Hun havde godt fornemmet at der var nogen på vej imod hende. Men hun kunne ikke høre deres skridt, hvilket fik hende til at tvivle. Hendes bevægelser blev langsommere og mindre i omfang da hun var bange for at støde ind i nogen. Hun tog en dyb indånding, og lavede et lille hop før at hans stemme pludselig nåede hende. Ganske langsomt rejste hun sig op i fuld skikkelse, og åbnede øjnene.
Hendes blik rettede sig imod Kai, der stod foran hende med et af de største grin hun havde set på hans læber. Hun lavede et lille fnys af en latter, som hendes læber selv begyndte at trække sig i et stort smil. Havde han virkelig spurgt hende om at sparre?
Hendes hoved blev lagt på sned, som hun overvejede hvorvidt han mente det eller lavede sjov. Men da hendes blik lagde sig på staven han havde i hænderne, kunne hun kun konstaterer at han faktisk mente det.
“Okay – men jeg må advare at det ikke er noget jeg er vant til, plejer normalt kun at lave øvelser alene.” hun greb igen omkring staven, og satte sig ned på hug. Hendes ben gled ud fra sig, så hun sad med et ben under sig mens det andet var strakt helt ud. Staven lagde hun sig hen over hendes brystkasse, som hun gjorde sig klar til at se hvad manden foran hende duede til. 

Smilet blev lidt mindre, og så lidt mindre, som han var sikker på at han ville blive afvist. Han ville bare så gerne sparre med en ny, også selvom hun måske ikke var god til det. Det sjove var at det ikke var en han kendte jo! Selvom han også værdsatte enhver udfordring der kom hans vej.
Heldigvis kom smilet tilbage på hans læber som Chilam faktisk gik med til det. Øvelser og rigtig kamp var næsten det samme, bortset fra at man skulle tænke mere når man kæmpede, samtidig med at man helst ikke skulle tænke for meget?

”Det er helt okay, jeg gør mig ikke super meget i stave normalvis, så vi er næsten på lige fod,” sagde han grinende, selvom det næppe var sandt. For selvom han normalvis ikke brugt en stav, så kæmpede han meget, og bare fordi de fleste kampe var med bare hænder, betød det ikke at han ikke haft en del også med våben.
Han tog begge sine hænder omkring staven, før han tog en dyb indånding og koncentrerede sig om Chilam. Selvom smilet stadig var der, så var der en intensitet i ham, som tydeligvis kom ud hver gang han bestemte sig for at koncentrere sig om noget.
”Parat?” spurgte han, han ville ikke begynde før de begge var parate, og hvis hun ville starte med at slå ud mod ham, så ville han ikke have noget imod det.

Hun betragtede hans kropsform, hvordan han holde sig selv. Det at han næsten forandrede sig foran hende, det var fascinerende, og hun kunne selv mærke en glæde der boblede frem i hende. Det havde sandhed været en velsignelse at tage rejsen her til, og møde manden foran hende.
Hun nikkede over hvad han sagde. “Så siger vi det, hvis det for dig til at føle dig bedre til pas, over du snart vinder over mig med lethed” grinede hun, og ganske vist mente det. Men der var også en lille taktik i at lade ham tro at han ville være meget bedre. Måske han så ville slappe en smule mere af, og hun kunne udnytte det til sin fordel.
“parat” svarede hun medet resolut nik, hun tog en dyb indånding ind, kunne mærke hvordan at den gik hele vejen ned i hendes mave og kastede sig så imod ham, da hun var sikker på de begge var indforstået med hvad der skulle ske nu. De høje klang af træ der ramte træ, gav genlyd over pladsen, som hun dansede afsted og rundt omkring ham.

Selvfølgelig ville Kai ikke bruge alt hvad han kunne mod Chilam i første omgang, han ville gerne se hvad hun duede til, men han var næppe kendt for at undervurdere sine modstandere. Desværre var han også den irriterende type at selvom du vandt mod ham, så ville han bare rejse sig op igen og bede om endnu en omgang. Lige indtil han vandt, og så også lidt videre. Han nød at sparre mod andre, også selvom han tabte, for der var så meget at lære.

”Man skal aldrig sige aldrig,” sagde han grinende, og gav et lille hop fra sig på stedet, så han stod lidt mere fast på de ellers lidt glatte sten. Han var vant til at sparre på et underlag som dette.
Han tog med lethed det første slag, og han kunne straks mærke at selvom teknikken var der, så var der ikke meget kraft bag slaget, hvilket Chilam nok hurtigt kunne mærke at der var bag Kais, hvis hun ikke allerede havde gættet det med den overkrop han ikke var bange for at vise frem.

Han lod Chilam være på den offensive for en stund, koncentrerede sig bare om at blokere så godt han kunne, inden han prøvede at overtage positionen som den der offensivt gik til værks.

Hun små lo lidt, som hun kunne mærke kræften bag hans parering. Hun havde så lidt styrke i hendes krop, hvor hun kunne excellerer var hendes hurtighed og snilde. 
En god ting var altid, at bruge personens styrke imod dem selv. Måske hun kunne formå at greje den imod manden foran sig. 
Det var en hård kamp, hun prøvede virkelig at presse sig til sit yderste. Det var tydeligt at hun var ude af form, desuden så var det et kæmpe handicap for hende, at mangle den ene arm. Selvom mange nok ville mene, at det næsten ikke var til at ligge mærke til. Den måde hun twistede sig og fik drejede sig rundt omkring Kai. 
Svedet begyndte at pible frem på hendes pande, som hun kunne mærke styrken der var ved at forlade hendes arm. Det var hårdt at holde en stav på den måde, og selvom den måske ikke var tung. Kunne hun stadig mærke tyngden der pressede ned ad. 
Men hun nægtede at give op! Ikke endnu! 

Der var mere snilde og hurtighed end Kai umiddelbart ville have forventet af Chilam, især som hun havde været syg den foregående nat, men han tog det overraskende nok med et smil på læben, som han ligeledes forsøgte at følge med. Han var ikke nær så smidig, men hurtig var han nu stadig.
Han kunne mærke hvordan han selv var blevet varm i kroppen, men han følte sig ikke træt endnu. Han følte sig energisk, som om enhver ting kunne ske, og glæden blev bare større og større som de dansede om hinanden. Selv når han var ved at miste fodfæstet et par gange.

En ting man til gengæld hurtigt ville opdage med Kai var at selvom hans teknik var ufattelig god, så stak den også meget tydeligt til en stil. Det var en stil af en person der kun nogensinde havde kæmpet underlagt nogle regler. I den virkelige verden ville han nok være blevet banket med mere feje tricks.
Men medmindre Chilam sagde hun gav op, Kai slog staven ud af hånden på hende, eller han gik lagt hende ned på jorden, så havde han ikke tænkt sig at stoppe. Hvis hun gjorde noget fejt ved ham, og en af de to sidste ting skete for ham, så ville han dog også anerkende sit nederlag, men at kæmpe til det sidste, det ville han gerne.

Hun kunne mærke hvordan det stak i lungerne, brændte nærmest, grundet hendes sygdom natten forinde. Det ville have været ønske tænkning at tro, at det kunne overkommes ved bare noget ordentlig mad og søvn. Men derfor fortsatte hun stadig med et smil på sin læbe, især fordi hun kunne se hvordan at manden nød at kæmpe imod hende. Og hun ønskede ikke at afskyde det de gjorde, blot fordi hun måske ikke helt kunne følge med endnu. Desuden havde hun ikke noget imod at tabe, men derfor skulle hun ikke give op uden en ordentlig kamp til stregen! Alt andet ville være disrespektfuldt imod ham! 

Så deres kamp fortsætte i, ja hun var faktisk ikke helt sikker på hvor længe de var igang. Hun havde ikke engang opdaget at ganske få var begyndt at betragte deres kamp. Det var måske alligevel ikke så mærkeligt, at det ville drage opmærksomhed når en ny kvinde de ikke havde set før, pludselig var i fuld kampsession med Kai. 
Men lige som hun troede hun faktisk kunne få taget på ham, da hun lige så stille genkendte hans måde at bevæge sig på. Kunne fange hvordan han bevægede sig, hvis hun bevægede sig den ene retning og den anden retning. Så kunne hun mærke hvordan de bare fødder rullede hen over noget løst, fuldstændig optaget af modstanden foran hende. Så glemte hun hvordan man beholde sin balance fast plantet på grunden under hendes fødder. Så pludselig så faldt den meget lyse kvinde, lige så lang hun var foran Kai. Hun udstødte et av, som hele hendes krop kolliderede med de våde sten. Pusten blev omgående slået ud af hendes lunger, som hun begyndte at krybe hele kroppen sammen. Det var dog ikke smerten der var værst, men pinligheden der begyndte at bredte sig i hendes tanker. Tænk at hun lige var faldet! 

Kai lagde ikke mærke til noget omkring dem, han var fuldt ud fokuseret på Chilam og måden hun bevægede sig på. Han prøvede at læse mønstrene, så han kunne finde ud af hvad han skulle gøre, og det gik, og så lige pludselig var hun væk, og lå ligeså lang hun var foran ham.
Han gik i stå og kiggede ned på den lyse pige der lå foran ham, før han gav slip på staven med den ene hånd, så han kunne tilbyde hende hånden.

”Er du okay?” spurgte han bekymret. Det kunne godt ses at hans vejrtrækning gik lidt hurtigere, og en anelse sved, men derudover virkede han ikke super medtaget af kampen, nu var han bare bekymret over om Chilam var okay. ”Du faldt, gjorde du ikke?” spurgte han. Et dumt spørgsmål virkelig, fordi han havde ikke ramt hende som hun faldt, men benarbejdet var selvfølgelig også vigtig, selvom Kai følte sig lidt snydt, over at han havde vundet på den måde. Han ville heller ikke have syntes at det var sjovt hvis han havde tabt på den måde.

Hun blinkede med øjnene, som hun kiggede op i den blå himmel. Hun var faldet, så meget var i hvert fald sikkert. Varmen bredte sig hurtigt i hendes kinder, som det gik op for hende hvor pinligt det var. 
Normalt ville hun ikke være så klodset, men selvfølgelig dagen i dag hvor hun sparede med Ka, så skulle hun være det! Hold kæft et held hun havde. 
Hun sukkede voldsomt, mens hendes ravnegule øjne fandt hans havblå. 
“Ja ... kun min stolthed er såret lige nu” kvækkede hun, men selvom hun sagde hun var okay så blev hun liggende hvor hun var. Mest fordi hun ikke kunne overskue at rejse sig op, især fordi hun nu lagde mærke til at der var andre øjne på hende. Det gjorde bare at varmen blev endnu værre i hendes kinder. 
“Jo... det gjorde jeg...” mumlede hun en anelse surt og lukkede øjnene. Måske skulle hun bare blive liggende, så var der ingen som der kunne se hende! Ikke fordi hun ikke vidste, at sådan hang det ikke sammen. Men man kunne jo håbe, at man faktisk kunne forsvinde ud i den blå luft. 

Kai var ikke kendt for at være den skarpeste på disse kanter, lidt nærmere tvært imod. Han var ikke dum men hans generelle viden om hvordan verdenen var, var ikke helt med hvordan den egentlig var. Så i stedet for at læse på Chilam, at hun måske var lidt forlegen over at være faldet, så så han den røde farve, og tænkte straks at hun måtte være blevet syg igen.

”Er du helt sikker?” spurgte han, bekymringen nu tydelig i hans stemme, og flyttede sig, så han kunne gå hen og knæle ved hendes side, mens han lagde sin stav lidt fra sig, så den ikke var i vejen. Han rakte op for at røre hende pande, for at tjekke om hendes feber var kommet tilbage. ”Du er helt rød,  hvis jeg fik dig til at overanstrenge dig, så er jeg virkelig ked af det,” plaprede han videre.

Heldigvis var folkemængden ikke ligeså interesseret i dem, nu når kampen var ovre, især som de kendte til Kai, selvom en let fnisen kunne høres ikke så langt fra dem. Selvom hoveddelen af folkene her var voksne, så var der stadig børn ind imellem.

Det at han kom så tæt på hende, gjorde bare at den røde farve i hendes kinder blev så meget værre. Kunne han virkelig ikke se hun bare var forfærdet over hvad der lige var hent?
Eller også var han oprigtig bare nervøs for hendes helbred, hvilket i sig selv også var noget der kunne få farven i kinderne til at blive værre. Det hele omkring det, at nogen var så søde imod hende; det var stadig en ting som var så fremmede for hende.
“Ja Kai!” sagde hun forfærdet, og rejste sig og og sidde. Efter han havde rørt ved hendes pande. Hun lod hænderne glide foran sit ansigt, så han ikke kunne blive ved med at kigge på hende. “Nej du fik mig ikke.. Åh!” hun kiggede ud imellem sine fingre på ham og gav ham et halvt smil. Hun måtte virkelig prøve at styre hendes følelser hvad dette angik. Ikke nok med stoltheden var lidt knækket, så gik det også op for hende hvor meget opmærksomhed hun fik fra ham. Lidt uvidende omkring følelsen der var blevet vækket, greb hun ham omkring hans skuldre med den ene arm hun havde. “Hjælp mig op?” prøvede hun i håb, om at lede samtalen hen på noget andet.

Kai så stadig bekymret på Chilam, men han var ikke helt sikker på at han ret til at presse han yderligere, og hvis hun sagde hun havde det fint, så havde hun nok. Selvom hun havde føltes lidt varm. Det kunne også bare være overanstrengelse fra kampen.

Han smilede lidt forsigtigt til hende, før han lagde en arm omkring hende, så han kunne hjælpe hende op på benene igen. ”Det var stadig en god kamp,” sagde han, selvom man næsten kunne se hvordan han havde lyst til at bede om endnu en omgang.
Hans arm var omkring hende, lidt længere end nødvendigt, før han endelig gav slip om hende. Han skulle være helt sikker på at hun kunne stå, og han var da også halvt parat på at gribe hende, hvis hun alligevel næsten kollapsede.

Hun tog glædeligt imod hans hjælp om at komme op at stå, og lod et blik af værdsættelse møde hans ansigt. Han var virkelig for god til denne her verden-
En lavtmeld latter forlod hendes strube, som han sagde det stadig havde været en god kamp. Men lige nu, skulle hun tilbage og sidde, eller måske ligge sig ned? 
Hun gav ham et klem på skuldrene. “Vi får tid til at kæmpe sammen igen.” lovede hun og trak sig så væk. 

Og hun holdt sit løfte. De trænede sammen, hun blev en del af omgangskredsen i templet. Hun blev indledt i hvordan man kunne tilbede til guderne. Hjalp med madlavningen, opvasken og at vaske tøj. Det var hårdt arbejde, men hun nød hvert øjeblik af det at være et sted, hvor hun lige så stille følte sig som en del af familien. Gradvist som ugerne gik, kunne man også se at hendes krop fyldte lidt mere ud, hun så ikke så udmagret ud, men hun var stadig en meget lille kvinde. Men kroppen blev også tydelig stærkere, med dagene hvor hun deltog i fælles træningen. Og selvfølgelig de dage hvor Kai fik overtalt hende til de skulle duellerer. 
Men som dagene gik, og dagene blev til uger og ugerne blev til en måned. Kunne hun lige så stille mærke at ønske om at komme ud af se verden blev større. Hun tog sig selv at sidde og kigge ud over landskabet der bredte sig fra klippen. Drømte sig langt væk, for at se hvad verden ellers kunne byde hende på. Nu da hun havde oplevet venligheden og kærligheden fra templet, var hun overbevist om at verden ikke længere var så ond som hun gik og troede. 
Men kunne hun forlade ham? Hendes blik lagde sig på Kai der var igang med at træne med de andre. Lige så stille var nogle følelser for drengen, manden begyndt at vokse. Chilam sukkede, hun var overbevist om at han ikke delte de samme skjulte blikke hun havde givet ham, og altid kunne mærke hvordan han havde rørt ved hende lidt længere, efter han havde fjernet sine varme fingre. Hun rystede hoved, og prøvede at presse tankerne væk. Det var ikke særlig fornuftig at lade sig selv dvale ved hvad der kunne ske, når hun ikke ville presse på og ødelægge det venskab de havde formet mellem hinanden.
Den aften, stod hun dog alligevel foran døren til det værelse han sov i. Fingrene gled ind og ud af en knytte næve, inden hun tog sig sammen og bankede på døren. 
Hun ville i hvert fald snakke med ham, før hun tog afsted. 

Som ugerne gik, blev det også mere tydeligt hvem Kai var som person. Rutinerne blev lagt tilbage, og selvom Kai sørgerede for at bruge tid med Chilam, så var det tydeligt at se at han havde en rutine han brugt dag ind og dag ud. Man kunne altid regne med hvor han var, når man først lærte hans rutiner, og måden han interagerede med de andre i templet, gjorde det tydeligt at han følte sig tilpas her. For ikke at nævne at h an lidt blev behandlet som en lillebror hos de fleste.

Han var lige kommet tilbage til sit værelse, og var i gang med at hive båndet ud af sit hår, for at få redt det, inden han ville forsøge at sove, ikke at han nogensinde havde været god til det, og han var sikkert at finde ude på klipperne igen, inden solen stod op.
Den bankende lyd forstyrrede ham, og han kiggede lidt overrasket på døren, men en af de andre drenge på værelset, vendte sig om, og prøvede at ignorere at nogen var ved døren.

Han gik hurtigt over til døren og åbnede den, og kiggede ud på Chilam. Han var blevet meget glad for hende over de seneste uger, og elskede hendes selskab, men havde ikke lagt noget dybere i sine følelser. De var jo venner.
”Chilam,” sagde han overrasket, før han kiggede sig over sin skulder, på de andre drenge som enten var på vej til at gå i seng, eller allerede var nået dertil. Så han puffede Chilam lidt væk, så han kunne komme ud på gangen og lukke døren efter sig. ”Hej.” Hans smil spredte sig over hele hans ansigt, og han kørte en hånd gennem de mørke lokker i et håb om at få dem til at blive væk fra hans ansigt.

Hun tog et sug ind, da hun så ham stå foran sig. 
Uden at gøre modstand, lod hun ham puffe hende ud i gangen, som han trådte ud af døren for at lukke den. Det var også forståeligt, det var meget tæt på sengen tid hun havde valgt at opsøge ham. Men så var hun også sikker på, at ingen ville overhøre dem. Eller det håbede hun i hvert fald. 
“Hej” mumlede hun tilbage sagte, da hun ikke ture at hæve stemmen alt for meget. Undskyldte for sig selv, at det var fordi hun ikke ville vække nogen. Men mest af alt, var det fordi hun ikke kunne finde styrken i hendes stemme, til at svare tilbage med samme glæde som Kai havde mødt hende med. En knugende hånd greb omkring hendes hjerte, var hun virkelig villig til at forlade ham, efter alt han havde gjort for hende? Givet hende et hjem, det var meget lang tid siden hun havde følt sig så velkommen nogen steder. 
“Har du måske lyst til at gå en tur uden for? Der er fuldmåne.. og ville gerne lige snakke.. hvis du har tid?” spurgte hun med et smil på læben, og lod fingrene fange nogle af de lange hårstrå, som var faldet ud af den løse fletning hun havde bundt selv. Hvilket den også bag præg af, da den bestemt ikke var den flotteste fletning hun havde haft. Men alt det var jo også uden betydning, med det som hun havde tænkt sig at snakke om med Kai denne aften. Uvidende omkring, hvordan han ville tage det, gjorde det næsten værre for hende.

Begejstringen aftog sig da også lidt, som det virkede til noget var galt med Chilam. Hun plejede at være mere livlig end hun var lige nu, og han var ikke helt sikker på hvad der var sket for at hun var kommet i sådan et humør.
”Det kan vi godt,” sagde han med et lidt prøvende smil, før han begyndte at gå mod udgangen af templet. Han var næppe klædt på til lidt natterend, men Chilam havde nok hurtigt fundet ud af at Kai havde et problem med trøjer. Den eneste grund til at han havde taget en på da de lige havde lært hinanden at kende, var fordi han havde været frossen ind til benene. Det var ikke ligefrem sket siden.

Der var ikke meget liv på gangene, og de to af dem gik også i relativ fred. ”Du er blevet bedre til at flette,” kunne han ikke lade vær med at nævne, som han kastede lidt med sit hoved i retningen af Chilams fletning. Den så lidt rodet ud, men han var sikker på at hun var blevet bedre over tiden hun havde været i templet. Mest fordi det var meget upraktisk med løst hår når de typisk blæste.

Hun prøvede at smile opmuntrende til ham, men det lykkedes ikke helt, da smilet aldrig nåede hendes øjne. Hvorfor var hun overhoved så dyster i hendes tanker? Det var jo bare hun ville tage væk, hun kunne jo bare komme igen. Det var ikke farvel for altid, måske var der noget andet der stak under, men hun kunne ikke helt finde ud af hvad. 
Hendes følelser for ham måske? 

Da han nævnte hun var blevet bedre til at flette, fløj hendes hånd instinktivt op og rørte ved håret der var bundet sammen. “tak” svarede hun kort for hoved, bandet over sig selv omkring hvordan hun opførte sig. Men kunne ikke få sig selv til at stoppe, der var for mange tanker der rumsterede til hun helt lagde mærke til, hvad det var hun sagde og gjorde før det var for sent. 
De bevægede sig ud på den åbne plads, og som hun havde lovet var månen helt fuld og ganske stor på himlen. Det var faktisk en rigtig smuk, næsten lun aften. Blæsten var blid og legede med deres kroppen. Blikket lagde sig hen over pladsen, inden hun vente sin krop imod ham. 
“Jeg har tænkt mig, at rejse videre.” sagde hun hurtigt, det skulle ske hurtigt og smertefrit.. så smertefrit som muligt. Ellers ville hun aldrig få sagt det, og bare lade sig selv gå rundt et par måneder endnu, før hun i det hele taget forlod stedet. Nok uden at fortælle ham det, da smerten af at kigge ham ind i øjnene og fortælle ham hun ikke kunne blive. Især da hun ville tænke sig til at hendes følelser bare ville være stærkere på det punkt. 

Kai havde halvt sit blik på Chilam, men han kunne ikke bedømme hvorfor hun virkede så distraheret. Måske hun ville fortælle ham det, når de kom lidt væk. Han håbede det inderligt, for han kunne godt forstå at nogen gerne ville have mere privatliv end man realt fik når man boede her. Hemmeligheder forblev i hvert fald sjældent hemmeligheder særlig længe, når man gik så meget op og ned af hinanden.

Månelyset kastede en smuk skygge over templet, og den blive vind, fik alting til at føles behageligt. Sommeren ville også snart komme, hvilket Kai glædede sig til. Han elskede de varmere måneder, og den store mængde sol de altid fik.
Han vendte sig, med et forsigtigt smil på læberne mod Chilam, men ligeså snart ordene forlod Chilams mund, kunne man se hvordan smilet forsvandt fra Kais ansigt.
”Du tager videre?” kom ordene ud af ham, hurtigere end han overhoved fik tænkt sig om. ”Hvorfor? Kan du ikke lide det her?” For Kai der aldrig havde været rastløs over at være et sted, var det en mærkelig tanke at forlade et sted man følte sig tilpas ved.

Så snart smilet forlod hans læber, kunne Chilam mærke en usynlig hånd der greb omkring hendes hjerte. Hendes blik slog ned imod hendes tær, der lige som Kais var ganske nøgne. På trods af, så varmt var det hellere ikke endnu. 
Vinden tog til, og piskede noget af de hvide lokker rundt omkring hendes ansigt. Hvad skulle hun sige? At hun blot gerne ville videre, opleve noget nyt som hun havde snakket om så mange gange før. Måske finde smedjen der efterligne kunne lave hende en ny arm? 
Men virkeligheden var jo trods alt, følelserne hun unægtelig havde begyndt at få, som stod foran hende. Hun knyttede de hvide bryn imod hinanden, mens hun med et næsten lidende udtryk lod blikket glide fra fødderne op imod himlen. Endnu ikke i stand til faktisk at kigge på ham. 
“jo.. jeg kan godt lide det her” måske endda for godt. hun lukkede øjnene, og hendes fingre gled op og lukkede sig omkring den stum af armen der stadig var tilbage. 
“Men... tror bare.. det er på tide jeg kommer videre” mumlede hun forsigtigt, inden hendes blik endelig lagde sig på Kai der stod foran hende. 
Det var den rigtige måde ikke? Hun kunne ikke få sig selv til at udtrykke det anderledes. I hvert fald ikke endnu.

Kais hjerte føltes lidt som om at det var ved at gå i tusinde af stykker. Måske var det et åndssvagt håb at have om at Chilam ville blive. Han nød bare hendes selskab så meget, og en lille del ville ønske at folk ikke blev ved med at gå ud og ind af templet. De fleste kom tilbage, men engang imellem, så var det bare sidste gang man så dem. Man vænnede sig til det, men Kai ønskede bare at Chilam ikke skulle udsætte sig for den ensomme vej ud i verdenen, og den ensom han udentvivl selv ville have.
Han tog fat i sin ene overarm med sin anden hånd. Han lignede lidt en ulykkelig hund, som han stod der og kiggede på hende med sine store blå øjne.

”Jeg forstår bare ikke... hvorfor? Du ved vel at du er velkommen til at blive?” Sagde han. En ting var hvis hun ikke havde hjulpet til i templet, men det var ikke tilfældet. Hun havde hjulpet til alt det hun var blevet bedt om. Munkene kunne godt lide Chilam, men det var stadig ikke nok? Hvad i alverden var det Chilam søgte, som Kai åbenbart ikke kunne hjælpe hende med at finde?