Sted: Den store arena i Balzera
Tid: Tidlig aften
Vejr: Varmt og solrigt

Solen havde forlængst krydset det højeste punkt på horisonten og skyggerne var ved at blive lange. Om ikke så lang tid ville mørket komme snigende og med det kulden. En befrielse i den ellers stegende varme, der lå trykkende over det sandede land.
Zofrosts hjerte bankede hårdt, som han så ryggen af sin herre, Samael, forsvinde ud af en dør. De isblå øjne løb over omgivelserne og de bevæbnede mænd, der var i rummet. Fornemmelsen af lænkerne om hans håndled og ringen om hans hals var alt for bekendte, men selvom han havde været lænket så mange gange i sit tyveårige lange liv, var det ikke noget, han havde vænnet sig til. Dog forsøgte han ikke på at komme fri. Det ville være spild af energi. Og energi, det havde han brug for, for han var ikke i tvivl om, hvad der skulle ske. Hans blik faldt på den store port af træ, hvor han kunne høre stemmer, latter og larm bag. Han havde været i denne situation før. Mange gange. Om lidt ville porten åbne sig og han ville blive ført ud på en åben plads, omringet af en mur eller et hegn, hvor der var fyldt op med væsner bag, beskyttet fra volden, der skulle ske. En kamparena. Dræb eller dø.

Han flyttede lidt på sig og lænkerne klirrede. Manden til venstre for ham trådte et halvt skridt frem, men der skete ikke mere, som Zofrost bare sænkede hovedet en smule for at vise, at han ikke var ude på at starte slåskampen tidligere end nødvendigt.
Det var ikke det, der skulle til at ske, der havde hylet ham ud af den. Nej, det var hans herres ord, som måske godt kunne have være sagt på et andet tidspunkt. "Du skal vinde i dag. Det er din sidste kamp for mig, jeg agter at sælge dig, hvis en køber dukker op." Samaels kolde stemme havde udtalt det, som havde han lige sagt, at han ville sælge sin ubrugelige ko.
Sælges. Igen. De lidt knoglede hænder knyttedes og han sænkede blikket til sine fødder. Han havde intet andet end foragt og had tilovers for den mand, der var hans ejer i øjeblikket, men derfor gjorde det på en eller anden måde ondt alligevel. Som et slag i ansigtet med ordene om, at han var ubrugelig. Og samtidigt en svag skræk for, hvem han ville blive solgt til. Samael var nogenlunde beregnelig, selvom han var hård og uretfærdig. Hvem ville den næste ejer være?

En høj stemme ude fra arenaen fik ham til at skubbe tankerne fra sig.
"Og nu mine damer og herrer, fra et fremmed land langt væk, præsenterer vi nu halvdæmonen Zofrost, ejet af Samael. Kommer Zofrost levende herfra, ønsker Samael at oplyse, at halvdæmonen er til salg." Som ordene blev udtalt, kom to af vagterne hen til ham og en nøgle fik låsen på lænkerne til at klikke. Lettet kunne han mærke metallet forsvinde fra sin hud, dog meget opmærksom på den krumme sabel, der blev lagt mod hans ryg. Der blev ikke taget nogen chancer. En tredje mand skubbede porten op og aftensolen strålede ind i rummet og blændede ham for et øjeblik. En hånd skubbede ham fremad og han gik frem og ud i den åbne plads.

Det var en stor arena og der var mange væsner, der sad og kiggede ned på ham. Igen noget han havde prøvet før, men han hadede det, følte sig udsat, som en dyr der skulle vurderes. Og det var også lige netop, hvad han var. Tanken fik ham til at spænde op i kæben og knytte sine hænder.
Zofrost så ikke ud af meget. Alt for tynd med knoglerne stikkende frem, det lange slidte hår, der gik ham til midt på ryggen, bundet i en hestehale. De hvide ar tydelige på hans solbrændte hud. De slidte bukser, som det eneste stykke tøj, han havde på. Som menneske var det mest bemærkelsesværdige ved ham hans meget lyse blå øjne, som havde givet ham hans navn.
Reaktionen fra tilskuerne var heller ikke ligefrem positiv. Først blev der lidt stille og derefter spredte sig der en mumlen, der både var fyldt med latter og vantro. Zofrost var ligeglad, ingen af dem betød noget for ham. Men hans blik gled næsten desperat rundt og han fik endeligt øje på Samael, der sad i et forhøjet område sammen med nogle andre vigtigt udseende personer. De andre slaveejere. Hans ejer lavede en bevægelse med hånden og Zofrost trådte lidt længere ind i arenaen. Det var tid til at slås.

"Som modstander har vi i dag en speciel godbid til jer! Heon har taget sit præmiedyr med fra Norden. Bjergtrolden Nim!" En bølge gik igennem tilskuerne, som ordene lagde sig. Zofrost mærkede forvirringen og så rundt på væsnerne, der ligeledes så forvirrede ud. Hvad var en trold? Svaret kom til ham med det samme som der lød et brøl bag porten i den modsatte side af arenaen og porten blev slået op med et brag. Hvad der kom væltende ud var større og grimmere end noget, Zofrost nogensinde havde set i sit hjemland. En massiv klump af muskler, der næsten så ud som en sten. Han kunne mærke blodet forsvinde fra sit ansigt. Dette ville han ikke overleve. Desperat så han op på Samael, der var i gang med et hidsigt skænderi med en anden mand. Det var lige så Zofrost kunne se gnisterne fyge fra sin ejers hænder. Nej, han havde ikke sendt ham i døden, der måtte være sket en fejl. Men lige meget hvad, stod han nu her, foran et væsen hvis mage han aldrig havde set.

Hans blik faldt tilbage på det, der åbenbart var en trold, som slog sig på brystet og kastede sig mod den heldigvis solide mur, der omgav pladsen. Det gik op for ham, at trolden blødte fra hvad der kunne være stik fra spyd. Så de havde hidset den op, før de slap den fri. Men den blødte. Den kunne dø. Zofrost sank en klump og begyndte at bevæge sig frem i arenaen, først gående, men til sidst satte han i løb. Gispen lød fra tilskuerne som den sølle udseende halvdæmon gik til angreb på den massive trold. Men inden han nåede helt derhen, skiftede han skikkelse og hvad der før havde været et menneske, var nu et stort, sort dyr med lædret hud og skæl dækkende en del af kroppen. Hovedet mindede om en blanding mellem en panter og en ulv, de store ører lagt tilbage mod issen. Poterne havde store, massive klør, den femte større end de andre. Halen var strakt ud bag ham for balancen, som han sprang frem og kastede sig mod trolden, der kun langsomt fik øje på ham.

Krop stødte mod krop og hans klør og tænder begravede sig i troldens kød, hvilket fremprovokerede et brøl af smerte. Troldens kæmpe hånd greb ham i nakken og flåede ham af, som var han blot et insekt. Det var en kort flyvetur gennem luften, som han hårdt ramte jorden. Der var ikke tid til at komme sig, som troldens tunge skridt fik jorden til at ryste under ham. Hurtigt kom han på benene og kastede sig til siden, som troldens store næver hamrede ned i jorden, hvor han lige havde været. Hans kraftfulde bagben bragte ham op på troldens ryg, hvor han klappede kæberne sammen om dens nakke og igen borede kløerne godt ind i den seje hud. Her kunne trolden ikke nå ham og først måtte han hænge godt ved, som trolden som en hund forsøgte at ryste ham af. Hvad der virkede som et tanketomt væsen, viste sig dog at kunne tænke lidt og pludseligt kastede trolden sig baglæns i mod den massive mur. Zofrost nåede ikke at springe af og blev mast flad mellem mur og trold. For et øjeblik slap faldt han til jorden, groggy og uden luft. Igen greb trolden fast i ham og kastede ham af sted, denne gang ind midt i arenaen.

Hele hans krop værkede, noget i hans brystkasse føltes smertefuldt forkert og han følte ikke, at han kunne bevæge sig. Men hvis han ikke gjorde, ville han dø, for trolden var allerede på vej hen efter ham. Langsomt fik han benene ind under sig og kom svajende op at stå. Med et hop undgik han troldens fod og valgt i stedet at gå efter hans haser i en forsøg på at lægge det store væsen ned. Men smerten i brystkassen hæmmede hans bevægelser og det lykkedes alligevel trolden at sende sin store fod ind i siden af ham. Denne gang fandt han ikke styrken til at rejse sig igen efter den korte flyvetur, før trolden sparkede til ham igen og han hamrede hårdt ind i arenaens mur. Hans hoved slog hårdt i mod stenene og han registrerede ikke engang, at han faldt ned på den hårde jord, da hele verden for et øjeblik blev sort. Da han kom til sig selv var trolden ved at bukke sig ned over ham. Zofrost var ikke i tvivl om, at han ville dø inden for de næste øjeblikke. Men da han så op i troldens ansigt og deres blikke mødtes, så Zofrost et glimt af noget. Intelligens, og som to dyr fanget i en umulig situation, var der en kort forbindelse i mellem dem.

Trolden slog hårdt hånden i jorden ved siden af halvdæmonen, rettede sig brølende op og gik i stedet til angreb på den port, den var lukket ind af. Hvad der skete efter det, vidste Zofrost ikke. Verden forsvandt for ham.
Det næste han registrerede var en kølig hånd, der gled over hans ansigt og ene store øre. Sløvt åbnede han øjnene og så direkte op i Samaels brune øjne, der for én gangs skyld ikke var iskolde.
"Kan du skifte skikkelse?" Selv hans stemme var mere blød end den plejede. Zofrost orkede ikke rigtigt at svare, men skiftede blot tilbage til menneske, også selvom smerten skød igennem hans krop fra de brækkede knogler. Mange brækkede knogler. Hans brystkasse føltes som et stort flammehav af smerte og hans ene arm var uden tvivl ubrugelig. En svag lyd kom fra ham og han lukkede øjnene igen. Han ville ikke kunne komme på benene, de næste par timer, før hans krop var helet.

Til hans overraskelse gled Samaels kølige hænder rundt om hans krop og han samlede ham op og holdt ham næsten helt forsigtigt ind til sig, som han bar ham ud af arenaen. Den næsten kærlige behandling forvirrede halvdæmonen endnu mere, men det forsvandt i bevidstløshedens tåger, som hans hjerne gav op på at holde ham vågen med alle de smerter.
________________

Sted: Udenfor arenaen under et halvtag, noget der ligner en salgsbod uden varer
Tid: Omkring en time efter afslutningen på kampen

Vrede stemmer. Råbende stemmer. Som tågerne forsvandt fra Zofrosts hjerne, trængte stemmerne ind og begyndte at give mening. Hans omgivelser begyndte at gøre sig bemærket og det gik op for ham, at han lå på noget blødt, noget der føltes som et leje skabt af gamle sække på en bunke halm. Han var udenfor. Og hele hans krop smertede stadig, men knoglerne var ved at være helet. Så havde han været væk i mindst en god times tid. Hans hoved dunkede og de råbende stemmer gjorde det ikke bedre. Langsomt åbnede han øjnene og fik øje på Samael, der stod og skændtes med to mænd.
"En trold?! I lovede en fair kamp!" Samael var tydeligvis rasende og bare det, gav Zofrost lyst til at lukke øjnene og forsvinde igen. Den ene mand råbte vredt tilbage.
"Din slave tabte! Du skylder os de aftalte krystaller!"
"Hvis du ikke afleverer som aftalt, så fortryder du!" Den anden mand trak sin krumme sabel og pegede den truede mod Samael. Og selvom Zofrost vidste, at hans herre nok kunne forsvare sig selv, begyndte han at kæmpe sig op fra sit leje. Hans ene arm var stadig en smule slatten og smerterne fik ham til at stønne dæmpet, men han kom op - og formåede at skifte skikkelse. Samtalen mellem mændene var forsvundet fra hans opmærksomhed et øjeblik, men da han fik distraheret sig fra smerterne, havde begge mænd trykket deres sabler og gik truede frem mod Samael, der bakkede et par skridt, mens han trak den tynde klinge ud af sin stok.

Man skulle jo nok tro, at en død herre var en god herre i Zofrosts øjne, men han var engang blevet fortalt, at han ville dø, hvis hans herre døde. På grund af den magi, der bandt dem samme. Og da han, trods sit forfærdelige liv, ikke ønskede at dø, havde han altid forsvaret sine ejere fra farer, ofret sig selv for at beskytte dem. Og i dag var ingen undtagelse, som han huskede Samaels venlighed i mod ham i arenaen, og han sprang frem mod de to mænd, haltede og med smerterne lysende ud af øjnene, men også samme dyriske vildskab, som han havde vist i kampen mod trolden. Snerrende trådte han ind foran sin herre og hans skæl skiftede farve til rød, som de rejste sig og begyndte at rasle i mod hinanden.

De to mænd stoppede op og kastede et blik på hinanden, overraskede over at halvdæmonen i det hele taget stadig levede endnu. Et smil dukkede op på Samaels spidse ansigt.
"Han er villig til at dø for at beskytte mig. Er I villige til at dø for en omgang krystaller?"
For et øjeblik tøvede de to mænd, men lod så sablerne falde. Den ene pegede på Samael med en finger.
"Hvis ikke vi får vores krystaller, er du en død mand! Hører du!" En hurtig bevægelse fra Zofrost fik manden til at trække fingeren til sig og de to mænd vendte om og forsvandt hurtigt ned af gaden. Samael så efter dem og mumlede dæmpet.
"Jeg har ikke tænkt mig at blive så længe, I kan nå at forsøge." Herefter så han ned på Zofrost der vagtsomt så efter mændene, trods at han havde tydelige smerter ved at stå. Roligt lagde han en hånd på hovedet af det store dyr.
"Jeg er stolt af dig. Måske jeg forhaster mig ved at sælge dig."

Zofrost lagde ørerne ned ved hans ord. Hans indre eksploderede i forvirrede følelser over ordene, hans herre lige havde udtalt. Trætheden kom væltende og han satte sig tungt ned. Lige nu havde han det som om, at han kunne sove i en uge.

Ååh, Balzera. Et hyggeligt sted i syden, dejligt varmt, masser af PÆNE kvinder og sidst men ikke mindst, muligheden for at finde eksotiske drikke, samt andet der også var.. Eksotisk. Og det var netop de ting, Balthazar elskede at nyde. Han levede for at være en pirat og for at have et større samfund af disse. Og det var også grunden til, at han var gået med til at lave et piratråd frem for at være en monark over et tyndslidt samfund hvor ikke alle ville følge ham til trods for hans ellers ret løse politik. Han var taget til byen efter at have landet med sin store flåde ved en havneby nogle dagsrejser væk. Nu var han her i Balzera med en flok på 50 pirater. De havde fået lov til landgang, så naturligvis var de ikke alle sammen sammen med ham. Fem mand stod dog altid til rådighed som "beskyttelse". Ikke at han havde det store behov for den. Den sidste der havde forsøgt at dræbe ham var endt med at blive spiddet fast til masten på sit eget skib og havde derefter fået presset øjnene til splat. Balthazar havde ikke engang været vred dengang. Han havde bare moret sig over, at Kaptajn Aldus havde haft nerverne til at gå ham imod.

Og nu var han her. Det var ikke hans plan at købe slaver, men da han overhørte et større skænderi hvor der til sidst var dukket en meget arrig helvedesagtig hund op, kunne han ikke lade være med at se på fra lidt afstand. Han hørte alt hvad der blev sagt, for han havde halvt sine pilfingre inde i ejerens hjerne. Fordi, hvorfor ikke? Alting var så meget nemmere, når man kunne forudse sin venners - og fjenders - træk. Som ejeren klappede den eksotiske hund på hovedet, rejste Balthazar sig i al sin pragt. Han var iført skjorte, lang frakke med pynt, fingrene dækket i ringe og øjnene skinnede den intense blå farve, som han slentrede stille og roligt hen mod de to. 
"Eller måske er det en god idé at sælge ham?" tænkte han med vilje højt mens han kiggede eftertænksomt op i luften. "Hvem ved hvornår de bliver sure nok til at tage resten af deres.... Var det 15 mand? Eller.. Åh, nej, jeg tror faktisk de overvejede at få fat i lejesoldater.. Men jeg er her.. Og jeg er villig til at købe ham, så hvad siger De, min gode herre? Jeg er den rigeste person her i Balzera," konstaterede han roligt, næsten lidt for kækt. De fem mand stod stadig hvor han havde siddet før, men det var ret nemt at se, at de arbejdede for ham. Der var lidt tema over det. Et piratagtigt tema.

Samael havde været travlt optaget af sit skænderi, at han ikke havde opdaget, at der var andre i nærheden, så da der var nogen, der talte til ham, vendte han sig lidt brat om og så på den fremmede. Uden tvivl en pirat. De skarpe brune øjne gled over personen med et arrogant udtryk, men ikke afvisende, som den anden fremsatte sit forslag om at købe slaven. For et øjeblik var Samael tavs, som han overvejede mandens ord. Det lød til, at han vidste mere om de to mænd end han selv, siden han rimeligt sikkert fortalte om 15 mænd og lejesoldater. En underlig viden at besidde og Samael havde sine tvivl, men valgte at ignorere den del og i stedet fokusere på hans påstand om at være Balzeras rigeste mand. Ha. En trækning i Samaels ansigt afslørede hans tvivl over dét, men han sagde ikke noget. Om manden var den rigeste eller ej var ligegyldigt, så længe han kunne betale, hvad slaven var værd. Det var pludseligt ret pressende for Samael at komme ud af byen og videre ud i denne nye verden.

"Så De er villig til at købe ham? Jaså." Hans blik over til de fem mænd, der tydeligvis var der som livvagter til denne pralende mand. Et godt tegn i forhold til penge. Kort gled hans blik over hundedyret, der stod ved hans side. Ærligt talt glædede han sig til at komme af med den besværlige slave, men der var dog også en smule tvivl, for han VAR praktisk. Nej, lige nu var pengene vigtigere. Han kunne altid anskaffe sig en mindre besværlig slave, når han havde fundet fodfæste i dette nye land. De brune øjne og det kølige blik vendte tilbage til manden, som hans fingerspidser rørte ved hundedyret for at få det til at slappe af.
"Hvis De er den rigeste mand i Balzera, vil en pris på otte diamanter vel ikke være et problem?" En ustyrlig høj pris for en slave, men for det første var Zofrost det værd, og for det andet ville Samael se, hvor meget han kunne trække ud af manden. Hvis prisen faldt til fem diamanter, ville han stadig være rig nok til at kunne starte forfra. Men selvfølgelig var det ikke noget, han frivilligt ville fortælle. Roligt så han afventende på den fremmede.

Zofrost havde slet ikke haft tid til at lægge mærke til, at der var flere i nærheden. Hele hans krop var stadig et stort smertehelvede, selvom han snart var helet. Men ikke endnu. Hver eneste bevægelse gav ham lyst til at lægge sig ned og lege død i en times tid endnu, men som manden bag dem gjorde sig bemærket, vidste han godt, at det ikke var en mulighed. Med en lidt anstrengt vejrtrækning vendte han sig og blottede advarende sine tænder, som den røde farve vendte tilbage til hans skæl. De blå øjne gled op af mandens fine, en smule prangende tøj og endte på hans ansigt, hvor et par kraftigt blå øjne var at se. Ordene der blev udvekslet i mellem hans herre og manden havde nær fået ham til at stoppe med at knurre, men først da Samaels fingre rørte ved hans skulder, blev han tavs. Den røde farve blev i skællene, advarende om, at han var klar til at forsvare sin ejer. Sælges. Var dette hans nye herre? De blå øjne betragtede manden og gled kort over mod de andre mænd, der uden tvivl var med ham. Hvad ville han bruge en som Zofrost til? Hvad ventede fremtiden? Zofrosts hjerte satte farten en smule op, som hans psyke ikke ligefrem var specielt stabil eller stærk i det øjeblik, med smerten hamrende igennem hans krop.

Mandens tanker var... Interessante. Balthazar havde på nuværende ingen interesse i at læse den sære hunds sind, ikke før det gik op for ham, at manden - som hed Samael - var ret glad for slaven. Åbenbart var det en værdifuld slave for ham, så selv da han arrogant fortalte prisen, var det ikke noget der overraskede Balthazar. At Samael ville snyde ham for en del krystaller var heller ingen overraskelse. Men Balthazar var ikke typen, der købslog om varer. Normalt fik han en pris nævnt og gav derefter sit eget bud. Ingen længere, dum snak om det. Hans smil hverken falmede eller mistede usikkerhed. I stedet placerede han sit hånd på pungen og hans øjne lyste nærmest op som han gav slip og pungen af sig selv rystede let i hans bælte. 
"Jeg antager at De ikke ved hvem De gør denne handel med?" men selvom han stillede spørgsmålet, ventede han ikke på svar. Ej heller følte han sig truet af hundens adfærd. I stedet vippede han let på fodballerne, let på tå og tilfreds med denne situation.

"De vil sikkert være glad for 5 diamanter. Det er trods alt nok til at starte forfra. Men ak og ve. Jeg er en glad mand og jeg kan godt lide at bruge mine ressourcer. Og jeg synes 6 diamanter er en fin pris for en så værdifuld slave som denne," et mildt udtryk dukkede op i hans øjne, der normalt var kølige. Men nu var de varme. Varme af griskhed og glæde over, at selvom manden troede, at Balthazar havde talt over sig, så havde han selv stadig overtaget.
"Så hvad siger De, Samael? 6 diamanter og at De slipper for de mange, mange mænd, der ønsker Deres og slavens hoved? Det ville være en skam hvis det skete. Jeg kan genkende noget godt, når jeg ser det," han stak tomlerne i bæltet og endnu en gang rystede pungen let af sig selv.

Samael måtte indrømme, at han på ingen måde kunne lide den anden mand. Prangende og provokerende og uden den respekt, som Samael følte han skulle have. Samtidigt føltes det lidt som om, at manden MOREDE sig over hele situationen og det faldt ikke ligefrem i god jord ved den høje, spidsnæsede mand. På ethvert andet tidspunkt ville Samael høfligt, men bestemt have sagt nej tak og finde en anden at handle med. Men situationen var en smule presset. Han kunne beholde slaven, men han var udmærket klar over, at de nok ikke ville kunne slippe igennem ørkenen, hvis de to herrer valgte at følge efter dem. Nej, et salg af slaven, afbetaling af gælden, som han ikke følte han havde, var nok det mest fornuftige at gøre. Og selvom piraten virkede til at gøre grin med ham, var han villig til at handle. Og det var faktisk det vigtigste.

Det arrogante spørgsmål fik Samael til at krumme tæer, men hans ansigt skiftede ikke udtryk. Nej, han havde ingen anelse om, hvem manden var. Om han burde, kunne han ikke svare på, siden han kun havde været et par uger i denne steghede by. I dette land. Han nåede ikke at svare, inden manden sagde ting, der var som hevet ud af Samaels tanker og denne gang flyttede han uroligt på sig. Så det var sådan en. Med en dyb indånding brugte han et trick, han engang havde lært, og lukkede sit sind af. Vreden boblede i hans mave og var man nær hans hænder, kunne man måske mærke lidt statisk elektricitet i luften. Men han tog en dyb vejrtrækning mere og flyttede vægten til det andet ben. Ud over det, så var piratens ord om de seks diamanter nok til at han kunne holde sin arrighed i ro. Heldigt for dem alle sammen, uden tvivl.
"Trods Deres ubehøvlede opførsel," her henviste han uden tvivl også til tankelæsningen, "er jeg villig til at gøre en handel for seks diamanter."

Knuden i Zofrosts mave blev større, som alting skred frem. Han var ikke i tvivl om, at Samael var vred, men hvorfor vidste han ikke. Da elektriciteten kunne føles i luften omkring hans skulder, kastede han et hurtigt og lidt nervøst blik på sin ejers ansigt. Hvad foregik der? Men alt blev skubbet til side, som der blev fastlagt en pris. Zofrost havde ikke den helt store forstand på penge og deres værdi, men han var ikke i tvivl om, at seks diamanter var mange penge. Men det var ikke så meget det. Han blev solgt. Hans blik gled tilbage til manden, der ville købe ham. "Genkende noget godt". Var det ham, han talte om? Zofrost kunne ikke helt beslutte sig for, om det var godt eller skidt. Det røde var efterhånden gået af hans skæl igen, som forvirringen og følelserne væltede rundt i ham. Man skulle elelrs tro, at med alle de gange, han var blevet solgt, at han var vant til det. Men lige nu var han vanvittigt træt og havde ondt overalt og det hele var sket så pludseligt. Hvis han nu bare havde været forberedt, men nej. Hans store ører havde rejst sig en smule og vippede usikkert mod stemmerne. Han havde ingen påvirkning af situationen, og han vidste det. Det var det værste. Han var en ting, der ingen medbestemmelse havde over noget.

Der skete en pludselig ændring i Samaels hoved. Han lukkede af. Tankerne forsvandt og Balthazar fandt kun dette endnu mere interessant som han pludselig var tvunget til, at afkode mandens opførsel ved hjælp af ansigtstræk alene. Der skulle meget til for at gøre denne garvede pirat vred, især når han vidste, at han havde overhånden i en situation. Og selvom Samael fandt hans opførsel ubehøvlet, og var irriteret - det var ret tydeligt og krævede ikke en tankelæser for at se - så følte Balthazar sig stadig langt, langt overlegen i forhold til slaveejeren der stod foran ham. Han lod pungen åbne sig, og stak en hånd ned til åbningen hvor krystallerne af sig selv dansede ud og stablede sig i hans håndflade. Samtidig opfangede han hundens tanker. Den havde sentiente tanker! Spændende! Dette gjorde kun alting så meget bedre!

"6 diamanter. De har en aftale, hr Samael," han trådte inden for en armslængde af manden nu hvor hundens tanker væltede sådan rundt i dens hoved. Han holdt diamanterne frem foran Samael, og den anden hånd frem for at ryste mandens i aftale. Man kunne ikke gøre en god handel uden at give hånd på det i Balthazars hoved.
"Jeg antager at De har regler, som slaven følger? En måde, at kommandere den på?" nysgerrigheden var tydelig i hans øjne, der desuden lyste let af den galskab der var bag alle Balthazars tanker. For der var ingen tvivl: Denne kaptajnen havde en galskab som kun en dæmon kunne have det.

Samael så på piraten, der uden tøven hev en pung frem, hvor krystallerne gled ud i hans hånd. Et svagt udtryk af grådighed gled over Samaels ansigt. Han, som en gang havde været adelig og levet et liv af rigdom, var nu fattig. Og hver eneste krystal i hans besiddelse blev beskyttet som var det hans kæreste eje. Og det var det. Han brugte ikke krystaller, medmindre det var nødvendigt. Hvilket nok også kunne ses på hans tynde slave med de hullede og beskidte bukser.
Da manden trådte nærmere, var Samael dog kort parat til at forsvare sig, men det var blot krystallerne og en hånd, der blev rakt frem mod ham. Hvor primitivt, at give håndslag. Men efter kort tøven tog han i mod diamanterne og gav manden hånden.

Ved piratens spørgsmål dukkede der et glimt op i Samaels øjne. Han elskede den måde, magien gav ham mulighed for at styre denne ellers besværlige slave.
"Åh jo. Dette er ikke en almindelig slave." De kolde brune øjne blev rettet mod hundedyret. "Zofrost, skift." Han ventede ikke på at se det ske, men stak krystallerne i lommen og hev en lille læderindbunden bog frem fra en inderlomme i vesten, han havde ud over sin skjorte. Han viklede hurtigt snoren op, der holdt den sammen og slog op i den.
"Denne lille bog indeholder en mindre beskrivelse af Zofrost selv. Han er en halvdæmon. Med evnen til at skifte form, som De lige har set. Og så heler han utroligt hurtigt. Derudover indeholder den en besværgelse, som skal bruges ved overdragelse. Denne besværgelse giver en et magisk bånd der gør, at man kan hidkalde ham. Selv når han er langt væk. Samtidigt heler skader fra hans ejer ikke så hurtigt som resten. Dog stadig hurtigere end hvad de naturligt ville gøre." Han slog op midt i bogen, hvor en række navne og årstal stod nævnt. Hans eget var at se i bunden med årstallet 2015 ud for sig.
"Når besværgelsen bruges, dukker den nye ejers navn op i bogen af sig selv." Det var vist det vigtigste. Resten kunne manden læse sig til, hvis han da kunne læse. Samael tvivlede næsten.

Zofrost kunne ikke skjule sin egen usikkerhed, som alt dette foregik. Smerterne blev lettere at bære for hvert minut der gik og han kunne høre nogle af de sidste stumper glide på plads, lige så meget som han kunne mærke det. Efterhånden var intet rigtigt brækket, bare fyldt med revner. Men det ville stadig vare lidt, inden han var helet helt. Og med smerten ind over de forvirrede følelser, tænkte han ikke så klart. Ny ejer. Væk fra Samael. Hans blik hvilede igen på den fremmede mand i et forsøg på at finde ud af, hvilken slags ejer han ville være. Men ærligt talt havde han ingen mulighed for at gætte det. Det ydre snød, hvilket han selv var et klart eksempel på.
Men der var noget over denne mands blik, der gav halvdæmonen en kold klump i maven. Dette var ikke en mentalt sikker mand. Ikke at ret mange af hans ejere havde været det, men at kunne se det så tydeligt som nu lovede ikke godt. Overhovedet ikke.

Manden kom tættere på, hvilket fik Zofrost til at lægge ørerne ned og blotte tænderne en smule, selvom han godt vidste, at det ikke var nødvendigt. Der skete heller ikke noget, ud over at manden stillede et spørgsmål, der igen bare gjorde knuden i maven større.
Og pludseligt bad Samael ham om at skifte skikkelse. Tanken fik ham næsten til at stønne, men han gjorde som befalet, selvom det sendte bølger af smerte igennem ham fra de stadig helende knogler. Så da han endeligt var i menneskeskikkelse igen, var han bleg under den solbrændte hud og hans hænder hårdt knyttede. Men så snart de blå øjne faldt på den lille læderindbunde bog, glemte han alt om sin smertende krop. Bogen. Den havde fulgt ham i tyve år og han anede ikke, hvad der stod i den. Ikke ud over navnene og remsen, som han havde hørt så mange gange. Han havde forsøgt at få sine fingre på den og læse alt, hvad der kunne fortælle ham noget om ham selv, men det var endnu ikke lykkedes. Som havde alle ejere haft en ens tanke om, at han intet måtte vide. Efterhånden havde han givet op, men hver gang han så den, gav det et sug i hans mave.

Han vidste godt, hvad der skulle ske nu.

Samael kastede et blik på Zofrost og bemærkede hans fremtoning. Nåh ja, kampen.
"De skal ikke tage dem af, at han ser en smule sløj ud. Han heler stadig efter at have været oppe at slås med en... hvad kaldte de det? En trold? Det er hvad min lille uoverensstemmelse med de herrer er omkring." Hans tonefald var henkastet som betød det ikke noget. Han sagde intet om resten af slavens fremtoning. Den knoglede, og dog senede, krop, der tydeligvis trængte til noget mere næring, de slidte bukser og det lange slidte hår. Hvorfor skulle han, det var en slave, hvad kunne man ellers regne med?

Balthazar kunne allerede nu se hvordan Samael så ud til at være tæt på at gå i forsvarsposition ved hans bevægelse. I stedet tog manden imod krystallerne, selvom hans tanker faktisk så småt begyndte at være irriterende. Men der var var langt fra irritation til vrede. Til gengæld kunne Balthazar finde på at dræbe en mand ved meget mindre ting end irritation, så Samael var efterhånden ved at stramme løkken, som han efterhånden snart kom til at hænge i. Men det behøvedes han jo ikke vide. Det var han for ynkeligt et lille menneskebarn til, så Balthazar ventede blot tålmodigt, til det hele var ordnet, da Samael bad hunden om at "skifte". Hunden blev til et menneskelignende individ. Han så ynkelig ud. Piraten vidste ikke helt hvad han skulle gøre af dette. Om han eventuelt i det mindste skulle klæde denne Zofrost bedre på. Han måtte da virkelig være en ulydig slave. Eller også var Samael bare et rigtigt sadistisk røvhul. Balthazar havde som sådan ikke noget problem med det, lige bortset fra, at han efterhånden havde lyst til at tage arrogancen væk fra denne mand og reducere ham til et lige så ynkeligt lille skravl som Zofrost.

Han lyttede opmærksomt mens Samael forklarede hvordan overrækkelsen fungerede og smilede næsten overbærende. "Udmærket. Så foreslår jeg, at vi får det gjort, lige nu og her. Jeg behøves ikke en oplæsning af hele bogen, mine egne øjne fungerer ganske glimrende," det var næsten en hentydning. En stigende lyst til at presse Samaels øjne ind i hjernen på ham byggede sig op i Balthazar. Han var ikke sur. Han havde virkelig bare lyst til at se denne mand smuldre. Blive til et ynkeligt ingenting. Blive ødelagt. Tigge på sine knæ, grædende, bønfaldende efter nåde eller en hurtig død. Allerede tanken morede ham nu. Han ville nok være nødt til at gøre det senere, når denne her.. Overrækkelse var færdig.
"Hvis han heler hurtigt, så er der skam intet problem. Med mig kommer han til at have andet at tænke på end trolde. Men hvis De vil være så venlig at sige besværgelsen? Så er jeg sikker på, at De vil slippe for min tilstedeværelse," han nikkede høfligt til Samael. Åh, han var et skridt foran. Åh, han havde planer. Og intet skulle stoppe ham.

Samael kneb kort øjnene sammen, som piraten skyndte på ham. Han var ved at være en smule træt af denne mandsperson, der tydeligvis troede, at han var bedre end Samael. Men han sagde ikke noget, desperat efter at få den handel. Og selvom krystallerne lå godt i hans lomme nu, ville han ikke forsøge at smutte af sted uden at gøre handlen. De var fire mænd mod ham og Zofrost og selvom de kunne have vundet normalt, var Zofrost tydeligvis stadig for skadet til at kunne klare en slåskamp. Så han bed sin irritation i sig, sørgede for at holde tricket mod tankelæsning oppe og slog så op i bogen. Det var omkring to år siden, at han selv var blevet ført igennem denne ceremoni, så han lod hurtigt blikket glide over den snørklede, håndskrevne tekst. De skulle bruge en kniv. Sådan en fiskede han hurtigt frem fra et gemmested, en lille nem kniv.
"Jeg håber De er klar til at bløde lidt."

Zofrost lod blikket flakke fra den ene mand til den anden. Det skete virkeligt lige nu. Han fugtede sine læber med tungen og rakte armen frem, som Samael tog den lille kniv frem. Som sagt, han havde prøvet det mange gange før og gjorde intet for at protestere. Faktisk glædede han sig til at komme væk fra Samael og hans sadistiske tendenser. Måske var den anden mand bedre. Men der var ikke meget håb i Zofrost, som han bare forsøgte at tvinge en positiv tanke ind i sit hoved. Men knuden i hans mave overdøvede tanken, for piraten virkede heller ikke ligefrem mentalt stabil og sandheden var nok, at den ene slaveejer var så slem som den anden på hver deres måde. Og ordene "... han kommer til at have andet at tænke på end trolde." forstærkede bare den følelse.

Samael greb uden videre fat i slavens arm og skar en ridse hen over underarmen på ham. Derefter så han på Balthazar.
"Din arm." Uden at sige mere, skar han også en ridse i piratens underarm. Hurtigt stak han bogen under armen, for at skære en ridse i sin håndflade. Derefter gemte han kniven væk og tog fat i piratens arm, drejede den og pressede det blødende sår mod slavens. Blodet skulle blandes før besværgelsen virkede. Med den blødende hånd ovenpå de to arme, begyndte han at læse op fra bogen. Det var ikke et sprog, han forstod, men det var som om, at ordene pressede sig selv ud af munden på ham. En ubehagelig fornemmelse, men ikke noget, han forsøgte at bremse. Det var ikke en kort remse, men den var heller ikke lang og som han var ved at nærme sig enden, mærkede han en ubehagelig fornemmelse i kroppen, som måtte han give slip på noget. Slaven var ikke længere hans. Efter sidste ord var blevet sagt, fjernede han hånden, klappede bogen sammen og rakte den til den nye slaveejer.
"Det var det. Han er din. God fornøjelse."

Zofrost sagde ikke en lyd, da knivens skarpe blad gik igennem hans hud, han stirrede bare træt på blodet, ventende på det, der skulle ske. Den anden mands arm blev lagt mod hans og besværgelsen blev udtalt. En brændende fornemmelse bredte sig i Zofrost, men som Samael kun mærkede et let ubehag ved skiftet, væltede en eller anden grim følelse igennem Zofrost og han kom med en svag lyd og hans ben havde nær givet efter. Men så hurtigt følelsen var kommet, var den væk igen. Kun en svag svimmelhed forblev tilbage, som hans indre kompas skiftede retning fra Samael til Bathazar. Balthazar selv ville ikke mærke mere end Samael, som var han smule tungere i sin krop, en følelse der ville forsvinde efter minutter. Og så dog forblive i form af en følelse af at være forbundet med slaven.
Så snart han kunne, trak Zofrost armen til sig igen og betragtede såret, der lukkede for øjnene af ham. Et bevis på, at han ikke længere var ejet af Samael. Et bevis der fik ham til at flytte sig fra den forhadte mand og stille sig ved siden af piraten i stedet. Smerterne i kroppen var næsten glemt, som besværgelsen havde kaldt dæmonens krigeriske side frem i ham, noget der kunne se i hans nu mere faste blik og roligere indre. Vrede. Afsky. Lysten til at... dræbe. Dæmonen i ham slog sig i tøjlerne.

Balthazar virkede ikke yderligere anfægtet over at Samael sagde at han håbede han var klar til at bløde en smule. Lidt blod? Altså, det kunne ikke blive meget værre end at hans kar døde og han måske endda kunne tage Samaels krop, brænde hans sind ud og bruge hans krop som kar i stedet. Det var en interessant tanke, der faktisk slog ham til at være småpraktisk, men han gjorde det ikke. I stedet trak han bare på skuldrene og ventede til Samael begyndte ritualet. Der kom ikke en lyd over hans læber da Samael skar i hans arm og han ventede blot tålmodigt mens besværgelsen blev sagt og den meget underlige følelse gik gennem hans krop og sind. Der var noget mere nu. En sær forbindelse til denne Zofrost, og det glædede ham virkelig meget! På en bizar, lidt syg måde.

God fornøjelse. Det var som at ordene satte gang i Balthazars ellers fredelige, rolige sind. Han strålede pludselig op som han kiggede på sin nye slave. "Et pragtfuldt væsen du er, Zofrost!" ytrede han, som han lagde en hånd på slavens skulder. Han fortsatte med at lægge armen om ham, næsten venskabeligt. "Et bæst. Et uhyre af ødelæggelse. Det gør mig lykkelig," han skævede mod Samael med et smil der hurtigt blev til en rigtig fæl, ubehagelig grimasse af lyst, magt og arrogance. Han grinede let før han lænede sig tæt ind mod Zofrost så kun han kunne høre ham. "Vis mig din styrke. Vær så venlig. Dræb din tidligere ejer," stemmen var silkeblød for Balthazar kunne sagtens mærke Zofrosts krigeriske, dyriske lyst til at myrde noget. Lige nu og her. Det skulle bruges til stort behag, både for Balthazar, hans pirater og helt sikkert også Zofrost. Det her ville blive så sjovt!

Det gav et let ryk i Zofrost, da den lidt lavere mand lagde en hånd på Zofrosts skulder, men han flyttede sig ikke eller protesterede. Hånden gled rundt om hans knoglede skuldre, så armen lå rundt om ham. Ubehageligt. Zofrost måtte anstrenge sig for ikke bare at trække sig væk og han knyttede sine hænder, men gjorde intet for at modsætte sig. Ikke endnu. Ikke selvom alt i ham skreg på at flytte sig og komme væk fra denne fremmede mand og hans berøring.
I stedet lyttede han til ordene og mærkede en let forvirring blande sig med det mere aggressive følelser. Var det godt, det der blev sagt? Hans nye herre lød i hvert fald meget begejstret for sin nyerhvervede slave. Om det var godt for Zofrost ville tiden vise. Det var det sikkert ikke. Han så ikke på Balthazar, som han havde sænket hovedet og så i jorden, så han så ikke grimassen på mandens ansigt. Hvis han havde, ville han bare have fået bekræftet sine værste formodninger om sin nye ejer.

De næste ord, som manden udtalte fik Zofrost til at stivne og han drejede hurtigt hovedet for at se på Bathazar med tvivl i blikket og en rynket pande. Mente han det? Uden tvivl. Langsomt flyttede han blikket til Samael og et grumt smil, man meget sjældent så på Zofrosts ansigt, var kort at se om hans læber. To års pinsel, sult og nedværdigende behandling havde sat sine spor og han hadede den sorthårede, høje mand af hele sit blandede indre. Hvert eneste smerteskrig, som manden havde trukket ud af ham med sin evne, hver eneste tur ind for at slås for penge, hver eneste nat på et koldt gulv med sulten knurrende i kroppen skulle hævnes. Kunne hævnes med den lille hviskede ordre, som hans nye herre havde givet ham.

Han gik et skridt frem, stirrende på Samael, som ville han ikke slippe ham med blikket. Manden var ikke dum og opfangede med det samme, hvad der skulle til at ske. Vreden dukkede op i det smalle, spidse ansigt og ord om at han skulle stoppe, forlod de tynde læber. Men ordene var spildt, havde ingen betydning for halvdæmonen, som ikke længere adlød ham. Han tog endnu et skridt. Skiftede skikkelse. Og satte så af, uden tanke for den resterende smerte i kroppen.
Det var ikke ligetil at angribe en mand som Samael. Hans hænder kunne slå ihjel med den elektriske evne, så Zofrost skulle for alt i verden undgå dem. Men han havde haft to år til at betragte ham, lære ham at kende og han vidste, hvad han skulle gøre. Samael havde lagt stokken fra sig, så ud over den sølle lille kniv, han havde gemt væk igen, var der kun hænderne at frygte.
Alting gik stærk. Først gik Zofrost efter benene. Væltede ham. Flåede i ham, undgik en hånd, så blodet fra benene brede sig. Fik ham vendt. Og med fri adgang til ryggen, gik resten næsten af sig selv. Vreden tog over og med lyden af skrig i ørerne og smagen af blod i munden, flåede han den sølle menneskekrop fra hinanden til den lå stille og der ikke længere var lyd af hverken skrig eller hjerteslag.

Med en snerren sprang han af og rettede sit blik mod den nye herre. Adrenalinen pumpede igennem den skællede krop, hadet og vreden lå som en tung dyne over ham og trods sin viden om, at han ville dø, hvis han slog sin herre ihjel, begyndte han med sænket hoved og blottede tænder at gå hen mod manden. Dræbe. Mere blod. Frihed. Hans tanker var reduceret til et stort rod af følelser og dyriske instinkter, kun forstærket af smerten i kroppen og den udhungredes krops sult. Dæmondelen af ham skinnede klart igennem, som den mere menneskelige del af ham nærmest heppede et sted i baggrunden. Logikken og fornuften havde forladt ham. Han ville dræbe. Være fri. 

Balthazar så til med stor nydelse, hvordan Zofrost skiftede skikkelse til den noget pænere skælhund, som han fandt yderst smuk og drabelig at se på. Et bredt smil dukkede op i hans ansigt som Zofrost begyndte at flå Samael fra hinanden. Manden skreg lidt. Snart var han dog stille og Balthazar klappede let i hænderne i ren og skær glæde over sin nyerhvervede slave. Men slave ville aldrig være det ord han kom til at bruge. Fra nu af, ville Zofrost være et værktøj. Et drabsværktøj. En slave var ynkelig, og det var dette pragtfulde dyr ikke. Snart vendte dyret sig dog mod sin nye herre, og udtrykket i dyrets ansigt alene var nok. Nok til at Balthazar vidste hvad der foregik lige nu. Dyret havde ikke fået nok. Men det betød intet. Piratkaptajnen var ikke bange for sit eget liv, ikke når det handlede om denne halvdæmon, hvis form ikke havde nogle magiske værktøjer. Det var tydeligt, at han ikke havde noget at frygte, andet end at dette korpus kunne risikere at gå til grunde. Og ganske som den tanke dukkede op i hans hoved, blev hans smil endnu større: Han havde fået en brilliant idé!

Han stak bogen videre til én af sine mænd, sammen med sin stok. Manden stirrede lidt på ejendele, først bogen, så stokken. Hvorefter han nikkede. Denne mand vidste udmærket var der skulle til at ske, og alligevel gjorde han ingen modstand. Han stillede sig blot længere bag ud efter at have rakt Balthazar en bunke reb.
"Du tror du kan dræbe mig?" han spurgte, mens han med vilje så "såret" ud. Derefter gav han slip på rebet og lavede en mærkelig bevægelse med hånden. Rebet blev "levende" i hans kontrol og slangede sig frem. Rundt om benene på dyret. Dernæst strammede det sig af sig selv, rundt om benene, kroppen og munden. Om dyret kunne komme fri ville være irrelevant. Efter det, som han skulle til at se, var Balthazar fuldstændig sikker på, at han ville genvinde fornuft og logik.
"Jamen, så se her. Det er så nemt her!" med et gigantisk smil, og et vanvittigt, manisk udtryk i øjnene, trak han sin kniv og skar halsen over på sig selv. En gurglende lyd dukkede op på hans læber, som blodet sprøjtede ud af halsen på ham. Dernæst løb det også ud af hans mund, og til sidst faldt kroppen til jorden, i små smertekramper, stadig lavende den gurglende lyd. Det gik relativt hurtigt, men snart trak en sort skyggeagtig ting sig ud af munden på den døde krop. En skikkelse med gigantiske horn, og klør. Som skikkelsen svævede mod manden med bogen og stokken, kom lyden af bølger der rasede af sted. Han hed ikke The Great Maw for ingenting.

For alle andre så det ud som om at skikkelsen angreb manden foran sig. Den trak sig ind i munden på ham og havde snart bosat sig derinde. Mens dette skete, blev mandens øjne kulsorte og han skreg i vild smerte, landede på sine knæ, og blev derefter helt stille. Rundt omkring de andre pirater, Zofrost og den generelle by var der pludselig helt stille. Alle havde hørt skriget, en del folk havde også set selvmordet. Få forstod sig på dæmoner. De forstod ikke helt hvad der var sket. Andet end at én mand var død og at en anden lige havde oplevet sit livs smerte.
Og nu rejste denne mand sig. Samlede bog og stok op. Stak bogen i inderlommen på sin jakke. Han stirrede koldt frem for sig, stadig med kulsorte øjne, før han gik hen til den faldne krop og trak sværdet fra dets bælte. 
Han gik hen til Zofrost, stoppede op et par meter fra dyret og snart dukkede der præcis det samme, maniske og vanvittige smil op på hans læber. "Jeg tror... At jeg glemte at nævne én ting.... At det faktisk ikke er så nemt," stemmen var en kende hæs oven på at have skreget og han bevægede sig også lidt akavet. Skulle vænne sig til denne nye krop.
"Så næste gang du taber kontrollen... Næste gang du får lysten til at forsøge... Så husk på det. Og det her er for at du bliver ved med at huske, at jeg er din mester," han rakte ned og stak sit sværd gennem forpoten på dyret, før han vred det let.
"Gør mig utilfreds og dette vil ske," derefter trak han sværdet fri. Hans blik var komplet alvorligt nu. "Men gør som jeg befaler... Vær min.. Og kun min.. Og du vil få mere blod. Mere drab. Mere glorværdighed! For jeg er din mester, og jeg er din sidste.. Mester," selvfølgelig var Balthazar sikker på, at han aldrig ville dø og at han aldrig ville give afkald på Zofrost. Så naturligvis var han overbevist om, at hans egne ord var den eneste sandhed i dette ganske land.

Zofrost var opsat på at gå til angreb på denne nye herre, men et eller andet fik ham til at tøve. Stoppe op, dog stadig knurrende og parat til at springe på ham. Men noget var forkert. Han… smilede. Forsøgte ikke at stoppe ham. Ignorerede ham faktisk, som han i stedet gav nogle ting til en af sine mænd. Bogen. De blå øjne fulgte for et øjeblik den forbandede bog, men gled hurtigt tilbage til den nye herre, der nu stod med en håndfuld reb. Forvirringen var ved at tage over for den blinde vrede og hans knurren gled langsomt ud, som manden spurgte, om han troede, at han kunne dræbe ham? Inden Zofrost nåede at reagere, begyndte rebet i mandens hænder at bevæge sig, sno sig hen over jorden i mod ham. Frosset til stedet i forvirring så han til, mens rebet nåede ham og begyndte at sno sig om hans krop. Endeligt reagerede han, men for sent, som rebet strammede til og bandt ham sammen, fjernede hans balance og væltede ham om på jorden, bandt hans snude sammen og gav ham følelsen af at blive kvalt, som det strammede rundt om hans krop. Han vred sig, forsøgte at komme fri, men rebet var holdbart og han kunne hverken bruge tænder eller klør i mod det. Kampen stoppede brat, som de blå øjne blev spærret op ved synet af kniven, der gled over halsen og blodet, der sprøjtede frem, som hans nye herre skar halsen over på sig selv. Man kunne se panikken vælte ind over Zofrost, som kom med en svag lyd - hans herre døde for øjnene af ham. Han ville dø. Han var bundet til sin herre og han ville dø… en mørk skygge dukkede op, kom ud af liget og det gik op for Zofrost, hvad der var ved at ske. Hvad hans herre var. En dæmon.

Dæmoner var ikke noget nyt for Zofrost. Der havde været mange af dem, der hvor han kom fra, mange forskellige slags. At han selv var en halvdæmon vidste han godt, men hvordan han var det, vidste han ikke. Det stod i den lille bog, som den ene mand stod med i hånden, men ingen havde nogensinde forklaret ham hans egen oprindelse.
Stadig i chok over det hele, fulgte han den mørke skygge med øjnene, betragtede den overtage den nye krop uden kamp og så, hvordan han kom på benene, nu med en ny krop. Hans herre havde skiftet udseende. Zofrost havde haft mange herrer før denne, men dette var ikke sket for ham før. For et øjeblik var han i tvivl om han var bundet til den nye krop, men en kort svimmelhed efterfuldt af en let kvalme som hans kompas atter skiftede retning minutter efter sidste skift, fortalte ham, at magien fulgte med dæmonen og ikke kroppen.

Zofrost lå stille uden at forsøge at komme ud af det snærende reb, stirrende på sin nye herre med store øjne, stadig fyldt med forvirring, chok og skræk, men også med opgivelse. Han gjorde ikke noget for at vise, at han forstod, hvad der blev sagt, men det burde der nok heller ikke være tvivl om. Sværdet gik lige igennem hans store pote og en dæmpet jamren lød ud af den sammensnørede snude, som smerten skød igennem ham, smerten der kun blev værre, som manden drejede lidt på stålet og ødelagde kød og ledbånd. Det trak lidt i hans krop, men igen var det ikke fordi, at han forsøgte at komme fri eller undgå straffen, det var bare en naturlig reaktion mod smerten.
Han lyttede til det, der blev sagt, men det betød intet for ham. Absolut intet. For ham var det, der betød noget, den dominans som hans herre havde vist over for ham, vist ham, at Balthazar ikke var en mand, han kunne løbe om hjørner med. Han havde en ny herre. En herre, han skulle adlyde. Opgivelsen var tydelig i hele Zofrosts kropssprog og han ventede bare på, hvad der skulle ske nu.

Balthazar kunne både se og læse det i halvdæmonens sind. Han havde givet op over for den dominans, som kaptajnen havde fremvist og Balthazar var tilfreds. Han skedede sit sværd og satte sig på hug for den bundne skælhund. Uden træk til nogle former for frygt, rakte han ud og klappede "dyret" på hovedet. Der var intet venligt over hans "kærtegn". Det var ubehageligt og ruskende hårdt, men Balthazar udviste hermed sin egen form for "kærlighed". "Det var godt at vi fik det på det rene!" lød det, næsten helt flinkt fra ham, før han rejste sig og lavede en meget underlig, nærmest drejende bevægelse med hånden, der fik rebene til at løse sig. Han kiggede kort tilbage på liget tilhørende hans gamle krop og grinede så. "På tide at jeg fik mig en voksen krop," kommenterede han med et vanvittigt smil, før han klappede én af sine folk på skuldrene. "Så må vi vidst hellere komme tilbage til the Fortitude," beordrede han til manden, der blot nikkede, afmålt og roligt. Overraskende roligt. Balthazars mænd var alle af den hårde kerne.

"Jeg vil hjem og have en flaske rom. Så skal vi ud at plyndre nogle skibe, så kan jeg også se, hvad min lille hund kan gøre af vold, død og ødelæggelse. Jeg glæder mig allerede som en lille dreng!" han klappede i hænderne som hans tone nåede højderne der kun gjorde sig passende for en absolut galning. Derefter skævede han ned på skælhunden. "Op med sig! Tid til at få dit nye hjem at se, Dræber!"

Manden, der var Zofrosts nye ejer, kom nærmere og satte sig på hug ved ham. Halvdæmonen forventede mere smerte og lukkede øjnene som forberedelse, da hånden bevægede sig i mod hans hoved. Men der kom ikke smerte. I stedet… klappede han ham? Et skud forvirring gled igennem ham. Det var ikke et blidt klap, det var hårdt og ubehageligt, men det var et klap. Inden han nåede at spekulere mere over det, blev rebet om hans krop slapt og han var fri. Til at starte med blev han liggende, forvirret og træt og med smerten skydende ud fra poten. Den eneste bevægelse var hans brystkasse, der hævede og sænkede sig i et nogenlunde roligt tempo. Blodet løb fra den sorte, læderede hud, som såret ikke hele. Det ville tage et par dage, før han ville kunne bruge den hånd igen, som han var sikker på, at ledbånd og knogler var blevet ødelagt af den skarpe klinge. Hvis det ikke havde været hans herre, der havde gjort skade på ham, ville såret næsten allerede være væk. Knogler tog lidt længere tid, dog. Men når det var hans herre… et par dage var nok ikke skævt sat.

Hans herre bad ham rejse sig og kaldte ham ”Dræber”. Havde han været menneske, havde han skåret ansigt over det tilnavn, ikke ligefrem noget, han ønskede at blive kaldt. Men det var vel bedre end køter. Tanken om at skulle gå på poten fik ham til at skifte skikkelse uden tilladelse. For han orkede ikke at halte ynkeligt af sted på tre ben, selvom han var øvet i haltningens kunst. Nej, så var det noget nemmere på to ben.

Så han skiftede skikkelse til sit noget mere ynkelige, beskidte og tynde menneskelige jeg, der stadig var fyldt med størknet blod og jord fra arenaen, hvis mure tårnede sig op i byens fakkeloplyste mørke. Med den ødelagte hånd holdt mod sit magre bryst, fik han sig viklet ud af rebene og kom på benene. Hans blik gled over sin herres mænd, der så upåvirkede ud af alt det, der lige var sket. Som det var normalt at miste en kammerat til en dæmon, se ham skifte indre. Det tegnede ikke godt.
Lidt usikker på, hvad der blev ønsket af ham, gik han med sænket blik hen til sin nye herre. Ikke alt for tæt på, ude af armslængde, men tæt nok på til at vise, at han var til tjeneste. Hvis Balthazar begyndte at gå, ville han følge efter, et skridt bagude, så han ikke gik ved siden af ham. Men følge ham som en hund i hælene.
Det var gået op for ham, at hans nye hjem ville være et helvede. Et skib. Han hadede at sejle. De to uger, som han lige havde tilbragt på et skib havde været frygtelige. Tanken gjorde ham lidt bleg. Hvorfor havde Samael også solgt ham? Selv den psykopats utilregnelighed havde været nemmere at håndtere. Han sank en klump sænkede hovedet en smule mere, så det lange hår gled for hans ansigt. Han var bare så træt lige nu, som både hans krop og sind var blevet ødelagt mere end én gang den dag. Sove. Han ville bare sove.

Gåturen tilbage til Peerless Fortitude foregik i nogenlunde stilhed med undtagelse af når Balthazar hilste fornøjeligt på de pæne kvinder der gik rundt omkring i Balzera, eller når han stødte på en enkelt handelsmand eller to. Han ét stort smil og da de endelig var ved havnen og hans store, majestætiske skib, lyste han kun mere op, mens han rakte sin hånd op til en vinken af sin besætning.
"HJEM KÆRE HJEM!" hans besætning fik sat landbroen ned med store smil, og selvfølgelig var han den første til at sætte ben på broen, mens han skævede bagud mod Zofrost. "Så, Dræber," et mere mørkt smil gled over hans læber for en kort stund. Som en glubsk ulv. Sådan stod han et stykke tid, stirrende på sin nye hund, som lige nu var i menneskeform. Han så tynd og patetisk ud. Det gik ikke. Han skulle have noget sul på den krop!

"Landry! Mad til Dræberen!" kokken havde tittet ud fra underdækket, og han sendte Zofrost et nysgerrigt blik, før han forsvandt. Derefter vendte Balthazar blikket mod sin skibslæge. Normalt havde piraterne kokken til at gøre det arbejde, men Balthazar svømmede i floder af krystaller, så han havde faktisk en reel læge. Både healer og lærd i den mundane lægekunst. "Jeg vil have at du forbinder Dræberens hånd. Ingen healing, den del sparer vi lige på i dag," skibslægen begyndte at gå mod Zofrost, og Balthazar kiggede strengt på ham. "Nu følger du med Thorren her. Han vil tilse din hånd og hvis jeg hører at du har været modvillig, så bliver jeg meget utilfreds, hm? Forstår vi hinanden?" og med de ord, gik han mod kaptajnskahytten. "Du får mad bagefter og får vist det sted du skal sove," besætningen gik tilbage til deres daglige gøremål efter at have kigget nysgerrigt på det nye medlem. Snart begyndte det pragtfulde skib at sætte af fra havnen. Dette ville blive en ny tid for Zofrost. Gad vide om det også ville blive en værre tid?