Elizeph åbner døren ind til sit kammer... der er mørkt derinde, ingen stearinlys tændt.. bare tomt og ensomt..
Han smiler ikke, har bare et mut, lidt sørgmodigt blik i øjnene..
Han går hen til det store vindue, fra gulv til loft, hvor han ser ud, med en flad hånd mod ruden.
... Fortid, nutid.. fremtid.. Alt sammen bundet sammen af et indviklet spind.. skrøbeligt, og alligevel så magtfuldt.. tænker han funderende.
Fortiden har præget nutiden...
" Ελισαβετ.... ∑imeiniz.... Jeg savner dem vel egentlig.." han lukker øjnene i, og synker ned på knæ, med hånden glidende ned af gittervinduets ruder..
".... En forbandelse, at leve så længe.." hvisker han lavt med panden mod den kolde rude, hvor sneen daler tyst udenfor, lyses op af månen, som skarp kontrast til den mørke himmel.
Han siger ikke mere i en rum tid.
"Hvor må det være skønt at være ung... Ingen skam at putte sig ind til nogen, og sige man har brug for at føle sig tryk..." han lukker øjnene i igen... Hvorfor er han så følelsesladt for tiden?
Følelser er jo bare noget der er der! Man bestemmer vel selv om man vil handle derefter, eller hvordan?
"Zerihz.... Hvis jeg kunne ændre noget i mit liv... ville det være mit mord på dig.." hvisker han lavt, inden han sætter sig helt ned, og vender ryggen mod ruden..
Hvis Eclipse kunne forstå... Kærlighed og forelskelse skal man holde sig fra.. det dræber.. ødelægger en...
han mærker sine øjne egentlig er blanke.. men han lukker dem i. Han har ikke grædt så længe han husker. Han vil ikke græde nu heller.
Elizeph er ikke forelsket i sin afdøde lærer.. Men han frygter så inderligt, at noget hen i den retning skal ske Eclipse.
"Han er jo så ung.." hvisker han blot stille, inden han trækker benene op til sig, lægger armene over kors til hvile på knægene, og panden ned mod armene, så hans ansigt er gemt væk fra omverdenen...
//slut.
Følelser er der bare. Om vi vil handle i overensstemmelse med dem, er vores eget valg. (Citat af David Baird)
//Elizeph ?imeiniz Qunazi ???????? Shinichiro ?ybrid
Krystallandet
