Jaris var jo egentlig godt klar over, at lige meget hvor tryg han følte sig her, ville Daphnie aldrig være i stand til at beskytte ham. Ikke fysisk. Men det betød intet, for fysisk beskyttelse var ikke det, han søgte. Det var den mentale tryghed Daphnie havde været i stand til at give ham, der betød mest. Det var virkelig kommet bag på ham, hvor tæt han kunne føle sig med en anden, uden egentlig at have delt meget om sig selv og uden egentlig at kende den anden helt. For selvom han uden tvivl kendte mere til hende end omvendt, var det vel stadig umuligt at lære en rigtigt at kende på så kort tid.
Nu havde han da i hvert fald fået muligheden, for at få ordentligt afløb for de følelser, der ellers blev gemt godt væk. Han følte det stadig noget så pinligt, men satte pris på, at Daphnie ikke havde kommenteret på det. Det ville kun gøre det værre.

Han svarede ikke på hvorfor, for han ville hellere sikre sig, at hun var okay. At hun ikke var den mindste smule bange for ham, efter sådan en nyhed. Han fandt stadig sine tårer noget så pinlige, men lod alligevel Daphnie løfte hans hoved, så hun kunne se ham i øjnene. Han så forfærdelig trist ud og selvom han godt vidste, at Daphnie havde fældet et par tårer selv, blev det ikke bedre, da han nu også kunne se det. Det beroligede ham alligevel lidt, at han til gengæld intet frygt kunne se hos hende. Ikke det mindste.
Hendes svar fik overraskende nok et lille smil frem på hans læber og så nikkede han svagt. Han fik endelig løsnet sit greb om Daphnie, men han slap hende ikke helt. I stedet stak han hænderne ind under blusen, så han kunne lade fingrene stryge hen over hendes ryg. Det kunne vel næppe komme bag på hende, at han fandt den tætte kontakt til hendes hud beroligende.
"Det var ikke min mening, at gøre dig ked også," sagde han, som han betragtede hendes let røde kinder. Daphnie havde det vist svært nok i forvejen, med alt det hun selv var blevet udsat for, og så kom Jaris lige og gjorde det hele meget værre.
"Fortæl mig, hvad jeg kan gøre, for at gøre dig glad igen," bad han og formåede faktisk at få et lidt muntert blik i de orange øjne. Han kunne da godt lige presse et par dårlige vittigheder ud, for Daphnies skyld. Specielt nu, hvor hun havde været så tålmodig og ladet ham være så ynkelig.

 Da smilet fandt vej til Jaris' læber løsnede Daphnie lidt op, og det triste i hendes blik forsvandt lige så stille. Han kunne ikke være helt ulykkelig og ødelagt hvis han stadig kunne smule af dumme kommentarer, og det gjorde hende glad. Hendes smil voksede også lidt. Som hænderne fandt ind under hendes trøje, vrikkede hun lidt med ryggen mod hans hænder. Det var dejligt at blive nusset på ryggen. Det måtte han gerne gøre mere.
 Daphnie foldede læberne lidt og vippede hovedet lidt til siden. Selvfølgelig havde det ikke været hans mening at gøre hende ked af det. Men hun mente nu også mere at hun havde været ked at det samme med ham, og uanset hvad havde det virke til han havde haft brug for det. Fik hun muligheden for at gøre det igen, ville hun ikke vælge om. Hun ville gøre det hele igen, hvis der var brug for det! Hænderne flyttede sig fra Jaris kinder, og gled i stedet igennem hans hår et par gange.
 " Jeg var ked af det, sammen med dig.. Det er noget andet..  " mumlede hun lidt. Hun regnede ikke med at forstod hvad hun mente. Det var måske meget mærkeligt, men det var bare sådan hun var. Hænderne fjernede sig så fra Jaris, så hun forsigtigt kunne tørre hendes egne kinder. De var ømme efter alt det salt vand. Den røde farve og den svage hævning ville nok heller ikke lægge sig ordentlig før den næste dag. Daphnie skubbede numsen lidt tilbage, så hun kunne ligge hovedet ned på hans skulder, og vende ansigtet ind mod hans hals. Hun smilte let.
 " Du gør mig glad..  " mumlede hun lidt, en anelse kryptisk. Det var ikke rigtig et svar, mens det var sandt. Det hele havde gået og været øv det sidste stykke tid, men nu hvor Jaris var der, var alt meget bedre. Hun kyssede ham blidt et par gange på halsen. Nakkede en enkelt gang en smule legesygt.
 " Bare vær dig selv, det er alt jeg behøver..  " hviskede hun så lidt. Hun ville ikke have han skulle til at ændre hvordan han var, bare fordi hun havde fortalt ham om hvad der var sket, eller han havde fortalt hvad der var sket. 

Jaris blev en anelse forvirret at se på og smilet blev lidt skævt, som han hørte Daphnies ord. Han måtte lige bruge et øjeblik på at tænke over, hvad hun havde ment, som han småfnes lidt. Han gik ud fra, at hun mente at hun havde været ked af det på hans vegne og valgte at gå med den forklaring, så han ikke behøvede at spørge ind til det. Nu havde han vist tudet nok og han var ikke sikker på, om det ville være foruden, hvis han bragte emnet op.
Han betragtede Daphnie, som hun fik fjernet tårerne fra kinderne og rettede så ryggen lidt, for at plante et hurtigt, blidt kys mod hendes ene kind. Som om det ville lægge en lille dæmper på den lette hævelse og den røde farve.

Som Daphnie skubbede sig lidt tilbage og lagde hovedet mod hans skulder, skubbede han selv røven lidt længere ud mod stolens kant, så han kunne læne sig godt tilbage på stolen. Lænede han sig mere tilbage, ville Daphnie være tættere på at ligge ned, men han ville til gengæld også falde af stolen. Han smilede, lænede hovedet bagover og sukkede let nydende over hendes kys og det drillende nap.
"Virkelig?" Mumlede han lettere overrasket, for han var egentlig sikker på, at Daphnie ville være bare lidt træt af ham. De fleste andre, der havde brugt længere tid med ham, var blevet trætte af hans lidt for nærgående væsen ret hurtigt. Måske det var en af grundene til, at han kunne lide Daphnie så meget. Fordi hun endnu ikke havde givet udtryk for, at han var bare lidt irriterende.
"Du er ikke ved at blive træt af mine uetiske vittigheder og lystige hænd..." Som han lod fingrene stryge op over hendes ryg igen, skævede han lige mod blusen og først der gik det op for ham, at det ikke var hendes. Så han afbrød sig selv.
"Er det min?" Spurgte han en smule forvirret. Ikke at det gjorde noget, han var bare overrasket over, at han ikke havde registreret det før. Han havde måske været lidt for optaget af det faktum, at Daphnie ingen underklæder havde på, og sine egne, elendige følelser.

 At Jaris flyttede på sig, og lænede sig tilbage gjorde det noget nemmere for Daphnie at putte sig ind til ham. Nu hvor han havde lagt lidt mere ned, rykkede Daphnie sig lidt mere frem igen, så hun sad tættere på ham. Kyssene og nappene forsatte ind til hun måtte stoppe er at grine lidt, over hans reaktion på det. Hun nikkede lidt med et skævt smil på læben. 
 "  Yeah, virkelig..  " sagde hun stille, så han ikke var i tvivl om at hun mente det. Hun holdt virkelig meget af ham. Det kunne hun nok ikke løbe fra. Selvom Jaris lige havde fortalt hende at han ejede et bordel, og havde slået sin far ihjel, fordi han havde misbrugt ham. Det burde genere hende. Gøre hende foraget og bange, men i stedet havde hun bare endnu mere lyst til at være sammen med ham. Passe på ham, og beskytte ham. Også selvom hun ikke kunne beskytte ham, hvis det virkelig gjaldt. 
 Så snart Jaris begyndte på den næste sætning, rystede Daphnie på hovedet. Uanset hvad hun sagde, var hun bestemt ikke ved at blive træt af ham. Da Jaris afbrød sig selv, løftede Daphnie hovedet lidt, og så op på ham. Derefter så hun ned af sig selv, og smilede skævt. 
 " Ja.. Det er det da vidst...  " hun bed sig lidt i underlæben, og flyttede de grønne øjne op i Jaris' orange. Det var en utrolig fascinerende farve, og hun synes den klædte hans farverige personlighed.
 " Den var lige nemmeste at få på..  " hun trak på skulderne og sendte Jaris et skævt smil. Hun regnede ikke med det gjorde ham noget. Ellers måtte hun jo tage den af! 

 I et øjeblik sad Daphnie bare og så på Jaris. Betragtede ham. Nødt hans selskab og kærtegn. Hun løftede den ene hånd, og lod den blide glide ned over hans kind. Som hun sad og betragtede Jaris kom hun i tanke om noget han havde sagt, der havde forvirret inde.
 " Uhm... Du.. sagde du havde.. At din far ikke var her mere.. Men.. du sagde også han var tilbage?  " Det var tydeligt at høre forvirringen i hendes stemme, og hovedet blev lagt let på skrå.

Selvom Jaris egentlig blev distraheret over sin egen bluse, nåede han stadig at registrere Daphnies rysten på hovedet, der svarede på det spørgsmål han ikke helt nåede at færdiggøre. Han havde heller ikke helt forventet et reelt svar på det, for selvom han stadig havde ment det, lød det måske ikke helt så seriøst.
Han rettede blikket mod Daphnies, inden han fulgte hendes, som hun så ned af sig selv. Han smilede svagt og trak så let på skuldrene i takt med hende.
”Får jeg den tilbage, når jeg skal udenfor?” Selvom det tydeligvis var ment i sjov, skulle han da lige vide om hun havde tænkt sig at beholde den. Lige meget hvad, var han jo nok nødt til at købe sig til lidt skiftetøj på markedspladsen.

Jaris lod stadig hænderne stryge op og ned ad Daphnies ryg, inde under blusen. Han lænede hovedet lidt tilbage igen og bare nød, at sidde her med hende. Han mærkede hendes hånd mod sin kind og lænede hovedet ind mod, bare for at komme lidt tættere. Han skulle lige til at lukke øjnene, men rettede hovedet op og så mod hende i stedet, da han hørte hendes stemme. Han kunne høre den tydelige forvirring i hendes stemme og måtte tage en lidt dyb indånding, for ikke at blive alt for nervøs.
”Åh… øhm..” Det var jo ingen hemmelighed, at hele hans familie ikke var mennesker, men han måtte da lige tænke over hvordan han bedst kunne sige det til hende.
”Da jeg slog ham ihjel, var det kun… hans menneskelige form, altså den fysiske krop…” Startede han og rynkede brynene let, som han forsøgte at finde ud af, om det overhovedet gav mening for hende.
”Hans dæmonform, åndeformen, levede videre… og besatte en ny krop..” Han bed tænderne lidt sammen og stoppede sin forklaring der. Dels fordi det ikke var let at tænke på, at hans far havde haft så lang tid til at komme tilbage og gøre livet surt for ham. Dels fordi han helst ville give Daphnie et øjeblik til at sluge de nye informationer og egentlig også give hende mulighed for at spørge ind til det. Det måtte jo lyde helt skørt for hende.

 Et skævt, overvejende smil gled over Daphnies læber ved Jaris spørgsmål. Det var et godt spørgmål, svaret var nok helt sikker ja, men det ville jo ikke være et sjovt svar. Så hun kom med et overvejende  hmmmmm og spidsede læberne og vippede hovedet lidt fra side til side. Blikket gled lidt ned over Jaris' bare overkrop.
 " Det ved jeg ikke helt.. Jeg kan nu meget godt lide at du ikke har trøje på..  " hun bed sig i læben og flyttede blikket op i Jaris med et glimt. 

 Det var ikke fordi Daphnie begyndte at set mindre forvirret ud som Jaris forklarede. Hånden der før var på Jaris kind, fandt i stedet vej til hendes nakke, hvor hun kløede sig lidt, mens hun prøvede at finde hoved og hale i det han sagde. Det lød både mærkeligt og mystisk, men hun havde heller aldrig været godt til det der med de forskellige racer. Hun rynkede ansigtet  sammen og brummede. 
 " Så.. Han døde.. men levede videre som dæmon..? " Lød det undrende for hende, inden hun gned ansigtet med begge hænder.
 " Og nu har han en ny krop? " mumlede hun lidt, lettere opgivende. Både fordi det jo var vanvittigt  synd for Jaris at den mand han tydeligvis hadede og vidst også var lidt bange for, var tilbage, men også fordi det lød så surealistisk. Når man døde, døde mand. Den var ikke længere. Ingen ny krop, ikke en ekstra chance. Måske man kunne være heldig at ens sjæl levede videre, men det ville ikke være noget man var specielt bevidst om. 
  " Det.. er mærkeligt.. Og forvirrende.. " sukkede hun og lænede sig frem, og lagde panden mod hans skulder. Hænderne hang lidt opgivende ned lang siderne, men hun fortsat prøvede at forstå det han fortalte. Hun ville jo gerne forstå det!

Som Daphnie lod blikket glide ned over Jaris, fulgte hans eget blik kortvarigt med. Han trak lidt overvejende på skuldrene, men nikkede så svagt, som han vel ikke kunne andet, end at være enig. Han foretrak da også selv ikke at have bluse på, det var bare langt fra alle på åben gade, der var glade for det. Han kunne ikke lade være med lige at lade blikket glide ned over Daphnie også. Han behøvede ikke at sige noget, som hans blik tydeligt afslørede, at han også nød når hun ikke havde trøje på.

Det forvirrede udtryk hos Daphnie var vist undskyldt. Jaris forsøgte da at forklare så godt han kunne, men det var ikke rigtig nogle detaljer, som han havde prøvet at fortælle før. Det gjorde det ikke helt let, at finde den rigtige måde at formulere sig på. Han nikkede svagt. Han døde, men levede videre som dæmon, det kunne man vel godt sige.
"Dæmoner er mærkelige... og forvirrende..." Sagde han lavt, før han fandt et smil frem igen.
"Bare se på mig. Jeg er heller ikke helt normal," smågrinede han, som han prikkede hende kildende i den ene side. Han gav hende ikke meget tid til at kommentere på noget, før han forsøgte at uddybe lidt;
"De fleste dæmoners sande form, er en man ikke kan se. Som en ånd. Så den krop de besætter, for at se menneskelig ud, er egentlig ikke deres egen, men en de har stjålet. Hvis det giver mere mening..." Han rynkede let på næsen. Arh, det var ikke let at forklare. Han vidste jo selv hvordan det foregik, så det havde aldrig været nødvendigt at sætte ord på situationen.

 Daphnie nikkede lidt til det og brummede mod hans skulder. Det var meget forvirrende. Hun overvejede et øjeblik hvordan en dæmon mon så ud. Hun kunne godt huske de historier hun havde fået som lille omkring dæmoner. De var onde, havde horn og spiste små børn. Hvor meget af det der passede vidste hun ikke, hun kunne sagtens forstille sig det var ting der blot blev sagt for at børn blev bange. Dog, det Jaris lige havde fortalt om hans far, passede måske meget godt med den beskrivelse af dæmoner. 

 Da Jaris sagde at Daphnie bare kunne se på ham, skulle hun til at trække sig tilbage og se på ham med et overrasket og forvirret udtryk. Det nåede dog ikke at være der længe, inden hun vred sig ved hans kildende fingre, og kom med et lille hvin.
 " Jaris! " grinte hun mens hun vred sig lidt. Da han stoppede igen, hev hun kort en smule efter vejret, og sad så bare og så lidt på ham. Hun havde glemt hvad han lige havde sagt, og nåede ikke at komme i tanke om det, før han begyndte at snakke igen. Nysgerrigt sad hun og lyttede og en gang i mellem nikkede hun lidt til det. Det gav mening. Eller, hun forstod det i hvert fald. Mente hun da i hvert fald. 
 " Jeg.. tror det giver mening..  " mumlede hun lidt, og lagde hovedet tilbage mod hans skulder. Hun sukkede lidt, fordi det lød så urealistisk, men hvorfor skulle han bilde hende noget usandt ind. Hun brummede lidt, da hun kom i tanke om hvad han havde sagt inden han kildede hende. Hendes pande rynkede sig lidt, og hun bed sig lidt i læben. Havde hun lyst til at høre svaret, på det han havde fået det til at lyde som? 
 "  Uhm...  " mumlede hun lidt, og lod en finger kører lidt rundt på hans brystkasse. Hun vidste ikke hvorfor hun blev så usikker. Jaris var jo stadig Jaris, selv hvis han var dæmon. Hun flyttede blikket op på ham, forsat med hovedet hvilende mod hans skulder.
 "  Så du er også.. En dæmon?  " sagde hun en smule stille. Hun foldede læberne lidt inden hun satte sig ordenligt op, og så på ham, med hovedet lidt på skrå, og panden blev let rynket igen, inden hun slog blikket lidt ned.
 "... Hvor gammel.. er du?  " spurgte hun så, usikker på om hun egentlig havde lyst til at høre dette svar også.

Jaris nåede lige at se det overraskede og forvirrede udtryk hos Daphnie, inden hun udbrød et hvin, som han prikkede hende i siden. Han var på en eller anden måde glad for, at han fik distraheret hende lidt, for han var lidt nervøs for at det forvirrede udtryk ville glide over i frygt. Det var hele tiden den bagtanke han sad med, specielt når han forsøgte at uddybe sin forklaring. Men på intet tidspunkt kunne han se den mindste frygt hos Daphnie og det kom bag på ham hver gang, han sagde noget nyt. I stedet lyttede hun pænt til hans ord, med en nysgerrighed i det uskyldige blik. Han nikkede svagt, som hun gav udtryk for, at hun forstod hvad han mente og derefter lagde sit hoved mod hans skulder igen.

I et øjeblik sad han bare og fokuserede på sine hænder, der stadig strøg hen over hendes ryg. På den måde kunne han slippe nervøsiteten lidt, men den ramte igen lige så snart han hørte hendes mumlen. Han svarede ikke rigtig, men vendte bare blikket mod hende, da hun rettede sig op og så på ham, og så nikkede han kort. Han bed mærke i hendes usikre måde at spørge om hans alder på, så han var egentlig ikke så sikker på, at han havde lyst til at svare. Han ville jo helst ikke gøre hende utilpas, selvom han selvfølgelig var sikker på, at han allerede havde formået lige nøjagtig det.
"Ikke så gammel. Jeg er en lille møgunge for de fleste andre dæmoner..." Startede han ud med. Han tog en lidt dybere indånding, inden han afslørede tallet;
"Jeg er kun 914," sagde han med en lidt lavere stemme, som han forsøgte at fange hendes blik igen. Nu måtte hun endelig ikke blive alt for trist.

 Daphnie var ikke bange for Jaris. Heller ikke med alt det hun havde hørt om ham. Hun synes stadig han var utrolig fantastisk, og hun fandt han ikke mindre fantastisk ved at vide hvad der var sket for ham, eller hvad han var. Alligevel følte hun sig utrolig modløs pludselig. Alt det hun fik at vide, begyndte at blive overvældende. Gjorde svært for hende at vide hvad hun skulle gøre. Derfor så hun pludselig også utrolig træt ud. Hun nød hans nusse, der fik hende til at slappe af og have det lidt bedre, men følte sig stadig træt og tung i hovedet. 

 Selvom Daphnie følte det hele var lidt overvældende var hun jo stadig nysgerrig, og ville stadig gerne vide mere om Jaris. Også selvom det var svært og hårdt at hører. Hun bed sig i underlæben, og nikkede lidt, da Jaris nikkede. Så vidste hun da det! Selvom hun ikke rigtig vidste hvad det rigtigt betød. Hun flyttede blikket tilbage på Jaris, da han sagde han stadig var en lille møgunge, og kunne ikke rigtig lade vær med at smile lidt over det. Hun kunne godt forstille sig at andre så ham som en møgunge, men det var jo lidt det hun godt kunne lide ved ham. 
 Da Jaris så sagde hans alder fik Daphnie store øjne og munden åbnede sig en smule måbende. Hun sagde ikke noget, men sad bare og stirrede på ham. Sad nærmest at talte, da hun pludselig ikke længere følte hun vidste hvordan man talte. 914 var meget. Rigtig meget! Hun blinkede et par gange, inden hun pustede tungt ud, og lagde hovedet tilbage mod hans skulder.
 " Jeg er kun 21...  " mumlede hun. Der var noget trist i hendes stemme. Forskellene på dem var blevet meget mere tydelige og det gøre hende lidt trist. Det var ikke fordi hun ligefrem havde tænkt at de skulle være et par, men hun kunne godt lide tanken. Det virkede bare meget mere usandsynligt nu. Hun brummede lidt igen.
 " Så.. Din krop? Er det en du har.. stjålet? " Hun lagde hovedet på siden, så hun kunne se op på ham. Hun var lidt usikker i spørgsmålet, fordi hun var ikke sikker på om hun havde lyst til at kende det svar hellere. 

Jaris kunne egentlig godt fornemme, at Daphnie var begyndt at virke en anelse træt. Han var overrasket over hvor træt han selv kunne føle sig, efter han havde brugt så længe på at lade tårerne flyde. Det var helt utroligt, så energikrævende det var at føle. Måske det havde været en af grundene til, at han hellere skubbede den slags til siden. Når der var gået så mange år, var det svært at huske på hver detalje i sit liv. Han forsøgte også lige at holde et lille gab tilbage.
Han bed sig let i underlæben, som Daphnie kiggede på ham med store øjne og åben mund i overraskelse. Måske han alligevel skulle have holdt sin kæft? Han holdt et skævende blik mod hende, som hun lagde sit hoved tilbage mod hans skulder.
”Du må ikke lyde så trist. Jeg skal nok blive hos dig resten af dit liv,” sagde han og smilede skævt. Det var måske ikke helt sandt, men hvis man gjorde en anden bare lidt gladere, så måtte man vel godt lyve lidt, ikke?

Han rynkede brynene lidt, som han hørte hende brumme let igen, men han nåede ikke rigtig at bekymre sig over hendes næste spørgsmål, før han begyndte at smågrine lidt.
”Nej,” sagde han stadig let grinene. ”Jeg blev født i den her krop,” svarede han og strammede kort sit greb om hende, i et lille kram, før han fortsatte sine kærtegn mod hendes ryg. Han rynkede let på næsen, som han alligevel ikke kunne lade være med at tænke, at Daphnie måske ville se ham lidt anderledes nu.
”Selv hvis jeg havde stjålet den krop… Så er jeg stadig den samme. Den samme, underlige dæmon, der talte blade for at få ret,” sagde han og kunne ikke lade være med at smile let over tanken. ”Og de træer lignede stadig hinanden,” skyndte han sig lige at tilføje, som en hurtig sidekommentar til, at han selvfølgelig havde haft ret.

 Daphnie kunne ikke holde et svag latter tilbage over Jaris kommentar. I stilhed betragtede hun hans ansigt lidt. Hun havde egentlig lyst til at sige han løj. Hvis han var evigt ung, hvorfor skulle han så gide og være hos hende, når hun blev gammel og rynken. Hun kunne i hvert fald godt forstå hvis han ikke gad det. Alligevel valgte hun ikke at sige noget, for tanken gjorde hende glad. Hvis hun nu lod hver med at kommentere på at han løj, så virkede det også mere sandt. 
 " Tak..  " mumlede hun lidt mere glad. 
 " Kommer du så og klipper mine lange, ildelugtende tå negle, når jeg ikke længere selv kan nå?" sagde hun med et rynk på næsen og en drilsk tone. Det lød grænseløst klamt, og hun var ikke en gang sikker på hun ville have ham til at gøre det, hvis det kom til stykket.. 
 
 Øjenbrynene løftede sig lidt over den lidt pludselig reaktion fra Jaris, i forhold til hendes spørgsmål. Daphnie drejede hovedet lidt mere, så hun bedre kunne se op på ham, mens hun nikkede lidt. Det lettede lidt på hendes utryghed. Ikke fordi hun ligefrem regnede med at han ville stjæle hendes krop, det var jo også lidt det forkerte køn, men fordi hun ikke vidste hun hvordan hun ville have det med, hvis han havde stjålet en anden persons krop. Det havde været noget andet at han havde slået hans far ihjel, han havde gjort noget for at fortjene det. Men hvis han havde stjålet en krop, havde han jo nærmest taget livet fra en anden. Og det vidste hun ikke helt om hun var okay med.. 
 " Godt..  " mumlede hun lavt. Daphnie brummede tilfreds da Jaris trykkede hende ind sig, og hun gengældte krammet. Hun blev liggende med hovedet på hans skulder, mens hun lyttede til ham forklare. Et skævt smil fandt vej til hendes læber. Hun var ikke i tvivl om, at han stadig ville være den samme, det var jo heller ikke rigtig det der bekymrede hende ved det. Da han var færdig med at snakke, satte hun sig op igen, og løftede det ene øjenbryn lidt.
 " Jeg er ikke i tvivl om, det du stadig ville være den samme.. Der er så emget dig, at du ville trumf alt andet..  " sagde med et drilsk smil på læberne, inden hun prikkede ham på næsen.
 "  Og du må trænge til briller.. Gammel mand.. De træer var slet ikke ens..  " grinte hun let, og bed sig i underlæben. 

 Og så rejste Daphnie sig. Det gik langsomt fordi hendes ben sov en smule. Da hun var kommet op at stå og kort havde rystet benene, tog hun Jaris hånd, for at hive ham med op at stå.
 " Kom..  " sagde hun stille. Hun sendte han et skævt smil, mens hun trak ham hen mod sengen.
 " Nu er det vidst også ved at være over lille migs senge tid.. Jeg er jo ikke så gammel endnu..  " Drillede hun lidt. Hun var jo nærmest bare en lille baby i forhold til ham.. 

Jaris havde altid været noget så dårlig til at lyve, så det ville egentlig ikke komme bag på ham, hvis Daphnie havde afsløret hans lille løgn. Hun kommenterede dog ikke på det, men spillede pænt med på fantasien. Han kunne ikke lade være med at grine over hendes spørgsmål og han nikkede svagt.
”Ja, helt sikkert,” svarede han grinende. Det var selvfølgelig heller ikke sandt, men alligevel ikke det klammeste han ville være blevet udsat for, hvis det kom til stykket. Sikkert ikke en detalje han skulle dele med Daphnie, for så ville hun da blive lidt ekstra utilpas.

Selvom Jaris stadig lyttede pænt efter hendes ord, rettede han sit blik mod hendes finger, der landede på hans næse i et prik. Han løftede hovedet en anelse, da han lige nappede ud efter fingeren, men blev næsten distraheret midt i det, da hun kommenterede på hans tydelige behov for et par briller.
”Har du lige kaldt mig gammel?” Spurgte han og forsøgte at lyde bare lidt fornærmet. Han var aldrig blevet kaldt gammel før, ikke af andre, kun når han selv havde gjort det. Måske fordi han aldrig fortalte sin alder til nogen, og når han endelig gjorde, så var det til en meget ældre dæmon.

Daphnie rejste sig og blev siddende lidt endnu, som han betragtede hende med et tilfredst blik. Hun tog hans hånd og han rettede ryggen for at rejse sig. Han måtte selv lige ryste det ene ben lidt, men ikke fordi benet sov, mere fordi det summede let i den ene balle.
”Du har ret, børn i voksealderen skal have deres skønhedssøvn,” sagde han drillende, idet han lige klappede hende let på hovedet med den frie hånd, på vej over til sengen. Jaris krøb som altid helt ind til væggen, hvor han holdt en arm oppe, klar til at lægge den om Daphnie, når hun lagde sig.
”Jeg tager hævn for din gamle kommentar i morgen,” advarede han lige med et smil. Han var da ikke gammel.

Jaris havde i forvejen aldrig problemer med at falde i søvn og så træt han var efter i dag, gik der ikke længe før han begyndte at savle lidt mod puden.

 " Aha...  Helt sikkert.. " grinede Daphnie med Jaris. Hun kunne da godt lige med til at lade som om hun troede på han ville blive hos hende til hun ikke længere havde mere liv i sig, men at han ville klippe hendes ulækre tånegle, den troede hun lige godt ikke på. Hun ville knap nok selv ville klippe de ulækre tånegle. 

 Et uskyldigt smil gled over Daphnies læber, ved Jaris' kommentar, og hun bed sig lidt i underlæben mens hun trak på skulderne. Det var lige præcis det hun havde! Hun havde endda sagt det, lige efter hun havde sagt han trængte til briller. Men det ville hun selvfølgelig ikke indrømme. Selvom Jaris sikkert ikke var i tvivl om det var præcist det hun havde ment. 
 Daphnies blik lå på Jaris, mens hun ventede på han rejste sig. Hun kunne se han betragtede hende, og det fik hende til at smile. Der var et eller andet vildt dejligt over, at Jaris betragtede hende. Det fik sommerfuglene til at gå amok i hendes mave. Om det bare var det at han kiggede på hende, eller fordi der var noget i hans blik, vidste hun ikke. Hun vidste bare hun blev glad og ikke kunne lade vær med at smile. 
 " Hey!  " udbrød hun utilfreds, inden hun rakte fornærmet tunge af ham. Hun trak hovedet lidt væk fra den flabede hånd, der klappede hende på hovedet, men hun kunne ikke lade vær med at grine lidt over det også. Da Jaris havde lagt sig i sengen, kom Daphnie op i sengen med et lille hop, inden hun puttede sig godt ind til ham.
 " Nåh nåh.. Jeg ved jo ikke bedre.. Jeg er jo bare et lille barn..  " hun skulede lidt til ham, men havde et skævt smil på læberne. Selvom det gjorde hende lidt trist med den store forskel på deres alder og de komplikationer det gav, var det alligevel nemmere at lave sjov med det. Så var det hele ikke så trist. 

 Med et glad og tilfreds smil, lukke Daphnie øjnene, og rykkede sig så tæt ind til Jaris hun kunne, og lod det ene ben glide sig over ham, så de kunne ligge helt tæt, og fylde så lidt som muligt i den lille enkeltmands seng. Der gik ikke længe inden hendes vejrtrækning blev tung og hun faldt i søvn.