Samson ser op på Kate, og følger hende med øjnene.
*Jeg skal nok sørge for, at du fortsat ikke vil have det forkerte indtryk af mig!* tænkte han og så atter ned på ilden igen, inden det slukkedes.
Han rejste sig også, og gik derefter væk fra stedet.

//out

Zar kommer sløvt gående afsted. Han betragter græsset, der bøjer som små undersåtter under hans fødder.
Han sætter sig ned i det dygvåde græs, og ser op i himlen.
"Ah - Dejlig stille." mumler han, og smiler tåget for sig selv. "Intet er bedre end en forårs aften. Klar nattehimmel, tørt vejr, eller.." han ser ned på det våde græs, "næsten da."
Han smiler for sig selv, og indånder en masse af den friske luft.

En mørk skikkelse bevæger sig roligt gennem græsset. Den lange sorte kjole hun havde på idag, var allerede godt våd et langt stykke opad, og hun bandede lidt for sig selv. Føj. En stille nat med vådt fodfæste, idet mindste var der da ikke stjerner.. eller?. Så snart den tanke havde været der, synes hun at kunne skimte nogle funklende ting bag de store skyer. ,,Fandens." De grønne øjne vendte sig mod himlen, og på sin skimten over det fik hun øje på en skikkelse, ikke slangt fra hende faktisk. Et lille smil voksede sig frem, og et kort øjeblik overvejde hun om hun måske skulle sætte sig ved vedkommende? Hun var nok svær at se i mørket, med hendes mørke tøj og sorte hår, så måske e lille baghold?.. Nej. Hun måtte stoppe med al den vold.. også selvom det var så sjov.. nå hvad fanden, uhn kunne vel sætte sig tæt ved ham, og se om han gav hende en grund til at angribe..
Kom nu.. bare et lille angreb

Zardon hører en vislen i græsset bag sig. Han rykker sig usikkert en smule. Han har ikke bemærket noget. Han kaster et blik over skulderen, men kan intet se i mørket. Hmm ?
Derefter vender han dovent blikket imod himlen, han lukker øjnene og nyder den kølige luft imod sin hud.
Han gaber højlydt, og lettere kluntet. "Sikke en dag." brummer han for sig selv. "Lad mig se," han betragter i mørket nogle græsstrå omkring sig, han finder et tilstrækkeligt langt et, knækker det, og propper det i munden. Han gumler dovent på græsstrået og mumler noget uhørligt.

( Omg - han er da bare dovenheden selv ^^ )

Samira gik de sidste skridt tættere på. ,,Hård dag. hva?" For engangs skyld var stemmen ikke kold eller noget. Var vel for træt til at være ond lige nu. elegant fik hun placeret sig ved hans side mens hun så op på den mørke himmel. Stjernerne irriterede hende stadig, og hun gjorde sit bedtse for at ignorre dem. Dr gik ikke langtid før græsset havde gjort henes bagdel gennemblødt, og hun rokkede lidt rundt for at komme til at sidde ordentligt. Og det lykkede da også, efter en del bøvlen.
Roligt fjernede hun noget hår der havde ligger over hendes øjne, og de synes at lyse op i nattens mørke som en kats. Med det samme vågne overblik, og samme tynde pupil.
,,Så hvad laver De herude så sent?"

Det giver et sæt i Zar, da kvinden pludselig dukker op ved hans side. "Jeg nyder en aftentur, efter en hård dag, ja." mumlede han efter at have genvundet roen i kroppen. "Hvad laver en ung kvinde som Dem selv herude på denne tid?" tilføjer han, og betragter hende i mørket. Han bed mærke i de katte-agtige øjne, der skinnede ud fra et elegant ansigt. Håret indrammede ansigtet, og fik hende til at ligne noget taget fra et eventyr.
Han bed sig i læben, smilede kækt og fjernede blikket fra hende. Han betragtede nattehimlen, alt imens han afventede hendes svar. Selvskab var hvad han manglede.

Samira sendte ham et mystisk blik da han spurgte til hendes færden herude. ,,Ja, det er måske en viden De er bedregående uden.." hun smilede skævt og strakte den ene arm, vel og mærke den arm der var væk fra ham. Først da et lille knæk kunne høres, lod hun armen hvile ned langs hendes side. Da hun vendte blikket mod ham, fik hun hurtigt øje på de usædvanelig røde øjne, og tog sig selv i at betragte dem i liiiidt lang tid.
Et lille suk undslap de røde læber inden hun indrømmede hendes færden.
,,Jeg er ude på en aftentur, ligsom De selv."
Når man ikke ar noget sted at bo, finder man ofte sig selv vandrende omkring i nattens ulm og mørke, uden nogen engtlig grund eller forklaring.
Sådanne mennesker og skabninger så man mange af i Krystallandet, men det plejede Samira nu ikke at tænke over, og hvis hun gjorde var det fordi hun angreb en af dem der var så uheldige at krydse hendes vej.

Han smilede tomt for sig selv. Knæklyden fra hendes arm får ham til at skutte sig, men han slapper hurtigt af i kroppen, og genvinder en ro, som i og for sig, ikke er så almindelig for ham. Tavsheden hang lidt i luften, som et lag støv, der lige skulle pustes væk. Så afbrødhan den:
"En tur i mørket kan da også være beroligende. Så ser man ikke de detaljer som blomster, små irriterende gnavere og andre kreaturer, der har lyst til at invadere menneskernes dagligdag. Hvilket jeg personligt synes er, ja undskyld mit ordvalg, djævelsk fustrerende." Han tyggede lidt på strået, og betragtede himlen. "Eller hvad ? De er måske den mere naturlige type? De ved, holder af naturen og alle dens vidundere?" mumler han med et sarkastisk tryk på 'vidundere'.

( Frys ^^ )

Samira fnyser kold. ,,Naturligt menneske? Mig? Nej, langt fra.. bevæger mig oftest i mørket, netop for at undgå at skulle se på blomster og andre unødvendige ting." Hvordan folk kunne finde glæde i at se en blomst, gik over hendes fattevne. Det var jo bare et objekt, som ikke ville klare sig hvis du plukkede det, hvilket hun gjorde hver gang hun så en blomst. Den kolde aften vind strøj blidt forbi dem og fik hendes lange sorte hår til at blæse bagud, men hun lagde ikke rigtigt mærke til det, hun var for optaget af at se op på himlen. Store mørker skyer var begyndt at dække stjernere, og det sad hun og morede sig lidt over. Der lød en konstant puslen omkring dem, men hun gik ud fra dte bare var vindne, og hvis det å viste sig at være noget mere levende, ja.. så kunne man vel få en lille jagt ud af det. ,,Vidundere finder man sjældet i naturen.." De grønne øjne drejde sig langsomt mod Zardon. ,,Hvad er Deres navn?"

Han smilede for sig selv, og betragtede sin ene hånd. "Næ, dér tager De trods alt fejl. Vidundere findes i naturen, men ikke den natur der er hernede." kommenterede han, og betragtede bjergene der spirede op i horisonten. Så drejede han hovedet og betragtede hende. Han tøvede kort, men svarede så: "Mit navn er Zardon Tamoz," han var tav et øjeblik, men fortsatte derefter, "og Deres navn, frøken?"

Samira nikkede kort da han havde sagt sit navn, og uden enegtlig at tøve så meget, kom hun med sit ,,Samira Dëvetuck."
Efter lidt tids tænken smilede hun skævt, koldt dog men stadig et smil ,,Måske har De ret.."
Da vinden havde lagt sig var der stille i et stykke tid, Samira vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, og begyndte derfor at sidde og kradse sig selv på den ene hånd, med nogle negle der trængte til at blive klippet.

Han betragtede skiftevis hende og nattehimlen. "Hm.." Han smilede for sig selv, og følte sig latterlig, eftersom han ikke anede hvad han skulle sige, for at bryde tavsheden. Ting som 'Sikket' dejlig' vejr!'-sætninger passede jo ikke just ind i denne situartion. Han rodede i sin hukommelse. Det var faktisk længe siden han havde snakket med andre mennesker end sig selv, og hvad sagde man til dem?
"Nååh.." lød det fra ham, og han blev lettere overrasket over, at han overhovedet havde sagt det. "Nåh.. Øh.." Han rodede sig i håret og sukkede. "Så, frøken Dëvetuck, hvad laver De så?" spurgte han så endelig, bare for at få en samtale igang. "Jeg mener - øh.. Ja, hvad laver en ung frøken som Dem til hverdag?"

Samra så koldt ud for sig, og svarede overraskende uden tøen ,,Øddelægger folk og deres glæde.."
Så drejede hun hovedet og så på ham med det samme kolde smil som før.
,,De, hr. Tamoz?" Som hos ham, var det også lang tid siden hun talte med folk, og sjældent.
Og det var endnu længere siden hun ikke allerede havde angrebet personen med det samme. I lidt tid sad hun og betragtede ham, tog sig ikke rigtig af om han fandt det ubehageligt eller pinligt. Ganske nydelig ung mand.

Han sad tavs og stirrede frem for sig. Han forsøgte at ignorere hendes stirren. Han tænkte over hvad han skulle svare, og kom til den konklusion, at svaret nok ikke lige kunne formuleres på en måde, der ikke ville være latterlig. 'Ja, jeg vil så overtage verden..' Han sukkede og så på hende igen, med et skævt smil. "Det er lidt svært at forklare må du forstå, men kort sagt: Jeg spilder mit liv på noget så ligegyldigt som at drømme."
Han betragtede hende længe, før han igen så op på nattehimlen. Jo, selvskab er da meget rart.

Hun grinte en lettere mild latter mens hun endelig vendte blikket fra ham.
,,Drømme.. har altid kun haft mareridt.." Mens hun snakkede lagde hun sig ned i det våde græs som næsten fik hende til at forsvinde, selvom man tydelig kunne høre hendes vejrtrækning.


(Det dumme tysk overfaldt mig lige igen =..=)

Han betragtede hende, eller han forsøgte. Hans øjne havde nogenlunde vænnet sig til mørket nu, men hendes tøj og håret gik i et med græsset.
"Mareridt? Hvordan kan det være? Mareridt er afspejlinger af drømme, så hvis du har et mareridt, så er det fordi du har oplevet noget enten meget godt, eller meget skidt." mumler han, og betragter hendes silhuet i mørket.
"Drømme kan nu også være mere, end når man sover. Et ønske. En ambition. Har du ønsker for fremtiden, frøken Dëvetuck?"

Til hans "spørgsmål" omkring hendes mareridt var om noget godt, eller slemt svarede hun stille. ,,Forfærdeligt..og jeg nyder ingen drømme omkring fremtiden, foretrækker at holde mig til nuet." Stemmen var hverken varm eller kold, fjendtlig eller indbydenede.
Dog havde hun altid haft den drøm, at kunne leve sit liv om. Omgøre alt der der var sket i hendes barndom, så hun måske ikke var blevet forskruet. Dette ønske var så mere i hendes underbevidsthed. Hun så sig selv som værende ret normal, med nogle farlige hobbyer.
,,Og De? Deres drøm.. hvad går den mere præcist ud på?" hun kiggede på ham, eller hun prøvede at se i den retning hans stemme kom fra. Da hun lå på jorden, kunne hun ikke senoget for det høje græs.

Han bed sig i læben. Skulle han sige det ? Kunne det ikke være ligemeget hvis hun lo ? Han kunne bare låse hende inde i en lufttæt boble, og gå derfra, og den næste dag komme tilbage for at komme af med liget..
Han skubbede straks tanken fra sig. Hvis hun lo, ville han selv le, og så ville det være ude af verden - eller ville det?
"Min drøm..." han holdt en bevidst kunst pause. "Er at overtage v...landet..." Han så fjernt fremad, og afventede hendes reaktion.

En rolig nikken var først det første hun reagerede med, men da hun kom i tanke om han nok ikke kunne se det sagde hun ,,Retfærdigt nok.. forskelige folk, forskelige drømme.." Samira havde enegtlig også altid ville have magt, men på det seneste var hun begyndt at blive ligeglad med.. ja stortset alt.

Han mumlede noget, som kun han selv kunne høre tydeligt. Så sukkede han.
"Frøken Dëvetuck, alle drømmer om fremtiden. Alle har noget de vil. Drømme og ønsker gør en stærkere. Ikke bare Psykisk, men også Fysisk." mumlede han, og gumlede på strået. "Hvis man ikke sætter sig nogle mål, så når man aldrig det som de andre når. Og hvis man altid ligger bagerst, så flakker man til sidst rundt alene, fordi man ikke aner hvilken vej, der er den rigtige, for det er dét. Dét er hvad drømme og ønsker fortæller en. De fortæller hvad man skal gøre, for at komme dertil. Nogen gange skal man gå af en djævelsk vej for at nå dertil, men hvis man bare ønsker noget stærkt nok, så kan man nå utrolige længder."
Han kunne bide tungen af sig selv. Han skulle ikke sidde sådan og prædike, for en kvinde han knapt nok kendte. Han rømmede sig, og så kort på hende, og derefter ud op bjergene.