Hun skulle være lavet af sten, hvis det blik ikke gjordet nummer på hendes hjerte. Der nærmest skreg af smerte, som hun kiggede ind i hans øjne.
Blikket blev hurtigt fjerne fra hans skikkelse, for hun kunne ikke holde det ud, at blive ved med at kigge på ham. Den friske luft omkring dem, blev draget igennem hendes næsebor. Som en desperat handling på at få kontrol over sig selv, men det var umådeligt svært. Især som hans ord ramte hendes øregang.
“Jo jeg må gerne blive” mumlede hun hurtigt tilbage, for hun var jo glad for den gæstfrihed som der var blevet hende givet.
Var hun virkelig nød til at fortælle ham direkte hvorfor? Var det virkelig nødvendigt, at ødelægge deres venskab, for at hun med nogen lunde klart sind kunne forlade templet og drage videre.
“Fordi.. jeg... bliver nød til det.. Kai.. jeg skal videre, jeg kan.. ikke blive” hun havde ikke været stærk nok til faktisk at fortælle sandheden. Ikke endnu, måske hvis han pressede hårdt nok - hvis han blev ved med at spørge hende hvorfor hun skulle tage afsted - så kunne det jo være. Men ikke endnu, hun kunne jo vel forhåbentlig stadig komme tilbage.
