Isis gule øjne hvilede endnu på Ray inden hun stoppede helt op, længere fremme formede sig en mindre by, ikke på størrelse med den de før havde været i, men de forskellige bygninger var tydelige at skille fra hinanden, og husene havde også en solid afstand til hinanden, hvad Ray nok før eller siden ville finde ud af var, at havfolkets temperament var ekstremt stort, og man boede derfor ikke så tæt som man gjorde på landjorden, og på trods af den solide afstand var der stadig nabokrige der baskede.
Isis strøg en hånd igennemdet lillafarvede hår og kiggede så på Ray "Mine brødre er nok hjemme, du skal vide at folk er ret ærlige hernede, såh, du skal nok ikke lade dig fornærme så let, det er mange år siden der sidst har været en fra landjorden hernede!" sagde hun så, og skævede imod de store udskårne klippebygninger der var omkring 500 meter fra dem.

Langsomt satte hun igen af fra stedet hvor hun havde stået stille, og svømmede fortsat i havskildpaddetempo mod byen. Egentligt vidste hun ikke rigtigt om det var klogt at tage Ray med hjem, men nu havde hun sådan set før det første fået ham forvandlet og for det andet havde hun lovet at vise ham folk der levede på bunden, så der var kun en vej frem.

"Og.. Så er det nok klogest at lade være med at kalde os søslanger, det er de færreste der er så tolerante som jeg!" grinede hun så, og slog et par slag med halen, "Desuden redder et par 'drinks' dig ikke ud her!" hun sendte ham igen et smil, han ville nok aldrig rigtigt kunne finde sig til rette på bunden, han var nok for nervøst anlagt, både med hans frygt for søslanger og dets lige, men umiddelbart virkede han heller ikke som typen der svarede igen og bed fra sig, på den anden side, hvis han blev dernede et par måneder havde han vel ikke rigtigt noget valg

Ray valgte ikke at kommentere på noget af det hun sagde, men blot at lade sig notere om det og svor ikke at glemme det. Alligevel kunne han ikke lade være med at smile skævt. Tolerante som Isis? Havkvinden, som havde forvandlet ham til et hornet skældyr med finner og gæller, fordi hun ikke så sig helt tilfreds med hans opførsel? Tolerant var ikke et ord han ville bruge om hende. Han skævede til hende og lå da alligevel inde med nogle kommentarer, som han dog besluttede sig for at holde for sig selv.

Da han endelig vendte blikket mod byen foran dem, tabte han kæben og stirrede målløst på stedet. Igen blev han overvældet, trods byen egentlig lignede den foregående by en del. Det var stadig betagende, for en simpel landkrabbe, om Ray jo stadig var.
"Så," han var nødt til at kommentere på det hun havde sagt. "Folk er meget ærlige og direkte, og ikke vældig tolerante? Det må da skabe en del konflikter, kan jeg forestille mig?"
Det virkede meget paradoksalt.

Ray slog nogle slag med halen og fik sat farten op, nærmest på magisk vis. Han var ved at få styr på bevægelserne og svømningen. Han var stolt af sig selv, især taget i betragtning at han aldrig havde kunnet svømme og endda sank som en sten under normale omstændigheder.
Byen kom tættere på og Rays øjne lyste op. Han så frem til at kunne få en pause og få slappet af i halen. Desuden så ville han få mulighed for at studere folket på nært hold, hvilket han så frem til.

Isis skævede til ham, han sagde ikke rigtigt noget, et øjeblik overvejede hun om hun havde skræmt ham halvt ihjel, indtil han selv åbnede munden, og talte igen "Mjae, folk er i hvert fald væsentligt ærligere hernede end de er på overfladen!" sagde hun så, og skævede til Ray, der faktisk var ved at få styr på halens bevægelser, resten kom med tiden, og ellers skulle han nok lære at svømme hurtigt den dag han blev jagtet af en sulten haj, eller det var hun i hvert fald overbevist om.
"Jeg kan forsikre dig om at der er naboproblemer hernede, hvis folk har problemer med hinanden siger de det. Eller gør noget ved det!" knurrede hun halvlavt eftersom de var ved at være tæt på hjemmet, roligt svømmede hun ned imod de store klippeformede buer der snoede sig flere meter opad, inden de fandt sammen i forskellige dekorationer.
"Rakna? Tarmin?" hendes stemme var en anelse mere bestemt end når hun snakkede til Ray, hun havde efterhånden tillagt sig en menneskelig omgangstone.

En stor mørk skikkelse gled langsomt indover måde Isis og Ray, inden den landede ikke mange meter fra dem begge "Jamen dog Isis, jeg troede du havde groet permanent ben!" snappede hannen, der tydeligvis var en af brødrene, han var en anelse større end Ray, og hans skæl var næsten sorte med et sølvgråt skær.
"Du er så morsom Rakna, bare fordi nogle af os har noget at tage os til!" snærrede hun tilbage imod storebroderen der trak på skuldrene, og vendte de store orange øjne imod Ray "Hvem er kræet du har slæbt med?"

Ray rynkede næsen ved hendes svar. Det så ud til at det var det gode gamle princip med, at den stærkeste overlevede under vandet. Hvis folk var utilfredse med noget, så gjorde de noget ved det. Tanken om hvad disse utolerante væsner gjorde, fik ham til at gyse. Han skulle tydeligvis undgå at sætte sig op mod nogen. Det nyttede ikke noget at han blev flået som en fisk pga. en spydig kommentar. Han lovede sig selv at holde lav profil.

Havmanden var stor. Enorm. Som en skygge for solen, trods der ikke var nogen sol. Ikke her nede. Ray sank en smule sammen og stirrede forfærdet på det store væsen. Rakna, som hans navn åbenbart var, lignede en som let kunne knække ryggen på én som Rex. Han mindede sig selv om hvad Isis havde sagt - de var ikke tolerante. Var der noget de ikke brød sig om, så tog de sig af det.

"Jeg--" begyndte han, men måtte rømme sig for at få samling på sig selv. Han overvejede ganske kort om han skulle give et andet navn, og undlade at fortælle hvorfra han kom. Man vidste aldrig hvad dybhavsfolket tænkte om folk som ham. Desuden så havde Samson spioner overalt. Kunne man være for forsigtig?
"Jeg er Syrio."
Syrio? Han mindedes at have læst om en Syrio i en bog. Eller var det Syria? Han valgte at holde sig til navnet. "Syrio Xulfor."
Han stirrede på den store fyr foran sig og rettede sig op, for at indikere at han ikke følte sig truet - ikke mere i hvert fald. Han stirrede ind i den andens øjne. Han ville kommentere på sit nye øgenavn, men valgte at tie. Nogle ting behøvede man ikke spilde kræfter på.
Han bad til at Rakna ikke begyndte at spørge ind til hvor han var fra, hvor han havde mødt Isis eller hvad han lavede til dagligt. Hvad lavede havfolk overhovedet? Han sank en klump.

Isis kunne tydeligvis mærke Rays utryghed ved Rakna, ikke så mærkeligt, men han var også den ældste. Tarmin derimod var en anelse mindre end Ray, da Ray trods alt ikke var noget lille havfolk, mindst af dem alle sammen var Isis men hun var også en hun, og på trods af havfolkets menneskelige intelligens var de på nogle punkter som dyr, der fandtes ikke én eneste hun der var større end hannerne, og Isis selv var ikke en af de største.

"Hold nu op Rakna, har du ikke nogle damer du skal ud og tage dig af? Mhm?" hun løftede hurtigt øjenbrynene, og svømmede ind imellem de to. Rakna kiggede kort på Ray og nikkede så, det faktum at han havde sat sig i respekt og ikke krøbet ned over gulvbrædderne fik ligeledes den sorte til at trække sig.
"Hvor er Tarmin desuden?" knurrede Isis så, og skævede igennem 'huset', da ingen andre tilsyneladene var tilstede.
"Der har været hajangreb oppe nordpå, han er taget afsted for at tage sig af det sammen med far!" svarede han kort for hovedet, inden han sendte Ray et sidste blik, og gjorde mine til at forlade stedet.

Isis vendte sig derefter mod Ray, og smilede små-undskyldende til ham "Beklager, sådan er det oftest hernede, og Rakna er en af byens stærkeste hanner, terratorie og alt det der fis!" sagde hun så, og satte sig på en større sten der var ovre i det ene 'hjørne' af bygningen.
"Er du okay?"

Ray stirrede efter Rakna og så længe efter ham, da han endelig var forsvundet ude af syne. Han var endnu ikke helt sikker på hvad der var sket, men måske var det bedst hvis han ikke kommenterede hvad der just var foregået.

Han vendte blikket mod Isis og åbnede munden. 'Damer?' ville han spørge, men valgte at lukke munden igen. Enten var Rakna damernes ven eller også var han bordelejer. Han lignede ikke en, som kunne være nogens ven. Det var han for skræmmende til. Skræmmende? Mandig. Han rynkede næsen og valgte ikke at tænke mere over det. Hans tanker ville sikkert bare forvirre den simple fiskehjerne som nu var i hovedet på ham.

Han åbnede munden igen. 'Hajangreb?' ville han spørge, men ordene ville ikke forlade hans læber. Så hajerne var altså vilde nok til at angribe havfolket. Selv med deres - vores - spidse horn og grusomme udseende. Han lukkede munden igen og sank en klump. En tvivl begyndte at vokse i hans krop. En tvivl om overlevelse.

Han åbnede munden en tredje gang. "Territorium?!" udbrød han lidt for højt. Han rømmede sig, overrasket over, at han faktisk havde formået at sige noget. "Sig ikke at jeg skal duellere folk, bare for at have et sted at være! Det tror jeg ikke jeg vil kunne håndtere. Du må lære mig at overleve!" Det var jo galskab! De var jo vilde! Ustyrlige! Fascinerende.

"Jeg har det fint, jeg har det fint. Du ved, jeg er vant til at håndtere store prustende væsner med horn og sorte skæl og vinger på størrelse med bygninger. Det er intet problem for mig. Desuden er det også hverdagskost at skulle tænke på hajer og hajangreb. Du ved, jeg er den fødte hajjæger. Det ligger til min familie. Åh ja."

Isis sendte ligeledes Rakna et sidste blik inden han foldede vingerne ud og gjorde et vældigt slag med dem og halen på én gang, hvilket fik ham til at forsvinde gennem vandet og ud af deres synsfelt i en utrolig fart, dernæst skævede hun til Ray der tilsyneladene var blevet paralyseret, tillykke til ham, han havde overlevet der første møde med et havfolk der ikke var så venligt anlagt som Isis.
Havde det været Rakna Ray havde stødt på i første omgang, og havde han fornærmet ham som han havde fornærmet Isis, så havde han nok slået hans hjerneskal ind, bortset fra, at Rakna aldrig bevægede sig til overfladen, han havde vidst været der en enkelt gang, men det var ikke lige hans smag, ifølge ham var menneskene for underlige, ikke spor ærefulde og ikke mindst fordomsfulde, det sidstnævnte kunne man vidst ligeledes kalde Rakna selv, til trods for, at han aldrig ville indrømme det.

Isis strakte sig, og ventede på at Ray skulle finde ordene og nikkede til det første der kom over hans læber "Ih jo, hver by har en 'førerhan' vi halder dem for Ventash'ma, de sørger for byens sikkerhed, og er der en anden der vil udfordre den stående han skal man tage kampen op. Jeg forstår ikke selv hvorfor man vil slås for så fjollet en titel, men det er der altså folk der vil!" sukkede hun så, og skævede igen til Ray, der denne gang igen begyndte at beklage sig, til sidst kunne Isis ikke holde igen med at vende øjne af ham, han var helt umulig at have med nogen steder uden at han skulle beklage sig.
"For det første Syrio, så er du selv et stort prustende væsen med skæl og horn, for det andet har vi folk til at tage sig af hajerne og for det tredje, hvis du skulle være så uheldig at løbe ind i en haj har du fordelen i at kunne vride dens kæbe over med dine bare næver, det er jo ikke for sjov at havfolket er muskuløst bygget!" knurrede hun så i retning af ham, mens hun kneb øjnene sammen imod ham, der var da en grund til at havfolket ikke var blevet til Hajføde for længest, desuden havde de 'almindelige' havfolk væsentligt større chance for at blive spist end dybhavsfolket nogensinde ville opleve

"Ventash'ma... Hmmm..." mumlede Ray stille for sig selv. Tanken om at være en leder virkede ikke så ringe. Han måtte da have nogle fordele - han var trods alt et landvæsen. Krystallianer! Måske skulle man-- Nej! Han stoppede sin tankestrøm. At blive leder for et dybhavsfolk lød ganske vidst interessant - lokkende ligefrem. Men det faktum at han på et tidspunkt kunne vende tilbage til overfladen og genoptage sit liv som normal Krystallianer, ville betyde at han skulle forlade sit trofaste folk. Og desuden ville han ikke bryde sig om at blive udfordret af andre hanner. Og for det tredje, så ville han sikkert ikke kunne besejre en anden han - hans fremadrettede svømning var jo lige så fremadrettet, som de Krystallianske veje. Han sukkede. Alligevel lå tanken i baghovedet. Hvis han kunne formå at blive Ventash'ma, så tænk hvad folk ville tænke om ham! Den ære han ville vinde. Hans eneste chance for at vise, at han ikke var svag. Ikke var en slave af livet. Måske ville det endda kunne imponere Isis. Det ville sikkert ændre hendes tanker om ham. Og hele hans folk. Han smilte for sig selv. Måske var det ikke en dårlig idé.

Da Isis først nævnte hans nye dæknavn, åbnede han munden for at forklare sig. Da hun dernæst nævnte deres haj-ordnere åbnede han den igen. Da hun til sidst nævnte, hvordan et hypotetisk møde mellem Ray og en haj ville være, åbnede han den endnu en gang. Ingen ord kom ud. Han ventede til hun var færdig, plus et par øjeblikke mere.

"Du må forstå," begyndte han tøvende, "at... Altså..." Hvordan skulle han forklare, at han konstant var på flugt fra Samson? Hvad ville hun ikke tænke om ham, hvis han fortalte hende, at en stor mand på en rød tyr ejede ham? Og hvad med Kyoshiro? Isis ville uden tvivl midste den smule respekt hun endnu havde tilbage på den stakkels mand.
"Jeg har mine grunde til navnet, mh?" valgte han til sidst at brumme.
"Desuden så tvivler jeg på, at jeg på nogen måde ville kunne harmle op med en haj. Jeg mener, se på mig! Se min reaktionshastighed! Det tager mig to vintre og en sommer at bevæge halen, ganske enkelt fordi jeg ikke er sikker på om jeg skal fokusere på venstre eller højre ben! Og derudover har jeg to flapper på ryggen, der kun reagerer, når jeg bliver så forskrækket over at se dem, at jeg får spasmer igennem kroppen! Jeg ville ikke kunne nedlægge et søpindsvin!"

Isis øjne fulgte endnu Ray, han var tydeligvis stadig underligt til mode over at være blevet forvandlet til havfolk, på den anden side kunne Isis udemærket godt huske første gang hun satte sine menneskeben på overfladen, det var ikke rigtigt noget succes, det havde taget hende timer og atter timer at lære overhovedet at stå på benene.
Hun strakte sig igen, denne gang vippede hun næsten helt bagover så hele hendes krop mere eller mindre lignede en halvcirkel, den lange tur og med Ray på slæb havde faktisk været en anelse udmattende, at Ray ikke var faldet død om for flere kilometer siden kom faktisk bag på hende, måske var der mere end det ydre og de dumme kommentarer viste.

"Og hvad er disse grunde så? Er du bange for at give dit navn til en flok havfolk der lever på bunden af havet?" spurgte hun så, og viftede småutålmodigt med halen, og lagde armene over kors, dette klarede hun uden at lave så meget som den mindste skramme på sig selv, men hun var også vokset op med hornene, hun kunne godt sætte sig ind i, at det ikke var let hvis man var vant til at have glat hud.
"Det kan desuden godt være at du ikke har styr på din krop endnu, men lad mig minde dig om, at du for under et døgn siden var panisk angst for vand, og at du ikke havde nogen ide om hvordan man svømmede, se på dig nu! Om mindre end to døgn burde du være i stand til at slå en haj ihjel, hvis den er enlig!" sagde hun så, og nikkede til sin kommentar. Hajer blev først et problem når de kom i flokkevis, hvilket skete til tider, dette nævnte hun dog ikke til Ray, han behøvedes ikke være mere panisk end han i forevejen var

Ray stirrede mistillidsfuldt på hende. Indtil nu havde hun ikke gjort ham nogle tjenester. Egentlig irriterede hun ham. Og det irriterede ham yderligere at han var nødt til at blive hos hende, hvis han da ønskede at overleve.

Hendes første spørgsmål blev ikke besvaret. "Jeg behøver ikke forklare mig til dig." hvæste han bittert. Hun vidste ikke hvad han havde været igennem. Kendte ikke til hans fortid. Ray gjorde klogt i at være forsigtig. Samson havde skadet ham før. Ray havde nært mistet venner og familie, grundet sin uforsigtighed. Han agtede ikke at lave de samme fejltagelser igen.

Hendes næste kommentar irriterede ham yderligere. Selvfølgelig var han bange for vand - han var stadig bange for vand. Hvis forvandlingen pludselig ophørte, ville han synke til bunds - og dette var ikke grundet hans manglende svømmekundskaber. Det var en forbandelse han havde båret med sig hele livet. Dette ville Isis selvfølgelig ikke kunne forstå.
"Jeg svømmer, fordi jeg ikke har noget andet valg. På land ville jeg--" han stoppede igen. På land ville han være et let bytte. Og Ray havde mange fjender. Og hvad angik hajen, så var han ikke interesseret i at slå dem ihjel, snarere undgå dem generelt. Dette var dog ikke noget han selv kunne styre. Forhåbentlig var det dog sandt.

En stærk strøm af hjælpeløshed skyllede ind over ham og fik ham til at midste modet. Han havde mest af alt lyst til at tage hjem. Kravle op i den bløde seng. Forsvinde under tæppet. Et højlydt suk forlod hans læber, og han tog sig til hovedet.
"Hør, det er ikke nemt for mig. Jeg befinder mig lige nu i det eneste element, som jeg ikke har nogen chance for at begå mig i til daglig. Jeg er i en krop, som jeg aldrig har benyttet mig af før. Jeg bliver straks indirekte truet, først af dig og nu af ham Rankan eller hvad han hed. Jeg skal vogte mig for dyr, som jeg aldrig troede jeg skulle stå overfor og jeg befinder mig i en verden, som jeg ikke engang anede eksisterede. Tag lidt hensyn!" det sidste var mere en vrissende hvæsen end alt andet. Han havde en skingrende hovedpine. "Desuden så tror jeg, at jeg blev forgiftet i går." mumlede han pludseligt. Nogle underlige minder var begyndt at tage form i hans tanker.

Isis' ansigt fortrak sig mere og mere til en arrig mine som han talte, der var grænser for hvad hun ville stå model til og især overfor en som Ray der havde haft travlt med at fortælle hende hvilket monster hun var før på dagen, og ikke nok med det, så fortsatte han nu med at være spydig og desuden så hvæsede han ligefrem ad hende, et hvæs som kun et havfolk kunne præstere.
"Prøv at hør her lille mand..." startede hun og fór helt op i hovedet på ham med en arrig snæren "Jeg er træt af at høre på hvordan alting er galt med dig, det er uanset hvor du er eller hvad du er, jeg har prøvet at give dig en gave ved at vise dig en verden som kun ganske få mennesker nogenside har oplevet.." fortsatte hun med en kølig hvidslen som aflørrede de syle spidse hjørnetænder "Jeg kunne bruge hele dagen på at fortælle dig hvor heldig du er, men jeg er efterhånden ved at være så overbevist om, at du slet ikke kan overbevises om noget som helst, at jeg tvivler på at det er tiden værd, og hvis det er åh så stort et problem, og du ikke kan vise mig den mindste smule respekt, skal du være velkommen til at stikke af til overfladen, og sidde der og vente på at blive 'normal', så du ikke længere behøver at være fanget i en krop der tilhører et monster!"
Isis svømmede et par meter væk fra ham og krydsede igen armene i en arrig attitude, det kunne godt være at han havde haft det hårdt, og at hans fortid ikke var let, men hvis han havde nogen idé om hvad Isis havde været igennem med tiden skulle han bare klappe i, menneskene var værre monstre end havfolk nogensinde kunne blive, ærgerligt at Ray ikke kunne indse det.
Hun tog hurtigt halskæden af der i virkeligheden var en lille beholder, som hun kastede over imod Ray "Her, den gør dig normal inden for de næste 4 døgn!" knurrede hun så og gav et enkelt bask med vingerne for at holde sig oppe

Da dybhavskvinden kom tæt på, stirrede han hende arrigt ind i øjnene. Tolerant, pf, ja sikke hun var! En gave?! Han knurrede lavmelt. Det hele var ment som en straf, sådan havde det været lige fra begyndelsen. Nu refererede hun til det hele, som havde hun gjort ham en tjeneste? Ray troede ikke sin egne ører. Havde han ører? Han havde ikke tænkt sig at undersøge det nu. Hvor vovede hun at tale sådan til ham? Han var en han-- en mand! Han var en mand!

"Se det fra mit perspektiv, 'lille dame'. Da du var på landjorden første gang, nød du det så virkelig? Da du blev angrebet af vilde løbende dyr, væsner du aldrig før havde stået ansigt til ansigt med, følte du dig da heldig? Da du blev mødt af dit første menneske, var du da lykkelig og taknemmelig? Jeg tvivler!" hvæste han arrigt tilbage, "Du lever i din egen verden, hvor alt det som du kender til er godt, simpelt og rigtigt. Jeg lever i min verden, hvor hajer og dybhavsvæsner ikke optræder i gadebilledet! Jeg hører ikke til her! Jeg passer ikke ind. Det er ikke min verden. Det er din."
Hvorfor forstod hun det ikke? Ray havde ikke lyst til at råbe af hende. Han var normalt velafbalanceret, men der var noget ved Isis som bare... Gjorde ham dyrisk. På en eller anden uforklarelig måde. Måske var det ikke Isis. Måske var det ham selv?

Han var ikke sikker på hvad han skulle sige til monster-delen. Han havde vel kaldt hende et monster, havde han ikke? Han ønskede inderligt at han kunne tage det tilbage. Ville undskylde, men var for stolt. For stolt lige nu, i hvert fald. Han var vel lige så meget et monster for hende, som hun havde været for ham.

"Hør, alt det jeg sagde i starten..." hans stemme var mere rolig, beklagende faktisk. Men han færdiggjorde ikke sætningen, sukkede blot, da hun kastede genstanden, som førhen havde hængt om hendes hals. Han betragtede den, som den roligt sank mod bunden.
"Isis..." sukkede han opgivende og tog sig til hovedet. Hvad ville hun ha' fra ham? Uanset hvad han gjorde eller sagde, var det forkert. Var det ikke? Han så ned på kæden og beholderen i sandet. Hvor længe havde hun haft den? Og hvorfor havde hun den? Havde han set hende få den? Han kom i tvivl. Alt var sket så hurtigt. Han viftede med halen og svømmede, uden rigtigt at tænke over hvordan, adræt ned til sandbunden. Han stoppede sig selv, knap 20 centimeter over det mørke sand, tog beholderen op og betragtede den indgående.
Skulle han blive? Kunne han virkelig lære noget? Hvis ikke om dybhavsfolket, så måske om sig selv? Han vendte blikket mod Isis. Måske var hun den udfordring han havde ventet på. Han knugede kæden og dens smykke. En del af ham ønskede at søge opad. Mod solen, varmen og lyset. Mod hjem, alt det han kendte og havde kært. En anden del af ham ønskede at blive. Væk fra fjender, jægere og grådighed. Væk fra problemer og bekymringer. Væk fra Krystallandet. Han sukkede igen, lukkede øjnene og bad til, at den Gud, der eksisterede, ville beskytte ham på rejsen der lå forude. Han svømmede op til Isis og sendte hende et beklagende blik.
"Undskyld." sagde han. Det var ingen mumlen, knurren eller snøvlen. Et klart og ærligt ord. Han tog hendes hånd, og lagde beholderen deri. "Vil du give mig en chance til?"

Isis kneb yderligere øjnene sammen og strakte vingerne i en faretruende attitude "Det er rigtigt at jeg ikke var overstadig lykkelig, men jeg gjorde i det mindste noget ved det, og ikke bare satte mig ned og gav alle andre skylden for det som jeg selv var bange for at gøre!" snærrede hun tilbage, ærligt talt var hun ked af at have sendt Ray tilbage til overfladen, tanken om at have et menneskes forståelse i et havfolks krop var ganske betryggende, Isis fik tit for meget af alt hannernes pusten op, desuden havde de ikke rigtigt større forståelse for andre, på den led var menneskenes verden afgjort den bedste, selvom hun ikke ville indrømme det, ikke nu i hvert falsd.

De store gule øjne betragtede roligt Rays næste træk, han ville nok gafle kæden og stikke halen mellem benene (haha) så hurtigt han kunne, hvis hun kendte ham ret. Han var splittet over sin beslutning, det kunne alle og enhver se, Isis var bare spændt på hvad den endelige beslutning blev, selvom hendes sind endnu sydede og boblede.
Dog vidste hun godt hvad klokken var slået da han svømmede imod hende, hun tog roligt imod halskæden, og sendte ham så et sigende blik.
"Jeg har måske været for hård fra starten, vi kan tage ud til en forladt bygning et godt stykke uden for byen, der er ikke andre havfolk, og der er ikke langt til krystalhulerne derfra!" sagde hun så og fremtvang et smil, hun var allerede nu blevet bedre, selvom hun godt kunne mærke hvordan vreden stadig fandtes et sted under huden

Hendes ord var ikke kun spydige, men direkte ondskabsfulde. Ray skar en grimasse. Landet lå jo sådan at det netop var alle andre skyld at han var havnet her. Havde Taylor og Samson ikke forgiftet ham, var han aldrig blevet barn. Havde han ikke været barn, så havde han opført sig anstændigt overfor Isis. Havde han opførtsig anstændigt overfor Isis, så havde hun ikke forvandlet ham til et havfolk. Men han lod det ligge. Lod hende blot angribe. Det betød ikke noget alligevel. Hendes mening var ligegyldig, mindede han sig selv om. Og så alligevel...

Freden lagde sig imellem dem.

Ray smilte tøvende. Han kunne godt mærke at der var nogle spændinger mellem dem endnu, men han ønskede ikke at kommentere på dem. Isis var som en vulkan. På alle måder. Han ønskede ikke at hun pludselig gik amok. Han frygtede hendes temperament. Han var ikke sikker på at det var en god idé, hvis de tilbragte natten sammen. Han frygtede lidt for sit liv.

"Hør, du kan blive her med din familie. Fortæl mig hvilken vej det er, og jeg tager derud." 'Jeg tror vi har brug for at køle af.' Han tilføjede ikke den sidste del bevidst. Det ville ikke være et smart træk. "I morgen kan jeg komme tilbage hertil." 'Hvis jeg kan finde vej. Og hvis jeg ved hvornår det er morgen hernede.' Igen tilføjede han ikke den sidste del. Han smilte atter tøvende.

Isis lyttede intenst til hvad han sagde, hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige til det hele, for hendes vedkommende var det fint at han stak af til den forladte bygning, hun var ikke rigtigt urolig for om han kunne finde ud af døgnrytmen hernede, det dyriske instinkt der fulgte med kroppen havde en naturlig døgnrytme, det var snarre vejen hun var nervøs for, det var ikke ligefrem let at finde derud, men hvis han insisterede.

"Det er fint, du skal ud herfra og følge den lille sandsti vi kom fra, når du kommer til revet med de største søanemoner skal du til venstre og svømme ca. 1000 haleslag, så vil du komme til en kløft, den skal du følge til højre og efter et lille stykke vej vil du komme til en stor bygning, 3 gange større end denne, du kan ikke tage fejl!"
sagde hun så, og sank ned på den samme sten hun før havde ligget på, inden hun igen hægtede halskæden omkring halsen, vendte så blikket imod Ray

Ray lyttede til hendes forklaring af vejen. Det var en meget lang forklaring. Meget meget lang. Ray spærrede øjnene op og stirrede lamslået på hende. "Tusind haleslag !?" udbrød han, ganske tilfældigt. Havde de da ikke hørt om skilte? Eller at navigere efter stjern-- nånej. Bølgerne? Det kunne man nok ikke.

"Okay." Han rømmede sig og så meget selvsikker ud, trods han langt fra var det. "Det kan jeg sagtens finde, uden nogle problemer." forsikrede han. Han skulle vise hende at han ikke var helt uduelig. Han var fast besluttet på at vinde lidt respekt. Bare en smule?

"Godnat så." i et kort sekund overvejede han hvordan han skulle ligge ned. Med horn og pigge på ryg, arme, hoved og hale virkede det næsten umuligt. Det måtte han finde ud af når han nåede frem. Han lavede et mindre buk, for at være høflig og vendte om, for at finde vej til sit bestemmelsessted. Efter et par slag med halen var han godt på vej, følte han, trods han ikke var kommet længere end 10-meters afstand fra Isis. Han stoppede op og så ned på jorden, for at finde sandstien. Hvor var den? Det gik op for ham at der var to stier, som løb hver sin vej. Hvilken var de kommet af? Han forsøgte at gentage Isis' instruktioner i hovedet, men måtte hurtigt indse at han intet kunne huske. Hvad nu? Skulle han vende om og bede om hjælp, eller skulle han mande sig op, tage chancen og vise at han turde? Han sank en klump. Forvirret. Fortvivlet.

Isis skævede mistænksomt imod Ray, hvis hun havde ret så havde han allerede glemt vejen på nuværende tidspunkt, hvilket ville blive et problem for ham, på den anden side ville kløften ikke være svær at finde, der var nok langt for en som Ray, men man overså den ikke, den var mindst 1000 meter dyb og endnu mørkere end mørket på bunden.

"Heldigt, jeg håber du har en god stedsans, vejen tilbage er en smugle mere besværlig, men det finder du nok ud af!" sagde hun så, da han selvsikkert havde forsikret hende om hans fortræffelige evne til at finde vej, og begyndte at svømme ud imod vejen, hvor han igen stoppede op.
Isis gav et lille usynligt suk fra sig, Ray havde nok kigget overraskende på hende hvis at havfolk faktisk kunne sukke, men igen så var det nok noget han selv ville komme frem til før eller siden, hvis han ikke stak af til overfladen
"Du skal til venstre!" sagde hun så, da hans udtryk var blevet nervøst nok, og hun forbarmede sig over ham, dog var hun fast besluttet om, at hvis han ville have hjælp, kunne han spørge om det.

Ray stirrede på vejen foran sig og sank endnu en klump. Venstre havde hun sagt. Udmærket. Så måtte det briste eller bære. Han vendte sig imod hende og smilte en anelse. "Så ses vi i morgen. Går jeg ud fra." Hvornår var 'i morgen' ? Hvornår stod solen op? Det var ikke til at sige.
Han rettede opmærksomheden på vejen foran sig, vippede lidt med halen og fulgte stien til venstre. Der gik ikke lang tid før alt bag ham var henlagt i mørke og han vidste nu at der ikke var nogen vej tilbage. Han svømmede og svømmede. Da han kom til revet med anemonerne, som Isis havde omtalt, drejede han til venstre som hun havde instrueret. Nu var det 1000 haleslag, tænkte han optimistisk, og svømmede afsted. Kløften formede sig foran ham, og han fandt snart vej til den store bygning. Den var - sjovt nok - mørk og øde. Dækket af alskens søanemoner og anden beplantning. Hurtigt fandt han vej indenfor. Der gik lang tid, hvor han blot undersøgte arkitekturen og bygningens mange rum, men da han indså at stedet var tømt for alt af værdi allerede, fandt han blot vej til et mindre rum, hvor han lagde sig til "rette". Det havde været en lang og underlig dag. endelig var det overstået. Der gik lang tid før søvnen kom over ham, og da den endelig gjorde, var det en forstyrret og ubehagelig søvn.

(Spole til next day?)

Isis gav et opgivende suk fra sig, bare han nu kunne finde vej, og ikke blev spist af det store monster i kløften, godt nok havde ingen nogensinde set det, og det var vidst bare et rygte, men det havde i hvert fald virket på Isis som barn, hun kom aldrig i nærheden af kløften af samme årsag.
Et par timer efter at Ray var svømmet sin vej faldt hun endelig i søvn, dog sov hun ikke særlig længe overhovedet, men var alligevel frisk nok til at tage på jagt, Ray sov nok alligevel længe taget i betragtning af alle de indtryk han havde fået i løbet af de sidste 24 timer.
Hendes brødre var stadig ikke kommet hjem og det var hendes far for den sags skyld heller ikke. Hurtigt strøg hun ud af huset, og på jagt, hun kunne lige så godt jage på vejen, der var nok en halv times tid til den store bygning hvor Ray forhåbentligt opholdt sig.
Da hun kom frem havde hun fanget to store fisk, for Rays skyle havde hun ligeledes pillet alt indmaden ud, samt fjernet hoved og hale, så de to fileter stort set var lige til at pille af og spise, at æde fisken levende ville nok være lige lovligt voldsomt for et menneske på nuværende tidspunkt.
Lige inden hun nåede huset stoppede hun kort op og sukkede stille, bare han dog var blevet lidt bedre end han havde været dagen før.
"Ray?" spurgte hun så, og svømmede søgende ind i huset

Ray havde haft nogle underlige drømme i løbet af natten. Da han endelig var vågnet, havde det været forvirret, fortvivlet og helt ude af den. Det havde taget ham nogle skrig og kollisioner med væggene, før han havde fået sig slev til at slappe af og indset det faktum, at gårsdagens oplevelser ikke havde været en drøm. Ray havde nu været vågen i nogle timer og for at få tankerne hen på noget andet havde han besluttet sig at studere denne undervandsfæstning lidt nøjere. Bygningen var smuk, og det var ikke til at sige om den var lavet af havfolket, eller om den engang havde stået prægtig og storslået på landjorden. I sidste ende konkluderede mennesket dog at det befandt sig på alt for dybt vand, til nogensinde at kunne have været over overfladen.

Ray hørte Isis' stemme runge. En syngende klang, der straks krævede hans opmærksomhed. Han forlod de smukt udskårne søjler og svømmede mod indgangen, hvor han 'gik' Isis i møde. "Godmorgen, tror jeg!" lød det næsten muntert fra ham. Han forsøgte at holde humøret oppe, trods det var svært. Han var stadig rundt på gulvet, men havde dog indset at han lige så godt kunne få noget ud af sin tid her under vand.
"Har du sovet godt, frøken Isis?" spurgte han imødekommende og fik først nu øje på fiskene som hun havde med sig. Sulten havde fulgt ham hele morgenen, og det var ingen hemmelighed at han havde forsøgt at fange et par fisk tidligere på morgenen. Uden held. "Du har... Taget... Fisk med?"