Det var en omtågende følelse der omringede hende, der mere eller mindre blokerede alle fornuftige følelser. Nok var Ithilwen opvokset med en helt anden kultur end Sawyer, men ikke alt var forskelligt. Men han fik hende til at skubbe alle de tanker til side ved sin varme, kærtegn og duft. Hun ønskede ikke at han stoppede, tvært imod. Hun ønskede at han fortsatte og udforske det nye han fik hende til at føle.

Men nærmest som hun for alvor havde fordybet sig og ikke forestillet sig at det på nogen måde ville stoppe, stivnede han. Stadig tæt nok på til at mærke hans ånde mod sin hud, så hun en smule stakåndet op i hans øjne. Granskede dem, en smule overrasket, inden hun med et let suk fik et blidt smil på læberne.
Hånden som havde hvilet mod hans nakke gled nænsomt over hans kind og tiltede hans hoved, så hun kunne plante et blidt kys på hans pande, før hun lod sin pande hvile mod hans. "Du har ikke gjort mig ondt. Der er intet at tilgive"
Roligt forsøgte hun at få hams til at slappe af i armen der holdte hans vægt, for at trække ham ind i et kram. Lade ham hvile sig mod hende, mens hendes egen kind ville ligge sig ind mod hans pande, og nusse ham beroligende i håret. Såfremt han ikke kæmpede imod hende. Hun vidste ikke om han var modtagelig overfor hendes accept af ham og ikke mindst hans handling. Hun bebrejdede ham intet, hverken for at begynde eller for at stoppe. "Lad mig være her for dig" hviskede hun, uden at lade sin indre nervøsitet for at han ville bakke væk fra hende, vise sig. Hun vidste ikke om han endnu var klar til at lukke nogen ind på denne måde, men hun håbede.

Ithilwen gjorde det bestemt ikke let for ham, da han mærkede hendes hånd glide til hans kind. Men han kunne ikke stoppe sig selv fra, at hvile imod hendes hånd, ganske let inden han lod sin pande føre ned til hendes læber. Han sukkede svagt, ved varmen fra hendes ånde der gled over hans ansigt, men han kunne mærke hvordan hans rygrad smeltede under kysset. Hvordan skulle han dog nogensinde kunne afholde sig fra hende? Hendes ord gjorde det heller ikke lettere for ham, og han ønskede inderligt at gøre det til en diskussion, udelukkende for at stoppe sig selv. Han kunne dog ikke få et ord over læberne, i stedet gav han efter for hendes insisteren. 

Kun ganske forsigtigt, lagde han sig en smule over hende. Hele tiden alt for bevidst om ikke at mase hende, men at lade sig omfavne af hende, lytte til hendes vejrtrækning, ganske langsomt løsnede han op i de anspændte muskler. Han kunne dog ikke lade være med at smile over hendes ord, men før han overhovedet tænkte på at svare hende, placerede han et par enkle kys på hendes hals. "Burde det ikke være omvendt?" spurgte han dæmpet ind imod hendes hals og skulder. Han satte et par kys på hendes skulder, der var blevet blottet af den store løse skjorte. 

Ithilwen kunne mærke Sawyer falde mere til ro igen. Han virkede i hvert fald langt mindre anspændt i kroppen og til at tillade sig selv at hvile mod hende. Hun fortsatte med at nussede ham i håret, alt imens hendes anden arm havde fået lagt sig til rette om ham, og dermed holde ham ind i sin favn. 

Hendes hjerte slog en lille kolbøtte ved de små kys mod sin hals og frembragte et endnu større smil på hendes læber. "Tror mere det er noget vi er ret fælles om" det var det mest troværdige og hengivne hun kunne give ham. Villigheden til at være der for ham, specielt når han følte det han gjorde var forkert. Et rart gys gik igennem kroppen på hende, så hun bed sig let i læben, som hans kys fandt vej ned til den nøgne skulder. Hånden i hans hår klemte lidt mere fast og hendes øjne gled halvt i. Hun havde lyst til at glemme omgivelserne igen, og indleve sig helt og holdent i hans varme berøring og blide kys mod sin hud. "Eller en konkurrence vi kan have" tilføjede hun i en blid drillende tone. Han havde allerede vidst at han hellere ville ofre sit eget ve og vel for hendes skyld, så det blev svært for hende at få ham til at huske sig selv. Men hun havde ved alle guderne tænkt sig at prøve!

Dybt nede i brystet på ham, rumlede en latter over hendes ord. Han rystede svagt med hovedet, med læberne fortsat imod hendes bare skulder. "En konkurrence lige frem.." svarede han ganske fornøjet, inden han igen placerede nogle små kys imod hendes skulder. Roen der langsomt lagde sig over ham igen, gik ham til at glemme alt omkring dem. Der var kun Ithilwen i hans hoved, hendes vidunderlige duft der efterhånden var blevet blandet med hans egen hjemlige duft. Måske han faktisk kunne give slip på tøjlerne, det føltes så rigtigt, så godt, og hun var jo ganske overbevisende med sine ord og handlinger, måske han havde overreageret. Det var svært for ham at løsne op, men han overvejede det atter kraftigt. 

Forsigtigt lod han sin hånd, finde tilbage til hendes hofte. Han strøg blidt tommeltotten langs kanten af skjorte, ganske langsomt blev den arbejdet væk fra hendes hofte, så den ru hånd kunne lægge sig imod hendes bløde varme hud. Der gik næsten et gys igennem hans krop, da deres hud igen blev genforenet i en kærtegnende berøring. Mere modig end før, lod han hånden følge hendes side, op langs hendes ribben, til hans tommel strøg imod ydersiden af hendes bryst. Usikker på hvad han burde gøre, placerede han et sidste blidt kys på hendes skulder, før han løftede hovedet op. Han måtte se hendes øjne, for han skulle være sikker, helt og aldeles sikker på hun faktisk var okay med det.

"Kun en lille en" svarede hun i en munter tone og gled dybere ind i fantasien om at der ikke fandtes andet end dem i hele verden. Jo mere Sawyer slappede af i situationen og ikke mindst kildede hendes hud med de blide kys, des hurtigere slog hendes hjerte. Spændingen fik det til at boble i kroppen med længsel. En spænding der blev til en sitren over hendes bløde hud, som hans ru fingre rørte hende igen og kørte længere op end de før havde været.

Hendes frie hånd gled ned af hans skulder og overarm for at hvile sig der, men hun langsomt åbnede sine øjne igen for at møde hans blik. Det spørgende blik, blev besvaret af et smil og en sikkerhed i hendes øjne. Hånden i hans hår gled ned i hans nakke og trak ham det sidste stykke for at kysse ham igen. Et kys hvor hendes længsel efter at han fortsatte var tydelig, hjulpet på vej af hånden mod hans overarm, hvor fingrene lukkede sig mere fast og ganske let trak opefter, for at få hans hånd det sidste stykke op.

Han rystede svagt på hovedet af hende, den kvinde ville uden tvivl blive hans undergang, de ville kunne konkurrere om alt hvis dette fortsatte, men stadigvæk ønskede han ikke at ændre noget. Han nød deres samspil, deres små udfordringer af hinanden. Ja der var ikke den ting, han lige nu ikke forgudede ved kvinden. Især da han mærkede hvordan, hendes krop sitrede under hans berøringer, den indvirkning han havde på hende, og hun på ham. Han var trods alt en mand, og visse ting var selv med hans alder svær at bestemme over, og nydelsen ved at være over denne kvinde, mærke hendes læber, hendes kys, hendes varme hud imod hans, var nok til at noget begyndte at røre lidt på sig.

Især da hun mødte hans blik, det udtryk hun sendte ham. Han ville gøre alt for at se hende smile, og hvem kunne dog modstå det blik, så han lod sig føje, han mødte hendes læber med lidenskab og lyst. En svag brummen lød i hans bryst, da hendes hånd lettere bestemt opmuntrede ham til at søge højere. Så han hånd lagde sig over hendes bryst, mærkede det bløde hud under hans hånd, den stive brystvorte, der bad om opmærksomhed. Det kunne han da ikke lade gå forbi, så han strøg tomlen hen over, inden han gav resten af hendes bløde bryst samme opmærksomhed. 

At noget skulle kunne give ham ud af denne trance hun sendte ham i, troede han ikke var muligt, han havde aldrig lyst til at forlade hende, han ville dvæle i hver kærtegn og berøring, men ude i det fjerne kunne han høre en stemme. Han forsøgte virkelig at lukke den ude, det måtte være et mareridt, for det stemmen kom nærmere. Modvilligt løftede han blikket fra hende, forvirret over stemmen der kom nærmere huset. Det eneste han hørte var en mandestemme, der råbte hans navn igen og igen, højt. Det kom tættere på. Hans pande rynkede forvirret sammen, men han rystede på hovedet og sænkede blikket ned til Ithilwen igen, han skulle ingen steder, intet arbejde var værd at forlade hende lige nu. Hans læber søgte hendes igen, men kun kort, inden han placerede ganske lette kys over hendes kæbe, op imod hendes øre, ned over hendes hals til hendes bare skulder.

"Sawyer!!!" Der var stemmen igen, men tættere på, alt for tæt på. Det begyndte at hamre på døren i vildskab. Han havde aldrig oplevet noget lignende og irritationen begyndte at syde og boble indeni ham. Hvorfor skulle de komme og forstyrre nu, og hvorfor denne insisterende hamren på hans dør. Hans blik blev dog kort overrasket, inden vreden for alvor trådte frem, da døren pludselig blev skubbet op med en sådan kraft af den bankede imod væggen med et brag. "Sawyer.. Byen... De... Du er.. Vi skal have hjælp..." I døren stod en ung hvalp, fuldkommen forpustet af at løbe og råbe hele vejen op til gården. Han stod lænet imod døren mens han forsøgte at få vejret, men da han så Sawyers udtryk, forsvandt al farven fra hans ansigt. 

For den store mand, havde i al hast dækket Ithilwen til så hendes hud var skjult under skjorten, inden han var kommet på benene, fuldkommen rødglødende i ansigtet med et blik der kunne dræbe rettet imod den unge mand. Han gik med hurtige skridt imod den unge hvalp og greb ham om kraven og næsten løftede ham fra gulvet. "Hvor vover du at komme væltende ind her knægt! Byen er ikke mit problem!" Men ligegyldigt hvor bange hvalpen var, lige gyldigt hvor bleg han var på grund af Sawyers vrede, blev han ved med at fremstamme de samme ord. "Mørk magi, Sawyer! Du må hjælpe! De stopper ikke... De vil os nå her!" Knægten var næsten bønfaldende, og lignede en der var tæt på at græde, men da han nævnte de kunne komme her, satte Sawyer ham stille ned. Komme her? Det løb ham koldt ned af ryggen.

Hvis ikke allerede det havde været synligt, var det i hvert fald uundgåeligt nu ikke at se lysten spille sig i hende klare øjne og mærke den lette sitren i kroppen. For hende var denne nærhed og intensitet i kroppen ny og fremmed. Hun ville udforske den, og kun med ham. En nydende brummen fra struben meldte sig som hans hånd gled over og tog fat om hendes bryst. Ithilwens yderste ben bøjede sig op og gned sig op af det ru stof, kælent. 

Stemmerne der kom tættere på, var for et øjeblik stadig så lavt og ligegyldige at ithilwen første reagerede på dem da Sawyer løftede hovedet og blikket. Her drejede hun hovedet opefter, trods det ikke var hende muligt at se over sofaryg eller ret godt hen mod døren. Det var nogen der gik forbi. Det blev hun ved med at fortælle sig selv, som hendes fingre klemte hårdere omkring hans arm og nakke. Holde fast i øjeblikket, som fornuften vidste var ved at blive afbrudt.

Den vilde banken resulterede i en overrasket lyd fra Ithilwen. Hun vidste noget ville ske ud fra stemmerne, men dette lød voldsomt. Ganske rigtigt, gik der heller ikke andet end et par sekunder før en ung mand stod forpustet indenfor den opsparkede dør. Sawyer havde sørget for at skjorten på hendes krop var tilbage på plads, men det var Ithilwens mindste bekymring lige nu. Hun trak sig op at sidde af armlænet og nåede ikke at stoppe Sawyer fra at styrte op til den anden som en arrig tyr. Drengen var forskræmt, bleg og lignede en der snart faldte om. Men det var ikke kun Sawyers vrede der frembragte denne frygt.

Ithilwen rejste sig, ignorerede den intense skælven der gik igennem hendes ben, som resultat af hvad der var foregået for ganske få sekunder siden og tog et par lange skridt hen imod dem. Hun lagde en hånd på Sawyers skulder, men han var allerede begyndt at sætte drengen ned igen. "Vi er nødt til at hjælpe" den verden af idyl og lidenskab virkede så langt væk allerede, og det var løgn at påstå at hun egoistisk ikke ønskede sig tilbage til det og ønskede at drengen aldrig var kommet. Men den virkelige verden tog sig ikke at enkeltes ønsker. Og lige nu stod noget andet og farligt for døren.

Tandhjulene drejede på højtryk inde i hans hoved, mens han forsøgte at vende alle scenarierne. Han vidste ikke nok om modstanderen til at kunne udtænke en god strategi, men hvis bare Ithilwen var i sikkerhed, kunne han udtænke noget når de nærmede sig byen, når han fik mulighed for at se det hele fra skjul. At kaste sig hovedløst ud i en kamp, kunne betyde døden, og han havde noget vigtigere at kæmpe for atter igen. 

Han havde svoret aldrig at iklæde sig sin rustning igen, aldrig at trække sin sværd og lade et andet menneske smage dets brandvarme klinge, men allerede nu var han besluttet på at tage afsted, men da han mærkede Ithilwens hånd på sig, trak han vejret dybt og vendte blikket imod hende. Han kunne ikke under nogen omstændigheder miste hende, ikke en gang til, det ville blive hans død. “Vi?!?” Udbrød han råbende, da han hørte hendes ord. Var hun dog gået helt fra forstanden. “Vi skal intet! Du bliver lige her, hvor jeg ved du er i sikkerhed, luk skodderne for vinduerne og barrikadere døren så ingen kommer ind.... Ithilwen jeg mener det!” Hans voldsomme vrede, dækkede over den frygt der egentligt herskede i hans krop, frygten for at miste hende, han ville ikke kunne kæmpe hvis hun var der, han ville frygte nogen kom for tæt på, at nogen ville skade hende lige for hans øjne, at han igen ville være for langsom til at nå hende, til at redde hende fra døden. Han kunne ikke, ikke tale om! “Knægt hent min rustning herinde og mine to sværd!” Han pegede imod en lukket dør til et ganske lille kammer, hvor en rustning hang på et stort træ stativ, han skulle kun bruge den øvre del, så han kunne beskytte overkroppen, de andre dele ville tage tid han ikke havde. Tid fjenden kunne bruge på at nå dem heroppe. Han vendte sig imod Ithilwen, han måtte sikre sig hun havde forstået alvoren mens den spinkle dreng kom tilbage med rustningen, de tunge sværd hang stadig tilbage, han måtte være for slap til at løfte begge dele. 

Selvom det var mange år siden han havde båret sin rustning, faldt det ham helt naturligt at få den på og spændt ind, overraskende hurtigt. Den var hans egen kreation, let men næsten ubrydelig af sværd og pile, fleksibel så han kunne bevæge sig frit, men ikke længere skinnende som den engang havde været. Knægten kom til sidst med det brede læderbælte hvor de to sværd var gjort fast på. Han spændte det om livet, uden at tage blikket fra Ithilwen en eneste gang. Nederlag eksisterede ikke, han skulle vinde!

Der var så mange ting Ithilwen endnu ikke vidste om ham, men det kom ikke bag på hende at han havde været kriger. Eller i hvert fald havde en god mængden forstand og viden indenfor netop det område, selvom han nu levede et, hvad bedst kunne beskrives som tilbagetrukken liv som smed.
Et sæt af forskrækkelse gik igennem hende, som hans stemme på ingen måde var tonet ned da han talte direkte til hende. Det resulterede i et halvt bakket skridt, uden at trække sin hånd til sig.
Ithilwen åbnede sin mund for at protestere. Stædig og ikke mindst kamperfaren som hun var. Nok havde hun brugt det meste af sin tid og træning i sikre rammer og kendte ikke til de samme forfærdeligheder. "Okay. Vi har ikke tid til at diskutere det" svarede hun kort for hovedet, men det var tydeligt at hun ikke var tilfreds med at blive ladt tilbage.

Hun trak sig også et par skridt tilbage og lod den arme knægte løbe frem og tilbage med rustning og våben. Efter han forpustet gik tilbage efter sværderne, fandt Ithilwen barmhjertigt et krus frem og hældte noget vand deri. "Her, tag en dyb indånding og noget at drikke, inden i løber videre" sveden stod af knægtens pande, som han taknemmeligt tog imod glasset. Men afslapning var der ikke tid til. Han kyglede vandet ned, trak vejret dybt ned i lungerne en tre gange og så var han egentlig klar til at løbe igen, selvom han var udkørt. Frygt gjorde meget ved kroppen.

"Gør nu ikke noget dumt" hviskede hun dæmpet med armene over kors. Dumt, overilet eller lignende. Det var nemlig præcis hvad hun havde tænkt sig at være, hvis man spurgte Sawyer. Men for nu, så hun ud til at acceptere hans valg, der var mere en ordre. Det blev formentlig til et skænderi senere, men Ithilwen var ikke kendt for at lystre.

Sawyer trak vejret tungt af lettelse, da Ithilwen lød til at acceptere. En bekymring mindre han skulle forholde sig til. “Luk ikke op for nogen anden end mig, jeg kender ikke fjenden, ved ikke hvilken magi de kan besidde, kun hvis du er helt sikker på det er mig må du åben, der må ikke ske dig noget...” Hans stemme var betydeligt beroliget nu hvor hun blev tilbage i sikkerhed. Og da han var helt klar til at drage afsted gik han over til hende, han vidste godt han havde været kort for hovedet, og han måtte gøre det bedre senere, men nu kunne han ikke gøre andet end tage hendes ansigt i sine hænder, og for en kort stund hvilede han panden imod hendes. 

Han havde ikke kæmpet imod en fjende alt for længe, han var uden tvivl rusten, men der var ikke andet han kunne gøre end at drage afsted.  Thatos skænk mig styrken til en sejr. Lød hans lille bøn, inden han placerede et dvælende kys på hendes pande, før han løsrev sig og vendte blikket imod knægten der så ud til at have fået sin styrke igen takket være Ithilwens godhed og omsorg for ham. “Vi rider afsted på Zion, han kan bære os begge så vi ikke bruger unødigt energi på at løbe...” det lød mere som en ordre end noget andet, idet han slap Ithilwen og gik med hastige skridt imod døren. Han kunne ikke se tilbage af frygt for han ikke kunne gå så, at hun ville se hans frygt for om det var er farvel og ikke et på gensyn. 

Ude i det fri kunne han i de fjerne se møg røg stige op, hvor byen lå. Det tegnede ikke godt og han satte med tunge bevægelser i løb imod folden hvor han piftede efter Zion. Den store sorte hingst kom galoperende op til ledet som Sawyer åbnede og lukkede igen efter ham. Der var ikke tid at spilde på at sadle op, så han satte hænderne på hans ryg og svang sig op på hingsten. Knægten der var fulgt med rakte han en hånd og trak ham op bag på Zion. “Hold fast!” Kommanderede han lige inden han tog hold i Zions man og satte ham igang med et bestemt klem ind i siden. 

Zion satte afsted med et højt vrinsk og galopperede imod byen. Hvad ventede dem forude? Hvilken fjende havde indtaget byen? Hvor mange var de? Var de trænet i nærkamp eller brugte de magi? Og hvilken slags magi måtte det være. Tankerne kredsede rundt, men han måtte se byen an, vurdere sin fjende når han nåede byen. De kunne skjule sig i skoven mens de lagde en plan.

Ithilwen mærkede ikke kun et stik, men derimod en flod af dårlig samvittighed. Den eneste grund til at han var faldet til ro igen så hurtigt var netop fordi hun havde givet udtryk for at hun blev, uden egentlig at havde sagt det direkte. Nogen ville dvæle længe ved netop det, og at Ithilwen derfor ikke løj, men for hende var det at tige eller snyde sig omkring nøjagtig det samme.
Men når alt kom til alt, kunne hun ikke bare blive siddende tilbage og vente. Han var bange for at miste hende, men havde hun ikke lige så meget ret til at ønske at han blev i sikkerhed. Der var bare ikke tid til at tage den diskussion nu, så hun lod ham gå i den tilstand at han regnede med hun blev.

Hun hvilede sin pande mod hans og lukkede øjnene. Hans nærvær og varme forsvandt alt for hurtigt væk igen, som han og drengen tog afsted. Knap havde de lukket døren før Ithilwen var gået I gang med at finde sine bukser, trække læderbrynjen over den løse skjorte og trække i støvlerne. Der var ingen tid og spilde, og hun havde vel og mærket ikke en hest!
Stadig med uro i maven, både på grund af situationen og faren, men også skyldfølelsen fik hun det vigtigste taget på, spændt buen og drog afsted.

Hun løb med hurtige og lette fødder mod byen, men inden hun nåede et sted hvor nogen så hende, forvandlede hun sig til den hurtige, smidige røde ræv der nemmere kunne drøne igennem terrænet og i skjul. Frem for at se situationen af og hvor der var mest brug for hendes hjælp. Vågen, spejdede hun mere efter den velkendte skikkelse i form af Sawyer. Tanken om at sidde og vente og end ikke vide hvorvidt han nogensinde vendte tilbage, fyldte hende med stærk beslutsomhed.
Han kunne råbe og skrige af hende. Kaste med ting og nedkalde forbandelser over at havde bragt sig selv i fare. Men det var umuligt for hende at gøre ingenting.

Ræveskikkelsen var nået til et tæt krat og så de fremmede mørke soldater hærge byen. Lydende var voldsomme, og mere end Ithilwen før havde set af rædsler. I hvert fald i den mængde. Måske hun kunne finde et tag. Vel og mærket et som der ikke var ild i. Det var ikke just den letteste opgave.

Da de først nåede byen, var Sawyer chokeret. Det var mere end han havde forventet, flere huse stod i flammer og han talte mindst 10 soldater der hærgede igennem byen. “Ned knægt....” mumlede han dæmpet, og han lystrede hurtigt og kravlede ned fra den sorte hingst. Sawyer fulgte efter og gik om foran Zion og strøg ham over mulen. “Tak Zion, hjem nu..” hviskede han dæmpet og trods hingsten protesterede ved at skrabe i jorden med den ene hov, lyttede den efter lidt tid og vendte omkring i galop. Han kunne ikke lade ham blive tilbage, chancen for han blev fundet var for stor. Og da hingst først var ude af syne vendte han sig imod byen. Hans blik gled fra skikkelse til skikkelse, han spottede kun en enkelt der gjorde brug af magi, manden der påsatte ilden der hærgede, resten kæmpede de hver især med forskellige våben. 

“Vi skal have dem ledt samlet afsted knægt, så vi kan møde dem i et baghold de ikke forventer, når de kommer i bevægelse skal nok stå klar til at forsøge at slukke flammerne. Hold dig ude af syne og få spredt budskabet, jeg venter ved byens nordlige indgang, dem der kan slås skal mødes med mig der, kroen har en væg dekoreret med sværd der kan bruges hvis de ikke har andre....” forklarede han i en bestemt men dæmpet stemme. Knægten nikkede febrilsk og satte afsted for at sprede budskabet. Hvis ikke flammerne kom under kontrol ville der ikke være meget tilbage at redde.

Et sidste blik blev kastet i retningen af gården. Ithilwen var i sikkerhed, han måtte sørge for at beskytte hende, hvorfor han også havde valgt den nordlige indgang, for den lå væk fra gården. Hvis de brød forbi ham, ville de ikke have retning imod hende men væk derfra. Og Kaisa og Zion skulle uden tvivl melde hvis fremmede kom. Han trak vejret dybt inden han løsnede begge de store tunge sværd fra bæltet, langsomt begyndte klingerne at varme op mens han gik imod den nordlige indgang. Og da han først stod klar glødede begge sværd i rødglødende nuancer, klar til at forvolde mest tænkelig smerte ved kontakt. 

Der gik ikke længe efter han var ankommet til et par mænd gjorde ham selskab, en lettelse skyllede over deres ansigter, da de så han ville kæmpe med dem. Han gjorde et kort nik til dem og trådte frem så han stod forrest med sine sværd klar. Ikke længe efter kom en flok unge drenge løbende med en vred flok efter sig, overraskelsen var tydelig ved de mørke krigere, da de indså det var et bagholdsangreb.  

Ithilwen ankom først til byen efter at krigen egentlig for alvor var begyndt. Efter at Sawyer var nået frem, havde udgivet nogle ordre og sat ting i værk. Ithilwen i ræveskikkelse brugte en sum tid til både at få luft, men også for alvor at orientere sig. Hun ville være gav som baghold med pile til at ramme, men det krævede hun vidste hvor mange der var.

Ræven luntede forsigtigt ud af buskadset, om bag tønder og sørgede for ikke at blive spottet, før hun var bag en større lade. Først her forvandlede hun sig tilbage, og begyndte i samme at klatre op af bindeværket og trække sig op på taget. Det var ikke lykkes hende at finde et uden ild i, men ilden havde ikke fået særlig godt fat. hun listede sig frem, på lette fødder og så hvordan den vrede kriger hord løb frem mod de tre mænd der stod våbenklar ved en af portene. Der gik et sug igennem kroppen på hende og kroppen spændte op, da hun så hvem der var forest. Hun sank nervøst en klump i halsen, lukkede øjnene et kort øjeblik for at samle sig.

Hun valgte at sende sin opmærksomhed et andet sted hen, trods det smertede hendes hjerte ikke at komme ham til undsætning. Sawyer var i stand til at klare sig selv, det var der mange af byens uskyldige beboere, der ikke var. Ithilwen gled ned fra taget og landede let på jorden og satte direkte i kurs mod brønden. Her trak hun en stor mængden vand op og omringede sig med, inden hun gav sig til at hjælpe med at gennemsøge huse for indespærrede, overlevene og slukke større brænde nok ned til at folk kunne komme forbi. "Skynd jer ud og tag mod sydporten af byen. Gem jer i skovene" rådede hun hvem end hun fandt, inden hun løb videre til næste hus. Faktisk havde hun gennemsøgt en god mængde huse før hun med nød og næppe drejede undveg ildmagikerens ildkugle der var sigtet lige direkte mod hendes ansigt, da hun løb ud af et hus. Pis. "Kom ud og leg, lille rødtop" pokkers pokkers pokkers.

Sawyer bemærkede ikke den skikkelse der holdt øje med ham, for i hans hoved var den eneste af betydning i sikkerhed, han kunne fokusere på målene foran sig, og med sværdene hævet begyndte han at træde frem imod krigerne. Med to sværd, som ham begge var trænet i at bruge, havde han en fordel imod modstanderne. Han satte frem i løb imod dem, og da klingerne ramte hinanden skar de igennem resten af lydende i byen. Han var ikke længere nær så hurtigt, som i hans yngre veltrænede dage, men han formåede at undvige og parere modstandenes sværd, men ikke helt uden besvær. Mod den første modstander brugte han sin styrke til med venstre arm og krænge hans sværd væk, så han kunne drage sit højre sværd direkte igennem hans brystkasse, det rødglødende sværd gik ubesværet igennem hans krop mens det sydede højlydt. 

Han trak hurtigt sværdet ud igen, uden at skænke den livløse skikkelse mere opmærksomhed, da han måtte afværge en angriber der kom fra siden. Han nåede kun lige at hæve sit sværd for at parere angrebet. “Pas på bag dig!” Brølede han til en af byboerne, der havde fået en kriger bag sig. Han kastede sit ene sværd direkte imod krigerne, mens han holdt sin egen modstander på afstand. 

Men lyden af ordet rødtop trængte igennem til ham. Han frøs midt i en parering, så krigeren sværd ramte hans arm i stedet, men han så Ithilwen komme ud fra et hus da en ildkugle kom imod hende. Hele hans krop frøs til is af frygt for hun skulle komme til skade, men byboerne han lige havde reddet gjorde gengæld da Sawyer slet ikke var opmærksom på krigeren, han kunne slet ikke løsrive sig fra Ithilwen. Hvis han løb nu kunne han sagtens hjælpe hende, men han ville efterlade de andre i voldsomt undertal, de var ikke trænede han kunne ikke hjælpe hende nu, splittelsen rev i hans hjerte da han løsrev sit blik fra hende, han drev sit sværd igennem krigeren foran sig med et brøl af vrede og bekymring. 

Ithilwen bed tænderne sammen og tog en dyb indånding. Hun kiggede omkring hjørnet af huset, for blot at trække det tilbage samme sekund da en ildkugle skød direkte hen af muren og forbi hendes ansigt, efterladende sig sodspor på bindeværket. "Kom selv og hent mig!" knurrede hun arrigt tilbage, før hun satte i løb i den modsatte retning og slog slalum imellem så mange huse og forhindringer som muligt. Ithilwen var imponerende adræt og smidig, og stadig i både sin bedste alder og god træning. Ikke at hun var perfekt, men hun havde en fordel i sin hurtighed over den meget fyrige ildmagiker.

Hendes plan fungerede udemærket ved at lokke ham væk fra beboerne der stadig forsøgte at flygte, og da hun var nået tilstrækkelig langt nok væk, sprang hun op på en tønde, videre på en kærre med brændende hø og op på det nærtstående hus' tag. Her satte hun sig på det ene knæ og trak buens streng tilbage. Alt imens ildmagikeren i arrigskab og jagt efter sit bytte trumlede rundt og fortsatte med at sætte ild til alt på sin vej.

Så snart han var indenfor synvide og i et klart skud, skød pilen lydløst afsted og borede sig ind i hans skulder. Hans respons var at sende en kugle af ild tilbage. Ithilwen trillede til siden og genvandt sin balance en smule besværet, som hun kom på fødderne igen. Manden begyndte at gemme sig for Ithilwen der løb hen over taget.
Som hun havde øvet så mange gange før i trækronerne på snævre grene, hoppede hun fra det ene tag til det andet og sendte så mange pile hun kunne efter krigeren. Håbende at han snart gav op.

Alt hvad der foregik omkring hende, holdte hun ikke øje med. Hun lukkede kampens lyde ude, trods hendes bekymring og frygt for Sawyers liv skar i hende som skarptsleben stål. Med en velplaceret pil i brystet på krigeren, kunne hun vende sig mod Nordporten igen. Med hurtige skridt stod hun for enden af taget med sin bue spændt. Hun kæmpede for at fastholde sine øjne fra at streje til ham, og i stedet fokusere på at ramme. Pilen suste igennem luften og ramte en af de store tilbageværende krigere i armhulen, hvilket gav et smertesskrig fra ham.
Herefter måtte hun lade fornuften råde. De kunne klare sig uden hende, men det var ikke sikkert byboerne fanget i branden kunne. Hun trak buen over hovedet, kurrede ned fra taget og satte kurs mod brønden, vandet og nedslukningen igen.

Sawyer lod sig bevidst blive slået tilbage af den ene kriger, men kun for at komme tæt på det sværd han havde kastet i brystet på en anden. Han svang armen tilbage og greb om håndtaget, inden han trak det rødglødende sværd til sig og svang det imod modstanderen, hele hans mave blev sprættet op i et kraftigt sving, så alt indeni blev blottet på jorden inden han væltede omkring skrigende af smerte.

I en rus af arrigskab og frygt over Ithilwens uansvarlighed, trådte han over manden og med en nyvunden energi, skar han sig igennem krigerne så blodet sprøjtede omkring ham. Foruden hans skadede arm da han opdagede Ithilwen, nedslagtede han de resterende uden at tilrage sig nye skader. Hans blik gled rundt på krigerne, de som ikke var døde ville snart være det, deres skrig af smerte afslørede så meget. “Hjælp til med slukning af brandende, sørg for alle huse er tømt, der skal opstilles sengepladser til de sårede i de sydlige huse hvor ilden ikke har ramt, sørg for at tilkalde byens healer hvis han stadig er levende og tilkald også fra de nærliggende byer, der er behov for hjælp til brandskader...” kommanderede han højlydt, inden han endelig stoppede op og trak vejret dybt. 

Hans blik spejdede rundt efter Ithilwen, men han kunne ikke få øje på hende nogen steder. Frygten for hun kunne være kommet til skade rev i ham. Han lukkede øjne og fokuserede på de rødglødende sværd og trak al varmen ud af dem, inden han fæstnede dem i bæltet og satte i løb for at finde hende. “Ithilwen! Hvor er du?!” Kaldte han flere gange så højt han kunne, først vredt men senere mere bange. Han frygtede det værste for hendes helbred.

Ithilwen havde hjulpet en såret ældre mand ud fra et brændende hus og lod ham støtte til sig, som de kom væk fra kampens hede. Hun kunne godt se at kampen snart var overstået, men manden var skrækslagene og Ithilwen brugte al den nødvendige tid for at få ham sikkert frem til nogle af de yngre mere fattede beboere som kunne tage over.
Hun hørte derfor først ikke at Sawyer kaldte efter hende. Først da hun småløb tilbage. "Jeg er her!" Råbte hun tilbage, som hun trak en god mængde vand op fra brønden på ny, og begyndte med glidende bevægelser at sprede det ud over husene for at stoppe brændene.

Hun havde mest af alt lyst til at løbe hen til ham, men hun fastholdte sin ro og da vandet slap op og der kun kom røg op fra huset vendte hun sig. Men synet der mødte hende gav hende et chok. Han var smurt ind i blod. Forventeligt, men hun var ganske overbevidst om at noget af blodet måtte være hans eget.

"Din arm" Hun forventede at han gav sig til at råbe af hende. Skælde hende ud. Få sin frustration og frygt ud over det hun lige havde gjort. For hun havde hørt frygten i hans stemme. At hendes egen stemme dirrede af bekymring. Han var kommet til skade. Hun frygtede at det var mere end han ville stå ved.

Synet af Ithilwen, der var i fuld gang med at slukke en brand, burde måske havde mildnet hans oprørske sind, men hans følelser var et stort virvar af vrede, frygt, bekymring, skuffelse og glæde. Vrede over hun havde trodset hans ordre og sat sit eget liv unødigt i farer. Frygt for at der var sket hende noget. Bekymring om hendes velbefindende og byboernes tanker om hende, om dem. Skuffelsen ikke at kunne stole på hende og glæden ved at se hun så uskadt ud. Han vidste ikke hvilken følelse han først skulle forholde sig til, for alle stod de på spring for at træde frem, skulle han råbe af hende, ruske hende, kramme hende eller kysse hende, eller en blanding af flere dele. Følelser var forfærdelige, han vidste ikke hvordan han skulle handle, intet af det gang mening i hans gamle stædige sind, et sind der i mange årtier havde været lukket af fra alle. Hans gamle handlemønster var uden tvivl selvdestruktivt, men det var den del som vandt hans interne kamp.

Hans blik gled over hende, men han nærmede sig ikke et eneste skridt, skuffelsen stod tydeligt frem i hans blik, idet han sænkede blikket ned til skaden på hans arm. Den var dyb, og dunkede smertefuldt, men det var en distraktion fra hvad han egentligt følte og tænkte. Tavst rykkede han blikket tilbage til hende, men gjorde intet for at nærme sig. I stedet flyttede han blikket væk fra hende, tog omgivelserne ind. Byboerne var godt i gang med slukningsarbejdet, mange hjælp til med at flytte de sårede som beordret. Der var ikke mere for ham at gøre i byen, og uden at mægle et ord til Ithilwen, lod han det gamle handlemønster tage over, med skuffelsen malet over hele sit ansigt, vendte han ryggen til hende og begav sig imod den sydlige indgang, med retning imod gården. Blodet rendte fra det store sår og efterlod et lille spor, af en dråbe blod der dryppede fra hans fingerspidser fra tid til anden.

Skuffelsen var tydelig i hans træk. Meget mere tydelig end noget som helst andet, og hun bebrejdede ham det ikke. Hun vidste at hun ikke slap udenom det her på baggrund af en teknikalitet. For hun havde på intet tidspunkt love at blive tilbage. Hun havde blot sagt at de ikke havde tid til at diskutere det videre i den situation de stod i. Det ændrede ikke på skyldfølelsen overhovedet. Hun lukkede i stedet sine øjne og tog en dyb indånding.

I en rum tid stod hun med hovedet bøjet, inden hun åbnede øjnene igen, løftede blikket og fulgte efter hans skikkelse tilbage. Hen imod den sydlige port og vejen tilbage til Sawyers hjem. Hun ytrede ingen ord på vejen. Ikke at det havde ændret noget, det første stykke af vejen, før hun med lidt mere hastige skridt næsten fik ham indhentet.
Hun nåede aldrig op på siden af ham, mest fordi hun ikke forsøgte, men holdte sig nogle skridt bagved til de nåede tilbage til huset. Hun var bekymret for såret der pulsede på hans arm, og ikke mindste det blodspor han trak efter sig.
Først da de nåede huset åbnede hun munden for at sige noget. "Undskyld." i bund og grund, hvis Ithilwen kun tænkte teoretisk, havde hun ingen grund til at undskylde. Men det var bare ikke sådan verden fungerede.

Sawyer vidste ærligt ikke hvad han skulle stille op, det passede ham fint hun intet ytrede, for han vidste ikke hvordan han ville reagere på hendes ord, på hendes stemme eller på en berøring. I stedet holdt hun en god afstand til ham, hvilket uden tvivl var det mest korrekte at gøre. Stilheden generede ham ikke, men den gav plads til tankerne kunne boble rundt i hans hoved, til at han virkelig kunne føle alt, hvad der var at føle. 
Da han stoppede foran døren, men hånden dvælende over håndtaget lyttede han til hendes ene ord. Undskyld. Han havde lyst til at grine, grine af hende og hendes sølle undskyldning, men han bed det i sig, han vidste godt det var vreden der talte, for selvfølgelig mente hun det, det håbede han hvert fald, og hans udbrud ville ikke gavne spor, men han kunne heller ikke se hende i øjne. For dybest set troede han faktisk ikke på hun fortrød sin beslutning, tvært imod. Han havde set hende dernede, hun havde virkelig gjort gavn, men han kunne ikke se ud over sin vrede.

"Mit arbejde og dyrene kalder.." var den eneste respons hun fik, lige så tørt og afmålt som han kunne præstere, inden han vendte sig væk fra døren til huset og i stedet gik imod den fold, hvor Zion lige så troligt stod udenfor og ventede på ham, ventede på sin belønning og på at blive lukket ind på folden til Kaisa igen. Han skulle lige til at løfte begge arme for at nusse Zions hoved, men måtte sænke den skadede da det vred i såret. "Du klarede det så flot min dreng.." roste han med dæmpet stemmeføring, inden han lukkede den store sorte hingst ind på folden og lukkede leddet efter ham igen. 
Han vidste ærligt ikke hvad han skulle give sig til i værkstedet, for han havde faktisk ikke nogle afventende opgaver, men han kunne ikke se Ithilwen i øjne, ikke endnu. Han havde brug for tid. Tid til at tænke. Tid til at overveje.