Langt om længe var Shila færdig med at ud filtre og flette sit hår, så hun kunne fastgøre det i nakken som en knold. Ved lyden af Selmys stemme smilte hun lidt, han var altså vågen endnu, og det måtte efter sigende være morgen. Forsigtigt trådte hun ud fra teltet og kiggede rundt efter Selmy, der meget respektabelt stod lidt væk, det kunne hun alligevel ikke lade vær med at fnise lidt over. Alt taget i betragtning kunne de vel godt slække lidt på formaliteterne.

”Godmorgen, du kan godt vende dig om, jeg ser anstændig ud”

Det med maden var jo som det var, og sidst hun havde været på langfart der havde de også fundet det lidt hen af vejen. Måske kunne hun stadig huske at lave den harrefælde hun havde lært dengang? Det var da nok ikke helt umuligt for dem at finde noget at spise.

”Det gør ikke noget, jeg er sikker på vi finder noget på vejen”

Selv hvis de ikke gjorde, var der intet der kunne slå Shilas gode humør i dag, hun var praktisk talt forlovet til en sød fyr, og hun var på vej mod sit nye hjem, intet absolut intet skulle have lov at ødelægge det for hende.

Hun havde nu egentligt ikke fundet det voldsomt ubehageligt at sove på jorden, men det kunne nemt have noget at gøre med at hun havde været så træt i går, at hun bogstavligt talt faldt i søvn i hans arme. Men hun var nu ikke sikker på at det ville have gjort den store forskel hun var jo ikke ligefrem vant til luksus.

”Det var ikke så slemt nej”

Lidt hjælpeløst stod Shila og så på mens Selmy effektivt fik pakket deres lejer ned og pakket op på Solifax. Hun ville egentligt gerne have hjulpet ham med det, men hun havde ingen ide om hvordan hun skulle gøre noget af det, så hun endte med bare at stå og pynte lidt indtil han var færdig. Hun gik forsigtigt over mod Solifax, og klappede let hesten på halsen. ”Godmorgen Solifax” Mumlede hun til den sammen med hendes kærtegn, før hun satte foden i stigbøjlen og noget vakkelvornt kom op på hesten

Der var det igen. Navnet på hesten. Hvis Selmy huskede rigtigt havde Shila blot brugt navnet på hesten, uden at indrage Selmy i navngivningen på noget tidspunkt. Indtil videre havde den bare heddet hest eller... den nye, eftersom han mistede den første hest, en hoppe, af samme afstamning som Solyfax. Han smilte ved det. Sikke et fornemt navn til en hest. Han ville gerne gøre brug af det fremover. Men... måske skulle hun ikke være alt for kreativ, når hun fandt navne til deres mange fremtidige børn. Tænk hvis der kom en Solyfax Kiefer? Nej, det ville slet ikke gå.

Selmy tog i tøjlerne på hesten og trak ham ud i skoven, væk fra stien. På de urørte skovområder var det i løbet af dagen nemt at finde vinterbærbuske. Men der var ikke forfærdeligt mange bær på dem, da dyrene levede af disse bær om vinteren. Men de kunne snildt spise de bær, der havde vokset sig højt op over hvor hjorte og andre dyr kunne nå, og løbet af deres sidste rejsetid, var de begge dækket ind med mad, så de ikke blev alt for sultne. Et godt, tungt måltid mad ville dog have været på sin plads... Men det kunne de se frem til, når de nåede frem til byens mure.

...

Sent om aftenen nærmede Selmy og Shila Dianthos’ bymure. Solen var gået ned og havde efterlaft horizonten i en dyb rødlilla nuance. Det gav hele byen et mystisk og uhyggeligt tema, og man skulle heller ikke tage fejl. Lige så fredfyldt og idyllisk Dianthos kunne være visse steder om dagen, var der mange skumle veje og mystiske personer. Selvom det ikke var tilladt, vidste alle, at der blev solgt ulovlige varer og kvinder om natten... Selv Selmy gruede for, at de skulle passere nærmest hele byen, for at komme til den øvre bydel, hvor hans hjem i Aldemarstræde havde sin faste plads.

Dianthos nordlige port ville normalt have lukket for et par minutter siden, men vogterne ved porten havde set dem igennem en kikkert, og fundet dem fredelige nok til at vente på dem lidt endnu, så Selmy satte farten på ryggen af Solifax. Normalt var vagter ikke spor venligtsindede over for almindelige mennesker, men når Selmy kom gående med sin dyre oppakning og sine meget flotte sko, så var der jo håb på et ekstra par ravstykke eller to som bestikkelse, og Selmy kendte proceduren. Hvis ikke de fik de ravstykker, var det ikke sikkert han fik lov til at passere næste gang han kom for sent, før midnat fandt sted. Uden at blive stoppet eller andholdt, og helt uden Ordenens passeringstilladelse, fordelte han krystaller mellem vagterne og hoppede af hesten. Han så op på Shila, som han trak hende ind igennem hovedgaden i Dianthos, hvor markedspladsen typisk fandt sted. Men som nu var tom, med en masse lukkede boder og lukkede vinduer og døre ind til forretninger og lejlighederne. Den øvre bydel kunne ses i det fjerne, og endnu længere væk, bag alle templerne i den hellige bydel, kunne krystalpaladset ses. Det var en helt enorm, æstetisk bygning, hvis tårne hævede sig langt over alt andet byen. De gik i den retning, men Selmy boede dog ikke så højt oppe i hierakiet. Faktisk var han på vej, lige forbi grænsen mellem den centrale del af Dianthos og den øvre del.

“Hvad synes du indtil videre?” Lød det pludselig fra Selmy, efter han havde givet hende god tid til at opfange alle de nye indtryk.

Shila kiggede måbende på den store mur foran hende, hun havde slet ikke forestillet sig at man kunne bygge noget så stort. Selv i mørket virkede det fuldkommen surrealistisk, som noget man ville høre om i et eventyr, ikke en rigtig by i et rigtigt land.
Da de nåede porten spejdede Shilas øjne rundt på den anden side, det var alt sammen så stort i forhold til hvad hun var vant til, en stor mur, og store gader. Forude kunne hun se store tårne, som kun blev større jo tættere på dem de kom.

Husene omkring dem blev langsomt større og mere imponerende, pludselig så de huse hun havde set først, ud som ingenting forhold til dem der var lige foran hende. Gad vide hvor Selmy boede henne? Hun var så slugt op i at kigge på byen og dens mange huse, med deres fine udsmykninger at hun næsten ikke hørte Selmys spørgsmål. Da hun kiggede ned på ham havde hun julelys i øjnene og et nærmest fortryllede udtryk i ansigtet, over alt det hun havde set.

”Alting er så stort. Men det er så flot, jeg vidste slet ikke at man kunne bygge sådan”

Shila var glad for at hun havde Solyfax til at bære rundt på hende, for hun var ikke sikker på at hun kunne have klaret at gå igennem helle denne store by, og hun var sikkert også faldet over noget hvis hun havde gået og kigget lige så meget på byen som hun gjorde nu hun havde Solyfax’ hjælp. 

Shila var ikke sikker på hun nogens inde ville blive vant til at bo så stort et sted, hvordan kunne nogen dog overhoved være vant til det? De store huse alle steder og de mange veje, hun kunne nærmest ikke forestille sig så mange mennesker som det måtte tage at fylde dem alle sammen, og hvordan de kunne finde vej? Det var hende ubegribeligt, hun var rimelig sikker på hun ikke engang kunne finde tilbage til porten de kom fra, og det var selvom det var det eneste sted i byen hun havde været.
Omgivet af alt denne velstand følte Shila sig næsten forkert i hendes simple klæder. Hun gjorde hvad hun kunne for at holde sit tøj rent og pænt, hun havde aldrig synlige huller i noget tøj, selvom hun et par gange havde måtte gå med hullede strømper når det virkelig kneb, men altid havde hun holdt sit ydre pænt og rent. Folks huse her var mere pyntede end hendes pæneste kjole, og det havde ellers taget lang tid for hende at om sy kjolen til et dengang mere moderne snit, og lavet fine underærmer ud af broderet blonder. Et broderi der havde taget hende næsten 4 måneder. Hun havde endnu ikke vist sig for nogen i den kjole, men det havde været ganske sjovt at sy den.
Da de drejede ned af en mindre sidegade kunne Shila mærke knuden i hendes mave, den havde været der siden de kom ind i byen, men i forhold til hendes fascination med de nye omgivelser havde den virket lille og ubetydelig, nu virkede den enorm og alt opslugende. Hvad nu hvis hun ikke var god nok? Hun havde da prøve at gøre sig pæn i dag da Selmy havde sagt de nok ville nå frem i dag, men det var svært at være sit bedste selv efter en lang dag på hesteryg. Måske var hun alt for fattig til hans forældres smag, det gav vel sig selv at de ville have han giftede sig med en smuk kvinde af en god familie. Shila kunne jo ikke tilbyde ham noget, der var ingen stor medgift eller højtstående far der kunne højne Selmys status.
I et forsøg på at berolige sig selv tog hun en dyb vejrtrækning, og glattede hvad hun kunne af sin kjole. Det var et håbløst forsøg på at finde ro, og alt for tidligt træk Selmy hesten ind igennem en gitterport. Hun kunne jo dårligt sige at hun ikke var klar, hvad i alverden skulle han gøre ved det de var her jo nu. Beslutsomt tog hun hans hånd og lod sig glide ned fra Solyfax.

”Så klar som jeg bliver, tror jeg”

Det var jo ikke ligefrem hverdag får hende at møde nogens højtstående familie, og da slet ikke en mands, en mand der ovenikøbet havde ytret ønske om at gifte sig med hende. Forsigtigt prøvede hun at smile til Selmy, men det var ikke til at skjule at hun var nervøs over det forestående møde.

Selmy lignede udtrykkeligt sin 20 år ældre far. Selvfølgelig havde Salem lidt alderdomstegn i ansigtet og få grålige nuancer i håret, men ellers lignede de hinanden på en prik. Hvis man kiggede rigtig godt efter, havde Selmy lidt blødere mimik, og lidt flere vivler i sit hår, som han i det mindste havde fra sin mor.

Shila havde ikke mange minutter til at undre sig over at Selmy ikke bare gik ind i sit eget hus, før et vindue blev åbnet over dem, og en mand der udtrykkeligt lignede Selmy stak hoved ud. Hun fornememde mandens blik på hende, men på denne afstand var det ikke nemt at tyde hvordan han brød sig om at se hans søn komme hjem med en pige på slæb. Hun håbede ikke Selmys forældre havde haft udtænkt en storslået plan for at få ham til at forelske sig i en pige fra deres egen vennekreds mens Selmy havde været ude, for så var hun overbevist om at de ikke ville blive begejstret for hende.
Kort efter åbnede døren, for at afsløre en ivrig hun, og en 20 år ældre version af Selmy. Først var hun ganske forbløffet over hvor meget de lignede hinanden på nært hold, men da manden præsenterede sig måtte hun hurtigt samle sig selv. Hun tog forsigtigt den tilbudte hånd, og lavede et pænt nej af rent refleks.

”Godaften Dr. Kiefer. Jeg er Shila Agerfældt , Selmys-”

Shila skar sig selv af med et nervøst blik på Selmy, hun var ikke helt sikker på hvor hun var på vej hen med den sætning. Forlovede? Teknisk set ikke veninde? Hun havde kun hørt en pige blive præsenteret som en veninde til en mand, hvis de delte seng uden at være gift.
Hun havde ikke præsenteret sig som Shila Agerfældt i lang tid, og det havde meget simpelt været en vane at præsentere sig som værende noget til nogen, det havde hun trods alt altid gjort da hun havde været Shila Agerfældt. Shila var også sikker på at det var første gang i år hun havde nejet, og pludselig virkede hele situationen ganske absurd for hende

Shila var ganske taknemelig for at Selmy brød ind med en forklaring, så hun selv slap for at fedte rundt i deres korte fortid sammen, hun vidste trods alt ikke hvad hans far ville finde acceptabelt. Det virkede dog som om forklaringen blev godtaget og accepteret som en ganske fornuftig grund til at have en pige med hjem fra en rejse. Hun forestillede sig nu også at de gjorde sig et umage par, og at Dr. Keifer ville nok stadig foretrække Selmy havde slæbt en pige af deres egen rang med sig hjem i stedet.
Shila gengældte hendes, forhåbentligt kommende svigerfars smil, men da Selmy lidt efter tog hendes blev hendes smil noget større.  Hvilken anderledes verden hun var i nu, entreen varden største entre hun nogensinde havde set, for ikke at sige den eneste, og det var noget så mærkeligt at stå her og holde Selmy i hånden klar over at deres fremtid kunne følge den samme sti.

”Tror du han har noget imod det? Hvad med din mor tror du hun vil ha noget imod det?”

På trods af at Dr. Keifer havde virket ganske venlig så kunne hun ikke lade vær med at være nervøs for om han måske ville have det svært med at se sin søn sammen med en kone der ikke var af deres status. Shilas egne forældre ville naturligvis have været fuldkommen excentriske over at se deres datter gifte sig så højt over sin egen status, men de havde også altid haft meget travlt med folks statusser. Shila kunne ikke helt skjule nervøsiteten i hendes øjne, og hun forestillede sig at det vel var ganske normalt at være nervøs i denne situation. Det var rart at have Selmys varme hånd at støtte sig til, og hun kunne nemt forestille sig at hun ville blive glad for den støtte mange gange over hendes første tid i en storby.

Shila fulgte stille med Selmy, selvom hendes øjne undersøgende kiggede rundt, ingen tvivl om at dette var en fin familie, med fine ting. Forsigtigt lod hun sine fingerspidser glide over trappens gelænder, næsten bange for at røre ved noget i huset. Alt var poleret fint af, ingen skarpe kanter eller splinter man nemt kunne få i fingrene, kun glat træ under hendes ud som hun gik op af trappen. Oven på var om noget mere ekstravagant en neden under, og hun kunne ikke lade vær med at måbe over at se en hel dør lavet du af glaskunst, aldrig havde hun forestillet sig noget lignende.
Rummet Selmy førte hende ind i var rent og velholdt, med lige så fine og vel lavede møbler som man kunne forestille sig et hjem af denne stand havde. Nysgerrigt kiggede hun rundt på alle de fine ting, forskelligt nips, og malede billeder, af hvad hun antog for at være familiemedlemmer.
Med et blik på hunden der kærligt fulgte Selmy rundt kunne hun ikke lade vær med at forestille sig at det måtte være noget af et arbejde at være stuepige her. Alting var pænt og rent, uden spor af hundehår elle beskidte poteaftryk.

Da Selmy anviste hende et sted at side satte hun sig taknemmeligt, mens hun forsigtigt rettede hendes kjole, så hun kunne se sit bedste ud. Forsigtigt rakte hun hånden ned mod hunden for at hilse på den. Den virkede ganske fredelig, og slikkede et kort øjeblik på hendes fingre, inden hun gav den et lille klap.
Shila følte sig ganske ubrugelig som hun sad der og så Selmy lave arbejde hun var vant til var hendes eget, men hun vidste selvfølgelig ikke hvor noget var i dette fremmede hus, så hun kunne jo ikke så godt hjælpe.

”I bor så pænt her, og stort, men det er meget hjemmeligt”

Shila kiggede med sine bløde øjne på Selmy, og kunne ikke lade vær med at føle sig heldig, som hun mærkede de nu velkendte sommerfugle i maven. Hun kunne da gøre meget være end ham, og han holdt også af hende, ligesom hun holdt af ham.

Lige som Shila skulle til at åbne munden og sige noget blev rummet overfaldet af hvad man vel godt kunne kalde en stormflod, af en ung pige der hjerteskærende kastede sig om halsen på Selmy. Shila havde aldrig været vidne til noget så personligt, ikke engang inde for hendes barndomshjems egne fire væge, og hun var derfor lettere forlegen over hel situationen, men hun samlede hurtigt sit chok sammen og smilte venligt til pigen der viste sig at være Shilas storesøster.
Høfligt rejste Shila sig og tog den ældre piges hånd, stadig lidt for bløffet over åbent hun viste sin affection for sin bror.

”Det glæder mig at møde dig”

Shila kiggede over mod døren som den blev åbnet igen og Dr. Kiefer kom ind med en kvinde Shila kun kunne formode var Fru Kiefer, hun virkede som om hun ikke var hel rask som hun støttede sig op af sin mand, og selvom Shila bestemt ikke havde planer om at spørger før hun var alene med Selmy igen, så havde hund et dårligt med at hive hende ud af sengen.

Shila lod sig villigt føre hen mod Selmys forældre, om end det var som om der var en ændrig i luften. Stærkt bevist om at hun på en eller anden måde blev bedømt nu, i modsætning til Selmys søsters lette hilsen. Med et forsigtigt greb tog hun Fru Kiefers hånd, det virkede ikke som om der var nogen der havde nogen indsigelse mod hende, men det virkede rimelig klart at alle vidste hvorfor hun var her
Forsigtigt placerede Shila sig ned at side igen på Selmys opfordring. Det var underligt at se der blive serveret kage, det var bestemt ikke en normalitet der hvor Shila var fra og aldrig havde de kunne servere det halt om natten ved uventede gæster. Stadig lettere uvant med situationen kiggede hun rundt i stuen, aldrig havde hun forestillet sig at hun skulle side til te i sådan et fint hjem, det tætteste hun var kommet havde nok været at dagdrømme om at få et job som tjenerinde, men nu var det ikke engang hende der serverede teen.
For at få styr på sine never rakte hun forsigtigt ud mod den fine porcelænskop, og sippede til indholdet. Det var god te, men hun havde heller ikke forventet andet. Koppen føltes næsten porøs under hendes fingre, og hun var næsten bange for at knække den som hun satte den ned på underkoppen igen.

Shila lod glædeligt Selmy snakke, og det virkede ikke som om nogen havde et problem med at det var Selmy der forklarede om deres møde. Han havde nok også bedre styr på hvad han skulle fortælle sine forældre end hun ville have haft tænkte Shila. I stedet sad hun og studerede de hans familie lidt. De virkede glade og vel harmoneret, og hun håbede inderligt at deres egen familie ville blive sådan.
Det var sjovt at håre Selmy snakke om den gang de havde møttes, allerede dengang havde hun været facineret af ham, men på en helt anden måde end hun var nu, og af helt andre årsager. Hvis nogen dengang havde fortalt hende at hun ville side med ham foran hans forældre, så ville hun ikke have troet dem et øjeblik, men sådan var det jo blevet hvor usandsynligt det end var.
Fru Kiefers spørgsmål var tydeligt men til Shila, og hun tog en tår te, for at give hende lidt mere tænketid over hvordan hun skulle sige det, om end hun teknisk set ikke var forældreløs, så var hun det praktisk talt.

”Nej, jeg arbejdede uden for huset. Jeg ville gerne se noget andet end vores egen landsby”

Det var en overforsimplet forklaring af hvorfor hun ikke arbejdede på familiegården, ligesom alle andre unge piger ville have gjort, men hun så ikke at der var nogen grund til at kaste sig ud i af hun var løbet væk for at blive gift, men så endte med at det hele gk i vasken.