Der var ingen af dem, der virkede alt for glade over at være blevet vækket. Julia fik sig sat op med kun et mindre jag i siden, men blev så siddende der, hvor hun ikke ville komme på tværs af Jeffreys morgenrutiner. Han skulle have ændret sig meget for at lige det ikke ville være for alles bedste.
Det havde han ikke.
Hans svar til den på den anden side af døren var så gnavent, som noget hun tidligere havde hørt når han blev vækket og fik hende til hastigt at skjule et smil. Godt det samme for kort derefter faldt hans blik på hende og munterhed over ham havde aldrig forbedret morgenhumøret.
Hans ord overraskede hende dog nok til at hun tydeligt viste det og fik hende blot til at nikke tavst. Det lød halvt som en tillid og halvt som en fælde klar til at lukke sammen om hende ved tredje fod ude af døren. Stolede hun nok på ham til at forsøge det?

Jeffrey var væk, før hun fandt ord at svare ham med. Heldigvis havde hun heller ikke set mere end halvt vågen ud. Det blev hun som døren lukkede og låsen ikke klikkede.
Fristende.
Til en start fandt hun dog vejen ud af sengen og tilbage i tøjet fra dagen før. Med tiden til det lod hun blikket glide undersøgende over kroppen og kunne til sin lettelse se de første mærke var begyndt at falme. En lille ting, men en rar ting. Derefter løb hendes blik over rummet, hvor hun ignorerede reolen med bøger og i stedet redte sengen.

Det blev Julias mave der tvang hende til at teste Jeffreys ord. Hun var stadig i underskud og den blotte tanke om mad var nok til at hun vovede at åbne døren kun for at stoppe op. Ved væggen overfor lå den største, sorte kat hun nogensinde havde set og så ud til at sove. Øjeblikket trak ud og katten fortsatte med at ignorere hende. Tagende en dyb indånding trådte Julia helt ud på gangen og lukkede døren bag.
Stadig ingen reaktion.
Tre skridt ned af gangen og hun hørte den komme på benene bag hende, men hun fortsatte alligevel den angivne vej hen til køkkenet. Der ramte lyden af velkendthed hende, som hun skubbede en dør op og atter gik lidt tøvende i stå. Et puf i ryggen fra en snude sendte hende dog fremad, så katten kunne komme med ind.
"Pan, din bølle! Smid dig henne ved væggen for en gang skyld, vil du?" Stemmen kom fra en kvinde, der nåede Julia til brystet og dobbelt så bred som hende. En der nu beordrede hende hen at sidde ved et bord og fik en skål med grød til at lande foran hende. "Så du er hvad har sat hele stedet på den anden ende og ikke mindst Ridder Harrington. Ikke hvad jeg havde forventet. Slet ikke hvad jeg havde forventet."
Derefter fortsatte kvinden med at snakke, joke og forsøge at trække svar ud af Julia, mens hun holdt hele køkkenet i gang. Da grøden var spist landede en spand med kartofler foran Julia, som denne med et lille skævt smil tog fat på. Køkkenet var ikke det værste sted at forhindre sine tanker i at cirkle.

Hans rytme var fuldstændig drevet ud af kurs. Klokken var for mange i forhold til hvordan hans morgen plejede at starte, og det faktum nogen havde været nødt til at gå op og vække ham, vagte en del snak i krogene. Intet han var synderligt tilfreds med. Der blev derfor også bjæffet lidt ekstra til morgenmødet end normalt, og han var hurtigt videre til andre planer og ordre der skulle uddeligeres til de forskellige delinger.
Han manglede også at få samlet op på om der var kommet styr på de nye slaver, og om de havde fundet ud af hvorvidt de omkringliggende landsbyer kunne overtales til at blive en del af Mørkets ordning, eller de skulle indtages.

Jeffrey følte sig irriterende tung i hovedet under alle møderne, og flere sendte ham undrende blikke. Han virkede ikke mere gnaven, men der var alligevel noget anderledes i hele hans adfærd. Som at noget havde rykket godt og grundigt i hans grundvold, hos den gamle Ridder der ellers altid holdte sig rank og kold. Timerne gik som ting blev ordret og regnskaberne blev holdt ved lige og han igen følte at han havde et nogenlunde tag i hele situationen, før hans mave fortalte ham at morgenmaden var blevet skippet og eftermiddagstimerne var for længst gået i gang, til han kunne tillade sig at sige han kunne nå en bid middags.

Med tunge skridt og et træt hoved, gik han ned mod køkkenet og puffede døren op og kiggede en smule dovent på Pan der lå i sin katteskikkelse og slængede sig. Det betød at Julia måtte være der også.
”Nogen sprang morgenmaden over, igen!”  et af de sjældne smil kom frem på Jeffreys læber som han kiggede ned på den lavstammede skrappe kvinde der viftede med en grydeske af ham. ”Jeg lover det ikke sker igen. Før næste gang” Han fik et skarpt blik før hun allernådigt lod ham gå hen og tage noget brød og sætte sig på en skammel tæt ved Julia og hendes spand med kartofler. ”Jeg ser du er blevet sat i arbejde”

Køkkenet var bestemt ikke det værste sted at tilbringe dagen. Julia forblev isoleret af den styrende kvinde, Miramaj, i hjørnet hvor hun først var sat. Den første spand med kartofler blev erstattet med en anden, men der var intet pres på hende for at rubbe neglende, som der var på de andre.
Det var dog rart med noget mellem hænderne som Julia tog køkkenet og de, som arbejdede der, ind. Det virkede som en blanding af frie og slaver, men flest af de sidste. Ingen fik lov at komme hende nær, hvilket morede hende en smule. Tydeligvis havde Miramaj endnu ikke bestemt sig til hvor meget af et problem Julia kunne blive, så for en sikkerhedsskyld blev forsøg på at fiske oplysninger forhindret.
At katten Pan blev liggende bag hende hjalp også en del på at holde nysgerrige væk.

Efter middagsmaden var båret ud og resterne kommet tilbage faldt der for en stund lidt mere ro på. Aftensmåltidet passede næsten sig selv i de store gryder og en del af slaverne så ud til at have andre pligter andet steds. Det gjorde køkkenet til et fredelige sted, som en ny forstyrrelse ankom og straks blev ramt af kommandotonen.
Julia gjorde intet for at skjule sit smil over det, men lod blot den færdig skrællede kartoffel falde i vandet, før hun fandt en ny. "Det eneste fornuftige at gøre ved uventede ekstra hænder." Hun skævede ned til katten, der havde spredt sig ud over hele hjørnet med alle fire ben strakt ud i rummet. "Du satte en kat på mig?" Hun skar en grimasse, som hun drejede sig tilbage til bordet igen.
"Slip!" Julia slap kartoflen og kniven, så begge forsvandt ned i vandet, hvorefter spanden forsvandt og et krus med dampende the landede på bordet foran hende. "Du skulle give besked!" En bestemt finger prikkede hende i brystet og fik hende til at stivne, før hun nikkede underdanigt. Mere nåede hun ikke før Miramaj brummende var på vej væk.
"Hun er meget effektiv."

Miramaj var en kvinde man ikke skulle modsige sig for mange gange. Og slet ikke i træk. Jeffrey vidste hvor han havde hende, og hvis han havde haft problemer med hendes tone, var der også sket noget for at ændre det. Men der var faktisk noget utrolig både hjemmeligt og beroligende ved at havde en til at kommandere rundt med sig, trods Jeffrey var den eneste i ruinen som ikke kunne blive kommanderet med.
Jeffrey løftede et øjenbryn i enighed over ordene. Det var trods alt også en mere behagelig måde at blive sat i arbejde på end så meget andet der kunne være hent. Blikket drejede fra hende, til Pan der stadig lå dovent og stor på gulvet bag dem. ”Du kan da godt li katte” argumenterede han med morskab i stemmen. Dermed give hende ret i sine antagelser om at han havde sat en kat på hende.

Havde Jeffrey haft noget i hænderne, ville der havde været en risiko for at han ligeledes havde sluppet hvad end han holdte fat i ved den strenge kommando der blev slynget afsted. Jeffreys blik vendte sig derimod straks mod stemmen og kunne ikke undgå at smile. ”Det er hun. Nogen gange for effektiv” brummede han, men stadig med en morskab at spore i stemmen. ”Har du siddet her hele dagen?”

Det lette smil fik lidt mere form, som Jeffrey ganske enkelt gav sin enighed i hvorfor Julia var endt i let arbejde i køkkenet. Ganske forventeligt, men også forsikrende om at hans humør var blevet bedre med dagen. Håbede hun. Mere forsikrende var hans argument om katte, der fik hende til bare at se fladt på ham.
Mere nåede hun heller ikke før Miramaj slog til.

Julia lukkede stille hænderne om kruset, men lod det ellers stå på bordet foran hende. "For effektiv? Vil du påstå hun faktisk kan få dig til at passe måltiderne?" Hun kunne ikke lade være med at drille ham let. Bare det lidt hun havde været i hans rum nu og han havde droppet flere. Noget hun ikke havde tolereret da... Julia skubbede fortiden tilbage ned i forsøget på glemsel og nikkede så let. "Det meste af dagen." Hendes blik gled fra Jeffrey til Miramaj, før hun så tilbage og dæmpede stemmen. "Mellem hende og den lille kat var jeg ikke sikker på jeg ville nå døren hvis jeg forsøgte..." Hun drejede kruset let, løftede det så kun for at bemærke det rystede let og lod det så blive på bordet i stedet. Trætheden havde ramt hende sammen med tiden gået siden sidste måltid.

Blikket der blev ham sendt, blev modtaget og svaret af at Jeffrey ganske simpelt bare smilede til hende. Det havde absolut ikke været grunden til at den store kat havde fuldt hende som en meget intimiderende ekstra skygge, og det var han også klar over at hun vidste. Når alt kom frem, trods årernes separation, var hun stadig en svaghed for ham. Oven i, at hun havde forsøgt at flygte før, og han gemte beskyttelsen bag opsyn for at hun ikke skulle forsøge at stikke af igen.
”Julia, jeg tror der skal guddommelige magter til at få mig til at passe måltiderne” den lette drilske tone han fornemmede var kærkommen, og her i køkkenet virkede de mere ligelige end de nogensinde havde været oppe i hans kammer.

Jeffrey nikkede dæmpet til hendes ord. Hans skarpe øjne fulgte håndens bevægelse og den lette rystelse der kom over kruset. ”Hvornår har du sidst spist?” spurgte han stadig dæmpet, for ikke at blande Miramaj ind i en privat samtale mellem dem, selvom han alligevel mente det vedkom køkkenmadammen en smule. For nok havde hun sat Julia i arbejde og afholdt hende fra at vandre omkring, men om hun havde husket at give hende noget mad, det var en anden side. Eller om Julia havde turde tage sig den frihed at fodre sig selv. Det sidste tvivlede han stærkt på.

Et ægte smil voksede en smule selvtilfreds frem på Julias læber og hun svarede, før end hun fik kvalt ordene. "Du gjorde før i tiden." Lidt god indflydelse havde hun haft dengang. Så snart hun havde sagt det, greb hun tankerne og skubbede dem tilbage ned hvor de så tydeligt ikke ønskede at forblive. Om det var træthed ellers han generelle nærvær der gjorde det så let for dem at undslippe vidste hun ikke, men det var alt for farligt at de gjorde. Han vidste allerede mere end hun havde ville afsløre og han var dårligt nok begyndt at stille spørgsmål endnu.

Han lagde også stadig mærke til alt. Julia fandt et affejende smil frem, som hånden blev skjult helt ned i skødet. "Da de andre slaver gjorde." Hendes blik var blevet lettere udfordrende i hans. Hvad hun var for ham var stadig alles gæt, men fri betragtede ingen hende, så naturligvis blev hun delvist grupperet med dem hun til flugten havde hørt til. I det mindste havde hun fået mere end de andre og maden serveret - stillet foran sig - frem for at hun skulle blande sig med dem. At katten bag hende havde knurret over først givne mængde og den derefter var blevet doblet var heller ikke helt vigtigt lige nu.

En lav brummelatter forlod ham, som han tænkte tilbage. Det havde været helt andre tider for Jeffrey og vigtigste: "Jeg havde også dig til at holde mig i ørerne" i modsætning til hende, lod hans tanker sig dvæle lidt ved den fortid de delte, inden hans smil falmede lidt og tankerne blev trukket tilbage til den situation de sad i. Der var ingen grund til at gå ned af den sti. Det hørte fortiden til, og det generede ham faktisk at den påvirkede ham så meget som den gjorde. Mest fordi han forsøgte at overbevise sig selv om at den ikke længere burde have betydning.

Jeffreys blik dvælede ved hende, som han bearbejdede hendes ord. "Ah." det kom ikke bag på ham, at hun var sat i den kategori. Det var et følsomt spil der begyndte at opsætte sig i mængden. Han ønskede ikke at nogen skulle indviges i hvorfor Julia var mere end de andre slaver. Samtidig med at han ikke ville have hun skulle behandles som en af dem.
"Er du mere sulten?" han valgte at spørge hende, i stedet for at tage et valg ud fra hans viden. Hendes rysten fortalte ham at hun formentlig manglede mad. Hans instinkt bød ham også at tage alle beslutningerne, men den tidligere tanke om det, i hvert fald mere ligelige forhold de dengang havde delt, ændrede hans ord til et spørgsmål. For at lade hende tage valget.

Hvor meget Julia end forsøgte at fortrænge den delte fortid, så var den der hele tiden og påvirkede alt der blev sagt og gjort. Hun kunne se Jeffrey gav den mere vægt end hun tillod sig, men alligevel kunne hun ikke ignorere den. Det havde været den sidste tid hvor hun havde følt sig fri og i kontrol. En forledende følelse at huske og en farlig.
"Det havde du." Hun holdt smilet tilbage. Knuste tanken om at han stadig kunne have haft hende og sammen med den muligheden for at det kunne blive sådan igen. Hun havde forpligtelser at tage hjem til. En forpligtelse. En grund til at tage hjem.

Roligt holdt hun hans blik og lod sit forblive let udfordrende. Det var hans beslutning at holde hende i limbo og uvished. En bevidst en kunne hun se, der sikkert forvirrede hans underordnede så meget som hende. Rart at vide.
"Ja." Hendes svar kom uden tøven på det uventede spørgsmål. Endnu en ting til forvirringen i hendes sind. Hvad var hun for ham i dette øjeblik? Slave eller tidligere... hvad end hun havde været der.

Jeffrey ventede på svar før han reagerede ved at få kontakt til Miramaj og bede hende komme med noget mad. Det blev mødt af et skeptisk blik, som Jeff ikke besvarede med andet end at stirre tilbage ganske afslappet til kvinden trak sig og hentede en skål og satte den foran Julia. Da Miramaj var listet en anelse utilfreds væk igen, drejede Jeffrey blikket tilbage til Julia. "Spis de portioner du vil." bad han hende, og lod hende få lov at spise i fred, det hun nu engang ville. Om hun tog mere end en portion var op til hende selv. Det var lige nu den eneste frihed han kunne give hende.

Jeffrey tænkte stadig så det knagede. Hvordan og hvorfor hun af alle, lige var kommet hertil. Samtidigmed at der blev revet op i gamle sår ved at hun rejste. Jeffrey havde klaret sig, men derfor kunne det stadig godt nage ham.
Efter noget tid i stilhed, hvor Jeff havde koncentreret sig mere om sine tanker, drejede han igen blikket. "Færdig?" var hun det, var det tid at gå tilbage op. Han havde egentlig opgaver at tage sig af, men lige nu ville han hellere have svar - eller rettere finde ud af hvad han gjorde fremadrettet ved denne situation.

Julia betragtede tavst det stille optrin mellem overordnet og køkkenregerende. Det morede hende inderst inde at en anden i fæstningen turde sige Jeffrey imod, skønt det tydeligt kun var til et punkt. Maden blev dog hende serveret med et blik der til trods for utilfredsheden over ordren også rummede et undersøgende glimt. Julia var kun blevet mere interessant af den nyeste særbehandling.
Selv tog den blonde kvinde gladeligt for sig og tømte skålen med hast. De sidste mundfulde mere tøvende, da sulten var ovre og kun uvisheden om hvornår mad igen kom hende nær forhindrede hende i at lade noget gå til spilde.

Hun nikkede let til svar og rejste sig med Jeffrey. Bag hende hørte hun lyden af noget stort der vendte sig, og som hun så derom fik synet hende til hovedrystende at smile. Katten var rullet fuldt om på ryggen med alle fire poter halvt i luften og halen dasken doven over et stoleben. Ikke den mest intimiderende positur, skønt størrelsen holdt respekten på plads. Annabelle ville dog nok have lagt sig på hans mave... Julia kvalte tanken, men den fjernede smilet fra hendes trak på vejen hen af de stille gange.

Ved værelset ventede hun pænt til Jeffrey havde åbnet døren, før hun fortsatte ind og satte sig på den hårde stol til besøgende ved skrivebordet. Hendes blik hvilede afventende på ham. Det var hans spil dette her. Mest om ikke andet.

Den tunge lyd af noget der vendte sig, var velkendt, men fik alligevel Jeffrey til at kigge sig over skulderen på den store kat der havde fungeret udemærket som livvagt og ikke mindst overvåger de timer han var væk. Blikket drejede sig forbi Julia på vejen tilbage, blot for at køre forbi, men stoppede et par ekstra sekunder som et smil blev kvalt næsten lige så snart det var kommet. Der var et eller andet i hendes blik. Hun var kommet i tanke om noget.

I stilhed gik de tilbage mod hans værelse, der trods alt var større end de andre krigeres, men stadig savnede en del af hvad han tidligere havde. Det krævede selvfølgelig at de blev færdige med at genopbygge ruinen.

Jeffrey åbnede døren for hende, lod hende gå ind, og lukkede den bag sig. Hænderne lod sig hvile ned i et par lommer, mens han betragtede hende med hovedet let på skrå. Nysgerrig og undersøgende, men denne gang med en langt mindre faretruende aura i sine øjne end i starten. "Hvad tænkte du på?" hovedet forblev på skrå, og det nysgerrige blik forblev hos ham, mens han ventede.

Julia havde ladet blikket blive liggende afventende på Jeffrey efter hun selv havde sat sig. At han ikke tog sin stol med det samme kunne betyde mange ting. Alt fra at hans ben havde brug for afveksling til at han ville udnytte den højere position. Alvoren var der da også i hans ansigt, men ikke alene og ikke så tillukket og truende som den havde været til tider. Mere varsomt afventende bag en for hende uventet nysgerrighed, der blev fulgt af et endnu mere uventet spørgsmål.

"Intet vigtigt." Løgnen faldt førhun tænkte over hvem der spurgte. Hvad hun havde tænkt på havde ikke været vigtigt, men hvem havde og ville altid være det. Hvem gjorde alt vigtigt - selv en strå tanke, som den smilet var kommet ved og forsvundet med.
Hun så da også væk fra det gennemborende blik. "Blot på hvor ens, katte er i alle størrelser..."

Jeffrey løftede et øjenbryn af hendes svar. Intet vigtigt. Det kom ikke bag på ham at hun sagde det, men endnu engang måtte han underholde sig af at hun fortsat prøvede at lyve for ham. Hun vidste bedre. Noget sagde ham, at det efterhånden var hende så nærtliggende at lyve først og tænke bagefter. Det vidste han endnu ikke helt hvad han tænkte om, men lige nu var det ikke positivt. Der var mange ting der pludselig kunne være løgn som han havde set som sande. Havde han været blind? Han begyndte at tro det.

"Virkelig?" svarede han promte. "Du må have stærke minder med katte du ikke vil dele, siden det kan få et ægte smil til at falme så hurtigt til det stenansigt du har forsøgt at holde al den tid du har været her" han bebrejdede hende ikke at holde et neutralt og endda ofte underdanigt udtryk. Det ville i mange tilfælde redde hendes liv - hvilket det nok også havde. Men han var ret sikker på, at det smil ikke omhandlede katte, nok specifikt Pan, som den gemte på noget andet.

Julia holdt ansigtet i ro, men indvendigt var hun i oprør. Hun havde altid kunne tænke før hun talte. Altid kunne vælge sine ord med omhu, så de ikke faldt som ren løgn som de lige havde gjort. Hvorfor var det så umuligt lige nu? Hvorfor skulle det være anderledes bare fordi det var Jeffrey hun skulle vægte alt omkring i stedet for Andrew? Men hun kendte jo svaret. Det var fordi det var Jeffrey. Manden hun aldrig havde kunne lyve for, men alligevel havde kunne leve med uden at han fandt ud af alt var antydninger og halve sandheder.

Derfor ramte hans ord også hårdere end de burde. Hun vidste de ville komme så snart hun havde talt og alligevel. Det gjorde ondt med den afstand de gravede op og det billede de tegnede. Nok til at hun løftede en hånd og lukkede øjnene, som hun gned næseryggen. Der var vitterlig intet godt svar, der ikke ville sende dem ud i den ubehagelige tavshed der...
Julia trak vejret dybt og mødte så Jeffreys blik igen. "Hvad er det virkelig du vil vide?"

Jeffrey var ikke en mand der hverken ønskede at vise svaghed, eller gjorde det ofte. Det var trods den evige fysiske skade der havde sat sig klyngende fast til hans ben. Men når sandheden skulle frem, var det ikke fysisk svaghed han var nervøs for at vise. Den fysik og styrke han havde haft som ung, betød ikke meget idag. Hans hjerne havde bragt ham hvor han var, og det var den han denne dag levede af.
Det værste ville være at vise mental svaghed. At Jeffrey, den urokkelige, calkulerede og følelseskolde mand, var et ganske almindeligt menneske. Med alle de hæmninger det indebar.

Hvad ville han virkelig vide? Listen var lang. Helt ned til bitte små spørgsmål og krav om svar ved den mindste bevægelse der havde strejfet ham som uordinær. Hans egen maske faldte nok til at afsløre hans øjenbryn trække sig let sammen og et glimt af usikkerhed spille sig i hans blågrønne øjne. Stemmen lød unaturlig, men helt igennem ægte, som hans læber skilte sig for at stille det længe ventede spørgsmål. Det som havde pint ham i alle disse år. "Var noget af det overhovedet sandt? Eller gjorde du mig blind?" tankerne var helt tilbage til kroen. Den aften de havde mødt hinanden.

Det var ikke et spørgsmål Jeffrey havde ventet at få stillet. Så meget stod hurtigt klar for Julia, som ægte følelse brød gennem facaden på manden overfor hende og blev der. Det var heller ikke et spørgsmål hun burde have stillet. Det var en åbning der krævede sandhed fra hende som svar, hvad end han så besluttede sig for at ville vide. Intet andet ville gå. Ikke efter så direkte en løgn.

Han overraskede hende alligevel. Gik efter det mest usagte imellem dem og holdt hendes blik fanget imens. Hvor meget havde været sandt dengang verden var simplere? Alt for meget og mere end hun havde ville stå ved da. "Ja." Ordet faldt stille, men var på ingen måder svar nok. Julia trak vejret dybt og fortsatte så. "Det meste var sandt. Følelserne, snakkene - bare ikke alt jeg var.. kommet af." Hun havde svært ved at finde dækkende ord, men hun holdt sig til sandheden. Hun havde aldrig foregivet at holde mere af ham end hun gjorde.
Så brød et lille ægte smil endelig igennem. "Det er jo heller ikke ligefrem fordi jeg kunne slippe afsted med løgne overfor dig dengang." Ikke som hun huskede det. En halv sandhed eller en fortielse kunne hun slippe afsted med, men aldrig en fuld løgn. Hvilket i sig selv havde været en anderledes oplevelse.

Ventetiden hang som en tung stilhed i rummet. Jeffrey tillod ikke hendes blik at strejfe og alle hans sanser var på spidserne. Han ville vide det. Han havde brug for at vide det. Så kunne katte være katte, og hvordan hun var havnet her, være hvad det nu engang var. Det kunne han finde senere. Det her var hvad der i grunden var vigtigt. Vigtigst for ham i hvert fald.
Han propiller afslørede ham ved let at udvide sig i en skjult lettelse. Langsomt lukkede han øjnene og lavede et enkelt kort nik. Måske var følelserne og snakkene ikke løgn. Hvilket ikke kunne undgå at bringe ham en varm følelse - men noget havde været. Langsomt åbnede han øjnene igen, til at se det lille ægte smil spille sig over hendes læber.

Hans svar var et fnys af et grin, som han rystede let på hovedet. "Du kunne slippe afsted med meget mere end du tror." men hun havde formentlig ret i at løgne ikke var gået hans næse forbi. Hvor meget hun end lærte ham at kende, hvor stor et es hun fik i ærmet ved at være i hans blinde vinkel. Selvom han elskede hende højere end nogen anden. Men noget var alligevel gået ham forbi. "Hvad er du kommet af?" det var nærtliggende at spørge, nu hendes baggrund som almen servitrice var krakeleret den senere tid, og nu også bekræftet som være et dække. Han var nervøs, nej bange for svaret. For selvom følelserne havde været ægte, kunne hun stadig havde udnyttet ham.

Han troede hende. Julia trak vejret en smule lettere og indså først der, hvor anspændt hun havde været. Den blotte tanke om at hvordan han ville have reageret hvis han ikke havde troet hende, havde holdt hendes vejr i halsen og blik fast i hans. Så meget usagt i blikket og så meget alligevel fortalt, men mest af alt var lettelsen delt. De havde noget at bygge videre på. En form for sikkerhed, som hun havde troet tabt forevigt, da hun havde forladt ham i sin tid.
Hans latter holdt da også smilet på hendes læber, skønt hun måtte ryste let på hovedet af ham. Så lidt var sluppet forbi ham at det var et under hun havde fået det mindste rapporteret ind.

Smilet fik så til gengæld en smule kant, som han naturligt fulgte op på det hun havde sagt. En bekræftelse af det sagte dagen før, men et forståeligt ønske. Hun havde trods alt ikke været specielt glad for at skulle indrømme det der. "Adelig slægt. Ikke ligefrem noget at skilte med. Folk kunne jo få ideer." Det havde de nu stadig for hun var kvinde og virkede fri til at intimidere. Hendes held Jeffrey havde været på kroen den aften det var ved at udvikle sig værst. "Betyder det noget nu?" Hvordan kunne det betyde noget? Det ændrede jo nærmest intet. Bekræftede ham kun i hans modvilje mod den medfødte rang hun slæbte rundt på.

Ah ja, det havde hun nævnt før. Adelig. Noget han virkelig ikke havde gættet, og stadig havde det underligt over at have misset. Hun ville naturligvis aldrig kunne være faldet til på kroen hvis hun havde skiltet med det. Ud over det som hendes ord selv indikerede. "Nej." Havde han ikke vidst hvem Andrew var og hvordan hendes adelige såkaldte lystro familie havde giftet hende væk til en voldelig mand, havde den oplysning gjort alverden til forskel.

Men det bragte et helt nyt spørgsmål med sig som han eftertænksomt begyndte at skifte vægten på sine ben. Det skadede ben begyndte at blive stift og låse. Noget han forsøgte at ignorere lidt endnu. Hun var sluppet væk fra sin familie før, og nu endnu engang. Man skulle dog tro at de holdte bedre øje med hende anden gang. "Hvordan lykkes det dig at stikke af fra dem anden gang?" Hvilket egentlig var imponerende og i hans optik en anelse urealistisk. Specielt siden de havde hentet hende hjem dengang, burde de vide at hun var i flugt risiko.