Nu hvor Jaris stadig forsøgte at skubbe de alt for negative følelser væk, hjalp Daphnie til uden at vide det. Han kunne ikke lade være med at smile over hendes ord og det lille, drillende glimt i øjnene. Trods de ikke havde kendt hinanden så længe, var det rart at vide, at hun stolede nok på ham til at føle sig sikker hos ham. Han var ikke vant til at føle sig ønsket, det var helt underligt.
Jaris valgte med vilje ikke at svare på hvad han havde hørt, for det ville betyde, at han ikke ville komme udenom at skulle tale om sin far og sidste gang han gjorde det, kunne han ikke helt holde tårerne tilbage, selvom han gjorde et ihærdigt forsøg. I stedet fokuserede han på hånden, der strøg så beroligende hen over håret.
Trods det ikke var andet end ønsketænkning, og det vidste han, så kunne han vel sagtens være i drømmen lidt længere. Han undslap en lille, nydende lyd, som Daphnie talte og viklede benene mere omkring ham. Han sagde intet, men nikkede bare svagt som svar i et lille smil.

Jaris lukkede øjnene i, klar til at blive liggende her de næste to uger, for det ville ikke være et problem.
"Hm?" Mumlede han mod Daphnies skulder, da han hørte sit navn. Som hendes tone indikerede, forventede han et eller andet ligegyldigt spørgsmål, men det var bestemt ikke det, der kom. I samme øjeblik han åbnede øjnene, kunne han mærke tårerne presse sig på og klumpen i halsen. Daphnie trak sig lidt tilbage, så han ikke længere kunne gemme sig væk mod hendes skulder. Derfor gjorde han også alt han kunne, for ikke at slippe tårerne løs og smile svagt i stedet.
"Ja. Jep. Jeg har det fint. Helt fint." Ordene væltede ud, som om det ville lyde mere troværdigt, hvis han skyndte sig at svare, men i samme øjeblik gled den første tåre ned over hans kind. Så Jaris skyndte sig at vikle sig fri fra Daphnie, trods det lige nøjagtig var den form for nærvær, han havde brug for og så rejste han sig fra sengen. Det var nok, at han allerede havde grædt foran Nyssa, han kunne ikke også græde foran Daphnie.
"Har du noget at spise?" Spurgte han, som han rømmede sig og straks tørrede tåren bort med en finger. Selvom Daphnie umuligt kunne have overset det, så var det stadig lettere at lade som om, at intet var galt, så han skiftede hurtigt emne til mad, som han var på vej over mod skabene for at rode dem alle igennem.

 Jaris' reaktion fik en knude til at vokse sig frem i Daphnies mave. Hun sank en klump og foldede læberne lidt, mens blikket betragtede hver lille følelse hun kunne se på Jaris' ansigt. Da Jaris svarede rynkede hun panden lidt, og skulede lidt bekymret på ham. Det passede tydeligvis ikke.. Som Jaris begyndte at møve sig fri, løsnede Daphnie benene, så han kunne komme fri, inden hun selv satte sig på kanten af sengen, og betragtede Jaris inden hun hev det første stykke tøj hun fik fat i op til sig - Jaris' trøje. Det gik vel nok, så hun tog den over hovedet, og rejste sig. Forsigtigt gik hun hen til Jaris og lod den ene hånd glide blidt ned over hans ryg, mens hun stillede sig på tæer og kyssede ham på kinden.
 "  Løgner..  " mumlede hun stille, men der var alligevel et lille skævt smil på hende læber. Det bekymrede udtryk var dog stadig at se. Det var tydeligt at Jaris ikke havde lyst til at snakke om det, og det accepterede Daphnie. For nu. Hun var helt sikkert ikke færdig med at finde ud af hvad der var sket, for hun var ret sikker på det var slemt, hvis det påvirkede ham så meget. Det kunne umuligt bare være på grund af hvad der var sket med hende, at han reagerede sådan.
 Som hun stillede sig ned på flad fod igen, kyssede hun kort Jaris på skulderen inden hun stillede jeg hen på den anden side af ham.
 " Mad eller småkager? " Hun åbnende en skuffe, hvor der stod en lille krukke med småkager i. Noget sagde hende at Jaris nok var mere interesseret i småkagerne end mad. Uanset hvad Jaris valgte, ville Daphnie sætte krukken på kommoden, og gå over til brændeovnen, hvor hun smed et par ekstra stykker brænde i, inden hun tog kedlen og fyldte den op med vand fra spanden. Bagefter hang hun den hen over ilden, og gik hen til det lille spisebord, som hun hoppede op og satte sig på. Benene svingede lidt og hænderne var placeret mod bordet, mens hun kiggede på Jaris. Valgte han at komme over til hende, ville hun ligge benene om ham og lade hænderne køre over hans brystkasse, ellers ville hun blot blive siddende og se på ham, men hun ventede på vandet kom op at koge.

Jaris var på vej til at række en hånd op og åbne det første skab han kom til, da han mærkede Daphnies hånd stryge ned over sin ryg. Han trak hånden til sig igen, inden han overhovedet nåede at åbne det, og skævede mod hende, som hun placerede et kys mod kinden. Han kunne ikke lade være med at smile svagt over hendes kommentar og så trak han let på skuldrene. Ja okay, han løj måske lidt. Lidt. Og smilet bredte sig en anelse, da hun ikke spurgte længere ind til det, selvom han godt var klar over, at han nok ikke slap så let i længden. Men så kunne han måske forsøge at få styr på alt det forbandede vand i øjnene imens.
Jaris fulgte Daphnie med blikket, som hun flyttede sig over på den anden side af ham og åbnede skuffen. Han svarede ikke, mest af alt fordi han var optaget af at følge med i hvad Daphnie fandt frem. Hun havde jo nævnt småkager. Derudover var han rimelig sikker på, at hun allerede kendte svaret.

Daphnie efterlod den lille krukke på kommoden og så snart hun flyttede sig for at sætte vand over, rakte Jaris en hånd frem og hev krukken til sig. Man kunne høre den lette lyd af knas, da han tog den første bid og først da Daphnie havde sat sig til rette på bordet, rettede han blikket mod hende, med munden fyldt af de to ekstra småkager, han lige havde stoppet i sig.
Jaris tog krukken med sig og stillede den på bordet ved siden af Daphnie, inden han møvede sig ind mellem hendes ben. Samtidig tyggede han løs, for ikke at lyde alt for ucharmerende, når han gav sig til at tale med mad i munden.

Småkagerne lod til at være langt friskere, end dem han fik proppet i sig sidste gang, og siden de havde ligget så længe, regnede han ikke med at det var en ting Daphnie købte ofte. Han lagde hænderne mod hendes lår og med en fod fangede han lige et stoleben og trak stolen hen bag sig. Han satte sig helt ude på kanten af den, så han kunne hvile panden mod hendes mave og hun stadig kunne holde benene viklet om ham. Hænderne strøg op langs hendes lår, ind under trøjen og om på de bløde baller, hvor han greb let fat.
"Har du købt nye for min skyld?" Spurgte han lidt læspende, inden han fik slugt resten.

 Det lettede lidt på Daphnie at Jaris blot trak på skulderne, da hun sagde han løj. Det var den Jaris hun kendte til, og det fik også hendes smil til at blive lidt mere roligt og naturligt. Det hjalp dog ikke på knuden, for det betød jo også at han egentlig indrømmede at det ikke var sandt, da han sagde han var okay.

 En meget svag, stille og kort latter lød fra Daphnie, så snart hun kunne hører knasen komme fra Jaris. Da hun gik væk fra brændeovnen, smilte hun dog blot tilfreds over at Jaris virkede til at være glad for de nyindkøbte småkager. 
 Benene viklede sig let omkring Jaris, og hang bare lettere løst om ham, så han kunne flytte rundt på sig som han havde lyst til. Hænderne der gled over hans brystkasse, forsatte op i hans nakke mens han tyggede løs, og Daphnie nulrede lidt ved hans nakkehår. Hun bed sig lidt i underlæben for ikke at smule alt for meget over ham. Hun fandt det utroligt kært, så vild han var med søde sager. 
 Daphnie forblev blot stille mens Jaris fandt ud af hvordan han ville stå eller sidde, og nussede han i stedet bare i nakken, indtil han lagde panden mod hendes maven. Så snart hans pande ramte hendes mave, blev hun meget mere bevidst om hvor lidt tøj hun egentlig havde på, og mærkede varmen stige til hovedet. Det hjalp heller ikke ligefrem på varmen da Jaris gav hendes baller et klem. Hun foldede læberne sammen, og kørte hænderne igennem Jaris hår for ikke at tænke for meget over det. 
 Daphnie nikkede med et skævt smil til Jaris spørgsmål, inden hun kom i tanke om han jo ikke kunne se hende.
 " M-h! " lød det muntert fra hende, mens hun nærmest kørte fingrene massagerende rundt mod hans hovedbund. 
 "Kun for dig..! " Daphnie så ned på Jaris. Der var noget utroligt kærligt over hendes blik, og der gik et lille øjeblik før det gik op for hende, at hun nok egentlig havde blottet hvordan hun havde det, mere end hun egentlig ville. Hun skyndte sig derfor at tale videre.
 " Du spiste jo dem alle sammen sidst..  " sagde hun med en drillende undertone. Hun bed sig lidt i underlæben, og håbede han ikke lagde det samme i den forrige kommentar, som hun gjorde. Daphnie var utrolig bange for at deres forhold ville ændre sig, hvis Jaris vidste hvordan hun havde det. 

Jaris kunne ikke lade være med at småfnise lidt over Daphnies meget muntre tone. Det var jo næsten umuligt ikke at blive smittet lidt af det gode humør. Men hendes næste kommentar fik ham til at vende tilbage til sin tidligere tanke. Måske var der alligevel noget om det, når han havde troet at hun lagde mere i deres forhold end han gjorde. End han nogensinde ville kunne gøre. Jaris var ikke engang sikker på, at han overhovedet var i stand til at føle den slags. Det tætteste han kom, var det forhold han havde til den ene pige på bordellet. Hun kendte ham nok bedst og han holdt utrolig meget af hende, men selv hun kendte langt fra alt om ham. Hvis Daphnie ikke havde i sinde at lade Jaris slippe for at tale lidt senere, så kunne hun måske endda komme til at vide mere, end han nogensinde havde fortalt nogle andre.
I hvert fald ville Jaris ikke spørge ind til det. Han valgte bare at tage det som en munter kommentar uden større betydning. Mest fordi han selv var nervøs for, at han ville begynde at opføre sig anderledes i Daphnies selskab, uden egentlig at gøre det med vilje.

Stadig med panden hvilende mod Daphnies mave, slap han hendes ene balle og rakte ud efter krukken. Han fangede lige en ny småkage og knækkede den i halv med tænderne.
”Nårh ja, de smagte jo godt,” mumlede han med en halv kage i munden. Da han rettede ryggen og vippede hovedet lidt bagover, så han kunne vende blikket mod Daphnie, førte han hånden og den anden halvdel af småkagen op mod hende. Han kunne vel ikke være så uhøflig ikke at tilbyde hende nogle af sine egne småkager.
”Har du flere end dem der?” Spurgte han, hentydende til den lille krukke.
”For de forsvinder nok om et par dage,” fortsatte han kort efter og smilede stort. Måske hele krukken ville være tom allerede dagen efter, men det kunne vel ikke komme bag på Daphnie.

 Selvom Daphnie lød munter og glad, nagede det hende stadig en masse, at der var noget det gik Jaris så meget på, at bare tanken om at snakke om det, fik tårene frem hos ham. Selvom han gjorde hende utrolig glad, og fik hende til at føle sig forvirret og som om hun næsten ikke kunne være i sig selv på grund af overvældet af følelser. Alt sammen mest fordi hans humør smittede, men det betød også det her, lidt mystiske, trykkede humør, smittede lidt af også. 

 Daphnie grinte let over hans kommentar og trak lidt på skulderne. Blikket gled lidt undersøgende over Jaris ansigt, da han så op mod hende igen, med et lille smil på læberne. Han så ud som han plejede, men det lettere triste glimt, hun også havde bidt mærke til tidligere, sad stadig i hans øjne, og det gav hende ondt i maven at se. I stedet for at tænke for meget over det, lænede hun sig lidt frem, så hun kunne hapse den halve småkage fra hans fingre. 
 Med en svag latter tyggede Daphnie af munden, mens hun tog lidt fat i Jaris kinder, og rystede dem lidt, med et lille niv. Hun brummede kort og kyssede ham lidt på panden.
 " Så må vi jo se om du kan finde nogle flere, til den tid..  " mumlede hun med et drilsk smil. Daphnie havde købt flere, for hun havde fået en fornemmelse af, at Jaris spiste ret meget søde sager, men hun vidste også fra sig selv, at det hele bare forsvandt på en gang, når det lå sammen. Så hun havde delt det ud i flere krukker. Det ville måske hjælpe på at de holdt lidt længere, hvis Jaris skulle gå og lede efter dem. 

 Daphnie kyssede et par gange mere på Jaris' panden, inden hun lagde panden mod hans, og foldede læberne lidt. Blikket betragtede Jaris øjne lidt. Hænderne stoppede deres niven, og lagde sig i stedet på hans kinder, mens tommelfingrene nussede ham lidt. Lidt usikker sank hun kort, inden hun åbnede munden lidt.
 " Du er ikke okay..  " mumlede hun lidt. Nu hvor han ikke selv ville indrømme måtte hun jo bare fortælle ham det. Om han så synes om det eller ej. Hun var godt klar over det måske ville ødelægge den hyggelige stemning der var lige nu, men det trykkede bare for meget hos hende, at lade Jaris' tristhed værer. 

Jaris' ansigt var legende let at flytte rundt på, som var det lavet af gummi. Derfor så han også lidt tyk ud, da han smilede mens Daphnie havde fat i hans kinder. Hendes svar fik et utrolig nysgerrigt udtryk frem i hans ansigt, og uden at dreje hovedet, så Daphnie stadig kunne have fat i kinderne, skævede han over mod skabe og skuffer. Han måtte gå på småkagejagt og overvejede selvfølgelig allerede at gøre det nu. Jo hurtigere han gik i gang, jo hurtigere kunne han finde dem alle sammen, for det var vel det, Daphnie mente? Hun havde gemt dem. Men nu havde han de næste par uger til at finde dem.

Jaris blev distraheret lidt fra sin nysgerrighed, som Daphnie lagde hænderne mod hans kinder og gav sig til at nusse i stedet. Det lille smil forsvandt med hendes kommentar, som han også endelig fik tygget af munden. Han kunne blive ved med at lyve og sige, at han havde det helt fint, men det nyttede vel ikke så meget, når Daphnie tydeligvis havde bidt godt mærke i hans manglende gnist.
Han svarede stadig ikke, for hvis han skulle forklare Daphnie hvorfor, var han nervøs for at hun ikke længere ville se på ham, som hun gjorde nu. Han var nervøs for, at hendes tryghed omkring ham ville ændre sig til frygt, for skulle han forklare hvorfor han var så bange for sin far, skulle han også fortælle lidt om sin fortid. Om Bagheras forsvinden.

I stedet tog han fat i trøjen hun bar, med den frie hånd og trak hende lidt tættere ned til sig, så han kunne presse sine læber mod hendes i et kys. Det var samme forsøg på at undgå, at tale om det, som han havde gjort med Nyssa. Han havde bare en fornemmelse af, at det ville være lettere at distrahere Daphnie på den måde og selvom han godt vidste, at han ikke ville slippe for at sige noget på et eller andet tidspunkt, kunne han vel trække tiden ud.

 Hver gang Jaris smil forsvandt, fordi Daphnie spurgte ind til, eller kommenterede på tristheden, stak det lidt i hendes hjerte. Hun havde ikke lyst til at han så sådan ud, og selvom hun jo godt vidste det ikke var hendes skyld han havde det sådan, kunne hun ikke lade hver med at føle det var hendes skyld alligevel, fordi hun blev ved med at prikke til det. Hun kunne lade det ligge, og bare nyde at Jaris var der, men hun ville jo først og fremmest at han var glad, ligesom han plejede, men hun ville jo også gerne lærer ham bedre at kende. Blive tættere med ham. Og så kunne hun selv mærke hvor meget det havde lettet på hende, selv at snakke om hvad der var sket med hende, selvom det havde været sparsomt med detaljer, og hun havde undladt nogle ting. 
 
 Derfor gjorde hun heller ikke modstand da Jaris trak hende tættere på, for at starte et kys op. Hun var godt klar over det var for at slippe for at snakke. Daphnie ville heller ikke tvinge Jaris til at snakke om det, men hun håbede at hvis hun prikkede nok til det, gjorde han det på egne vilkår. Kysset blev gengældt, og Daphnie lukkede øjnene i, og flyttede hænderne fra hans kinder og om i hans nakke i stedet. 
 Den sammenkrøllede stilling hun måtte sidde i for at nå hans læber, bare ikke just behagelig. Derfor trak hun hovedet lidt fra kysset - bare en smule - så det stadig virkede til hun ville kysse videre, og flyttede benene han foran på hans hofter. På den måde kunne hun få ham til at skubbe sig længere bagud på stolen, og hun kunne i stedet sætte sig ned at sidde på ham, med et ben på hver sin side. Med hænderne tilbage om hans nakke, pressede hun læberne mod hans igen, og startede endnu et kys op.

 Daphnie sad bare og holdt kysset lidt, mens hænderne viklede sig lidt ind i hans hår. Selvom hun stadig var ret så øm og udkørt fra tidligere, så fik Jaris distraheret hende lidt. Ikke at det var noget hun ville indrømme. Hun trak sig lidt fra kysset, og kyssede ham langs kæben lidt, og da hun nåede enden, hviskede hun stille i hans øre.
 " Så let slipper du ikke..  " Han kunne nok godt distrahere hende, men hun havde tænkt sig at blive ved at spørge ind til det, indtil han enten ville fortælle hende hvad der var sket, eller gøre det klar for hende, at det ikke kom hende ved. Læberne fandt vej til Jaris' igen, for han skulle nok få lov til at slippe for nu.

Jaris var godt klar over, at det sikkert ville blive meget lettere at håndtere det hele, hvis han bare talte om det med en eller anden. Hans forhold til Daphnie var bare stadig så nyt og selvom de var blevet meget tætte på meget kort tid, så kunne han stadig sagtens nå at ødelægge det. Han var overbevist om, at hvis hun vidste hvad der var foregået mellem ham og hans far, ville hun ikke længere føle sig så tryg. Så det var lettere at tie stille, bare lidt endnu.
Til gengæld lod det til, at hans lille forsøg på at distrahere hende, virkede som det skulle. Med det lette skub fra hende, gled han helt tilbage på stolen og gav lidt ekstra støtte da hun flyttede sig, ved at klemme lidt mere til om den ene balle, han havde havde fat i. Den hånd slap og gled hen over hendes lænd i stedet, hvor den blev. Der lød et helt afslappet suk fra ham, som hun førte læberne hen over kæben i stedet og så smilede han let skævt af hendes ord. Nej, det gjorde han vel ikke. Selvom det da gik helt udmærket nu.

Der var vel heller ikke nogen grund til at stoppe nu. Den anden hånd slap trøjen og lagde sig let mod hendes lår, hvor den langsomt strøg længere op. Langsomt, så hun stadig kunne nå at stoppe ham, for han var klar over, at hun stadig måtte være noget så øm. Han trak sig en anelse fra kysset, så deres læber stadig strejfede hinandens.
"Er du sikker?" Helt sikker på, at han ikke ville slippe så let? For han var allerede godt i gang og hun havde stadig kun en trøje på. Hun lagde jo næsten selv op til det. Hånden fandt vej ind mellem dem og dernæst ned mellem hendes ben, medmindre hun havde tænkt sig at stoppe ham inden da.
Han kunne ikke skøjte udenom på denne måde hele tiden, det vidste han. Og hvis Daphnie havde tænkt sig at stoppe ham, inden han kom for godt i gang, måtte han hellere tage sig sammen og tale. Måske det ikke var en helt dårlig position at sidde i heller, for på den måde kunne han gemme sig væk i hendes skulder igen. Så behøvede han da ikke at se hende i øjnene, mens han indrømmede.

 Selvom Daphnie gerne ville kunne sige, at lige godt hvad Jaris gjorde, så slap han ikke uden om at snakke om det nu, og at hun ville blive ved med at holde fast i at han skulle fortælle, vidste hun også godt det ikke ville være sandt. Jaris havde hendes nærmest i sin hule hånd, og han vidste lige præcis hvad han kunne gøre for at distrahere hende. Derfor måtte hun også bide sig lidt i underlæben, da Jaris trak hovedet fra kysset, for ikke at sukke alt for højt over den blide berøring mellem hendes ben. Hun åbnede øjnene lidt og så på ham med et skævt smil.
 " ... Næsten..  " mumlede hun lidt, inden hun nappede ud efter hans underlæbe, og bed blidt fast i den og trak lidt i den, før hun slap den. Han kunne nok godt lige snige sig lidt uden om det nu, men hun ville blive ved med at vende tilbage til det. 
 Den ene hånd i Jaris nakken viklede sig lidt ud af håret, og gled blidt ned over hans arm, i tilfælde af hun fik brug for at stoppe ham, på grund af ømheden. Ind til vider var det dog ikke så slemt, så hun lod ham føre hånden ned mellem hendes ben. 

 Et let suk forlod hendes læber og hun lukkede øjnene for at lade læberne ramme Jaris' igen. Hånden der stadig var viklet ind i hans nakke hår greb lidt mere fast, mens den anden hånd let nussede ham på armen, klar til at tage fat, hvis hun var for øm til at han kunne gøre noget som helst. Daphnie nød Jaris' berøringer, og selvom det ikke var noget hun nok nogensinde ville indrømme, så var det noget hun tit tænkte på. 
 Pludselig Daphnie op i underlivet, og hun greb fat i hans arm, med en let grimmasse. Hun trak hovedet lidt og lagde panden mod hans. Hun bed sig lidt i læben og sendte ham en blanding af et skævt og undskyldende smil.
 " I var alt for hårde ved mig..  " som hun havde sagt sætningen fortrød hun med det samme, og mærkede varmen stige til hendes kinder, og hun slog letter flovt blikket ud til siden. 

Jaris fangede hendes blik med sit, idet hun slog øjnene op. Jo længere han fik hånden, jo mere bredte det svage smil sig på hans læber, for trods hendes svar, så lod det til at fungere fint og ikke kun næsten. Hun var uden tvivl stadig øm, så han sørgede for at holde sine bevægelser utrolig blide. Han kunne ikke lade være med selv at sukke let, som hun nappede ud efter hans underlæbe. Han var opmærksom på hånden, der lagde sig om hans arm i tilfælde af, at hun ville stoppe ham, men indtil videre blev han ved. Den anden hånd, der stadig lå mod hendes lænd, trak han til sig for i stedet at tage fat i blusens kant. På den måde kunne han sørge for at den ikke kom i vejen.

Deres læber mødtes igen og som Daphnie tog lidt hårdere fat om nakkehårene, kunne man høre Jaris' vejrtrækning blive lidt dybere. Han forsøgte sig med at lægge en anelse pres mod hendes underliv, men i samme øjeblik trak hun sig og han stoppede sine bevægelser, dog uden at trække hånden til sig.
"Eller måske lige nøjagtig hårde nok," sagde han med et skævt smil, for hvis Daphnie ikke følte sig klar til endnu mere, så havde de vist gjort deres job ordentligt. Så trak han hånden til sig og lagde den i stedet mod hendes lår. Den anden hånd blev ved med at holde fast i blusen, så den så ud til at sidde tættere til hendes krop, end den egentlig gjorde.

Hver gang Daphnie fik røde kinder og ikke kunne få sig selv til at se ham i øjnene, kunne han ikke lade være med at smile. Selv efter hun havde vænnet sig til hans perversiteter, havde hun ikke helt vænnet sig til sine egne og det morede ham. Og nu hvor hun ikke så på ham, så han også sit snit til at tale.
"Hvis jeg siger det..." Det var så langt han kom, inden han følte halsen lukke sammen. Lige meget hvor mange gange han havde forsøgt at snige sig udenom, var der alligevel en del af ham, der gerne ville fortælle det til hende. Han skulle bare finde ud af hvordan.
"Jeg vil ikke miste dig," sagde han lavt kort efter og hånden om trøjen klemte lidt ekstra til. Der var ingen røde kinder at se hos ham, men nu var det hans tur til at dreje hovedet til siden og slå blikket i gulvet, i flovhed. Dét havde han vist ikke sagt før og det kom lidt bag på ham, at det røg ud nu.

 Et svagt suk nåede at forlade Daphnie læber inden hun mærkede hvor udkørt hendes underliv var i øjeblikket. Et lille smil gled over hendes læber ved hans kommentar, og hun bed sig lidt i underlæben, mens hun trak på skulderne. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige til det, så derfor sagde hun heller ikke rigtig noget. Hånden i hans nakkehår, slap grebet lidt om håret, så hun ikke holdt helt så godt fast.

 Der var en forsigtighed over Jaris stemme, da han snakkede igen, der fik Daphnie til meget langsomt og roligt til at dreje hovedet. Hun foldede læberne lidt og rynkede en smule bekymret fanden da han stoppede med at snakke. Hun følte næsten hun kunne mærke hvor trykket han havde det, og sank kort en klump for at holde lidt samling på sig selv. Daphnie havde altid været en person der blev påvirket af andres humør, meget empatisk, og nogen gange til en grad hvor hun kunne blive mere påvirket af en situation end personen det egentlig var sket for. 
 Blikket gled lidt over Jaris ansigt da han drejede hovedet væk. Et lidt stort og fjoget smil gled over hendes læber og en let rød farve fandt vej til hendes kinder ved hans kommentar, selvom det måske ikke var helt passende til stemningen. Det gjorde hende bare utrolig glad at høre ham sige det. Hun foldede læberne lidt for at få smilet til at sænke sig lidt, mens hun tænkte over hvad hun skulle sige.

 Smilet blev lidt skævt, da Daphnie kom frem til hvad hun skulle sige, og hun lagde derfor begge hænder på Jaris kinder, så hun blidt kunne dreje hans hoved, så hun kunne se ham i øjnene. I et lille øjeblik betragtede hun ham bare, mens den ene hånd kort forlod kinden, for at stryge lidt til hans pandehår. Bagefter fandt den kinden igen, så han ikke kunne dreje hovedet væk.
 " Så let slipper du ikke af mig mig.. Desuden..  " hun skævede mod småkagerne på bordet.
 " Der er både trøstekager og tudekiks.. " hun så tilbage på ham med et lidt drilsk smil. Bagefter gav hun ham et kys på panden, og flyttede hænderne fra hans kinder, så hun kunne ligge armene om ham, og trække ham ind til et kram.
 " Jeg bliver lige her, så længe du vil have det..  " mumlede hun stille, uden at trække sig fra krammet. Det var op til Jaris hvornår kramme skulle stoppe, for Daphnie havde lidt på fornemmelsen han havde det bedre ved hun ikke kunne se på ham mens han fortalte. 

Jaris kunne ikke få sig selv til at se Daphnie i øjnene. Ikke efter han havde indrømmet, at han ikke ville miste hende. Han var ikke helt tilfreds med hvor følsom han var at høre på. Måske hans far havde ret. Måske var han utrolig svag, selvom han indtil da havde været mester i at lægge skjul på sine følelser.
Så snart han mærkede Daphnies hænder mod sine kinder, var han sikker på at han ville gøre modstand, så han ikke behøvede at dreje hovedet, men lige så snart hun gav sig til at skubbe den mindste smule, fulgte hovedet selv med. Han kunne ikke lade være med at smile svagt over hendes kommentar. Selvom han næsten var sikker på, at han stadig kunne nå at skræmme hende væk, så var det alligevel beroligende at vide, at hun ikke havde i sinde at forsvinde. Han skævede kort mod småkagerne og udbrød et let fnys med smilet, før han tvang sit blik tilbage i hendes.
Han var i gang med at tage sig sammen, til at skulle fortælle Daphnie bare lidt, og dermed kunne han straks mærke tårerne presse en anelse på igen. Derfor satte han også pris på, at han blev hevet ind til et kram, så han ikke skulle se hende i øjnene, hvis han nu begyndte at tude igen. Var der ingen grænse for, hvor meget vand der kunne være i øjnene? Det var da voldsomt irriterende ikke at kunne styre det. Det var han bestemt ikke vant til.

Jaris begravede igen hele ansigtet i Daphnies skulder. Han slap stadig ikke det knugende greb om trøjens kant, men den anden arm blev lagt om hende, så han lige kunne trække hende helt tæt til sig. Han forblev stille i et stykke tid og han havde ikke tænkt sig at slippe hende lige foreløbigt. Han forsøgte at finde en måde at sige det på, men lige meget hvad, så ville det komme til at lyde akavet og... dumt.
"Min... far... er tilbage," mumlede han. Som altid lød han noget anstrengt, da ordet 'far' skulle ud, for meget af en far, havde han jo ikke været.
"Han har aldrig været særlig sød ved mig, men... Efter 386 år regnede jeg ikke med at se ham igen." Han skar en grimasse mod Daphnies skulder som han talte. Jep, det lød dumt. Det var heller ikke svært at høre i hans stemme, der langsomt var begyndt at ryste en smule, at det ikke kun var fordi hans far ikke havde været særlig sød. Der lå noget andet bag, men den grund havde han altid haft endnu sværere ved at indrømme, for så fremstod han jo decideret svag. At Daphnie stadig ikke kendte noget til hans race og alder, tænkte han ikke over, da han nævnte tallet.

 At Jaris alligevel havde overskuddet til at smile lidt af Daphnies dårlige og dumme kommentarer, trods han tydeligvis var noget trykket over at skulle fortælle hvad der var sket, gjorde Daphnie en smule lettet. Især fordi hun altid havde haft lidt svært ved at situations fornemme, hvornår det var okay at lave sjov i seriøse sammenhæng. Og lige nu kunne hun helt sikkert have ramt ved siden af, det ville ikke være første gang det skete for hende. 

 Jaris trykke Daphnie mere ind til sig, lod hun automatisk armene stramme deres greb lidt, for at sikre sig han ikke var i tvivl om hun var der for ham. Uanset hvad det var, ville hun ikke bare gå sin vej. Det var trods alt også hendes hjem, så hvor skulle hun gå hen? 
 Bevidst om hvor svært det kunne være at snakke om ubehagelige ting, lod hun Jaris tage sig den tid han havde brug for. Hænderne bevægede sig stille og roligt op og ned over hans rundt i aende bevægelser, i et forsøg på at gøre det så behageligt som muligt for ham. 
 Da han så endelig begyndte at forklare sad Daphnie bare og lyttede. Måden han fik sagt far, fik det til at vende sig i hendes mave. Det var  tydeligt at hører han ikke var glad for hans far, og der var tydeligvis sket noget ubehageligt mellem dem. Da han så nævnte 386 år, rynkede hun panden en smule og drejede hovedet lidt forvirret. 386.. år? Det kunne ikke passe.. Hun måtte have hørt forkert.. Det måtte være dage, ik? Selvom det næsten var lige så mærkeligt at sige, men måske han virkelig bare havde gået op i det præcise antal af dage? Hun følte ikke rigtig at hun kunne spørge ind til det nu, og puttede derfor hovedet ned til ham igen, og nikkede en smule, så han vidste at hun lyttede.
 
 Som Jaris fortalte, blev Daphnie mere og mere glad for at han egentlig heller ikke kunne se hende. Bare det at hans stemme begyndte at ryste, fik alle følelserne til at vælte rundt i hende, og vokse sig til store knuder i mave, bryst og hals. Hun var overbevist om det nok ikke lige frem ville hjælpe Jaris i hans fortælling, hvis han kunne se hun sad og blev helt ked af det. Det gjorde bare virkelig ondt i hende, at høre det påvirkede ham så meget. Hun gjorde dog sit bedste for at Jaris ikke skulle opdage det. 

Det var ikke meget Jaris endnu havde formået at fortælle, men det var da alligevel en start. Han måtte dog lige holde en pause i stilhed, så han kunne prøve at synke klumpen i halsen igen. Havde Jaris mulighed for at se Daphnies reaktion, ville han straks have valgt ikke at sige mere. Han synes bestemt ikke det havde været en speciel hyggelig oplevelse at blive genforenet med sin far og kunne han se hvordan hun reagerede på hans rystende stemme, ville han heller ikke mene, at hun behøvede at høre det. Det var jo ikke meningen, at hun skulle blive mere ked, end hun allerede var. Det var måske endnu en grund til, hvorfor det var så svært at fortsætte. Fordi han ikke ville lægge sine problemer over på hende. Også selvom hun flere gange havde givet udtryk for, at hun gerne ville lytte til ham.

Jaris tog en dyb indånding og som han pustede ud mod hendes kraveben, kunne han ikke holde på tårerne længere. Var det ikke fordi hun ikke kunne se ham græde, ville han straks have tørt kinderne, men det var ikke nødvendigt nu. I stedet kunne Daphnie mærke trøjen blive mere og mere våd mod skulderen.
”Jeg vil ikke…” Han afbrød sig selv, for det var ikke rigtigt formuleret.
”Jeg tør ikke at tage hjem,” rettede han sætningen. Det var alligevel en utrolig pinlig sætning at skulle sige. At han ikke turde at tage hjem. Han ville jo helst fremstå som ham, der ikke var bange for noget!
”Jeg er sikker på, at min far vil have hævn, fordi jeg slog ham ih…” Den sætning måtte han nok også hellere formulere lidt anderledes, for Daphnie kunne vist sagtens gætte sig til resten af det sidste ord, men det lød måske lidt for makabert.
”… Fordi jeg… tog hans liv dengang,” sagde han lavt, næsten hviskende. Han var klar over, at den indrømmelse måske ikke ville falde i god jord hos Daphnie, men for stadig at være sikker på, at hun ikke ville smide ham ud med det samme, tog han lidt bedre fat omkring hende.

 Der var næsten helt stille i rummet, da Jaris ikke snakkede. Det var kun lige kattene der rodede rundt, som brød stilheden. Daphnie ville ikke sige noget, hun ville bare lade Jaris snakke. Indtil han ikke havde mere han ville fortælle. Hun var bange for, at hvis hun begyndte at sige noget til det ville hun ikke kunne holde sine egne tårer tilbage, og så ville han sikkert ikke have lyst til at fortælle mere. Hun sad derfor bare helt stille, og nussede ham beroligende op og ned af ryggen. 

 Knuden i Daphnies mave og bryst voksede sig størrer da hun kunne mærke skulderen langsomt blev våd. Hun kunne virkelig ikke have at Jaris havde det så svært. Hun måtte folde læberne lidt hårdt sammen for ikke at gøre det alt for tydeligt hvor meget hun var påvirket af hans følelser. For at distrahere sig selv selv, gav hun sig til at kysse ham lidt på skulderen, men hun lyttede til det næste han forklarede. 
 Det næste Jaris sagde, vidste Daphnie ikke helt hvordan hun skulle reagerer på. Det var selvfølgelig ærgerligt  han ikke turde tage hjem, men når hun ikke vidste hvorfor. Kyssene på hans skulder forsatte indtil slutningen på den næste sætning. Ligesom han stoppede sætningen nærmest stivnede Daphnie, og hun sad nu helt stille, det var lige før hun også holdt vejret. Han havde dræbt hans egen far. Slået et andet menneske ihjel. Daphnie sank lidt usikkert, og hendes arme løsnede sig lidt med tankerne. Også selvom Jaris tog mere fat om hende. 
 Daphnie vidste ikke hvordan hun skulle have det med at han havde taget en anden persons liv. Han havde gjort noget utroligt ulovligt. Noget inde i hende ringede med alle alarmklokker, men alligevel kunne hun ikke helt lade vær med at ignorere det. Hun havde jo ikke nogensinde set tegn til at Jaris var voldelig eller farlig. Det var faktisk lige før hun ikke kunne se for sig, at Jaris kunne slå nogen ihjel. 

 Endelig fik Daphnie revet sig fri fra tankerne, og hun møvede sig så tæt på Jaris hun kunne, mens hun rettede sig lidt mere op, så hun kunne nå hans hoved lidt bedre, og derfor kunne kysse ham beroligende på håret. Armene strammede deres  greb igen, og den ene lagde sig så den kunne nusse ham i håret. Sådan sad hun så bare, og puttede Jaris godt ind til sig, mens hun lukkede øjnene i.
 "Hvad skete der.. ?  " hviskede hun med en klump i halsen. Hun vidste helt hvad hun spurgte ind til, men gik ud fra Jaris fortalte det han have lyst til. 
 
 Daphnie tænkte slet ikke over at Jaris lige havde fortalt han havde slet hans far ihjel, og at han var kommet tilbage. Ikke endnu.

Jaris kunne mærke Daphnies greb løsne sig og det fik ham kun til at stramme sit lidt mere. Han var forberedt på et panikanfald, eller noget der lignede, fra hendes side. Han var efterhånden vant til at håndtere den slags information, men selv han havde det ikke helt let ved at få sådanne ting at vide. Han kunne kun forestille sig, hvordan Daphnie måtte have det, når hun nu vidste, at hun teknisk set sad sammen med en morder. At hun havde været så tæt med ham og intet vidst, før nu. Lige meget hvad grunden så havde været og trods han selv havde retfærdiggjort drabet på sine forældre, så vidste han, at alle andre ikke ville se det på samme måde. Han var bare ikke klar til at give slip på hende og han var ikke klar til, at hun skulle give slip på ham.

Daphnie møvede sig endnu tættere og Jaris udbrød et lettet suk. Han løsnede også sit lidt stramme greb, når han nu vidste, at hun ikke havde tænkt sig at løbe skrigende bort, eller smide ham ud. Selvfølgelig løsnede han også sit greb for ikke at lukke helt af for hendes vejrtrækning, selvom han ikke havde så hårdt fat. Hendes spørgsmål fik ham straks til at ryste lidt mere, men han åbnede munden og gjorde hvad han kunne, for at svare.
"Øhm... Han m..." Jaris kom ikke længere, før han udbrød et lille grædende klynk. Det lød helt anstrengt, fordi han selvfølgelig forsøgte at holde det tilbage, men det var ikke helt muligt. Han havde lige løsnet sit greb om Daphnie, men allerede nu klemte han lidt til igen.
"... misbrugte mig." Ordene væltede ud, næsten oveni hinanden, så hurtigt han fik sagt det, men han var sikker på, at det ikke ville være lykkes på andre måder. Dét havde han med sikkerhed aldrig fortalt nogle, fordi han vidste, at han ville bryde grædende sammen, hvis han gjorde. Han græd allerede over for Daphnie, så han kunne vel næppe være mere ynkelig. Og efter han havde spyttet ordene ud, brød han sammen i gråd. Rigtig, ordentlig gråd. Han ville aldrig kunne se Daphnie i øjnene igen, så svag han havde vist sig over for hende. Det var direkte pinligt.

 Da Jaris strammede grebet om Daphnie, som hun slap ham lidt, gik det op for hende hvor svært Jaris egentlig havde det med at fortælle hende hvad der var sket. Han var tydeligvis bange for at hun ville rejse sig og gå sin vej. Efterlade han sårbar og blottet som han sad der ked af det og helt ved siden af sig selv. Daphnie måtte virkelig kæmpe for ikke at begynde at græde på Jaris vegne. 
 Derfor så Daphnie sit snit til at samle sig selv lidt, da Jaris løsnede grebet lidt. Som havde hun haft lidt svært ved at trække vejret, pustede Daphnie tungt ud, inden hun tog en dyb vejrtrækning. Hun kunne godt klare det. Hun skulle klare det. For Jaris skyld. Derefter badede hun nærmest hans hår i små kys. Hun vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle gøre.

 Da Daphnie kunne mærke Jaris begyndte at ryste, begyndte hun meget forsigtigt og blidt, at sidde og vugge den langsomt fra side til side. Hun vidste ikke helt hvad godt det skulle gøre, men hun kunne huske at hendes mor sad sådan med hende, da hun var lille. 
 Selvom Daphnie sad og prøvede at være stærk på Jaris vegne, og ikke lade sig blive overvældet med følelser, var det som om der blev prikket hul på en ballon da klynket forlod Jaris læber. Som om en bølge af følelser skyllede igennem hende, strammede hun grebet lidt om ham, mens det begyndte at brænde i hendes øjnene, og øjnene blev fulde af tårene. Nærmest som om nogen havde tændt for en vandhane og lod vandet løbe, løb tårene lydløst ned over hendes kinder. 
 Daphnies udtryk var trist og sørgmodigt, men da Jaris endelig fik færdiggjort sætningen, var det hendes tur til at blive vred. Straks så hun en hel del mere vred ud og hendes udtryk var fuld af foragt, ikke i forhold til Jaris, men hans far. Det lå så fjernt for hende, at man kunne gøre noget så modbydeligt mod sine egne børn. En ting var en fremmed, ikke at det var okay, men ens eget kød og blod! Tanken gav hende næsten kvalme. 

 Daphnie var ikke i tvivl om Jaris havde holdt det inde, han lige hvad fortalt hende, rigtig længe. Hun var ikke en gang sikker på det ville komme bag på hende, hvis hun var den første han fortalte det til. Så voldsom som han reagerede på at sige det, virkede i hvert fald overvældende. Hun vidste hverken hvad hun skulle sige eller gøre, så hun blev bare siddende, med armene om Jaris, mens hun nussede ham på ryggen og i håret, og vuggede dem side til side. Lige så stille blev hun opslugt af Jaris gråd, og stille hulkede sammen med ham. Af og til kyssede hun ham blidt på håret. 

Jaris græd videre. Han var ikke helt klar over hvordan han skulle stoppe, nu hvor han havde fået tændt for en følelse, der var blevet undertrykt så hårdt, så længe. Selvom Daphnie ikke var gået, i frygt for ham og hans mulige tendenser for at gøre skade på andre, så var han egentlig ikke helt overbevist om, at det ikke stadig kunne ske. Han skulle bare vente lidt mere. På et eller andet tidspunkt ville det gå op for hende, at han ikke var så hyggelig en mand, som hun måske havde fået indtryk af og så ville han aldrig få lov til at komme tilbage. Sådan havde det været før, når Jaris havde delt lidt mere end han måske burde. Denne gang havde han delt godt og vel alt, trods han ikke havde inkluderet detaljerne.
Han mærkede Daphnies kys mod håret, hvilket alligevel hjalp bare lidt. Kort efter begyndte hun at vugge ham let fra side til side og selvom han aldrig havde fået den behandling før, var der noget underligt beroligende over den. Det var en ambivalent følelse, for han var ikke vant til den slags omsorg, men det var da meget rart.

Jaris blev siddende i et godt stykke tid, som han for en gang skyld havde muligheden for bare at lade det hele komme ud. Årh, der var noget dejligt befriende over bare at kunne græde, uden at føle sig dømt. Som tiden gik, blev Jaris mere og mere stille og sådan forblev han, stadig med armene omkring hende og ansigtet begravet mod hendes våde skulder. Efterhånden var hans vejrtrækning også blevet dybere og ikke helt så overfladisk længere.
”Undskyld…” Mumlede han og snøftede lidt. Det var jo ikke meningen, at han ville læsse det hele over på hende og selvom han ikke sagde noget, så havde han jo godt lagt mærke til hendes lavmælte hulk, mens han også selv havde været i gang. Han løftede ikke hovedet. Han kunne ikke helt få sig selv til at kigge hende i øjnene, for hans måtte være røde efter de mange tårer.
”Du ved godt, at jeg aldrig ville røre dig… på dén måde, ikke?” Hans stemme var hæs. Han var jo nødt til at spørge, for Daphnie skulle bestemt ikke være den mindste smule bange for ham. Han ville blive så knust, hvis han fandt ud af, at hun var.

 Normalt fandt Daphnie det gevaldigt irriterende, at hun så nemt lod sig rive med af andres følelser. At hun så nemt blev helt opslugt op dem, nogen gange mere en personen selv gjorde. Men lige nu var hun okay med det. Hun havde lyst til at vise Jaris hvor meget det påvirkede hende, at han var ked af det. Hun havde lyst til, at han vidste det var okay at han var ked af det. Egentlig havde hun lyst til at se han i øjnene og fortælle ham hun elskede ham. At det nok skulle gå alt sammen, og at han var i sikkerhed hos hende. Vise og forklare ham hvordan hun havde det, i håb om at han ville få det bedre.
 Men Daphnie var ikke sikker på hvor meget af det der ville være sandt. Der var ingen tvivl om, at Daphnie ikke kunne forsvare sig. Ellers ville hun jo ikke være blevet overfaldet. Så hun ville nok ikke kunne beskytte Jaris hvis det kom til stykket. Og i realiteten vidste hun heller ikke om at det nok skulle gå. Hun vidst egentlig heller ikke om  hun elskede ham, for hvordan vidste man det? Var det bare fordi hun havde ondt af ham, hun havde lyst til at sige det? Selvom han lige havde åbnet sit hjerte for hende, vidste hun jo stadig ikke særlig meget om ham. 
  Det eneste Daphnie vidste med sikkerhed var, at Jaris betød alverdens for hende, og hun ville gøre alt i hendes magt for at Jaris havde det godt og var glad, mens han var hos hende. Beskytte ham som hun nu engang kunne. Hun snøftede kort og puttede sig lidt ekstra ind til ham.

 " Hvorfor?...  " lød det stille fra Daphnie, da Jaris sagde undskyld. Han havde ikke gjort noget, der krævede han sagde undskyld, så hun kunne ikke se hvorfor, han skulle undskylde. De næste ord der kom fra Jaris fik det til at trække sig sammen i Daphnie mave og prikke i brystet. Øjnene begyndte at løbe i vand igen, selvom der efterhånden ikke var mere vand tilbage i hende. Hænderne knugede sig sammen, den ene blot på hans ryg, den anden i hans hår. Hun vidste ikke hvorfor det påvirkede hende så meget at han spurgte. Måske fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle forholde sig til at have fået at vide han havde slået et andet menneske ihjel, måske fordi det gjorde lidt ondt på hende at han var nødt til at spørge om det, måske noget helt tredje. 
 Hun knugede sig lidt ind til ham med et snøft, inden hun forsigtigt slap ham, og prøvede at få ham til at løfte ansigtet, så hun kunne lægge hænderne på hans kinder, og tørre de værste af hans tåre væk med tommelfingrene. Daphnie så på han med et lille smil. Hendes blik var trist, men der var intet frygt at se nogen stedet. Hun var ikke bange for ham. Hvorfor skulle hun være det? Han havde aldrig gjort hende noget. Det var tydeligt at se hun havde grædt, øjne og kinder var røde, og hendes næse løb, men hun var ligeglad. Hun holdt bare blikket i hans.
 Var Jaris så stædig, at han ikke lod Daphnie løfte hans ansigt, ville hun i stedet bare vippe hovedet op af hans, og lade hænderne nusse ham på ryggen i stedet.
 " Selvfølgelig..  " sagde hun stille og snøftede. Hun bed sig lidt overvejende i læben.
 " Det ser jeg jo alt for godt ud til..  " der var en drillende tone i hendes stemme og hun smilte lidt skævt.