De arrede hænder tvang tæppet længere op i den blonde nakke, hvorefter de fandt vej tilbage til Junos pande og tinding. Som Juno lå, kunne Pax ikke massere andet end den ene side af hans hoved, men hans tanker var for fokuserede til, at det kunne bekymre ham. Hans tommelfinger gled henover den blege pande i lange strøg, der førte den hen over tindingen og til sidst langs den spændte kæbe; så snart den var nået i mål, førte Pax den tilbage til udgangspunktet.
Sådan sad Pax i et langt øjeblik, fordybet i Junos duft og den hengivne kærtegn; en kærtegn der ikke forblev den samme, men som også, igennem massagen af Junos ene øjenbryn og øre, til sidst gav den anden røde kinder af varme – en kendsgerning der fik Pax til at smile sagtne.
”Du bliver aldrig til et monster”, lovede Pax i en hvisken. ”Jeg vil ikke bede dig om noget, du ikke vil, medmindre det handler om liv eller død. Dit liv eller din død. Når det omhandler dig… din overlevelse… så bliver jeg til et monster… så bliver verden pludselig sort og hvid, uden nuancer… der er kun dig og det, der står i vejen…” Pax sank en klump og tav brat, hvorefter han omsider fjernede sin hånd og i stedet lagde begge sine arme om Junos skikkelse.
”Kan du sove sådan her eller skal jeg forvandle mig? Hvad er – bedst?”