"Jeg takker for turen," sagde hun muntert til Feanor, da han satte hende ned på jorden igen. Som om han slet ikke havde vrisset af hende. Hun følte sig helt klart til at tage hvad end, der måtte komme. Det kunne godt være, at Denaro havde skiftet form, men det betød ikke noget for hende. Til gengæld betød det en hel del, at tempoet i kampen blev holdt. Derfor generede det hende en hel del, at Denaro gik igang med en enetale.
Ethelihn stod tydeligvis og kedede sig mens ordene strømmede ud af Denaros mund. Drop nu enetalen...drop det nu.... Hun gav et enkelt suk fra sig, mens hun stod med armene over kors, den ene fod tappende mod jorden. Hun skævede til Feanor, hvorefter blikket flakkede hen til spyddet. "Det må være en anden kraft..." svarede hun, som om hun havde haft husarrest en hel måned og ikke havde kunnet foretage sig noget andet end at kede sig. Fordel? Der er ikke noget, der hedder en fordel, hvis ens modstander tænker sig om dit pladderhoved. Ethelihn mente helt klart, hun var i stand til at tænke sig om. Hun tog en meget dyb og kun næsten lydløs indånding for at styre sin irritation - og for at få vejret helt igen. Den tordenkile, hun sente afsted før, havde terret på hendes kræfter, som tordenkilerne altid gjorde. Hun brugte trods alt sin egen energi på dem. Men netop dén tordenkile havde ikke været særligt kraftig, så hun havde kun meget lidt brug for en genopladning.
Da Denaro var færdig med sin talestrøm, sagde Ethelihn energiskt: "Endelig! Skal vi?" Enden hun havde fået et star, greb hun sine sværd - det tunge i højre hånd, det lette tog håret og et kortsværd i venstre. Ind til videre afventede hun bare Denaros næste træk. Kom så...

Sandet roterede rundt om ham i de faste cirkler, men ud fra ærmerne kom hans egentlig våben flyvende. Et utal af små kugler svævede i luften omkring ham og udgjorde et arsenal af skyts, der kunne skydes mod hans modstandere.
Venstre fod blev roligt løftet, inden den med et voldsomt tryk blev hamret ned i jorden under ham. I samme øjeblik foden ramte jorden skød syv spids søjle af sammenpresset sand op omkring hans modstandere, for at spide dem eller sætte dem i bevægelse. Fra jorden kun han hente utrolige mængder af sand til sine angreb og derved spare en masse energi.
Målet var Ethelihn. Feanor havde trodsalt sin barriere, så med det samme hendes bevægelser satte igang ville de mange kugler fare afsted mod hende, samt hendes mål, for enten at skyde igennem hende som patroner, eller slå hende omkuld. Kuglerne der missede vil formodentlig slå et mindre hul i muren bag dem.
Han vidste han tog en chance ved at lade feanor slippe billigt fra dette indledende angreb, men han var nød til at prioritere, og lige nu udgjorde Ethelihn den største trussel af de to.

Ethelihn fik et chok, da skarpe klippe fremspring af sand skød op ad jorden. Hendes reflekser tillod hende at undgå den slags så længe, hun havde energien, og lige nu var hun fuld af den. Det egentlige problem kom først da de små kugler som en flok irriterede hvepse for lige mod hende. Straks begyndte hun at svinge sine sværd, alle tre. Hun brugte dem som skjold og fik pareret kuglerne, men kun på et hængende hår. Det må man give ham. Han kan holde en på tæerne... Hun bevægede sig meget hurtigt, hvilket logiskt nok ikke kunne blive ved. For helvede da også, der er to af os! Så skyd dig lidt på Feanor, så jeg kan angribe!
Hun standsede sin dans med sværdene og koncentrerede sig om at frembringe et skjold af mørkets kriger-kraften. Mens hun brugte koncentrationen på det, snittede to kugler hendes overarm. Rifterne var ikke så dybe, men de havde flået huden af, hvor de havde ramt - ikke videre behageligt. Hun gispede af smerte, men s heller ikke mere. Hun havde brug for en pause, så hun kunne lade lidt op igen. Hun ville meget gerne af med endnu et lyn - og denne gang skulle det være ordentligt. Hun så over på Feanor, mens hun ventede på, han gav hende en chance for at angribe.

Det der så ikke spor godt ud. Kraften var ikke til at tage tvivl af, den skulle ikke få lov at ramme ham direkte.
Begge armen skød op i en rivende bevægelse og foran ham brød jorden i to og en mur af sand skød op mellem de to kæmpende parter og blokkerede for både udsyn og angreb. Det her var farligere end hidtil antaget og Denaro bakkede et par skridt tilbage. Hans arme rystede efter energien der lige havde forladt kroppen for at blokkere angrebet og øjnene skød vilkårligt rundt for at se om de sprang udenom hans barriere. Han var måske nød til at sætte niveauet endnu højere op for at vinde? Han brød sig ikke om ideen, ikke det mindste.
I en hurtig bevægelse lagde han sig på knæ og placerede begge hænder på jorden foran sig. Muren foran ham var næsten en meter bred og rakte 10 meter til hver side, men kun 5 meter op i luften. Det ville ikke tage lang tid for den bevingede at komme over den, så han havde tralvt. Sandet skød op omkring hans fingre og begyndte at dække hans krop fra armene op op af.

Ethelihn skulle lige til at gøre som befalet... eller befalet og befalet. Normalt tillod hun ikke en ligestillet som Feanor at slippe afsted med den slags, men lige nu koncentrerede hun sig om Denaro, og desuden havde Feanor ret. Det var det helt rigtige tidspunkt at angribe på.
Ethelihn lod skjolet falde og satte i løb. Så skød en mur af sand op i liften foran hende. Hælene blev sat i med det samme, så hun lige netop nåede at bremse. Hun vaklede et skidt bagud og genvandt balancen. "Satans også!!" Hun stirrede irriteret på muren og vurdere om hun mon kunne kom over den. Den gik ikke. Så kiggede hun til begge side, og stak i løb langs muren for at komme over på den anden side. Feanor måtte klare sig selv. Det mente Ethelihn også nok han kunne. Med højre hånd tog hun fat om muren for næsten at vinge sig rundt om hjørnet. Hun fik øje på Denaro og satte igen i løb mod ham, mens hun gjorde klare til at affyre en energikugle. Det knitrede lidt mellem hendes fingerspidser. En lyn kugle på størrelse med en basketbold drønede nu for fuld skrue mod Denaro.

Sandet dækkede hurtigt kroppen, mens han så hvordan skyggerne kravlede rundt om muren. De små grå-gule sten gled op fra fingerne til armene og rundt over hele kroppen inden løb op af halsen og dækkede hele hovedet.
Feanor var ovre og Ethelihn havde passeret flanken.
Med en kraftanstrengelse skød energien gennem hans krop og sandet blev skudt til alle sider ud fra kroppen. Et voldsomt lys skød frem gennem mørket og Denaro skød direkte op i luften og efterlod angrebene under sig.
Spydet han før havde lagt fra sig fløj direkte op itl ham og han greb det med et par lange slanke fingre. Det før sorte hår var nu langt og rødbrunt og hele hans krop var blevet strukket ud i en højere og slankere skikkelse.
Fra hans ryg baskede et par store hvide vinger og han steg hurtigt til vejrs for at komme ud af rækkevide fra Ethelihn. Forblev han i luften ville skyggerne heller ikke røre ham.
Han vendte hurtigt blikket nedad og den frie hånd skød mod Ethelihn skønt der var allerede var langt ned.
Jorden under hende nærmest eksploderede da sandet under det sprang op med en voldsom og destruktiv kraft. Han ventede selv på at Feanor fulgte efter ham. En kamp i luften ville være ganske passende for denne sidste form.

For pokker da også! Først så hun rasende op på Denaro, der hang og svævede flere meter over hende. Kunne han ikke bare komme herned igen, så jeg kan kappe hans hoved af!? Kujon... Så ændrede hendes ansigtsudtryk sig. Ændringen var ikke særligt voldsom. Hun så stadig ... lettere irriteret ud, men nu var der også et strejf af forundring, og så de ansigtstræk der passede til følgende tanke: Hvad i alverden har han gang i?
Ethelihn mærkede kort efter jorden ryster under sine fødder. Den gav efter og pludselig bliv hun skudt op i luften, mens sand hvirvlede omkring hende, så hun slog kolbøtter, snorrede om sig og lavede andre akrobatiske øvelser. Ethelihn forsøgte komme op så hende fødder kunne kompencere for jordens bevægelse, og ikke mindst så hun kunne affyre endnu en salve ren energi. Hun tog sigte affyrede endnu en kugle, som helst skulle have retning mod Denaro, men det var svært at håndtere i denne situation.

to mod en var for meget for ham, han var nød til at finde en måde at slippe væk på. Holdt han sig i luften kunne han holde sig væk fra den ene af dem, men hendes skud var stadig en trussel.
Kuglen fløj direkte imod ham, at undvige ville blotte ham for meget, så han havde kun et valg.
Begge hænder blev strukket frem mod kuglen og sand lagde skød frem foran ham og slog imod kuglen. Kraften var dog for stor og trykbølgen sendte Denaro højt til vejrs i en ukontrolleret rotation.
Vingerne blev slået ud for at stoppe ham og hans blik var øjeblikkeligt på den næste trussel.
Et voldsomt vingeslag sendte ham højere til vejrs. Han vidste allerede at sandet ikke kunne blokkere mørket, så han måtte finde en anden udvej, men hvilken?
Med et ændrede han vinkel og skød direkte ned mod jorden og Ethelihn.
Skygger har ingen masse, så tyngdekraften gavner dem ikke
Et smil skilte Denaros læber idet han slog armene ud med en 'prøv bare at skyd mig nu' attityde.
Fra hans ærmer blev to linier af sand tegnet bag ham
Spydet, som han havde lagt fra sig, svævede nu roligt i luften over jorden ikke langt bag Ethelihn.

Da Denaro til hendes store fryd mistede koncentrationen, stoppede sandgejseren med at sprøjte sand ud til alle sider. Hun styrtede mod jorden og forsøgte at mindske de kommende smerter mest muligt ved at vende sig i luften. Det lykkedes ikke. Ethelihns mere end normalt livlige manke tog delvist fra for hende, men ikke nok til at redde hende fra nogle knubs. Hun rejste sig besværet op og stod nu pustende og stønnende og forsøgte at få vejret og energien tilbage. Det beroligede hende, at hun ikke skulle være bekymret for om Feanor kunne holde Denaro i skak alene, mens hun selv kom igen.
Hun tog et hurtigt kig på skaderne: et stort, blåt mærke på låret, et par skrabede knæ og vidst også en forstuvet tå. Det kunne klares. Så rettede hun blikket, stadig hivende efter vejret. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig i kraftige træk; som en ulv, der forsøger at blæse et hus om kuld. Hun smilede. Når nu du beder så pænt. Ethelihn greb fat om sine to kasteknive og svang dem af sted mod Denaro; en mod hjertet og en mod maveregionen. Hun turde ikke og ville heller ikke fyre flere lyn af. Hun havde stadig energi nok til det, men intet der kunne skade effektivt uden også at skade hende selv. Et par sveddråber trillede ned ad panden fra hårkanten som små glasperler, mens hun ventede på at se sine knive ramme deres mål - hun ville naturligvis flytte sig, når tiden var inde til at komme af vejen.

Håret blaffrede vildt efter den nedstyrtende mand, hvis enorme hvide vinger var slået ind til kroppen som en falk der slog mod sit bytte. blikket afslørrede han ingen interesse havde for at stoppe op, for bag ham nærmede de livstruende skyggearme sig. han slog hurtigt den ene hånd frem og lod sandet slå de to knive til side inden hans venstre arm lavet et ryk. Straks skød spydet afsted, men ikke mod Ethelihn, målet var Feanor, hvis krop han ville gennembore med et voldsomt skud.
Denaro forsatte direkte mod Ethelihn, men havde ikke nogen forhåbning om at slå ned i hende, tværtimod.
((går ud fra hun undviger så skriver lige lidt videre :b))
Højre arm blev strukket frem og berørte let den sandede jords overflade, som øjeblikkeligt veg til side og lod ham grave sig ned gennem det tykke jordlag. Bag ham lukkede åbningen sig med sådan en præcision at han frygte hælen ville blive skåret af.
Han borede sig dybt ned. bort fra skyggerne der ikke havde kunne trænge gennem hans sandmur men var veget udenom. Hold hans teori ville de ikke kunne bevæge sig gennem den hård jord, hvilket betød at undergrunden var hans eneste flugtvej.
Hans lunger var fyldt med luft, men omkring ham var der ikke ilt til mere end et par minutter, hvilket var grunden til han sjældent kæmpede fra denne position.

Ethelihn tog et par skridt til højre for at lade Denaro styrte i jorden, som han åbenbart insisterede på. Havde han virkelig regnet med, at jeg ville blive stående? Ethelihn så forvirret ud, men det skyldtes ikke, men det skyldtes ikke, at Denaro åbenbart havde været dum nok til at holde kursen. Det var mere det faktum, at hun ikke havde regnet med, at Denaro ville styrte i jorden så bogstaveligt. Hun brugte et par sekunder på at smadre et par af sandmissilerne med et par lyn. Så vendte hun sin forvirring til irritation - og måske en smule frydefuld overlegenhed.
"Kujon! Så kom dog op og leg lidt som en mand!" vrissede hun med en vids volumen ned mod jorden. Hun overvejede at sende et par lynkiler mod jorden, men problemet med jord var netop, at den nærmest overhovedet ikke ledte elektricitet. Hun så op mod Flavian, der hang og dinglede nogle meter over hende, for at se om han klarede skærene. Det regnede hun med, han ville, men lige nu var der ikke ret meget andet at se på i det grå mørke. Så kom hun i tanker om, at Denaro nok ikke ville blive, hvor han var, og at det nok var bedre at holde øje med jorden omkring hende.

Han var væk fra selve kampen, men hans krop havde kun få minutters ilt før han ville begynde at miste bevistheden. Slaget var derfor endnu ikke overstået, han skulle væk inden de fandt en måde at bevæge sig imod ham, eller indså hans ilt problem. Han kunne selvefølgelig lave luftbobler gennem jorden, men risikerede at få noget uventet med sig, så det undgik han helst, der var dog en ting, som han stadig gerne ville have fat i. Sit spyd.

Med et lysglimt i den mørke undergrund blev hans skikkelse mindre og hans puls steg for en kort stund. Hans tredje stadie trak for meget energi og ilt, så han måtte spare og opholde sig i sin mest risikable form (skønt den dog heller ikke var noget at spøge med).

Han vidste ikke meget om spydets effekt, men kunne mærke bevægelserne i den over jorden. Dog kunne han kun gisne om hvad disse handlinger kom fra, så med en magiudladning forsøgte han at sende spydet fremad med et hårdt ryk, inden han skød den direkte mod jorden, der ville omslutte den, som den lige havde omsluttet ham selv. Når spydet var i hans besiddelse kunne han sende sig selv afsted imod Paradisskoven og sin hytte.

Ethelihn overvejede kraftigt at zappe jorden til atomer, men tanken, omend fristende, blev slået ud af hovedet igen. Du hun brugte sin evne forholdsvis tit, trods den energi den drog fra hende, var hun godt klar over, at den bare ville pralle af på jorden - ufatteligt dårlig leder. Hun kløede sig i nakken med spidsen af sit mere end normalt livlige hår og stoppede så midt i bevægelsen. Et vidst spyd havde fanget hendes opmærksomhed. Egentlig ville hun gerne sørge for, at hendes allierede kunne komme af med spyddet, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle bære sig ad, uden at han kradsede af - hvilket ville være umådeligt upraktisk. I øvrigt virkede det da temmeligt besynderligt, at manden stadig kunne stå på benene ...imponerende.

(sorry for kort svar - vidste ikke hvad jeg skulle skrive :3)

Han følte hvordan spydet forsvandt ned gennem jorden og lod det stoppe ved siden af sig. Kroppen blev vendt væk fra borgen og med et ryk skød han afsted. Han kunne mærke hvordan luften begyndte at blive opbrugt så han havde travlt.
Han valgte ikke at spare på sin energi. Nåede han uden for deres sanser rækkevide kunne de formodentlig ikke spore ham, det ville være som at finde ud af hvor en forsvunden regnorm ville dukke op igen næste gang.
Spydet fulgte efter ham idet han forsvandt væk fra mørkets borg. han måtte finde en anden måde at få sin viden på.

//out

Ethelihns så rundt på jorden under hende og forventede, at Denaro kom springende op ad jorden hvert øjeblik, det skulle være, alt imens hun hvert tredje sekund skævede til Feanor for at se, om han klarede den. Hun måtte ærligt indrømme, at det ikke så godt ud. Hun kunne ikke vente meget længere, men Denaro måtte ikke kom ind på den borg. Han havde været... temmeligt god, hvilket måtte betyde, at han havde en vigtig årsag til at begø noget så banalt som indbrud. Hun tappede lidt med tæerne i jorden, sukkede dybt og tog så en beslutning. Denaro måtte hun overlade til de andre vagthavende; Feanor skulle ind til heling og det lidt tjept. Der var ikke gået mere end et halvt minut, men det var også mere end rigeligt. Hun løb hen på siden af Feanor. "Så går vi, svækling."
Hun forsøgte at trække ham på benene i en efter omstændighederne temmeligt hensynsløs bevægelse. Intentionen var at få ham hen til de nærmeste vagter. Hun havde ingen chance for at bære ham selv, men så længe han stadig havde lidt af sin førlighed, kunne hun støtte ham.

Ethelihn var fulgt med halvvejs, da hun alligevel havde været på vej op på murene for at give vagterne besked om deres indbrudstyv. Men hun var standset omkring fem meter fra vagterne i samme øjeblik, som Feanor havde kastet sig over den ene. Først stod hun bare og stirrede chokeret, dernæst gjorde hun sig klar til at reagere hvis han nu skulle få den geniale idé at rende efter hende. I første omgang ville hun absolut ikke stikke af, men tanken havde dog strejfet hende som en eventuel flugtplan. Til sidst affandt hun sig med, at han åbenbart ikke skulle bruge flere ofre i aften og valgte i stedet bare at se fascineret på hans mave, der nærmest klistrede sig selv sammen.

Det lod til at stormen havde lagt sig helt. Selv vagten var stoppet op og så ud til at være temmeligt afslappet. Men hun havde heller ikke forventet andet af dem, der arbejdede her. "Giv de andre vagter besked om at holde øje med en rødhåret mand med et spyd og en masse sand." Sagde hun tydeligt så det rungede i gangen. Vagten stod lidt og så på hende med en vis irritation. Så tog han af sted. Det var temmeligt tydeligt, at han ikke brød sig om at blive kommanderet rundt med af en af samme status. ethelihn selv kunne ikke se problemet. De andre skulle have besked, og du skulle gå hurtigt. Der var ikke tid til alt det pladder med at drage Alwyn ind i det.

Apropos blod... Ethelihn så ned ad sit tøj der nu var fuldstændigt klistret ind til hendes krop i den ene side - ikke særligt charmerende. Hun tog fat med to fingerspidser i kjolestoffet og hev lidt ud i det, så man kunne høre det halvstørknede blod give slip på tøjfibrene. Så vendte hun blikket mod Feanor. "Meget tæt på men det lod ikke til at være et problem. Til gengæld ser det ud til, nogen skylder mig en ny kjole." Hendes legesyge smil var tilbage, men hun var skam dødsensalvorlig. Han havde ikke høj nok status i hendes hoved til, at han kunne slippe for at ordne, hvad han havde ødelagt.

Hun satte en hånd i siden, skød hoften lidt til venstre og lage hovedet lidt på skrå. Hendes ansigtsmimik talte sit tydelige sprog: Du laver sjov, ikke? Selvfølgelig havde hun knofedt nok til at vaske pletter ud af tøjet, men blod var anderledes havde hun er erfaret. Det blev bare siddende; som om dets eneste mål i livet var at ødelægge alt hendes bedste tøj. Hun kunne selvfølgelig bare lære at lade sit bedste tøj blive væk fra slagsmål. Problemet var bare, at slagsmålene insisterede på at komme rendende, når hendes bedste tøj var med i byen. Nå ja, man kan vel ikke få alting.
"Og jeg er forfærdeligt ked af at spænde ben for dig igen," kommenterede hun sarkastiskt. Hun så lidt på alt blodet. Det så gyseligt ud, men hun havde set værre i en meget tidlig alder, så det rørte hende ikke - i hvert flad ikke ret meget. Hun nikkede mod hullet på maven. "Men det hul der forsvinder ikke med lidt knofedt. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?" Hun lød næsten som en mor, men på en ikke særligt mor-agtig og noget mindre kommanderende måde.

Ethelihn svarede ham ikke direkte, men nøjedes med at tænke, at det aldrig ville kunne ordnes uden at se ud ad pommern til. Men det måtte han jo selv om. Hun gjorde pladse, så Feanor lige akkurat kunne komme forbi hende, og så vandrede hun selv afsted til den næste borgmur for at finde en anden at kede sig med.

//out