Markedspladsen omkring ønskespringvandet bugnede af aktivitet, de handlende råbte om kap med vare fra nær og fjern. Men omkring Ønskespringvandet var der overaskende meget ro. Det var som at de handlende havde en uskreven aftale om at der skulle frit omkring springvandet, et frirum på den ellers travle markedsplads.

Rofus havde taget et simpelt job for en af hans mors bekendte. Det krævede bare at han flyttede nogle tunge kasser gennem byen, i bytte for nogle krystaller. Egentlig skulle han ikke forbi ønskespringvandet, men han stoppede op og smed kassen over den ene skulder, imens at han fiskede nogle krystaller op af lommen for at smide to af dem i. Han ønskede i sit stille sind for at tingene skulle blive bedre, samt at han kunne bruge mere tid sammen med Sofie, hun virkede til at have så travlt med alt muligt andet for tiden.
Som han stod og lavede sit ønske, var der nogle folk der kom op og skændes i baggrunden.

Falk var ikke god til at kede sig - havde aldrig været det og ville nok aldrig blive det. Som barn havde hun hevet i sin søster, Hayleys, hår, taget den stakkels piges legetøj, brugt sin evne på folk, når hendes mor ikke så det. Hvad som helst hun kunne, for at fordrive tiden, og det blev altid gjort destruktivt. Først da hun blev introduceret for maling, fandt hun en hobby, der gik ud på at skabe frem for at ødelægge.

Hun malede også konstant. Man kunne aldrig se Falk, uden at se indtørrede rester af maling på hendes hænder, underarme og tøj, men nogle gange, som i dag, var hun ude og ude uden noget at lave. Og så var det som regel at slåskampe startede.

Falk var ikke helt klar over, hvordan den var startet, men hun vidste at manden der slog hende var omkring hendes egen alder og mindst lige så temperamentsfuld, og hun havde ingen kvaler med at slå tilbage. Først da de tiltrak sig for meget opmærksomhed fra resten af markedspladsens handlende, fortrød Falk en smule. Følelsen fordoblede sig kun, da hun efter et slag vaklede bagud og direkte ind i en ung fyr, der stod med en kasse, som så tung ud på skulderen. Hun fik skubbet til både ham og kassen, og hun tog hurtigt et skridt til siden, hvorefter hun greb fat om hans trøje og holdt godt fast i ham, for at forhindre at han skulle miste balancen. Hun lagde oven i købet en hånd imod siden af den kasse han holdt, for at sikre sig at han ikke tabte den på grund af ham.

"Det må du undskylde," sagde hun og havde fuldstændig glemt alt om den fyr hun havde udvekslet næver med for bare et øjeblik siden. Han havde tilsyneladende også glemt alt om hende, for ud af øjenkrogen kunne hun se at han var begyndt at skændes med nogle andre i stedet.

PLOP sagde det da krystallen landede i springvandet. Han håbede virkelig at hans ønske ville gå i opfyldelse. Det virkede som at der var blevet skabt et større postyr bag ham, men han havde som sådan ikke bidt mærke i det, det var indtil at den hersens pige stødte ind i ham, før han viste af det havde hun grebet fat i hans trøje og forhindret ham i at falde. Flot Rofus, det havde da også været kønt hvis du var væltet midt på markedspladsen. 

"Er du okay?" spurgte han lidt forvirret. Hun så ud ud til at være nogle år ældre end ham selv, men han var stadig en smule højere end hende. Vent det lignede at hun havde været oppe at slås! "Du har ikke ondt vel?" spurgte han bekymret, som han satte Kassen ned, der ramte jorden med en lyd der understregede hvor tung den var. Som han så nærmere på hende, fik han et bedre syn på hendes sjæl. Den virkede mest til at være kerner af mørke, om kranset af et ensfarvet lys. Hmm pigen havde både godt og ondt i sig, forhåbentlig var hun ikke så slem igen.

"Jeg 'okay," svarede Falk uden egentlig at overveje spørgsmålet. Hun var vant til bare at give et standard svar. For alt hun vidste af gik folk jo ikke op i sandheden alligevel.

"Ondt?" spurgte hun forvirret, indtil hun kom i tanke om slåskampen hun lige havde været i. Hun var nemt distraheret. Men denne gang tænkte hun faktisk over drengens spørgsmål og øjeblikket efter skar hun en grimasse, da adrenalinen forsvandt fra hendes krop og hun blev opmærksom på en skærende smerte i hendes kæbe.
Hun løftede en hånd til den og følte blod. Fyren hun havde sloges med måtte have haft ringe på, der havde givet hende en hudafskrabning langs kæben. Værre var det ikke, men det sved, og et blåt mærke var også på vej under det.

"En smule ondt," indrømmede hun med latter i stemmen.

Rofus så lidt forundret ud over at hun svare hun var okay, hun så ikke ligefrem ud til at have det okay! Dog hjalp det da hen tilsyneladende fik hende til at tænker over om hun faktisk havde ondt. Især fordi at blodet var ret afslørende. -
Rofus hev et stykke stof som han dyppede i det kolde springvand. "Her hold det på, det tager det værste af det" svarede han med et venligt smil. 
Han havde egentlig ikke været i ret mange slagsmål selv, men han havde smidt et par nar hoveder ud af det Halve Svin. Hvilket havde givet ham et par slag på siden af hovedet, dog var han ret god til at få fat i trøjerne og kaste dem ud på gaden.

"Hvordan kan det være at du endte i et slagsmål" spurgte han nysgerrigt, kassen kunne godt vente lidt, det var han ret sikker på. Det var ikke så ofte at han stødte på piger der endte i slagsmål,

Falk så forundret til imens den unge fyr dyppede et stykke stof i springvandet, og hun var stadig forundret, da hun lagde det imod sin kæbe. Det var dejligt kølende og hun fik allerede lidt mindre ondt. Hun var ikke vant til den slags venligheder fra fremmede, men hun gav på den anden side heller ikke fremmede nogen særlig chance for nogensinde at tale til hende.

Hun lod blikket glide undersøgende op og ned ad ham og hun synes svagt at minde, at han engang havde smidt hende ud fra det Halve Svin. Men det kunne umuligt passe. Sådan en lille unge. Han havde store muskler, men alligevel... Hun kunne ikke få sine minder til at passe sammen og hun valgte at glemme det.

"Jeg, øh..." svarede hun og skævede hen mod hvor det var startet, for at komme i tanke om det. "Nå ja! Fyren trådte på en lille piges bamse. Jeg bad ham om at undskylde. Det gad han ikke. Så jeg prøvede at overtale ham," forklarede hun med et skuldertræk. Hun havde et svagt punkt for bamser.

Rofus kommenterede ikke på det, men det var ret underligt at hun virkede overasket, over han havde været venlig mod hende. Men så igen, med Kiles Orden i byen hvordan kunne man bebrejde hende det? Det var egentlig heller ikke ret ofte at folk var venlige overfor ham. Eller det var heller ikke direkte onde mod ham, men mere sådan ligeglade med ham.

Kan kløede sig kort i håret med hans ene hånd. Hendes hår virkede lidt bekendt, man han kunne ikke liiiige sætte en finger på hvorfor. Måske han havde set hende på markedet? Nej det passede ikke, måske det Halve Svin? Det kunne vel godt tænkes, men der kom så mange der at det var umuligt at holde styr på. 

"Han lyder godt nok som en nar!" svarede Rofus prompte og skulede i mandens retning, han sjæl så overaskende mørk ud her fra, men så igen, han skulle nok tættere på for at kunne sige noget mere konkret.
"Så øhh, har du ellers noget du skal nå?" ordne nærmest fløj ud af hans mund. Hvad ragede det ham hvad hun skulle og ikke skulle? Flot Rofus, virkelig flot.

"Det er jeg sikker på at han er," svarede Falk med et fnys og ligesom drengen så hun i mandens retning. Hun havde lyst til at smide noget efter ham, men havde ikke noget i hænderne. Så skulle hun kaste noget fra den taske hun havde over skulderen, og det havde hun heller ikke lyst til.

Hun kastede med sit tykke hår og så overrasket på knægten ved hans spørgsmål. Det var ikke første gang hun havde forsøgt at narre nogen og hun brugte ikke mere end et sekund på at svare ham, med et kækt smil; "Jeg har faktisk noget, som jeg godt kunne bruge din hjælp til. Hvis du har tid? Det haster ikke, vi kan sagtens aflevere den der først," sagde hun og pegede på kassen.

"Mit navn er forresten Falk," sagde hun og med ét slappede hun meget mere af i både kroppen og ansigtet, så hun ikke længere så så sur eller irriteret ud, men nærmere gav udtryk af at være afslappet og glad. Hun havde fundet noget at tage sig til, og hun var langt mere behagelig når hun ikke kedede sig.

Rofus nikkede anderkendende. Hendes næste svar kom dog lidt som en overraskelse, og før han nåede at tænke var han gang med at svare hende "Øh jo det kan jeg da godt! Men så må vi nok hellere få afleveret kassen" I det mindste havde hun ikke taget det som at han flirtede med hende! Han havde ingen anelse om hvad han havde gjort hvis hun havde tolket det sådan!

"Ligesom fuglen? mit navn er Rofus" svarede han hende, dog var der ingen grund til at fortælle at han var Telmas søn, det ville sikkert kun skabe flere problemer hvis folk fandt ud af han var i byen. Dog var det var rart at se at hun virkede lidt mere afslappet nu, det våde stof havde sikkert hjulpet. 
"Det er den her vej!" sagde han og hurtigt samlede han den meget tungt udseende kasse op og bar den af sted. De gik fra Ønskespringvandet gennem travle gader til et af de lidt mere skummel udseende beboelseskvarterer. Her fandt de en gyde med en kælder lem, som Rofus bankede en rytme på, før at han efterlod kassen, og tog falk med videre.
Hvorefter han spurgte hende "Så hvor skal vi hen?"

"Det må vi nok hellere," svarede Falk og stak begge hænder i sine lommer og så til imens Rofus løftede kassen op igen. Hun var selv rimelig stærk, men havde ikke tænkt sig at tilbyde ham sin hjælp. Han så jo ud som om han klarede det fint uden.

"Ligesom fuglen, ja," svarede hun med et bredt smil og lod ham vise vejen. "Jeg ved ikke hvad min mor tænkte på, da hun navngav mig, jeg har faktisk aldrig spurgt. Men hun har også hundrede børn, så måske hun bare løb tør for navne." Falk trak på skuldrene, men smilede til Rofus, så han kunne se at hun jokede. Ikke omkring at Liv havde hundrede børn, for det var sikkert sandt nok, men om at hun var løbet tør for navne.

"Det er faktisk lige i nærheden," svarede Falk og så sig omkring for at orientere sig. Hun var glad for at måden de havde afleveret kassen på havde set så suspekt ud, for så havde hun det ikke så dårligt over at føre Rofus med sig til noget endnu mere suspekt.
Hun ledte vejen længere ned igennem det skumle kvarter, indtil de nåede et hjørne, hvor Falk stoppede op og skævede hurtigt omkring det. Ned ad vejen rundt om hjørnet stod en gruppe af mænd udenfor et hus, de fleste af dem rygende og drikkende og de var helt tydeligt alle med i samme bande, i hvert fald for én som Falk, der var vant til at omgås den type.

"Mændene dernede, det' mine venner og de leder efter mig. Gider du fortælle dem, at jeg venter på dem hernede?" Falk satte sit hår op imens hun talte, og gik derefter på hug for at fjerne nogle kasser, der afslørede klar rød maling og en pensel under dem. 

Rofus løftede mistroisk det ene øjenbryn "Flere hundrede? Altså jeg kan da godt forstå at så er svært at finde på navne, men det er godt nok mange børn!" svarede han med undren i stemmen. Det var fair nok at hun ikke havde lyst til at snakke om sit navn, hun havde sikkert et besværligt forhold til hendes mor, eller noget hen af det. Hans egen mor havde også mange børn, uden at tælle dem der var voksne, men over hundrede havde hun dog ikke.

Rofus trak lettet på skuldrene. Han havde frygtet at de skulle til den anden ende af byen, eller noget i den stil! Dog som Falk ledte an kunne han ikke andet en føle en nagende fornemmelse om at der var et eller andet galt, men han kunne ikke sætte en finger på hvad der præcist var. 
Rofus løftede igen sit øjenbryn "Det kan jeg godt, men hvorfor kan du ikke sige det til dem?" spurgte han lettere forvirret. Hvis det var hendes venner hvorfor kunne hun ikke selv gå hen til dem? Og udover det kunne det godt ligne at hun var ude på ballade. "Hvis du er i problemer med dem, skal jeg nok gå hen og snakke med dem for dig" tilbød han med ro i stemmen.  

Falk grinede da Rofus tog antallet af børn Liv havde seriøst - ikke at det ikke havde været seriøst, for det havde det skam, og i realiteten havde Liv muligvis mere end flere hundrede børn, men hun havde ikke regnet med at han ville tage det seriøst alligevel. Det var trods alt ikke hver dag at man mødte så gammel en kvinde som Liv.

Det kom bag på Falk at Rofus var sådan på vagt overfor hende. Han havde ellers virket så godtroende indtil nu. Hun åbnede munden for at svare ham, men gik i stå fordi hun skulle bruge tid på at komme på en undskyldning - heldigvis for hende løste Rofus problemet for hende.

"Øh.. jo, ja, jeg mener - ja, jeg er i problemer med dem. Du må.. Du må meget gerne snakke med dem. Tak. Jeg, øh, bliver bare stående her indtil du giver mig tegn om at alt er cool, hvis det er okay med dig." 

Rofus var ikke synderlig overasket over at Falk tøvede med at svare ham. Han havde trods alt set at hun havde rodet sig ud nogle problemer, og den slags kan være svære at indrømme, sådan havde han det i hvert fald selv. 
"Bare rolig, jeg skal nok få styr på det" sagde han og lagde kort en hånd på hendes skulder. Det var nok lidt meget han var ved at rode sig ud i, men det lignede at hendes sjæl ikke var så langt fra at kunne vendes til en der var helt god, så det var det værd at forsøge!

Målbevist gik han hen mod bande medlemmerne "Jeg hører at i har et problem med Falk? Jeg er her for at finde en løsning, har i et problem med det?" Okay Rofus, at være næsvis overfor dem var nok ikke den bedste plan, selvom at de virker til at være så brugbare som ork pis.

Falk blev kun endnu mere forbløffet, des mere Rofus sagde. Hun kunne slet ikke forholde sig til, hvordan han lod til at være en oprigtigt god fyr. Hun gengældte den fysiske kontakt ved også at klappe hendes skulder, lidt akavet, men glad for at hun havde gjort det, da han begyndte at gå op mod banden uden at stille yderligere spørgsmål. Det kunne jo være, at det var sidste gang hun havde rørt den skulder, inden de muligvis rev armen af ham.

Hun spildte heller ikke tiden; så snart han begyndte at gå, greb hun spanden med den røde maling og penslen, og sneg sig den modsatte vej rundt af bygningen, for at nå hen til siden af det hus banden stod ved. Herfra kunne hun ikke se Rofus og han kunne ikke se hende, men én af bandemedlemmerne stod nærmest lige ved siden af hende, men med ryggen til.

Så lydløst som muligt, skrev hun med kæmpestore bogstaver på huset: 'FALK'. Hun hørte slet ikke efter hvad Rofus sagde, eller hvordan de reagerede. Det var muligt at de ville tilgive hende for at stjæle fra dem, hun havde trods alt ikke stjålet så meget, og hun havde mest gjort det for at skabe drama, men hun hadede kedsomhed, og hun var overbevist om at hun ville kede sig, hvis banden tilgav hende, så selv efter hun metaforisk havde pisset på deres territorium ved at skrive sit navn på deres hus, begyndte hun også at tegne en gigantisk penis ved siden af det.

Hun var i gang med klatter af sæd eller tis, der fløj ud af penishovedet, da en af bandemedlemmer så væk fra Rofus og fik øje på hende.

"Løb, Rofus!" råbte hun som en advarsel og kastede spanden med maling til bandemedlemmet, der først greb spanden efter at have fået maling ud over det hele. Falk var allerede sat i løb og sprang direkte forbi den mand, der havde fået øje på hende, og videre hen til Rofus, som hun greb fat om håndledet om, og trak ham med sig.
Hun var ikke sikker på, hvorfor hun ikke bare var løbet den anden vej, men et eller andet havde sagt hende, at hvis ikke hun havde trukket Rofus med sig, ville han ikke have nået at sætte i løb tids nok til at komme væk.

Rofus var egentlig en rar gut, han ville folk det bedste, og kom sjældent i problemer. Eller rettere, han havde en tildens til at ende i problemer fordi at han gerne vil hjælpe andre, og det har var helt klart et af de tilfælde! Bandemedlemmerne var ikke lige frem gode folk, og ham den skallede i bagrundens sjæl var noget så mørk. Ork pis! "Hvad bilder du dig ind knægt?!?!" råbte den skallede af ham, mens han hastigt gik truende tættere på. "Tror du bare at du kan komme her, uden de ting hun stjal fra os??!" 
Pis pis pis! For det igennem hovedet på ham, okay tag det roligt, bare ladvær med at provokere dem yderligere så skal nok gå! "I havde sikkert stjålet dem i forvejen! Så det gør da ingen forskel!" råbte han tilbage. Virkelig flot Rofus, alle de ting du ikke skulle sige i en sætning. 
"OI! Hva' laver tøsen der!" udbrød en de to andre, og pegede i retning af Falk. Pis! tænkte Rofus, og begyndte at løbe som han fik besked på, Han koncenterede sig kort da han satte af med højre fod, og den skallede mand der løb efter dem faldt så lang som han var med et hyl af smerte. 
Ikke at han brød sig som at folk kom til skade, men den nar havde fortjent det. 

Efter at de var løbet lidt væk, udbrød han "Hvad i alverden skulle det til for?!?!" 

Falk nød hvert et ord hun overhørte Rofus udveksle med bandemedlemmerne. Han virkede usædvanligt god for en ung fyr at være og havde hun haft tid til at tænke over, hvad hun havde gang i, ville hun måske have stoppet sig selv, men før hun vidste af det løb de sammen ned ad gaderne, på flugt.

Falk hev efter vejret, da de var stoppet op på sikker afstand af mændene, og med en arm børstede hun sit store, krøllede hår væk fra øjnene. Hun troede at hun måske havde sat det op, inden hun havde malet sit navn og en stor penis på muren, for hun plejede at sætte sit hår op inden hun malede, men hvis hun havde var elastikken faldet ud under deres flugt.

"De fortjente det," svarede hun og løftede selvsikkert hagen, af ren forsvarsmekanisme. Hun var klar til at slås, hvis det var dét Rofus ville nu. "Og desuden - så længe de har travlt med at lede efter mig, har de ikke tid til at lave så meget lort her i bydelen. Jeg bor helt oppe i den øvre bydel, så jeg er alligevel sikker." Nu løftede hun også begge øjenbryn, som for at indbyde Rofus til at modsige hende. Hun havde ikke tænkt på om Rofus var sikker eller ej - flertallet frem for individet. De havde i hvert fald sørget for at de fleste ikke ville blive generet for meget af den bande lige foreløbig.

Som de stoppede og fik pusten, begynde Rofus hår at få sin fylde igen, og lå ikke længere fladt langs hans hoved. Han burde være rasende! Hun havde løjet for ham og udnyttet ham! Men lige nu var han mest af alt lettet.

Rofus rullede med øjnene, fedt nu skulle hun til at lege bedrevidende storesøster! "Selvfølgelig gjorde de det! Lederens sjæl var sort som natten!" svarede han mens han slog armene ud til siderne. "Sikkert men hvorfor var det at mit navn skulle blandes ind idet?!" han sukkede kort "Jeg har problemer nok i forvejen" Han ville gerne tro at på at hun gjorde det for at beskytte andre, men lige nu havde han pænt svært ved at tro på det. 
"Hvorfor løj du for mig?" spurgte han meget undrende. Han var sikker på at hun havde noget godt i sig, han havde set det, men det var godt nok svært at finde da hendes sjæl var så flakkende. 

Falk hævede begge øjenbryn da Ruofus talte. Både af det han sagde og med den vrede det lykkedes ham at sige det. Hun havde ikke regnet med at han kunne blive så bestemt, og det lod til at hun havde undervurderet ham helt generelt. Det skete oftere end hun ville indrømme med de oprigtigt gode mennesker hun mødte.
Derudover var det interessant at han kunne se farverne på folks sjæle. Falk ville gerne vide hvilken farve hendes sjæl var, men inden hun kunne få spurgt snakkede Rofus opildnet videre.

“Jeg troede ikke du ville hjælpe mig, hvis du kendte sandheden,” svarede Falk med et skuldertræk, som var det eneste der opretholdt hendes kølige image bare en smule, for hendes blik var slået ned i skam.

“Kender de dit navn eller hvad?” Spurgte hun med sammenrynkede øjenbryn. For hende virkede det som om han nemt kunne blande sig i mængden af indbyggere.

Rofus sparkede irriteret til en sten der landede noget hårdere på jorden end man lige skulle have troet. "Hvis du ikke giver folk en chance, så bliver du kun skuffet over folk" kom det lidt tørt. Han ville egentlig gerne være vred på hende, men den måde hun så ned i jorden på, kunne han godt se at hun havde taget fejl. Og det var godt nok for nu.

Virkelig? Havde hun allerede glemt det?!? Fordi du råbte det foran dem svarede han sammenbidt. Jo det havde være for at hjælpe, men kunne hun ikke have råbt noget andet!

Surmulende vippede han sin ene fod op og ned på stedet. "Nå, skaden er sket, hvad så nu?" Han så hen mod hende, måske havde hun en plan? Han var på ingen måde sikker, men han havde i det mindste lov at håbe

Falk sank en klump, da Rofus belærte hende. Den her lille knægt - stor fysisk, men lille i alder -, der belærte hende om andre mennesker. Det var nok til at få hendes kinder til at blusse op i varm skam.

"Der er sikkert mange, der hedder det samme som dig," svarede hun så lavmælt at det næsten var en hvisken, og for en enkelt gangs skyld var det mere end slags trøst eller forhåbning end det var for at provokere eller svare igen.

Hun så op mod skyerne imens hun overvejede hans ord. "Det var faktisk alle de planer jeg havde for i dag. Jeg laver ikke så meget. Går bare rundt og keder mig normalt, du ved. Hvis det vil gøre dig glad, kan jeg gå tilbage til banden og give dem nogen bank? Så glemmer de garanteret dit navn." Hun smilede forsigtigt til ham for at kommunikere at det var en joke - hun kunne på ingen måde give nogen bank, det fungerede hendes evne slet ikke til. Hun jokede også kun i håbet om at det ville gøre ham i bedre humør.