Renatika 25.08.2007 22:18
Pludselig, med ét, forsvinder Renatikas roseskjold. Det eneste der er tilbage af det, er en cirkel med sorte roser. Hun holder stadig den røde rose i hånden, og på trods af vinden forholder den sig uskadt. Der er blod ned af Renatikas ansigt, men hun lader ikke til at bemærke det, selv ikke når det flagrende hår gnider sig op af de mange flænger. Hun stirrer blot lige ud i luften.
"Nej."
Hendes stemme er ikke mere end en lavmeldt hvisken, og man kan næppe høre hende for vinden der nemt kan tage hendes ord og bære dem langt, langt bort. Men kan Lucifer mundaflæse blot en smule, bør han kunne se hvad hun siger. Og at hun mener det. Hvad hun siger nej til, er hun ikke helt klar over, men hun ved bare at det Lucifer siger er... forkert. Hun er da ikke ligeglad. Han aner jo ikke hvad der foregår for hende. Hvad der er sket. Han er sgu da bare en idiot, der kun tænker på sig selv. Renatikas blodskudte øjne løber langsomt i vand igen, men vinden river nærmest tårerne ud af hende, og smider dem væk. Som om hun ikke må græde. Hun ser næsten helt sød og uskyldig ud, med rosen i hånden og de røde kinder, men sådan føler hun sig ikke. Faktisk er der ved at komme et dybt, sort, råddent hul inden i hende. Igen.
Profil :: Venstre øje grønt, højre øje lilla :: Full-size pic
Min fantasy-roman - Nyt kapitel hver anden weekend.
Krystallandet
