Ubevægelig. Sammenkrøllet. Og med en jernkæde om den tynde hals.
Pax vendte sig mod Evlyn og spædbarnet, og guidede dem – en anelse hårdhændet – tilbage mod køkkenets indgang.
”Du skal ikke – du skal ikke se det”, lød det stille fra ham, tilsyneladende ikke påvirket af, hvad han så. Hans stemme afslørede nemlig ikke, hvordan hans hjerte var stoppet i chok eller hvordan, at hans nakkehår havde rejst sig i det, at en klam og iskold kuldegysning var væltet ned langs hans rygrad. Pax’s ene stålgrå blik kunne dog ikke skjule det skræmte, men han kiggede ikke på Evlyn. Selv ikke forinden, at han dernæst drejede rundt på hælen og skridtede ned af de stejle, vakkelvorne trapper.
Pax bevægede sig i en halvbue om den livløse skikkelse, og hele tiden hvilede hans øje på den, som kunne den til enhver tid springe frem med skarpe kløer. Barnets øjne var dog lukkede, men Pax lod sig ikke snyde. Var det ham, havde han også spillet død…
Det var slet ikke dumt – slet ikke dumt endda.
Med en forsigtig skosnude puffede Pax til barnet, men da der ikke skete noget, satte han sig på hug og tjekkede for en puls – og dernæst gik det stærkt. Der var nemlig en at finde.
Pax drejede rundt på hælen og styrtede op af trapperne igen, hvorefter han begyndte at åbne skufferne for endnu engang. Han havde set nøglen midt i alt rodet, så meget vidste han. Det var dog ikke før, at kælderdøren var gået op, at han forstod, hvorfor den stak sådan ud og fik hans instinkt til at skrige.