Krystallandet
Raider 02.03.2018 23:26
25 februar 2018
Kunsten var at forlade den øvrige bydel uden at blive set at diverse vagter.
Heldigvis var hans trick, at bruge skyggerne og timing mellem husene. Men, han var ikke ung. I en alder af de halvtreds, kunne Vlevius mærke hvordan at alderen havde taget hans ungdom, og dertil hans chakra. Magi blev en besværlighed. Vlevius, kunne huske de unge dage hvor han kunne skift tag til tag, og afstanden havde næsten ingen betydning. Det havde dog ændret sig, da Vlevius slog sig ned i Dianthos for et par år siden. Med en mere fredfyldt livsstil, var hans behov for teleport blev mindre og mindre. Faktisk, brugte han ikke denne magi, med mindre at han stod i problemer til hals, når sværdet ikke kunne løse hans problemer kunne han stadig forsvinde ud af syne, og derved skabe en smule afstand. Han fik dog taget pusten ud af kroppen, ved bruge sin magi. Fire meter var ikke meget i forhold til de afstande som han kunne lægge i de unge år.
Vlevius, fik dog kommet til skumringskvarteret. Hvor en af de mange værtshuse lå, han havde i de sidste mange måneder gæstet sted efter mørkets frembrud. Ved at holde hans klæder mørke i farverne, var Vlevius ganske god til at skjule sig i skyggerne. Han kunne skyde skylden på hans år som livvagt, hvor han ofte stod i baggrund mens at hans så på hvordan at hans klient dansede til fine bal musik. Det var ofte den slags tanker der fik Vlevius til at finde en bar, han havde aldrig helt forstå hvorfor at han skulle miste den person som han var forelsket i. Men, da nyheden kom. Havde tabet først drevet ham ud i dusørjæger livet, her kom han næsten til møde døden flere gange før han endelig vågnet op til tanken om dem som der ville savne ham, hvis han nu døde. Det var derfor at Vlevius slog døren op til det lille værtshus, da han endelig ankom. Mellem et par blogge af huse og ind i en mellem gang hvor skygger holdet døren væk fra gaderne. Havde Vlevius fundet en bar som ikke stillede spørgsmål til hvem han var, man kunne tydelig se at han klædt til liv oppe i den øvrige bydel, men ingen havde generet ham, eftersom han altid have sit sværd med sig.
Selv, hvis de mere skumle typer troede at de kunne tag ham, var Vlevius i stand til at kunne klar sig selv i kamp med op til fire mand adgangen. Han reflekser var dog ikke så gode længere, hans knæ var blev slidt ned med årene, og de kunne godt give sig en engang i mellem.
Vlevius havde taget et hjørn som fast plads i værtshuset. Et krus mjød stod foran ham, mens hans sad alene med bog den aften. Selskab havde ikke været bagtanken ved hans besøg, i sted var det en god drink og en af de mange bøger som han godt kunne lide at læse om aften. Han havde endda taget et værelse til gode, skulle han finde på at blive for længe, for med den massive brug af chakra havde Vlevius ikke energi nok til at komme sikkert tilbage til sit hjem uden at blive set af en vagt eller to.
