Et uhørligt suk undslap Pax’ mund, da Juno tog hans hånd og lagde den mod sine læber. Hans blik ikke veg fra dét, han så, først da Juno bøjede sig frem og kyssede ham. Da gled hans øjne tung i og han hengav sig til kysset, i sit stille sind taknemmelig for, at den anden kunne nøjes; nøjes med ham og den skavank han led under.
Mon det ville forblive sådan? Havde han tid at løbe på? Hvordan kunne han fikse det?
Pax fortsatte sine kælne kærtegn af Junos lem for et langt øjeblik. Han havde fokus på hans nydelse, lyttede til enhver af den andens tegn på, at han nød det, at han gjorde det godt. Da Junos åndedrag blev tungere, var Pax’ selv også blevet det og han trak blidt sin hånd til sig for derefter at føre den rundt og om bag Juno. Han greb om sig selv, lod sin sammenlukkede håndflade glide en enkelt gang op og ned før, at han førte sig tættere mod Junos underliv.
Endnu lod han dem ikke forenes, overbevist om, at det måtte og kunne Juno bedst selv styre. Deres læber var ikke adskilt for lang tid af gangen, men Pax rev sine egne til sig og mumlede: ”Gør det.” Hans ord var ligeså meget en bøn, som det var en accept. Han ville gerne forenes, han ønskede det brændende, skønt stemmerne i hans hoved stadig blev ved og ved med at stille de samme spørgsmål. Han kunne ignorere dem, men ikke fuldstændig udviske dem, men det var fint. Det var okay. Han var okay.
Da Juno langsomt lod dem forenes, lå Pax stille, hans hænder hvilende mod hans skarpe hofteben, hans læber fokuserede mod Junos bløde hud på halsen. Først da Juno langsomt begyndte at bevæge sig, trak Pax hovedet til sig og lagde sig ned. Hans ene hånd forlod sin plads og søgte mod en af Junos brystvorter, som han forsigtigt klemte om.
Hele tiden så han på Junos ansigt, hele tiden søgte han hans blik. 

Havde Pax spurgt ham, ville Juno have påstået at han kunne vente for evigt. Selv hvis Pax aldrig blev klar, kunne Juno lære at nøjes. Han behøvede ikke at kunne tage ham i munden, ligesom han havde det godt selv når Pax ikke lagde an til at tage skridtet videre. Juno var på alle tænkelige måder utålmodig og ivrig, men han vidste, at der var en grænse for hvad han kunne igangsætte, i hvert fald det næste stykke tid. 
"Okay, Ulv," svarede han med et smil, selvom Paxs ord på ingen måde kunne beskrives som en ordre, og Juno gnubbede også smilende deres næser op mod hinanden, inden han lagde sin hånd over Paxs, for at overtage styringen, og med den slags lethed der kom af, at have gjort det flere gange før, førte Juno sig ned over ham og lod dem forenes med et støn. Det var lige så naturligt for ham at begynde at bevæge sig langsomt over ham, og da Pax ikke længere kyssede han hals, men lagde sig helt ned igen, lagde Juno en støttende hånd imod madrassen ved siden af hans ansigt og så smilende, men stakåndet ned på ham. 
Hans blik faldt til Paxs hånd, da han klemte om hans brystvorte, og med et suk mødte Juno Paxs blik igen. "Rør ved mig," opfordrede han, selvom det ikke burde være nødvendigt. Juno havde opsøgt Paxs berøring så meget, at det burde være selvsagt imellem dem, at han gerne ville røres af ham - altid, hvor som helst. Men Juno troede at han så et strejf af usikkerhed i Paxs blik, og det var nok til at få ham til at minde sin mand om, at han nød hver eneste af hans berøringer. 
Et mørkt sted i ham bød ham, at flytte Paxs hånd op til sin hals, og Juno sank en klump, inden han i stedet knyttede sine hænder i lagnet og bevægede sig med større intensitet over Pax, for at få noget andet at tænke på. Han vidste, at han kun tænkte sådan, fordi konsekvensen for det ville være værre nu end normalt. 

Pax lod sin hånd glide ned af Junos bryst og i stedet gribe om hans lem. Skønt han nød, hvad de havde gang i, skønt han hungrede efter det, fandtes de forræderiske hvisken stadig bag hans pande. De mumlede om, at alting ikke var som det burde, at de ikke var på samme bølgelængde, at Pax ikke ville kunne opnå sit klimaks og lovede ham, at det ville gøre ham frustreret, føle sig som en svag mand.
Han ville så gerne, at de holdte deres kæft og han befalede dem om og om igen. Intet skete. Og til sidst skete det også, at han faldt ned over afgrunden, at han mærkede, at frustrationen voksede.
Pax sank en klump og stoppede sine kærtegn af Juno. Dernæst greb han om hans hofter og holdte ham stille. Langsomt skubbede han Juno af sig, men kun for straks at skubbe ham ned at ligge med sig selv over ham. Pax lagde en hånd mod Junos kæbe, hans tommelfinger hvilende over hans ene kindben, de øvrige fingre spredt ud. Han bøjede sig frem og kyssede ham, forsøgende at forsikre ham om, at han var okay. Det var heller ikke en direkte løgn. Han vidste, hvad han måtte gøre. Han vidste, hvad han kunne gøre.
Han var færdig med stemmerne. De gav ham intet. Han var færdig med følelsen af at være lille og svag. Den gav ham intet. Hvis han ikke kunne kneppe sin mand, til han rullede med øjnene og blev rundtosset, fordi, at det var naturligt, så kunne han gøre det af princip indtil, at det blev sådan.
Pax støttede sig med sin ene underarm hvilende mod madrassen, og trak sig blot en smule væk for bedre at kunne se. Han skubbede behændigt Junos ene ben op og greb dernæst om sig selv, så han kunne forene dem for endnu engang. Han var forsigtig men også målrettet, hans efterfølgende stød hårdere end hvad Juno kunne formå siddende over ham.
Lænet henover Juno igen, lagde Pax sin frie hånd bag på Junos baglår. Han pressede det ned mod den andens lyse overkrop og lod sin modsatte hånd glide op og ind i det blonde hår. Hans vejrtrækning var tung og langsomt begyndte følelsen af kontrol at melde sig på banen igen. 

Igen lod Juno sig guide omkring, selvom det denne gang ikke var helt så naturligt, som det havde været tidligere. De var allerede godt i gang, og Junos øjenbryn rynkede sig sammen, hans krop underligt stiv, usikker på sine egne bevægelser, imens Pax smed ham af sig. 
Juno lagde heller ikke skjul på sin undren, da Pax kom ind over ham, og han kæmpede allerede med, hvad han skulle gøre, hvis Pax ikke havde lyst til ham - hvis han havde brug for at de stoppede igen. Han burde kunne tage det som en mand, men Juno var allerede ved at overophede og på nippet af at formulere noget forfærdeligt, hvis ikke Pax rørte ved ham igen - ord der heldigvis blev kvalt i halsen på ham, da Paxs hånd lagde sig mod hans kæbe. Straks blødte Juno op igen - så længe Pax ikke virkede som om han afviste ham, kunne Junos tålmodighed strækkes lige så langt som det var nødvendigt.
Med et par dybe indåndinger tvang Juno sig selv til at slappe af, imens Pax forenede deres kroppe igen. Hans smil var væk nu, erstattet af en måben og svag skælven. Spurgte man Juno, hvad han bedst kunne lide, ville han svare at han foretrak at kunne styre det hele selv, men det ville ikke have været sandheden. 
Her, under Pax, med et knæ skubbet op til sin brystkasse og en hånd i sit hår, var han allerede så langt væk, at han knap kunne holde sine øjne åbne. Intet andet kunne få ham til at indrømme det, men med Paxs vægt over sig, drømte han om at underkaste sig ham. Han ville minde ham om, at han tilhørte ham, at Pax var hans leder og hans mand, den eneste mand han så op til eller elskede. "Pax," var det eneste han fik ud imellem støn, navnet en bøn efter mere af ham. 
Alt andet han tænkte, kunne ikke sammensættes til ord eller sætninger, ikke sådan som han havde det, og i stedet løftede han hagen og blottede sin hals, indtil Paxs hånd strammede om hans hår. 

Pax stoppede sine bevægelser men kun for at finde bedre fæstne for sine knæ. Han åndede tungt ind og ud, og mærkede, hvordan hans hud var blevet varm af hans hofters stød.
Han strøg Juno henover kindbenet med sin tommelfinger og bøjede sig dernæst frem, så han kunne bide blidt i den blottede hud. Fornemmelsen af manden under hams senede hals, fik ham til at stønne lavmælt af ophidselse og pludselig forstummede stemmerne fuldkomment; som havde de end ikke eksisteret til at starte med.
Pax genoptog sine rytmiske bevægelser, hans læber og tænder ikke forladende Junos hals for et langt øjeblik. Da de gjorde var det også kun for at afkræve ham hans mund med sin egen, hans kys altædende og præget af en umiddelbarhed, han ikke havde følt før det øjeblik. Hvad Pax så desperat havde ønsket, var gået i opfyldelse; han havde genvundet kontrollen og de var da fuldkomment forenet. De vibrerede ikke på forskellige bølgelængder men befandt sig på den samme værende én sammensmeltet eksistens.
Pax spændte op i maven og hejste sig op at sidde, hans hænder straks støttende om begge af Junos knæ. Han pressede begge af den andens ben op, hans underliv og deres foreningspunkt blottet for ham. Hastigt, drævet frem af hans opbyggende klimaks, bevægede han sig, så sengestolperne knirkede svag under dem. Ikke, at Pax registrerede det. Hans hoved stod fuldkomment stille, kun nydelsen mellem dem og i dem selv eksisterede for ham. 

Juno hev efter vejret i tunge støn, da Pax først satte tænderne i hans hals. Alle de gange han havde følt sig som en kaninunge, for skræmt til at sætte afsted, selvom rovdyret allerede havde fået øje på den, kom tilbage til ham nu, men denne gang nød han det; hvis Pax ville slæbe afsted med ham som et trofæ, var der ikke noget sted han hellere være, end imellem hans skarpe tænder. 
Det var blevet naturligt igen - Juno tænkte ikke længere over, hvordan han kunne provokere Pax, hvordan han kunne skubbe ham ud over den kant han havde følt, var så tæt på, eller havde et behov for at føle efter, hvor den var henne. Alt han kunne tænke på var følelsen af Pax og hvad han gjorde ved ham, og hvordan hans fingre skælvede, da Pax kyssede hans læber igen og han begravede sine hænder i hans bløde, grå krøller. 
Det var lykkedes Pax at bringe dem tilbage til deres startpunkt, en neutralitet, hvor de begge havde det godt og kunne finde hinanden, og Junos base bestod af at lade Pax tage styringen igen. Da Pax trak sig ud af deres kys, lod han også kun sine hænder falde ned på madrassen, over sit hoved, en usagt invitation til at Pax kunne gøre hvad end han ville, og da begge hans knæ blev skubbet op mod hans skuldre, sukkede han og flyttede en hånd ned over sit varme ansigt, imens hele hans krop blev varmere og hans støv efter vejret højere. 
Først da han vidste, at han ikke ville holde meget længere, flyttede Juno selv sin hånd, ved at stryge den op og igennem sit hår, så det kom væk fra hans svedige pande, og han kunne se Pax i øjnene, imens han nærmede sig sit klimaks. 

Det startede som en fortættet knude, der hastigt vibrerede hurtigere og hurtigere, indtil den til sidst eksploderede. Der var ikke helt en følelse, klimakset nemt kunne sammenlignes med, men Pax lod sig villigt falde ud over afgrunden. Han vidste det ikke før det øjeblik, men han havde hovedkulds jagtet den siden, de havde genvundet fatningen.
Hele tiden så Pax ned på Juno, lod sig opsluge af de blå øjne, imens han stødte op i ham, hurtigere og hårdere for hver gang. Des mere hans krop summede, des mere voksede også trangen efter at blive fuldstændig tæt med Juno igen, så til sidst lod Pax sig bukke under og falde ned over ham, hans læber med et afkrævende.
Pax lod sine hænder glide op over Junos hoved, hans vægt liggende på hans underarme. Han greb fat i madrassen, brugte den til at skubbe sig frem, alt imens han stak sin tunge ind imellem Junos, ledende efter hans.
Omsider kom det; som i brusende bølger, der gjorde hans åndedrag endnu tungere og hvæsende, og ikke tillod ham andet end at knibe øjnene hårdt sammen. Desperat søgte hans ene hånd ned og lagde sig mod Junos ene knæ, holdende hans ben oppe, så Pax havde til stadighed havde plads.

Øjeblikkene strakte sig lang tid efter men for Pax stod tiden stille. Han lå stadig forbundet med Juno, hans hud alt for varm og fugtig, hans åndedrag overfladisk.
Langsomt trak han sig ud, skubbede sig længere ned i sengen, så han kunne placere sit hoved på Junos brystkasse, lytte til hans hjerteslag.
Pludselig kom han til at le stille. "Så meget jeg har rester af dig i øret nu..."

Juno glemte, at han nogensinde havde eksisteret uden Pax. Det var så nemt at blive opslugt i dem som helhed, én der bevægede sig sammen, delte deres kropsvarme, bevægede sig mod det samme mål. Det var derfor også selvsagt, at deres tunger også skulle forenes, og Juno besvarede kysset lige så insisterende som Pax kyssede ham; skubbede sin tunge op mod hans, smagte på ham og følte ham bevæge sig mod ham. 
Det der havde bygget sig op i Juno, kom i samme øjeblik han følte, at Pax overhovedet var på vej. Havde han kunne kontrollere sin krop den mindste smule, ville han have ventet - i stedet kom det over ham, fra det øjeblik Pax ikke længere kyssede ham, men blot udåndede imod hans læber, og han sprøjtede ud imellem dem, imens Pax holdt hans knæ nede, og Juno vidste, at det næsten var lykkedes ham at holde længe nok. 

Juno blev liggende hvor han var, lige så længe Pax gjorde, men gryntede utilfredst da Pax slap hans ben, hans lår ømme, og gryntede igen, højere og mere utilfredst, da Pax trak sig ud af ham. Han var ikke klar til at blive to mennesker i stedet for ét endnu, men gav ikke udtryk for det med andet end et suk, da Pax trods alt kun bevægede sig ned ligge på hans brystkasse. 
"Vi har ikke gjort det rigtigt, hvis ikke du har rester af mig over det hele," mumlede han med et grin, hans stemme hæs og hans hals tør. På trods af den nærhed de lige havde oplevet, smed Juno et ben ind over Paxs lænd, som for at holde på ham, og lagde distræt en hånd i hans hår, som han kærligt strøg sine fingre igennem, imens den anden hånd skjulte et gab. 

Pax fnøs moret. Hans læber var adskilt i et fjoget og veltilfredst smil, skjult af hans position henover Junos lige så tynde krop. Med en doven hengivenhed begyndte Pax at tegne cirkelmønstre mod hans ene side, hvorefter han brummede bekræftende og enstemmigt.
Det lignede ham ikke, men Pax sov tungt ikke mange øjeblikke efter; hans hånd fejende ned på madrassen i en sidste, beroligende kærtegn...

Pax vågnede i en anden skikkelse end den, han var faldet i søvn i. På et tidspunkt igennem natten havde han tilsyneladende formskiftet, så det i stedet var den grå hanulv, og ikke manden, der fik solen i øjnene.
Ulven smaskede og rullede om på siden, betragtede dernæst den blonde mand. Solens kraftige morgenstråler farvede det blonde hår og den lyse hud rødlig, og ulven fnøs moret, da den bemærkede det. Juno lignede en alf. En spiselig en af slagsen.
Pax forvandlede sig tilbage og lagde sig på ryggen, hævet sig op ved hjælp af underarmene, der hvilede mod madrassen. Han skævede ned til Juno og måtte kæmpe for ikke at smile dumt. Pax tabte dog bragt den kamp, for der var ingen til at se ham ligge og stirre fjollet på den anden mand i sengen, hvormed han tillod sig selv at gøre netop det.
"Du ligner en alf", hviskede Pax drillende, hvorefter han lod sin pegefinger glide henover Junos håndryg, afprøvende om han ville vågne eller om han sov tungt.

Med Paxs vægt og varme over sig, var det nemt for Juno at falde i søvn. Der var tryghed i vægten og i de kærtegn han fik, og da de blandede sig med Paxs dybe vejrtrækning, blev det hurtigt umuligt at holde sig vågen.
Vægten over ham var dog ikke kun god, for selvom den mindede ham om, at Pax var der med ham, havde han også stadig nætter hvor det var svært for ham at blive rørt ved, selv når berøringerne ikke var seksuelle. Frygten for at vågne op til at blive rørt uønsket ved, sad stadig tungt i ham, og det var det ene punkt, hvor han kunne sætte sig ind i Paxs traume. Når han ikke var helt ved bevidstheden, men kun svagt kunne opfatte en berøring satte det sig som en blanding af stress og frygt i ham, men inden panikken satte sig nok fast i ham til at bringe ham helt ud af søvnen, blev følelsen af hud mod hud erstattet af tyk pels og Junos hamrende hjerte kunne langsomt vende tilbage til sin normale rytme. 

Det var en roligere Juno, der vågnede til lyden af Paxs stemme. "Nej," mumlede han lavmælt, inden han overhovedet forstod, hvad der var blevet sagt. "Er alfe smukke og farlige?" Tilføjede han søvnigt, uden at åbne sine øjne, kun interesseret i at blive sammenlignet med en alf, hvis de var, hvad han ville være, og derefter trillede han om på siden, for at tage Paxs hånd i sin, hvor han havde rørt ved hans håndryg, for at føre den op til sin mund og blidt bide fat om den.
Den anden arm smed han op over sine lukkede øjne, for at holde solen væk, selv som den varmede hans nøgne krop. Hvis Pax forholdt sig stille og tavs i bare et par minutter, var der ingen tvivl om at Juno blot ville falde i søvn igen, så lidt tilstedeværende var han. 

Pax smilede fjoget, da Juno straks nægtede hans påstand. Han havde ikke forventet andet. Heller ikke de opfølgende ord.
"Du er lyserød", mumlede Pax så lavt, at det næsten var en hvisken, så tæt på at le. Han forholdt sig tavst derefter, betragtede Juno glide tilbage i søvnen, hvorefter han lydløst kravlede henover den anden og steg ud af sengen.
Pax iklædte sig sit tøj, fandt Junos frem og lagde på kanten af sengen. Dernæst forlod han værelset for at jagte morgenmad i krostuen, der var fuld allerede ud på de tidligere formiddagstimer. Han skulle dog ikke vente længe og vendte tilbage ikke lang tid efter, bærende på en bakke med to skåle med grød, en kande te og to krus. Han satte det fra sig og placerede dernæst sig selv på sengekanten, så langt fra den blonde mand så muligt.
"Hey. Der er morgenmad." Han jog begge sine hænder igennem det krøllede hår, tvang det til at stritte mindre end før, hvorefter han brat rejste sig.
Skønt Pax ikke ville beskrive sig selv som specielt energisk, følte han sig det nu. Han var nervøs, eller spændt, han vidste ikke hvilken følelse, der kunne beskrive ham bedst. Og det var alt sammen overraskelsens skyld...
Pax tog begge skåle og bar den ene hen til Juno, hvorefter han kravlede op i vindueskarmen og åbnede vinduet. Han nød den friske brise og tog dernæst en tøvende bid, allerede overbevist om, at han ikke kunne få særlig meget ned.

"Du er lyserød," mumlede Juno tilbage, uden at opfange betydningen af de ord han ekkoede. Det eneste han fangede var Paxs leende tone og det var dén han reagerede på med sit svar. Da der ikke blev sagt mere, kæmpede Juno ikke imod, da han følte søvnen trække ham under igen.
Først da Juno igen hørte Paxs stemme kæmpede han sine øjne åbne og skævede imellem sammenknebne øjne til sin kæreste, uvillig til at vågne helt op endnu. "Mad?" spurgte han døsigt og strakte sig, imens hans blik søgte omkring sig, indtil han fik øje på skålene i Paxs hænder i tide til at tage imod den ene. Med langsomme bevægelser kæmpede han sig op at sidde, og fulgte Paxs med blikket, imens den krølhårede mand kravlede op i vindueskarmen, kun for efter et øjebliks tænkepause at følge efter ham og sætte sig i sengen, så tæt op mod Paxs lår som muligt. Hans pande faldt ned mod Paxs lår og først da indså Juno, noget skuffet, at Pax ikke var nøgen. 
"Du har tøj på," mumlede han med et suk og løftede derefter sit ansigt igen og lod solen skinne sig i ansigtet, imens han betragtede sin mand sidde i al solens pragt, varm og gylden, indtil hans knurrende mave mindede ham om, at der var en skål grød, der ventede på ham. 
"Hvad er planen i dag?" spurgte han, inden han stak en skefuld af grød i munden. Imens han tyggede den, gnubbede han sine øjne og strøg en hånd igennem sit hår, hvor han ubevidst brugte sin evne, indtil det sad, som han ville have det til at sidde. 

Med skeen i munden grinede Pax fjoget. ”Mhm”, brummede han. Han slikkede skeen ren, hvorefter han trak lidt på den ene skulder. ”Jeg vil afsted hurtigst muligt. Og jeg kunne ikke hente mad med pikken ude, vel?” Pax skævede ned til Juno, hans stålgrå øje gnistrende af indestængt morskab. ”Eller det ville du måske værdsatte? At jeg gik nøgen rundt til frit skue for hele landsbyen?”
Pax bøjede sig frem og kyssede Junos pande. Dernæst nikkede han opfordrende ned til ham og sagde, med munden fuld af grød: ”spis.”

Pax var utålmodig efter at få Juno ud af klappen og var dårlig til at skjule det. Da de endelig atter satte fødderne på de grovkornede stier, smilede Pax til Juno henover skulderen.
Han sagde ikke meget, for optaget af sin egen nervøsitet, mens han ledte Juno afsted. De stoppede få gange for at spise og hvile benene, og langsomt blev solen rødlig og skyerne malet i lyserøde nuancer. Da de nåede en lille lysning i skoven, stoppede Pax brat op.
”Okay”, sagde han. ”Vi er der er snart. Jeg bliver nødt til at gå i forvejen. Jeg vil gerne tjekke området ud først. Sikre os, vi er alene.” Pax vendte sig om, tog Junos ansigt mellem sine hænder og kyssede ham. ”Bliv her eller jeg fucking æder dig.” Han sendte den blonde mand et tandsmil, hvorefter han drejede rundt på hælen og forsvandt ind mellem træerne.
Pax vendte tilbage knap en halv time senere, hans kinder røde. Han nikkede smilende, som tegn på de kunne fortsatte. Forinden de brød igennem skovgrænsen – og Pax’ overraskelse ville blive afsløret – greb han Junos hånd.

Hvad der lod sig afsløre, var en mindre herskabsbolig; én af dem de rige brugte om sommeren, så de kunne nyde tilværelsen væk fra den osende og overophedede hovedstad. Boligen var omringet af frodige blomsterbuske og lysegrønt græs. Op af de røde mursten snoede grønne stilke sig villigt, besat af røde blomsterkroner, der duftede sødt.
Pax stoppede op og så afventende på Juno. ”Det er ikke helt lovligt”, indrømmede han, ”men… jeg er også blevet forsikret om, at her ikke ville være nogen, og det holder også stik. Vi har hele lortet for os selv. De har badekar. Der er en sø. Der er… de her mærkelige spil, jeg aldrig har set før. Et kæmpe bibliotek…”

På trods af sit normale energiniveau var alle dele af Juno langsomme op at komme i gang om morgenen og det tog ham et øjeblik at forstå, at Pax havde været nedenunder for at hente deres morgenmad, men forestillingen der blev puttet i hovedet på ham i det øjeblik var nok til at sparke ham i fuld gang. "Nej!" spruttede han straks. "Det er kun mig, der må se," mumlede han og vidste ikke, hvor han skulle gøre af sig selv, når han pludselig havde energi, han ikke var vant til at have om morgenen, indtil han blev mindet om, at han ikke skulle andet end at spise. 


Det var nemmere for Pax at få Juno i tøjet og afsted, end det havde været at få ham ud af sengen og i gang med at spise, men fordi Juno stadig troede, at de bare var på vej hjem, delte han ikke Paxs entusiasme omkring at komme af sted. Først da de begyndte at gå, gik det op for ham, at de ikke var på vej hjem, men det stoppede ikke Juno fra at snakke løs om stort og småt imens de gik. 
"Du kan sikre dig, at vi er alene, sammen med mig!" Beklagede Juno sig straks, da de stoppede op i en lysning og Pax lagde an til at ville forlade ham, men på trods af sine ord havde han allerede smidt sin taske fra sig på jorden. "Kom hurtigt tilbage eller jeg myrder dig."
Pax kom heldigvis også hurtigt tilbage og hans smil var nok til at Junos nysgerrighed også voksede. Juno klemte Paxs hånd da han tog den i sin, og skævede til ham, da de brød igennem skovgrænsen, hans reaktion på synet foran sig en smule forsinket, men da han så, hvad de stod ved, faldt hans mund åben. 
"Hvem går op i om det er lovligt?" spurgte Juno, stadig forundret og tog tøvende et skridt længere frem, mod den velholdte, blomstrende have, inden han alligevel skævede mod Pax, usikker på om han havde ment sine ord. 
"Kun os?" spurgte han og lod sit blik glide over den elegante bygning, imens hans tanker allerede løb løbsk med ideer til, hvad de kunne lave derinde. Det var en overvældende overraskelse og Juno var målløs, da han mødte Paxs blik igen. Det var en større gave end hvad Juno nogensinde ville kunne gengælde og værre endnu, det var en rigtig bryllupsrejse. Det var mere end hvad Juno nogensinde havde kunne forestille sig, der var muligt for dem, og Juno tænkte sig ikke om, men hev Pax ned i et kys, skubbede sin tunge op mod hans og pressede sin krop op mod hans, indtil han var sikker på at hans galopperende hjerte var på vej over i Paxs bryst i stedet. Al den taknemmelighed, han ikke kunne sætte ord på, kom til udtryk i hans kys. 
Selv da han stakåndet trak sig ud af deres kys, holdt han sin mand tæt på og lænede sin pande op mod hans. "Du har lovet at lære mig at svømme," mindede han ham om med et grin. Det nærmeste de havde været på noget der kunne svømmes i, var en flod i skoven nær Dianthos, og hvis Pax rent faktisk havde tænkt sig at forsøge at lære Juno noget, ville han nok blive lige så skuffet, som han ville være blevet derhjemme. 

Det var overvældende at stå ved siden af Juno; høre hans hastigt galopperende hjerte, lugte opstemtheden og se de sorte pupiller udvide sig. Fornemmelsen blev også kun mere dominerende, da den blonde mand drejede rundt på hælen og hev Pax ned i et åndeløst kys; et, han glædeligt gengældte.
Langsomt men sikkert begyndte Pax at slappe af igen. Overraskelsen var tilsyneladende faldet i god jord og han kunne atter trække vejret, velvidende hvad det betød. Idéen var kommet til ham, da Juno første gang havde spøgt med bryllupsrejsen og siden da, havde han ikke været i stand til at ligge tankerne fra sig. Hele tiden havde de rumsteret i hans baghoved og ikke få gange, havde Pax taget sig selv i at planlægge. Hvad var muligt for sådan nogle som dem? Og hvem var det muligt at bestikke, gøre handler med i det skjulte?
Pax smilede ned til Juno, lettet over hans så umiddelbar glæde. Dernæst nikkede han. ”Det kan jeg godt huske”, brummede han halvleende. Pax hankede op i vadsækken og vendte derefter sit blik mod herskabsboligen. ”Skal vi?”

Pax greb endnu engang om Junos hånd og aflagde afstanden til husets fordør. Med en så vant og effektiv fingersnilde fremdrog Pax et lille læderskin, hvori der lå alskens redskaber, alle i skinnende sølv. Det var nogen af hans mest dyrebare ejendele og havde været hans i mange år.
I løbet af et åndedrag havde han dirket låsen op og da han lagde hånden på dørhåndtaget, skubbede han ubevidst Juno om bag sig, altid kun villig til at gå ind i det ukendte, hvis den anden var skjult bag ham. Ikke, at nogen trusler eller baghold ventede dem; kun de riges overdådighed.
Pax fnøs moret og trådte indenfor, tabte vadsækken på det blankpolerede marmorgulv og åndede lettet op. I midten af den kæmpe entre stod et brunt bord, hvorpå der lå en seddel. Han samlede den op og rakte den derefter til Juno. ”Hvad står der?”

Ulv, 

Nyd Deres ophold. Må Vore veje krydses snarligt igen. 

Baronen.

Junos blik gled undersøgende over Pax, som troede han ikke helt på, at manden der stod foran ham var virkelig. Selvom det var længe siden han havde oplevet nogen som helst form for tvivl om, hvorvidt Pax elskede ham eller ej, så var det et helt nyt niveau af hengivenhed han følte fra den anden mand nu. I Junos øjne var det et lille slot de stod foran. Selvom han havde brugt den første halvdel af sin barndom i en velhavende familie, så havde han aldrig set noget lignende. Herskabsboligen foran ham var større end noget som helst der var plads til i Dianthos, med undtagelse af slottet, som var det eneste han i rimelighed kunne sammenligne det med. 
Alt det arbejde der skulle ind i skaffe sådan en bolig, selv for bare en nat, kørte straks igennem Junos hoved. Kontakterne og krystallerne i sig selv, var mere end han havde regnet med at Pax nogensinde ville spilde væk så let - det hjalp trods alt på ingen måde Flokken at de var her, og selvom Juno ikke var hevet over at bebrejde Pax for at bruge mere tid og energi på Flokken end på ham, så havde han sjældent rent faktisk ment de. Han havde forstået valget og havde mest brokket sig, i et forsøg på at få Paxs opmærksomhed lige i det øjeblik, hvor han havde haft brug for den, og havde set dårlig samvittighed som den nemmeste måde at få den på. 

"Du må ikke lade mig drukne," jokede Juno, inden han lod Pax føre ham med sig op af en trappe, der var lige så bred som en gennemsnitlig vej i Dianthos, og ind ad dørene. Med Junos evne til at gå igennem ikke-biologisk materiale kunne han sagtens have bevæget sig igennem dørene og åbnet dem for dem, men han gik ud fra at rige mennesker havde evne-sikret deres bolig, eller at Pax troede han var galant ved at åbne døren for dem, og vigtigere endnu, så passede det Juno ret godt, hvis Pax glemte at han havde den evne - den var nyttig og lige netop derfor havde Juno håb om at kunne sælge den. Des mindre Pax blandede sig i den slags, den mindre han vidste, hvad Juno opgav, ikke kun for sig selv men også af den nytte han kunne gøre for Flokken, des bedre. 

Juno stivnede, da de kom indenfor og der lå en seddel - han var på nippet til at stoppe Pax fra at røre ved noget, da det var for sent og sedlen blev rakt til ham, og han udstødte et fnys af overraskelse og lettelse over at de var ventede. 
Juno læste sedlen op uden at tage den fra Pax, og skævede derefter op til ham. "Er det en rigtig baron? Som i den type baron, der bor i et hjem som det her? Eller er han sådan en bandeleder-baron-type?" Mere spændende end svaret på dét, var dog deres omgivelser og Juno tog blikket fra Pax for i stedet at skæve omkring sig i overdådigheden. Noget så simpelt som materialerne udstrålede rigdom og det summede i Junos fingre efter at putte alt han kunne nå i lommerne. 
"Hvordan skaffede du det her sted?" hviskede han, ubevist om sin egen bekymring for, om de virkelig var alene. Energi opbyggede sig i ham, og det blev sværere og sværere for ham ikke at løbe hele bygningen igennem for at se alle værelserne. 

Pax fnøs moret og stak sedlen i en af sine mange lommer. ”Nej, han er skam helt legitim baron”, svarede han fraværende, alt imens hans blik vandrede henover de utallige og imponerende vægmalerier. ”Ikke, at han er ren. Han er ligeså beskidt som os. Jeg har lavet forretning med ham før.” Pax trak lidt på den ene skulder og skævede dernæst smilende til Juno. ”Han har forskellige handelsruter som jeg har benyttet de sidste tre år. Han får en procentdel af den overordnede fortjeneste for hver last, der når sikkert i havn og derudover mere adgang til… ja, mig.” Pax skar en udmattet grimasse og jog en hånd igennem de vilde krøller, der om muligt strittede endnu mere derefter. Han hankede op i begge vadsække, parat til at se nærmere på huset indefra, men tilføjede, mere af pli end vilje:

”Han har fortrinsret på jobs, så jeg står mere til rådighed for ham end for andre. Ruten er god dog. Og hans skib er bedre sikret mod pirater. Rent profitmæssigt har det været det værd. Han er desuden ikke urimelig. I bytte for vores nætter her, tog jeg og nogle af de andre os af en af hans konkurrenters skibe. Det vil tage en måned eller tre at reparere skroget, og eftersom han selv har opkøbt det meste tømmer… du ved, han presser prisen op, gældsætter dem, opkøber dem…” Pax rystede lidt på hovedet, ligeglad med resten af historiens udfald men også fuld overbevist om, at Juno selv ville kunne regne resten ud. ”Men fuck det. Skal vi? Jeg vil have et bad.”

'Helt legitim baron', sagde Pax og Juno fnøs straks. Der var noget ved så overvældende rige mennesker, der fik ham til straks at føle afsky. Han ville have haft mere respekt for ham, hvis han havde været en bandeleder-baron, men det var de færreste mænd Juno havde nogen som helst respekt for, så hans chancer for at få Junos respekt havde under alle omstændigheder været minimale. Det eneste Juno kunne lide ved ham, var hans hjem, og det Pax fortalte om ham, gjorde det ikke bedre. "Mere adgang til dig?" gentog han med en skulen. Han forstod hvad Pax havde ment, men han brød sig ikke om formuleringen. Stod det til ham, var han den eneste der skulle have adgang til Pax, og alle andre skulle vide, at de intet krav havde på ham.

"Han lyder som et svin," kommenterede Juno med en rynken på næsen, da Pax fortalte hvordan baronen styrede sin forretning ved at tvinge sine konkurrenter i knæ. Selv når han vidste, at Pax var med til at lade baronen gøre sådan, kunne han ikke stoppe sig selv fra at være fordømmende. Han regnede heller ikke med at de to var bedste venner. Pax gjorde ting fordi de kunne betale sig, ikke fordi han var følelsesmæssigt investeret i dem, og retfærdighed var ikke ligefrem noget Pax var investeret i. Det kunne ikke betale sig, fortjeningsmæssigt, og det vigtigste for ham havde altid været Flokken og ungerne i den. 
Desuden kunne Juno ikke dømme nogen af dem for hårdt, når det havde skaffet dem en bryllupsrejse. En rigtig én. "Men hans hjem er lækkert." Juno vendte sin opmærksomhed mod Pax igen med et smil, og rystede grinende på hovedet, over at Pax ville have et bad. 
"Du er ikke engang rigtigt beskidt endnu." Allerede da begyndte Juno at tage et par skridt baglæns, hans smil voksende og med et glimt i øjnene, imens han bevægede sig længere ind i huset og væk fra Pax. Han stoppede op på stedet og bøjede i knæene, hans kropssprog lagt op til leg. "Hvis du kan fange mig må du bestemme hvor - ellers vælger jeg." Juno skulle kun bruge den mindste anerkendelse på at Pax var til at lokke med til leg, før han satte afsted i løb i hvilken som helst retning, spænende igennem herregården, egentlig med hensigt til at finde det bedste rum, men han havde alt for travlt med at vælte igennem dem, glidende på fintpolerede gulve og usikre gulvtæpper.

Pax trak på skuldrene men sendte Juno et slet skjult smil. Han hørte og genkendte fordømmelsen men tog sig ikke af det, velvidende at Junos hjerte til stadighed besad et lys, der for længst havde forladt hans eget. Eller måske han aldrig havde haft dét. Hvem vidste med horeunger og gade-baroner?
”Han er faktisk nem at snakke med. Der er ikke så meget pis med ham”, mumlede Pax halvleende, hvorefter han fæstnede forsonende øjne i Junos egne for evigt krigeriske.

Da den blonde mand satte afsted, gled et lige dele moret og sultent smil henover Ulvens læber. Instinktivt smed han vadsækkene fra sig og trådte ud af sine støvler, hans tofarvede blik hele tiden hvilende på dér, hvor Juno var forsvundet.
Pax havde set plantegningen. Juno havde ikke en jordisk chance.
Forvandlingen skete øjeblikkeligt og selv før de store forpoter kolliderede med de luksuriøse gulvtæpper, havde ulven sat afsted efter sin mand.
Hvad der havde været entré, blev til en smukt udsmykket gang med solide og mørke trædøre på hver sin side. Væggene var, ligesom i velkomsthallen, dækket af alskens malerier af dystre personager, hvis øjne syntes at følge den spadserende (eller i dette tilfælde: den spurtende). Der stod adskillelige og skinnende nipsgenstande på alt for delikat udskårne træborde og skænke, hver især blot et symbol på ejermandens ufattelige rigdom og begær efter skønhed. Ikke, at Ulven så noget af det. Det var kun jagten, der i dét øjeblik betød noget og der skulle ikke gå længe før, at Juno atter kom til syne.
Rummet, de endte i, lignede til forveksling en stue men ganske tydeligt også den officielle én af slagsen. Møblerne var udsøgte, puderne tykke, tapetet den mest behagelige kongeblå. Det var her, baronen modtog sine mange gæster i løbet af dagtimerne, som ofte badet i solskinnet fra de store vinduer, der strakte sig fra gulv til loft, iført de mest ekstravagante klæder fra de fjerneste verdenshjørner. Ulvens grå og sortplettede pels, nej, dens blotte eksistens i stuen var et paradoks. Hvor Juno var den fortabte, da hjemvendte prins, født til en så fin tilværelse, var ulven hans blotte modsætning, en skamplet og et løfte om, at det ukendte stadig fandtes.

Ulven knurrede legesygt og nappede i luften, dens hvide, skarpe tænder blottet. Dens varme snude var bøjet mod gulvet, så dens skarpe skulderblade stak op for hver af dens forhastede og rykkende skridt. De tofarvede øjne hvilede hele tiden på Juno, som havde den ikke brug for at se, hvorhenne den skulle sætte sine poter, som kunne den manifestere sig på den anden side af de solide møbler.
For hver gang Juno tog et skridt, tog ulven selv to hastige; for hver gang Juno forsøgte at komme forbi sofaerne, forbi ulven, sprang den frem og afskar ham vejen, indtil den til sidst havde tvunget ham op lænende mod en af de høje bogreoler.
Der var noget tilfredst ved dens blik, måden, der snusede til luften, som smagte den på Junos adrenalin. Den snappede atter af luften og udstødte lavmælte, kortvarige sejrshyl, overbevist om, at den havde vundet. Alt det krævede var ét enkelt spring og så var Juno hans.

Nem at snakke med betød ikke noget for Juno, og fordi han vidste, at han ikke selv var så ligetil at snakke med, blev hans blik kun mere krigerisk, som udfordrede han Pax til at tænke grundigt over sine ord. Selvom han vidste, at Pax ikke havde ment noget ondt i forhold til, hvor besværlig Juno kunne være at kommunikere med, så var hans iver efter at blive den bedste version af sig selv, for Pax, så integreret en del af ham, at det var svært at undgå at blive fornærmet, når Pax roste en kvalitet han vidste, at han ikke besad.

Juno fik et forspring, da han satte af sted og han havde tænkt sig at udnytte det. På trods af ikke at vide det mindste om, hvor hvad lå, havde han et mål: han skulle enten udenfor eller til køkkenet. Men alle de rum han strøg igennem lignede hinanden. Rigt udsmykkede, med dyre møbler og dyrere kunstværker, med udsigt til haven, men uden en udgang til den. Junos blik blev draget af blomsterne derude og af græsset, der var trimmet ligeligt over det hele, og som han længtes efter at rulle rundt med Pax i, og han væltede ind over en fodskammel, han ikke så, men genvandt balancen på den anden side af den og fortsatte grinende videre igennem de mange værelser, indtil han nåede en gæstestue, med sofaer og underholdning, og et klaver i et hjørne også. 
Lyden af ulven havde forfulgt ham siden han først var sat afsted, men først da han forsøgte at dreje om et bord, gik det op for ham hvor tæt den var på ham, og hans grin blev til en højlydt hvinen, da han sprang ind over en sofa i stedet, og forsøgte at komme den anden vej omkring, for at slippe af med Pax, kun for at fejle og ende med ryggen op mod en bogreol, der var fyldt med bøger, der var mere værd end han var, og han stakåndet måtte læne sig op mod den. 
Ulven vidste tydeligvis også at den havde vundet og Juno lod sig falde ned på knæ med hænderne i luften, ikke synderligt utilfreds med at have tabt. "Okay," overgav han sig, med adrenalinen stadig pumpende igennem sig, blodet så højt i sine ører at han knap nok kunne høre sig selv. "Synes du stadig vi skal direkte i bad? Efter - efter alle de flotte, meget sjovere værelser vi lige har været igennem?"