Ithilwen mærkede en boblende lyst til at skrige. Skyldfølelsen var kvælene, samtidigmed at hun vidste at hun virkelig ikke havde været komfortabel med at handle anderledes end hun havde gjort. Men hun sagde ikke noget. Endnu engang holdte hun fast i stilheden og lod ham gå. Stærkt bekymret for hans sår, for ham i det hele taget og panisk over den situation hun havde skabt.
Det krævede endnu en dyb indånding, før hun trådte ind i huset. Det bragte intet beroligende med sig. Tvært imod mærkede hun en knude i maven vokse ved tankerne om hvor langt væk morgendagen var.

Med sløve skridt, gik hun længere ind i huset, mens hun langsomt løsnede læderrustningen. Nærmest nænsomt, lagde hun den fra sig på et bord, efterfulgt af buen og kokken med pile. Ithilwen satte sig i sofa enden og trak sine ben op til sig og lod sine arme hvile omkring dem. Med hovedet hvilende på sine knæ, lod hun tankerne køre rundt i et stort virvar. Lod, var måske et stærkt ord, for hun følte ingen kontrol over dem.
Hvad havde hun gjort. Havde hun ødelagt alt. Ville han nogensinde stole på hende igen. Ville det havde været bedre at hun havde trodset sig selv, og blevet. For hans eller sin egen skyld? Ithilwen lukkede øjnene og lænede panden ind mod sine ben og henlod sit blik i mørke. Et svagt snøft forlod hende.
De andre i Elverly ahvde haft ret. Hun havde et ganske fortrinligt talent til at ødelægge alt hun fik fat på.

For en stund blev han stående ved folden, han havde godt hørt den tunge dør åbne med sin dovne knirken som altid, men han havde ikke kigget tilbage, uanset hvor meget han havde haft lyst til netop dette. I steder ventede han på døren lukkede bag hende, før han vendte sig om og kastede et enkelt blik på den lukkede dør. Han burde nok have talt med hende, redt trådende ud og fortalt hvordan han følte, men han vidste ikke hvordan han skulle gribe det an, uden at komme til at skabe flere problemer, uden at komme til at råbe og tabe besindelsen på hende, i stedet tog han kujonens udvej, han veg uden om konfrontationen. 
Efter en stund fik han endelig sat bevægelse i den store tunge krop igen, mens han havde retning imod værkstedet som lå i forlængelse af huset. Der løsnede han de mange stopper i den lette rustning og smed den fra sig på arbejdsbordet. Uden andet at give sig til, vred han en beskidt klud op i spand med vand i, og gav sig til at tørre soden og blodet af rustningen, der i mange år alligevel havde trængt til en afstøvning. 

Hvor længe han brugte på at pudse den gamle rustning vidste han egentligt ikke helt, men da armen begyndte at værke for meget holdt han inde. Rustningen var for længst blevet helt ren og pletfri, men fordybet i sine tanker havde han ikke sanset at stoppe tidligere. I stedet lod han blikket vandre over sig selv, et bad var bestemt på sin plads, for han var sølet til i blod, skidt og sod. Han rejste sig fra sin trofaste skammel i værkstedet og gav sig til at knappe den beskidte skjorte op, inden han smed den fra sig på sædet. Selvom han havde fået bygget bade facilitet indendørs såvel som udendørs, var han endnu ikke klar til at møde Ithilwen ansigt til ansigt, men havde hans tanker været mere klare, havde han måske indset fejltagelsen inden den blev begået, for uden at tænke over det smed han også bukserne og underklæderne og gik over til den pumpe han havde fået lavet, der med håndkraft kunne pumpe vand op i et hoved der fordelte vandet så man kunne bade under det. Afklædt til sin naturlige skal, fik han med besværet vasket alt skidtet og blodet af sig, og først der indså han manglen på rene klæder. 

Våd fra top til tå, nøgen som et nyfødt barn, mumlede han nogle eder for sig selv mens han forsøgte at finde en løsning. For selvom vejret var mildt, selvom aftenen endnu ikke var gået helt på held, så var vandet bidende koldt og han kunne hverken tørre sig eller dække sig til udenfor. Frustreret gned han hånden over sit ansigt. Han måtte vel blot be til guderne om hun hverken gav sig til at dåne eller skrige ved synet af en afklædt mand. Så fast besluttet traskede han over til døren og skubbede den op, dog med en vis anstændighed intakt i det han med sin frie og raske hånd, forsøgte at dække sin manddom til. Det var jo ingen grund til at svinge den rundt i ansigtet på hende, mens han gik imod sit gemak efter rene klæder, med vandet dryppende fra hele kroppen.

Der gik uendelig lang tid hvor Ithilwen sad og havde utrolig ondt af sig selv og hvad der i hendes hoved, var hendes ubeskrivelige dumhed. Der var mange ting hun burde gøre. Måske gå hen og kigge ud af vinduet for at se om Sawyer var okay. Han havde trods alt taget skade og det burde der blive gjort noget ved. Samtidig med ville det føles som at prikke til bjørnen. Der var da virkelig heller ingen nem løsning.
Hun løftede hovedet og fnøs af både sig selv og situation. Hun kom alligevel ingen vegne med denne selvmedlidenhed og klynkeri. Hun tørrede sig under næsen, for at rynke den sammen og se ned på den tilsodet hånd. Øv.

Mere besluttet rejse hun sig, for at vaske sine hænder i et mindre kar og få i hvert fald det værste skidt af. Men hun stod der, hørte hun dørens knirken. Med beslutsomhed i både blik og tanker, vendte hun sig mens hun åbnede munden for at tale. "Vi er nødt til at snakke om...øh" hendes stemme gik i stå og ubevidst havde hendes øjne flyttede sig rundt for at bekræfte hende i at ja, han havde ikke et trævl på kroppen. Det kom et øjeblik bag på hende, før hun med et næsten useeligt hovedryst færdiggjorde sætningen ".. det her."
Mildest talt var det stærkt distraherende for hende, selvom hendes øjne hurtigt fandt sig på plads ved hans ansigt. Hvorfor skulle han nu også til at være nøgen?! Det var virkelig ikke behjælpeligt lige nu.

Hende pludselige udbrud kom lige så meget bag på ham, som hans manglende påklædning tilsyneladende gjorde på hende. For et øjeblik stod han naglet til gulvet, mens hans blik hvilte på hende, til trods for at hendes blik var svært at fange, da det flakkede hen over hans krop. Han vidste næsten ikke om han skulle tage det som et kompliment, eller en fornærmelse at hun ikke færdiggjorde sin sætning, selvom ingen af delene føltes helt rigtige i hans hoved. “Der er ikke noget at tale om, for tale er tilsyneladende nytteløst alligevel i dette hus!” Hans tone var mere hård end han havde tiltænkt den, men det var stadig svært for ham at ryste følelserne af sig, det meste havde han dog fundet frem til, at det skyldtes frygten for der kunne være sket hende noget, frem for vreden over hun trodsede ham. Og den tilknytning skræmte ham fra vid og sans.

Fast besluttet på ikke at drive samtalen videre i hans nøgne tilstand, fortsatte han imod sit gemak, hele tiden opmærksom på at skjule sine manddom, ellers hvert fald forsøge på netop dette. Skulle de begynde at skælde og smælde på hinanden, foretrak han bestemt at gøre det påklædt, så skulle han hellere end gerne fortælle hende hvem der bestemt og hvor skabet det stod.

Der kom en opgivende lyd fra hendes ved hans ord, og endnu engang mærkede hun trangen til at skrige i afmagt. Hvorfor skulle han tage alting så voldsomt! Med det sagt, var det jo ikke fordi hun ikke kunne forstå ham. Hun var bare ikke nogen forsvarsløs ung pige! Hun havde trænet det meste af sit liv til netop det der skete i landsbyen. Hun havde absolut ingen erfaringer med det som tilsyneladende var konsekvenserne af at gøre det. Hun vidste helt ærligt ikke hvordan hun skulle få det vendt og drejet til at blive en voksen og rolig samtale.

"Du kan ikke bare.. gå!" kom der frustreret fra elveren, der satte efter ham. Faktisk generede hans nøgenhed hende ikke spor, for elveren var på den front meget frie. At hun til gengæld var distraheret fordi synet rent faktisk behagede hende, var til gengæld ny og hørte ingen steder hjemme lige nu hvor hun var stærkt frustreret og desperat efter at få en nogenlunde normal diskussion og samtale! "Hvad har du ellers tænkt dig?" ithilwen stoppede op i døråbningen og lagde armene over kors. Faktisk mest for at få sig selv til at falde lidt mere til ro. Føle hun havde en lille smule kontrol, når virkeligheden nok var en helt anden.

“Det kan du vel se jeg kan! Ligesom du kan bryde dit ord når jeg udtrykkeligt gav dig besked på at blive lige her!” Vreden bag hans ord kom bag på selv ham, men det stoppede ham dog ikke i sin færd imod det skab der husede alle hans klæder. Ude af stand til at samle sine tanker, mens han stod med ryggen til hende, famlede han nytteløst rundt i skabet efter noget tøj han kunne trække i, mens han forsøgte at lægge en dæmper på sit temperament, for han vidste godt det var let antændeligt, for præcis sådan havde det været i alt for mange år.

Endelig fandt han nogle underklæder han kunne bruge, men han nåede ikke at trække i dem før hendes stemme lød igen. Hvad han havde tænkt sig?!! Han fløj rundt og i en arrig bevægelse slyngede han klæderne ned i jorden foran sig. “Jeg kunne virkelig godt tænke mig en kvinde der kendte sin plads, og rent faktisk hørte efter hvad der blev sagt! Du kan jo takke dig selv for såret i min arm, forestil dig min overraskelse da jeg så dig det eneste sted jeg forbød dig at være!” Han vidste udemærket godt at han var uretfærdig overfor hende, skylden var ikke hendes alene, men vreden slørede den sunde fornuft. Og i stedet stod han nu med det helt store armfagter i arrigskab, men det hele ude til frit skue. 

Havde det ikke været for både den vrede og ikke mindst frustrerede stemning, kunne det rent faktisk være at Ithilwen havde haft tid til at kigge nærmere på hvad der var foran hende, som han vendte ryggen til. Men hendes tanker var stærkt optaget af at finde en eller anden måde, at få styr på det her rod.
Ithilwens blik fulgte bevægelsen af hånden og ikke mindst klæderne der blev slynget ned i jorden. Knap nåede hun at vende tilbage op før han eksploderede. Men denne gang var han ikke den eneste til at være vred.

"Sin plads." svarede hun isende tilbage. Hendes øjne blev smalle som hun gik tættere på, med vreden der som en stebbebrand, kriblede igennem kroppen på hende. "Og hvor er den plads så? Jeg har trænet og kæmpet siden før du blev født. Jeg er en kriger, Sawyer. Havde du afholdt dig fra at gå i krig, selvom jeg havde bedt dig om det? Nej. Men jeg? Jeg er en kvinde. Og skal derfor kende min plads" hun var gået helt hen foran ham så han forstod ikke mindst alvoren men også vreden der dirrede i hendes stemme.
Hun overvejede at gå. Overvejede at vende om på hælene og forlade rummet. Men hun havde også et ønske om at vide, hvad han egentlig havde at sige til det. For én ting var sikkert, hun holdte ikke op med at være den hun var, blot fordi han gav hende en ordre.

Det var lige så hele hans krop sydede af vrede, da hun valgte at svare ham igen. Forstod hun da ikke hvor han kom fra, forstod hun dog ikke hvilken indædt frygt han havde for at miste hende, miste hende igen! Det lød ham koldt ned af ryggen ved tanken om hun skulle være kommet til skade, uden at tænke over at netop det han bød hende nu, sikkert var værre. “Når jeg siger du bliver her, skal det ikke diskuteres! Så er det endeligt! Om du så havde trænet i 700 år, jeg kunne ikke være mere ligeglad! Og end ikke dronningen kunne få mig til at tage i krig igen!” Råbte han højlydt tilbage, med hænderne knuget hårdt sammen, så selv de korte negle efterlod mærker inde i hans håndflader. 

Det var sandt, hans tid med krige var for længst ovre. For det havde taget ham væk fra alt han havde kært, hans eneste ansvar. Dette var anderledes, dette var for at beskytte det eneste han havde kær. Det var hans anden chance til at beskytte hvad han holdt af.

“Forstår du dog ikke at jeg kun gjorde det for at holde dig sikker, hvad skulle jeg have gjort hvis der var hændt dig noget, hvis jeg kom for sent igen....” Vreden ebbede langsomt ud af hans stemme, idet en mere sårbar side trådte frem. Han sukkede opgivende mens han svagt rystede på hovedet over situationen. Det havde været bedre, havde han aldrig kastet et blik på hende. Den smerte hun påførte var brutal, trods hun ikke gjorde det bevidst. Opgivende vendte han siden til hende, så han stod med fronten imod gavlen på fodenden af sengen, hvor han støttede sig med hænderne. 

Ithilwen bed tænderne sammen. Hvorfor forstod han ikke, at hvad han bad hende om, praktisk talt var umuligt! Hele konceptet var at de kunne tale om det, diskutere det og på en eller anden måde, nå en enighed. I denne situation kunne det tydeligt ses, at hendes vandmagi havde været behjælpelig, og hun havde ikke lidt nogen overlast. Hun var ikke naiv nok til at tro, at det gik nær så godt næste gang. Men faktum var, at var hun blevet hjemme var flere kommet til skade. Hvorfor kunne han ikke se det.

Det var imidlertid svært at fastholde sin brændende vrede, som hans næste ord fyldte rummet. Det føltes et øjeblik som om luften gik af ballonen og hun ikke rigtig kunne kæmpe sig tilbage ind i vreden. For hun var stadig vred over situationen.
Ithilwen trådte hen til ham og rakte ud for at ligge sin hånd på hans skulder. "Det forstår jeg godt." Det ramte, for hun havde regnet ud at noget i den retning var sket, siden hans familie ikke var mere. Det var derfor han var som en overbeskyttende bjørn.
"Men hvad hvis der hændte dig noget. Hvad skulle jeg så gøre?" tilføjede hun lavmælt. Det gik begge veje, og hun vidste at han ikke kunne tvinge ham til at blive hjemme.

Han mærkede hendes nærvær, før hun lagde en hånd på hans skulder. Han spændte svagt under hendes berøring, men kunne ikke få sig selv til at vende blikket imod hende. Nedslået lukkede han øjne og blot lyttede til hendes bløde stemme. Men hendes næste ord fik ham dog til at vågne op, han rettede sig op inden han vendte fronten imod hende. De store ru hænder fandt vej til hendes kinder mens hans blik borede sig ind i hendes. “Jeg ville aldrig lade nogen nå dig, at give mit liv er en lille pris for at sikre dit liv Ithilwen! Uanset hvad vil jeg altid sørge for du er sikker, sørge for at give dig tid til at komme væk, jeg lover altid at finde en vej!” Hans strøg sine tomler beroligende over hendes varme kinder, inden han bukkede sig svagt for at hvile panden imod hendes. Han ville aldrig tilgive sig selv, hvis han nogensinde igen kom for sent. 

“Tamara, min kone.. Jeg var bortrejst i krig, da jeg modtog brevet om landsbyen var blevet angrebet. Jeg red min hest ihjel for at nå hertil, det tog flere dage i fuld galop, men jeg kom for sent, det hele var brændt ned. Stenbuen ved gården, de var alle brændt, Tamara ventede vores 3. barn.. De havde voldtaget og dræbt hende sidst, tvunget hende til at se dem myrde vores børn.. De havde hængt dem alle op 3 op i galger i stenbuen som gemene forbrydere til skue for alle...” Til sidst knækkede hans stemme over, mens tårerne samlede sig i hans øjne. Han havde aldrig før sat ord på det syn der havde vist sig for ham, vist ham hvilken smerte de gennemgik inden deres død, han hørte stadig deres skrig efter ham, deres bønner om hans hjælp. 

“Tving mig ikke til at gennemleve det igen....” bønfaldt han dæmpet med en knækket stemme mens den første tårer rendte over hans kind.

Hun var ikke enig. For hende var hans liv meget mere værd end han lige nu omtalte det. "Det er ikke nogen lille pris for mig" svarede hun ærligt. Hun ville langt hellere at han holdt sig i live. Det betød dog ikke at hun kunne få ham til at ændre mening. Han var mildest talt, møg stædig!
Ithilwen lukkede øjnene som deres pander hvilede mod hinanden og åbnede dem først langsomt som han talte igen. Fortalte hende sin historie. En grusom en af slagsen.

Det var ikke en fortælling rar at forestille sig, med ondskaben så tæt på. At nogen kunne få sig selv til at gøre sådan, lærte hun aldrig at begribe. Hun havde heller ikke lyst til nogensinde at skulle forstå det. Hun mærkede hvordan hendes egen tårer gjorde hendes øjne våde. Det var grusomt.
Hun lagde blidt en hånd mod hans kind og trak ham ind mod sin skulder for at holde om ham. 
"Undskyld" det var ikke hendes mening at han skulle gennemgå det mareridt, men det lagde stenene af forståelse på plads i hende. Hans temperament, hans modstand til at diskutere det og hans selvopofrelse. Hun drejede hovedet og kyssede ham blidt på tindingen "Jeg er så ked af, at det er sket" hviskede hun og lukkede øjnene. Hun forsøgte at lade være med at forestille sig det. Det ville blot gøre hende mere forfærdet og ked af det. I stedet fokuserede hun på at give omsorg.
.

Han lod hænderne forlade hendes kinder, så han kunne omfavne hende i stedet med ansigtet hvilende imod hendes skulder. Svaghed i en sådan grad var uvant for ham, men han havde lige så meget brug for hende, som hun havde for ham. Hænderne gled fra hendes hofter omkring ryggen på hende, mens han knugede hende ind til sig, som var han bange for hun skulle forsvinde mellem armene på ham. “Undskyld Ithilwen, du gjorde det godt og du gjorde gavn, men det ville knuse mig at se dig såret...” mumlede han dæmpet ned i hendes skulder. Såret i armen værkede stadig, men vreden havde overskygget enhver følelse der ellers vandrede igennem hans krop, selv det faktum at han aldrig nåede at iklæde sig noget som helst havde forsvundet som dug for solen, men langsomt vågnede hans forstand op igen og virkeligheden ramte ham som en forhammer. 

Han rømmede sig dæmpet, tydeligvis forlegen over hele situationen, eller nærmere blot hans manglende klæder. “Jeg burde måske...” Han gik i stå efter manglen på ord for sin upassende fremtoning. Hans raske arm, forlod hendes ryg for at dække den manddom han ellers så lystet at svinget rundt med i sin arrigskab.

Ithilwen fortsatte med at holde fast om ham. Givende ham mulighed for at komme af med nogen af alle de forfærdelige følelser han måtte rende rundt med. Hendes hånd nussede ham op og ned af ryggen i rolige blide bevægelser. At han endnu ikke havde fået tøj på, strejfede hende egentlig ikke, før vandet dryppede igennem skjorten hun bar og hun løftede let overrasket et øjenbryn. Hun havde virkelig ikke tænkt over det, midt i tomulten og midt i alle følelserne.

Hun trak sig langsomt ud af omfavnelsen og fulgte hans arms bevægelse. Først forvirret, og pludselig ganske klar over hvad der foregik. Hendes øjne flakkede tilbage opad mens en lyserød farve krøb langsomt over hendes kinder. "få kigget på din arm?" hun frygtede ikke at han forblødte, eftersom han allerede havde gået rundt i nok en time eller to uden hjælp. Men det forhindrede ikke at der gik betændelse deri.
"Eller.. ja" hun smilede og bakkede et par ekstra skridt, for at samle klædet op der var blevet sluppet. "Selvom det ikke genere mig, kan det godt være du vil være mere komfortabel med dem her?" hun kunne ikke helt gemme den drillende tone væk og det kunne ses i hendes smil.

Sawyer var ikke just flov over sin egen krop, tvært imod havde han er handlet afslappet forhold til sin krop. Han lignede en mand i alle dets aspekter, han var stod og bred, muskuløs og behåret både med skæg og hårpragt på krop såvel som på hovedet, og hvad angik sin manddom, passede den glimrende til resten af hans krop, men en ting var anderledes, der var en kvinde i hans selskab. Han kunne ikke bare gå omkring som hans moder havde skabt ham, til frit skue i hendes nærvær. Men den lyserøde farve der steg op i hendes kinder, da hun indså det samme som ham, fik ham alligevel til at smile ganske let bag det store fugtige skæg. Det kunne betyde flere ting, at hun kunne li synet eller at hun var flov, men han håbede på den første del.
Han kunne dog ikke lade være med at bryde ud i latter, da armen var det første hun tænkte på, mens han rystede på hovedet. Nu hvor han var alt for bevidst som situationen, skulle han ikke nyde noget af at lade hende tilse armen, sæt tankerne vandrede, hånden ville ikke længere være tilstrækkelig så. “Jeg tænker.. De vil gøre gavn i dit nærvær, hvis du skal have lov at tilse armen..” svarede han let dæmpet, men hvor var han dog fastlåst, hans normale vane med at klø sig i nakken, var umulig med en skadet arm og end der gjorde alt for at tildække visse dele. “Aflevere...” kommanderede han, dog i en tydeligt drillende tone, idet han rakte sin dårlige arm frem for at tage klædet fra hende.   

Ithilwen lagde hovedet let på skrå, stadig med smilet på læben. "Så jeg ikke bliver distraheret?" Et øjebliks trodsighed kom op i hende ved hans kommando. Under normale omstændigheder havde hun været drilsk nok til at bede ham fange hende først. Tanken morede hende, og havde han ikke været skadet, havde hun uden tvivl gjort det. I stedet, lod hun der gå et par trodsige sekunder, før hun trådte op til ham og løftede klæderne op til ham. "Men kun fordi du spurgte så pænt" hun holdte det op til han tog det fra hende, og først derefter ville hun bakke væk igen for at hente vand og klude.

Ithilwen havde den fordel, at hun ikke behøvede tænde op i ildstedet for at varme vandet, men derimod blot hælde det op i en balje og varme det op. Hun placerde baljen på sengebordet. Hun havde roddet lidt rundt for at finde nogle sæbespåner af en art og blande i. "Sæt dig" kommanderede hun i en rolig men bestemt tone, mens hun væddede kluden i vandet. Hun pegede på sengen, hvis han ikke allerede skulle have sat sig, for at indikere at det var der hun mente.

Han rystede let på hovedet over hendes spørgsmål, han var oprigtigt ikke spor bekymret for den del, men derimod for hvordan han selv ville reagere, især hvis hun tog sig god tid om at rense det. “Nok nærmere hvor meget du distrahere mig..” svarede han ærligt, hun var en smuk kvinde, det kunne ingen benægte og hvor meget han end ønskede at opføre sig som en ægte gentleman overfor hende, kunne det let tænkes han ikke endte med helt så meget kontrol. Så da hun endelig rakte ham klædet tog han lettet imod det, han ventede dog på hun gik efter vand, før han hurtigt iklædte sig underklædet med et lille lettet suk. 

Hans blik gled ned på armen, det blødte ikke meget, men en par striber havde det da trukket ned af hans arm og hånd, selv efter hans bad. Uden hende i syne gav han sig til at tjekke op på armen selv, han strakte fingrene og knugede dem sammen, vippede håndleddet rundt alt sammen for at tjekke førligheden. Det virkede ikke til noget alvorligt havde taget skade, det var nok kun en kosmetisk skade der skulle have lov at heale op.

Da hun kom tilbage igen, rystede han atter på hovedet over hende. “Javel min kære...” gav han roligt igen, uden at sætte nogen kamp op gjorde han som hun bad og satte sig ned på senge kanten.

Et lavt kort grin forlod hende ved hans ord, som hun fik vreden kluden op. Hun satte sig på hug ned foran ham, for bedre at kunne tilse armen. Hun tørte først blodet væk, der var løbet ned af siden og nåede til sidst det egentlige sårl. Hun rakte op for at skylde kluden, og vred den igen.
Koncentreret vendte hun tilbage, til at fjerne blod og resterende skidt som badet ikke havde taget, med en forsigtig men insiterende hånd. Hun ønskede ikke det skulle gå ondt, men fakta var, at det højst sandsynligt ville, især som sæben kom ned i det åbne sår.

Det resulterede selvfølgelig også at det blev ved med at bløde. "Kan du række mig stoffet" det til at stoppe blødningen, inden hun lagde forbinding omkring. Hun var utrolig vant i den situation hun sad i, og man kunne både se og mærke at hun havde gjort det før. Hendes fingre var blide, men effektive.
Som hun fik stoffet, foldede hun det dobbelt og lagde mod såret. "Hold" hun rejste sig igen for at finde forbindingen og begynde at binde den omkring armen, for at holde stoffet på plads. "Med den her fart, får vi opbrugt alle forbindingerne inden længe" Hovedmålet måtte være at de skulle til at holde op med at komme til skade!

Sawyer kunne ikke helt undgå at beundre hendes effektivitet da hun først kom igang. Hun arbejdede hurtigt med at rense såret op til såret, men da hun først nåede det stoppede hendes nåde også. Overrasket over smerten der skød igennem armen, mumlede han et par eder ud igennem sammenbrudte kæber, men han afholdt sig dog fra at trække armen til sig. Da hendes stemme skar igennem, måtte han koncentrere sig en smule, men nikkede blot let inden han greb stoffet hun havde efterspurgt og rakte det til hende. Trods smerterne trak et smil dog frem, da hun blev ved med at kommandere med ham. Havde hun dog ingen medlidenheden med en gammel såret mand? Han turde dog ikke andet end makke ret, og lagde derfor et let tryk på stoffet så det ikke flyttede sig. 

Først da hun begyndte at forbinde hans arm, flyttede han hånden og lod hende gøre arbejdet færdigt. “Så må vi hellere afholde os fra alt der kan frembringe skader....” svarede han med et glimt i øjnene, der overraskede selv ham, for hans tanke havde bestemt ikke været stueren da ordene fløj over hans læber før han fik tænkte sig om. Som resultat vendte han blikket væk med en let rømmen, mens han flyttede lidt på sig selv på sengekanten. Hvad gik der dog af ham? 

Ithilwen løftede kun et øjenbryn i morskab over de mumlende eder der kom over hans læber. Det hindrede hende ikke i at fortsætte, selvom hun vidste det gjorde ondt på ham. Det ville blive bedre, meget hurtigere hvis hun var sikker på at såret var helt rent nu.
Men bevægelserne i at få forbindingen på, var ganske blid og rolig. Den blev strammet til, så den ikke faldte af, men på ingen måde så det gjorde ondt.

Ithilwen hældte hovedet lidt tilbage og kiggede op på ham med et smil der fortsat bredte sig. "Tror du vi kan det?" Hun tvivlede. Selvom hun da foretrak ikke at kaste sig ud i flere kampe og krige, med mindre det virkelig var nødvendigt. Med en hånd på hver side af ham, trak hun sig op fra sin helt siddende tilstand til at hvile på sine knæ. Hun lænede sig ind mod ham med et drilsk smil på læben "Hvad tænkte du?" siden han havde været nød til at rømme sig selv og flytte sig lidt rundt. Var det ondt af hende at spørge på den måde. Muligvis. Var hun nysgerrig og rent faktisk interesseret i at høre hvad der dog kunne få ham til at rømme sig på den måde. Uden tvivl!

At sige Sawyer var lamslået var en mild underdrivelse. Den måde hun trak sig op på knæene, siddende helt tæt på ham, var nok til at sætte alle de gamle gear i omdrejninger. Han forsøgte kun en enkelt gang at forme et ord, men opgav da han vitterligt intet fornuftigt kunne svare hende. Hans hjerne var sendt til tælling af hendes blide berøringer, hendes omsorg og nu den drilske side af hende, som han godt var klar over forsøgte bevidst at tirre ham. Han løftede den raske hånd til nakken, hvor han lettere febrilsk kløede sig, mens hans betragtede den knælende kvinde. Hvilket syn hun dog var! 

Han rystede hurtigt på hovedet af sig selv, han måtte gøre noget! Og det hurtigt, men hvad! Der gik nærmest panik i ham, i forsøget på at finde en udvej, fra den knibe hun var ved at begrave ham i. “Er du sulten? Jeg er sulten. Vi burde få noget mad. Jeg lavede noget mad, lige nu... Ja!” Det var tydeligt at høre han virkelig forsøgte at snige udenom, i sin samtale med sig selv. Han rejste sig hurtigt op fra sengen, kun med det resultat at hans hjerne først smeltede sammen, med hende siddende lige der!!! Lige der!! Det var for meget for ham og farven steg op i begge hans kinder mens han på den mest akavede måde forsøgte at klemme sig væk fra hende.