Som de kom imod byporten var vagten allerede ved at lukke den for natten og Koda udbrød "Hov nej... min gode herre, vi skal ud"
Vagten stoppede straks op og begyndte at bande og svovle ud af igenting og sagde "Ingen udgang efter 22 det kan jeg ikke lade om på" og det virkede til at han var godt stædig på det punkt og han stod strak med armene over kors.
Koda sukkede for sig selv og så sig over skulderen til Elasha og så hen på vagten igen.
"Min gode herre... det er mig en fornærmelse at blive stoppet i min rejse... Mit nomadeblod kan ikke holde sitbag af en sølle port.. den vil jeg vælte hvis nødvendig og lade dem stå her i skam over manglende respekt af mit folk" udbrød Koda og lavede store armbevægelser. Dog hvis man holdt godt øje var en del af de armbevægelser at finde 3 små krystaller frem fra en pung og vagten fattede det godt.
"Undskyld frøken.. det var ikke min mening at fornærme deres arv, jeg åbner straks" sagde vagten og gik straks igang med at åbne porten igen.
Koda vendte sig imod Elsha og gav hende et lille blik med det ene øje, og da de gik ud af porten stak Koda vagten krystallerne.
Da de var kommet ud på den anden side sagde Koda "Sådan, det var tæt på... Lille tip til vores tur, alle kan købes for de her latterlige mineraler til en sten... lad dig aldrig binde op på dem.. mangen til mærklighed.. hvad vil folk med et mineral... næ du.. hav dine værdier i genstande og ikke de her små værdiløse sten alle mister hovedet over"
Det var en ting Koda aldrig havde forstået hvordan sådan en lille krystal kunne have så meget værdi.. i starten havde Koda faktisk nærmest kastet dem efter folk men havde forstået nu at man skulle holde lidt fast i dem fordi folk gjorde umættelig meget for at få fat i dem.
Krystallandet
