Det var nok ikke den bedste idé, at sætte lejr op ved krystalbjergene. Især når Skadi godt vidste at hun havde en tendens til at gå i søvne, selvom det egentlig ikke var noget der skete særlig ofte. Men nu var det sket, hun havde været på vej tilbage sydpå og havde taget en genvej ved et af bjergenes smalle stier, ikke helt oppe hvor der var flere hundrede meter ned, men stadig langt nok oppe til at de fleste normale mennesker nok ville dø af at falde ned, og det var også her, hendes største uheld i meget lang tid skulle gå hen at hænde for hende. Hun var ikke nået så langt som hun havde ønsket, men havde fundet en meget lille hule i bjergsiden i nærheden af et bjerg hvor hun havde stillet lejren op og havde placeret sit skjold ved udgangen for at undgå for meget blæst og kulde mens hun fik sat bål op og fik spist sin aftensmad. Derefter var hun gået i seng oven på et par krus øl, og som det nærmest kunne være forventet fik hun én af sine ubehagelige seer-drømme, hvor det faktisk endte med, at hun i søvne var kravlet ud, havde skubbet skjoldet til side, så det lå på en smalle sti og var gået i søvne hele vejen hen til rebsbroen.

Først da hun næsten var nået hen på den anden side, vågnede hun op ved at kulden begyndte at gøre hende mindre træt. Hun fik så stort et chok over at stå lige der, på rebsbroen, at hun havde fået overbalance og var væltet ud over. Der var flere ting der reddede hendes liv: Et par, at hun var tæt nok på det andet bjerg til at det meste af hendes fald var blevet afbødet af selve klippesiderne før hun var landet på jorden mellem de to bjerge. Et andet var, at der var sne nok til at hun ikke landede direkte på frossen jord. Et tredje var hendes healende evner.
Da hendes fald først var stoppet lå hun helt dernede, fuldkommen ude af stand til at rejse sig igen for de adskillige smerter hendes krop var blevet udsat for. Venstre ben var brækket, det samme med hendes højre arm og adskillige ribben. Hovedet havde det også rigtig dårligt, men alle disse sår og brækkede knogler healede fint sammen efter et længere stykke tid hvor det eneste hun havde formået at gøre var at ligge bomstille og gispe halvkvalt fordi ALT luft havde forladt hendes lunger. Desværre havde hun haft øksen i bæltet og under faldet havde den gravet sig ind mellem to af hendes ribben på en meget uheldig måde, og mens hun lå dér og ikke engang kunne brokke sig over hvor ondt det gjorde, bredte der sig en rød farve i sneen hvor hun lå og fordi det var kommet som så voldsomt et chok var hun endte med at miste bevidstheden efter et par minutters gispen efter vejret. Hvor længe hun lå der var ikke tid at vide, men der gik ikke længe før hendes læber blev småblå og hun fik en meget, meget sygelig bleg nuance i ansigtet. Det her var på ingen tænkelige måder heldigt og det eneste der nok ville kunne redde hende fra mange flere problemer - måske endda døden - var at hun i det mindste var faldet herned i løbet af den tidlige morgenstund hvor solen var begyndt at titte frem, så hun i det mindste ikke lå i mørket.

*Fail*

Ryse fløj rundt over krystalbjergene, nød vinden i hans hår, og solstrålerne fra den rejsende sol der ramte hans ansigt. Det her, det var det allerbedste ved at være det han var, friheden ved at kunne flyve under den blå himmel og bare nyde verden, han elskede det inderligt meget.
Ryse fløj rundt i flere timer, hvorefter han til sidst valgte at lande på jorden og gå en tur, der var ret så koldt, og da han fortrak varme ville han have fortrukket et lidt varmere klima, heldigvis var hans lange frakke ret så varm, så han klarede sig. Efter lidt tid af sin gå tur, syntes han at han fik øje på et eller andet lidt længere henne i sneen, det lignede at der var et eller andet af træ der derhenne. Han gik derhen for at se hvad det var, og opdagede at det var et skjold, et rundskjold af træ helt præcist. Hmm, det er nok bare en af de indfødte her i området som har glemt sit skjold eller noget, det er sikkert ikke noget specielt, tænkte han, hvorefter han bare smed skjoldet på jorden igen og begyndte at gå væk. Men i det han tog det første skridt gik noget op for ham, han havde set det skjold før! Et eller andet sted. Af ren nysgerrighed gik han hen og studerede skjoldet lidt nærmere, ja han havde set det før, men hvor?
Efter et par sekunder gik det op for ham, det her var Skadi's skjold! Han kunne genkende det fra dengang hun hjalp ham ved Kzara-Bjergene!
Selvom Ryse kun havde kendt Skadi kort, så vidste han at hun ikke bare ville lade sit skjold ligge her, der måtte være sket noget med hende! Ud af ingenting bred hans vinger af ild bag ham, fjerne på hans venstre arm bredte sig op af hans krop, og hans hår blev skiftet ud med fjer. Han lettede hurtigt hvorefter han fløj rundt i området, ledte, søgte efter hende, efter Skadi. Han kunne jo regenerer sår, men han vidste også at hun blev utroligt udmattet af det, og det kunne være farligt et sted som dette.

Efter lidt kom han til en hængebro, og et stykke under den syntes han at han kunne se noget, der var et eller andet dernede. Det gik hurtigt op for ham at det var Skadi som lå dernede! Hun må være faldet ned fra hængebroen!
Som et skud fra himlen styrtede han direkte derned med hans ildvinger foldet sammen for at gå hurtigst muligt. Han kom ned til hendes stille liggende skikkelse, og så hvordan hendes havde ramt hende inde i siden, og det var tydeligt at han var nød til at gøre noget ved det først, ellers ville hun dø af blodtab.

Han smed sin jakke op jorden, og derefter hans skjorte, han havde brug for at kunne kom til skjorten hurtigt når han havde fået øksen ud. Han satte sig på hug, og så hvordan øksen havde sat sig ind, han kunne se at han havde brug for ting til at skære den ud, bare at trække den ud ville have fatale konsekvenser. Han fik hurtigt lavet en kniv af skyggerne omkring sig, som han først brugte til at skære hendes tøj op omkring øksen så han kunne kom til de. Hvorefter han skærede lidt ind og til sidst fik han øksen ud. Han skyndte sig derefter med at få sin skjorte viklet rundt om hendes sår, fik hans jakke om hende for at varme hende, hvorefter han løftede hende op, bredte sine vinger ud og fløj af sted med hende. Han var nød til hurtigt at få hende til sikkerhed. Han fik øje på en landsby, hvor han hurtigt fløj hen og råbte efter hjælp til hende i håb om at nogle ville komme. Han kunne ikke miste hende, hun var en af de få folk i dette liv som han rent faktisk holdte af, og han ville ikke kunne holde til at miste hende, ikke miste endnu mere.

Hun vågnede kun meget kort op da en gennemtrængende smerte gjorde hende opmærksom på, at hun nok ikke var alene. Noget, nogen havde gjort et eller andet og det havde været smertefuldt, men hun nåede knap nok at åbne øjnene eller reagere med meget mere end et lille ryk, da øksen blev skåret fri fra hendes krop og såret lukkede sig, meget mere langsomt end normalt. Hun havde ikke energien til at kunne heale ordentligt og mens noget blev bundet om hendes krop sank hun hen i ubevidstheden på ny, komplet drænet for kræfter. Hun lagde ikke mærke til noget som helst, hverken at nogen fløj med hende eller at der blev råbt efter længere tid. 

I landsbyen dukkede der hurtigt en bonde op og da han så synet, besluttede han sig for at gå hen til de to, og lede dem hen til landsbyens healer. Det var nok ikke den bedste healer man lige kunne finde, men den ældre kvinde kunne stadig sit kram og da bonden havde ledt de to ind til hende, bad hun omgående om at få den fremmede krigerkvinde ned at ligge på en seng. Med det samme begyndte healeren at se til de skader der var i Skadis krop, mens hun bare lod Ryse blive i rummet, til alles store overraskelse. Såret ved ribbenene var blevet noget mindre nu, men det var stadig ikke fuldt healet, hvilket ikke var helt normalt for andre. Skadi derimod, ville nok kunne have fortalt, det nogle gange skete hvis hun virkelig var segnefærdig efter en længere kamp. Flere timer gik mens healeren så til hende, men til sidst formåede Skadi at kæmpe sig tilbage til bevidstheden. Hun var stadig dødsenstræt og selvom hun havde healet skaderne, var kroppen ikke helt med og alting gjorde ondt. Virkelig, virkelig ondt.

Hun slog langsomt øjnene op og så næsten dobbelt da de var åbne. Hendes blik flakkede let, og endte først på den fremmede kvinde. Derefter på Ryse. Ryse? Var Ryse her? Hun forstod slet intet og var i starten heller ikke i stand til udtrykke meget andet end et svagt støn af smerte. Ethvert forsøg på at bevæge sig fik hendes krop til at skrige indvendigt, og hendes fuldstændigt udmattede øjne kiggede forvirret på Ryse. Hun kunne knap huske hvordan hun var endt her eller hvornår Ryse var dukket op, men her var han altså, og hun måtte indrømme at hun havde savnet ham. Selvom det ikke ligefrem var det første der kom til hendes sind.
"Ryse?" hendes stemme var hæs, svækket. Lød nærmest som om at hun ikke havde fået vejret endnu og stadig var stakåndet. "Hvordan.. Er... Er du.. Dukket op?" det var overraskende hårdt, selv bare det at skulle tale, men hun var ikke engang frustreret over det. Bare træt. Virkelig træt.

Ryse havde blot siddet rasteløs ved Skadis side indtil hun vågnede, lige meget hvor meget nogle af landsbyboerne havde sagt til ham at han burde hvile sig, og at de jo selvfølelig nok skulle holde øje med hende, så kunne han bare ikke forlade hende. Han nægtede at forlade hendes side indtil han var sikker, sikker på at hun havde det godt, sikker på at hun rent faktisk ville åbne øjnene. En af de forfærdelige ting ved hans kræft var jo også, at selvom han ikke kunne huske nogle af de folk som han havde mistede, men han kunne stadig føle smerten, det indre tomrum det skabte. Ryse gjorde noget han ikke havde gjort i meget lang tid, og som han heller ikek ville gøre i meget lang tid efter dette. Han bad. Han bad til Isari, han bad om at Skadi skulle blive bedre, om at hun skulle åbne øjnene og kigge op på ham, han bad om at hans liv ville blive taget for at Skadi kunne få sit. Ryse frygtede nemlig ikke at dø, nej, han frygtede at glemme, glemme dem han holdte af, dem der havde været med til at forme ham som den han er. Men der er kun én ting der er værre end at glemme en man holder af, og det er at miste en man holder af.

I det Skadi åbnede øjnene, blev Ryse uendeligt glad, hun havde overlevet det. Det var dog tydeligt at det havde været lige på kanten, og han takkede Isari for at have reddet Skadi, for at have reddet den kvinde som havde listet sig ind i hans hjerte. 
Da Skadi begyndte at snakke, så begyndte Ryse med det samme så småt at tysse på hende. ''Ikke snak Skadi, jeg skal nok forklare det hele senere, nu skal du bare have hvile og ro.'' Hvorefter han lænede sig ind over og kyssede hende på panden, ''sov nu, jeg skal nok være her når du vågner'', sagde han roligt med et smil om læberne, han var virkelig glad for at hun havde klaret den.

Trætheden var så overmandende at Skadi ikke gav sig tid til at brokke sig over at Ryse egentlig kommanderede hende til at være stille og til at sove. Hun havde ikke som sådan lyst til det, men det var, som det var. Hun var dødsens træt og gad virkelig ikke til at tage diskussionen op, så i stedet for at svare igen, lukkede hun bare øjnene og tog fat i Ryses hånd med sin egen, der stadig var ret kold og svagelig. Med hans hånd i hendes, faldt hun i søvn igen, da hendes seer-evner igen gik amok. Det var samme mareridt som sidst, dette værende så grumt og så uhyggeligt, at hun slet ikke var i stand til at opfatte det ordentligt. I stedet for at se noget, der bare gav en lille smule mening, blev det til en miskmask af ting, hun ikke kunne fonde ud af, hvad egentlig var. Men det var åbenbart uhyggeligt nok til at hendes mælkehvide øjne åbnedes, hun rystede let i søvnen, og koldsved begyndte at løbe hendes pande.

Hun vågnede op tre timer efter, stadig lettere træt, men langt mere sammenhængende, og meget forskrækket over mareridtet der virkelig kørte på i de tre timer, hvor hun sov. Hun satte sig op med et ryk og tog sig med det samme til hovedet, mens hun trak vejret hurtigt og overfladisk. "For helvede.. Årh, jeg hader de skide syn," hun var noget mere ved sig selv nu, efter at hendes krop havde fået hvile. Hendes blik endte på Ryse. "Nåh... Men ehm.. Hej Ryse," lettere akavet fik hun sat fødderne på gulvet og gloede lidt forvirret frem for sig.

Ryse var blevet siddende der på sin stol med Skadis hånd i sin egen indtil hun vågnede, han nægtede hverken at spise, drikke eller noget som helst andet indtil han var sikker på at Skadi havde det godt. Der var blevet stillet lidt mad og drikke til ham, men det lå bar der på et bord ved siden af. Da Skadi lige pludselig farede op, blev Ryse noget så forskrækket, han for tilbage og stirrede på Skadi. Han så lidt bekymret på hende, da hun tydeligvis lige havde fået endnu et af disse syn som hun havde nævnt for ham før. Han vidste at hun hadet dem, og han forstod hende godt, han vidste godt hvordan det var at få en slags ubehagelige syn, han fik blot syn om sin egen fortid, hvorimod hendes var om alt muligt forskelligt i fremtiden.

Da Skadi snakkede til ham, gav Ryse et let suk fra sig, han var lettet over at hun havde det godt igen. ''Hej Skadi, her, spis noget, du må være sulten''. Ryse rakte Skadi den mad som var blevet sat til ham selv, og selvom han faktisk var ret så sulten, så kunne han ikke tænke på andet end Skadis velbedfinnen lige nu. 
Ryse blev ved med at sidde og kigge indtil at Skadi havde spist alt maden, lige meget hvad hun sagde ville han ikke lade hende udenom at spise det hele op, hun havde brug for næring nu.

Skadi skævede mod Ryse idet han gjorde gestus mod noget mad der stod. Om det var ment til hende, kunne hun ikke være sikker på, men sulten var hun i dén grad så hun skyndte sig at tage for sig. God mad fra norden. Masser af kød. Perfekt efter en slåskamp. Hun var halvvejs igennem maden da det gik op for hende at hun muligvis havde sovet meget længe, så med en dyrekølle i hånden og på vej op til munden, skævede hun mod Ryse. "Hvor længe har jeg sovet?" hendes ene øjenbryn var hævet og hun kiggede spørgende på Ryse, mens hun tog endnu en bid. Samtidig med at maden langsomt forsvandt, blev hun mere og mere frisk i optrækket. Hun havde brug for næring. Og snart ville hun være så god som ny. Sådan var Skadi bare.

//Afsluttet grundet inaktivitet