Hun kunne mærke hvordan der var begyndt at forme sig en klump i hendes hals efter hvad han blot havde sagt. Hun sank og nikkede. Hun ønskede ikke at dø igen, første gang var skrækkelig nok.. Og hvordan ville denne gang ikke være når det var en dæmon der ville ende hendes liv? Hun vidste det måske ikke var det klogeste at have sagt ja til at følge med ham, men hellere det, end at være fanget på borgen, hvor der ikke var nogen der behandlede hende bare nogenlunde anstændigt. Ikke fordi hun regnede med at denne dæmon ville gøre det, men ind til videre havde han allerede været sødere mod hende end de andre. Som en dør åbnede sig så hun mod personen der kom ind. Formentlig en anden slave der lagde tøj til hende, men rettede igen sit blik mod Ra, da han begyndte at tale. Det var nu meget rart at vide hun havde et reelt privatliv og ikke skulle være i andres nærvær konstant og det at der stod en vagt uden for hendes dør var vidunderligt, for så var hun da sikker på der ikke ville komme nogen ind. Kort hævede hun et øjenbryn da han talte omkring en labyrint. Hun var nysgerrig, men besluttede sig for det nok ville være bedst slet ikke at spørge ind til det, for det ville være en dårlig start under hans styre. Hun så efter slaven og rettede derefter blikket mod Ra ”Jeg lover jeg bliver væk fra labyrinten, herre” sagde hun og bukkede kort hovedet.

Hun så på ham og bed sig kort i underlæben. Der var vagter omkring dem og hun vidste de inderst inde også ville have en bid af kagen, men et eller andet sted troede hun alligevel at Ra ville holde hende for sig selv og ikke lader vagterne ligge øjne på hende? Ikke på den måde i så fald. Hun så på tøjet ved sin side og derefter på en vagt og så til Ra ”Hvis herren tillader det, klæder jeg om på mit gemak, men jeg kan altid komme tilbage hvis De ønsker” sagde hun og så på Ra med et svagt smil på læberne og derefter kort over på en af vagterne.