En svag gåsehud bredte sig fra stedet, hvor Selmys varme hånd hvilede mod hans øre, og krøb som en kildrende fornemmelse ned langs nakken.
De blide strøg med tommelfingeren fik Theodore til at misse søvnigt med øjnene. Han kunne sikkert være faldet i søvn af det, hvis ikke det havde været for postyret inde ved siden af.

Theodores øjenbryn trak sig tættere sammen ved Selmys forklaring. "Det er måske bare mig, der synes, her er for uhyggeligt til at hygge sig... på den måde dér," påpegede han med et halvt skuldertræk.
Hvis han lukkede øjnene, syntes lydene kun at blive tydeligere. Så han blev ved med at stirre på den mørke væg, som om den på et tidspunkt ville få medlidenhed med ham og blive tykkere.

Selmy hævede pludselig stemmen og Theodore fór en smule sammen, inden et forlegent grin slap ud mellem hans læber. "Selmy!" tyssede han og stak albuen bagud for at give ham et lille puf. Han lo lavmælt for sig selv. 
Selmy blev ved med at overraske ham. Normalt virkede han ellers så konfliktsky.
Men Selmy kunne sikkert have råbt endnu højere, uden at naboerne havde ladet sig forstyrre det mindste. De virkede i hvert fald temmelig opsatte på at fortsætte. 

Theodore sank længere ned under dynen og forsøgte at koncentrere sig om sin egen vejrtrækning. Ind gennem næsen. Ud igen. Det plejede at hjælpe, når tankerne blev for mange.
Så mærkede han igen tommelfingeren stryge hen over øret. Nå ja. Den hånd var der stadig. Han havde næsten glemt den, men det var nu egentlig meget rart. Det mindede ham lidt om at få håret strøget væk fra panden derhjemme, når han havde været syg. Sådan en lille ting, man først rigtig lagde mærke til, når den holdt op. 

Alligevel undrede det ham en smule. Selmy havde ikke ligefrem virket som én, der gik rundt og nussede folk på ørerne. Og så kom han til at tænke på det dér også. Det havde været et mærkeligt lille ord. Ikke fordi der var noget galt med det, men fordi Theo stadig ikke helt vidste, hvad Selmy havde ment med det. Han havde jo selv engang villet kysse Marcel, da de var små. Det havde han ikke tænkt så meget over tidligere idag. 
Men det var vel heller ikke helt det samme som at få nusset et øre, vel? Det kunne det ikke være. Theodore kneb øjnene lidt sammen.

Det var altså nogle mærkelige ting, han lå og tænkte på.

Theodore lukkede stædigt øjnene, som om han dermed også kunne lukke af for sine tanker. Men netop da, begyndte Selmy at mumle bag ham. Ikke irriteret som før, men lavmælt og med en underlig, højtidelig ro. Theodore lyttede et øjeblik. Ordene var fremmede og blev gentaget med en sådan alvor, at han næsten fik lyst til at vende sig om for at se, hvad Selmy havde gang i.

"Er du ved at forhekse dem?" hviskede han.

Uhyggeligt? Ja, det kunne Selmy godt være enig i. Især efter alle de ting de havde oplevet her sammen. Men af alle steder de havde været i dag, havde det mest uhyggelige ved værelset været, at madrassen var så skammeligt hård, som den var. Med misfarvede pletter, hvor man helst ikke skulle tænke alt for meget over, hvad de var kommet af. Nok ikke saftevand, i hvert fald.

Som Selmy havde hujet op om forstyrrede elvere i Elverly, mærkede han stak en spids albue ind i siden på ham. Av for pokker! Han krøb sig minimalt sammen, men smilte bare af det. Okay okay. Han havde alligevel tænkt sig at stoppe jo.

Taktikken var at messe og tilbede Isari. Det var alligevel noget han plejede at gøre et par gange i løbet af dagen, bare ikke så ihærdigt og langvarigt på oldkrystalisiansk lige nu. Men lige nu var en desperat tid, der krævede desperate handlinger. Og tænk engang? Endnu engang havde Isari vist sig at være vejen frem. Selmy blev roligere og lydene inde ved siden af fortog sig. Det havde dog nok meget lidt at gøre med, at Selmy havde råbt op om elvere, eller var begyndt at hidkalde de ældste dæmoner, for at sende dem i deres retning... Det var nok mere fordi manden var kommet, og uvist om kvinden også var kommet eller ej, det noterede Selmy ikke, så var voldsomhederne ophørt lige så stille.

Selmys messen dæmpede sig også, men ophørte ikke. Han udtalte ordene langsommere og han åbnede øjnene, som Theodore hviskede afbrydende til ham. Om han var ved at forhekse dem? Heh... Selmy kunne ikke lade være med at smile bredt. Han færdiggjorde dog lige remsen han var påbegyndt. Og så tav han ganske tilfreds og veltilpas. En ro var faldet over ham. Og ja... resten af lokalet. Kun regnen piskede dramatisk udenfor.

”Lyder det sådan for dig?” Spurgte han helt saligt og hviskede nu ”Synes du stadig der er uhyggeligt her...?” Denne gang bevidst strøg han Theodore over det let fugtige hår.

Om det lød sådan for ham?

Theodore blinkede et par gange, mens han forsøgte at genkalde sig, hvordan sproget egentlig havde lydt. Han ville næppe kunne gentage et eneste af ordene, selv hvis Selmy bad ham om det. Det var ikke et sprog, han mindedes at have hørt før, og hvis han havde, var det i så fald for længst glemt. Han vidste blot, at Selmy var begyndt på sin besynderlige remse, og at naboerne kort efter var blevet stille. Det havde nok mere at gøre med de fysiske omstændigheder end med forbandelser og hekserier, men det var vel heller ikke helt til at vide.
"Jeg ved ikke... Det lød bare anderledes. Og nu er de også stille, så man ved aldrig." Han trak skævt på smilebåndet, men det blev hurtigt afløst af en mistænksom rynke mellem brynene, da Selmy stillede sit næste spørgsmål. "Du skal ikke drille," formanede han, for der var noget ved den andens tone, som ikke virkede helt så uskyldigt, som den burde. Theodore havde efterhånden lært, at Selmy ikke altid var så alvorlig, som han gav sig ud for at være.

Smilet stivnede dog en anelse, da hånden flyttede sig fra hans øre og i stedet strøg hen over det endnu let fugtige hår. En kildrende kuldegysning løb ned langs nakken på ham, efterfulgt af endnu én, og Theodore skuttede sig næsten umærkeligt, mens gåsehuden bredte sig ned over skuldrene. Det var en besynderlig fornemmelse, som om den fortsatte et sted under huden, helt ind i kroppen, hvor den slet ikke burde kunne nå.

Kunne ens organer få gåsehud?

"Det... kilder," fik han fremstammet, og stemmen havde mistet lidt af sin sædvanlige fylde. Et lille, fåret "Heh" fulgte efter, inden han sank en klump og drejede sig om på siden. Han fandt Selmys hånd i mørket og tog forsigtigt om den for at føre den ned på den smalle stribe madras, der adskilte dem, så de nu lå med ansigterne vendt mod hinanden.

Hans egen hånd blev liggende oven på Selmys et øjeblik, mest fordi han ikke helt vidste, hvad han ellers skulle stille op med den. Det var jo ikke, fordi der var noget galt med at få håret strøget. Det havde bare overrasket ham, og af en eller anden grund føltes det mere besværligt at forklare dét, end det havde været at flytte hånden.
Theodore valgte derfor at lade være. I stedet sendte han Selmy et skævt smil, uagtet om den anden kunne skimte det i mørket eller ej. Selv kunne han efterhånden ane konturerne af hans ansigt og det lyse hår mod den dunkle pude, nu hvor øjnene havde vænnet sig til mørket. Regnen fortsatte sin sagte trommen udenfor, men fra naboværelset var der endelig blevet stille.

Du skal ikke drille. Selmy hev luft ind og fniste ”Jeg driller ikke!” Men nu hvor Theodore havde påpeget det, så var det lige pludselig endt ud i dril. Han opgav helt at forklare sig. Han havde vel spurgt ham af ren og skær bekymring. Og måske også for at finde ud af, om Theodore havde det godt, for det var nu ret mørkt herinde, og han kunne ikke se ham. Han sukkede, men smilte stadigvæk, mens hånden var løftet og på vej til at nusse ham igennem håret igen, hvis ikke Theodore gav udtryk for, at han skulle stoppe. Det var ikke noget han havde gjort før, i hvert fald.

Hånden endte med at blive fjernet, men Selmy antog bare, at det var fordi det havde kildet lidt for meget. Havde han altid været så kilden? Måske var det tid og sted, der var forkert. Men nå ja, Selmy blev lige mindet om, at Theodore nærmest var nøgen. Han lod blot Theodore flytte hans hånd, og Selmy lod den artigt blive, hvor Theodore ville have den. Han rykkede den i hvert fald ikke så længe, at vægten af Theodores hånd var ovenpå hans.

Han kunne dårligt se Theodore. Lyskilden fra nattehimlen udenfor, igennem skoddernes sprækker, igennem det tynde gardin, kunne han allerhøjest ane Theodores omrids. Ane hvor øret var, hvor skulderen var. Måske kunne Theodore se lidt mere at Selmy fra denne vinkel? Men det vidste han ikke. Han lukkede øjnene. ”Sove nu...” Hviskede han lavmælt.

Theodores hånd, der stadig lå oven på Selmys, føltes pludselig utrolig akavet. Som om den var blevet mærkeligt stor og tung, eller tværtimod så let, at den hvert øjeblik kunne finde på at svæve som en fjer hen over den andens fingre. Alligevel lå den fuldstændig stille, og det var næsten det mærkeligste ved det hele. Den føltes slet ikke som hans egen længere.
Han burde flytte den. Bare en smule, og helst uden at gøre noget stort nummer ud af det. Selmy skulle jo nødigt misforstå ham. Men jo længere Theodore tænkte over det, desto mindre sikker blev han på, hvad der egentlig kunne misforstås. At han fandt berøringen irriterende? At Selmy havde gjort noget forkert? Det var jo ikke dét. Al denne... besynderlige mandeberøring var bare noget nyt for ham, og han vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med den.

Til sidst lod han hånden glide væk i en så diskret bevægelse, som han kunne præstere, og gemte den under hovedpuden, hvor den i det mindste ikke kunne volde yderligere besvær.

Sove nu.

Aye. Han burde virkelig sove nu. Theodore nikkede, selvom han udmærket vidste, at Selmy næppe kunne se det i mørket. Det havde været en lang dag, og trætheden sad efterhånden helt inde i knoglerne. Alligevel blev tankerne ved med at vandre tilbage til kvinden på det sorte marked, til alt det, de havde fået at vide, og måske især til alt det, de endnu ikke vidste. Han pustede sagte ud gennem næsen og lod blikket hvile et sted foran sig, hvor Selmys silhuet kun lige akkurat kunne anes i mørket.

Nu hvor naboværelset endelig var faldet til ro, var der næsten for stille. Regnen fortsatte udenfor, og han kunne høre Selmys rolige vejrtrækning, mens han selv lå og forsøgte at finde ud af, om han skulle sige noget eller lade spørgsmålet vente til i morgen.

Det ville nok være mest fornuftigt at vente. Men fornuft havde nu aldrig været hans stærkeste side. 

"Selmy...?" begyndte han så lavmælt, at han næsten selv var i tvivl om, hvorvidt den anden havde hørt ham. Han tøvede et øjeblik og trak dynen lidt tættere om sig. "Har du tænkt dig at tage derhen?" Theodore lod blikket hvile på den mørke silhuet foran sig.

"Til din vens butik."

Selmy havde troet at de skulle sove nu. Han havde i hvert fald ladet trætheden overtage hans krop hurtigt, og han var ved at falde i søvn, liggende på siden, med hånden liggende der hvor den skulle blive. Han bemærkede faktisk ikke at Theodores hånd var væk, da Theodores bløde stemme vækkede ham en smule.

Om han havde tænkt sig hvad? ”Hmm?” At tage derhen? Hvorhen...? Han var en smule for træt til at udvikle komplicerede tanker. Men som Theodore uddybede, at det var hans vens butik, blev han klar over hvad det var han havde spurgt om.

”Mm... mja... En dag...” Pludselig rykkede hånden sig. Selmy roterede sig selv som en fugl på et rotisseriespyd, og lagde sig i stedet på maven. Hans arme omfavnede den flade, flade pude og han vendte ansigtet bort, så han kunne sove. 

Theodore skulle ikke med. Og derfor skulle Selmy heller ikke derhen i morgen, uanset hvor ivrig han var efter at se, hvad det var for en butik han ville åbne op til med den nøgle. Og endnu vildere, Asiths personlige værelse, hvor småt det end var. Han måtte tage derhen en anden dag, hvis bare han altså ikke fik stuearrest, for at være stukket af hjemmefra igen.

Sove nu.
Selmy var i hvert fald faldet i søvn igen, lige så hurtigt som hovedet ramte puden.

Theodore havde et øjeblik troet, at Selmy var faldet helt i søvn. Det var han vist også tæt på, kunne han høre på den søvndrukne stemme og den lille forvirring, der fulgte med at blive talt til. Theodore hadede selv, når nogen begyndte at stille spørgsmål, netop som han var ved at falde i søvn, men nysgerrigheden havde alligevel fået overtaget. Han syntes ikke helt, de havde fået talt nok om alt det, de havde oplevet i dag.

En dag. Svaret var ikke synderligt tilfredsstillende. Theodore havde egentlig forestillet sig, at de skulle af sted sammen, og at det selvfølgelig ville blive i morgen. Nu havde han allerede hørt mere end rigeligt om hele sagen, så hvorfor ikke også se den til ende? Desuden kunne han ikke rigtig forestille sig, at Selmy havde lyst til at stå alene med, hvad end de måtte finde i den butik.

Han ville vel få brug for en ven.

"Okay," sukkede han stille og lod blikket hvile på Selmys skikkelse, der med sin beslutsomme vending om på maven havde gjort det temmelig klart, at samtalen var forbi. Godnat og tak for i aften. Theodore trak svagt på smilebåndet. Det var vel også på tide.
Han blev liggende på siden og lyttede til regnen, der fortsat slog mod ruden, og til Selmys vejrtrækning, som snart blev tung og regelmæssig. Efter et par trætte blink lod han endelig øjenlågene glide i, men tankerne var ikke nær så villige til at falde til ro som resten af kroppen. De blev ved med at kredse om dagens hændelser. De manglende fingre. Truslerne. Den gamle dames besynderlige advarsler, som han stadig ikke helt vidste, hvad han skulle stille op med.

Og så var der måden, hun havde set på ham.

Ikke bare som om han var uvelkommen, men som om der var noget ved ham, hun helst ville holde sig langt fra. Han havde forsøgt at slå det hen tidligere, men nu, hvor mørket havde lagt sig omkring ham, blev det blik ved med at dukke op, lige så tydeligt som da han stod foran hende. Hvorfor? Theodore vendte sig en smule på madrassen og trak vejret dybt. Der kom næppe noget svar i nat, uanset hvor længe han lå og spekulerede.

På et tidspunkt gled tankerne fra hinanden, uden at han selv bemærkede det, og søvnen indhentede ham omsider. Undervejs havde han fået vendt sig om på ryggen med armene strakt op over hovedet, som om han i søvne havde overgivet sig til en kamp, han alligevel ikke kunne vinde.