Det bløde stof gled over Vargas overkrop og fik hans vilde hår til at stritte en smule mere, noget han ikke tog sig af. Med et par vante bevægelser flyttede han skjorten på plads og så mod Liv. Hun ville af sted med det samme, det passede ham fint. Lige nu var han mæt og havde andre ting at tænke på.
"Fint. Ferris, hent satyren, han er oppe hos Ana." Vargas så kort på vagten, der nikkede og skyndte sig af sted. Han opdagede ikke, at Juno tilranede sig den lille gule sten, hvis han havde optaget det, var han ikke kommet helskindet derfra, lige meget hvor meget Liv ville have protesteret. 

Drengen kom nærmere og spurgte, om han ikke fik et ordentligt farvel. Lidt overrasket hævede Vargas et øjenbryn og så på ham. Hvad i alverden havde drengen forventet? Et ordentligt farvel? Et kys på kinden og et "jeg kommer til at savne dig"? Tanken havde nær fået Vargas til at le, men han holdt masken. Han havde set tegnene på, at Juno havde set et eller andet i Vargas, der ikke var der. Det var ikke første gang, at en dysfunktionel slave knyttede sig til ham og han knuste dem lige hårdt hver gang. Næsten hver gang. Et par stykker af dem havde fået sin frihed og kom frivilligt tilbage og besøgte ham.
"Et ordentligt farvel? Hvad forventer du, der skal ske? Jeg har solgt dig. Du er ikke mit ansvar mere." Han så lidt på ham med et blik, der sagde, at han var åndssvag, inden han demonstrativt flyttede opmærksomheden fra ham til Liv.

"Det hører åbenbart med til jobbet at blive forvekslet med en, der vil dem noget godt." Han himlede kort med øjnene for lidt at sige "åh herre gud", inden der kom et let smil om hans læber og han gik forbi Juno, som var han luft, og hen til Liv igen.
"Glem mig nu ikke helt. Jeg kommer til at længes efter dit selskab snart." Han strøg fingrene mod hendes kæbelinje og lagde hovedet lidt på skrå. Skridt ned af trappen fortalte ham, at vagten allerede var på ved ned med satyren.

Liv opfattede ikke rigtigt, hvad der foregik mellem Juno og Vargas, og selv hvis hun havde, havde hun været ligeglad. Det end komplekser, Juno havde for Vargas, var ikke hendes problem, med mindre hun kunne bruge dem til sin fordel på et senere tidspunkt.

Hun smilede blot ved Vargas' berøring og lukkede let sine øjne i nydelse, inden hun åbnede dem igen.

"Så kan det jo være, det er ved at være din tur til at besøge mig," svarede hun og vendte hovedet lidt for at kysse hans fingre, mens hun fortsatte, "Jeg har et fint stort hus, og der er ikke så ulideligt varmt som her."

Sidst Liv havde set Vargas i Dianthos var, da hun havde taget ham i at fange en gadetøs. Dengang havde de ikke set hinanden i lidt over 300 år, og deres forhold havde været ret anderledes. Mere omskifteligt, knapt så kærligt. Det var sjovt, som ting kunne ændre sig.

Hun var for optaget af Vargas til at lægge mærke til, at satyren kom tilbage.

Vargas' personlighed indbød bare til en ærlig slåskamp, selvom der intet ærligt eller fair var over Vargas, og var Juno ikke blevet distraheret af følelsen af den glatte sten i sin lomme, ville han have slået ham. Han regnede med at konsekvenserne højst ville være en omgang med pisken, men de ar kunne han alligevel skjule nu, så det ville kun give ham endnu en chance for at pisse Vargas af.

Men stenen distraherede ham og pludselig var Vargas i ét med Liv igen og Juno overladt til at lave opkast bevægelser igen, indtil han så Hector kom ind i lokalet igen.

"Skal vi skride eller hvad?" spurgte han ud i lokalet, til både Liv og Hector, som var han allerede leder af en bande igen, og gik utålmodigt hen til døren. Han gjorde sig umage med ikke at se alt for grundigt på satyren - hvis Hector havde grædt, var det kun høfligt at lades som om han ikke havde set det. De kunne snakke om alt det der senere, når de var alene.

Hector gjorde meget ud af ikke at snøfte alt for meget, da han vendte tilbage til stuen med Juno, Liv og Vargas. Det var heldigvis nemt nok, da Liv og Vargas stod og kissemissede, og synet fik det hele til at vende sig i hans mave. Han gned over sit ansigt, tørrede de sidste tårer af sine våde kinder og snøftede en sidste gang, inden han smilede op til Juno.

"Ja, jeg er klar til at skride, så snart damen er," sagde han med et nik. Han satte pris på, at Juno ikke kommenterede på hans røde øjne; Juno vidste helt sikkert, hvor lidt Hector brød sig om at tude, og hvor endnu mindre han brød sig om at tale om den slags, så Hector så det udelukkende som en vennetjeneste, at Juno ikke nævnte det.

Smilet forblev på Vargas' ansigt, da Liv kyssede hans fingre og inviterede ham hjem til sig, næste gang han var i Dianthos.
"Jeg vil se, om jeg kan få det til at passe ind." Hvilket betød, at han ville overveje det. Måske han ville se, hvor hun boede. Måske han havde noget andet at tage sig af, men en eller anden dag skulle det nok ske, at han dukkede uanmeldt op på hendes dørtrin med en lille gave og en forventning om endnu et vildt døgn i hendes selskab.
Han lagde godt mærke til, at satyren og vagten kom tilbage, men han ignorerede dem begge, mens han betragtede sin smukke dødsengel. Til sidst gav han hende et kys på panden og trådte væk. Han ville se hende igen, ingen tvivl om det.

Junos stemme sendte et stik af irritation igennem ham, men han så end ikke på ham. Faktisk ignorerede han de to slaver helt og vendte sig mod vagten.
"Frøkenen vil gerne ned til skibet, hent en vagt mere og vis hende vejen." Han så på Liv igen med let løftede øjenbryn i et spørgende udtryk. "Vil du have dine slaver i lænker, så de ikke stikker af på vejen? De er en smule problematiske." Mildest talt, især mennesket havde været til besvær og han havde ikke svært ved at forestille sig de to små væsner forsøge at stikke af fra deres nye ejer. Ikke at de ville komme langt, medmindre de kunne snige sig ombord på et skib.

"Åh, lænker er så forfærdeligt kedelige udenfor soveværelset," sukkede Liv, og brugte faktiske et øjeblik på at overveje det. Hun havde absolut ingen mistanke om, at drengene ville forsøge at stikke af fra hende. For det første ville det nok være ret nemt for hende at finde dem igen, og for det andet ville det være helt hul i hovedet at stikke af her i stedet for at vente, til de kom hjem til Dianthos. Men, besluttede hun for sig selv, det ville nok være en god idé at føje Vargas, bare indtil de kom ombord. Bare for sjov.

"Men du har nok ret," sagde hun højt og smilede til de to drenge. "Vi skulle jo nødigt have nogen ulykker. Det ville gøre mig meget ked af det."

Da vagten gik hen til drengene for at lægge dem i lænker, afbrød Liv ham ved at hive lænkerne ud af hans hænder og puffe ham væk. Vagten så vældig forvirret ud; det var tydeligvis ikke tit, at Vargas' gæster opførte sig sådan. Hun smilede til Juno og Hector, mens hun lagde lænkerne (løst) om deres håndled. 

"Vi skal nok få det hyggeligt sammen, os tre," sagde hun, inden hun låste lænkerne og rettede sig op. Hun kunne også have lagt lænker på deres fødder, men det var nu lige i overkanten, synes hun. Hun gemte nøglen i sin kavalergang, inden hun vendte sig mod Vargas og sagde, "Så!"

Hun gik hen til ham og kyssede hans kind og hviskede, "På gensyn, min kære, dejlige Vargas."

Så trak hun sig væk og tog ved drengenes lænke, så hun kunne marchere smilende og nynnende mod døren med dem på slæb bag sig.

Juno kunne have kysset Hector lige dér, foran Vargas og Liv og alt muligt, til helvede med dem, han var bare så glad for at en eller anden i det mindste behandlede ham som den leder han var. Men han gjorde der selvfølgelig ikke - han havde et image at opretholde.

Han kunne ikke helt lade være med at smile, da han blev kaldt problematisk. Han var glad for at han i det mindste havde været til besvær for Vargas.
Med et skeptisk blik så han over på Hector, da det blev besluttet at de skulle lægges i lænker. Ikke at han var imod det, men med sin mimik tjekkede han lige med Hector at de da avr enige om først at stikke af i Dianthos. Juno skulle ikke nyde noget af selv at finde ud af hvordan de ellers kom hjem.

Han lod dog Liv lænke sig uden brok - han forestillede sig, at hun ville lade ham lænke sig senere, hvis han opførte sig pænt nu. Men så snart hun havde vendt ryggen til ham, lod han sin ene hånd glide ud af lænken, bare for at tjekke om han kunne. Med den anden hånd holdt han fast i lænken, så den ikke ville rasle, hvis det lykkedes ham, og så snart han havde bevist for sig selv at han kunne, gled hans håndled også pænt tilbage i lænken. Det ville ikke blive noget problem at slippe fri i Dianthos og det kunne ses, at det var dét han tænkte, da han så på Hector med et smil der fyldte hele hans ansigt.

Hector ene øjenbryn rykkede sig en smule, da hans blik mødte Junos; ja, de skulle 100% stikke af, når de kom til Dianthos. Hector var ved at brække sig over at være slave, Vargas eller Liv, det var lige meget. Hector ville ikke ejes af nogen.

Junos smil fik hans eget til at vokse, og hans hjerte begyndte at banke hurtigere. De var på vej hjem! De var på vej hjem til banden, til huset, til deres gamle liv. Alt ville blive som før, bare bedre, for nu kunne Hector endelig hive Juno ned i sin seng, hvis han havde lyst til det i stedet for blot at fantasere om det. De skulle drikke og æde og boller sig igennem tilværelsen sammen resten af deres liv. Dét var drømmen, der ventede på Hector i Dianthos.

Han kunne ikke lade være med at løfte benet en smule og give Juno et lille spark i røven, mens de traskede ud af rummet på række. Han grinede over hele hovedet. De var på vej hjem.

Juno vendte overkroppen mod Hector og grinede, da han blev sparket i røven af ham. Han var så lettet og glad at det var svært at holde sig i skindet. Men over Hectors skulder fik han øjenkontakt med Vargas.
Pludselig kunne han mærke sit eget blod under sine fødder, fliserne glatte af det. Han vidste, at det ikke var ægte, og han vidste, at han var vågen, men i et øjeblik havde han det som om han var i et af sine mareridt igen. Vargas kunne lige så godt have stået med en pisk i hånden og Hector forslået for sine fødder, og koldsved sprang frem på Junos hud. Hans luftveje snørede sig sammen og han tog kun overfladiske indåndinger.
Hans blik fløj til Hector igen, som han smilede skævt til, men frygten havde ikke helt forladt ham, da Liv hev dem med sig og tvang Junos blik fremad. Helt indtil de var tilbage i Dianthos, ville han fortryde at have taget Vargas' sten, grundet frygten for Vargas' hævn, der medfulgte.

Vargas nøjedes med at smile lidt af Liv, som hun snakkede om lænker i soveværelset. Derefter betragtede han tavst englen skubbe vagten væk og lægge lænkerne på de to unge slaver. Da hun var færdig, kom hun hen og gav ham et kys på kinden, hvilket fik ham til at smile en smule mere.
"Om forhåbentligt ikke alt for længe." Hans hånd fandt kort hendes bagdel, inden hun slæbte af med drengene. Ferris var vent tilbage med en ekstra vagt og Vargas vidste, at englen var i sikkerhed. Hans blik mødte kort Junos og et eller andet i de blå øjne fik Vargas tiil at rynke panden en smule. Men snart var de væk og det var først, da den dobbelt hoveddør lukkede bag dem, at han begyndte at røre på sig. Han var alene for første gang i over et døgn og stilheden var næsten larmende, men samtidigt dejlig beroligende. Nu var der en masse, der skulle ordnes.

Han vendte sig mod krukken med den både levende og døde sjæl og for et øjeblik var han langt væk i dens skiftende farver. Så specielt. På et tidspunkt gled hans blik til bordet. Der manglede noget. Den lille gule sten. Igen stod han bare stille, mens hans blik hvilede på det tomme bord. Enten var det Liv eller Juno, der havde taget den. Han regnede mest med, at det var den langfingrede teenager. Egentligt burde han blive vred, men de var gået og det var der ikke rigtigt noget at gøre noget ved. Han følte sig bare ligeglad.

Endeligt kom der bevægelse i ham og snart havde han fundet den hemmelige nedgang til hans kælder, hvor han havde gemt sine sjæle. Et utroligt stort rum fyldt med reol efter reol fyldt med glaskrukker med sjæle. Der var ikke nogen lyskilde, det var ikke nødvendigt, hver sjæl skinnede enten gyldent eller gråligt op og jog mørket på flugt. Langsomt gik han ned til enden og placerede den nye krukke på en tom hylde, helt for sig selv. Den hørte ikke rigtigt ind nogen steder.
Med tankerne dybt begravet i dette mysterie blev han stående længe og betragtede den, inden han sukkede og vendte rundt for at gå op til den varme ørkenverden igen. Måske han skulle gå ud og se til løven, inden han gik op til Ana. Han ville se om den stadig levede. Og Ana... ja, smukke Ana havde nok nogle spørgsmål... eller tårer. Hans smukke Ana med de to sjæle.

Som han gik op af trappen havde han allerede glemt alt om Liv, Hector og Juno.