Den friske salte vind fik kaptajnens gyldne lokker til at danse til dens luner. At være ude på havet havde altid været en glæde for hende, men denne gang var gensynet med havet bittersødt.
Amalia havde mistet meget siden sidst, hendes søde Sofie var stukket af hjemmefra. I hendes hjerte var hun sikker på at hun nok skulle klare sig, hun var hendes datter mest af alt. Sofie havde aldrig ville lade sig kue, men stik af både bekymring og skyldfølelse fik hendes hjerte til at bløde i stille stunde.
Hicks forsvinden havde på ingen måde gjort det bedre, men efter at have været sporløst forsvundet i mere end to uger, var det ikke noget at gøre, de var nødt til at tage til havs, hun havde trukket det så længe hun kunne. Det lod til at Hicks havde fundet noget andet han hellere ville, ikke at hun stadig ville forsøge at søge efter ham når de fandt land igen.

Et skrig fra en havfugl fik Amalias tanke ud fra dybet, det var tid til at have blikket mod horisonten. "Sam! Morgana!" kaldte hun ud over den Sorte Sirene, ventende på at hendes to mest betroede besætningsmedlemmer kom hen til hende. "Vi har lige et ærinde på vej til øen, Morgana vil du være så elskværdig og fortælle om herren vi vil besøge?" Lidt ekstra guld i lasten ville være fantastisk til det skridt der kom efter. 

Morgana løftede hoved fra det rebværk hun havde været igang med at rette til da Kaptajnens stemme gjaldede over dækket, og løftede kort en hånd for at tilkendegive hun havde hørt det. Inden hun rejste sig, rettede hun hurtigt til så intet gik op eller gik i uorden, men lod resten af arbejdet ligge til senere. Kaptajnen skulle nødig blive utålmodig og begynde at synge af hende i stedet!

Morgana havde taget på med næsten alarmerende hast, og nærmede sig efterhånden sit gamle jeg. Årene i rendestenen havde sat sine præg, men mellem tattoovenringere og hvad hun ellers havde samlet op af ar, var det ikke noget man lagde synderlig mærke til.
Som den gyldenhårede Sirene talte, voksede et vidende smil på Hjerteknuserens læber "Ay ay kaptajn. Vores vej mod fast ejendom leder os lige forbi kysthjemmet til en Grev Aldramech D’talliang, en godhjertet og vigtigere endnu godtroende herre, der af årsager kun guderne kan forstå lader sin ferie residens mindre beskyttet når han faktisk er i den, hvilket han lykkeligvis altid er på den her årstid! Som om det ikke var nok, så ynder han også at opbevare de fleste af hans største skatte her ved kysten, så de ikke 'fylder' i hans bybolig" forklarede Morgana med overraskende iver. Hun virkede mærkværdigt opstemt over det, mere så end det bare kunne være fordi de endelig var sat til søs igen.

Samantha lod blikket glidende følge rælingen rundt på skibet og den horisont der var at se på den anden side af den. De var endelig på havet - eller så godt som! - for der var lige den sidste pynt at runde før det eneste land ville glide væk bag dem og kursen sat sydover langs kysten til de var fri af de irriterende havfolk, men ude i den friske, salte luft og uden...
Hendes tanker blev afbrudt og hendes blik hevet tilbage til dækket som kaptajnens lyse og tilnærmelsesvis tålmodige stemme kaldte. Hun besvarede det med et grin, før hun drejede sig og med et pif fik opmærksomheden hos et af de yngre, langbenede pigebørn, der straks kom til hende. "Hold kursen til jeg pifter igen,drej derefter 30grader mod syd." Pigen nikkede med et fast 'Ay', tog rattet (det hedder det faktisk) og lod Samantha fri til følge kaldet.

Lige i tide til at nyde synet af Morgana i bevægelse og til ikke at ankomme mange skridt efter hende. Nyheden om et stop på vejen fik hende til at hæve et øjenbryn spørgende, men det faldt som et skævt og forventningsfyldt smil tog magten over hendes ansigt. "Han lyder som drømmen vi alle har haft om et bekendtskab!" Lo hun dæmpet. Hvem kunne ikke tænke sig en mulighed som det? Forståeligt Morgana havde holdt ham gemt under skørterne til nu! "Har han udsendt en særlig invitation til os eller håber vi han elsker at få uventede gæster?"

Det varmede Amalias hjerte at se sirenen være levende igen, det føltes underligt at være afsted uden hende øjne og stemme. Besætningen var derved nærmest kun kvinder, udvalgt for deres evner og ikke fordi at de var kvinder. Amalia trak på smilebåndet, men det pyntede nu del på horisonten, samt mængden af folk der undervurderede dem når de hørte om kvinde skibet var morsom høj. 

Greven var et fantastisk mål, simpelt, lige til og med nok skatte til at besætningen ville blive ovenud lykkelige. Smilende der skyllede ind over kaptajnens mest betroede understregede kun hvor god en fangst de var på vej mod. "På sin vis har vi en invitation, som han næppe vil lade gå sin næse forbi. Vil du fortælle om vores indsejling mod den gyldne kyst?" Der var et par detaljer som der var best at Hjerteknuser fik lov at fortælle, hvor meget eller hvor lidt hun end ønskede. 
Skattene ville være nødvendige at omsætte for at komme videre i planen, men det ville kunne holde besætningen ved ilden og det var hvad der betød mest lige nu.

Morganas smil blegede ikke for et eneste øjeblik. Hun havde gemt denne skat til en særlig lejlighed, vel vidende at hun måtte ligge nogle kort på bordet når det skete.
"Åh han skal nok tage godt imod os, endda betale os for at komme! Bagefter inviterer han os alle ind til festmiddag og tilbyde os at sove i husets bedste senge, hvilket vi naturligvis vil takke ja til" forklarede hun muntert, med et smil der knap kunne være på hendes ansigt.
Imens hun talte rodede hun i sin lomme, og trak et tæt foldet stykke papir frem. "Jeg har vores invitation lige her!" erklærede hun som hun foldede papiret ud, og holdt det op for de andre.

Det viste sig at være en efterlysningsplakat, med en hæftig findeløn, udlovet af Grev Aldramech D’talliang. Billedet på plakaten var en smuk, ung adelsfrøken først i tyverne, en skønhed som kun portrætmalere kunne frembringe dem. En skønhed med navnet Grevinde Morgana Bayit D’talliang. Med mindre skrift stod der kort beskrevet hvordan hun var forsvundet, kidnappet af pirater, ført bort mod sin vilje, og at hun kunne være at finde hvor som helst.

For at hamre sin pointe ind spærrede Morgana øjnene en anelse op, og påtog sig et uskyldigt udtryk, der dog ikke holdt meget mere end et par sekunder.
Det var et årti siden Morgana havde forladt sin mand i ly af natten, for at finde eventyr i favnen på en pirat, og hun havde sjældent set sig tilbage. Men hun viste han stadig søgte hende, for der blev ved med at dukke opdaterede udgaver af plakaten op i ny og næ. Han havde aldrig mistet håbet om at hun var i live, og i sandhed var blevet kidnappet.

Samantha kunne mærke der stak et eller andet lusket under på den måde kaptajnen svarede og gav ordet tilbage til Hjerteknuser. Det var noget lusk de begge kendte til, men som resten af besætningen - Samantha inklusiv - næppe gjorde. Ekstra kort var trods alt bedst når ingen kendte til dem, før de var på bordet og blandet overraskende ind mellem de andre.
Her fik Morganas muntre ord dog styrmanden til at se mere undersøgende og spørgende på hende end noget andet. Et udtryk kun understreget af rynkede bryn for det lød godt nok lige vel godt til at kunne være sandt. Var manden komplet idiot eller...?

En forklaring blev i det samme vist frem og trak en latter fra den mørkhårede kvinde. Godt nok var tegningen af en noget yngre udgave af Hjerteknuseren men ligheden var ikke til at tage fejl af. Slet ikke for en der allerede da Morgana havde styret eget skib havde sendt lange blikke efter de gode former. Ikke særlig værdsat dengang, men en pige havde jo lov til at se og drømme... især når alle mændene havde!
Kun for at understrege lighed gik styrmanden ud fra, skiftede Morgana komplet udtryk og fik et udtryk der gjorde hende til en udfordring umulig at modstå. Uskyldig på den helt rigtige og forførende måde! Godt lidt principper burde være ombord endnu! "Og han har aldrig opgivet håbet? Nogle mænd..." Hun rystede opgivende og halvt grinene på hovedet.

En fest middag hos en adelsmand var nu en fantastisk tanke, bevares god mad havde Amalia fået før, men at blive inviteret ind hos en adelsmand, det var dog noget hun aldrig havde troet hun ville komme til. Men sådan var det når man hyrerede tidligere adels kvinder. Dog var kaptajnen fanget i en drøm der varede et øjeblik, et øjeblik med en Hjerteknuser der lignede uskyldigheden selv, men det var blot en drøm skyllet ind med fortidens tidevand. Men en anden tanke skyllede ind, Morgana i en kjole som hun kunne reddes fra. Se det var en drøm der var mere... håndgribelig. 

"Nogle mænd tror at de har ret til hvem som helst fordi de har overbevist sig selv om at de elsker dem" Amalia rystede opgivende på hovedet, hvad nogen mænd gjorde for 'kærlighed' var skrækkeligt samt rent og skær idiotisk. Men de havde deres kurs, og det var hvad er betød noget. "Morgana, vær så venlig at fortælle Sam hvor grevens palæ ligger så hun kan rette kursen til" Der var som sådan noget tid til at det skulle rettes, men det var bedre at få styr på det før end senere. "Hvilket minder mig om, vi bør nok finde en kjole at stoppe dig i, du ved for at få greven til at sluge maddingen" samt alle andre hvis blikke faldt på hende.

Morgana sukkede mildt, næsten helt nostalgisk ved tanken "Han er en stor hundehvalp, ikke andet. Manden har aldrig mødt mere modgang end banket sin tå mod en dørkarm!" fastslog hun henkastet. Det var hvertfald sådan hun huskede ham, og hvor meget kunne lige have ændret sig? Den eneste foreskel, det eneste hendes mand havde manglet, var hende. Det kunne umuligt gå galt!

Morgana sendte Samantha et bredt smil som Kaptajnen bad dem finde vejen "Ay ay kaptajn, jeg er sikker på vi kan finde det på tværs af kort" lo hun. Morgana havde set et par af Sams kort, og selvom Hjertekunseren selv ikke kunne læse dem, forstod hun konceptet. Hvor mange hemmelige destinationer havde hun ikke selv skjult mellem tatoveringerne der dækkede hendes krop? Nogle kort kunne blot kun læses hvis man viste hvordan.

Amalias sidste kommentar fik Morgana til at le "Med al respekt Kaptajn, så kunne jeg gå fra borde klædt på som Hjembyens billigste skøge, og han ville stadig bide på! Men tatoveringerne skal nok dækkes en smule, hvis vi kan slippe afsted med det" medgav hun. Hjembyen var de indvigedes navn for piraternes samlingssted og den ene sikre havn de altid havde haft.
Morgana gjorde mine til at følge med Samantha for at ligge en kurs. Detaljerne om hvor af- eller påklædt Morgana skulle være, kunne de finde ud af senere.

"Yeah..." Samantha skar en grimasse, men lod den ellers hænge ved det. Mænd var til tider nogle underlige skabninger, der ikke helt virkede til at leve i den samme virkelighed som hende. Noget Morgana åbenbart også havde erfaret - ikke at det sådan set kunne undre nogen! Det lød dog ellers som lidt af en fangst hun havde haft gjort sig og sikrede hende et nyt undersøgende blik hen over et skævt smil.

Et enkelt nik var nok af svar til det næste - især som det blev fulgt op af noget der gav de mest fortryllende billeder i hendes sind. Noget der kun blev bedre af Hjerteknusers ord. "Men hvad sjov ville der være i det? Du skal da ankomme med stand!" Hendes smil antydede kraftigt at hendes tanker var på noget helt andet end stand, skønt hendes blik derefter gled over lidt mere alvorligt. "Og der vil være hans tjenestefolk at sno også. Der kan lidt antaget stand slå den rette tone an."

Selv havde hun en kjole liggende - fordi nogen havne var sikre at besøge som Samantha end Sam - men den ville se vanvittig ud på den noget højere kvinde. "Så hvor ligger denne perle af et gods?" Hun så tilbage over skulderen på vej mod kaptajnens kahyt, hvor hendes kort af bekvemmelighed og sikkerhed havde fået lov at opholde sig. De skulle snart få fundet en sikker kurs og måske endda med lidt interessante muligheder på vejen. Balzera ville i hvert fald være et stop for en kjole værd hvis Godset var i Medanien.

"Morgana hvis du vil være så behjælpelig med at få få lagt vores kurs sammen med Sam" Lød med et smil fra kaptajnen. Et højlydt SQUAWK lød fra papegøjen med den enorme hat "Det lyder til at frøken Hattington er enig med mig" klukkede Amalia, lige nu var det en mørkhåret kvinde ved navn Elise der havde 'vundet' kikse tjansen, og ganske rigtigt for hun hen for at fodre papegøjen med en kiks. Den var en straf tjans af en art hvor det var forventet at man gjorde sine almindelige pligter samt sørgede for at frøkenen fik hvad der tilfaldt hende. Kikse tjansen havde både Sam og Morgana fået for deres... trick med at introducere frøkenen til besætningen.

Lyden af Katajnenes støvler lød henover dækket som hun fandt vej tilbage til sin kahyt, hun havde nogle andre småting hun ville tjekke op på, så som de rygter hun havde samlet op om hendes datters gøren og laden.


//Flow du skipper bare frem til at de når frem i nærheden af godset, jeg tænker at vi bare flashbacker evt. kjole køb eller fund, samt andre forberedelser der er sket undervejs//

"Åh, Lord D’talliang~" hviskede Morgana stille, for guderne måtte vide hvilken gang, mens hun rettede på sit hår. Planen var blevet langt, kursen sat og kjolen anskaffet, mens regningen var sent til hendes elskede mand, sammen med et brev der meldte hendes snarlige hjemkomst og erklærende hendes udødelige kærlighed til ham, blandet med vage poetiske vendinger om hvor grueligt meget hun havde måtte gå igennem. Nok til at væde hans appetit.
Alle forberedelser var blevet gjort, så nu var det op til Morgana at udfylde rollen som sig selv. "Åhh Aldramech~" hun smilede for sig selv, og sikrede sig nøje smilet var lige, og ikke trak op til hverken den ene eller anden side. Hun var så klar som hun kunne blive!

De var ikke langt fra deres destination da Morgana trådte ud fra Kaptajnens kahyt, der aller nådigst var blevet lånt Morgana, så hun kunne bruge spejlet. Det var dog svært at tro det var den samme kvinde der var trådt ind blot timer forinden, der nu trådte ud igen. Alle spor af Hjerteknuserens utallige tatoveringer var dækket, enten af stof eller sminke, og det udfordrende ansigt var malet som fint, blegt porcelæn. Det mørke hår var trukket op i en knold, mens nøje udvalgte totter snoede sig ned og indrammede ansigtet. De vuggende hofter var fremhævet af kjolens skørt, mens korsettet havde snævret hendes talje til få håndsbredder. 

"Koldbrand og mord, jeg sværger det var nemmere at trække vejret i det lort her dengang!" beklagede hun sig, mens hun med små, nydelige skridt gjorde sig vej til rælingen for at trække så meget luft som kjolen tillod det.

Kystlinien havde bugtet sig blidt og synligt til styrbord det sidste halve døgns tid uden noget mere sindsoprivende end lidt stigninger af lerklinter og fjerne skove, da en pynt voksede sig frem ret forude. Samantha kastede et blik mod sejlene og drejede let mod bagbord, før hun hævede stemmen. "Ann! Bank på hos Kaptajnen! Er Morg..." Hun afbrød sig selv, som en knirken fra under hende fortalte at kaptajnens dør netop var gået op og ud kom...

Et grin bredte sig på den unge styrmand, før hun svarede den anden. "Bare håb du ikke skal løbe i det!" Det havde hun måtte mere end en gang og hver eneste gang svor hun aldrig at tage det forbistrede korset på igen. Hvem havde også fået den tåbelige ide at kvinder skulle pynte og ikke kunne trække vejret i bevægelse.
Hendes blik gled tilbage til stævnen, som hun førte skibet rundt om pynten og ind i den skærmede bugt bag. Der var vagttårne på toppen af hver af de to klipper sikrende den beskyttede indsejling. Tårne hun hilste med et grin velvidende de ville være lidt af et problem når de skulle derfra igen. Godt de sejlede med neutralt flag. Altid.

Tålmodighed havde ikke altid været en af Amalias stærke sider, besvares Valeria vidste at hun var blevet med tålmodig efter at hun var blevet skænket sin datter. Men det var så sandelig faldet på et tørt sted. Det var tydeligt for hele besætningen, samt frøken Hattington, at kaptajnen var ved at gå ud af sit gode skind. Normalt ville hun holde sig i sin kahyt når hun havde det sådan, men Morgana havde fået lov låne den til at gøre sig klar til deres første togt.
Heldigvis var det hele ventetiden værd, det var på ingen måde hverdagskost for den gyldenhårede kaptajn at se adelsfrøkner, det havde sjældet meget at gøre ude på havet, men lige nu havde hun sin helt egen ombord på skibet. Et skævt smil bredte sig på hendes læber, lige så fin som Morgana så ud i det havde hun lyst til at pakke hende ud af det. Men det var sjov hun måske kunne få lov til en anden dag. 

"Jeg er sikker på at du kan få hvem som helst til at tabe pusten ved at se på sig når du ser sådan ud, så kan du trisse væk uden de fanger dig" lød det drillende fra Amalia. "Hvordan taler en adelsfrue? Jeg tænker det der noget anderledes end os sømænd" Lo kaptajnen muntert mens hun blinkede til Hjerteknuser.
De nærmede deres destination, forhåbenligt gik det som sild i olie, men Chance var lunefuld så intet var sikkert før de var kommet i havn.

Morgana fnøs "Trisse væk? Jeg har tænkt mig at få dem til at bære mig ud for ulejligheden!" erklærede hun med et grin, inden hun fandt en mere passende mine igen, der bedre matchede hendes klædning "De har så ganske ret Kaptajn. Den, ah, kulørte tunge der høres fra havets ryttere høre sig ingen lunde til blandt civiliserede folk." et smil spillede i Hjerteknuserens øjne, og hun måtte anstrenge sig for ikke at lade det klæde hendes læber "Men jeg er sikker på min ærede Mand vil tilgive Dem. Det er en beklagelighed der følger med deres ellers anstændige position af Kaptajn!" smørrede Morgana tykt på, og vendte først nu blikket mod sejlretningen.

"Oh.." de velmalede læberede dannede et perfekt O. "De var der ikke sidst" kommenterede hun, og et snert af usikkerhed kravlede ind i hendes stemme. At ribbe stedet og sejle væk ville ikke have været nogen sag.. Men at gøre det samme, mens stedet var befæstet uden at blive opdaget, var en noget større omgang..
Men det var nu eller aldrig! "Humf, så det lader til vi må skrue charmen på" hun blinkede til de to andre kvinder "Det burde ikke blive det store problem" selvsikkerheden var lige så påtaget som Morganas adels-persona, og ikke meget tykkere end sminken der dækkedes hendes tattooveringer, men det var alligevel nok til at løsne knuden i hendes mave, og give plads til hendes naturlige og magiske charme kunne tage over, og bære sætningen det sidste stykke i land.

Skibet blev signaleret til som det startede sin indsejling, men allerede inden svar var givet, kunne de se aktivitet på kajen. Det var en lille, overdækket sag, tydeligt ment til gæster kunne sejles ind i mindre fartøjer, og skibe ligge for anker længere ude. Men der var dybt nok til Sirenen ikke ville have et problem.
De blev vinket ind midt på kajen, et tegn til de ikke forventede andre skibe, og udover to vagter og en tjener til at gribe fortøjningerne, stod der kun én mand af betydning: Grev Aldramech D’talliang. Manden var dog svær at genkende ud fra den beskrivelse Morgana havde givet tidligere. Hans skuldre var brede og stærke, tøjet skarpt og dyrt, men den største foreskel var i det skeptiske blink han betragtede skibet og dens besætning med, som de lage til.

Samantha gengældte det tildelte blink med et grin og en let rysten på hovedet, før hendes opmærksomhed var tilbage på indsejlingen. De ville få deres sag for med dette sted og de forsvarsværker der mod forventning alligevel var. Det gjorde det så også mere spændende for dem af dem, som ikke kun skulle være til pynt og afledning, men få tingene til at krybe ombord i skjul af mørket.

Et signal blev viftet frem og besvaret af deres egne flag, før hun med en kombination af pif fik pigerne til at slække sejlene og lade Sirenen glide værdig til kaj. Ingen stor en af slagsen, men med dybt nok vand til det hun ikke behøvede at bekymre sig om grundstødning ved lavvande. Den var også herlig fri for krigsskibe af nogen art. Lige på det punkt havde den gode adelsmand ikke oprustet.

Samantha gav en ny piften fra sig, som sendte reb i en blød bue ud fra skibet og ned til manden der belejligt var sendt frem til at hjælpe med fortøjningen. Næst fulgte landgangen og alt var klar. Det var så også først der hun tilkastede manden på kajen et undersøgende blik, der på ingen måde fjernede det lette smil fra hendes læber. Var han mon stadig så forgabt i Morgana som han havde været tidligere? Og værre... Kunne afbrækket fra hendes indynden have efterladt ham immun overfor en ny omgang?

Amalia smilte over Morganas svar, hun havde selv mødt den del folk i løbet af sin tid på havet og til kajs for den sags skyld, adelsfruer og frøkener havde der dog ikke været nogen af. "Jeg er sikker på at de har styr på det fru D’talliang"

Det huede ikke kaptajnen at stedet nærmest var befæstet, i detmindste lod der ikke til at være nogen skibe der kunne følge dem når de vendte skuden den anden vej igen. Men det ville ikke ligefrem være sikre vande på vej ud. Amalia trommede fraværende på rælingen som de kom tættere på første del af deres mål. Chance havde givet dem noget dårligere hånd end hun havde turde håbe på.
Især hvor stålsat den 'vattede' greve lod til at være, enten havde han ændret sig en del, eller så havde Morganas minder om ham været noget anderledes. Forhåbentlig kunne hun stadig sno ham om sin finger, men det måtte tiden vise. "Kære frue, de er ankommet og kan vende tilbage deres mands favn" gestikulerende mod herren som hun antog var greven, forhåbentlig ville Hjerteknuser nævne hvis der var ting hun skulle gøre som kaptajn i deres skuespil. Forhåbentlig ville det gå lettere end det lignede, men hun tvivlede.

Jo nærmere de kom til kajen, og nærmere var Morgana på at hoppe i vandet, og håbe hun kunne nå i land, inden kjolen trak hende med ned.. Men Samantha kunne sit kram, og inden Morgana fandt modet til at stikke halen mellem benene, var de lagt til kaj, og landgangsbroen lagt.

Morgana tog en lydløs indånding, og rakte sin hånd til Kaptajnen, så hun kunne hjælpe Morgana op. Det var ikke nødvendigt, men det var de små detaljer der kunne hjælpe med at sælge løgnen om, at Hjertekuseren i virkeligheden var en yndig adelsfrue, selv efter alle disse år.

For enden af landgangsbroen stoppede Morgana op, og brugte hvad der lignede et øjeblik på at samle sig. Det virkede alt sammen meget spændingsfyldt, men kvinderne på båden ville vide, at Morgana brugte øjeblikket til lige at få en fornemmelse for et underlag der ikke bevægede sig.
Endelig vendte Morgana sig mod sin mand, og gik mod ham med små, markant mindre hjulbenede end ellers, skridt.

Aldramech holdt pludselig en hånd op, der fik Morgana til at stoppe på stedet. "Hvor ligger vores yndlings-værelse?" spurgte han, hans stemme hård og afmålt. 
Spørgsmålet ramte Morgana udforberedt, og det tog hende et øjeblik at genvinde fatninge - og at indse det var en test. Hendes læber spidsede utilfreds til. "Med mindre du endelig er kommet til fornuft, så er dit yndlings værelse den vestlige læsestue, mens jeg foretrækker det klart overlegene øst-" længere nåde hun ikke før Aldramech med næsten overmennskelig hast tilbagelage de sidste par skridt mellem dem, og omfavnede sin hjemvendte brud. Lavmælte ord blev vekslet mellem dem, og en latter så lettet den fløj over kajen flød fra manden. Hvis de ikke havde planer om at røve staklen for alt hvad han var værd, ville det have været en rørende scene.

Uden tanke for formaliteter, samlede Aldramech sin kone op, og bar hende i sin favn, inden han vendte endelig værdigede Sirenen et blik, og ærbødigt bukkede nakken for kaptajnen "Jeg takker dem, af hele mit hjerte for at have bragt min lille hjerteknuser hjem igen. Det ville være os en ære at huse jer til middag i aften. Hvis i mangler noget inden da, så spørg blot Jonathan her, så skal han se til det. Indtil da må i have os undskyldt" en tåre løb nedover mandens kind "Vi har lidt.. meget at tale om" bød han dem farvel, inden han vendte sig og gik ind mod slottet med Morgana i sin favn.
Morgana selv strakte halsen og fangede sin kaptajns blik over Aldramechs skulder. Hendes blik var intenst, og sigende.. men hvad hun forsøgte at sige med det, var ikke til at tyde.

Herren der havde grebet deres fortøjninger og sikret skibet, bukkede "Jeg er Jonathan, til jeres tjeneste".

Samantha lod en smule indiskret sit blik følge Morgana ned af landgangen. Det var et syn værd at nyde og det lille smil, der hang på styrmandens læber vidnede da også om at det var lige hvad hun gjorde. At nyde udsigten til den ældre pirat havde altid været skældsord slynget tilbage værd, men lige i dag kom ingen.
Morgana havde en rolle at spille.

Elegant og helt i rollen gled hun ned mod kajen, mens Samantha forlod rattet og afslappet tilbagelagde de få meter hen ved siden af Amalia. "Jeg har en dårlig fornemmelse af det her..." Hendes blik hang stadig på de gyngende hofter for en hver der så på hende, men afsøgte i det skjulte hvad kajen kunne gemme af overset bevogtning. Med den indsejling burde der være folk på kajen eller på kysten nær den. Det lugtede ildevarslende af baghold.

Det lille optrin mellem mand og kvinde trak dog alligevel et underholdt grin fra hende, som Morgana blev samlet op som det nips hun alt andet end var. Blikket over skulderen var da også helt i tråd med spillet der blev kørt. Ubestemmeligt og intenst. Spændende helt igennem.
Så var de givet videre til den beredvillige tjener, der tjente sig endnu et undersøgende blik fra Samantha - nu medfølgende et smil af overvejelse. Helt værst så den unge mand jo ikke ud og der var længe til mørket faldt på. "Helt til tjeneste?"

Det lå ikke til Amalia at spille skuespil, hun var alt for glad for at sige hvad hun mente til den slags, men at lege den godtgørende kaptajn var lidt en fisk hun var nødt til at bide i. Dog faldt blikket da lige kort på Morgana som hun bevægede sig ned til hendes ventende ægtemand, det var en besynderlig dag tanken om at Morgana rent faktisk var gift og at hun var proppet ned i en kjole, to ting der på ingen måde var hvad man forventede når man havde været til havs med hende.

"Det er ihvertfald ikke så nemt som vi havde håbet..." kom det stille fra Sirenesang, det havde været optimistisk at tænke det ville have været så let som Hjerteknuser havde fået det til at lyde, især efter at have lagt øjnene på manden, der var noget mere en mand end den slatne søpølse Morgana havde beskrevet for dem tidligere.

"Jeg takker selv herre Greve, det vil være os en glæde at spise med dem, men bare rolig vi skal nok finde ud af hvor mange der kommer til bords med den kære Jonathan" Smilte hun med et lille nej som prikken over i'et. Ikke at hun havde den fjerneste idé om hvordan man egentlig skulle gøre med så fine folk.
Ej heller hvor meget han egentlig vidste om Morganas eventyr var noget hun kun turde gisne om, men hans hjerteknuser kommentar fik det til at tyde på at han vidste mere end hun havde håbet.

Som de to "turtelduer" gik tilbage for at snakke om hvad der mon var sket dem, faldt de blå øjne på den unge herre. "Er der noget vi bør vide? Så som greven ønsker kjole på hans gæster?"

Den unge herre mødte Samanthas blik, og blev kun en anelse rød om ørene "Helt til tjeneste frøken.. indenfor mit hverv som Grevens hushovmester" svarede han, og det var svært at sige om den korte pause og trykket var ment som en opfordring eller en afskrivelse. Måske var Jonathan bare typen der foretrak at holde sine muligheder åbne, og ikke smække for meget med dørene med sin herre indenfor høre-vidde. 

Jonathan vendte sig hurtigt mod den blonde kaptajn som hun stillede sine spørgsmål "Det ville bestemt være passe at ankomme i kjole.." han kastede et kort blik over skibet og dens besætning, og strøg behændigt 'eller paradeuniform' fra sætningen, inden det blev sagt.
"Det er også muligt jeg kan stille nogle tilgængelig, hvis ønsket. Min Herre ville sikre sig han havde noget i fruens størrelse, hvordan end hendes tilstand måtte være når hun vendte tilbage, så vi har.. muligheder, for jer Frøkener" han rankede ryggen en anelse "Derudover er i naturligvis velkomne på Herrens jord, til at nyde hans storslåede palæ-" hans blik glid til Sam "Eller haverne hvis i skulle få brug for en smule luftforandring" er spillede et smil i hjørnet på den unge mands læber, et smil der fik ham til at se flere år yngre ud.