Han kiggede stadig ikke op, men lyttede bare utålmodigt til hvad hun havde at sige. Blev lettere irriteret over det faktum at hun var en tankelæser, da han havde svært ved ikke at tænke ubevidst. Da hans ører registrerede hendes ord og sendte den til hans hjerne, reagerede hjernen lettere eksplosivt:
Argh, shit! Lad være med at tænke, lad være med at tænke, lad være med at tænke… Gad vide hvor længe hun har lyttet? Nej, stop! Ingen tanker! Hans tanker var som måleren på en jordskælvsmåler under et jordskælv. En gang imellem var den stille, men ellers svingede den lystigt ud til begge sider, hvor ingen af dem nødvendigvis gav mening i længden. Ideologien med at han skulle lade være med at tænke, fik ham til at tænke på endnu mere personlige ting end han ellers ville havde gjort, hvilket var forfærdeligt irriterende.
Hendes stemme bekræftede hans teori om at det var en kvinde. Han havde lyttet til mange mennesker, eller menneskelige skikkelser i hvert fald, og kunne skille to individer ud fra lugt eller lyd. Hun havde sandsynligvis også rustning på, men ikke nok til at delene skramlede mod hinanden.
I stedet for at fortsætte med at snakke om hun ville ham noget eller ej, spurgte han tøvende. ”Hvor længe… har du lyttet?”
When we look into the night sky, we see light engulfed in devouring darkness.
A soul is like the night hours; the cold grip of reality, encasing warm specks of emotion -
However, whether you rest your gaze in the nightly void is your choice.
If you close your eyes you see no darkness, you see no light,
if you close your heart you feel no warm, and you feel no cold
Krystallandet
