Frk. Fresley så undrende på Misume.
"Det... Det er je-jeg ikke rigtigt klar... over." hun prøvede at lade være, men det var sværere end det faktisk så ud til.
"Hvorfor... Kigger De sådan på plakaten?" Hun anstrengte sig for at prøve at tale normalt. det var besværligt, for hun skulle anstrenge sig ved hvert ord.

Hendes underlige måde at snakke på, fik Misume til glo endnu mere intenst på hende. Lavede hun grin med hende?
"Hm.." Hun blev i tvivl om hvordan hun skulle svare på det.
"Tror du ikke det ville være spændende at være skuespiller?"

Frk. Fresley tænkte sig om. At folk havde et behov for at nyde andre menneskers beundring, at snakke om en masse instuderet sludder og spille skuespil; faktisk havde hun aldrig rigtigt forstået det, Frk. Fresley. Hun havde godt nok heller aldrig tænkt over hvordan det måtte være. i hendes tilfælde vidste hun, at det nok aldrig ville lykkedes, så hun havde skubbet tanken væk, nok allerede inden hun nåede at tænke den. Endelig svarede hun; "Tjo... det.. Måske. Jeg ved... ved bare at jeg ikke.. ligefrem kan spille så det.. virker ægte. Men spændende, det er det... ganske vidst, kunne jeg forestille.. forestille mig." efter et stykke tids stilhed, beslutter Frk. Fresley sig for at gå, pågrund af regnen der begynder at få hende til at fryse.

//OUT

Hun så på hende, mens hun snakkede. At spille så det så ægte ud? Det var ikke noget hun havde tænkt på, men nu hvor den fremmede sagde det, kunne hun da godt se at det også kunne være et problem.
Da hun afsluttede vendte hun interessen mod plakaten. Det var nok uden for hendes rækkevidde, at blive noget så stort som skuespiller.
Misume var så langt væk i hendes tanker, at hun først opdagede pigens forsvinding, da hun var for langt væk. Hun kastede et sidste blik på plakaten, før hun selv forsvandt

Vejret var tungt og gråt, hvilket gjorde stemningen langt mere ubehagelig end den var i forvejen. At være inde i byen var farligt, havde hun fundet ud af efter mørkets gennembrud. Caime havde oplevet et overfald inde i hendes nabohus, hvor nogle tilhængere af Lysets krigere havde bosat sig. De havde åbenbart håbet at kunne gemme sig for modstanderen, men uden held. Derefter havde de valgt at gennemsøge området, og i skræk for at blive båret afsted ligesom dem, havde hun flygtet fra hus og hjem. Hun havde overnattet på kroen, og derefter besluttet sig for at liste tilbage imod sin bolig.
Hendes lange cremfarvet hår svang i vinden, hendes lange grålige kjole var blevet beskidt i enderne på grund af løbe turen, også selvom den knap nok rørte jorden. Hun havde i farten trukket sig i en pels-lignende jakke, og holde sig derfor stadig varm. Hun skuttede sig let, og travede forbi teaterbygningen. Hvis tiden ikke havde været som den var, havde hun helt klart styrtet derind, op til baren, og bestilt en øl og lyttet til en sanger eller et kreativt menneske, der nu havde tingt sig at sælge sig til publikum. Men det blev der intet af, specielt da ingen havde tænkt sig at gøre dette.
Hun rynkede brynene, og skævede sig over skuldrene. Ikke et menneske i syne, også selvom mylret for hovedgaden kunne høres. Nogle mennesker turde at våve sig ud på gaden. Det var vel når en gjorde, gjorde de andre? Så gik det altså også bare stærkt. Forsyninger var der jo nok af, man skulle bare være hurtig på fingrene, hvis man skulle nå at få mad og drikke.
Hun kørte en forsigtig hånd igennem håret, og trak skuldrene tættere op til ansigtet. Hvor var det dog bidende koldt!

Rex kom fra healerhuset med en skræbbende ravn i farmen. Han så ikke ligefrem tilfreds ud i ansigtet. Healeren havde ikke kunne heale det oprevne dyr, så de havde kun forbundet dens vinge, og bedt Rex tage sig af den, til vingen var vokses sammen.
Han så på fuglen der var ved af falde til ro og havde givet sig til at hakke i hans arm. Han sukkede og forsøgte at trække armen til sig, "Stop så, eller jeg brækker den anden vinge også." Fuglen forstod selvfølgelig ingen ting, og baskede ynkeligt med vingerne for at hakke efter hånden.
Han gav den et dask over næben og den tumlede omkuld i hans arme. *Jeg ... hader dyr..*
Han kom forbi teater bygningen og stoppede op. Det var nu en flot bygning. Rex havde aldrig været i teater, og det interesserede ham i grunden heller ikke, men bygningen i sig selv var fantastisk. Ravnen bemærkede hans uopmærksomhed og begyndte atter at hakke i hans hånd.

( Ja du må lige leve med at han har fået en irriterende ravne ven XD )

Hun rettede blikket op, da hendes opmærksomhed blev fanget af et levende individs skrig. Hun rynkede brynene ved det hun så, og undrede sig en smuler. Allermest på grund af at skikkelsen, da bar på ravnen, syntes at snakke til den. Hun kunne ikke lade være med at smile en anelse, selvom at stemningen ikke ligefrem var til latter og glædelige smil. Hun kunne ikke lade være med at sagtne farten en anelse, da hun så at Rex standsede. Der var noget ved ham, der gjorde hende en kende urolig. Hun vil tro at det var hans øjne, de var grumme, faktisk skræmmende for hende.
Hun lod skuldrene falde ned igen, og hun satte farten en anelse op. Hun sank en klump da hun nærmede sig ham, og da hun var mindre end en meter fra ham, smilede hun en smule. Dannede sig øjenkontakt med ham, og sendte ham et lille fredeligt smil. Blot for at erkende: jeg kommer med fred, vi gør ikke hinanden noget!
Det var måske undsvagt, dumt og bare en smule underligt at, men hun gjorde det nu alligevel - også selvom hun vidste hun ville blive flov over sig selv bagefter.

(haha, interessant. :D)

Han betragtede bygningen og lod sig ikke mærke af at ravnen hakkede lystigt i hans arm. Han rykkede hovedet til sidst, da han ud af øjnkrogen så en bevægelse. Han drejede hovedet og blev en smule overrasket over at stå overfor en smukt påklædt kvinde, der ligefrem smilede til ham. Han gengældte en anelse akavet smilet, da der også var en grimasse af smerte fra ravnens hakkeri i smilet.
"Godaften fru..-øken." Han var et øjeblik i tvivl. En fint påklædt kvinde måtte da næsten være en frue, men hun så ikke ud som en der var gift, så måtte hun jo være en frøken.
Han smilte skævt. "Kan jeg hjælpe Dem?" spurgte han da det overraskede ham en smule at hun søgte direkte øjnkontakt med ham. Det var han ikke så vant til. De fleste undgik øjnkontakt med ham.

Hun standsede ikke langt fra ham, da hun hørte ham hilse. Hun drejede rundt, og mødte sit lange hår der fløj hende ind i ansigtet. Hun trak det væk, med et let akavet smil,
,,Godaften.."
svarede hun og sendte ham et lille svagt grin. Hun strøg håret bag hendes ører, og virrede let med hovedet, så blæsten trak det med sig. Hun hævede øjenbrynene en smule, og så en anelse tænksom ud. Hjælpe hende? Hjælpe hende med hvad, var det første hun tænkte på. Hun trak på skuldrene, og sendte ham et let nervøst smil,
,,Hjælpe mig? Jamen jeg har sådan set..."
hun standsede sin sætning, da hun blev afbrudt af en høj vrinsken. Hun slog blikket over skuldren, og mærkede et stik i hjertet. Hun spærrede øjnene op, ved synet af tre kohl sorte heste, der bar på vær deres rytter. Allesammen bar på vær deres rustning, vær deres sværd og alle maskeret.
Hun trak vejret hivende ind, og begyndte at bakke bagud. Hun vendte hurtigt om, og satte i løb. Da hun nåede Rex, greb hun hans ene arm og trak ham med sig,
,,Løb!" var det eneste hun sage. Hun kunne på ingen måde forsvarer sig, da hun ikke besiddede magiske krafter, eller havde nogen form for våben på sig, som hun kunne håndtere. Om Rex havde, det vidste hun ikke, og havde heller ikke tid til at finde ud af det, da hestene bag dem satte i galop og den forste rytter trak sværd.
Hun vidste med sikkerhed, at de ikke bare var tilfældige ryttere, der havde passeret dem. Disse var tilhængere af Mørkets Lord, der sikkert havde fået strenge ordre om at eliminere en vær, der kunne ligne at være modstander af ham. Hende selv, var ikke just tilhænger af ham, og Rex virkede heller ikke som typen - indtil videre.

Rex åbner munden for at sige noget, da hun pludselig går hurtigere afsted imod ham. Hun griber fat om hans arm og han drejer rundt på hælen og bliver trukket med. Ravnen skræpper hysterisk.
Rex ser sig over skuldren og bliver bleg da tre riddere er efter dem. "Hvad i al... !?" han ser imod kvinden, "Hvorfor... hvad... hvem!?" halvråber han hæst og forsøger at få sin vejrtrækning til at følge med sit løb. Han ser over skulderen igen. "Arbejder de for Mørkets Lord? Stop! Vent. De vil ikke.. Argh! Sæt farten ned,"
Han forsøger at holde trit med hende, men ryggen gør for ondt til at løbe. Ravnen skræbbede arrigt.

( Kort sorry o.o )

Hun hørte udemærket godt hvad Rex sagde, men om hun havde tid til at svarer på det, med det samme i hvert fald, vidste hun ikke. Hendes greb stremmede sig, og hun drejede ansigtet bagud for at se om rytterne var tæt på dem. Det var det, og hun gispede højlydt:
,,Løb hurtigere!"
sagde hun til Rex og drejede ansigtet den anden vej, nemlig fremad. De runede nu hjørnet, hvor hun drejede enormt skarpt, for at undgå at trække vejen ud. Da de var nået hjørnet, svarede hun ham:
,,Selvfølgelig arbejder de for Mørkets lord! Hvad regner du med? Så du ikke deres udrustning!"
hendes stemme havde en sarkasme, hvilket man tydeligt ville kunne hører. Hun vendte blikket undrene imod ham, og sagde derefter med en undrene stemme:
,,Sætte farten ned? De vil ikke hvad? Slå os fordærvet, og derefter smide os i fangehullet? Det må være din spøg!"
Hun standsede pludseligt, og så sig omkring. Hun trak vejret voldsomt ind, og kunne sagtens mærke på sig selv og sine kræfter, at hun hurtigt havde mistet pusten. Det der fangede hende, var en sprække mellem to husmurer. Hun var hurtigt henne ved dem,
,,Her kan vi gemme os!" hun pegede imod dem, og vendte blikket frem imod Rex. Så var det bare med at det skulle gå hurtigt!

(Også her.. Ö)

"Jamen..." Han så tilbage på rytterne og valgte at tage den hurtige vej. Han skubbede hende blidt ind imellem husene og og stilte sig foran hende imellem husene. Han betragtede rytterne der stoppede lidt længere henne. En af dem steg af hestene og gik lidt rundt.
Rex bed sig i læben. Han vidste at de ikke burde angribe ham, da han var en del af Samsons klan, problemet var bare at det nok ikke ville afholde dem fra at skade dem alligevel - Man kunne ikke stole på Mørkets Riddere.
Ravnen skræbbede og flaksede med vingerne. Rex tyssede på den, og frygtede at ridderne havde hørt dem. Rex skævede ud igen og og bemærkede at rytteren var kommet tættere på, og at han stirrede direkte imod dem. Han sank en klump og håbede for det bedste.
Han vendte sig imod kvinden. "Jeg kan måske stoppe dem... Men hvis det går galt og flygt." hviskede han og vendte blikket igen udaf. Hans blik var afslappet , trods hans muskler var spændte. Han viste ikke frygt. Det gjorde han aldrig.
Fuglen i hans arme kunne dog mærke den og dette resulterede i at den skælvede.

Hun lod sig presse tilbage imod murene, og trak armene op til sig for at få mere plads. Hun vendte blikket ind over hans skuldre, og turde næsten ikke sige en lyd da rytterne standsede ikke langt fra deres gemmested. Hun trak vejret dybt, og trak ansigtet nærmere hans hoved, efter han havde talt:
,,Stoppe dem? Du er jo kun en? - og med en ravn i armene, bliver det da langt mere besværligt!"
hviskede hun lavmældt i hans ører, og trak ansigtet væk igen. Hun satte hænderne imod hans skuldre, og trak ham nærmere imod hende. Han skulle en smule længere ind, for at undgå at de ville se ham. Hun vendte blikket ned imod hans skuldre, og lukkede derefter øjnene. Det overraskede hende stadig, at de ligepludselig var dukket op. Havde de fuldt efter hende? Eller var det personen foran hende de havde fulgt efter? Det var slet ikke til at sige, og ligemeget var det egentlig også.
Hun fugtede let sine læber, og sagde med en lav stemme:
,,Hvad har du så tænkt dig at gører?"
spurgte hun og holde en pause. Hun rynkede brynene, og kom derefter i tanke om noget:
,,- ....Hvad hedder du forresten? Det er lidt nemmere at gennemfører en samtale sådan.."
hun kunne ikke lade være med at smile en smule, og åbnede derefter øjnene.

Rex bakkede tilbage da hun trak ham med sig. Han knugede ravnen ind til sig og bed tænderne sammen. Han var tavs i nogle sekunder. Ravnen rystede og han lod en pejefinger glide over dens hovede for at få den til at slappe af. Han gemte sig i skyggerne. Han lod tungen glide over læberne og vendte ganske kort ansigtet imod hende. "Folk kalder mig Rex," svarede han kort.
Han holdt en pause: "Og jeg kan stoppe dem." svarede han tomt. Han ville nødig sige at han var med i Samsons klan, da det ikke var en elsket klan, samt at han faktisk ikke var med i den: Han var blot en slave.
Han rystede på hovedet og sank en klump.
"Du er nød til at stole på mig."

( jeg svarer langsomt .. sidder med en opgave... s: )

Hun nikkede erkendende til ham, og svarede hviskende:
,,Okay Rex. Folk falder mig Caime."
hun trak ansigtet tilbage, stadig med hænderne imod hans skuldre. Hun lukkede øjnene, og besluttede mig sig selvom hun ville lade ham vandre direkte ud til farer, død og ødelæggelse. Om han virkelig var så stærk som han lød, vidste hun ikke, men hun havde traffet sit valg. Så derfor sagde hun, stadig med hviskende stemme:
,,Så stoler jeg på dig"
hun nikkede en anelse, og slap hans skuldre. Hun skulle til at trække sig fra ham, men da stoppede hun sig selv. Hun lagde en hånd imod hans kind, for at standse ham, og hviskede en sidste gang:
,,Men inden du går, så lad mig da i det mindste tage ravnen. Så har du flere hænder at bruge"

(meega kort fra mig. Det er helt okay, jeg er også rimelig langsom.
Men jeg smutter også nu, så vi skrives! See ya sweetpie <3)

( Gleh o.o Hvornår kommer du på igen ? XD Jeg har bare været meget frosset fast den sidste tid o.o Så hvis det først er tirsdag eller sådan noget... XD )

Rex vendte sig imod hende og betragtede ravnen.. Han nikkede og lod den lille fugl glide i hendes arme. "Pas godt på den. Dens vinge er brækket." sagde han kortfattet. Han ville helst ikke til at forklare hvordan det var sket, da det ikke var sådan en rar følelse at have brækket vingen på en lille fed fugl.

Han tog en dyb indånding, smilte omtåget og tog et skridt ud foran soldaterne. "Hold inde! Ved I ikke hvem jeg er?!" hvæste han af dem, da de hævede deres sværd imod ham. Han stirrede på dem og rankede ryggen og skød brystet en smule frem, så han så en smule ædel ud.
"Jeg er Rex fra Rutilus Taurus klanen! Hvor vover I sådan at forfølge mig? Hvis jeres Herre får nys om dette, så kan jeg love jer at I alle tre bliver mindst et hovede kortere!" han holdt en pause og konkluderede at han ikke skulle overdrive for meget.

"I vil ikke have mig til at rapportere jer, vil I?" hans stemme rystede en smule, men han fik kontrol over den. Han knyttede næverne og gjorde sig klar til at de muligvis var ligeglade med Rutilus Taurus klanen. Hvis de ville slås måtte han være beredt.

Caime tog ømt imod fuglen, og trykkede den forsigtigt ind imod sit bryst. Hun lagde en finger imod dens pande, og rørte den kærtegnende ned af dens næb. Derefter te den.
Al t imens Rex talte, sank alle tre riddere deres sværd. Den forreste af ridderne trådte roligt frem imod ham, og hævede ansigtet med et skeptisk glimt i øjet. En lav latter lød fra ham, grum og dyb som den var, da han hørte klangen i Rex’es stemme. Han kunne mærke hans usikkerhed, og det morede ham.
Men Rex fik ham tydeligvis overtalt, og han nikkede. Han vendte sig imod de andre, og pegede imod dem, hvorefter han hvæsede noget imod dem. Sproget han talte var tydeligvis dæmonsk. Hvis man kendte til sådanne sprog, ville han tydeligt kunne hører at accenten var anderledes end de fleste. Så enden var det på grund af de kom fra en anden slags klan, end den allerstørste som de fleste dæmoner kom fra. Eller så havde Mørkets lord ladet sit sprog dele ud til hans tilhængere, det var ikke rigtig til at vide eller se, da de alle var maskeret.
Den der hvæsede af de andre, var tydeligvis lederen, eller den der førte den lille gruppe. Han vendte ansigtet i et ryg, og trådte let til den ene side. Han så Rex over skulderen, og imod Caime. Han hævede ansigtet, og hvislede et eller andet. Derefter så han imod Rex,
,,Hende dér!” startede han og pegede imod hende,
,,Hun er ikke en del af jeres klan. Jeg har set hende i boligkvarteret, flygtet fra os. Hvis hun var en af jer, havde hun ingen grund til at flygte!”
Han trådte tilbage, med armene hængende ned langs siden. Han fnøs let, og endnu engang lød latteren fra hans læber:
,,Hvordan vil du forklarer den?”
Caime trak ravnen længere ind til kroppen, og bakkede en smule bagud. Hun spærrede øjnene og gøs ved lyden af ridderens latter. Hun rynkede brynene forfærdet, og så derefter imod Rex. Hvad ville han stille op? Enden gav han hende direkte til dem, eller også. Ja? Hvad skulle han ellers gøre?
Hun havde den tanke at flygte, men om hun ville kunne nå det vidste hun ikke. Det at komme igennem sprækken hun allerede var i, var svær og det ville tage en smule tid. I den tid hun gjorde det, ville de hurtigt kunne få omringet hende, fanget som en vær anden rotte i en rottefælde,
,,Forbandet lille.."
mumlede hun og bandede lavmældt. Hun havde allermest lyst til at flygte, men hvad ville det hjælpe? Det var klart det dummeste at være inde i sprækken nu, da de havde opdaget hende. Pokkers!

Rex gøs og lod tungen glide henover læberne og vurderede sin situartion. Han bed sig i læben og stilte sig atter imellem ridderen og Caime. Han missede med øjnene og smilte skævt og missede med øjnene.
"Jeg er ikke sikker på at jeg kan dele fortrolige oplysninger med dig," hvislede han og skævede fra side til side, som hvis han ville sikre sig at der ikke var nogen der lyttede med. Han tog et skridt tættere på ridderen, og hviskede let,
"Hun er en spion. Vi har været i hælene på en orden der har forsøgt at spolere vores arbejde, derfor sendte vi et par spioner ud, for at få inficeret deres orden... Hun har arbejdet under dække,"
Han lavede en gestus imod Caime for at referere til hende. "Men det er top fortrolige oplysninger," tilføjede han og bakkede tilbage så der var en meters afstand imellem dem.
"Du må forstå at hun ikke må ses i nærheden af folk som os. Derfor flygtede hun." han missede med øjnene og fugtede atter sine læber. Han vidste ikke rigtig om hans løgn holdt.
Han rømmede sig og vendte sig imod Caime og betragtede fuglen i hendes arme. Han rømmede sig en smule og vendte hurtigt blikket væk.

Ridderen holdte skarpt øje med Caime, imens Rex talte. Han lyttede skam til hans ord, men det var for at se hendes reaktion på hvad han sagde. Hun prøvede så hvidt muligt at undgå øjenkontakt med ham, men det var mere eller mindre umuligt da han søgte hendes øjne konstant. Hun måtte til sidst opgive, og vendte blikket imod ham. Hun mødte de koldeste, grumme og stirrende øjne. Det gippede i hendes skuldre, og det var lige før hun havde trukket hænderne frem for sit ansigt for at forsvarer det. Han stirrede åbenlyst imod hende, og sendte en grim aura af ondskab og glubskhed imod hende. Hun sank en klump, vendte blikket den anden vej, med en facade af koldhed.
Ridderen sagde intet i starten, og vendte blikket imod Rex. Han drejede om på hælende, og viftede kraftigt med hånden imod de andre, som hurtigt var steget op på hestene og ventede blot på sin overordnet, der satte sig i sadlen. Han drejede hesten fra dem, men så sig en enkelt gang over skulderen, hvor han skulede imod dem begge. Han satte fødderne hårdt i siden på hesten, som højt hvinede inden den forsvandt ned af gaden, med de andre i hælene.
Caime selv vendte blikket op kneb øjnene en anelse sammen. Hendes greb havde strammet sig en smule omkring ravnen, som tydeligvis ikke sagde en lyd efter ridderen havde skulet imod hende. Den sad blot, trak vejret tungt, med hovedet trykket ind imod Caimes bryst.
Der gik et par sekunder før hun begyndte at rører på sig, grebet omkring ravnen løsnede sig også i takt med at hun trippede ud af sprækken mellem de to huse. Da hun nåede ud, greb vinden hendes hår, og slyngede det væk fra hendes ansigt. Hun trak vejret hivende, og sagde ikke en lyd. Hendes øjne var stadig sammenknebne, og en anelse blanke. Blikket havde virkelig påvirket hende, det skræmte hende, og frembragte ubehagelige minder.
Med en hidsighed, rømmede hun sig og så hen imod Rex. Hun sagde med en halv rystende stemme:
,,Du er tydeligvis, en man kan stole på. Tak”
Hun så hen imod ham, sendte ham et lille blidt smil og vandrede stille hen imod ham.

Rex så efter ridderne med et stift blik. Han sagde intet da de forsvandt og stirrede blot dovent efter dem. Da de var ude af syne, og hestenes hove heller ikke var til at høre mere, vendte han sig imod Caime. Han smilte en anelse.
"Tænk ikke på det," han overvejede at spørge hende, hvorfor ridderne forfulgte hende, i samme øjeblik de spottede hende, om hun var en slags kriminel, men han valgte at lade det ligge... For en stund.
Han rakte armene ud, for at tage imod fuglen. Den var trodsalt hans ansvar. Han var tavs i nogle sekunder før han valgte at spørge alligevel. Han så på hende og det undrede ham i nogle sekunder, hvordan en køn og fin kvinde som hende, dog kunne blive jagtet af sådanne grufulde mænd.
En tanke strejfede ham: Hvad havde de gjort hvis de havde fanget hende?
Han forsøgte at undlade at tænke på det og rømmede sig en enkelt gang.
"Men fortæl mig - Har du lagt dig på tværs med Mørkets Lord og hans kumpaner?" spurgte han i en hoven tone.