Ulven fnøs og blottede sine tænder. Havde dens ansigt været et menneskes, kunne der ikke herske tvivl om, at den smilede lige dele legesygt og udfordrende. Han var, tydeligvis, ikke færdig med at lege; slet ikke nu hvor den anden duftede af adrenalin og det bankende hjerte lød som en tromme i den alt for fine stue.
Dyret rystede langsomt på hovedet, dens øjne stadig hvilende nådesløst i den blonde mands. Tilsyneladende var han kommet på bedre tanker, oplivet og tilstrækkelig fodret af jagten, hvormed han var enig: der var bedre ting at foretage sig.
I et ryk sprang ulven det sidste stykke frem og landede foran Juno. Straks slikkede den hans kind, ivrig efter at lade ham vide, at de stadig legede; at han stadig legede. Dernæst puffede den til Juno med den våde, varme snude, påbød ham at rejse sig og genoptage det, de havde været i gang med. Ulvens bevægelser var præget af rovdyrets ivrighed, dens spidse ører strittende opmærksomt og dens øjne hele tiden hvilende i Junos.
Ulven gav ikke Juno meget tid til at komme sig og den slog med hovedet i retning af gangen, hvorefter den prompte lagde sig ned. Stadig så den opmærksomt på ham, parat til at jagte ham igen, skulle han sætte i løb. Det var trods alt det, den håbede på; den ville gerne løbe. Allerhelst ville den smage Junos adrenalin på tungespidsen og høre det alt for hurtigt slående hjerte.

Junos hjerte slog et slag over, da ulven sprang frem og landede foran ham, og han faldt kun en smule til ro igen, da han fik et vådt slik på kinden. Ligegyldigt hvor mange gange han påstod, at han ikke var bange for hverken Pax eller ulven, blev det aldrig helt sandt. Han vidste, at den anden aldrig ville gøre ham ondt, men samtidig vidste han også at han så let kunne. 
Den våde tunge fik ham dog både til at grine og skubbe ulven væk, og med dens tydelige kropssprog kom han også op at stå, men derfra skævede han undrende ned til den. Først da den kastede med hovedet, forstod Juno, at de stadig var i gang med legen, og han gjorde sig klar til at sætte i løb, imens han så ulven an, bare for at sikre sig, at det stadig var hans opgave at sætte i løb. Han rykkede sig drillende lidt frem og tilbage på stedet, for at give sig selv tid til at finde en rute, inden han med ét satte i løb væk fra ulven. 
Der var tre døre i værelset de var i. Én af dem var den han var kommet igennem, én var lukket og det var den sidste Juno satte i løb igennem. En lille stue erstattede den store, og efter den næste dør kom Juno ind i et soveværelse, hvor han løb direkte ind i den bredeste seng han nogensinde havde set, rullede om på den anden side, panisk søgte efter en udgang og indså, at de var nået helt ned i den anden ende af herregården, den eneste dør bag ulven, der hastigt nærmede sig. 
Det logiske ville være at give op, men dét var Juno ikke klar til og i stedet klatrede han op i sengen igen, og med en pude i hånden så han legesygt ulven an, inden han kastede en pude efter den, tidligere end hvad han skulle have gjort, væltede ud af sengen og rullede om sig selv i faldet og direkte ind i ulven med et grin, der kun blev højere, da forvirringen over hvad der var sket forsvandt og efterlod ham med et komisk billede af, hvordan det måtte have set ud for enhver anden.
Latteren sendte kramper igennem hans mave og Juno gjorde et enkelt forsøg på at rejse sig op, for at forsøge at stikke af igen, men endte i stedet på ryggen, hans latter kun lavere og lavere, fordi han var nødt til at kæmpe mere og mere efter vejret. 

Ulven gav Juno et forspring, dens krop spændt til bristepunktet. I takt med den blonde mands skridt, rejste den sig langsomt, indtil den til sidst kunne sætte afsted efter ham; det var som en eksplosion, dens bevægelser så hurtige, at det næsten blev klodset.
I løbet af ingen tid havde den indhentet Juno. Den stoppede op en meter fra sengen og kastede sig til side, da puden kom flyvende. End ikke øjeblikket efter landede Juno på gulvet, leende, og fordi det var den bedste lyd i verden, glemte ulven alt om jagten.

Forsigtigt puffede den til Junos ene skulder. Tilsyneladende havde den anden ikke til sinde at rejse sig, hvormed ulven i stedet lagde sig ned. Den lagde sig mellem Junos ben, dens store hoved hvilende på hans mave. Den gned sit hoved mod den bløde hud, lyttede til den halvkvalte latter med et hjerte, der voksede i takt med den. Også den våde tunge gled henover huden, ikke langt fra Junos navle men snart bevægede ulven sig længere op og lagde sig til rette. Den sukkede tilfredst og snusede og indåndede ivrigt den blonde mands duft, lod den fylde hans lunger, indtil den kun bestod af ham. Den lå sådan et kort øjeblik før, at den forvandlede sig og det i stedet blev til Pax.
Pax smilede bredt, næsten fjoget, da han uvilkårligt måtte rulle ned og ligge ved siden af Juno. ”Det var smukt. Meget elegant”, drillede han halvleende, alt imens hans ene hånd greb ud efter Junos egen. Pax gav ikke den anden mere mulighed for at svare end tiden det tog ham, at bøje sig henover ham og kysse hans mund, hans kys dybfølt og hengivent.

Instinktivt spredte Juno sine ben for ulven, så der var plads til at den kunne lægge sig mellem dem, og strakte derefter sine hænder ned for at kunne begrave dem i den tykke, grå pels. Junos hjerte sprang et slag over, da en våd tunge mødte hans bare hud, sammen med følelsen af en kold snude på opdagelse.
"Man skulle tro du efterhånden vidste, hvad jeg lugter af," sagde han med et grin, og smilede i hele hovedet, da ulven blev til manden. 
"Jeg er så vildt elegant," svarede han med en rigelig mængde af selvironi, og var på nippet til at forklare for ham, hvor svært det var at stikke af fra én der havde dobbelt så mange ben som en selv, da deres læber mødtes og det pludseligt blev vigtigere at gengælde hans kys. 
Allerede fra det øjeblik Pax trak sig ud af kysset igen, sukkede Juno efter mere og søgte også straks Paxs blik efter tegn på at han ikke var den eneste, der havde det sådan. 
"Så..." Begyndte han prøvende. "Skal vi sørge for at få dig beskidt eller hvad?" Han grinede op til sin mand og rykkede på sig under ham, utålmodig i sine bevægelser. "De må have noget her, som vi ikke har derhjemme. Verdens største seng, som den bag dig, eller... du ved, det blødeste græs jeg nogensinde har set. Et køkken, hvor vinduerne ikke leder direkte ud til en befærdet gade..." Juno kunne ikke skjule forventningen i sin stemme, men han følte heller ikke at han havde behøvet. Pax havde trods alt skaffet dem hele den bygning de var i. Hvorfor skulle han have gjort det, hvis ikke for at lade Juno nyde den? 

Pax skulle til at protestere. Junos duft var livgivende. Det handlede ikke om, at han kendte den. Langt snarere var dét, at han ikke kunne få nok. At det var den bedste duft i verden; at han aldrig kunne definere den tilstrækkelig; at den var afhængighedsskabende og at han ville have den i sine lunger, indtil der ikke fandtes andet end den. Ikke, at han forsøgte at forklare. I stedet himlede han med øjnene og lo lavmælt.
Pax lagde sig bedre til rette, da Juno trak i ham. Han var opmærksom på sin nøgne tilstand, for skønt herskabsboligen var mægtig, så var dens gulv stadig køligt. Pax lo igen og så (påtaget) eftertænksomt rundt. ”Jeg tror, de har det hele”, svarede han, hvorefter han lod sit blik vandre ned over Juno.
Noget spøgefuldt sneg sig ind i det stålgrå øje og Pax nikkede opfordrende ned til ham. ”Hvad nu hvis jeg var fuldstændig udmattet? Hvad nu hvis jeg ville have et bad, spise og sove til i morgen?” Pax greb behændigt om Junos hage, tvang ham til at kigge på sig for blot et øjeblik før, at han atter kyssede ham. ”Jeg tror, at der er… en million senge og borde alle steder. Vi har adgang til det hele, så længe vi ikke tager noget med hjem.”

Der var intet bedre end Paxs latter, for lige så sjælden den var, lige så perfekt var den også, og Juno kunne ikke undgå at jagte den. Når Pax lo over, at Juno påstod at han allerede kendte hans duft, vidste han godt, at det var fordi der var helt andre grunde til at han duftede til ham, men det var det hele værd at sige noget dumt, for at høre hans latter. 
"Nå, det tror du?" spurgte Juno med et grin, uden at kunne forestille sig andet - der var så meget plads i boligen, at det ville være underligt, hvis de manglede noget som helst. 
Juno nåede ikke at svare på, hvad han ville have gjort, hvis Pax var fuldstændig udmattet, og ville være kommet til at sige noget dumt alligevel, så det var kun meget godt, at Pax greb om hans hage og lod deres blikke mødes et øjeblik. Kysset lod ham glemme alt andet for et øjeblik, og da Pax slap ham for i stedet at talte videre, hørte Juno ham nærmeste ikke, men lod sit ansigt følge efter hans for at forsøge at fange hans læber igen, selvom det betød at løfte i nakken. 
"Jeg vil ikke vide hvad de har, Ulv," irettesatte han lavmælt. "Jeg vil vide, hvor du synes vi skal hen." Det var dén pris han havde vundet for at fange ham, men det vidste Juno godt, at Pax på ingen måde havde tænkt på, da han havde jagtet ham. Det var tydeligt, at det for ham havde været mere for jagten selv end for prisen af at vinde. 

Pax så ned på Juno og kæmpede for at tilbageholde sit voksende smil. Han havde ganske rigtigt glemt sin præmie, for optaget af at jage den anden til at tænke på, hvad der ville ske, når legen omsider stoppede. Det skulle dog ikke stoppe Pax fra at overveje sine muligheder i dét øjeblik, hvormed han mageligt lod sig trille om på ryggen og tage værelset, de lå i, i nærmere øjesyn.
Det var lidt for pænt til Pax’ smag; for mange skarpe farver og alt for meget der glimtede uden at have andet formål. Ikke lang tid lå han dog og funderede over det, for brat meldte en idé sin ankomst. Han var i godt humør, han havde løbet, han var træt efter deres vandring men også opstemt, fordi hans planer var lykkes… måske…

Pax rømmede sig og rejste sig op, hvorefter han også trak Juno på at stå. Dernæst førte han den anden hen til sengen, hvorpå han satte sig og placerede Juno mellem sine ben. Hans arrede hænder fandt vej ind under Junos skjorte, hvor tommelfingrene langsomt kærtegnede de skarpe hofteben. Derfra gled de ned til Junos buksekant og bæltespænde, som han effektivt fik løsnet.
Pax skævede op til Juno, et smil hvilende i den ene mundvige. ”Vi skal prøve igen”, sagde han beslutsomt, velvidende hvor galt det var gået blot dagen forinden. ”Jeg kan godt nu. Dét skal være min præmie.” 

Som udgangspunkt var Juno altid utålmodig, men i dette tilfælde lod han Pax tage sin tid, kun fordi han kunne se, at der foregik noget bag panden på ham, og fordi det var en sjældenhed at Pax fortalte, hvad han ville have, hvordan eller hvornår. Det her var en sjælden mulighed og Juno ville ikke ødelægge den ved at afbryde hans overvejelser.

Alligevel sprang han nærmest op at stå, så snart Pax trak i ham, ivrig efter at høre hvad hans mand var kommet frem til. Et smil voksede på Junos læber, da han blev trukket hen mod sengen og ind mellem Paxs ben, hvor han stod, passiv, men smilende, imens han lod Pax tage styringen. Paxs fingre var varme mod hans hud, og deres blotte berøring var nok til at få et sus til at gå igennem hans mellemgulv.
Valget af præmien kom bag på Juno, der allerede havde sat et knæ i sengen, på vej op i den for at komme så tæt på Pax som muligt, og et øjeblik sagde han ikke noget, men så ham blot an, inden han lænede sig frem og kyssede ham.
"Det er et godt valg," roste han, uden at slippe deres kys, og gengældte, hvad Pax lige havde gjort for ham, ved også at åbne hans bukser, og stikke en hånd ind under dem, for med et løst tag at gribe fat om ham, imens vendte tilbage til at kysse ham. Med den anden hånd gav han et blidt ryk i hans bukser, ikke for selv at få dem af ham, men for at kommunikere til Pax, at han skulle hjælpe ham med at få hevet dem ned.
Først da han kunne komme til, slap Juno hans læber og lod sig falde på knæ foran ham. Hans hjerte galopperede afsted, som var det ham, der havde noget at være nervøs for, og med en dyb indånding så han op på ham med et søgende blik.
Han ville sige noget, men han vidste ikke hvad, og begær strømmede stadig igennem kroppen på ham, som gjorde det svært for ham at formulere sig. I stedet tog han Paxs hånd i sin og lagde den om sin nakke, i et forsøg på at give ham noget kontrol af situationen.
Stadig tog han ham dog ikke i munden, men lod sin hånd gøre arbejdet, imens han vædede sine læber og trak øjeblikket ud. Han havde ikke tænkt sig at begå samme fejl igen, overbevist om at fejlen måske ikke var hans, men at han kunne have gjort noget for at stoppe Paxs reaktion dagen forinden, og det eneste øjeblik han tog blikket fra sin mands ansigt, var da han tog tippen af ham i munden igen. Allerede sekundet efter var hans blik oppe på ham igen, imens han kun forsigtigt suttede på ham. 

Pax slap ikke Juno med blikket, da den anden satte sig imellem hans spredte ben. Et krampagtigt sus af forventning skød igennem hans krop og satte sig fast som en knude i hans mellemgulv, han vidste, at kun Juno kunne forløse.
Han nikkede en enkelt gang, som tegn på, at det var okay. At han var okay. Og derefter skete det; Juno lod sine læber omslutte ham, forsigtigt, næsten advarende. Pax tabte pusten men så ikke væk, uvillig til at tage chancen men også fuldstændig opslugt af synet af den andens mund om ham.
Hans hånd gled langsomt om og lagde sig mod Junos kind, dens fingre gemt væk i det bløde, blonde hår. Hans tommelfinger strøg henover Junos tinding, dernæst under hans øje og langs ned den skarpe kæbelinje, tæt efterfulgt af hans øjne, der var gemt væk under tunge øjenlåg. Pax’ hånd forblev ikke hvilende mod Junos kind, men fortsatte ned, så kun fingerspidserne kunne glide henover hans hals. Han kunne kortvarigt mærke den hastige puls i halsen, men han hørte den som svage trommeslag overalt omkring ham. Ligeledes var Junos duft, hans begær, også som tung tåge omkring ham. Pax nød den; den forsikrede ham, bandt ham til øjeblikket, der var et ganske andet end dét, de havde delt sammen dagen forinden. Her var der ingen lærestreg.
Langsomt, og i takt med at Pax’ egen ro sænkede sig over ham, lod han sine øjne glide i. Hans hånd forsvandt også og lagde sig i stedet bag ham på madrassen, hans arm strakt. Han støttede sig mod den, lod sin nøgne overkrop falde blot en smule tilbage, afslappet.

Juno følte det hele, som var det ham selv, der sad på sengen. Der var en spænding imellem dem, der ikke var der, når de holdt sig til det de kendte, men en spænding af den slags der satte sig i maven, hvor hver bevægelse føltes vigtig, og hvor hver berøring kunne føles igennem hele kroppen. 
Endnu så Pax tilstedeværende ud, men Juno turde ikke slippe ham med blikket, og pressede også kun sin våde tunge op imod ham for at starte forsigtigt ud. Hans mund løb allerede i vand og i stedet for at slippe ham, bange for at skulle starte forfra, åbnede han sin mund yderligere og lod savl dryppe ned ad Paxs længde. 
Mere end noget andet var det Paxs blide berøringer, der fik ham til at tro på at de kunne gennemføre det denne gang, og da Paxs fingre nåede ned til hans hals, sprang hans hjerte et slag over og han løftede en hånd for at holde Paxs hånd hvor den var. Med sin anden hånd holdt han om roden af Paxs lem og da han så hans øjne falde i, lod Juno sine egne gøre det samme, imens han prøvende slugte gradvist mere af ham, hele tiden opmærksom på at gå langsomt frem, selv imens hans vejrtrækning blev mere besværet og han følte sine bukser stramme mere om sig. 
Han kunne ikke tænke på sig selv, når han endelig havde fået Pax i munden, og selvom det meste af den erfaring han havde med det, var blevet givet til ham mod sin vilje, var han opsat på at bruge alt han vidste. Hvor Pax søgte væk fra den del af sit liv, jagtede Juno den i et desperat forsøg på at omskrive sine minder, og han tænkte ikke klart, da han skubbede Paxs hånd helt op under sin kæbe, så han med sin tommelfinger mod hans hals kunne mærke sig selv når Juno slugte så meget af ham som han kunne. 

Pax’ øjne åbnede sig langsomt, da fornemmelsen af hans hånds vandring lod sig registrere. Han så ned på Juno, så hvorhen hans hånd lagde sig og mærkede, hvordan synet fik hans mellemgulv til at slå kolbøtter. Knudepunktet i maven gled ned under navlen og cementerede sig, slog vildtvoksende rødder og udvidede sig hastigt i takt med Junos kærtegn.
De tofarvede øjne forblev på hånden, hvilende under struben. Kun i kortvarige ryk gled de op til det ansigt, Pax elskede, som forsøgte han at sikre sig, at det til stadighed var ham. De skulle dog vende tilbage, tilbage til hånden og fingrenes afprøvende afmærkning. Han kunne mærke sig selv, mærke hvordan han forsvandt ind og ud af Junos mund, men instinktivt vidste Pax også, at det ikke var det, der gav ilden i ham fornyet kraft. Langt snarere var det kontrollen og han genkendte mørket, det, der intet havde med minderne at gøre men alt med følelsen af fuldkommen kontrol, som altid voksede i ham, når han det var ham, der bestemte. Pax vidste, at han ville have mere af det men også, at han ikke kunne få sig selv til at tage det. Det var ikke hans ting at tage og han var ikke sikker på, at Juno nogensinde ville være i stand til at give ham det foruden, at noget ville knække indeni ham.
Pax lod sin hånd blive, hvor den var, men lod ikke sine fingre stramme sig omkring Junos hals. Som øjeblikket trak sig længere ud og nydelsen blev mere og mere intens, flyttede Pax tøvende sin hånd op i Junos blonde hår. Han tog blidt fat i den, kæmpede mod lysten til at gribe hårdere, men som var den blotte tanke om det nok, mærkede han, hvordan ekstasen øjeblikkeligt derefter indfandt sig i hans krop. Det føltes som en indvendig eksplosion, fuld af lys og gnistrende gnister, og skønt Pax ønskede at kigge på Juno, kneb han sine øjne sammen og udåndede tungt.

På trods af sine egne formaninger om at blive hos Pax og at holde øje med, hvordan han havde det, fortabte Juno sig endnu engang i øjeblikket, igen overbevist om at han ville kunne mærke det, hvis Pax forsvandt mentalt, imens han selv forsvandt i smagen af Pax. Det var næsten spirituelt - som at få lov til at tilbede Pax, som den gud Juno så ham som. Det var en mulighed for virkelig at give udtryk for, hvor højt han elskede ham, hvor ord altid føltes utilstrækkelige. 
Juno havde ikke forventet andet af Pax end at han ville blive siddende helt stille, for at lade Juno styre slagets gang, så han havde heller ikke regnet med at Pax nogensinde ville kunne stramme sine fingre om hans hals, mindst af alt når de prøvede noget nyt af, men det var en overraskelse, da hans fingre i stedet flyttede sig og strammede sig, hvor end blidt, om hans hår i stedet. Det var nok til at få Juno til at stønne tungt om ham og gnubbe sine lår tættere sammen i desperation, uvillig til at bruge sine hænder på sig selv, før han var færdig med Pax.

Først da han følte Pax komme i sin mund, løftede Juno sine tunge øjenlåg for at se på ham imens. Fordi Pax så ud til at have det godt, kunne Juno ikke længere styre sig. Han blev ved med at bevæge sig om ham, ved med at sutte på ham og sluge alt han gav ham, og da han endelig slap ham helt, var det kun så han kunne kravle op i sin nøgne kærestes skød og stikke sin tunge i munden på ham, bevidst stadig med rester af sæd på den, som det kun lige lykkedes ham at stoppe sig selv fra at spytte i munden på sin mand. Der var flere grænser Juno glemte, når først han kom op at køre, men nogle ting lykkedes ham at stoppe sig selv fra, og alt han gjorde i stedet var at række ned imellem dem og gribe fat om Pax igen. Der skulle noget overtalelse til, hvis Pax skulle overbevise Juno om at de var færdige for nu, og allerede da var Juno ved at presse sin vægt op imod hans overkrop, for at overtale Pax til at lægge sig ned, velvidende at han ikke kunne få tvunget ham derned, hvis ikke Pax selv ville.
"Du må gerne hive mig i håret," hviskede han smilende imellem kys, og mente det ikke som en tilladelse, men langt mere som en opfordring. 

Junos mund mod Pax’ egen var overvældende. Den salte smag var på en og samme tid fremmed og genkendelig, men Pax kunne ikke afgøre, om han brød sig om den. Den mindede ham om fortiden, vakte spøgelsesstemmerne til live og efterlod hans krop stiv af gru. Samtidig var det jo Juno, hans elskede, hans så varme duft, Pax altid jagtede som sit helle i Dianthos og som lagde sig beskyttende om ham. Den andens begær var heller ikke ukendt; det havde været et spændingsmoment fra første gang, at Juno havde insinueret, at en anden form for intimitet mellem dem overhovedet var mulig.
Forvirringen var til at tage og føle på: Pax’ krop blev hård, musklerne spændte og parat til kamp, og hans kys næsten stift som resultat deraf. Han lod sig dog falde tilbage mod madrassen, stadig stakåndet efter Junos kærlige behandling og opsat efter at få mere af det samme.
Pax sank en klump og drejede hovedet for at tørre sine salte læber i den ene dyne. Dernæst nikkede han op til Juno i håb om, at han ville se, at han var okay til trods. Hans hænder greb om den andens buksekant, tvang dem ned over hofterne, så Junos køn sprang fri af stoffet. Pax væltede behændigt Juno om på ryggen og satte sig, hvilende på sit ene knæ, for fødderne af ham, for på den måde at kunne afklæde ham. Hans bevægelser var effektive men ikke forhastede skønt Juno var tydeligt opstemt. ”Mhm”, brummede Pax, hverken be- eller afkræftende i forhold til sine egne ønsker, hvorefter han som det sidste hjalp Juno af med skjorten. Først derefter bøjede han sig frem og kyssede ham igen, hans tunge insisterende.

Selvom han var høj på smagen af Pax, bemærkede Juno straks ændringen i sin mands kropssprog. Hvor han før havde været medgørlig og blød, blev han fjern og stiv, og som resultat spændte Juno også selv op i kroppen, men fjernede ikke sin våde tunge fra Paxs, før Pax selv drejede hovedet væk fra ham. I et langt øjeblik troede Juno, at der ville være konsekvenser for hans overilede handling, og hans hjerte sad i halsen på ham, imens han ventede på Paxs næste træk, og først da han selv lå på ryggen, med sine bukser om hofterne og den gråhårede mands hænder på sig, følte han sig rolig igen. Selv det var dog for meget sagt, for hele hans krop skreg efter mere og Pax var på ingen måde hurtig nok i sine bevægelser. 

Junos øjenbryn trak sig sammen, da Pax ikke gav udtryk for at ville gøre som Juno havde bedt ham om, og han ville have protesteret, hvis ikke det var fordi Pax kyssede ham direkte efter, og han glemte, hvad han ville have sagt. Alt han kunne tænke på var at få Pax til at røre ham og det kunne kun gå for langsomt. Så længe han ikke mødte modstand, blev Juno kun mere dominerende, og selvom det lå i baghovedet på ham, at han ikke altid kunne opføre sig sådan med Pax, stoppede det ham ikke fra at prøve grænser af igen. Han vidste hvad han ville have, han vidste bare ikke hvordan han skulle få det.
Han kunne heller ikke bare føre Paxs hænder hen, hvor han ville have dem. Det ville ikke give det han søgte, så meget vidste han allerede. 
I stedet drejede han sit ansigt væk fra Paxs, ud af deres kys, og sendte Pax et udfordrende blik. Hvis den anden prøvede at kysse ham igen, ville han gøre det samme. Hans mundvige forrådte ham og afslørede hintet af et smil, men Juno kunne heller ikke benægte at det han prøvede på var at starte en ny form for leg. Og denne gang havde han tænkt sig at vinde. 

Pax’ øjenbryn krøllede sig sammen i forundring, da Juno afviste ham. Han så ned på ham, stakåndet, og bed straks mærke i den ene sitrende og forræderiske mundvige. Straks følte Pax sig atter på fast grund, for han genkendte det udfordrende udtryk i Junos øjne og vidste, at den anden lagde op til leg. Midlertidig mættet af det, Juno havde gjort for ham og nu med det værste – der havde været godt – bag dem, kunne Pax slappe bedre af i deres øjeblik sammen.
Hans ene hånd greb fat om Junos kæbe, hans greb fast og ikke til at vride sig ud af, medmindre Juno begyndte at kæmpe. Pax hævede sigende et enkelt øjenbryn, hvorefter han bøjede sig frem. I sekundet inden at hans læber ville være kollideret med Junos, rettede han sig og lod dem i stedet kysse den andens mundvige. ”Okay. Så får du ikke mere af dét”, hviskede Pax smilende, hans hæse stemme fuld af løfter.
Pax slap taget i Juno og bevægede sig ind imellem hans ben. Han stod på knæ over ham, betragtede ham næsten overvejende, som var han i færd med at beslutte sig om, hvad han skulle gøre ved ham. Det var ikke langt fra sandheden men den primære grund var for at pirre, irritere Juno, hvis krop skreg efter forløsning. Pax var tålmodig, Juno det stik modsatte og fordi, at han havde udfordret ham, havde Pax tænkt sig at trække det i langdrag.
Han lod sin ene hånd finde vej rundt omkring Junos lem, hvor han straks begyndte at kærtegne ham. Hans bevægelser var langsomme, midlertidig afbrudt af, at han også skubbede Junos ben op, så hans knæ lå over hans brystkasse. Den modsatte hånd, den, der ikke havde grebet om ham, gled ned imellem hans baller og Pax sendte Juno et sigende smil. ”Er det her, du vil have mig?” 

Juno skulle have vidst, at det ikke ville have været så let, men da Pax greb om hans kæbe troede han i et øjeblik, at han havde ham præcis hvor han ville have ham. Der var ingen grund til at teste Paxs greb, der var fast nok til at sende et sug igennem Junos mave, og hans mund faldt åben, da Pax lænede sig ned over ham igen, kun for at være dén der var forvirret, da Pax ikke kyssede andet end hans mundvige.
"Strengt," mumlede Juno med et længselsfuldt suk, der afslørede at han på ingen måde havde noget imod Paxs opførsel, heller ikke selvom den blev værre, da fyren blot satte sig imellem hans ben uden at gøre noget, indtil Juno fandt det svært at ligge stille, hele hans krop skrigende efter berøring. 
Det var lige før han glemte alle ideer om leg, da Pax endelig, endelig rørte ved ham, kun for øjeblikket efter at fjerne sin hånd, for at skubbe hans knæ op til hans brystkasse. Juno ville så gerne hjælpe ham, ville så gerne tilbyde sin hånd i stedet for hans, så Pax kunne bruge sine hænder til bedre ting, men han ville også gerne have det så sjovt som muligt, og for ham betød det at være på tværs. Derfor lod han også sine hænder falde ud ved siden af sit hoved, hans håndflader opad, alt ved hans kropssprog kommunikerende at han ikke havde tænkt sig at gøre noget, selvom hans vejrtrækning og et vibrerende knæ afslørede, at det var nær umuligt for ham at ligge stille. 
"Ja," svarede Juno åndeløst. Også her ville han gerne være på tværs, men Pax var allerede holdt op med at kysse ham, han ville ikke risikere at Pax gjorde noget lignende igen. "Hvis du har brug for hjælp, kan jeg godt overtage styringen herfra." Det røg ud af Juno med et kækt smil, før han kunne stoppe sig selv, understreget af et skub mod hans skulder med sit ledige knæ, der indikerede at han bare kunne rulle om på ryggen, så skulle Juno nok følge med over ham. 

Pax lod sit tofarvede blik glide henover Junos nøgne skikkelse. Det var fuld af en moret længsel, resultatet af den andens kække bemærkninger, der for evigt ville forundre Pax. Ikke, at han nogensinde ville indrømme det. Junos mund var ligeså meget helligbrøde som den var en helgens.
De effektive og slanke fingre kredsede om Junos køn, henover den bløde hud og ind igennem den lyse kønsbehåring. Pax anlagde et påtaget eftertænksomt ansigtsudtryk, hvorefter han drevet rystede på fornægtende hovedet. Nej, han ville ikke lade sig vælte om på ryggen. Ikke, når der var så meget andet, han kunne gøre.
Pax bøjede sig frem og bed fat i Junos hals. Hans tænder var insisterende, men ikke voldsomme og ligeså hurtigt, som de havde fundet vej omkring struben, ligeså hurtigt forsvandt de også igen. Tungen fulgte efter, glidende henover huden, som smagte Pax på ham. Det var heller ikke langt fra sandheden.
Atter hejste han sig, atter satte Pax sig på sine knæ. Med beslutsomme hænder greb han fat om Junos ben og svang ham rundt, så han endte på maven på madrassen. Med et spøgefuldt smil nev han Junos ene balle og betragtede med summende tilfredshed, hvordan et rødt mærke formede sig på den vinterfine hud.
Begge hans hænder gled derefter op og guidede Juno op på knæ. Pax havde ikke planer om, at det skulle forblive sådan, men for nu måtte det være således. Han rejste derefter sig selv, greb om sit eget lem og lod sin spids glide henover Junos inderste.
Derfra var der ikke lang til foreningen og Pax lod sig opsluge af øjeblikket. Han trak det i langdrag, nød det, indtil Juno var fyldt op af ham. Først da puffede han Junos knæ væk under ham og fulgte med ham ned, hans hofter straks hengiven til deres fælles nydelse.

Havde Pax ladet Juno overtage styringen, ville Juno have taget den, men han ville også være blevet skuffet. I stedet lå han i utålmodig spænding og vred sig under Paxs berøring, der kun kom frustrerende tæt på hans lem. Juno løftede røven i et forsøg på at få Paxs hånd, hvor han ville have den, og lod sig først dumpe ned på madrassen igen, da tænder lukkede sig om hans hals. 
Juno slap et tungt suk, hans hjerte i halsen på ham og nødvendigheden af at blive rørt ved endnu mere påtrængende. Han bøjede i ryggen og slap et støn fra det øjeblik Paxs varme tunge mødte hans hud. Han ville gerne være mere besværlig, ville gerne vise Pax at der var god grund til ikke at være sød ved ham, men hele hans krop hungrede efter mere og han kunne ikke tage tanken om, at Pax holdt op med at røre ham selv et øjeblik. 

I samme øjeblik Juno landede på maven, gnubbede han sig op mod madrassen. Det var ikke længere muligt for ham at lades som om han ikke var desperat efter mere, og det var kun nemmere for ham, når han samtidig kunne skjule sit ansigt fra Pax. Et hik i hans tunge vejrtrækning afslørede, at smerten i hans balle ikke var gået ham forbi, og først da skævede Juno over sin skulder og ned på manden, der var skyld i hans varme kinder og stive lem. Ikke for at irettesætte ham, men for at se, om Pax nød det lige så meget, som han selv gjorde, og et smil spredte sig på hans læber, imens han så sin mand an. 
Juno tog heller ikke blikket fra ham, imens han blev guidet op på knæ, eller da følelsen af ham tvang et tungt støn ud af ham. Først da han igen lå mod madrassen, kunne han ikke holde sine øjne åbne længere. 
Pax kunne få Juno til at komme hvor som helst, men her duftede lagnerne af lavendel, madrassen var som lavet til kongelige, og Juno vidste, at ingen kunne høre dem. Og Pax kunne slappe nok af til at lege med ham - på flere måder.
Juno spredte sine knæ yderligere, forsøgte at møde Pax tidligere for hver bevægelse, jagtende den forløsning han havde kunne smage siden Pax først havde åbnet hans bælte for ham. 

Pax forsvandt i velvære. Det var befriende, at de ikke befandt sig i hovedstaden, i deres egen seng, deres ansvar og forpligtigelser så tæt på døren, at de hele tiden truede med at banke på og afbryde. Det var så ekstatisk, nervepirrende og sublimt, at Pax tabte sin bevidsthed på gulvet, indså det og nægtede at samle den op igen. Han ville ikke tilbage i sin egen krop, men fortsætte med at falde, velvidende han aldrig ville nå bunden; den fandtes ikke dér, i det øjeblik, så villigt fanget og fængslet af følelsen af Juno om hans køn.
Deres tunge støn blandede sig med hinanden og sengens rytmiske bevægelse. Pax’ hofter var ligeså nådesløse som de var hengivne, ligeså ivrige som de var kontrollerede. Hans muskler spændte men på en ophøjet måde, der efterlod den endnu mere sensitiv end før. Der var ingen ild, der kunne antændes og få den til at gøre ondt. Der eksisterede kun nydelse.
Pax lod sig glide ned, hans bryst hvilende mod Junos ryg, hans underarme hvilende på hver side af den blonde mands hoved. Han indkapslede ham, omsluttede ham, med fuldt overlæg. Kun Pax skulle eksistere sammen med ham i dét øjeblik. Han mærkede sig selv nå endnu et klimaks, et der var ligeså godt som det forrige men også næsten krampagtigt, som kunne hans krop ikke følge med, som skulle den anstrenge sig foruden at have kræfterne til det. Ikke, at det gjorde det mindre perfekt. På en eller anden måde skærpede og forfinede det kun den eksploderende fornemmelse.

De endte side om side, deres ben viklet ind imellem hinandens. Pax’ ene arm lå under Junos nakke, hans hoved hvilede mod en fyldig hovedpude og hans åndedrag var tungt, næsten anstrengt. I begge af hans mundvige lå et smil og truede med at bryde frem, for i dét øjeblik var han lykkelig.
”Det er besluttet. Vi tager aldrig tilbage.” Pax tvang sine øjne til at åbne og skævede til Juno, hvorefter han kom til at le stille. Pludselig blev han ramt af gamle minder – den gode slags – om den anden og ham selv, så nervøs og med røde kinder, stående i en skovgrænse ikke så langt fra Dianthos, sikker på det hele var en løgn, sikker på den anden havde viklet sig rundt om sin lillefinger, afventede hvornår det var bedst at afpresse ham.
Og nu lå de der… og med så meget fortid bag dem, at det nærmest forsvandt i grå tåge.

Det eneste Juno ville have i det øjeblik var at få Pax tættere på sig, hver eneste del af ham, og da Paxs arme kom indenfor rækkevidde begravede Juno sine fingre i hans underarme, i stedet for at gøre det i lagnerne. Han kunne knap holde sine øjne åbne, men han behøvede heller ikke at kunne se Pax, for at vide at de havde det på samme måde, og da Juno sprøjtede ud over det dyre, bløde sengetøj, vidste han at Pax ikke var langt efter ham, men ønskede, at det aldrig skulle stoppe. Kunne han fortsætte på samme måde, i evig nydelse med manden han elskede, ville han have gjort det. Om ikke andet, så bare følelsen af at have Pax om sig, som et bur af tryghed. 

Alligevel var der intet, der kunne få ham til at brokke sig, da Pax smed sig på siden af ham, og stadig holdt om ham, om ikke andet så med den arm, der lå under Junos nakke. Juno genkendte tegnene på at Pax var ved at bryde ud i et smil, men hans ansigt var for varmt og hans hjerte fortsat bankende for hurtigt til at han kunne kommentere på det med ord, og i stedet smilte han hæmningsløst til sin mand. 
Den krølhårede mands ord fik ham til også selv at grine og Juno daskede til hans arm med himmelvendte øjne. 
"Ja ja, alt du har brug for er tag over hovedet og mig? Ingen respekt eller ærefrygt, eller store planer og udnyttelse af dit kloge hoved, eller lakajer der ville dø for dig? Det kommer du ikke til at savne?" spurgte Juno med et grynt, der ikke kunne skjule glimtet i hans øjne. For han vidste præcis, hvordan Pax havde det. Han følte selv, at han kunne dø lykkelig, så længe han havde Pax ved sin side, i sin drøm behøvede han ikke engang et tag over hovedet.
Men sandheden var så langt derfra for dem begge to, og selvom de ikke følte det nu, så ville de føle det når de begyndte at kede sig - eller så snart de tog tilbage til byen og Pax genoplevede den adrenalin, som Juno i sig selv ikke kunne give ham.