Den søde, bærduftende saft skvulpede sagte, da Theodore hældte den op i de to krus. Han skævede over skulderen ved lyden af bevægelse fra sengen. Selmy havde fået sat sig op med ryggen mod hovedgærdet, og Theodore sendte ham et lille smil, inden han satte kanden fra sig.

Han rakte det ene krus frem og blev stående et øjeblik, mens han overvejede spørgsmålet.

"Hmm..." Han tog en eftertænksom tår af sit eget krus.

"Det er ikke noget særligt stort hus, vi har. Faktisk kan det godt blive ret trangt, når man er fire søskende." Mundvigen trak sig lidt op. "Vi bor i udkanten af Fredskilde. Med en have og flere gamle frugttræer. Det er dem, jeg plejer at klatre rundt i." Hans blik vandrede rundt i værelset og standsede ved en vaskekumme med en klud ved siden af. Det mindede ham om, at han stadig havde en hel dags støv og sved siddende på kroppen. 

"Min mor er syerske," fortsatte han, mens han stillede kruset fra sig på bordet. "Så der er altid stof og tråd og sådan noget liggende derhjemme. Hun bliver tosset, hvis man træder på hendes syting." Han trak et skævt smil ved tanken, inden han greb fat i skjortens kant og trak den over hovedet. Det gyldne hår blev efterladt i et endnu mere uregerligt virvar, og han måtte skubbe et par krøller væk fra øjnene. Spredte fregner prikkede huden mellem skulderbladene, og hen over brystkassen lå de som et lille, uregelmæssigt stjernebillede. "Jeg har da også trådt på en nål eller to." Theodore skar en grimasse ved mindet.

Han lagde skjorten fra sig og bøjede sig over olielampen for at skrue en anelse op for vægen. Flammen blafrede, før den faldt til ro og kastede et varmere skær over værelsets slidte vægge. "Jeg hjalp selvfølgelig også til derhjemme. Huggede brænde, hentede vand, plukkede gæs..." Han trak lidt på skuldrene. "Det sidste er altså noget værre bøvl. Der kommer fjer overalt." Theodore dyppede kluden i vaskekummen og vred den, inden han begyndte at vaske dagens sved væk fra armene og under armhulerne. Vandet var køligere, end han havde forventet, og han trak skuldrene op med en lille gysen.

"Og så har naboen heste. Dem fik jeg sommetider lov til at ride på." Han vendte hovedet mod Selmy med et lille, tilfreds smil. "Jeg var faktisk ret god til det. Hvis jeg selv skal sige det." Han lo dæmpet og dyppede kluden i vandet igen.

"Mine søstre syntes nu mest, jeg var en plage." Det blev sagt med en sådan munterhed, at der næppe var nogen tvivl om, hvor højt han holdt af dem. "Theresa var altid efter mig, når jeg kom hjem med hul på bukserne. Og de andre kunne finde på at rotte sig sammen mod mig. Tre mod én! Det er altså ikke ligefrem retfærdigt." Han løftede den våde klud over hovedet og vred den forsigtigt. Kølige dråber ramte hans bløde krøller, samlede sig i pandehåret og gled ned over panden. Han lukkede øjnene og løftede hagen en smule, mens vandet fandt vej ned over næseryggen og de fregnede kinder. En enkelt dråbe blev hængende på hagespidsen, før den faldt.

Theodore strøg hånden hen over ansigtet og pustede en våd hårlok væk fra øjnene. "Men..." Han tøvede lidt, mens han vred kluden endnu en gang. "Det var nu meget rart alligevel." Han smilede for sig selv.
"Der var næsten altid nogen hjemme. Og man kunne høre mor synge, når hun sad og syede. Eller mine søstre skændes om et eller andet åndssvagt." Han sendte Selmy et sigende blik. Selmy måtte da kende til søsterskænderier. Theodore havde i hvert fald ikke glemt det, han havde fortalt om underbollen.

"Det er selvfølgelig ikke helt sådan længere. Theresa flyttede ud til familien Isenwald, da jeg var elleve. Og Tilly er blevet forlovet, så hun flytter vel også snart." Han vred kluden mellem hænderne. "Thalia arbejder som køkkenpige hos en anden familie." Det var underligt at tænke på, hvor meget der havde ændret sig. Engang havde de knap kunnet være i huset alle sammen. Nu var der snart ikke mange tilbage til at fylde det.

Nu med saftevand i sin hånd, lænede Selmy sig afslappet tilbage med et lille gengældende varmt smil. Han tog en tår af den søde, bæragtige, men lidt tynde saft, inden han sænkede kruset, hvilene mod sit lår og en beskyttende hånd over toppen af kruset.

Han lyttede interesseret, som Theodore tog ham med hjem til det lille hus med den lille frugtplantage i Fristavn. Theodore gav ham nok beskrivelser til, at han kunne forestille sig Theodore i en yngre, men ikke mindre modig udgave, klatre op hvor grenene var tyndest, men æblerne sødest. Forsigtige fødder, der flyttede på sig og testede grenenes bæreevne.

Han betragtede Theodore med en lille undren, fordi Theodore ikke kom over til ham i sengen endnu, men begyndte at vandre. Uforberedt kiggede han i retning af ham ved vaskefadet. Det gav mening, at Theodore gerne ville vaske sig. Det gjorde det. Men trøjen blev trukket over så hurtigt, at Selmy skød blikket væk. Måske vidste hans nye værelseskammerat slet ikke, at Selmy slet ikke var vant til, at folk bare klædte sig af foran ham? Måske var det helt normalt på landet. Og mon ikke også væbnerne badede sammen efter træning?

Theodore listede bare løs af sine pligter op, og det slog ham, at Theodore havde øjnene andet sted hen, så forsigtigt turde Selmy godt løfte hovedet igen og smugkigge over i hans retning. ”Du kan tro jeg skulle lære alle de ting som voksen, først,” Kommenterede Selmy stille, mens øjnene var fikseret på Theodores imponerende fregnemotiv. Han var en vaskeægte nordmand, snydt for sne og mørke, og i stedet udsat af det varme vejr i syden. Der opstod en varm ro i Selmy. I hans grå blik, der nærmest virkede helt mørke i det dæmpede lys fra olielampen. ”Jeg er stadig dårlig til det.”

Theodore nævnte at naboen havde heste. Det var synd at de ikke havde deres egen, nu når Theodore var så glad for heste. Han havde et svagt minde om en lille hestefigur, der havde fået en fast plads ved Theodores seng. Noget rart at kigge på, inden han lukkede sine øjne for sidste gang i dagen.

Selmy smilte lidt mere, fordi Theodore pralede lidt over sine evner på hesteryg. Nu vidste han da hvad han skulle byde Theodore næste gang han kidnappede ham til en udflugt. Det ville være en god måde at gøre det op for de pinsler han havde udsat ham for i dag. Hemmelighedsfuldt kommenterede han ikke på det. Han lyttede bare og drak lidt mere saft. Alt imens kunne han betragte de beskedne kurver på Theodores teenagekrop med en nyopstået fascination.

”Ah. Din far og mor havde vist et eller andet med navne, der starter med ’T’,” Pointerede han selvtilfredst. Selmy var skarp til at opfange den slags detaljer. Theresa, Tilly, Thalia og Theodore. En lykkelig børneflok, der desværre var ved at blive voksne nu. ”Og nu er din mors søn også rejst langt væk... Skal du slet ikke over at besøge hende til midvinter?” Tillod hans mestre det ikke? Selmy smilte og kiggede kun en smule bekymret over på ham. Theodore skulle selvfølgelig ikke få dårlig samvittighed nu. Hans største drøm var at udfylde sin fars sko, der endnu var alt for store. Men det måtte da være svært at være så langt væk. Især når man dårligt nok kunne skrive sine egne ord ned i et brev.

"Virkelig?" Theodore lo dæmpet. Han forsøgte at forestille sig Selmy stå med en gås mellem hænderne og plukke den fri for fjer. Det var et besynderligt syn, der tegnede sig for hans indre blik. Selmy virkede nu ikke som én, der havde haft særlig meget med den slags at gøre.

Han vendte sig mod Selmy, mens han lod kluden glide hen over brystet en sidste gang.

"Heh, jaerh." De berygtede T-navne. Det imponerede ham faktisk lidt, at Selmy havde bidt mærke i det. "De var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle hedde Thomas eller Theodore." Han sendte ham et skævt smil.
"Kan du forestille dig det? Mig som en Thomas." Selv kunne han næsten ikke. Thomas lød som en helt anden dreng. En, der måske var lidt mere fornuftig og knap så tilbøjelig til at stå i et uldent værelse på en ulden kro i Dianthos' uldne del af byen.
Han skubbede det fugtige pandehår væk fra panden. Vandet havde taget det meste af livet ud af hans ellers bløde krøller, så de nu lå fladere mod hovedet. Kluden blev hængt over kanten af vaskefadet.

Spørgsmålet om midvinter fik ham imidlertid til at rynke brynene en smule. Det havde han egentlig ikke tænkt så meget over endnu. Der var stadig noget tid til, og han havde haft rigeligt andet at se til, siden han kom til Dianthos. Men selvfølgelig ville han gerne hjem. Bare for en stund.
Han forestillede sig sin mor siddende ved syningen, måske med huset usædvanligt stille omkring sig. Theresa var allerede flyttet, Tilly skulle snart giftes, og Thalia havde sit arbejde hos en anden familie. Hvis hun også flyttede ind dér, ville der ikke være mange tilbage i det lille hus.

Det var en mærkelig tanke.

Theodore lod blikket falde mod sine støvede bukseben. Han løsnede bindesnoren og gjorde sig klar til at vaske resten af dagens snavs af sig. "Hvis jeg ikke har for mange pagetjenester, vil jeg gerne," svarede han omsider og så tilbage på Selmy, hvis ansigt havde fået et gyldent skær fra olielampen.
"Mor ville nok også blive glad for at se mig." Han smilede lidt ved tanken. Hun ville sikkert først give ham et ordentligt knus og derefter begynde at undersøge, om han nu spiste nok og passede på sig selv. Og så ville hun formentlig opdage alle de nye huller i hans tøj.

Theodore trak bukserne af og lagde dem sammen med skjorten, inden han igen vendte sig mod vaskefadet. 
"Du siger forresten bare til, hvis du vil have vaskefadet bagefter."

Blikket søgte pludselig ned, lige så hurtigt som Theodore vendte sig mod ham. Han gjorde det nok ikke med vilje imod ham. Så udspekuleret var Theodore vel ikke. Hans lille sjat saftevand i bunden af kruset var godt nok ikke lige så spændende at kigge på.

”Det er vel godt det samme. De er lige fjollede, de to navne,” Selmy lod et drilsk grynt slippe ud, og blikket, der ellers havde søgt bort, fandt ham igen. Hans glade, våde ansigt. Selmys smil bredte sig lidt mere. Theodore havde virkelig udnyttet halvdelen af vandet i det lille fad allerede. Blikket søgte en smule ned ad ham, alt imens han blev fastfrosset stille i sin siddende position ovre ved sengen.

Så. Kluden landede ved kanten af fadet. Selmy troede lige, at Theodore endelig var blevet færdig med det der. Han havde været så grundig med overkroppen og hovedet, og det var vel også godt nok indtil han kom hjem i morgen. Selmy nåede dårligt at tænke tanken færdig, før han straks blev modbevist. Selmy holdt vejret overrasket, fordi begyndte at løsne bukserne nu. ”H-hey, Theo...” Fremstammede han lidt smånervøst. Man kunne jo frygte, at han også bare ville smide underbukserne nu. Måske var Theodore virkelig ivrig efter at vise ham, at jo, han havde altså hår på den. Men det var virkelig ikke noget Selmy havde spekuleret på, siden sidste gang spørgsmålet blev bragt op! Pæne ben havde han nu.

”Nej, det er fint!” Svarede han lidt hårdt med et hurtigt afvisende kast med hånden. Det var mere end rigeligt, at Selmy havde fået sit helt eget badeshow, serviceret med fingernusseri og saftevand. Han skulle ikke smide kludene lige nu.

"Hey!" Protesten kom prompte og med et lyst knæk i stemmen. Theodore sendte Selmy et bredt, skævt smil, der blottede den ene hjørnetand. Der var noget udfordrende i glimtet i hans blå øjne.
"Selmy er da meget mere fjollet! Hvem kalder overhovedet sit barn Selmy?" Han rynkede drillende på næsen, tydeligvis ganske tilfreds med sit eget modsvar. Men smilet blev en smule mindre, da Selmy pludselig begyndte at stamme.

"Hvad er der?" Theodore løftede det ene øjenbryn og lagde hovedet på skrå. Der var altså tidspunkter, hvor han slet ikke kunne finde hoved og hale i sin nye ven. Det ene øjeblik sad Selmy og smilede til ham, og det næste opførte han sig, som om Theodore havde gjort noget helt forkert.

Han kløede sig uvilkårligt på sin fregnede næse.

Selmy ville åbenbart heller ikke have vaskefadet. Det var da ellers et ganske almindeligt tilbud. Theodore trak vejret ind for at sige noget mere, men standsede. Hans blik gled ned over sig selv, og tilbage til Selmy, der tilsyneladende havde fået usædvanligt travlt med at kigge alle andre steder hen.

Åh. Var det dét?

"Pft..." Et lille grynt af et grin slap ud mellem hans læber. Han greb den fugtige klud fra vaskefadet og kylede den over mod Selmy. "Er du genert, fordi jeg har smidt bukserne?" Det lød frygtelig morsomt, når han sagde det sådan. Og det var det vel også. Alligevel kunne Theodore mærke en snert af forlegenhed snige sig ind på ham. Han havde jo ikke skænket det en tanke før nu. Hvorfor skulle Selmy også gøre det så mærkeligt?

Så måtte resten af vasken vente... Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at gøre mere ud af det lige nu. "Du har da set mig uden bukser på før, Selmy," påpegede han med et drilsk smil. Men ordene kom en anelse blødere ud, end han havde tiltænkt. Theodore gik over mod sengen, hvor Selmy sad, og rakte ud efter kluden med et skælmsk glimt i øjnene. Hvis han kunne få fat i den igen, kunne Selmy passende få den retur endnu en gang.

Hvem kalder overhovedet sit barn Selmy? Ja, Selmys far Salem selvfølgelig. Theodore havde mødt den skyldige. Salem, Sidonius, Seirus, Sejr, Seymour og Sylvester var alle S-navne, der havde været genbrugt til skamme i generationer i Kiefer-slægten, men Salem havde valgt at tilføje endnu et S-navn til puljen. Selmy vidste godt hvad hans egen førstefødte søn skulle hedde. Selvfølgelig Sidonius, efter hans farfar. Hvis det blev en pige, nok Magdalena, efter sin mormor, som Selmy havde ganske få, men kære minder om. Men nok om det!
Situationen havde taget en mere alvorlig drejning, så Selmy fandt slet ikke tid til at snappe tilbage over gengælderen.

”Mig? Genert?” Han skulle til at benægte det, men der kom en våd klud lige i retning mod ham. Hvis ikke han greb ud efter den, ville den ramme lige i smasken. Selmy havde aldrig været god til at lege med bold, netop af den årsag, at bolde havde det med at gå efter hans hoved, også de der små læderbolde med sand i. Og kluden var et nyt objekt, han aldrig havde stiftet bekendtskab med. Hurtigt-tænkende, greb han kluden med hånden i splitsekundet før den klasede mod hans ansigt. Men ak, kluden havde været tilstrækkeligt våd nok til, at hans ansigt blev plasket til alligevel. ”Adr!” Theo! ”Denne her klud har været overalt på din spinkle, svedende krop!”

Han gned sit ene øje, fordi der var kommet en dråbe vand mod øjet, og så snart den knugede håndryg blev fjernet fra hans åsyn, opdagede han lidt for sent, at Theodore allerede var godt på vej over til ham. Det lignede at han forsøgte at klatre op i sengen, for at nå ud efter kluden igen. Men der var et andet problem! Strategisk trak han sit ene ben yndefuldt til sig. Ingen forkert placeret hånd af Theodores, skulle komme til at strejfe de forkerte steder.

”Vent!” Selmy strakte hånden, der havde kluden ”Jeg tror den er mange penge værd, faktisk. Vi sælger den på Det Sorte Marked til højestbydende i morgen!” Selmy blottede næsten hele rækken af tænder, i et moret smil. Hans ene sokkebeklædte fod placerede sig på Theodores skulder, så snart han var tæt nok på, og han blev presset tilbage, endnu længere væk fra kluden. ”Der er sikkert nogen, der hjertens gerne vil betale en diamant eller to for din brugte klud.”

"Wow, godt grebet!" Theodore løftede øjenbrynene imponeret. Det havde han faktisk ikke forventet. Men kluden havde alligevel formået at sprøjte vand i ansigtet på Selmy, og et par af hans hårlokker var blevet fugtige i processen. Theodore pressede læberne sammen for at holde et fnis tilbage.
"Jeg dyppede den i baljen inden..." forsikrede han muntert, som om det på nogen måde skulle gøre sagen bedre. Hans ene knæ sank ned i madrassen med et knirk, og han lænede sig frem med begge arme strakt mod kluden. Han var lige ved at få fingrene i den, da Selmys pludselige vent! fik ham til at standse.

Det skulle han ikke have gjort. En sokkebeklædt fod plantede sig mod hans skulder og skubbede ham tilbage. "Hey!" Theodore vaklede en smule, men lod sig ikke sådan slå ud. Han satte den ene hånd i madrassen for at holde balancen og forsøgte med den anden at skubbe Selmys fod væk.

"Årh, men den kunne blive mange flere penge værd med lidt Kiefer-snavs på sig!" Han bed sig i underlæben for at holde et grin tilbage og gjorde endnu et forsøg på at nå kluden. Madrassen gav efter under hans knæ, og den ene fod gled i lagenet, da han prøvede at komme rundt om Selmys ben.

Små, anstrengte fnys slap ud mellem hans læber.

"Giv mig den!" Han strakte sig så langt frem, han kunne, mens den frie hånd forsøgte at skubbe Selmys knæ til side. Fingerspidserne famlede efter kluden, der stadig blev holdt irriterende langt uden for rækkevidde.

Succesfølelsen over at få skubbet Theodore tilbage med sin fod var desværre en kortvarig en. Selmy havde selvfølgelig, så let som ingenting tændt for Theodores legelyst, og Selmy kendte ham godt nok til at vide, at Theodore var ustoppelig og hælmede ikke før legen var vundet. Hvor morsomt han end havde det, var han også bange for, at Theodore skulle komme for tæt på. Og det var netop det Theodore ville.

Ude af stand til at huske på, at Theodore kun forsøgte at klatre op ad ham, fordi Selmy havde valgt at holde den våde klud strakt væk fra ham, brugte han i stedet alle sine kræfter på at møve og småslås med Theodore, for at holde ham tilbage. Skubbe ham væk, hvad enten det var med en fod eller en hånd placeret lige i ansigtet. Og ja, det krus med den lille sjat saft blev ofret for legens skyld. Saft sank ned i kappens fine stof og gjorde en plet våd og bærduftende.

”Nej! Du får den ik!” Selmy sloges fortsat med ham og pustede også utrolig heftigt ud af næsen, fordi han smallede munden koncentreret. Minen i hans fjæs var et presset et. Han blev mere desperat, fordi Theodore stort set var over ham nu, kun tilbageholdt af blokeringen af det ene ben, der kæmpede for at blive hvor det var.

Legen holdt op med at være en leg, så snart Selmy kunne mærke at det lykkedes Theodore at adskille hans ben fra hinanden. Selmy lå i en akavet situation, hvor underlaget var vådt af saftevand og Theodore var over ham mens Selmys ben var presset fra hinanden. ”Theo! Stop!” Gispede han op, og mente det virkelig, denne gang. Men hans panikramte stemme var ikke meget anderledes fra den legende panikstemme han havde brugt.

”Sto-” Nu huskede han kluden. At det jo var den Theodore ville have! Fastklemt under Theodore, drejede han lidt i overkroppen og skulle til at kaste kluden mod døren, for at få den væk fra ham, så hurtigt som muligt.

Før det hele skulle gå galt!

"Mprffh!" Theodore fik en fod lige i ansigtet og drejede hovedet brat for at slippe fri. Sokken strejfede hans læber, og han prustede fornærmet, da Selmys fod fortsatte med at mase mod hans kind.

"Ad! Selmy-fodsved!" 

Deres vejrtrækning blev stadig mere anstrengt, efterhånden som den lille kamp om kluden udviklede sig til en regulær sengekrig. Theodore pustede og fnøs mellem sine ihærdige forsøg på at komme frem, mens madrassen gyngede under dem. Hver gang han flyttede på sig, protesterede sengerammen med et højlydt knirk. Et øjeblik strejfede tanken ham, om hele det gamle skrummel mon ville brase sammen under dem.

Men så fik han øje på kluden igen. Den var næsten inden for rækkevidde! Theodore blinkede et par gange med det ene øje og knejsede med hovedet for at få en våd hårlok væk fra øjenvipperne. Han trak vejret ind gennem den åbne mund og sendte Selmy et forpustet, men beslutsomt blik. Han skulle bare lige lidt længere frem.

Theo! Stop!

"Jamen, så gi' mig den dog!" protesterede han mellem to korte åndedrag. Theodore opfattede slet ikke, at der denne gang lå noget andet bag Selmys stemme. I hans hoved var de stadig midt i den samme fjollede kamp, og Selmy havde jo endnu ikke sluppet sit dyrebare handelsobjekt.
Men nu bevægede kluden sig. Selmy trak armen tilbage, og Theodore så straks, hvad der var ved at ske. Han ville kaste den væk! Det kunne Theodore selvfølgelig ikke tillade. Med en sidste, desperat kraftanstrengelse kastede han sig frem og fik fingrene omkring den våde klud.

"HA!" Triumfen varede omtrent et halvt sekund. Hans ene sok var gledet skævt ned under hælen, og da han forsøgte at sætte fra, forsvandt fodfæstet under ham. "Hngh!" Han landede med et tungt bump mod Selmy, mens den gamle seng gav et faretruende knag fra sig. 

Et øjeblik blev Theodore liggende, mere overrasket end noget andet, med fingrene stadig knuget omkring kluden. Et par hårde åndedrag slap gennem næsen, mens han forsøgte at komme sig over den pludselige landing. Så løftede han hovedet. Hans triumferende smil falmede en smule, da han fik øje på Selmys ansigt. Theodore trak vejret et par gange gennem den åbne mund, stadig forpustet efter deres lille kamp. Så lukkede han læberne og pustede endnu en gang ud gennem næsen.

Selmy så helt forkert ud i ansigtet.

"... Selmy?"

Hele Selmys krop stivnede fuldkomment i den position, han var havnet i. Kluden havde dårligt forladt hans fingre, før den blev snuppet ud af hånden på ham. Theodore havde givet alt hvad han havde i sig, og var derfor pladask landet, krop mod krop, ovenpå Selmy. ”Hngh-gh!” Stønnet, der ellers ville have været, blev fuldkommen lukket til allerede et sted i halsen. Selmy havde været så panikramt og frustreret over, at Theodore ikke stoppede, når han flere gange havde sagt nej og stop. Men nu. Nu var hele hans krop bare givet op, og han levede lidt længe i følelsen af, at have Theodore over sig, i denne her anspændte, akavede tilstand.

Selmy var usædvanligt hårdere, lige der hvor Theodore var landet med sin vægt. Det gjorde ondt på ham, og det dunkede faretruende i hans krop, og hele Selmys ansigt fra ører og videre ned til skuldrene, var han ildrød som aldrig før. Holdt man en hånd over hans ansigt, ville man kunne mærke varmen lige så tydeligt.

Selmy holdt bare vejret inde. Han havde ikke lukket sine øjne i smerte, heller stirrede han ikke på Theodore. Nej, han kunne fint fornemme hvordan hans blik stirrede på ham i realiseringen af, at legen for længst var stoppet. Fra Selmys side, i hvert fald. Selmys blik var fikseret på en træets årer oppe i spærret, der helt oppe i loftet. Hans kæbeparti var fuldstændig anspændt. Tænderne skurede en anelse mod hinanden.

Han sagde absolut ingenting.

Av for Zalans!

Hjertet hamrede stadig mod Theodores bryst efter al deres tumult. Han kunne mærke det som en hurtig trommen, der næsten kunne måle sig med regnen udenfor. Den slog mod taget og ruden, som om nogen kastede småsten mod teglene.

En kvalt lyd var sluppet ud af Selmy, da han landede oven på ham. Derefter havde han ikke sagt et ord. Theodore forsøgte at fange hans blik, men de grå øjne stirrede stift op mod loftet, som var han død eller forstenet. Måske begge dele.
"Årh, mand..." prustede han og begyndte forsigtigt at trække sig tilbage. "Kom du til skade...?" Han bed tænderne sammen ved tanken om, at han måske var landet helt forkert. Hvilket han jo på sin vis havde. Det var han udmærket klar over, men han havde ikke ligefrem tænkt sig at dvæle ved det.

Kejtet fik han skubbet sig op at sidde. Kluden, som han stadig havde knuget i hånden, sendte et par sidste dråber ned over Selmy. Denne gang ganske utilsigtet.
Theodore skævede til den. Mh, den havde da også gjort rigeligt skade for én aften. Han smed den på gulvet og satte sig bedre til rette, men kom i samme bevægelse til at plante hånden i noget vådt.

Saftevandet.

"Ah.." Han rynkede næsen og trak hånden til sig. Mægtigt. Det var da lige, hvad der manglede. Men Selmy sagde stadig ingenting. Theodore så tilbage på ham, og det sidste af hans muntre udtryk forsvandt. Han havde jo godt hørt Selmy bede ham stoppe. Han havde bare troet, at det stadig var en del af legen.
"Undskyld," sagde han, denne gang uden antydning af et smil. "Jeg lod mig rive for meget med." Theodore trak vejret dybt ind og pustede langsomt ud gennem næsen. Den ene hånd fandt om til siden af halsen, hvor han gned sig lidt, mens blikket søgte væk.

Det var vist bedst at give Selmy noget plads.

Theodore rykkede sig bagud og kom ned fra sengen med en let vaklen. Et øjeblik stod han lidt rådvild ved siden af den, stadig med hjertet bankende hårdere end normalt.

Ude fra gangen lød fodtrin. De nærmede sig deres dør, fortsatte forbi og blev efterfulgt af den dæmpede lyd af en dør, der blev åbnet og lukket inde ved siden af. Theodore skævede mod deres egen dør, inden han igen så på Selmy.

Kom du til skade...? Ja, men ikke alene det! Selv hvis Selmy kunne reagere med en lyd, vidste han ikke, om han skulle svare ja eller nej. Allerhelst ville han slet ikke tale om det her, nogensinde!

Ikke da Theodore steg ned fra hans skridt, men først da han langsomt trak sig væk og kom op af sengen, kunne Selmy endelig røre på sig. Hans venstre hånd, der endnu var våd fra kluden, gled ned til hans ømme, stakkels bule. Han tiltede om på siden og trak benene op til sig i en skrøbelig fosterstilling. Han slap endelig på vejret. En kort, skinger klynkelyd, efterfulgt af luften der bare forlod hans lunger kunne høres fra ham. Hans mave spændte krampeagtigt sammen. Det dunkede stadig dernede, men mindre slemt. Og det dunkede i hans trommehinder, over pulsen der havde steget ham så voldsomt til hovedet, af ægte skam.

Han hørte slet ikke, at nogen talte dæmpet inde på værelset ved siden af.

”ÅÅåhh..” Sukkede Selmy dybfølt, som snart havde sin normale farve tilbage i ansigtet igen. Lige så hurtigt den var kommet, næsten lige så hurtigt var den væk igen. Men hans ansigt så endnu mere forpint ud end før. Han begravede ansigtet direkte ned i puden, også selvom det lukkede for hans luftveje igen, og der fik hovedet lov til at være, indtil han var nødt til at tilte det en smule, og tillade at man kunne se hans ansigt igen, for at kunne få lov til at trække vejret.

I det mindste lod Theodore ikke til at ane hvad han havde gjort.

"Så du kom til skade..." konstaterede Theodore dæmpet. Det var han efterhånden ikke meget i tvivl om. De små, ynkelige lyde var ikke til at tage fejl af, og hans fregnede ansigt havde svært ved at beslutte sig for, om det skulle lægge sig i en sympatisk, skamfuld eller bare beklagende grimasse.

Læberne blev presset lidt hårdere sammen.

Theodore betragtede Selmy, der havde krøllet sig sammen på sengen. Næsten lige så sammenkrøllet som den våde klud, Theo selv havde smidt på gulvet.
Fjols, Theo. Han sank en klump og mærkede varmen snige sig op i kinderne. Han vidste jo udmærket, hvad han havde ramt. Og hvor. Han havde bare ikke troet, at han havde ramt så plet.

Åååh.

Selmys dybe suk bredte sig i værelset, og Theodore blev stående et øjeblik, som om han helt havde glemt, hvad han egentlig var på vej til at gøre.

"Beklager, at jeg ramte din..." Han gjorde en vag bevægelse med hånden, men opgav at fuldføre sætningen. Det var vist også temmelig indlysende. Av, altså. Han skar en medfølende grimasse. Selv havde han prøvet at få et uheldigt slag under træningen, og det var bestemt ikke noget, han havde lyst til at gentage. Han kunne næsten mærke det igen bare ved tanken.

"Måske vi skulle gå i seng." Et prøvende smil trak i mundvigen. Det blev noget mere fåret, end han havde tænkt sig. "Jo tidligere vi kan komme hjem, jo bedre." Han trådte ud af sine halvkrøllede sokker og lod dem ligge ved siden af det øvrige tøj. Hans bare fødder traskede sagte hen over gulvbrædderne, da han gik over for at hente olielampen og flytte den tættere på sengen.

Han skævede mod Selmy igen. 

"Eh... er den der plet slem?" Theodore forsøgte at få øje på den mørkere plet, hvor saftevandet var trængt ned i stoffet. Det var da utroligt, så meget ravage de kunne nå at lave med én våd klud og to krus saftevand.