"Dascht!" En populær ed fra hendes barndom undslipper hende og hun springer til side, da krattet og træet flammer op.
Ok, hun var oppe med en meget seriøst modstander, som hun højst sandsynligt ville tabe til.
Hun beholder kniven i hånden, da hun midlertidigt er blændet af ilden. hun springer op på en sten, der rager en smule op ad græsset, skygger for øjnene og skærper af angst sit syn.
To mænd, den ene med en snigmorderstatur. Blod på halsen af denne. Den anden spinklere af bygning, men højst sandsynligt også farlig.
Hun havde, som hun så det, to muligheder. Flugt, hvilket kunne ende i en katastrofe pga. snigmorderens kompetencer, eller overgivelse.
Stenen var perfekt at sætte af på, men samtidig også et perfekt sted til at overgive sig.
Hun lod kniven falde på granitten, så klangen af stål kunne høres.
"Jeg er ubevæbnet!"
Krystallandet
