendigt.

"Det har du nok så sandelig ret i," gav Útíradien Venus ret i, selvom han selv mente at det virtuelle indtryk også havde en indvirkning på ham. Men for hvad han kunne fornemme af huset, så virkede det ganske rart, og normalt. Ikke noget der ikke var meget fint end hvad han selv lige kunne klare.
Han skiftede sin vandrestav fra sin højre til sin venstre, da han hørte Cornelius præsentere sig overfor ham. Ærligtalt var Útíradien ikke overrasket over at blive mødt med en hvis frygt, det var ikke ligefrem fordi at halvelveren gemte det særlig godt, men det var samtidig aldrig en rar ting. Alligevel slog han et par små klik med tungen som hjalp ham med at give et vagt udtryk af hvor han var, før at han rakte sin egen hånd frem i en formodning om at Cornelius da i hvert fald ville møde den, så de kunne give et ordentlig håndtryk. I det mindste var hans egen hånd på vej i den rigtig retning.
"Mit navn er Útíradien, du kan kalde mig Utrá hvis det gør det nemmere, jeg håber ikke at jeg trænger mig på," svarede Útíradien tilbage med et venligt, men dog forsigtigt smil. Ærligtalt var der ikke meget ved hans udstråling der virkede til at forlange nogen form for frygt eller respekt. Blot hans race.

Han tog gerne imod hjælpen over til spisebordet, mest af alt fordi at uanset hvor god han var til at se, selvom han var blind, så var små hjem aldrig noget der fungerede godt for ham, når han ikke kendte dem. Der var altid små ting i vejen som han ikke så, eller ikke lige var bekendt med, så det var noget værre rod.

Utrá kunne ikke se Cornelius' hånd, og Cornelius' angst gjorde det åbenbart en smule svært at rykke sin hånd et par tommer mod venstre, så Venus endte med at træde til hjælpe de to hænder lidt tættere sammen. Cornelius klemte det ene øje sammen, som om hænderne ville eksplodere, men det lod til, at Utrás eftergivende attitude, gjorde elveren mere rolig. Han skævede en sidste gang til Venus, som for at tjekke, om altid stadig var i orden, og svarede så med en fejlfri udtalelse af deres gæsts navn: "Rart at møde dig, Útíradien."
Efter Venus havde varmet stuvningen op igen og der var fundet en øse frem fra et af skabende, kunne man sætte sig til bords. Stuvningen var ikke noget særligt, men den var varm, og den mættede. På et tidspunkt besluttede Cornelius, at det ville hjælpe med vin og rejste sig for at finde en flaske og nogle glas.
"Dine tatoveringer," spurgte Venus nysgærrigt og gjorde en håndbevægelse i retning af Utrás hænder tæt nok på, til han nok kunne mærke lidt varme, "Har de en betydning?"

Útíradien kunne godt mærke at der gik meget lang tid før at Cornelius tog hans hånd, og at det ikke var helt frivilligt, men i det mindste virkede han til at bløde lidt mere op. Om ikke andet ikke være ligeså bange for Útíradien, hvilket altid var rart, selvom mørkelveren godt vidste hvad han kunne sige for at gøre den stakkels halvelver nervøs igen. Hvilket også var derfor at han normalvis ikke snakkede om sin ungdom i norden. Det ville skræmme de fleste normale folk.

Det var lang tid siden at Útíradien havde fået noget at spise der var så mættende, eller som smagte så godt og normalt. Det var ikke ligefrem fordi at han var god eller dårlig til at lave mad. Det var ofte bare at han måtte spise hvad han fandt, og spise hvad han lavede, uanset hvad han havde som han kunne tilsmage maden med.
Han tog derfor også for sig, hvilket var mere end han havde spist i lang tid, men nok ikke særlig meget når man tænkte på at han var en fuldvoksen mand.
Da samtalen drejede sig mod hans tatovering, lagde han dog skeen fra sig, og lod langsomt sin ene hånd kører over de hvide tatoveringer. Han kunne mærke en hvis forskel i huden, men ellers var det ikke tydeligt for ham. Ofte glemte han faktisk at de var der.
"De fungerer som et sted hvor jeg kan ophobe magi som jeg alligevel ikke bruger, så hvis jeg skulle få brug for det, så er det der," sagde Útíradien ligeså stille. De helt hvide tatoveringer indikerede også at han var på sit højeste, ikke at dem omkring ham ville vide det. "Det er ikke noget farligt magi," tilføjede han kort efter. "Det er blot til at berolige sind."