"Ja, jeg så jo hvor stærk du var, så tænkte jeg, at det turde jeg simpelthen ikke," lo hun og rystede på hovedet. Hun så på ham og slap hans arm, da han gik hen for at sætte sig. Hun hævede et øjenbryn og lagde armene over kors. Så rakte hun tunge af ham. "Næhæ! Den falder jeg ikke for igen! Du kan slet ikke tælle, og du gir' alt for hurtigt op, så du finder mig aldrig." klagede hun og satte sig over ved siden af ham. Hun kvalte et gab og gned sig i øjnene. Det havde egentlig været en lang dag, og solen var da også på vej nedad nu. Voo spekulerede på, om solen gik hurtigt ned om sommeren. Hun så på Caine og smilte en smule.
"Men måske kunne DU gemme dig. Og så ville jeg finde dig! Det kunne da være sjovt, ikke?" foreslog hun smilende og nikkede, somom det ville få ham til at gå med på idéen.

Hun sparkede lidt til den tørre jord og stirrede på planken om menneskerne omkring den. "Hvad synes du egentlig om den?" spurgte hun og begyndte at pille splinten ud af sin finger. Det gjorde lidt ondt, og den ville tilsyneladende ikke ud. Hun klynkede en smule, da det sveg noget så grufuldt.

"Tør du virkelig lade mig være den, der skal gemme sig?" spurgte han. "Jeg ville jo bare gå mig vej."
Han gabte højlydt og skjulte gabet bag hånden. Han følte sig slet ikke træt, ikke det mindste overhovedet, men når en person gaber, hvilket Voodoo lige havde gjort, så gaber alle andre omkring den som regel også. Sådan et gab smitter bare.

Da Voodoo spurgte, hvad han syntes om "den", kiggede han imod træplanken. Den var næsten ikke til at se for bare mennesker, der nysgerrigt myldrede rundt omkring den og kiggede på den og pillede ved den, som om den var noget nyt og spændende, der netop var faldet ned fra månen. Det var sjovt, som de lige pludselig ikke havde så fandens travlt mere. Lige før havde de været totalt ligeglade med, at Voodoo hilste på dem, det havde de slet ikke tid til, men de havde åbenbart oceaner af tid nu. Sådan lige pludselig. Burde de egentligt ikke være på vej hjem for at spise aftensmad nu?
Han kiggede igen på Voodoo. "Den er grim. Jeg kan ikke rigtigt se, hvad den skal bruges til."

Hans mave rumlede pludselig. Måske var det, fordi han var kommet til at tænke på aftensmad lige før, eller også var det bare fordi, han intet havde spist hele dagen. Han var i hvert fald pludselig blevet hundesulten nu. Han krummede sig lidt sammen.
"Jeg er sulteeen," beklagede han sig.

Voo sukkede og skuttede sig. "Nåja. Du ville jo bare gå din vej. Du er så kedelig." mumlede hun opgivende og kløede sig i nakken. Hun så på sin splint i fingeren og forsøgte forsat at pille den ud.
"Den er da ikke grim," mumlede hun, hentydende til pladen, der havde fået en masse opmærksomhed. "Den er da super-sej!" lo hun og nikkede for sig selv. Endelig fik hun splinten ud af fingeren og hun sukkede af lettelse. Det var nu egentlig meget rart at slippe for at have et stykke træ presset ind under huden. Hun så på 'masken' med et lunefuldt blik. "Og hvad den bruges til, finder du vel nok ud af en skønne dag." påpegede hun og blinkede til ham.

Da Caines mave pludselig begyndte at give lyde fra sig, kunne Voo ikke holde en latter tilbage. "Hold da op, sikke den klager," klukkede hun og rystede på hovedet. "Jamen hvis du er sulten, så skal du da spise. Du kunne bare gå hjem og lave lidt mad," mumlede hun og trak på skuldrene. "Så kunne jeg også få lidt søvn."

"Det er dig, der er kedelig. Du vil kun lege hele tiden. Hvorfor finder du ikke bare ud af, hvordan man bliver voksen?" mumlede han og kiggede på hende, da hun fik splinten ud af sin finger. Han forstod ikke, hvordan hun kunne klynke over at få en lille splint i finger. Det var jo bare et lille bitte stykke træ. Hvordan ville hun ikke reagere, hvis en eller anden endda huggede hendes arm af i en kamp?

Han fnøs af hende, da hun sagde, at han nok en dag skulle finde ud af, hvad det dumme træ kunne bruges til. Ja, men så lang tid kunne han altså ikke vente på at finde ud af, hvad dens formål var. For den var vel ikke bare et almindeligt skjold.
"Kan du ikke bare sige det?" spurgte han Voodo med en anelse irritation i sin stemme, selvom han forsøgte at skjule det.

"Jamen, jeg har jo ikke noget hjem," sukkede han så og krummede sig lidt mere sammen.
Så han kunne ikke bare gå hjem og lave noget mad. Sikke mange problemer der var. Kunne han ikke bare finde en eller anden tilfældig bod på markedet og købe noget mad der? Men han gad ikke at gå så langt. Der var laaaaang vej derhen. Men der var endnu længere hen til kroen.
Han sukkede endnu en gang.

Hun rakte tunge af ham. "Jeg er kun seks! Jeg gider da ikke være gammel og lugte ligesom dig!" vrængede hun irriteret af ham. Han var så kedelig! Det var da ikke kedeligt at lege, hvorfor syntes han dog det? Han var altså en underlig en! "Desuden, så er det kun gamle mennesker der er kedelige, ikke os børn. Og du er gammel, så du er kedelig. Øv bøv!" tilføjede hun og smilte for sig selv. Sådan hang det sammen i hendes verden. Hun så imod solen og missede med øjnene.

"Nej jeg gider da ikke bare sige det. Du skal nok finde ud af hvad mit træ kan, før eller siden. Og hvis du ikke kan vente, så kan du jo bare prøve at angribe den, så finder du nok ud af det." påpegede hun og pegede på masken, der stod og tog til tåls med de mange mennesker er kastede ting på den, prikkede til den, rørte ved den og sågar forsøgte at fælde den. Den tog dog ikke skade fra nogle af disse ting. Den stod bare og så dum ud.

"Så kunne du købe noget. Lave noget. Finde noget! Måske er der æbler på nogle af træerne derovre," hun pegede imod sit tidligere gemmested. "Måske kan du få noget af de rare mennesker derhenne," nu pegede hun imod menneskerne vil planken. "Eller også må du sulte. Det må du selv bestemme."

"Hvorfor skulle jeg gide angribe den?" mumlede han og ignorede alt det med, at voksne stak.
Han kiggede endnu engang over på træet. Hvis han angreb det, ville han jo bare risikere at ramme alle de mennesker, der stod omkring det. Ikke at det gjorde ham noget at de kom til skade, men han ville ikke vække for meget opsigt hvis træet... hvad det så end gjorde. Hvad nu, hvis det begyndte at larme eller slå vildt omkring sig? Han måtte hellere bare lade det være.

Da Voodoo sagde, at han kunne købe noget mad, trak han ligegyldigt på skuldrene og rejste sig op.
"Så gør jeg da bare det. Hej hej," sagde han.
Han gik ud mod de få mennesker, der ikke var løbet hen til træbrættet og stadig var på vej derhen, hvor de nu skulle hen, og forsvandt hurtigt i mængden.

//Out (jeg bliver nødt til at gå nu D: )

( Hai haaai ^b^ )

Voo så efter ham med et roligt smil. Hun vinkede efter ham. "Hej haaai Caaaaaine!" råbte hun efter ham. Hun sad i nogen tid og betragtede folkene, der var dybt interesserede i hendes voodoo-maske. Så klappede hun i hænderne, egentlig bare for at gøre noget, og puff, så forsvandt masken i en røgsky. Hun rejste sig og trissede hjemad, imod det skur som hun boede i for tiden. Endnu en god dag var overstået.

Out ~

( Fordi jeg er for sløv til at skrive stort alene XD )

Et varmt og roligt lys har kastet sig over de halvtomme, brostensbelagte gader. Aftenen er stille. Få måger skrapper op højt over husene, men deres skrig er blot en sagte kalden i vinden. Roen er den altoverskyggende. Teateret er tomt til aften, men det gør ikke den gamle bygning mindre smuk. Den skællede men velklædt unge mand kaster et et drømmende blik op på de store og smukke vinduer, og et suk slipper ud over hans krybdyrslæber. Han har plantet kløerne godt i lommerne, der sidder på de mørkegrå bukser. Den mørkeblå vest står i kontrast til hans cremehvide skjorte, men alligevel virker han så harmonisk og gennemtænkt. Den todelte, lyserøde tunge smager lidt på den fugtige juni-luft, før den igen forsvinder ind i hans mund, sammen med et søvnigt gab.
Étienne har skam været i teateret et hav af gange – det er ikke fordi det skal forstås som om han aldrig kommer derind. Han forelsker sig gang på gang i de fantastiske, farverige og eventyrlige historier der bliver fortalt derinde, men desværre er der ikke mange af dem for tiden. Landet er fattigt, og teaterforestillinger koster penge – og skuespillere, dansere og musikere er dyre at have kørende – men Étienne er enig med sig selv om, at det er vigtigt at de kreative forestillinger ikke ophører helt, bare på grund af lidt pengemangel. Der er trods alt intet der kan højne folkets morale som en god historie. Det er nogen gange alt der skal til, for at give håbet tilbage.

Étienne ryster blidt på hovedet, før han fører blikket rundt i gaden omkring ham. Stilheden. Og når først mørket falder på, bliver der endnu mere stille. Gaderne er usikre er færdes på i mørket, og man bliver nemt offer for en desperat stakkel, der ikke ser andre veje ud af elendigheden end at plyndre andre folk for deres rigdomme. Det er egentlig dybt sørgeligt.

Corinne kom gående end af en dunkel lille gade, hvor der ikke var ret meget liv på.
Hendes kjole var lidt laset og man kunne se små lapper hist og her, man kunne vel godt tage fejl af hende og en der ikke rigtigt havde noget sted at bo. Men Corrine havde jo selv valgt at skulle leve sådan. Bare rejse rundt, hvilket havde givet hende et hav af eventyr og bekendtskaber overalt hun kom.
Corrine gik lidt som altid i sin egen lille verden og lagde ikke rigtigt mærke til så meget af hvad der forgik på gaden, hun betragtede mere bygninger, himlen de forskelige lys, bare hele stemningen.. Den var jo nærmest hyggelig i hendes øjne. Bestemte bygninger fik hendes faktisk til at stoppe op og studere dem lidt nærmere lidt nyserigt, men aldrig et mørkt sted. Nej.. Hvis man holdte øje med hende så gik hun hele tiden steder der var lys, undgik mørket.. Det var ubehageligt og koldt.. En uhyggelig stemning..

Corrine stoppede op ved den flotte teater bygning.. Hun havde været der et par gange, der var altid liv og glæde, en masse historier var blevet fortalt i den bygning.. Det var jo helt utroligt. Ærgeligt der ikke var åbent lige nu.. Men på den anden side.. der var sikkert mørkt der inde lige nu.

En måge bevæger sig langsomt ned over byen i glidende bevægelser, før den elegant og vant lander på vejen, få meter fra leguanfyren. Han tilder let med hovedet, og mågen gør det samme, med de sølvgrå øjne hvilende på den underlige skikkelse. Han smiler afdæmpet og studerer den, imens den roligt renser sine bløde fjer. Han forestiller sig hvordan den har været på fiskertur hele dagen, og spist sig mæt i havnens mange, strålefulde fisk. Fange den ene fisk for at fortsætte til næste stime, på vingerne, over bølgerne. Og med det kolde vand i hovedet. En måge, det var det man skulle have været.

Sagte skridt høres på de ellers stilleliggende sten. Mågen der ellers lige havde fundet ro hernede på den ensomme gade, basker pludseligt og vildt med de storslåede vinger, og lige så hurtigt som den ankom er den igen forsvundet op i himlen. Mørket er så småt begyndt at falde på. Leguanfyren drejer hovedet imod det, der fik mågen til at lette. Han får øje på en ung kvinde, omtrent hans alder vil han gætte på, der ligesom ham ser ud til at nyde aftenens ro husenes skønhed. Lang nøddebrunt hår. Han kniber øjnene sammen og forsøger at huske. Forsøger at hiver erindringerne frem... Han mener ikke at han kender hende, men nogle gange er det svært at vurdere. Især når man er ham. Han beslutter sig for at være på den sikre side, og hilse venligt på hende. Så må han jo, ud fra hendes reaktion, kunne vurdere om de kender hinanden.
”Godaften, den dame!” Siger han imødekommende, og løfter hånden i hendes retning. Hans hale slår et slag i jorden.

En stemme hev Corrine ud af sin egen verden. Det tog hende lige et par sekunder mens hun så sig omkring for at regne ud hvem der havde talt til hende. Men der var kun en person der havde front imod hende og som også havde en hånd i vejret.. Kendte hun ham?.. Nej der var ikke lige nogen klokke der ringede, så det gjorde hun vel ikke.. For hun var da bestemt god til at huske andres ansigter.
Corrine smilede blot imødekommende imod personen og svarede "Godaften, den herre.. Nydelig aften". Ja det var det bestemt.. Bortset fra det var ved at blive mørkt.. Det var ikke nydeligt.
Corrine gik hen imod personen, men ikke direkte, hun tog en bue uden om en skygge fra bygningen som krydsede hendes vej.. Det var ikke nemt at færdes om aften når man var bange for mørke.. Dog kunne hun lave lys, men det var endnu ikke nødvendigt.
Corrine begyndte lidt at betragtede personen der havde hilst på hende. Han virkede venlig og i mødekommende, og ja hun troede bestemt ikke noget ondt om ham og det var nok derfor hun var gået hen imod ham. Men Corrine kunne så aldrig se noget ondt i nogle. Hun troede inderst inde på godhed i alle.

Tænkt at kunne bevæge sig frit i luften, uden kontakt til jorden, og med plads nok til at måde danse og sprælle. Oppe på himlen kan man vel heller ikke snuble, kan man? Og man slipper for fattigdom og bekymringer.
Étienne skal lige til at springe de grønne arme ud og blafre med dem, men lader værd. Hans fantasifulde sind kan til tider blive lidt for meget for folk, og han vil jo så gerne give et godt indtryk, til trods for at mange mennesker hurtigt dømmer ham på hans lidt interessante udseende. Så er det jo, at man er nødt til at give den en tand ekstra, hvis man vil fremstå rigtig venlig. Étienne smiler til den unge kvinde og tripper let på tæerne. Hendes ansigt bliver tydeligere, da hun nærmer sig ham. Hun er ganske køn, og han undrer sig over hvad hun mon har at gøre på gaden, på dette tidspunkt. Men han vil ikke spørge hende. Ikke når han knapt kan svare for sit eget vedkommende.

"Ja, det er det. Ja, så sandelig en nydelig aften. Ja..."
Étiennes lettere lyriske måde at snakke på er ikke noget han selv bemærker, for det er nu bare sådan han snakker. Han kaster et kort blik på hendes tøj. En halv-laset kjole med noget der formegentligt engang var huller, men nu er blevet dækket af små, fine lapper. Mon hun er uden hjem? Det ville måske forklare hvorfor hun render rundt på gaden, sådan en aften som i aften. Ellers kan hun bare godt lide stilheden, ligesom ham.
Han kaster et blik op på teaterbygningen igen. "Teateret er nu også noget særligt, i aftenlyset. Det er det" Konstaterer han og vipper lidt med halen.

Corrine rettede blikket imod teateret og betragtede bygningen, allerede nu kunne hun høre stemmer, musik, mærke stemningen fra når stedet endelig havde en forstilling.. Det bedste af det hele var nok de få sekunders stilhed der var inden et stykke gik i gang, bare den ro og stemning der hang i luften.
"Det må jeg give dem ret i.. Mange ting er fortalt og fortolket i den bygning" sagde Corrine lidt stille mens hun på en måde ønskede at sidde der inde igen.. Men der var også mørkt og det gjorde virkelig hun ikke brød sig om det.

Hun rettede igen blikket imod personnen.. Han så lidt sjov ud.. nej nok forkerte ordvalg.. men ja.. spænde..
"Mit navn er Corrine.. hyggeligt at møde dem" sagde Corrine og præsenterede sig selv over for den fremmede. Om så det her var en forbryder, så var det ikke noget hun tænkte over.. Hun mente nærmest alle var gode på bunden og frygtede ikke rigtigt nogle af den grund.

Étienne lader blikket fald på bygninger omkring de to folk, der nyder aftenens mildhed. I mange af vinduerne er stearinlysene endnu ikke slukket, men kaster i stedet et varmt lys igennem glasset og ud på fliserne. En brise bærer duften og smagen af saltvand med sig, og for en stund ville Étienne ønske at han stod nede ved stranden. Ude ved klipperne. Dér hvor man kan se ned på de vilde og voldsomme bølger, som var man en måge på himlen. Lige netop det, kunne han godt tænke sig. Men han løsriver sig fra de strejfende tanker og vender af høflighed tilbage til nuet.
"Åh ja. Fantastiske historier. De står allesammen lige så klart for mine øjne"
Mumler han drømmende. De står klart. Allesammen. Hvis bare han selv kunne bestemme hvad det var han godt kunne huske, og hvad det var han glemte. Måske er det bare de ting der ikke er værd at huske på, der fordufter. Men han er ikke sikker - det kan han jo ikke huske.

Étienne laver et venligt buk med hovedet og smiler bredt.
"Også hyggeligt at møde Dem, frøken Corrine. Jeg går ud fra de er frøken, siden de ikke sidder hjemme i en varm stue" Siger han muntert ler mildt, for en kort stund, før han igen mander sig op og fortsætter: "Étienne Julien. De kan bare kalde mig Étienne"
Leguanfyren nikker af sig selv efterfuldt af nogle korte og næsten ikke-eksisterende ja'er.

"ja historierne.. dog er det en skam at de bliver fortalt på sådan en måde.. Trods teateret ånder og giver stemning, skuespilelrne er gode, så mangler der en sjæl.. Ja vist der er sjæl i stykkerne, men den er for overfladisk" lommefiloserede Corrine, der havde set et par af dem.. Hun kom mere for at få stemningen, ikke rigtigt historien..

"Det har de ret i.. Varme stuer er just ikke noget jeg tit bruger min tid i" svarede Corrine venligt med et blidt smil på læben. Hun brugte da lidt tid i varme stuer til tider, men det var kun når hun blev inviteret indenfor hos andre. Det var dog ikke noget der gik hende på. Corrine havde selv valgt at skulle leve dette liv. Blot vandre rundt og fortælle sine historier til dem der gad lytte.. Hun havde fået mange bekendte på denne måde, og blev tit lukket ind hos andre da mange kendte hende.

"Hvordan kan det være de står her på denne tid, hvis jeg må være så nysgerrig at spørger?" spurte Corrine så Étienne venligt om.. Hun lagde hoved lidt på skrå, og samlede sine hænder bag sin ryg. Corrine var blot nysgerrig af natur, og nu hvor de var faldet i snak, så ville hun da stille lidt af den.

Étienne klør sig eftertænksomt under hagen og kigger nysgerrigt på hende, med hovedet let på skrå. Det glæder hende at hun er så snakkesalig. Det kan være noget så kedeligt at føre en samtale med én, der ikke giver noget igen.
"Jo. Ja. Jo. Det kan de sandelige have ret i, frøken Corrine. Ja. Jeg tænker ikke så meget over det, jeg kommer mest for oplevelsen og opmuntringens skyld" Smiler han eftertænksomt. "Et muntert skuespil med en lykkelig slutning kan hjælpe i disse ellers sorte tider" lyder det melankolsk fra den grønne leguan, men han smiler straks igen for ikke at skabe en dårlig stemning, midt i den ellers optimistiske samtale.
"Hvad jeg laver herude? Jeg nyder stilheden. Eller, jeg nød den. Men jeg nyder den stadig, altså ikke stilheden, for den er her ikke mere, men. Åh, misforstå mig nu ikke frøken Corrinne. Jeg nyder skam deres selskab" Ètienne kigger atter på den unge dame, og prøver at dæmpe sig selv med et smil. Nogle gange kludrer han lidt i ordene, sådan er det bare. Og så får de en anden betydning end hvad der var meningen. Det med at snakke har aldrig været hans stærke side, når det kommer til stykket. Han er bedre til at skrive ned. Og tænke. Og drømme.

"Tider er ikke mærke, de bliver blot mørke fordi vi ser dem sådan.. Man vælger selv sit blik på verden.. Selvfølgelig kan man ikke vende blikket fra de ting der sker.. Men man kan se anderledes på dem end hvordan alle andre gør.. Dem som nogle ser som onde, ser andre som gode, og omvendt." svarede Corrine igen med sin mindre lommefilosofi som hun efterhånden havde en del af.. Men sådan var hendes syn på verden.. OGdt og ondt var her, men hvilken side var de gode.. og hvilken de onde.. Det var blot hvordan man så på det.

"Bare rolig jeg forstår godt hvad de mener. Det er rart med selskab på denne tid.. hvis ikke på hver en tid" sagde Corrine venligt og smilede sødt til Étienne.. Han virkede noget fumlende med sine ord, det var helt sødt.. Men der var da nogle der havde det sådan.. Men med nervøsitet skulle man bare tage det roligt med og give sig tid.

"Hvad får de normalt deres dag til at gå med hvis jeg må spørger" spurte Corrine nysgerrig igen.. Hun elskede at få mere af vide af folk.. Det inspirerede hende til flere historier hun kunne fortælle. Ikke fordi hun tog andre folk direkte og fortalte om dem, men hun fik inspiration til karaktere , dyr, handlinger, moraler.. Alt hvad hun oplevede, var en del af hendes hsitorier.

Étienne tygger lidt på ordene, og klør sig atter under hagen. Han er en anelse uenig, det kan han ikke komme udenom. Og han overvejer først bare at tie stille og nikke, men hun virker som en person man kan snakke med, så han vælger at ytre sig.
"Jeg må erklære mig en kende uenig i deres tankegang, frøken Corrine." Siger han med et smil på læben, i det så ofte brugte, eftertænksomme toneleje.
"Selvfølgelig har ens eget holdning til tingene en stor betydning, men nogle ting er bare mere triste end andre, og det kan man i mit hoved ikke lave om på..." Ètienne tager hånden op til munden og rømmer sig, før han paranoidt kaster blikket omkring sig. Han vil nødig ende i en kattepine, bare fordi han er uforsigtig med hvad han går og siger, for det viser sig altså af og til, at selv husene har øjne. Efter at have sikret sig at der ikke er nogen i nærheden til at høre ham, andre end frøken Corrine som han føler at han kan stole på, fortsætter han med at tale;
"Ja. Jeg er sikker på at de ikke vil sige mig imod hvis jeg påstår at de folk, der i talende stund er ude for at likvidere 'stikkere' og modstandere af Lorden, ikke har meget godhed i deres kolde hjerter. Nej. Det har de ikke. Det håber jeg ikke at de har, for så er der noget galt. Så er det noget de har misforstået omkring morale. Virkelig misforstået"
Konstaterer han med en blink i øjet, og kigger afventende tilbage på hende, interesseret i hvilken en reaktion hun nu vil komme med. Hun virker som en sød ung dame, denne Corrine. Og Étienne har altid holdt af en god snak

"Jeg tror vi kunne forsætte dette samtale emner i timer, de er ikke den første der siger ligende ord efter at have hørt min holdning" sagde Corrine blot venligt, og gad ikke helt at stå og tale om hvordan de så verden var skruet sammen.. Man så tingene på hver sin måde, og ja hun havde sin egen noget specielle måde at se den på.
"Dog, moraler, dem har jeg massere af" sagde Corrine så med et lille grin.. Moraler var i alle historier. Og dem havde hun massere af.
Corrine kiggede lidt rundt som Étienne havde gjort, men hun spottede ikke rigtigt noget, hvad mon han havde kiggede efter?.. Ja hun forstod det ikke helt, eller måske det med han talte om stikkere og alt det.. ja.. Ikke fordi hun tog det så tungt.

"Dog morale er nu en speciel ting.. Men i bund og grund er det hvordan man tolker den, og det er op til hvert individ og finde sin egen moral, men det er op til andre hvordan de tolker den" sagde Corrine så for at blive på emnet om morale, mens hun lod sit blik finde Étienne igen.

Étienne kigger engageret i Corrines retning, og smiler lidt af at hun sagde, at dette var sikkert et emne de kunne snakke om meget længe. Det tror han nu, at hun har ret i. Så er de da i hvert fald enige på et punkt. Der er så mange meninger rundt omkring, og hvem skal egentlig bedømme hvem der har den mest rigtige tankegang? I følge Mørkets Lord er der vidst kun én rigtig tankegang, og hvis man ikke er enig kan man bare vente sig. Også derfor er Étienne så forsigtig med hvornår han siger hvad, og til hvem. Han vil ikke miste sit liv på grund af Lordens undertrykkende metoder - Selvom Étienne ville ønske at nogle ville gribe til handling og gøre noget. Vanviddet må da snart have en ende.
Med besvær løsriver fyren sig fra sine flyvende tanker, og vender tilbage til Corrine der fortsætter samtalen. Han kaster hovedet tilbage i en sagte latter, før han siger: "Det er sandelig forfriskende at snakke med én, der tør tale for sig. Det må jeg give dem, frøken Corrine, det må jeg altså!"
Han ler fortsat før han stopper hænderne i lommerne, og kigger ud i mørket, der efterhånden har lagt sig over byen som et tungt, sort tæppe, kun afbrudt af lyd i vinduerne rundt omkring. Han må også snart til at hjem. Ind i varmen. For nu hvor mørket er faldet på, føler han sig ikke helt så tryg mere, som da han kunne se omkring sig. Når det kommer til stykket er han lidt af en tøs, en fornuftig egenskab når man ikke just har kræfterne til at kunne klare sig i fysisk kamp.