Den lange tur fra udkanten af Dianthos og til Amazonitskoven, havde været hård, specielt efter hesten måtte lade livet til tre varulve. Der var ikke nogen tvivl om at Linda havde set bedre dage. Efter angrebet af vampyren.. Tabet af sin datter... Og som om de ting ikke var rigeligt, så var hun også eftersøgt, fordi hun havde været så dum at sætte ild til en Kilepræst. Grunden til hun var udenfor hovedstaden, var dog fordi Kiles Orden havde fået ideen om, at alle elvere og elver relaterede folk skulle ud af byen, hvorfor vidste hun egentlig ikke, men hun havde blot sneget sig ud ubemærket og det samme gjaldt den dag hun fik en dusør på sit hoved.. Hun fortrød intet, men ville bestemt ikke tilbage til hovedstaden, ikke nu.  

Amazonitskovenene var dog et smukt sted, ikke et sted hun selv havde befundet sig meget, men hun havde hørt folk fortælle om det. Måske ville dette sted egentlig være fint at skjule sig i, hvis der nu var folk ude og lede efter hende, men hvorfor skulle de lede i skoven, når den nu var så langt fra byen? Linda vidste inderst inde godt, at hun ikke kunne vide sig fuldkommen sikker uanset hvor hun var, men hun kunne jo forsøge. 

Et svagt smil kom frem på de blege og tørre læber, som hun opdagede hun var ankommet til en lille skovsø. Hun var der ikke alene, eller det gik hun ud fra, eftersom hun hurtigt spottede den grå hest, der gik og græssede. Der var vel ingen vilde heste i skoven? Linda stoppede da op, da hun opdagede en person der sad på en stub og spiste et eller andet. Hun lagde en hånd på sin mave som den begyndte at rumle "Hngh" mumlede hun svagt som tungen gled over læberne for at fugte dem. Det havde været nogle dage siden hun sidst havde fået mad, hvilket efterhånden også var begyndt at blive tydeligt, nu hvor hun havde brugt en måned eller to ude i vildmarken. Langsomt gik hun mod hesten og personen på stubben, opserverede personen og gjorde sig klar på eventuel kamp. Ikke just fordi dette væsen så specielt fjendtligt ud, men igen... Hun kunne ikke være for sikker sådan som det så ud for hende lige nu. 

Linda bed sig lettere usikkert i underlæben og nikkede kort ”Ja, men... Med accent” sagde hun stille og gik frem mod mennesket. Hun var der egentlig ikke for at tage hans mad, egentlig havde hun nok mere brug for lidt selskab, nu hvor hun i nogle dage havde vandret hvileløst rundt. Hendes øjne flakkere omkring, forsikrede sig om der ikke var folk der var klar til at indfange hende, for hun ønskede ikke at komme tilbage til Dianthos, for hun vidste at det ville være hendes død, specielt efter det der skete med den forbandede præst.

”Jeg er her ikke for.. Uhm.. At tage din mad... Jeg så hesten, derefter dig og så ja...” sagde hun stille og så mod hesten der blot stod. Igen rettede Linda blikket mod mennesket ”Hvad laver et menneske i skoven? Med kun en hest..” spurgte hun og hævede et øjenbryn, som hun satte sig på jorden under hende. Jo bevares så var hun sulten, men hun kunne ikke bare komme og bede om en kom plet fremmed mands mad?

Der var bestemt ikke nogen tvivl op at dette menneske ikke blot var fra hovedstaden, men også den lidt finere del. Det kunne både høres og ses på ham. Mest hans påklædning, trods han ikke havde ret meget på, på givende tidspunkt, men det hun kunne se, lignede bestemt at det var af bedre kvalitet, kontra det man kunne få ved de fleste markeder. Han havde nok ikke regnet med der var nogle der skulle komme forbi, hvilket også var ret usandsynligt, specielt på denne tid.

Linda fik et svagt smil frem på læberne ”Fortsætter du.. Mod vest støder du nok på kentaur flokke.. Eller en flok halvdyr..” sagde hun og så væk som han trak trøjen på. Som han igen talte, gik hun ud fra han havde fået trøjen på. Hun så ned i jorden og bed sig kort i underlæben. Hun blev nødt til at lyve, for hun kunne ikke sige hvorfor hun egentlig befandt sig her ude.. For tænk hvis han hev hende med til hovedstaden og fik dusøren der var på hendes hoved? Hun så på ham med et smil ”Har du funder nogle drager?” spurgte hun nærmest helt elektrisk. Hun var selv kæmpe glad for drager, studerede dem og skrev ting ned omkring dem, men nu hvor folk var på jagt efter hende, tog hun ikke chancen og holdt sig skjult. Hun sukkede da svagt ”Jeg er ret meget på afveje.. Jeg blev jagtet af nogle ulve, men mistede dem ved skovbrynet” sagde hun med et skævt smil og håbede han ville købe hendes historie.

Linda sendte ham et skævt smil "Halvdyrene.. Vær varsom, de har en tendens til at smide folk i lænker" sagde hun stille og gned sine håndled. Hun huskede godt hvordan det var at sidde i de lænker og se hvordan de stod og lavede planer for datteren. Hun rettede blikket mod ham igen, som han begyndte at tale omkring dragerne. Hun havde lige håbet på, at denne mand ellers kunne lede hende i retning af nogle drager også trods af, hun vidste der ikke var mange af dem. Hun bed sig svagt i underlæben "Blev selv fortalt om dem... Har stødt på en, en enkelt gang, det var... Spændende" sagde hun og smilede stort. Det var lige før hun var blevet ædt da hun havde det stævnemøde med den drage, for den havde blot set et dumdristigt væsen der var fascineret over det store skællede bæst og ikke havde tænkt over de farer, der var ved at nærme sig drager. Hun var bestemt blevet klogere, men forsøgte dog stadig at finde nogle drager som hun kunne studere.

Linda havde bemærket hvordan han havde stiret på hende. Ikke hun kunne læse tanker, men hun havde lidt på fornemmelsen, hvad det var han forsøgte at placere. Hun fniste kort for sig selv "Du er ikke den eneste der er forvirret over hvad jeg er... Elver.. Og dæmon" sagde hun stille da dæmon blev nævnt. Det var ikke just noget hun var stolt af, for hun havde altid været et udskud i elververden og dæmonverden, så hun havde i teorien ikke noget familie der gad at bruge tid på hende og nu havde hun slet ingen, efter hendes datter var død. 

Hun nikkede svagt Ja?" sagde hun stille. Der var ikke tale om varulve, men reel ulve.. Hun forsøgte at holde sig så langt fra varulve som hun kunne, for det var sådan en der tog hendes datter... Hendes stoppede nærmest som han nævnte Dianthos, kendte han ikke til det med elverne? Hun så ned i jorden "Jeg ville ønske jeg kunne.. Men min slags er ikke velkommen i Dianthos" sagde hun og så ned på ham med et svagt smil "De fleste elvere er nødt til at leve i skjul" sagde hun stille. Hun skulle på intet tidspunkt nævne for ham, at hun var efterlyst for at have myrdet en Kilepræst.

Linda kløede sig svagt i nakken og grinede ”Heh… Inden jeg fik min datter.. studerede jeg, nærmest jagtede drager.. Men denne var syg, så den var for svag til at gøre mig noget” sagde hun stille og kom i tanke om sin datter. Hvis det ikke havde været for den forbandede vampyr, så havde Ileshia sikkert stadig været i live og hun var ikke endt herude i skoven, i et ivrigt forsøg på at skjule sig for Dianthos’ vagter, i frygt for hvad de ville gøre ved hende. Hun smilede skævt ”Men jeg vil ærligt, ikke anbefale at komme alt for tæt på drager, såret eller ej, da de er nogle kæmpe væsener og kan gøre ret voldsom skade, eller sågar dræbe dig, hvis de får chancen” sagde hun og sendte ham et smil. Hun havde en enkelt gang måtte stikke af og slap gudskelov af med et par småskader efter den kun ramte hende med halen og sendte hende trillende ned af nogle skrænter.

Linda nikkede ganske kort ”Der er også nogle halvdyr der ikke er sådan.. Disse var kattedyr, eller hvad man skal sige, der er også nogle ulve der ude..” sagde hun og smilede ganske kort. Bevares så var der også nogle blandt disse ulve der ikke var super glade for de fremmede i deres lejer, men mon ikke dette menneske kunne virke mindre fjendtligt? Linda grinede ganske kort ”Kentauerne er af hel anden kaliber. Jeg syntes de var spændende i hvert fald” sagde hun. Hun havde kun set få af dem, formentlig en moder og et føl? Eller hvad deres børn hed. De drak vandet fra den samme sø som Linda havde gjort. Hun var bare dum nok til at følge efter deres hovspor og fandt deres stamme, hvor hun havde lusket sig rundt, i forsøg på at indsnappe viden, uden at lade sig gøre til kende.