Nunnally var tydeligvis chokeret over at hun skulle dø, men hun havde ikke tid til at bekymre sig pga smerterne der kravlede rundt i hendes krop og til sidst slog hende ud. Nunnally lå nu helt livløs på jorden i et lille stykke tid før hun åbnede øjnene på ny og med et chok satte sig op, ved at holde sin kropsvægt oppe med sine arme. Hun kiggede rundt alle vejne. Selvom alting havde været nyt for hende før hun døde virkede alting endnu mere nyt nu. Lugtene, synene, smagen af luften. Hun fik øje på Shadow, som hun forsigtigt rakte en hånd ud efter og lagde den forsigtigt på hans kind.
"Du.... føles sjov"

han lod hende bare røre hans kind og han lukkede let øjnene, men åbnede dem hurtigt igen og tog hendes hånd for at hjælpe hende op på benende igen.
"alt føles sjovt, du skal bare vænne dig til det min ven" sagde han og smilte lusket.
"og nu da jeg har gjort dig til vampyr skal du gøre alt hvad jeg siger uden brok" han gik lidt tættere på hende og kiggede hende lige ind i øjnene med et skarpt blik
"er det forstået?" sagde han i en lidt mere skrap tone.

hun hev sig op at stå, da han hev fat i hendes hånd og hjalp hende op. Hun holdt sit blik ned mod sine fødder lidt tid før hun vendte blikket imod ham og nikkede hurtigt.
"Vampyr?", sagde hun spørgende og uforstående med det samme undrende blik som før.

han trak sig lidt væk fra hende igen og var tilfreds.
"så du ved ikke hvad en vampyr er?... lad gå jeg fortæller dig det" sagde han og kom med et mindre suk og kiggede dog roligt på hende.
"vi vampyre er langt bedere en menneskene, vi kan aldrig blive gamle og dø, men kan heller ej tåle sollys det dør vi af, det må du huske så hold dig væk fra solens stråler" det sidste blev sagt med en lidt kraftigere tone for at hun skulle kunne forstå det og gøre som han havde sagt.
"menneskene er vores føde, da vi også har brug for mad og den mad vi tager er blod, vi kan dog også suge blod fra andre vampyre, men for at spare besværet med at få fat i blodet vil jeg foretrække du tager det fra menneskene, da du endnu ikke er stærk nok" sagde han så og kørte en hånd igennem sit sorte hår.
"har du så forstået hvad en vampyr er? eller har du nogen spørgsmål?" spurte han så lidt efter.

hun nikkede til at hun havde forstået det og rystede på hovedet til om hun havde flere spørgsmål.
"Men sollyset er jo dejligt og behageligt", sagde hun med et lettere trist stemme. Hun havde jo kun lige set sollyset i dag og så alle de gange det skarpe lys skar sig vej igennem hendes vindue i kælderen.

"hvis du er så glad for sollyset, så kan jeg give dig noget som gør du kan være i sollys kort tid af gangen" sagde han og vendte sig om og kiggede op på den smukke stjerneklare himmel.
"jeg kan lægge et lag af min sorte magi omkring dig så solens lys ikke kan trænge igennem, men selv min mørke skyggemagi er stadig svag overfor solen, så det er derfor du kun kan være ude i solen i kort tid" sagde han og vente sig så om og kiggede på hende igen.
"vil du have det?" spurte han så lidt efter.

Hun strakte sin ryg lidt så hun næsten virkede ivrig efter det og nikkede hurtigt med begge hænder foldet foran sig.

"Meget gerne"

Han lukkede øjnene så der kom en stor skygge op fra jorden der så lagde sig omkring hende som et tyndt gennemsigtigt lag som man ikke kunne se og han kom med et mindre smil.
"sådan og vi ses jeg skal noget meget vigtigt, jeg skal nok kontakte dig når der er brug for dig" sagde han med et kort smil og forsvandt i mørket.

Nunnally kiggede sig lidt omkring og begyndte langsomt at gå væk fra det store træ i modsat retning af hvor hun kom fra og forsvandt stille og roligt i mørket.

//Out

Nu var han snart hjemme. hjemme? Ordet føltes helt mærkeligt, men alligevel trak det ham nærmere med en kraft hen ikke forstod. Det var som en guddommelig magt havde skænket ham dette ene frirum, som han i så lang tid havde forsømt. Hvordan mon hans hytte havde det? Var den blevet invaderet af røvere, eller beboet af dyr? Mon en lille spurverede havde fundet vej op i gavlen? Han vidste det ikke. Det var over et halvt år siden han sidst havde været der, så han kunne ikke engang betegne det som sit eget hjem længere.
Med dette i tankerne fulgte han de naturlige dyrestier gennem skoven. Spydet hang på ryggen og slog fra tid til anden mod nogle lavthængende grene, der endnu ikke havde tabt sine blade til efterårets indmarch.
Med et stoppede han op. Han kunne høre åndedræt længere fremme. Hans fremfærd havde ikke været skjult og dæmpet, så dyr burde været forsvundet for længst, så hvad var det.
Hans skridt blev tavse og han nærmede sig langsomt det fremmede væsen.

Den mumlende kvindestemme nåede Denaro og han drejede hurtigt rundt mod lyden. Han var utrolig tæt på, men et mindre buskads forhindrede hans udsyn.
Han greb spydet med den ene hånd og trak det frem, blot hvis det blev nødvendigt, inden han trådte igennem buskades og fandt sig selv på en forholdsvis åben plet inde i skoven.
Få meter foran ham lå en ung kvinde i fosterstilling og lod til at have en syret tankestrøm igang, men samtidig virkede hun til at fryse. Uniformen genkendte han øjeblikkeligt.
"Rutilus Taurus." Sagde han kort for hovedet for at få kvindens opmærksomhed. "Hvad laver De så langt inde i mørkets skov? Og så alene?" Han var ikke udspørgende, men hans stemme virkede en smule ru i det. Blikket gled hurtigt henover hende. Nej han havde aldrig set hende før. Hvilket han så heller ikke havde forventet.
Han blev dog stående på en passende afstand og satte spydet tilbage på ryggen, hvor det hørte til.

Denaro lod sig ikke slå ud af lidt modstand og i hans øjne viste det blot hun ikke kunne klare presset af en samtale uden at forsøge at undslippe med bidske kommentare. Noger han ikke ønskede at nedværige sig selv til.
"Så en Rutilus Taurus er hævet over almen høflighed?" Spurgte Denaro fuldt ud seriøst. Han kendte ikke banden og vidste ikke om det var en samling af sindsforvirrede røvhuller eller bare nogle der kunne lide at hænge ud sammen. Første vil hæve dem over almen høflighed, fordi de formodentlig ikke kendte ordets betydning, mens mulighed nummer to ville betyde han blot havde fundet sig et almindeligt sindsforvirret røvhul (: D) af standarttypen, der vandrede rundt i hele landet.
"Men hvis jeg skal være ærlig ligner du en der har brug for hjælp, eller tager jeg fejl?" Han var ærlig. Hendes gyngende bevægelser, frysende skikkelse og uopmærksomhed lovende ikke til den mest stabile personlighed, og han ønskede blot at hjælpe hende, hvis der var problemer.

Spydet? stjæle det? Det ville Denaro gerne se ske, eller. Han ville nødigt miste sit spyd igen.
Med en rolig bevægelse tog han spydet af ryggen og kastede det på langs hen foran Taylor så hun kunne samle det op uden problemer.
"Nu er du bevæbnet jeg er ikke. Hvis du er så ond som du prøver at lyde, så dræb mig med mit eget våben" Denaros stemme var rolig, han følte ikke den mindste trussel fra den kvinde, og slet ikke hvis hun forsøgte med hans eget våben. Faktum var at han kunne stoppe det uden at bevæge sig. Gennem hele våbenet var det smedet sandkorn ind i stellet og han kunne derfor stoppe den midt i slaget. Dette kunne ingen anden en han og våbensmeden dog vide, hvilket gjorde det til et af verdenens bedste bluffnumre.
Han lagde roligt hovedet på skrå og blottede sin hals til et let hug, mens han afventede en handling. Forsøgte hun dog at gøre det ville han slå hende ud eller efterlade hende i skoven, for hvis det var sådan hun opførte sig, fortjente hun ikke støtte.
Han vidste dog udmærket at mange ville gøre sådan, særligt hvis de var i stor knibe, så de kunne tage gud, tøj og våben fra ham, særligt når de var så langt fra civilisationen. Den slags accepterede Denaro blot ikke.

Denaro var tilfreds.
Han trådte roligt frem og samlede spydet op inden han fæstede det til ryggen og rettede sig op. Han var nu ikke langt fra Taylor.
"Jeg ejer ikke meget, men jeg kan tilbyde dig et varmt sted at sove eller noget mad hvis du ønsker det" Sagde han roligt inden han tog et par skridt mod vest. mod skovens midte. "Og muligvis noget varmere tøj til når du rejser videre, men kun hvis du selv ønsker det."
Denaro ventede roligt på et svar. Sagde hun nej var der ikke mere at gøre, han ville da bare forlade hende som hun stod der, men valgte hun at følge efter måtte han tage sig af hende en dags tid. Længere ville han nemlig ikke selv blive i hytten. Den var kun et midlertidigt opholdssted.

Denaro betragtede roligt forvandlingen i Taylors holdning, men nikkede blot accepterende da hun fulgte efter ham.
Han begyndte roligt at bevæge sig tilbage mod dyrestien og videre ind i skovens mørke.
"Mit navn er Denaro" Sagde han roligt mens de gik frem. Han kendte intet til den fremmede, men i basis betød det intet, men ignorerede man basis var det altid rart at vide lidt om dem man havde i sit nærvær.
"Og har du lyst til at fortælle hvem du er nu?" I starten havde hun ikke været villig til at sige noget, så han måtte jo blot forsøge sig frem og se om det havde ændret sig nu. Et eller andet i hednes opførsel havde hvertfald taget en drejning, men han vidste ikke hvad. Måske havde hun blot indset hun kunne sjæle alt fra ham hvis han først ledte hende til sit hjem. I såfald ville hun nok blive skuffet. Denaro var trodsalt ikke nogen rig mand, men han havde hvad der skulle bruges til dagen og vejen. I hjemme var der kun noget mad, tøj og et ildsted han kunne tænde op for.

Forbandelse?
Ordet bragte kort Denaro til holdt, men der gik kun et par sekunder før han forsatte videre.
"Et par hundrede meter endnu" Sagde han roligt med tankerne et helt andet sted.
"Hvad slags forbandelse? Jeg kan muligvis hjælpe" Sagde han roligt. Han var ikke sikker, nogle forbandelser kunen ikke ændres, men var hun heldig kunne han måske mindske effekten af den eller fjerne den helt. Det afhang dog altsammen af typen.
Han betragtede dog roligt halskæden. Den mindede en smule om den han engang havde slavebundet foxy med. Det var lang tid siden det var sket og det var også overstået nu. Det lignede dog ikke en af de objekter hans bog omtalte, så det hørte nok ikke til den samme samling.
"Har selv noget erfaring med forbandelser, fx er spydet på min ryg en del af et sådan ritual." Sagde han roligt og pegede med en tommeltot på spydet bag ham. "Blandt andet kunne du af den grund ikke have skadet mig med det, og du så havde hugget af fuld styrke" Delvist rigtigt, delvis forkert. magien der var lagt på det havde ikke noget med forbandelsen at gøre, tværtimod, men han kunne altid bruge en ekstra undskyldning til at fjerne Torlays taknker fra den ide.

"Det kunne godt blive sværre end du tror" Sagde Denaro roligt og pege frem foran dem. Mellem træerne kunne man nu selv egetræshytten rejse sig foran dem. Den var ikke synderlig stor og så ud til at være forholdsvis medtaget af naturen.
"Men hvis du ombestemmer dig kan jeg måske mildne den. Jeg er måske ikke den stærkste i det felt, men lidt erfaring har jeg." Sagde han roligt inden de forlod stien. Resten af vejen var de nød til at gå på den rå natur. Dyrene kom ikke helt hen til hans hytte af ganske fornuftige grunde.
Det var nu blot et godt spørgsmål om hytten var blevet overtaget af andre i hans fravær. Han håbede det ikke, for det ville betyde han skulle smide dem ud og derved spilde energi og tid på det. Det ville være meget lettere hvid ingen havde fundet hans hytte under fraværet.
"Du må dog undskylde rodet. Har ikke været der i lang tid." Sagde han dog da han ikke mindes der var særlig pænt da han forlod stedet.

"Er svært at sige når jeg ikke kender omfanget af forbandelsen, men jeg kan muligvis udskifte dele af den med noget andet." Sagde Denaro roligt og forsatte: "Mine evner tillader mig at skabe forbandelser og velsignelser i en hårfin balance, men hvordan det virker i forbindelse med andres magi ved jeg endnu ikke."
Han virkede roligt og trådte op foran døren. Han tog en dyb indånding og pustede roligt ud før han skubbede døren op. Indenfor var et vældigt rod og i hjørnerne var et utal af spindelvæv, der tydede på der ikke havde været nogle her de sidste mange måneder.
"hjem kære hjem." mumlede han lavmældt og tog et par skridt ind så Torlay også kunne følge efter.
Han gik roligt i sving med en overordnet rengøring, rejste væltede stole og fjernede støvet fra bordene. Det var værre end han huskede men bedre end han frygtede, så alt i alt. Ganske fint i hans øjne.

Grunden til Denaros lethed til at finde gennem rummet, var at lokalet nærmest var indsmurt i sand, som han kunne fornemme og føle langt omkring sig. Da lyset faldt på det lyste det kort tilbage før han rejste sig op. Det var nu tydeligt for enhver at Denaro aldrig havde været et ordensmenneske.
Torlays spørgsmål til alkohol bragte et let smil over Denaros læber.
"Der er en kilde med vand ikke langt vest for huset, men alkohol har jeg intet af." Sagde han med en indre underholdning over denne åbenlyse antagelse. Denaro drak ikke til hverdag. Var han på kroen og spiste kunne han tage et glas vin, men han var aldrig beruset. Alkoholen nedsatte reaktionsevner og med krigeropdragelsen havde han aldrig været i nærheden af beruselse. Hvertfald ikke den slags der inkluderede sprut.
Han stilte sig roligt han til bordet, og med en fejeden armbevægelse faldt sandet ned på gulvet og forsvandt mellem revnerne. Han åbnede roligt kåben og afslørrede to små poser indeunder tøjet, som han ubesværet tømte på bordet. Brød, tørret kød, lidt fisk og forskellige frugter faldt frem foran den rødhårede mand. Han havde købt ind.
Med en rolig bevægelse og uden at vende blikket fra bordet rakte han mod skabet, den slog op nær Torlays hovede, og ud kom en flyvende kniv og nogle tallerkener båret på 'ryggen' af sandet. I et roligt og stabilt tempo fløj de hen og landede foran Denaro, inden sandet forsvandt tilbage ind i skabet og lukkede sig selv.
Med indlærte bevægelser skar han brød og kød i skiver inden han gjorde tegn til at gæsten blot skulle spise hvis hun var sulten.
"Udvalget er ikke stort, men regner med at sætte nogle fælder op i morgen, så hvis du bliver så længe vil der være friskt kød til aftensmad." Sagde han og havde derved tilbudt den fremmede at blive indtil hun følte sig frisk igen.
Denaro var den typiske eneboer. Kunne han gøre det selv, så gjorde han det selv. Huset havde han derfor også selv bygget, hvilket dog også kunne ses på at ikke alt så videre profesionelt ud, men det holdt... indtil videre.

Denaro kunne ikke lade være med at smile over Torlays reaktion på maden. Det var ikke just et bredt udvalg og intet af det var blevet tilberedt, men på den anden side. Hun så ikke ud til at have fået mad et stykke til.
Denaro satte sig roligt ned på stolen og knækkede en del af brødet af, for deres at sidde roligt og spise det tørre korn. Han ville få brug for at hente vand inden han lagde sig til ro, han skulle formodentlig også have gang i ildstedet hvis ikke de havde tænkt sig at fryse i nat. Han puttede endnu et stykke afrevet brød i munden inden han kastede et blik på ildstedet, der var en plet midt i lokalet, hvor der ikke var lagt gulv og hvor sandet lå i et tykt lag. Omkring pletten var der sten til at forhindre ilden i at gribe fat i trægulvet og i loftet lige over ildstedet var der et hul, så røgen kunne slippe ud. Huset var tydeligvis bygget efter gamle principper. I ildstedet lå der gammelt kul, som han ikke havde haft tid til at fjerne inden han rejse. Han havde haft travlt. Han strakte roligt hånden ud mod kulene og straks forsvandt de ned i sandet og efterlod en fri plet han kunne tænde op på senere.
Resten af brødet blev lagt på bordet inden han tog et skive kød og spiste det, mens han skar et af de halvrøde æbler i små både, så de var lettere at spise.
Den første mæthed var allerede ved at sætte sig, og sammen med den begyndte trætheden at melde sin ankomst. Øjnene gled kort i, mens han lod luften sive dybt ned i lungerne, for blot at slippe den langsomt ud mellem tænderne.