Dagen var stadig igang dog gik der nok ikke mere ind et par timer før solen ville gå ned, Jonathan havde begivet via naturens vej og hans retning havde pejet ham imod lindeskoven, som var blandt andet kendt for et smukke områder og blandt andet elver, og det var det sidste der havde trukket lidt i ham, for ham var elver nogle arrogante spidsøret der ikke kunne se ud over sin egen næse, og ville han søger for de fik at vide på den hård måde.

Jonathan var iført for en gangs skyld hans mørkets kriger rustning, da han var sikker på det nok vil ende med en kamp før eller siden, i hans håndflade dannede der sig en lille flamme, som han kastede imod en af de mange flotte træere som med det samme gik i brænd, og den ene flamme blev optændt af den anden, og flere ild kugler fra hans hånd blev sendt afsted, og som han havde forudset gik der ikke længe før den første elver kom til syne, et smil kom frem på hans læber ” endelig “ sagde han med en ro i sin stemme.

Elveren havde kun en dagsorden og det var at nedlægge Jonathan, og selvfølgelig var elverne ikke alene to andre elver dukkede også op lidt efter, det var tydeligt for Jonathan at disse elver blot var spejder, dog gik der ikke længe før en pil fløj imod ham, men Jonathan var ikke dum så han undgik den lettere elegant ” virkelig “ sagde han og slog armene ud, hvor efter den første elver med det samme gik til angreb imod ham, Jonathan stod med en skafte i hånden som med det samme frem viste en klinge som ud i det blå dukkede frem af skaftet og med et hurtigt ryk til siden og et sving, havde den angribene elver intet hovde, som blot lå ved siden af den hovde løse krop nu.

Elverly.. Yotul havde ingen relationer til byen eller området, så hun havde svært ved at se deres forkærlighed for natur og skovens væsner. Det faldt hende ikke naturligt at passe på skoven og dens beboer, hvilket nok var grunden til at hun følte sig en anelse malplaceret i flokken af elvere. Hvordan hun var endt der, kunne hun ikke huske, men indtil nu havde det hele været en facade, om end hun stadig var bevæbnet med det lange sværd, så lignede hun ikke en kriger, i hvert fald ikke en kriger, som tilhørte mørket. Hun fornemmede hurtigt uroen, som snakken gik og de forlod den hyggelige krog på kroen og straks drog ud. Yotul kunne se røgen på afstand, som der var blevet sat ild i nogle af træerne ikke langt fra dem. Det var svært at skjule sit smil, som hun dog holdt hovedet nede og fulgte med flokken.

Det var nemt og hurtigt at bevæge sig i det civile tøj, som de hurtigt nåede flammerne. Hun holdt sig lidt i baggrunden, som hun betragtede flammerne med et smil på læben. Ikke langt fra dem, kunne hun høre larm og råb. Inden længe kunne hun se nogle ildkugler kommer flyvende imod flokken. De var tydeligvis stødt på et store problem end hvad de kunne håndtere. Stakkels elvere.. Eller noget. Yotul kunne ikke lige frem sige at de betød noget for hende, dog greb hun sværdet og hev det frit fra bæltet for at inspicere denne modstander, som forvoldte dem problemer. Hun var lige tids nok til at se en elver kollapse og hovedet rulle væk. En kølig latter undslap hendes læber, som hun ikke kunne skjule sin begejstring for synet. ”Hvorfor ikke forlænge pinslerne?” spurgte hun køligt, som hun trådte ud af træernes ly. De andre elvere forstod ikke hendes ord, måske de endda troede at hun ikke ønskede at han skulle slippe så let fra det. Død ville være for nem en udvej. Men det var slet ikke det hun mente. De grønne øjne søgte hans. Uniformen blev genkendt hurtigt, men hun var i tvivl om hvorvidt han ville vide hvem hun var. Måske han bare så hende, som en af flokken? Yotul holdt sværdet foran sig i en strakt arm, hvis han angreb, så ville han ikke få det lige så nemt med hende, som han havde med de andre elvere. De forsøgte blot at forsvare deres hjem. Som han var brudt ind på og nu var i færd med at brænde ned til grunden. Yotul kunne mærke varmen fra flammerne, men de fik hende ikke til at trække sig.

Der var flere at dræbe mange flere, men en stemme blandede sig og Jonathans opmærksomhed forsvandt over til hende, en elver eller nærmere en mørkelver, han vidste at hun Niki kke var med de normale elver da det var et sjældent syn, men hendes sværd havde retning imod ham, som en slags udfordring en udfroding han ikke ville sige nej til, men lige nu havde han jo gang i at brænde skoven ned og slagte elver, han fik klingen fra hans svære væk, så ligeså hurigt som den kom ud forsvandt igen “ hvis du lige vente lidt så skal jeg være ved dig “ sagde han og kiggede mod de sidste par elver der måtte være der, han vidste at han til gengæld måtte dræbe denne mørkelver hurtigt for der ville komme flere elver, han smilte kort inden hans øjne lyste op, og i løbet af to skunder var han væk, og i løbet af to sekunder igen var han tilbage på den plads han havde forladt, det eneste der var forandre ved ham i forhold til da han forsvandt, var at hans hænder var smurt ind i blod, og lige pludselig var der ingen pile i luften mere, ja nu var der kun de to på denne brændende plads.

Han smilede til hende ” nå så det vist din tur “ sagde han og viftede hende hen imod sig, som at hun bare skulle komme hvis hun havde noget at byde ind med.

Jonathan kende nærmest kun en fra mørkets hær da han altid enten var alene eller lå med en eller anden kvinde et sted, og denne kvinde var heller ikke en han ikke kunne finde på at ligge i seng med.

Yotul var udmærket klar over, at hun havde det med at blive forvekslet med mørkelvere, men i virkeligheden var hun faktisk skovelver, hvilket hendes lyse hud også afslørede. Det kunne dog være svært at se i flammernes lys og hendes måde at bevæge sig på og opføre sig på bar også et tydeligt præg på at hun sagtens kunne være blevet født mørkelver. Et smil bredte sig over hendes læber, som hun endte med at få mandens opmærksomhed, uden at gøre den helt store indsats. De grønne øjne fulgte roligt hans bevægelser, som hun endnu ikke følte sig truet på livet. Sværdet var blot med til at forlænge hendes rækkevidde, hvis han skulle forsøge at angribe hende direkte. Hun så lettere forbavset på ham, som han bed hende vente. Som en hver anden kvinde, lagde hun armene over kors og lignede en, der var yderst fornærmet. "Så lad gå" hun lo stadig, som de grønne øjne vandrede over de resterende elver i skoven. Der gik ikke længere før at de faldt én efter én.. Lugten er blod ramte hendes næse, som hun tog en dyb indånding og lavede en svag klik lyd med hendes tunge. Det var uden tvivl en ganske forfriskende lugt. Flammerne og den brændte lugt hang dog stadig i luften omkring hende, som hun dog fokuserede på blodet og englens bevægelser. Manden havde uden tvivl nogle evner, som kunne vise sig nyttige og Yotul var overbevist om, at hun ville være nød til at være forsigtig, hvis ikke hun skulle lide samme skæbne.

Sværdet hang langs med hendes side, som hun løftede det let og drejede det rundt i luften, som han endte med at henvende sig til hende. Smilet var ikke forsvundet. Manden var tydeligvis glad for sig selv og selvsikker var han også, som han nærmest bad hende om at angribe ham. Ak ja.. De vidste ikke bedre.. Hankønsvæsner. "Jeg tvivler på at Mørkets lord ønsker at se 2 medlemmer af hæren, bekæmpe hinanden.. Men hvis du insisterer, så vis mig hvad du dur til" kommenterede hun køligt, som hun løftede den anden hånd op imod den korte top og vendte stoffet rundt lige over brystet for at vise ham sølvemblemet. Hun var lige så meget en del af hæren som ham, måske endda mere med sin ridder status, men Yotul tog ikke statussen så tungt, som så mange andre ville. Derefter slap hun toppen og placerede begge hænder imod skaffet på sværdet og rettede det imod ham. Havde han mon fortrudt?

Jonathan var så klar på at ende livet på denne spidøret, men hans ord blev for en stund blot ord, for det vidste sig at denne elver faktisk var en del af mørkets hæren, han smilede dog stadig til hende, for selvom de var en del af den samme hær kunne det da være sjovt alligevel, han sank sit sværd så bladet forsvandt hvor efter han gik hen imod hende med blikket direkte på hende, “ du har nok ret, men jeg insistere rigtig meget, hvad hvis vi laver et væddemål ud af det istedet, du ved hvis du vinder for du noget af mig du vil have eller et eller andet, og det samme gælder for mig hvis jeg vinder “ sagde han roligt, det kunne godt være Jonathan var selvsikker men han vidste godt man aldrig måtte undervudere sin modstander, udrenset hvordan de så ud.

Emblemet var tydeligt men Jonathan vidste ikke sit til hende, for hun havde allerede regnet ud hvor han var fra, dog lagde han mærke til hun var ridder, ikke at det betød noget for ham for ridder eller aj, så var det kun den drage man havde der var forskel på en ridder og en kriger, og at ridder for det meste gemte sig bag deres drage, hvor kriger var der hvor det hele skete, “ så hvad siger ridderen, “ sagde billede på en ironisk og flabet måde, hvor efter han blot stod og ventede på hendes reaktion.

Der var intet i vejen med at jagte elvere og han skulle da også nok få chancen for at komme tæt på hende, men næppe som han havde forestillet sig. Yotul var uden tvivl ikke som de andre skovelvere, som Jonathan havde hygget sig med her til aften. Men han lod til at miste noget af interessen, så snart at hun afslørede at hun også var en del af hæren. Hun blev stående på sin plads, som han kom nærmere. Der hvilede et sygeligt smil over hendes læber, som hun lod blikket møde hans. ”Oh?” hun lød faktisk interesseret i hans udsagn, som hun trippede let med foden. ”Spørgsmålet er hvad én som dig, vil kunne tilbyde mig, når jeg vinder?” spurgte hun lettere udfordrende og lokkende. Hun strøg langsomt tungen over sin underlæbe, før at hun strammede grebet om sværdet.

Yotul var uden tvivl ikke som de andre riddere, hun brugte sjældent Viserion medmindre at hun var ude på en officiel opgave og dette var blot leg for hende. Det var nemt at infiltrere elverne, når hun var skovelver, og nu hvor han havde dræbt dem alle, så ville hun stadig være i stand til at beholde sit dække til en anden gang. ”Aftale” lød det køligt fra hende, som hun rettede sværdet, så det i stedet lå vandret. Yotul skubbede det ene ben ud til siden for at få et bedre fodfæste. ”Lad dig nu ikke distrahere..” lo hun stille, før at hun satte af væk imod det nærmeste træ. Hun havde set hans fart tidligere, så hun var udmærket klar over, at det ikke ville være klogt at løbe direkte imod ham.

Hun var flabet det kunne han lide, som hun stod der og frem tvang hvad han kunne tilbyde hende når hun vandt, som om hun vil vinde denne kamp, ja ja selvfølgelig var hun ridder men Jonathan var den fødte dræber, og var sikker på hun ville æde sine ord i sig igen, men det sjove var hun ikke havde spurgt ham hvad han ville have, hvis han vandt men det var nok fordi hun var så sikker på hun ville vinde.

” skal jeg ikke kunne sige, men det bliver heller ikke en realitet så, bare vent “ sagde tilfreds da de magiske ord lød “ aftale “ nu kunne han virkelig shine for han vidste godt hvad han ville have når han vandt.

Som hun satte af på en af de få træere der var tilbage, smilte han blot “ som om det ville hjælpe “ smilte han endnu engang, Jonathan ville ikke vise alt hvad han kunne med det samme, han ville først prøve hende af og det gjord han, i stedet for at bruge et træ for at komme hende i møde, slog han vingerne ud, hvor efter han trak hans sværd i samme øjeblik, hvor efter han hoppede hen imod hende, og få meter før de ville støde sammen, slog han ud i luften sådan en kraftigt vindstød blev blæst i hendes retning, så hun ville miste balancen med mindre hun var aldeles hurtigt til at undvige vindstødet, hvilket ville overraske ham meget, men han vidste ikke hvad hun var i stand til, det var den af mange fordele Jonathan havde, for der var smedet en vind Rune ind i hans sværd der gjord han kunne give meget kraftig vindstød, som kunne forvolde meget slemme skader hvis man kom for tæt på.

Jonathan selv gjord klar til at lande på jorden igen for at se hvordan det hele gik med hende, hvis hun var væltede omkuld ville han være klar med et nyt angreb imod hende

Måske Yotul ikke var interesseret i at vide, hvad det var han ønskede, som belønning? Hun tvivlede måske også en anelse på, at det ville lykkes ham, mest af alt fordi hun ikke betvivlede sine egne evner, men dem kendte han selvfølgelig ikke noget til. Lige nu havde han dog allerede afsløret en del af sine evner overfor hende, hvorimod hun havde forholdt sig forholdsvis anonym indtil videre, så han ville næppe være i stand til at læse hendes næste træk. De var ikke ligefrem stødt på hinanden før på fæstningen. Underligt nok, så ville hun da have kunnet huske en med hans attitude, men måske de bare havde undgået hinanden med vilje? En latter undslap atter hendes læber, som han påpegede, at det ikke ville blive en realitet. Yotul trak let på skulderne. ”Vi får se..” kommenterede hun med et løftet bryn, for hun var faktisk ikke overbevist om, at han ville kunne vinde. Selv ikke med sin fart.

Vingerne blev spredt og i løbet af få sekunder, havde de kurs imod hinanden. Yotul kunne ikke skjule sit smil, som hun holdt blikket imod ham. De kom tættere på, men som han slog ud med vingerne, var hun godt klar over, at han ikke havde planer om at komme helt tæt på. Dernæst blev hun ramt af et vindpust, kraftigt nok til at skubbe hende tilbage over jorden. Hendes lette vægt var ikke nok til at holde fødderne plantet på jorden, som hun nemt faldt bagover, men ligeså nemt kom på benene igen. Afstanden imellem dem var blevet større. Yotul svang sværdet ud til siden, før at hun slog hænderne sammen og lagde venstre hånd rundt om bladet på sværdet. Derefter trak hun til.. Blodet flød over metallet og dryppede ned på jorden under hende. ”Er du bange for lidt nærkontakt?” spurgte hun med et grin. Det kunne jo være, at han foretrak at holde deres angreb til langdistance, ligesom hans vind angreb? Bladet på sværdet var blevet rødt, som hun atter rettede det imod ham og denne gang valgte at løbe udenom ham i en større bue. Hun var nød til at analysere hans bevægelser lidt fra afstand. Han måtte have et blindt punkt ét eller andet sted.

Jonathan var født til at kæmpe, og efter hans opstandelse var han et helt nyt menneske en dræber, en kriger der kun havde et formål og det var at være den bedste, han var godt klar over at denne ridder kunne noget bestemt ellers var hun nok ikke ridder, da hans angreb havde god effekt på hende, og hun tydeligvis ikke svarede igen med nogen former for magiske evner, måtte hendes evner ligge i nærkamp, og da hun så nævnte overfor ham nærkamp, var han ikke i tvivl om at Det nok var det hun helst ville, men hvorfor hun skar sig selv i hånden det havde han ikke regnet ud endnu, men han var sikker på han nok snart ville finde ud af det, som hun rejste sig op igen og startede hendes angreb i blot at løbe en bue rundt om ham.

” nærkamp siger du, jamen hvem er det som holder sig på afstand “ sagde han flabet, men stadig med et smil på læben, han ville blot lade hende komme til ham, for han var rigtig god til nærkamp, det var blot et spørgsmål om hvor god hun var, for rent fysisk var han hende overlegen så det var blot et spørgsmål om hende, han havde sine fordele og hun havde også hendes, spørgsmålet var blot hvilke talenter hun besad.

” så kom du bare an “ sagde han udfordrende med et glimt i øjne, samtidig med han bar klar med endnu et vind angreb

Et lystigt glimt viste sig i de grønne øjne, som hun beskuede hans bevægelse fra en sikker afstand. Så længe at han var i besiddelse af sit sværd, så ville hun uden tvivl have problemer med at komme tæt nok på. Selvfølgelig kunne hun også angribe ham på afstand, men så ville hun ende med at afsløre sig selv for hurtigt. I stedet lod hun blodet flyde over bladet på sværdet, som hun satte i løb rundt om ham. Endnu en latter undslap Yotuls læber, som hun ikke kunne holde det tilbage. ”Jeg er da nødt til at se min modstander an” indrømmede hun med et glimt i øjet, som hun lod blikket vandre ned over hans krop. Blikket blev dog hurtigt rettet imod hans øjne, som hun skiftede retning fra at løbe rundt om ham til at gå direkte efter ham i midten af den cirkel, som hun havde lavet rundt om ham. Hendes lette vægt gjorde det nemt for hende at bevæge sig hurtigt og skifte retning uden problemer, men hun var også opmærksom på hans vinger og ikke mindst den fart, han havde vist overfor de øvrige elvere. Sværdet svang hun ind foran sig, hårdt nok til at blodet på bladet fløj igennem luften for at gå efter at ramme ham.

Yotul endte med at skifte retning nogle meter før ham, som hun omringede ham med en mindre cirkel denne gang. Det hele lignede lidt en leg for hende, som den korte top var blevet blodig af hendes sving med sværdet tidligere, men det lod ikke til at genere hende. De små dråber af blod, som hun havde smidt med endte med at ændre form, som de blive spidse og lignede pile med kurs direkte imod ham. ”Er du modig nok?” spurgte hun med et sygelig grin på læben, som hun slog benene i jorden og elegant forsøgte at springe over ham. Hvad end det ville forårsage vidste hun ikke, men hun var ivrig efter at finde ud af det. Yotul sendte ham et smil i luften og gjorde klar til at lande på fødderne bag ham, hvis hun da kom så langt.

Endnu en gang vidste sig at hun ikke bare var som de elver han lige havde slagtet, nej hun gav ikke op og hun havde noget gode kort på hånden, og det skulle nok ende I en god kamp dog havde hun intet lært ide hun prøvede at angribe ham, dog blev han overrasket over hendes måde at bruge hende magi på, at få blodet til at ændre form bar virkelig ikke noget han havde set før, så det point skulle hun have for at forsøge, Jonathan smilte kort til hende “ tør er ikke ordet, men nærmere dumdristighed “ smilede han til hende, inden han tog hans sværd op i luften og få centimeter før blod nåede ham, satte han sit sværd hårdt ned i jorden, sådan at i en radius af tre meter, kom en kæmpe vindstød i alle retninger af ham, som gjord at blodet forsvandt og en sten og sand, fløj knallert retninger.

Som hun lettere elegant hoppede over ham og landede bag ham, svingede han igen sværdet ud efter hende som ville give igen nogle vindstød imod hende, om hun blokere hans slag eller aj ville det stadig give vindstød imod hende, på grund af den vind Rune der var smedet ind i hans sværd.

” jeg ved ikke hvem du har kæmpet imod før hen, men jeg er ikke som dem, så hvis du vil vinde skal du virkelig stramme op, for ellers taber du virkelig denne kamp. “ sagde han meget flabet og arrogant men stadig med et glimt i øjet, der var alligevel noget ved hende der charmerede ham.

Det var et sjældent fænomen at Yotul overhovedet valgte at give op. Der var tidspunkter, hvor de ville være oplagt, men hun havde ikke rigtig nogen stop knap, så måske det i virkeligheden var hendes svaghed? Hun var ikke i stand til at vide, hvornår det var nok og hvornår det ville være smartest at stoppe. Ofte endte hun også med at vende situationen om, så hendes modstander troede de havde vundet, men så skete der noget uventet, og så endte de med at tabe. Mon ikke han ville lide sammen skæbne, hvis ikke han passede på? Jonathan lod til at være overrasket over forvandlingen af blodet, men han formåede alligevel at afskærme sig selv for at blive ramt. Den eneste reaktion han fik fra hende var et fnis. Hun måtte tættere på.. Men så længe han var i stand til at bruge vinden på den måde, så kunne det godt gå hen og blive en udfordring for hende. Sikke en skam.

Til hendes overraskelse, så formåede hun faktisk at lande på jorden bag ham. Hun fornemmede bevægelsen i hans krop allerede før at sværdet var tæt på, så hun rullede hurtigt rundt på jorden og strakte det ene ben ud, så hun hurtigt og nemt kom op og stå ikke langt fra ham. Vinden havde rodet rundt i hendes hår og den lille top, men den sad endnu, som den skulle. Med sværdet i jorden formåede hun også at blive der, så hun ikke endte med at vælte omkuld, som sidste hun var udsat for hans vind.
”Du er ikke den første..” svarede hun med et lystigt smil på læben. ”til at være så arrogant og ende med at tabe..” lo hun køligt, før at hun rev sværdet op af jorden igen og atter gik efter ham. Forhåbentlig kunne hun komme tæt nok på før han ville være i stand til at svinge med sværdet igen. Hun svang sit eget sværd imod hans kind, bøjede i armen for at slå albuen ned i hans kraveben. Nok var hun sårbar såt tæt på, men det var ikke hendes fokus lige nu.

Der var alligevel et eller andet charmerende over hende, dog var han stadig overrasket over at hun på ingen måde var klar over hvad han ville havenhvis han vandt, men det var jo også fordi hun var så sikker på hun ville vinde, og til hendes uheld var han sikker på hun ville fejle, for Jonathan legede blot med hende lige nu, det hele var blot en leg for ham selvom han selvfølgelig tog det seriøst, men alligevel var han ikke engang startet på at få sved på panden, ide hun ikke blev ramt af hans klinge kunne man se et overrasket udtryk på hans ansigt kort, dog afsluttet med et smil på læben, han kunne virkelig lide hendes kamp teknik måske efter denne kamp de skulle mødes igen.

Ide hun svang ud efter ham nåede han kun lige at trække sit hovede væk, sådan han kunne se klingen lige foran sig, dog nåede han ikke at tænke på mere før hendes albue landede på hans kraveben, ikke at slaget betød noget på grund af den rustning han havde på, det svaret blot til at få en lammer, han gik et enkelt skridt tilbage hvor efter han hævede klingen frem imod hende, hvor efter han lagde hovedet på skrå “ sjovt jeg skulle lige til at sige det samme til dig “ smilede han flabet.

Jonathan havde afsløret sin hurtigheds evne, og han vidste slog han den til igen ville hun virkelig komme på en prøve, med mindre hun selv havde den evne, for hvordan vil du ramme en modstander du ikke kan se, men Jonathan ville ikke gør det forbi endnu nej han skulle holde sig tilbage, “ sjovt du egentlig ikke ville vide hvad jeg ville have hvis eller nærmere når jeg vandt “ lød det fra ham, inden afventede hendes næste trak, for hvert et sving eller blokade han ville lave med hans sværd, ville medføre vind stød imod hende.

Det kunne godt sige, at være en anelse arrogant at satse på, at man ikke ville tabe, men Yotul havde sjældent været udsat for et nederlag, som hun ikke kunne vende til sin fordel. Så længe at manden var overbevist om at han ville vinde, så kunne hun vende det til sin fordel. Særligt hvis han blev alt for kæphøj. At der muligvis var tale om en leg imellem dem, gjorde hende bestemt ikke noget. Hun elskede også at lege, men de havde næppe samme opfattelse af leg, så vidste han overhovedet hvad han gik ind til?
Yotul slap ham ikke af syne et sekund, som hun genfandt balancen på den anden side af ham og træk sværdet til sig for at gå efter hans kind og dernæst kraveben. Hun ville være nød til at fælde ham for at komme tæt nok på til at provokere ham nok.

Manden trak sig let, som han undgik hendes sværd, men ikke kunne se sig fri for hendes slag. Hun trak dog hurtigt sværdet til sig og skabte noget afstand imellem dem, så hun kunne undgå at blive ramt af hans sværd eller fanget i hans favn. Smilet på hendes læber forsvandt ikke af hans kommentar, som hun dog trak let på skulderen. Et eventuelt nederlag betød ikke meget i hendes bog, men noget kunne tyde på, at han var virkelig interesseret i at vinde, så måske hun var nød til at spørge ind til prisen? Let rystede hun på hovedet, som hun samlede benene og stod med rank ryg, sværdet var endnu hævet imod ham. ”Hvad vil du gerne have?” det lød næsten som om hun var i færd med at tilbyde sig selv uden at skulle tabe kampen. De grønne øjne afsøgte krogene af hans blik for tegn efter hvad han kunne have i tankerne, men det var svært. Så godt kendte hun ikke alle i mørkets hær. Sværdet trak hun stille til sig, som hun afventede hans svar. Det måtte være en yderst interessant præmie, siden han gerne ville dele den med hende?

Jonathan var slesk, og han kunne lide hvad han så og selvom hin kende til hans evne betød det ingenting, for han havde så mange es’er i ærmerne, som der var en lille stilstand i deres kamp, tænkte han at han sagtnes kunne svare denne kvinde “ dig “ sagde han og hævede sit sværd op imod hende, sådan hun ikke var i tvivl, hvor efter han slog hans vinger ud og hoppede og i luften for at angribe hende for oven, men lige inden han ville ramme hende for oven, lyste hans øjne op og han forsvinder nærmest fra luften af, og dukker op lige bag hende, hvor han tager fat i håret på hende, og hiver hende tæt ind til sig så hvis hun ikke lader sig hive, ville hun være nød til at presse sig væk hvilket ville koste noget hår.

For selvom Jonathan normalt hader elver så var denne elver lige noget for ham, og det var en han måtte have koste hvad det koste, og tabe for han var ikke en mulighed.

Afventende på hans svar, var Yotul ikke nervøs for at få at vide, hvad han havde i tankerne. Egentlig behøvede hun måske ikke stille spørgsmålet, men et glimt i hendes grønne øjne fortalte ham tydeligt, at han bare kunne forlange, hvad end det skulle være. For det var langt fra sikkert, at han ville komme i mål med den præmie, som han havde i tankerne. Med en rolig hånd pillede Yotul stille ved skaftet på hendes sværd, kradsede let i læderet, som var bundet rundt om skaftet, så hun ikke behøvede røre ved det kolde metal. Blikket slap ikke hans, svaret måtte være lige på trapperne, som hun bed sig i underlæben af spænding. Hvad ville han forlange? Dig.. lød det selvtilfreds over menneskets læber, som Yotuls smil blev bredere og langt mere lusket. Han havde ingen ide om, hvad han lige havde bedt om. En latter undslap hendes læber, som han spredte vingerne og forlod jorden for at angribe hende oppefra. Sværdet blev hurtigt vendt i hans retning, da han pludseligt forsvandt og efterlod hende med endnu en latter, da hun mærkede grebet om hendes hår. ”Men dog..” lød det næsten overrasket fra hendes læber, som hun lænede hovedet tilbage og svagt lod sig trække bagud. Mon han havde glemt hendes sværd?

Et hurtigt kast med sværdet og bladet vendte bagud mod ham, som hun hævede det op og sigtede efter enten at beskære hans hånd eller sin frisure. Egentlig var hun ligeglad, da det ville vokse ud igen. Det var dog ikke særlig langt i forvejen, så hun kunne hurtigt komme til at ramme sit eget øre, hvis ikke hun passede på. Dog var det ikke noget der stoppede hende. ”Mig kan du slet ikke håndtere..” fortsatte hun, som hun trak sværdet mod sin egen nakken og op. Ville han slippe, blive ramt af sværdet eller ville hun få ændret sin frisure?

Denne elver var så arrogant og selvfed, at det var lige før Jonathan havde mødt en der troede mere på sig selv ind han gjord, men han kunne lide det og det var en af de grunde til han ville have hende, han smilede til hende som han stod bag hende med grebet om hende, “ tro mig det her er ingenting “ sagde han og skulle lige til at forsætte om hendes sværd kom flyvende nærmest, han var enten nød til at slippe hende eller så ville han blive ramt af hendes sværd, og derefter slap han grebet om hendes hår for ikke selv at komme til skade, denne kvinde var virkelig iskold, men på den anden side så havde han eller ikke regnet med andet, endnu et smil kom frem på hans læber, at han ikke kunne håndtere hende var virkelig noget nyt, men måske mest af alt vidste hun ikke hvad han var i stand til.

Han hoppede et enkelt skridt tilbage og løftede klingen op imod hende, så han var klar til hun skulle vende sig om. “ åhh tro mig når jeg vinder, og jeg skal hente mit trofæ, så ville du nærmest være glad for du tabte “ sagde han med en rolig tone, for ligeså vel som hun troede på sig selv gjord han også, han slog tre hurtige ryk ud i luften imod hende, så tre vindstød vil komme lige imod hende et imod hendes ben en mod kroppen, og en mod hånden hvor hendes våben var i, i håb om at hun enten mistede balancen eller mistede sit våben.

Årene havde sat sine spor på Yotuls personlighed og Jonathan var bestemt rendt ind i en elver, der ikke bare sådan lige gav op. Hun havde nok af erfaring at trække på, samtidig med at hun altid havde et eller andet es i ærmet, som modstanderen sjældent opdagede før det var for sent. Det skulle dog siges, at hun endnu ikke havde fået chancen for at blande sit blod med hans, altså var hun tvunget til at bruge sine kampfærdigheder uden beskidte tricks. Hvilket bestemt var en underholdende prøvelse. Han var jo ikke kedelig eller af dårlig udseende.. Men han skulle bestemt ikke fange hende på denne måde, så var hun villig til at ofre mere end ham, særligt fordi han endte med at give slip på hende. Det var en mindre sejr i hendes bog og han skulle nok få det at vide op til flere gange. Hvis først Yotul kom til at skade, så kunne hun hurtigt gøre noget ved det, altså var hun knap så forsigtig, når først hun brugte sit våben. Alligevel trådte hun væk fra ham for at genfinde balancen, da han endelig havde givet slip på hende. ”Du er vel nød til at efterlade mig hel, hvis du ønsker at få din præmie?” lo hun med et glimt i øjet, for ellers ville det næppe være rart for ham. Ikke at han skulle bekymre sig om hendes helbred.

Yotul vendte sig rundt på hælene, som hun lystigt slog ud efter hans klinge, blot for at se om hun kunne bringe ham ud af balance. Hun hævede det ene øjenbryn af hans kommentar, før at hun brød ud i en hånefuld latter. ”Skulle du kunne tilfredsstille mig? Handler det ikke blot om at tilfredsstille dig selv?” stemmen var fortsat leende, som hun trak let på skulderen og gjorde sig klar. Dog var hun ikke hurtig nok. Hendes fødder havde ikke fået fodfæste nok og de mange vindpust bragte hende hurtigt ud af balance. Med ét faldt hun på røven, sværdet var dog fortsat i hendes hånd, dog ømmede hun sig let bagtil. ”Er det virkelig sådan du behandler en kvinde?” spurgte hun næsten fornærmet, før at hun grinte igen. For det betød virkelig ingenting. Dog valgte hun at slippe sværdet, dreje hovedet til siden, som synes hun ikke legen var sjov længere.

Hendes arrogant var så skøn Jonathan havde virkelig ikke lyst til at dræbe denne elver, men nærmere lyst til at få mere af hende, “ du vil blive overrasket “ sagde han og blinkede til hende, som hun sad der på jorden og kuede op på ham, og nærmest smed sit sværd i fornærmelse, smilte han lidt og fjernede selv sit sværd, for selvfølgelig skulle det være en fair kamp “ jamen fair nok vi kan også bruge næver “ sagde han smilene, hvor efter han gik hen til hende og rakte hånden frem mod hende for at hjælpe hende op, “ så kom “ smilede han.

Han vidste denne kvinde sikkert havde en trick i hånden, men det ville Jonathan være klar på, for selvom han ikke kende denne kvinde havde han lært at han ikke bare vil vinde denne kamp uden en ordentlig kamp, for det havde denne elver gjord klart fra start.

“ skal der virkelig ikke mere til før du gir op frøken, skuffede men her lad mig bare hjælpe dig op, eller med mindre du mener jeg har vundet allerede “ sagde han med et smil på læben

Yotul kunne ikke helt lade vær med at fnise let af hans selvsikkerhed, for han vidste i virkeligheden ikke hvad han gik ind til. Det var ikke engang sikkert, at han ville komme til at vide det, for Yotul var endnu ikke overbevist om, at det ville ende, som han ønskede det. "Det må tiden vise" lød det en anelse lokkende for ham. Hvis ikke han passede på, så ville hun overliste ham og derved snyde ham til at vinde selv. De havde ikke talt om en eventuel præmie, hvis hun selv gik hen og vandt, men han bekymrede sig sikkert ikke om det, fordi han var overbevist om at vinde kampen. At han valgte at smide hans eget sværd, bragte et skummelt smil frem på hendes læber, som hun endnu ville være i stand til at hente sit eget sværd. Selvfølgelig kunne han hurtigt gøre det samme med de evner.
Det sekund hvor Jonathan valgte at række hånden frem til hende, kiggede hun kort på hånden, før at hun trak let på skulderen. Derfra gik der ikke lang tid fra at hun havde placeret højre hånd imod jorden, spændt sine muskler og lagde an til at svinge sit ben imod ham, for at vælte ham omkuld. Med hans evne var det slet ikke sikkert, at hun ville komme tæt på, men om ikke andet så kom hun nemt på benene.. Uden hans hjælp.

"Du har slet ikke vundet.. Du er faktisk ikke tæt på" lo hun let, som hun hævede hænderne imod ham. Hvis han ønskede en nævekamp, så skulle han da få det. Så kunne det også være, at hun kunne tage imod nogle slag.. "Hvis mig hvad du duer til.." kom det lettere udfordrende fra hende, som hun bed sig i underlæben.