Skodsituation. Lortesituation. Pissituation! Faye fortrød lige nu stort, at hun havde valgt at gå gennem skoven uden at tænke sig om. Medanien havde trods alt haft problemer før med varulve, så hun burde have husket på, at de nok lagde bjørnefælder op en gang i mellem. Derudover var hun stadig træt, fordi det var morgen, og så sig slet ikke omkring. Ikke før hun havde trådt ned i fælden og der lød et klik. Hun nåede at fjerne foden halvt, før bjørnefælden havde klappet sammen om den. Hun var pisse heldig at hun ikke havde mistet foden på det, for mens den klemte ind i kødet, havde hun fået fat i den med hænderne - altså efter at været faldet og skreget lidt over smerten - og skyndte sig, vredt, at vride den fra hinanden. Metallet var krøllet lidt sammen og lå ti meter derfra efter hun havde kastet den fra i vrede og smerte. Og nu var hun så her. Med en vildt blødende fod og en halvødelagt støvle. 

Hun lå stille lidt, før hun igen blev sur. "Skide lortepisbjørnefælde! Jeg er ikke en bjørn, for helvede!" med et vredt udbrud slog en hånd ned i jorden, og skabte et mindre hul der, før hun formåede at kravle hen til et træ. "God idé, Faye. Gå igennem Medaniens lille skov, som er fyldt med bjørnefælder, Faye! Det skal nok blive sjovt!" hun satte sig op af træet og måtte knibe en enkelt tåre.
"Nej, ved du hvad der er bedre? Gør det, mens du er morgentræt! Intet bedre!" snerrende fik hun stablet sig på benene. Fødderne. Det øjeblik hendes blødende fod ramte jorden, var hun tæt på at vælte omkuld, men med det samme gravede hendes fingre sig ind i træstammen og hun holdt sig oprejst. Aldrig havde hun oplevet noget lignende! Løbende fødder længere væk fik dog trukket hendes opmærksomhed mod, at hun trods alt stadig var i en skov, og at der kunne være hvad som helst herude.

At befinde sig i skovområdet havde aldrig generet Gidion det fjerneste. Han var faldet til i Medanien og frygten som dens almene befolkning bevarede for de ukendte, bedre kendt som varulvene der havde etableret sig, var ikke en del af hans hverdag. Han boede tæt på skovens grænse og heller ikke langt fra Vesterdalenes ulvehøj. Mange havde frarådet ham at bygge sit hjem dette sted - men endnu var intet hændt hans hjem eller adoptivdatter, som kunne skydes på nærvær af varulve og skovens mørke. Nej, han dragede i stedet stort nytte af det, som han vandrede gennem skovstier for at finde frem til det han søgte. Træer af forskellig afstøbning. Han lod fingerne glide over den rug barn på et egetræ og mærkede dens styrke, sammensætning og indre. Ikke et dårligt træ - men han var på jagt efter et frugttræ.

Frugttræer var dyre at benytte da man forhindrede mad i at nå frem ved at fælde træet ned - men han behøvede ikke brede stykker - tykke grene var godt. Og her var det. Et æbletræ med mange grene ud til alle sidder. Gidion begav sig til at hakke en tyk gren ned, da lyden skar igennem luften, at Gidion næsten tabte øksen i processen. Et skrig. Gidion vendte sig mod lyden og begyndte at løbe i den retning. Det var et menneskeligt skrig han havde hørt og ikke et såret dyr - så meget var han sikker på.

Han kunne høre snakken frem for sig. Noget knap så begejstret men han fik ikke fat i alle orderne. Kun ting med bjørnefælde og andre knap så veltilfredse ord - men det var besværligt at høre når man i forvejen var i løb. Han nåede frem til området og så hurtigt pigen på jorden. Gidion havde øksen i hånden men den var ikke hævet. Den hang ned af siden mens han så bekymret rundt. "Hvad skete der? Er du okay?"

De løbende fødder var nu tæt nok på til at Faye fik øje på en mand over sig. Han stod med en økse i hånden, og hun havde igen sat sig ned af frygt for at miste balancen ellers, så at se et menneske og ikke et fjendtligt dyr, var en lettelse for hende. Også selvom hun ikke var helt sikker på mandens intentioner, som han stod der og spurgte ind til hvad der var sket og om hun var okay. Fandme nej, om hun var okay?! Hendes fokus var ødelagt fra at komme med en sarkastisk bemærkning, så hun rystede med det samme på hovedet mens hun lænede sig op af træstammen. "Nej. Nej, jeg er bestemt ikke okay," mumlede hun mens hun tog sig lidt til hovedet. Det her var virkelig for dumt. Træde i en bjørnefælde? Det var alt, alt for dumt.

"Jeg trådte på en bjørnefælde. Men jeg har fået foden fri. Men den bløder ud over det hele nu," hun sendte et næsten nysgerrigt blik mod foden, og var overrasket over at det overhovedet kunne bløde så meget. Det så i hvert fald ret slemt ud, men nu hvor hun kunne slappe af, syntes hun i hvert fald ikke selv at det var helt så slemt. "Jeg smitter måske med uheld, så er du advaret," jokede hun kort efter med et lille skævt smil der hurtigt blev til en mindre grimasse da hun kom til at bevæge foden.

Gidion lod øksens hoved dumpe ganske let ned på jorden så da han slap det, lænede den sig hurtigt op af en stamme nær den. Han havde i hvert fald ingen intentioner om at bruge den, slet ikke imod et barn! Et barn der så ud til at være kommet til skade. Han gik roligt tættere på, uden at nærme sig for pludseligt. Sårede mennesker arregerede ofte ligesom sårede dyr og han havde ingen intentioner om at skræmme hende.
Gidion så mod foden og satte sig på hug foran den. Den blødte kraftigt og han kunne også ganske nemt se den humpende rute fra bjørnefælden til det sted hun havde placeret sig. "Du skal passe på hvor du går" det var naturligvis klart, men Gidion var efterhånden vant til at folk lød igennem skoven uden bekymringer, og det endte oftest galt!

Gidion ragte ud efter hendes fod men stoppede ganske kort i bevægelsen og så på pigebarnet der trods sin noget blodige situation stadig kunne komme med hvad der tydede på var en joke. Hendes toneleje virkede i hvert fald til det. "Jeg tager mine chancer" han blinkede let til hende med et skævt smil på læben inden han løftede foden op. Blodet var ikke langsom til at klæbre sig om hans hænder. Nogle af sårerne var overfladiske som bragte meget blod til området - hvilket fik det hele til at se langt mere voldsomt ud end det måske var. Men der var også dybere sår hvor fælden for alvor havde fået fat og i processen med at hive den fri, revet kød af. Han var imponeret over hendes smerteterskel.
"Det ser jo ikke ligefrem alt for godt ud." han lagde ganske forsigtigt foden ned igen hvorefter han trak skjorten over hovedet for at pakke hendes fod ind midlertidigt. "Jeg kan tage dig med hjem for at få såret renset og tilset" at følge med en fremmed var ikke ligefrem det alle lystede at gøre - men hun var tilskadekommen og havde brug for hjælp. Om hun ville indrømme det eller ej.

Manden så ud til at nærme sig langsomt og da han rådgav hende, nikkede Faye bare med det samme. Hun kunne være sarkastisk nu, men hun undlod det fordi foden gjorde pisse ondt og fordi hun ikke ville gøre manden sur. Han ville nok efterlade hende her så, og det havde hun sjovt nok ikke lyst til. "Det gør jeg normalt også. Og det gør jeg også for eftertiden, nu hvor jeg tænker over det," svarede hun, dog stadig lidt tørt mens hun trykkede to fingre ind på næseryggen i et forsøg på at fokusere på noget andet end den blødende og dunkende fod.
Hun kunne ikke lade være med at fnise lidt af mandens kommentar til hendes smittende uheld. "Sig ikke at du ikke var advaret senere så," jokede hun igen. Med det samme manden rørte hendes fod blev hun en kende mere bleg. At få rørt ved foden var ikke rart. Overhovedet ikke. Hun spændte op i alle sine muskler til han lagde hendes fod ned igen og begyndte at fortælle hvad han ville gøre ved alt dette.

Selvom Faye normalt ikke helt stolede på alle og enhver, så vidste hun godt, at hun var ude at skide. Især da manden forbandt hendes fod og den bare dunkede endnu mere, nærmest i takt med hendes hoved. Hun var tiltagende bleg, men en stærk lille satan, så hun nikkede hurtigt. "Hvis jeg skal være ærlig... Så er jeg ikke selv en læge.. Så jeg ender nok bare med at hugge min egen fod af eller sådan noget komplet dumt i den retning," jokede hun igen, før hun blinkede et par gange. "Så jeg tror jeg vil smitte dig og hele dit hjem med uheld. Det er jeg meget ked af, men øøh.. Jeg tror godt jeg kunne bruge en hånd.. Eller en fod.. En ny fod altså.. Eller bare at få ordnet den her," rablede hun løs, mens hun satte sig lidt mere ret op.
"... Jeg kan ret godt lide min fod faktisk.. Den og jeg er bedste venner.."

Gidion smilede over hendes svar. Hun havde sgu noget gå på mod, det måtte han give hende. Bare ud fra synet af hendes fod og den skrallede hud der nemt i ren tilstand kunne sammenlignes med en groftskrallet kartoffel, var næsten smertefuldt bare at kigge på. Han kunne kun forestille sig hvor ondt hun måtte have det.
Til den mere jokende del af samtalen kom han med et større oprigtigt smil, trods situationens alvor. Et eller andet sted dybt inde vidste Gidion godt at smittende sygdomme kunne komme fra blodet - og specielt efter pesten tag i landet var folk mere paranoide. Der var imidlertid noget over hendes stemme og toneleje der gjorde at det egentlige ikke bekymrede ham. Han var i hvert fald ikke mistroisk.

"Det kan vi ikke ha! Du har brug for et ben til den næste fælde" svarede han med et glimt i øjnene men bemærkede tydeligt hvordan farven begyndte at forsvinde fra hendes ansigt. Han var ingen healer, men han havde kendskaber til almene sår. Sygdomme var værre for ham at gøre noget ved, men sår man kunne se og gøre noget ved, kunne han klare. "Jeg skal nok få din fod tilage til samme tilstand som før - Du og din bedsteven bliver ikke adskilt" næsten i samme tilstand. Ar kunne hun nok i undgå at få efter det her.

Den stigende bleghed og den rablende tale hun lige havde givet gjorde at Gidion holdte op med at spørge om lov til ting og i stedet bare gjorde. Hellere overskride nogle grænser og hun overlevede, fremfor at han spurgte om lov til alt og risikerede at miste hende til blodtab. "Lig din arm om min skulder" ordrede han hende til som han fik fat under hendes ben og en arm rundt om hendes ryg og løftede hende fra stedet. Hendes vægt var intet problem for ham, og han fik hende løftet op uden problemer - Det vidste sig at være en fordel at arbejde med tungt tømmer hver dag. Øksen blev liggende tilbage som han gik afsted af stien - den kunne han altid hente senere eller bruge en af de andre han ejede.

Faye skævede flere gange ned mod sin fod hvor den ellers lyse skjorte var blevet mere og mere rød med den smule tid, den havde brugt som primitiv forbinding. Det var sgu ærligt talt ikke særlig godt, og hun skyndte sig at påminde sig selv om at købe en ny skjorte til ham den fremmede, nu når han så pænt havde ofret sin for hendes åndsvage fod. "Næste fælde... Næste fælde kan fandme få sig en flyvetur, kan den!" om hun kunne! Jokes var Fayes speciale, så selv i den værste tilstand kunne hun ikke lade være med det.
"Wuhu! Jeg ville blive virkelig ked af det, hvis jeg mistede ham... Hende... Den?" hun tog sig kort til hovedet, grinende mens øjnene et kort øjeblik mistede fokus. Det var sgu noget værre noget, hun havde rodet sig ud i.

Mandens ordre burde være faldet for døve ører, men Faye syntes at manden var flink, og så var hun ikke i en position til at sige nej. Hun var ikke dum, tværtimod. Jo, måske nogle gange, men hun var ikke dum nok til at provokere sin egen redningsmand. Det hørte idioter til, og Faye anså ikke sig selv som en idiot. Så hun gjorde som beordret og lagde sin arm om hans skulder, hvorefter han hurtigt begyndte at løfte hende. Det var underligt. Hun var slet ikke vant til at blive løftet på den her måde.
"Ååh.. Vent... Det føles sgu som at svæve det her!" med det samme blev hendes arm, der før havde siddet løst over hans skulder, anspændt og hendes hånd greb noget hårdt fat. Men heldigvis var Faye ikke vred, så grebet var som enhver anden rejsende eventyrers. Stærkt, men ikke så stærkt. "Jeg har det som om at jeg snart vælter!" udbrød hun, lidt højlydt, før hun tog sig sammen og klappede i. Hun havde slåsset mod en masse andet ubehageligt! Det kunne fandme ikke være så slemt at blive båret lidt! "Ej, så holder vi fandme! Undskyld, det var ikke til dig, jeg skal bare lige få mig selv til at stoppe med at være en lille kylling..."

Situationen var ganske alvorlig, men Gidion kunne ikke undgå at mile over hendes kommentar. Både den angående en fælde der skulle ud at flyve, såvel som at miste foden. Når alt kom til alt, håbede Gidion på at foden ikke skulle tages af under nogen omstændigheder. Hun havde heldigvis ikke siddet fast i fælden, men været uheldig at komme for tæt på til at kunne trække foden til sig uden smerte og skaer.
”Svæve ligefrem? Det har jeg ikke lige prøvet i mit liv” svarede Gidion, omkring at hun følte hun svævede. Om det var behageligt eller bare generelt fremmed og underligt, var selvfølgelig ikke helt til at vide. En ting var dog sikkert, han havde ikke tænkt sig at slippe hende så hun faldte. ”Er måske blevet kastet lidt rundt med da jeg var barn, men det var ikke helt det samme” tilføjede han i forsøg på at fastholde hende i at snakke, så han vidste at hun ikke havde mistet for meget blod til at fastholde sin bevidsthed.

”Jeg slipper dig ikke – bare rolig” kom der smilende fra ham, som de nåede frem til huset der lå i udkanten af landsbyen. En smule besværligt fik han døren op uden at sætte pigen fra sig. ”Så er vi her..” han puffede til døren med en fod så den lukkede efter ham, og han satte pigen ned i en lænestol og lod foden i den nu ret blodfarvede skjorte, hvile ovenpå nogle tæpper. ”Mit navn er Gidion for resten” fortalte han hende, inden han rejste sig igen og gik ud efter stof, rensevæske og en forbinding. Dem havde han efterhånden nogle stykker liggende af.

/afsluttet