Spike holdt sværdet ud foran sig, albuerne bøjet. Han tog en dyb indånding, og mærkede den kolde luft løbe ned. Han svingede sværdet mod træstubben foran sig tre gange, og hver gang udåndede han skarpt. Hvert slag faldt fra en ny vinkel og stoppede centimeter fra træet. Hurtigere, tænkte han og rettede sværdet mod stubben.
Der var ikke mange ting man kunne få tiden til at gå med, når der ikke var behov for at jage. Han havde været tilbage i tre dage, og havde brugt det meste af tiden på at genopfriske sine sværdstil, der var blevet rusten efter årene han havde brugt i eksil. I al den tid han havde boet i skoven havde han ikke fået gæster - hytten lå godt skjult af en klynge træer i bunden af en mindre dal.
Hans tur til byen havde været en katastrofe, da han ved et tilfælde var kommet til at røre ved en pige der kopierede kræfter. I den efterfølgende ballade havde han mistet kontrollen, og selvom der ikke var nogen der var omkommet, var der unægteligt nogen, der havde set ham i aktion. Det var  tre år siden han havde deserteret mørkets hær, kort efter at inkvisitionen blev væltet og brændt. Indtil nu havde han været død i det offentlige henseende, men det ville nok ændre sig nu. Og mørket havde et nådesløst ry når det kom til håndtering af dessertøre. Han var nød til at være klar.

Ulvehunden Jake lå i udkanten af lysningen og snorkede let. Han kunne ikke regne med dyret i en kamp. Han havde forsøgt at træne dyret til jagt, og selvom det lod til at forstå det meste han sagde til den, adlød dyret ikke ordre, hvis ikke det havde lyst.
Hurtigere, tænkte han og rettede atter sværdet mod stubben.

En kold vind slog bidende imod de grålige kinder, der ikke var dækket at det halstørklæde, som ellers var trukket op for at dække underansigtet af fra den kolde vintervind. Et par gulorange øjne betragtede den lille plet på landskabet, der længere fremme dannede en hytte. Ikaris, den koldblodige jæger havde endelig fundet hvad hun blev sendt ud for at finde - desertøren. Det var ikke mange år siden at de to sidst havde mødtes over et måltid og moret sig kosteligt omkring et bål, dengang var Spikes skæbne endnu uvidst, men sådan var det ikke længere. 
En overordnet havde sendt ordre til den hjernevaskede soldat om at finde Spike, på trods af, at mange troede at denne persona for længst var forsvundet og omkommet grundet manglende informationer om emnet. Pludseligt var der dukket informationer om, at vedkommende endnu var i live i bedste velgående. Dette skulle naturligvis sættes en stopper for, med mindre, at Spike frivilligt indmeldte sig i Mørkets Hær igen, denne gang for tjeneste resten af livet.
Det havde taget Ikaris næsten en uge at finde frem til hans gemmested, men nu var det tid til at tage konfrontationen. Det var ikke noget mørkelveren frygtede, hun havde ikke den luksus at kende til dødsangst, det var for længst et instinkt, der var pillet ud af den hærdede soldat.
I en glidende bevægelse forsvandt mørkelverens skikkelse, der på denne dag ikke var ikædt den ellers vandte tunge metalrustning, men havde byttet denne ud med en hærdet læderrustning, der holdt bedre på varmen i det kolde landskab og som vejede mindre når man skulle bevæge sig langt og uden et kendt mål. ud af en røgsky dukkede hun kort op mellem træerne, inden hun forsvandt igen og dukkede op, ikke mange meter fra Spike. hun havde betaget ham længe træne, men var til sidst begyndt at kede sig og besluttede at det var på tide at tage konfrontationen.
"Din ferie er slut Spike. Det er på tide du kommer tilbage hvor du hører til!" Stemmen var som altid ru og hæs, en stemme der ikke hørte til nogen yndig kvinde, men nu kunne såmeget diskuteres om hvorvidt at mørkelvere med deres forskruede natur, overhovedet var i stand til at besidde ynde.

Han var midt i en manøvre da hun dukkede op udfra ingenting. Det gav et sæt i ham, og han væltede til siden, væk fra lyden. Inden han havde tid til at orientere sig pegede han sværdet i retning af hvor Ikaris var dukket op, og gav et genkendeligt suk fra sig. At det var hende de havde sendt, af alle personer, lå et sted mellem idioti, geni og nådeløshed. De måtte være klar over at hun dårligt kunne gøre noget for at skade ham. På den anden side var der god mening i at sende hende, da hun kunne bruge både sin magiske evne og deres historie til at indflyde ham. Og han havde ikke lyst til at dræbe hende - det måtte han indrømme - på trods af hvad han havde set hende gøre. Hun var en af de få personer der kendte ham for hvem han var, eller i hvert fald hvem han havde været. Han var ikke sikker på om man kunne kalde dem venner, men hun var måske det tætteste han havde haft. Trist, men sandt.
"Ikaris . . ." Begyndte han tvivlsomt. Hvad ville han sige? Troede han virkelig at han kunne overbevise hende om at lade ham være? Hans hånd knugede fastere om sværdet, der stadig var rettet mod hende. "Du skulle ikke være kommet her." Spike havde aldrig været en stor ordsmed, og det var det bedste han kunne mønstre.

Ulvehunden havde rejst sig op ved lyden, og bevægede sig nu hen mod Ikaris med blottede tænder, en dyb knurren i dens strube. Spike trådte ind mellem den og hende - en tom gestus taget i betragtning at hun kunne teleportere, men en gestus ikke desto mindre. Han stak sværdspidsen ned i jorden, og lagde en hånd på skæftet af en af sine knive. En kniv ville være et langt mere effektivt våben mod Ikaris, skulle hun vælge at angribe.

"Jeg er færdig med det liv, Ikaris. Jeg kan ikke fortsætte det længere.."

Mørkelveren log den ene behandskede hånd lukke sig omkring halstørklædet hun ellera havde båret for at beskytte ansigtet fra kulden, inden hun trak det ned, så hele hendes ansigt kunne beskues, der var en kende læ i dalen, hvilket var rart, når man somIkaris nu i flere timer havde siddet på en bakketop og beskuet Spike, for at vide sig sikker på, at det var den rigtige hun havde fat i.
Som en doven kat lænede hun sig mageligt op ad et nærstående træ, mens hun beskuede Spike, der nu havde hærdet stål rettet direkte imod hende. Ikke noget der skræmte hende synderligt, hun stolede blindt på egne færdigheder.
"Du ved lige så vel som jeg, at jeg ikke havde noget valg, det er Herrens ønske!" Et sløvt blik blev kastet på den bidske hund, mørkelveren ville nok aldrig forstå umagen mange mennesker gjorde sig ved at holde sådanne dyr, der ingen nytte havde. Mange mennesker knyttede sig endda så voldsomt, at de ikke engang ville kunne æde kræet, hvis tiderne blev trænge nok.
Øjenkontakten elveren havde fået med det kræet blev dog bræt afbrudt af Spikes person, som stillede sig ind mellem de to væsener, på trods af, at Ikaris havde flere liv på samvittigheden end langt størstedelen af Krystallandet, var det jsældent hun slog ihjel ugen grund, det måtte Spike også vide. Forfandtes der ikke nogen form for betaling eller formål, var det sjældent anstengelserne værd. Derfor var det larmende kræ også i god behold, for nu.
"Det har du desuden heller ikke, der er kun to muligheder..." De pupilløse øjne blev knebet en smule sammen, mens hun lagde armene over kors og nikkede kort. "Enten kommer du med mig, tilbage til borgen hvor du hører til, og så må du tage den straf der hører sig til..." Der var ikke en mine der fortrak sig på elverens hærdede ansigt, det var der i øvrigt sjældent, men nu, så hun gravalvorlig ud "Ellers slår jeg dig ihjel på stedet. Du ved, at vores Herre tolererer forræderi lige så lidt som jegselv!" 
Elveren behøvede ikke at tage sig til hoften, der hang hendes sværd, men med et liv dedikeret til at kæmpe, vidste hun præis hvor det sad, ligesåvel som det tunge skjold der hang på hendes ryg som var det almindelig oppakning.

Noget ved Ikaris fik ham til at glide ind i sin gamle personlighed, i hvert fald til dels. Kraften af hvem man omgås, og alt det der. Han kunne ikke lade være med at le dæmpet af hendes trussel. Medmindre hun havde fået nogen nye tricks op i ærmet siden sidst, var det en tom trussel. Spike var ikke modtagelig overfor fysiske våben, og hun havde ingen angrebsmagi. Hunden kunne fornemme at der var noget under opsejling og at den nok ville være bedst at løbe sin vej. Med halen mellem benene begyndte den at løbe om mod bagsiden af hytten.
Han trådte frem og tørrede en falsk tåre ud af øjenkrogen. "Ikaris, jeg høre ikke til nogen steder," han strakte armene ud i en åben gestus, og havde nu en kniv i hånden, trukket med den anden hånd end han havde rørt sit ansigt med. "Jeg er et monster!" latteren var væk fra hans stemme, erstattet af en vred irritation. "Jeg har ingen venner," han stak pludseligt kniven ind i sin egen side, "jeg har ingen familie," han trådte frem mod hende, og stak sig selv igen, "intet hjem," et sidste skridt og endnu et stik - "OG JEG HAR INGEN HERRE!" Han trak kniven ud af sig selv, og gav slip på den i en glidende bevægelse, så den fløj frem mod hende. Kniven var dækket i et tyndt lag af hans giftige materiale, men han tvivlede på at den ville ramme hende. Kniven var mere en erklæring end den var et angreb. Han stillede sig roligt, børstede sne af sin ærme, med den fulde intention om at lade hende ramme med sit bedste angreb. Han kaldte hendes bluff - der var ingen måde hun kunne dræbe ham, selv hvis hun ville. Dæmonøjet var fremme, så han kunne se selv hvis hun prøvede at bruge mørkets kræfter mod ham.

Ikaris betragtede personen foran hende, hvis karakter der langsomt bevægede sig hen mod højere og højere form fro dramatik. På trods af, at elveren var dybt socialt handicappet, formåede hun dog at fange hans meget skiftende følelsesspekter. Om det var noget han faktisk mente, var dog uden for hendes forståelsesrækkevidde. En tynd dramatisk lyd, næsten som et suk, men væsentligt mere skingert blev klemt ud mellem de grå læber idet Spike begyndte at stikke sig selv. Ingen medlidenhed var at finde hos mørkelveren, nok snarre irritation over, at han ikke bare kunne få sit hysterianfald overstået og følge med hende. Af samme årsag var det let at fornemme, at hun måtte rulle med øjnene, på trods af, at dette normalt krævede en kende øvelse at aflæse mørkelveres blik. 
Den dovne stilling Ikaris havde indtaget op af træets ru bark, blev dog pludseligt afbrudt idét spike kastede slebet stål efter hende, i en ren refleksbevægelse vendte hun rundt, så klingen slog imod skjoldet hun bar på ryggen med en hul klingende lyd, inden kniven dumpede ned på jorden ved hendes fødder.
"HEY!" hvæsede hun med en farefruende hvidslen. "Jeg er ikke kommet for at agere barnepige Spike, så stop dit hysteri!" en bestemt pegefinger blev rettet direkte imod manden foran hende, det var helt tydeligt, at han forventede et fysisk angreb fra den faretruende trænede elver men dette kom ikke, faktisk tværtimod.
I en lang glidende bevægelse trådte hun et langsomt skridt imod ham, inden hun strakte en læderbehandsket hånd frem imod hans ansigt, i et forsøg på at kærtegne hans kind.
"Faktisk, er jeg sikker på, at du savner os..." Det orangegule blik blev næsten moderligt et kort øjeblik, som ønskede hun at trække Spike tæt til sig og give ham et familiært kram. "Det hele venter på dig derhjemme. Vi venter på dig." Ikaris manipulationsmagi begyndte at pulse imod det andet væsen, en overbevisning om, at hæder og ære, samt et lunt sted at sove og en plads i fællesskabet ventede var næsten til at smage.

Spike var mildt sagt overrasket over at hendes reaktion ikke var kraftigere. Det fik ham til at stoppe hvor han stod, og overveje om han måske ikke overdrev en smule. Hvis hun var så rolig omkring det, var der nok ikke den store grund til at overreagere... Han blev fanget af hendes blik, fastfrosset på stedet af en pludselig tvivl. Hendes ord fik ham til at tænke tilbage på hans tid i borgen. Hans tid i fangekælderen, hvor han havde frit spil til fangerne. Nogle af dem var for vigtige til at han måtte dræbe dem, men de fleste var bare tilfældige bønder, der ikke kunne betale deres skatter. Og han kom til at tænke på de ting han havde gjort ved dem, umenneskelige, nedværdigende ting. Hans lege sluttede altid på samme måde. Han ville spise dem levende, langsomt, og havde de nogen der kunne se på, tvang han dem til det.
Og han havde gjort det alt sammen frivilligt, fordi han havde lyst. Han var ikke menneskelig, hvorfor skulle han have et problem med at dræbe dem når han ikke var en af dem? Hvorfor skulle han benægte sig den sult, der lurede langt inde. Men han huskede også de tavse ansigter af børnene som de hang fra deres håndled og blødte ud.
Han løftede roligt sin hånd, og greb om hendes håndled. "Ikaris," sagde han og søgte hendes blik. "Stop. Jeg ved hvad du laver. Stop det." Hans øjne indeholdt en kaotisk blanding af syndsforladelse og syndefald, der kæmpede om dominans. Men under det hele, i hans kerne, var det stål, der kiggede tilbage. Alligevel kunne han ikke holde hende ude af hans hoved.

Det var ikke for sjov, at Ikaris havde fået opgaven at hende Spike. Den generelletone på borgen var, at Ikaris var en hjernevasket blæst soldat, hvis eneste egenskaber og indhold var, at slås og slå ihjel. Det ar heller ingen løgn, Ikaris var købt og betalt for sine evner i kamp, for mange år siden, dengang Melkor sad på tronen. Hvad køberen dengang ikke vidste var, at Ikaris magiske evner ikke havde været just typiske for hendes slags, fremavlede soldater. De fleste besad en form for kampmagi, men ikke denne elver, det var i og for sig også hip som hap, det var ikke deres magiske sider der blev trænet der hvor hendes slags blev opdrættet, det var først noget der kom senere.
Heldidvis var hun efterfølgende blevet god til at mestre de magiske aspekter, og det blev nødvneidgt nu, for Spike var viljefast, men det var hun ogsså.
"Hvorfor? Du ved jeg har ret" Mørkelveren lod Spike tage fat omkring hendes håndled, hun strittede ikke imod, eller flyttede sig, hun lod ham bare stå der og holde hende i et fast greb, det var ikke så ofte det skete. Faktisk kunne hun ikke huske hvornår hun sidst havde haft en fysisk kontakt med et andet væsen der ikke involverede mord eller vold. "Og jeg ved du higer efter det, du savner det, lyden, lugten, smagen. Jeg er ikke dum Spike. Den eneste grund til at du ikke føler at du kan vende hjem, er fordi, din stolthed byder dig det" Ikaris trådte tættere på, mindskede afstanden mellem de to, til at være ganske lille, hun søgte hans blik, og tiltede hovedet en kende nedad, hun var trods alt højere end de fleste. "Men du ved også at vi kan tilbyde dig så meget mere, meget mere end et sølle liv, hvor du skal jages resten af dine dage, og er tvunget til at gemme dig væk i en hytte" hun lagde den ande hånd imod hans skulder, i en tung venskabelig gestus. "Mest af alt ved jeg at du higer efter det fordi, du ikke kan lade være... Der var en grund til at jeg overhovedet kunne finde dig i første omgang!"  

Han var ikke overrasket over at hun ikke forstod, hvorfor han var løbet. Da inkvisitionens tårn faldt havde det lykkedes ham at få pøblen til at tro at de havde taget ham med i faldet, og for første gang følte han sig fri. Og i det øjeblik, efter en livstid som jæger, kriger og tortør, havde han ikke længere lyst til at dræbe. Måske betød det at han ikke var fortabt - måske havde han endnu en chance for at gøre det rigtige.
Men hendes ord var silkebløde, og sneg sig ind i hans hoved hvor de fandt stemmer, der var enige med hvad hun sagde. Han kunne ikke sige hende imod, føltes det som om, selvom han dybest inde godt vidste at hun tog fejl - hans stolthed var død for mange år siden.
Og selvfølgelig var hun her på grund af pigen han havde angrebet i byen, ligegyldigt hvor villig han havde været til det. Både mørket og lyset ville være efter ham, den ene for at få ham tilbage og den anden for at forhindre det.
"Drømmer du nogensinde om de folk, de fik os til at dræbe?" han tog sig selv i at komme med en undskyldning, nok havde de beordret ham til at dræbe, men han havde gjort det villigt. "Kan du se deres ansigter for dig? Høre deres skrig?" i hans egne øre lød det som en halv forklaring, og han kunne ikke sige med sikkerhed om det var hendes indflydelse der gjorde det eller ej. Han kiggede op på hende, og ønskede at han havde styrken til at fjerne hendes berøring. Han ønskede at han kunne forklare at han stadig kunne mærke noget menneskeligt i sig, der kæmpede imod det monster han demonstrerbart var, men han havde hverken ordene eller talentet til det. 

Det var sandt, at Ikaris ingen ide havde om hvorfor at Spike var desserteret i første omgang, generelt ville hun nok aldrig lære at forstå frihedsprincippet. Det var noget, som var tæsket ud af hende for mange mange år siden. Skulle dagen nogensinde komme, hvor hun blev sat fri fra hæren af en eller anden obskur grund, ville hun sikkert ende med at gå til grunde, enten dét, ellers ville hun frivilligt søge tilbage til hånden der både slog og fodrede hende, tilbage til opdrætterene, der ville kunne give hende et nyt kald, en ny herre, noget nyt at rette sig efter. 
De pupilløse øjne flyttede sig ikke i kontakten med Spike, hun lod sig selv drage ind i illusionen hun gerne ville skabe, det var essentielt for formålet. Opmærksomt lyttede hun til hans ord, det var ikke atypisk at folk forsøgte at vige bort fra et emne, slet ikke når de vidste, at det, eller i hvert fald visse aspekter, var sande.
Hun smilede skævt til hans ord, ikke hånende, nærmere forstående, hun behøvede dog ikke lang tænketid. "Nej." Det var vitterligt sandheden, Ikaris sov godt, det var hendes mål, at slå ihjel var det hun var født til, og hver gang hun tog livet fra en modstander, gjorde hun sig selv dét mere værd, hun fik et godt rygte hos hendes opdrætter der ville blive stolt. Ikaris var et købt produkt, en tanke, hun for længe siden havde affundet sig med. "Dem som vi har slået ihjel, har stået i vejen for herrens plan, de har altid haft muligheden for at underlægge sig. Det er deres valg. Vi har ikke gjort noget forkert, vi har fulgt den større plan, vi har været dygtige og værdsatte!" Ordene kom ud som var det den pureste sandhed, det var det vitterligt også for mørkelveren, intet i denne verden var mere rigtigt. Hendes greb forblev hvor det var, som et tungt men trygt tillidstegn. "Og hvis du vælger et liv som udstødt og jagtet, bliver den skræk der har sneget sig ind i dit sind, blot meget mere overlegen!" Mørkelveren så et øjeblik oprindeligt bekymret ud for Spike, at han skulle nå dertil hvor han fik samvittighedskvaler. Der var ingen frelse for væsener som dem, uanset hvor gerne man ville tro på det.
"Lad det ikke æde dig op, du er for dygtig til hvad du laver til at hengive dig til uhensigsmæssige samvittighedskvaler. kom- Tag med hjem, tag med til hvor du hører til!"

Han kunne mærke, dybt i sig selv, hvordan vrede boblede til overfladen. Han var vred på hende, men mest af alt sig selv. Vred over at føle den tvivl han gjorde,  vred over at han ikke kunne finde de rigtige ord til at beskrive hvordan han følte. For kunne det hele ikke have været anderledes, hvis den hånd der blev rakt ud til unge Spike Lee, ikke havde været en ridders jernhandske? Hvis han var blevet opfordret til at kontrollere sin sult, fremfor at give den frit spil? Men ultimativt kunne han kun bearbejde sig selv for det - intet havde tvunget ham til at tage imod hjælpen. Han fangede hendes blik. I hans øjne ville hun nu kunne se vrede, skam, frygt og had alle brændt i flammen, der var hans viljestyrke. Der var mere end en lille smule vanvid i de øjne.
Han ønskede at han kunne forklare at hun heller ikke behøvede at gøre som de befalede, men han vidste at han ikke kunne overbevise hende om noget - der var ingen grund til at prøve. Hun ville kun vende tilbage med ham i sin behold, eller under trussel af død. Snart ville tiden til ord være ovre, men han kunne gøre et sidste forsøg.
"Jeg høre ikke til længere, Ikaris. Jeg tager ikke med dig. Rejs tilbage til borgen, og fortæl dem du ikke kunne fange mig. Hvis jeg ser dig igen, vil jeg dræbe dig. For gamle dages skyld." Hans stemme var rolig, men ikke kold. Som han talte strammede han grebet om hendes håndled, men lavede ellers ingen bevægelser. Der var ingen tomme trusler at finde i hans øjne. 

En ild bredte sig i mørkelverens blik. Et øjeblik troede hun på, at hun havde overbevist ham om, at det var det rigtige for ham. At alle hans længsler og kvaler ville være løst, hvis bare han fulgte med hende. Af samme årsag gav det hende næsten stød idet han afviste hendes forslag. Den magiske kraft der havde pulseret imod Spike løb som en strøm ned gennem hendes lange senede krop. Det slog næsten luften ud af hende, som hendes muskler et splitsekund gav efter, inden hun genvandt kontrollen og tog en dyb indånding. Så rettede hun sig , i sin fulde ranke højde, der intimiderede de fleste. 
"Nuvel..." Ikaris skævede kort sidelæns, til der hvor hun var kommet fra. Med en tilpas afstand til hytten havde Ikaris plantet flere krukker, i tilfælde af, at det skulle komme til en konflikt, hun var klar over, at Spikes magiske form var noget nær umulig at komme til livs, derfor ville det i en eventuel konfrontation blive nødvendig at transportere hans masse i flere dele, hvor grimt, det så end lød. Ikke at hun heller var sikker på denne teori, men det var dét hun havde kunne komme på, der var mest realistisk. 'Bring ham til mig i live'. Var lettere sagt end gjort, men en ordre var som bekendt en ordre, og sådan en skulle følges, ufravigeligt.
"Du ved jo nok, at jeg ikke kan bortkaste mit løfte Spike. Jeg kan ikke vende tilbage uden et resultat, det ved du, såvel som jeg... Såvel som generalen!" Mørkelveren var dyrt legetøj, men som det gamle ordsprog prædkede fik man hvad man betalte for, dette gældte såvel soldater som materiel. Ikaris kunne ikke vende hjem med uforrettet sag, lige så lidt, som hun var i stand til at lyve for hendes overordnede. En ren umulighed.
Det tog et kort sekund, ikke mere end et halvt hjerteslag, hvor hun endnu hvilede det orange blik imod hans, inden hun i en rasende fart greb om håndtaget på sit sværd, der med en syngende lyd blev svunget i en bue, opad, direkte imod Spikes arm, der endnu holdt fast i hendes, mens hendes anden hånd forsøgte at låste omkring hans håndled. Kunne hun med den runde skærende bevægelse, starte med en arm, ville det bestemt ikke være en dårlig første halvleg. Det bløde moderlige blik som Ikaris havde formået at præstere ændrede sig i selvsamme sekund hendes behandskede hånd havde strejfet hendes trofaste våben. Nu gjaldt det om at kæmpe for sit liv, for hun vidste, at Spike ville vise lige så lidt humanitet som hende selv.

Enhver god soldat holdt altid styr på sin modstanders våben, også før en kamp var brudt ud. Vidste man hvor deres våben var og hvor deres hænder var i forhold til det, kunne man forvente det første slag. Ikke at han kunne bruge den viden til meget, nu hvor Ikaris blik ændrede sig fra bønfaldende til det mere genkendelige køligt kommanderende. Dette var den sande Ikaris, den Ikaris som han kendte.
Spike kunne mærke øjeblikket hendes magi mistede grebet om ham, som var et kvælertag blevet løsnet omkring hans hals. Hvis han trak vejret, ville han have åndet lettet ud. Det måtte være forfærdeligt af leve med så meget usikkerhed. Nu vidste han atter, med fuldkommen sikkerhed, at han aldrig ville vende tilbage. Og at han ville dræbe sin gamle bekendte, hvis det var hvad der skulle til for at være fri.

Armen var tabt allerede før hun fik grebet om hans håndled. Der var intet han kunne gøre for at få den væk i tide, med den hastighed hun kom efter ham. Hvad han kunne gøre, var at slå ud mod hendes hoved med sin anden arm. Enten var hun tvunget til at trække sig, og slippe hans anden arm, eller finde en måde at håndtere den klogede hånd, der kom mod hendes ansigt med en hastighed der var tæt på at matche hendes egen. Hans fingre var spidsede og skarpe nok til at flå hendes hud og kød.
Sværdet skar hans arm af ved skulderen med samme modstand som en almindelig arm ville have udvist. Hans ekstremiteter havde ikke den største koncentration af materiale, og var derfor blødere end hans kerne og lettere at skære igennem. Han følte ingen smerte, som armen blev frigjort fra skulderen. Ligegyldigt om han ramte med sit angreb eller ej, trådte han tilbage til hvor han havde stukket sit sværd i jorden. Han hev det op af jorden med sin venstre hånd, og stilede sig klar til hendes næste udfald, forberedt på at hun kunne teleportere om bag ham. Den højre arm var allerede begyndt at gro igen, men det ville vare et minuts tid før den var kampklar igen.

Han fangede hendes blik, og kunne ikke lade være med at smile ilevarslende. De havde altid været omtrent lige dygtige i kamp - Hvor Spike var en kende stærkere var hun en kende hurtigere. Om ikke andet ville de næste 10 minutter blive underholdende. 

Ikaris havde aldrig rigtigt nærstuderet Spikes masse, det havde ligesom ikke været relevant før nu. Hun kulle måske have overvejet problematikken tidligere, men som den lydige soldat hun var, var det sjældent hun kastede sig ud i at løse problemer, der ikke fandtes. Desværre var problemet nu meget virkelig, og utroligt tæt på. Hun vidste at Spike var stærk, stærkere end hende, på trods af hendes seje senede bygning, var det ikke just genetikken hun havde med sig når det kom til den fysiske vold, det var i langt højere grad hendes teknik og smidighed der skulle redde hende.
En bølge af succes bragede igennem mørkelveren idét hun mærkede hvordan Spikes skulderled gav efter. Det hærdede sværd skar sig med overraskende lethed igennem Spikes masse. Kortvarigt troede Ikaris, at hun ville møde modstand i skulderleddet, eftersom det seje senevæv som regel godt kunne stoppe et ellers godt sving, men i steder gled stålet direkte igennem og armen daskede ned som vægt i hendes anden hånd. Perfekt. Eller, det regnede hun med, sekundtet efter kom en hånd farende imod hendes ansigt. I en underlig bagoverbøjet bevægelse forsøgte hun at undvige, men Spike var hurtig, forbandet hurtig, hvilket efterlod tre lange flænger i den grålige hud, faretruende tæt på det ene øje. Spikes klo havde startet et sted allerede oppe i den hvide hårlinje og der var derfor efterladt lange kridkvinde hår mellem kløerne på manden, mens næsten sort, tykt blod begyndte at løbe fra sårene som startede i hårgrænsen, nedover den røde ansigtstatovering for at slutte midt på kinden. 
Dette blev der dog ikke lang tid til at studere for Spike, sekundtet efte var Ikaris væk i en mørk lille sky. Mørkelveren skyndte sig hen til en af krukkerne som hun placerede den afhyggede arm i. Et stykke samlet, en million at nå endnu. Der var ingen tid at spile, Ikaris vidste at det var et spørgsmål om tid før hans arm groede tilbage og af samme grund gik der heller ikke mange øjeblikke før hun igen dukkede op ikke længt fra ham. Hun tog en dyb indånding, at skulle sådan frem og tilbage med stykker af Spike ville være ualmindeligt hårdt, grundet den massive brug af magi det ville kræve, hun kunne lige så godt forberede sig.
I en garvet bevægelse løsnede hun skjoldet og lod det glide på plads hvor det hørte til, inden hun langede ud efter Spike i en prøvende bevægelse, hun var nødt til at se hvor hun havde ham rent teknisk, ellers ville kampen blive længere end højst nødvendigt - ikke noget soldaten havde ønske om.

Han kunne mærke kontakten gennem sin arm, som hans klo fangede og flængede hendes ansigt. Såret var belagt af et tyndt, næsten usynlig lag af hans materiale, der gemt i folderne af hendes sår. Materialet ville forhindre såret i et hele naturligt, og kunne kun fjernes ved påføring af magi, noget hun ville erfare om en dags tid eller to, når såret begyndte at gå i fordærv. Med hendes teleportationsevne var det ikke til at sige hvornår hun kunne finde lægehjælp, og det ville næppe hjælpe ham i hans nuværende situation.
Han løftede overrasket øjenbrynet da han så hende stikke af med hans arm. Det var i sandhed en overraskelse, indtil han så hende stikke den ned i en krukke. Der var ikke mange ting, der undslap Spikes øje, men han havde gjort sig til vane ikke at bruge det medmindre det var nødvendigt. Langsomt gik det op for ham hvad hendes plan var, og han kunne ikke lade være med at give et grynt af morskab. Det var i den grad en ambitiøs plan, men han måtte give hende at det godt kunne virke. Hvis altså hun kunne blive ved med at skære hans lemmer af.
Han skar en grimasse da hun hæftede skjoldet fast på sin arm. Det ville komplicere kampen, specielt taget i betragtning at hans arm kun var gendannet til lidt over albuen. Som hendes slag kom ind trådte han let tilbage ud af rækkevidde for angrebet. Kunne han købe tid til at armen var tilbage, ville kampen blive meget mere lige.
"Du behøver ikke gøre hvad de siger, Ikaris."
Spike begyndte at tråde til venstre i små kontrollerede skridt der sikrede at hans balance forblev solid. "Du kan vælge frihed!" Han troede ikke selv på at hun ville lytte, men hvis han kunne købe lidt tid med snak, var det forsøget værd.

Såret Spike havde forårsaget blev ved med at dryppe tykt mørkt blod ned på hendes rustning, det var dog ikke noget hun lod sig mærke mere med, det var ikke mange år siden hun sidst havde været ved at dø i kamp for mørket, så lidt rifter var det mindste problem hun umiddelbart kunne forstille sig. Nu stod hun her, hun havde godt regnet med, at det ikke ville tage Spike mane øjeblikke at regne hendes plan ud, hun vidste godt, at det umiddelbart var komplet hul i hovedet, men det var nu engang den eneste løsning hun havde kunne finde for at transportere Spike med sig til borgen. Han kunne vel bare hældes sammen til en stor masse når de nåede frem... Håbede hun.
Mørkelveren drejede rundskjoldet, det var umiddelbart ikke specielt stort, men det var rigeligt for hende til at kunne beskytte sig fra sngreb, hendes smidighed medførte, at hun var dygtig at lade hendes krop arbejde bag skjoldet og ikke lade skjoldet arbejde foran hende. Spikes ord lod til at prelle komplet af på den høje skikkelse. Hun hævede det ene øjenbrun i en sarkastisk mine, det var ikke svært at regne ud, at manden foran hende ville købe tid, hun kunne se hvordan hans arm langsomt groede tilbage. Frustrerende og facinerende på samme tid.
"Frihed er en illusion som kun børn og bønder tror på!" Ikaris hæse stemme var urokkelig, hendes simple forståelse af verdenen var mejslet i sten. Det ville kræve mere en en flabet desertør at ændre på den.
Kortvarigt lod hun sine fødder mærke underlaget under hende, det var essentielt for kampens udfald, men hun havde ikke meget tid til at orientere sig yderligere. I to garvede hug lagde hun snit imod hans forreste ben, kunne hun få ham ud af balance ville det være gloværdigt for hendes plan. Efterfølgende trak hun skjoldet tæt til sig. Træk og modtræk, det var det eneste det handlede om nu, forskellen var blot, at Ikaris kæmpede for hendes liv, der var næppe meget nåde tilbage i Spike hvis han skulle få ram på hende. Ham derimod... Han sloges blot imod partering... Og muligvis årelang tortur, hans egen medicin, vel at mærke.

Spike trådte let et skridt tilbage for at undgå det første udfald, og blokerede det næste med et modsving af sit eget sværd. Et øjeblik så han sit snit til at lave et modangreb, men hun havde allerede fået skjoldet op, og han havde ikke tænkt sig at tage kampen når han fortsat var en hånd nede. Han trådte tilbage, og begyndte at cirkulere hende igen. Armen var nu tilbage op til håndledet, og han ville snart være i stand til at bruge en kniv igen... Eller bruge selve armen. Han drejede kroppen så hun ikke kunne se hans sårede arm, og begyndte at omdanne enden til et knivsblad med samme bredde og længde som hånden ville have været.
"Jeg forventer ikke at en slave i rustning vil kunne forstå hvad frihed er." Nu forsøgte han bevidst at ægge hende til et udfald, og han kunne ikke lade være med at smile modbydeligt. Hvis hun forventede at han var en barnlig vildmand, ville han give hende barnlig vildmand.
Tanken om hendes nederlag ledte til tanken om at æde hendes lig, og han kunne mærke den sorte sult sørge over tabet af hans arm. Smilet blev til en grimasse som han undertrykte sin trang til at fortære og koncentrerede sig på kampen.

Ikaris var som en slange, hun stod stille kort, analyserede situationen ned til minimalerne. Ikaris var ikke nem at tirre, hun var for trænet til at fokusere på kampen, og kampen udelukkende. Hun tålte ikke nederlag, det var simpelthen ikke en mulighed i hendes verden, det var af samme årsag at hun var her endnu og ikke havde givet kampen op allerede før den var startet. Til gengæld var hun dygtig til at se igennem fornærmelser. Det var ret svært at fornærme et individ uden selvstændig holdning. Egentlig var Ikaris ligeglad hvad folk tænkte om hendes status, så længe de anderkendte hende som en værdig modstander, kunne de såmend kalde hende så hjernevasket de orkede.
"Hellere indfinde sig med virkeligheden, end at flygte fra den. Du er blot en slave som jeg, du har bare ikke indset det endnu. Som et naivt barn!" Ikaris hævede kort de hvide bryn. Hendes tale var udelukkende for at trække tiden, så længe hun ikke var klar over havd Spike havde fundet på, var det bedre at lade ham angribe først, på den måde var et forsvar, efterfuldt af et velplaceret modangreb den bedste strategi. Mørkelveren vendte skjoldet i hånden, mærkede vægten af det. Der var itnet fancy, overdrevet eller specieldesignet over det, det var tydeligvis udleveret i mærkets hær, til folk uden særlig status. Hun behøvede ikke mere, skjoldet var let at tilpasse sig og havde ud fra de mange skræmmer at bedømme reddet hendes liv langt mere end én gang. Hendes sværd var ligeledes et man så hod de fleste af Mørkets krigere, hvor meget de var blevet brugt var individuelt, men Ikaris lå så godt i hendes hånd, at skaftet efterhånden havde taget form efter hendes greb, mens klingen så unaturligt nyhvæsset ud.Nok var hun i manges øjne en simpel slave, men en simpel slave der vidste hvad hun havde med at gøre, i allerhøjeste grad.

Spikes unikke evne havde altid betydet at han ikke havde brug for meget i form af forsvar. Normalt ville han kaste sig på modstanderen, lave en falsk åbning og når de så stak ham, kunne han dræbe dem før de opdagede at han ikke tog skade. Men Ikaris kendte hans evner, og hvad var værre, nu gik efter hans ekstremiteter - Hun havde en plan til hvordan hun ville skade ham. og Spike var vandt til at være usårlig i sværdkamp. Det stillede ham i en vanskeligere position end han var vant til, en udfordring han under normale omstændigheder ville have værdsat. Spike kunne mærke den mørke sult i sit indre, og det reducerede udfordringen til et, irritationsmoment. Hvis ikke han gik forsigtigt til værks, ville hun skære flere af hans lemmer af og stjæle hans krop tilbage til mørket, hvor han unægteligt ville dø.
Han fortsatte sin langsomme cirkulation af hende, og ledte efter en åbning - en dårlig balancefordeling som hun rotterede med ham, eller en sænket parade. Han fandt intet. Til sidst mistede han tålmodigheden, og ændrede sin kurs midt-skridt. Hans krop slangede ud mod hendes, og stak sværdet mod hendes midtliv. Angrebet ville være svært at slå væk med skjoldet, men nemt med hendes sværd - og gjorde hun det var det efter planen. Han sørgede for at holde knivsarmen - der i mellemtiden var blevet længere - skjult, og svingede derefter sværdet bredt ud mod hendes venstre skulder. Blokkerede hun med skjoldet, ville hun have svært ved at se knivshånden, der i samme øjeblik stak ud efter hendes hofte. Bladet for enden af armen var skarpt nok til at skære igennem hendes rustning, men for bredt til at gøre nogen alvorlig skade.

Ikaris var en hærdet soldat, der skulle meget til at slå hendes fokus ud i en given kampsituation.Hun var fremavlet til det, det vidnede de mange ar der var at finde rundt omkring på soldatens krop ligeledes om. Hvad mange forandt med ynde og skønhed ved en silkeblød hud var så langt fra, som man kom, når men betragtede den spidse mørkelver. Langsomt, i en næsten usynlig bevægelse, bøjede hjun let i knæene. Ikke et eneste sekund afveg hendes blik fra modstanderen. Det var af samme årsag, at hyans første udfald blev afværget relativt let med et skridt til den ene side, mens hun vendte siden til og rankede sig op i ret positur, for at uundgå hans klinge. Det andet medførte, at hun måtte dreje sig en kende for at få en korrekt parade med skjoldet, en relativt smal sag for den smidige soldat. I hendes hovmod måtte rovdyrssmilet igen præge hendes ansigt kortvarigt, inden en sviende smerte akr sig ind langs hendes hofteben. Hun gav et forkvaklet hvæs fra sig, noget der nok skulle have været et smerteudbrud, men som hun i givent tidspunkt ikke havde luft til at præstere. Mørkelverens krop bestod næsten af intet fedt. Det var de færrste kvindelige former der var at finde på hende, hvilket også betød, at spikes angreb ganske vidst ikke stak dybt, men direkte ind i sener og muskel. Smertefuldt, som næsten... Ætsende?
I en hurtig refleks svang hun sværdet ned mod spikes anden arm, den han bar sværdet i, som hun umiddelbart havde styr på med hendes forhenværende parade, der havde kostet hendes skjold endnu en træflis og blottede det rå træ under den sorte maling. Én.. ting.. ad gangen. Hendes sving var som det første, en skærende bue, der skulle sikre, at Spikes ark gik af i et enkelt hug. Hun trådte baglæns, frigjorde sig fra Spikes angreb, mere blod løb fra hendes nye sår, som en sort tyk masse, ikke blod, der ville strømme fra et normalt overjordisk væsen.