Sted: I klitterne ved rebellerns teltlejr
Tid: Tidlig aften
Vejr: Lettere blæsende, men ikke koldt

Sandet skred under Chérons fødder, som han gik igennem klitten. Han var alene, som Fenris havde fået besked på at blive tilbage i lejren. Han ville alligevel ikke bevæge sig længere væk end at de stadig var i kontakt. Der var en grund til, at han havde bevæget sig herud. Som leder følte han, at det var bedst at kende alle i den lille gruppe. Vide hvor han havde dem henne, hvad deres tanker var om situationen og hvad de ønskede for fremtiden. Og introducere sig selv en smule mere personligt. Det var vigtigt for ham. Hvert eneste Topalis var hans ansvar og han agtede at tage det ansvar alvorligt, selvom han aldrig havde bedt om at blive sat i denne position. Det var blot sket og nu kunne han kun se med alvor på sin forestående opgave. Også selvom han ikke rigtigt var en del af dette folk, som han kun havde tilbragt det sidste halve år hos dem.

De mørkelilla øjne gled over klitten i søgen efter manden, han var her for at snakke med. Bahadur. En kriger, som han havde hørt lidt om, men endnu ikke haft tiden til at have på tomandshånd. Nu virkede som et godt tidspunkt. Endeligt fik han øje på en skikkelse, lidt længere nede af klitten. Roligt begyndte Chéron at gå derhen uden at gøre forsøg på at skjule sin tilstedeværelse. Ingen grund til at forskrække manden.
Vinden hev lidt i den ærmeløse kofte og de løse bukser, hvor det nederste af benene var stukket ned i de slanke støvler. På ryggen sad hans to sværd, som han sjældent gik nogen steder uden, selv ikke i selve lejren. Han var altid forberedt på at lortet skulle falde ned om ørerne på ham. Hans hud var bar for tatoveringer, men var i stedet prydet af spredte ar. Lige nu var de største gemt under hans tøj, især de lange velkendte ar efter piskeslag. Ringen i hans næse sad der som altid og hans lange hår hang løst om hans hoved.

Roligt gik han op til den anden mand.
"Er alt fredeligt?" Hans lidt lyse stemme var dæmpet og fast, men venlig, som hans øjne søgte den andens for et øjeblik. Derefter stillede han sig ved siden af ham og så ud over havet. Selvom han var vokset op langt fra havet som barn og senere kun havde det i syne som slave i stenbruddet og derefter fra den store handelsby, begge dele i ørkenen, elskede han det. Der var noget over den store mængde af vand, der dragede ham. Og han kunne sagtens se sig selv bo her ved kysten resten af sit liv.

Azads brune øjne stirrede ud over området, som han havde fået tildelt til at holde vagt over. Der var ikke rigtig noget ved at holde vagt, andet end end at det gav ham tiden til at tænke over de ting som var sket under det voldsomme vulkanudbrud. Han håbede at han aldrig skulle udsættes for noget så forfærdeligt igen, men han vidste at det var en risiko. At livet som kriger kunne være præcist så slemt. Hans overkrop var som altid komplet nøgen, så de mange stamme-tattoveringer kunne ses. På benene havde han bukser i ruskindslæder og et sæt støvler på fødderne. Han havde ikke noget våbenbælte på, men derimod var hele hans højre hånd væk, erstattet af en metalkugle, hvorpå der var en kort klinge skruet fast. Så længe han stod vagt, forblev klingen der. Når han slappede af var der kun kuglen på stumpen af hans underarm. Den havde runetegn fra Dragorn, der prydede den, samt den korte klinge pænt.

Han opdagede først Chéron, lederen af dette oprør, da denne talte. Så langt væk var han i sine egne tanker, at han ikke tænkte over, at der var folk bagved ham. Han vendte sig lidt brat, men lod overraskelsen forblive i sin krops reaktion, mens hans ansigt stadig forblev i neutrale folder og han nikkede høfligt. Øjnene var trætte, men hans kropsholdning forblev stærk.
"Der er ingen fjende i sigte," konstaterede han rolig. Der havde kun været én fjende de sidste mange dage siden vulkanudbruddet: Bahadur Azads minde om, hvordan han ikke kunne redde Raja, hans elskede mage. Han havde ikke to hænder. Havde han haft to hænder, havde han kunnet trække hende til sig og hun ville ikke ende med forbrændinger hele vejen ned ad sin ryg. Havde han haft to hænder, så havde hun været i live, og han havde måske endda valgt at blive ved Olympus' side. Men nu var alting på denne måned.
"Du vil tale? Jeg lytter," Azad vendte sig mod Chéron, lidt mere opmærksomt denne gang.

Den anden mand virkede til at blive forskrækket, da Chéron snakkede til ham. Langt væk i sine egne tanker, måske, men hvem kunne ikke også forsvinde ind i sindet med denne udsigt? Han sendte ham et roligt smil, inden han nikkede som svar til den andens konklusion. Ingen fjender i sigte. Han havde heller ikke regnet med andet. Ind til videre var denne konflikt mellem de to grupper fredelig. Ingen ønskede at gøre det til en voldelig konflikt.
Et glimt at overraskelse dukkede op i Chérons øjne, som Bahadur sagde, at han ville lytte. En mand, der gik lige til sagen, noget Chéron godt kunne lide. For et øjeblik var han tavs og så ud over vandet, inden han vendte sig i mod krigeren med den manglende hånd.

"Vi har endnu ikke haft mulighed for at snakke og jeg tænkte, at nu var et godt tidspunkt." Med et lidt undersøgende blik så han på ham. Manden var en kriger, ingen tvivl om det. Chéron vidste ikke meget om ham, men én ting vidste han.
"Jeg hører, at du mistede din hustru under vulkanudbruddet. Modtag min kondolence." Han bukkede let i hovedet, som han sagde det, for at vise, at han mente sine ord. Derefter valgte han at gå lige til sagen, som denne kriger virkede til at ønske.
"Hvorfor valgte du at tage med mig i stedet for at blive ved Olympus?" Normalt tog han en længere snak om alt og intet, inden han fik sneget spørgsmålet ind, men denne gang røg det ud som det første. Der var intet mistroisk i hans ord, intet glimt af noget negativt i hans udtryk, bare alvorlig nysgerrighed. 

Og nysgerrighed var en af grundende til, at han spurgte. Men også fordi det var vigtigt for ham at vide, hvor han havde alle henne i den lille gruppe. Han var ligeglad med, om det var med sagen i hjertet eller om man fulgte med af en anden grund. Loyalitet var en stor del af hans egen personlighed, men han forstod, hvis folk ikke fulgte ham, men sagen. Eller omvendt. Det var bare vigtigt for ham at vide. Og finde ud af, hvem han kunne stole på. Han håbede, at denne mand var så principfast og loyal som Chéron havde fået indtrykket af. Han kunne dog have taget fejl.

Bahadurs blik forblev intenst som han lyttede til hvad Chéron havde at sige. Han havde sagt at han ville lytte. Så lytte ville han. Hans blik flakkede let, men også kun kort idet lederen af oprøret nævnte hans mage og hans venstre hånd knyttedes let. Han havde altid elsket hende mere end han var i stand til at elske nogen anden. "Og modtag du min tak," svarede han, dog stadig rolig, rolig som en stille sø i varmen. Han var god til at holde hovedet koldt på trods af klumpen der sad i hans hals, til trods for, at dette sår stadig var råt. En kriger græd først når krigen var ovre, og denne var kun begyndt. Bahadur var ret sikker på at krig var hans liv og at det ville det forblive. At miste sin bedste hånd havde ikke gjort ham til en mindre god kriger.

Det undrede ham ikke, at Chéron ønskede at vide grunden bag hans valg, han var faktisk ikke overrasket, og dertil havde han endda et svar lige på tungen. Det var muligvis en smule svært at sige det, da der lå flere grunde bag, men han skyldte sin nye leder at være lige så ærlig over for ham, som han havde været det over for Olympus.
"Vores fremtid ligger ikke på Topalis-Øen. Det ligger ikke i vores rene blod. Det, er som du har sagt det," han tog en dyb indånding, før han lavede en gestus mod nord med sin venstre hånd. "Vi kan ikke overleve ved at være stolte og arrogante. Men vi kan overleve hvis vi er smarte. Og de folk der er derude, er ikke så forfærdelige, som Olympus går og tror.. Og så ønsker jeg ikke at sætte mine fødder på Topalis-Øen igen. Det er ikke mit hjem længere, for det tog det, som jeg havde mest kært," hvad Chéron forventede, vidste Azad ikke. Han kendte knap nok manden og var ikke fulgt med på grund af loyalitet. Loyalitet skulle opbygges. Han var fulgt med, fordi Chéron var smart.

Chéron lyttede som Bahadur svarede. Alvorligt og opmærksomt. Det som den anden mand sagde, var hverken mere eller mindre end hvad Chéron havde regnet med. Der var både logiske grunde og personlige grunde. Noget der passede godt til manden.
Endnu en gang kunne Chéron kun føle sig lettet over, at der igen var en, der kunne se sagen fra hans side. En der kunne se logikken i ikke at isolere sig på en ø ude i havet og se folket uddø.
Da Bahadur var færdig med at tale, nikkede Chéron langsomt.
"Det glæder mig at høre, at du er af samme overbevisning som jeg." Han så lidt på manden og vendte sig så igen mod havet. "Jeg er vokset op uden for Topalis-samfundet. Har oplevet mange racer under pres og under almindelige omstændigheder og jeg har set den kærlighed, der eksisterer ude i landet. Jeg forstår ikke, hvorfor vi skulle isolere os selv fra det." Ordene var tænksomme, men faste. De fleste racer, han havde mødt, var som slave, men de sidste par år havde han rejst rundt med Azra og Fenris og set en meget bredere variation igennem Krystallandet. Set fredsommelige og trygge liv. Set godt og ondt. Og han ønskede kun godt for sit eget folk.

Chéron så ned på mandens arm, hvor hånden manglede. Metallet der sad i stedet havde dværgenes tegn, som Chéron ikke forstod, men kunne genkende. Han lavede en let bevægelse mod den.
"Dværgenes håndværk? Er den til at slås med?" Han var nysgerrig. De sværd, som han havde siddende på ryggen, virkede som noget, der var lettere og mere effektivt at slås med, men man kunne aldrig vide. Chéron havde set Bahadur træne mere end én gang, meget endda, men træning var ikke det samme som kamp, og selvom manden så ud til at bruge det særprægede godt, var der forskel på træning og alvor. Som sagt var han nysgerrig. Kriger til kriger, hvor meget skade klingen kunne gøre og hvor effektivt man kunne slå ihjel. Eller forsvare sig.

Det virkede til at lederen var tilfreds med det, som Bahadur sagde. Han nikkede en enkelt gang og lyttede selv opmærksomt på hvad Ché havde at sige omkring sine idealer. De var forståelige. Hvad var der galt i, at møde nye folk? De fleste var faktisk ikke helt så krigeriske som dem der i sin tid havde indvaderet Topalis-Øen. "Andre folk er præcis som os. Gode mennesker og dårlige mennesker findes over alt, også i andre racer. Der er krig og fred alle steder, og ikke alting handler udelukkende om os. Det er på tide at vi indser at vi kunne hjælpe andre steder, lige så vel som i vores eget hjem," at han hentydede til da han havde hjulpet dværgene, var en underliggende ting, som han kun kort selv tænkte over. Hans øjne glimtede af den passion han havde for den sag som han havde tilsluttet sig.

"Dværgene smedede den til mig efter at jeg havde hjulpet dem mod en invasion af orker," dengang havde været første gang, at han havde set både racer, og han var hurtigt blevet enig med sig selv om, at dværgene var dem, han burde hjælpe. Og de havde været meget glade for den hjælp. Selv uden sin kamphånd var Bahadur en stærk kriger. Efter de havde givet ham denne klinge var han næsten tilbage til det stadie han havde været i, før han var blevet krøblet. "Den er holdbar og ikke alt for tung. Jeg har brugt den til at kæmpe med et par gange nu, og den fungerer upåklageligt," han løftede armen hvorpå klingen sad og hørte en finger let ned ad stålet. Derefter gav han det et lille smølfespark og metallet gav en let ringende lyd som reaktion. Han så op mod Ché da glimtet i hans øjne blev større. "Vil du se med egne øjne?"

Igen sagde Bahadur blot, hvad Chéron selv tænkte og smilet om hans læber afslørede nok hans glæde ved dette. Han kendte ikke mandens baggrund, men havde en fornemmelse af, at han havde haft lidt af samme oplevelse som Ché selv - at verden var et forunderligt sted med mange forskellige racer, gode som dårlige. Så han nikkede for at vise, at han var enig, som krigeren snakkede videre.
Chéron løftede øjenbrynene lidt, som Bahadur fortalte, at han havde hjulpet dværgene med en invasion af orker. Orker havde han mødt overraskende mange af som slave, kæmpet mod dem i arenaen og de var oftest nogle formidable modstandere. Mere end et af arrene på hans krop kom fra en kamp med denne race.

De lilla øjne fulgte klingen, som han hævede den op og viste den frem. Invitationen fik et større smil til at finde vej til hans ansigt og han løftede det ene øjenbryn let i morskab.
”Er det en udfordring?” Han løftede hænderne op over skuldrene og hev begge sværd frem. Korte sværd, men skarpe og nemme at kontrollere i kamp. Siden hans modstander kun havde én klinge, satte Ché det ene sværd ned i sandet, så de var lige.
”Den er accepteret.” Med et let bevægelse i håndleden snurrede han sværdet en enkelt gang rundt for at fornemme dets vægt og plantede så solidt fødderne i sandet, klar til at tage en træningskamp. Han var spændt på at se, hvad den anden kunne, men han havde en fornemmelse af, at han ville få en hård kamp og han ville ikke blive overrasket, hvis han ikke kom ud som den vindende.

Ché havde sent i livet lært at slås og havde ikke gjort det i ret mange år. Han var god, han var så god at han havde overlevet fire år som kampslave uden de store skader, men han var ikke opvokset med et sværd i hånden og det vidste han godt gav mange andre en fordel frem for ham. Og så længe det var en træningskamp gik han oftest ind med tanken om, at det var okay at tabe. Han døde ikke af det og han kunne lære af sine fejl på den måde. At han helst ville vinde, det var noget helt andet. Han var et konkurrencemenneske.

Bahadur fandt det kun velklædt på Chés ansigt, at han smilede. Han var en sand leder, det var allerede tydeligt nu for en mand som Bahadur, der altid vidste hvem der var den helt rigtige at følge. Indtil videre havde Olympus været den mand, og det skulle ikke være nogen hemmelig, at han stadig havde respekt for Topalis-folkets leder. Problemet lå i mandens idealer. Det var noget, Bahadur ikke kunne følge. Men en mand der vidste hvor fremtiden lå, som kunne smile til sine mænd samt var inklineret til at acceptere en skjult udfordring, ja, det var en mand, som den stolte kriger til enhver tid ville følge.
"Hvis du vælger at se det sådan, så ja," et meget lille glimt dukkede op i Bahadurs øjne. Han stod stille som en stensøjle mens Ché trak sine klinger og dernæst plantede den ene af dem i sandet. Så var de på lige fod. Anerkendelse over lederens valg, skinnede nu ud af Bahadurs blik og han nikkede langsomt.

Snart efter stillede han sig også klar i med fødderne i en god balanceret stilling. Han var ikke typen, der yndede at fare over sine modstandere. Han tænkte sig altid om, prøvede dem af først. Og især når det var en træningskamp ville han ikke være for voldsomt, i hvert fald ikke før han kendte til lederens evner og erfaringer. Hans blik var søgende, ind i Chés øjne, da han med præcision trak ud efter manden. Det var ikke et rigtigt angreb, men derimod en finte.

Chéron sagde sjældent nej til en træningskamp og lige nu havde han en fornemmelse af, at han næsten ville få mere at vide om manden foran sig ved at slås mod ham end ved at tale med ham. Samtidigt ville det nok blive noget af en oplevelse, som han aldrig havde kæmpet mod en med sådan et specielt våben før.
Udfaldet kom ikke som en overraskelse og Chéron undgik det nemt. Hurtigt sprang han til siden, så hans lange dreadlocks fløj rundt og gjorde selv et udfald i mod manden. Det var ikke noget avanceret og var også mest en prøve, et slag mod Bahadurs hofte, som Ché selv hurtigt kunne stoppe, skulle den anden ikke reagere. Han havde ingen intentioner om at skade ham.

Der var kommet et koncentreret blik i Chérons øjne, men man kunne nok stadig skimte resterne af smilet om hans læber. Det var en leg, en leg med spidse våben og man skulle være opmærksom. Især fordi, han ikke kendte mandens måde at slås på.
Hvis Bahadur parerede eller undgik hans udfald, ville han springe et skridt tilbage, klar på at skulle forsvare sig. Hvis Bahadur af en eller anden grund ikke afværgede hans angreb, ville han selvfølgelig trække sværdet til sig og i stedet springe til siden for at følge sin egen bevægelse.

Chéron havde stadig en fordel: Han havde en klinge og en hånd til at vippe den rundt med. Bahadurs klinge var blot en forlængelse af hans arm og derfor noget besværlig, at parére med, med mindre man var den fødte kriger, som Bahadur. Hans blik blev stålhårdt idet Chéron undveg. Endnu ville han ikke vise anerkendelse, for han vidste stadig ikke hvor dygtig en kriger han stod over for. Slaget mod hans hofte var både forventet og der var også tid til at reagere. I en flydende bevægelse, trådte Bahadur skråt bagud og let til siden, samtidig med at han parérede klingen og "guidede" den videre. Stål der ramte stål sang i hans ører og Bahadur var i en anden verden. Ganske vidst var det ikke med instinktet til at regere, for havde det været sådan, ville han have haft drabelige intentioner. Lige nu var der kun en manddomsprøve, samt en dans med klinger foran ham. Og han nød det. Klingernes sang, føddernes skraben i sandet og sveden der rendte ned af hans bare ryg som han gjorde andet end blot at stå. Han var levende igen.

Og man kunne se det. Hans brune øjne, der stadig havde øjenkontakt med Chéron, lyste op i en blanding mellem instinkt og intelligens. Der var en meget lille trækning i hans mundvige som tegn på at han var tilfreds med dette. Yderst tilfreds, men aldrig visende det mere end for en meget lille stund. "Lad klingers melodi begynde," ytrede han i en mørk tone, før han huggede mere aggressivt ud efter Chéron. Denne gang var det to stik, og ingen af dem var finter. Dog var han forberedt på, ikke at føre huggene igennem, i tilfælde af, at Chéron ikke parérede dem.

Chérons angreb blev nydeligt pareret, men han havde heller ikke regnet med andet. Han var ikke i tvivl om, at han stod foran den fødte kriger, som Bahadur virkede til at komme til live for øjnene af ham. Selv var Ché ikke ligefrem vild med at slås, men når det blot var træning kunne han sagtens nyde en frisk lille kamp. Og frisk blev den, som hans modstander besluttede sig for at oppe legen lidt.

Klingerne sang, som de klingede mod hinanden, sandet bevægede sig løst under deres fødder og sveden dukkede op på Chés bare hud, som kampen udviklede sig. Efterhånden som de fandt ud af hinandens evner, tog voldsomheden i slagene til, hastigheden øgedes og alvoren næsten kunne smages i luften. Bahadurs klinge stoppede millimeter fra Chés ansigt og et smil bredte sig på lederens ansigt.
”Bedst ud af tre?” Og kampen fortsatte.
Anden gang vandt Ché, som hans sværd stoppede ud for den anden mands hals. Men han havde ikke regnet med at vinde kampen, og det gjorde han heller ikke, som han frøs midt i en bevægelse, da han nær var blevet spiddet gennem maven.

I tegn på overgivelse løftede han sine hænder op, stadig med sværdet i hånden. Hans brystkasse hævede og sænkede sig tungt, som de vilde bevægelser havde gjort ham forpustet. Atter en gang måtte han smile. Det havde været imponerende at se den krigeren med den ene hånd kæmpe og han var meget glad for, at Bahadur var en del af hans gruppe. Skulle der opstå problemer, ville han være god at have på sin side.
”Jeg giver op. Jeg har tydeligvis mødt min overmand.” En dæmpet og forpustet latter lød fra ham, som han ikke var bange for, at Bahadur ville benytte sig af lejligheden og faktisk spidde ham.

Der var en hurtighed over Chéron, som Bahadur ikke havde opfanget før manden vandt anden runde. Det gjorde kun det hele så meget mere spændende, at hans modstander også havde et par tricks i ærmet og deres kamp fortsatte til han var tæt på at spidde manden. Dog holdt han tilbage omgående, især da Chéron holdt hænderne i vejret i en besejret gestus der fik den én-håndede topalis-kriger til at rette sig op og smile et varmt smil. "Som fjende, ville jeg have kaldt mig det. Men det er vi jo ikke," konstaterede han med en hvis mængde af respekt i sit stemmeleje. Han holdt en afslappet kropsholdning nu hvor de ikke skulle afprøve hinanden længere.

Og som de havde kæmpet og lederen havde testet sin nye kriger, åbnedes samtalen noget lettere. Bahadur var på ingen måder lige så reserveret som før. Der var stadig emner, som han undgik, men ud over det, virkede han noget mere åben over for det meste, nu hvor han havde fundet ud af hvilken slags kriger hans leder var. Det var ikke ofte, Bahadur ville så meget som se positivt på et oprør. Dette kunne han så lægge al sit hjertes kræfter i. Og det var også hans intention.