Zagasumi nikkede lidt og bed sig let i sin underlæbe, da han gav sig til at spekulere over hendes ord. Det var problematisk det med den kommunikation, men der var måske mulighed for at finde en kræmmer, eller noget i den retning, der måske lå inde med en magisk genstand, som kunne lette deres kommunikation en hel del.
Zagasumi skævede til Miara.

"Det lyder ganske glimrende. Men hvordan skal vi så kunne se, hvem der tilhører gruppen?" Han hævede sine øjenbryn lettere spørgende, men fik et skævt smil over læben.

"Det skal vi nok ikke spekulere på nu, det er nok bare vigtigst at vi tager derhen. Men skal det være i Lysets Kriger uniform, eller skal vi, som jeg er nu, dække det lidt?" Han sukkede lydløst. Dette ville ikke komme til at blive nemt uanset hvad. Men der var jo heller ikke nogen der havde lovet ham, at det ville blive det. Udfordringer var jo til at blive løst!

((Jo, kunne vi godt jo (: ))

Miara kunne godt se pointen i det, Zagasumi sagde. Det ville ganske rigtigt være svært for dem at se, hvem der var medlemmer af modstandsgruppen, men hun kunne på den anden side ikke finde nogen løsning på det problem. De måtte vel bare tage af sted og se, om ikke der var nogen personer, der så mistænkelige ud. Så kunne de tage kontakt til dem, og langsomt spørge sig ind på, om disse personer havde nogen forbindelse til modstandsgruppen.
Miara tænkte lidt over det andet spørgsmål, Zagasumi var kommet med. Om de skulle tage af sted i deres uniformer, eller i forklædning. Det ville helt sikkert være sikrere at tage af sted i forklædning. Så var sandsynligheden for, at nogle af mørkets krigere opdagede dem, mindre.
På den anden side ville det måske være nemmere at komme i kontakt med nogle af modstandsfolkene, hvis de var tydeligt for enhver, på hvilket side, de stod. Og Miara havde en modvilje mod at skulle gemme sig, at skræk for at blive genkendt af mørkets krigere, undgå kamp. Selvfølgelig var der ingen grund til at opsøge kamp, men som lysets kriger burde man heller ikke frygte at kæmpe for sin sag, hvis det da kom så vidt.
”Jeg synes, vi skal starte eftersøgningen i vores uniformer. Det vil gøre os mere troværdige, samt synlige, i modstandsfolkenes øjne. Risikoen må vi leve med. Jeg synes, vi bør vente med forklædningerne, indtil vi har taget kontakt til gruppen, og skal til at sætte den endelige plan i værks; at finde ud af, hvem der bevogter Dronningen, samt at befri hende. Det er først der, det bliver virkelig vigtigt, at vi ikke bliver genkendt” sagde Miara med fast stemme.

((ok. så sender jeg en pm til chriq, og spørger om nogle fra gruppen ikke kan mødes med Miara og Zagasumi et sted.))

Zagasumi kunne sagtens se, hvad det var Miara mente, og han kunne ikke blive mere enig. Han fik kort skyldfølelse, men kastede det fra ham igen, da han blot ville sikre sig, at kunne hjælpe dronningen. Han ville jo ikke have mulighed for at kunne hjælpe hende, hvis det endte med at han blev fanget. Han havde jo gået rundt alene og ledt, og når han var alene, så var han alligevel trodsalt 'svagere', end hvis det var med andre. Tænk, hvis der var nogen mørkets krigere som pludselig greb ham.

"Jeg kan ikke være mere enig!" Sagde Zagasumi roligt, inden han tog fat i sin sorte beklædning af, som dækkede hans uniform, og foldede den sammen. Han så lidt på den, så så lidt op, og overvejede hvor han skulle gøre af den. Han ville da ikke få brug for den mere.. Eller ville han? Han skulle sikkert have en bedre forklædning når de havde fundet modstandsgruppen, så der vil den nok heller ikke være til gavn.


"Jeg får ikke brug for denne mere" Han rejste sig, lagde den pænt ned på bænken, inden han vendte sig mod Miara.

"Vi tager vel til byen på hest?" Han smilte et lille opmuntrende smil, og trak lidt på læben. Hans hoved lå en smule på skrå, og hans øjenbryn var hævede. Det tydede på, at han mente at de nok skulle klare det hele, og at det var det hans ansigtsudtryk hentydede til, og at de bare skulle til at komme igang med det hele.

”Ja, på hesteryg vil helt klart være det mest praktiske” svarede Miara smilende, opmuntret af Zagasumi. Han virkede så sikker i sin sag, så sikker på, at alt nok skulle gå. Selvom Miara på overfladen prøvede at opføre sig lige så sikkert, med ligeså meget tiltro til planen, var det ikke altid, hun, inderst inde, var opfyldt af samme følelse. Derfor var det rart at han, som hendes egen modsætning, var så opmuntrende. Det gav hende mod, og styrke til at kaste sig ud i den opgave, de havde for sig.
”Min hest skulle gerne stå tøjret lige rundt om hjørnet…” begyndte hun, og kiggede sig lidt rundt. Jo, ganske rigtigt, der stod den. En langbenet, grå hoppe, som Miara havde navngivet Ilena, efter den mor, som var død ved hendes fødsel. Miara syntes, det var et smukt navn, og nu, da hun ikke havde sin mor, som hun aldrig havde kendt, at forbinde det med, ville hun gerne forbinde det til et levende væsen, som hun holdt af, og var ganske afhængig af; sin trofaste hest.
Miara løsnede Ilena fra det tøjre-hegn, hun stod bundet til, og svang sig op i sadlen. Miara havde aldrig været det bedste rytter, og havde, på dette punkt, heller ikke været særlig lærenem. Men hun havde trænet hårdt, og Ilena, med sit blide sindelag, var den hest, Miara første gang, rigtigt, havde reddet på.
Oppe fra sadlen smilede Miara ned til Zagasumi. ”Kommer du?” spurgte hun, og skyggede øjnene fra solen.

//frys

Zagasumi smilede lidt af Miara, og skævede hen til hesten, som ganske rigtig stod bundet lidt længere henne. Han stod først og så efter hende, betragtede hende stige op på hesten. I de første sekunder havde han ikke opfattet at de skulle ride to på en hest, men havde nok mere forventet at han skulle hente en hest først oppe på paladset.
Dog kunne han ikke lade være med at smile, da det gik op for ham, at han skulle sidde bagved hende, på den selv samme hest. Han trak let på skuldrene. *Det var jo selvfølgelig også en mulighed* tænkte Zagasumi og grinte kort, inden han gik over mod Miara og hesten.
Planter skød op fra jorden, greb fat i Zagasumis ankler, og løftede ham op på hesten. Da planterne havde udført deres arbejde, forsvandt de samme sted hen, som de var kommet - ned i jorden.
Zagasumi så lidt efter planterne, og smilte ganske tilfredst. Han havde en virkelig god kontrol over de planter, det synes han i hvertfald selv.

"Ja, jeg sidder i hvertfald ordentlig nu" Han satte sig til rette på hesten.

"Er.. det i orden at jeg holder omkring Deres mave?" Zagasumi havde først rakt sine hænder frem for at tage fat omkring hende, men havde hurtigt taget dem tilbage igen, da han kom i tanke om, at de jo egentlig ikke kendte hinanden, og derfor ville være højest uhøfligt!

//frys

Miara kiggede overrasket på Zagasumi, da han steg på hesten bag hende. Både på grund af hans kreative form for opstigning, ved hjælp af planteranker, men ikke mindst det, at han havde tænkt sig at de skulle sidde på samme hest. Miara havde tænkt, at Zagasumi, ligesom hun selv, måtte være reddet til kroen, og havde derfor tænkt, at hans hest også måtte befinde sig i nærheden. Men det var vel fint, de red på samme hest. Det ville i hvert fald være dumt, hvis Zagasumi først skulle af sted for at finde sin egen hest nu, hvor de ligeså godt kunne komme af sted med det samme.
Miara smilede til Zagasumi, da han satte sig bag hende. ”Ja, det er skam helt i orden” sagde hun som svar på hans spørgsmål. ”Vi kan jo ikke have, De falder af”.
Miara lavede et par små opfordrende klikkelyde til Ilena, og hesten satte i et roligt trav hen af den lettere støvede landevej. Snart var både hest og de to mennesker (?) ude af syne.

//out

Zagasumi nikkede lidt, da det tydeligvis var i orden at han holdt omkring hende. Han smilte skævt, nej, det kunne hun jo have ret i, men nu havde han spurgt, og det var bare for en god ordens skyld.

"Udemærket" han lagde sine arme omkring hendes mave for at sikre sig at han ikke pludselig faldt af da hesten begyndte at røre på sig.
Han så kort ned i jorden, og fandt hurtigt ud af, at der alligevel var et stykke ned. Ikke fordi at der var noget galt i det, men han skulle blot tjekke hvor langt der var ned om ikke andet.
Han smilte roligt, men havde alligevel et lidt alvorlig blik i øjnene, da hesten satte igang, og de red væk fra stedet.

//out

Natten var slutteligt helt forbi, og den svage, røde farve voksede i intensitet fremme i skovbrynet foran kroen og kastede varme farver på de spæde, grønne blade. De store bøgetræer, hvis grene bredte sig ud som et beskyttende skjold, var randet med guld på grund af de glødende stråler, der netop blev kastet over horisonten op på kronerne. Vagtposterne stod i stråleglans, som blev de hædret for at have bevogtet kroen gennem natten og afventet dagens komme.
Alexander betragtede, hvordan mere og mere af træerne blev oplyst af solens stråler, og da denne endelig var helt over horisonten og spredte sine stråler over pladsen, de sad på, følte han nattens kulde forsvinde. Dagen tegnede til at blive både varm, vindstille og solrig. En perfekt dag at strejfe om ved havet i, men det betød, at han skulle forlade byen. Det ville nok være godt det samme, for hans rastløshed havde kun været dæmpet af Karizmas selskab. Han havde ikke lyst til at byde hende farvel allerede, men han kunne se hendes træthed, og han ønskede ikke at holde hende oppe længere. Han ville ikke risikere at trætte hendes yderligere med sit selskab, for han ville helst, at de skiltes som venner.
Alexander rejste sig forsigtig og kiggede med et varmt smil over på Karizma. Hendes skønhed var overjordisk i den opstigendes sols stråler, og en del af ham ønskede at kunne blive siddende for evigt, i overført betydning, men han vidste, at han måtte forlade både hende og dette område, inden rastløsheden endte ud i følelsen af fangenskab og ligegyldighed. Han ville ikke have frihedens vinger stækket, lige så lidt som hans anden side, geparden, ville tøjres og bindes.
”Tak for en behagelig aften, Karizma. Jeg håber, at du har nydt den lige så meget som jeg.” Han strakte sig dovent, før han slængte ulveskindskappen over skulderen og drejede sig ud mod den sti, de var kommet af tidligere. Han var relativt sikker på vejen tilbage til byen, og fuglenes kvidren akkompagnerede ham, mens han slentrede skødeløst hen af stien, fløjtende en lille, munter melodi, hans søster havde lært ham, dengang de endnu var børn, ubevidste om den verden, de skulle vokse op i.

//Out

Karizma, der har siddet tavst og betragtet de forskellige gæster på kroen og deres gøremål, bliver draget ud af sine tanker, da solens varme stråler rammer hendes ansigt, og mere eller mindre skærer hende i øjnene. Hun betragter morgenens ubeskrivelige skønhed, før hun vender hovedet, og sender Alexander et let smil. Dagen tegnede lys og god, når blot man så bort fra infernoet i byen. Utroligt nok havde kroen stået uberørt under krigen, men også den ville sikkert ligge under på et tidspunkt. Hun puffer irriterret til sit ben, der er begyndt at sove, men ser op, da Alexander tager afsked. En god undskyldning for at få liv i sit ben melder sig, og hun rejjser sig op for at give ham et kram til farvel, men da er han allerede trasket afsted, hen af den støvede vej.
Karizma sukker, og sætter sig ned, lettere betuttet.
"Jamen farvel da" mumler hun, og ser på de tomme vinglas, der pryder bordet. hun er lidt skuffet over denne pludselige afsked, men aftenen skulle jo ende, og hun ser frem til at komme hjem.
Med et træt gab rejser hun sig op, og begynder at gå væk fra kroen, i modsat retning af alexander. hun har en lang rejse hjem, og ser bestemt ikke frem til ankomsten...