Pax kunne ikke skjule sin forbløffelse, hans ansigt gemt i Junos blonde hår. For et langt øjeblik vidste han ikke, hvad han skulle svare; hvordan han skulle forklare Juno, hvad han havde sagt… og havde han i grunden lyst? Nej. Nej, han havde ikke lyst. Det virkede forkert, fremstod som manipulerende og ondskabsfuldt.
Hvis Juno ikke kunne huske det, havde det øjensynligt ikke været med vilje eller hans hensigt; hvis Juno allerede havde forlagt hans ord... der måtte være en anden forklaring…
Pax sank en klump og rystede på hovedet, tvang dem begge op at stå. Juno var stiv og iskold, men det var en skjult gave for Pax. Det gav ham en opgave, noget at løse og få bugt med. Han iklædte sig hastigt de mest nødvendige beklædningsgenstande, hvorefter han straks, og med en arm om den andens skulder, begyndte at fører ham tilbage til kroen.
”Det er lige meget. Jeg misforstod”, mumlede han, hans ord næsten snublende ud efter hinanden af ivrighed efter, at hele øjeblikket skulle dø hen.
Han ledte Juno det sidste stykke, ind igennem kroen og op på deres værelse, hvori han med effektive og blide fingre begyndte at klæde ham af. Hvis ikke Juno skulle blive syg, var de nødt til at få noget varme tilbage i hans krop.
Pax trak derefter Juno over til sengen og lagde den ene dyne over ham. Dernæst tog han sit eget tøj af og krøb ned i sengen til den anden, hans ene arm hvilende henover toppen af Junos hoved, således at han var helt og aldeles omfavnet af både dyne og Pax.
Han lå lidt i tavshed, hans hænder masserende Junos hud og skønt han stadig ikke havde glemt, hvad der var hændt tidligere, sagde han: ”Vi mangler stadig min overraskelse. Du kan ikke blive syg nu.”

Juno var tæt på at stritte imod - at insistere på et svar fra Pax, der ellers som regel nægtede at lade ham undskylde, bare så han kunne undskylde. Hvis han havde sagt noget forkert, ville han vide det. Han ville så gerne kunne hjælpe Pax når han havde det dårligt, og nu vidste han, at han ville komme til at lave samme fejltagelse igen.
Men Juno var kold og selvom han havde været ved siden af Pax hele tiden, havde han savnet ham så meget, at han kunne mærke det helt ind i hjertet, så i samme øjeblik at fyrens arm lå om hans skulder opgav Juno al sin modstand. 
Hele turen tilbage skævede Juno med korte mellemrum op på sin mand, ligeså bekymret for ham, som den anden var for Juno, og ikke engang da Pax krøb op i sengen til ham, kunne Juno slippe sin bekymring, så det var med et fnys, at han modtog Paxs bekymring for sig selv. 
"Jeg bliver ikke syg," mumlede han stædigt, selvom hans krop kun var varmet op, hvor Pax rørte den, og han selv møvede sig tættere op ad ham. "Hvis du kan tage lidt kulde kan jeg også." Delen om en overraskelse var ikke gået ham forbi, og et frustreret suk undslap ham, imens han kæmpede imellem behovet for at vide, hvad overraskelsen var og behovet for at sætte Pax på plads - på plads for hvad, vidste han ikke.
Efter et demonstrativt fnys, forsøgte han at sætte ord på, hvad han følte, med en koncentreret stirren op i loftet. "Jeg vil også - jeg vil også kunne hjælpe dig." Juno vendte sig i Paxs greb og søgte hans blik. "Fortæl mig hvad jeg skal gøre næste gang." Han kunne ikke holde desperationen ude af sin stemme, men var heller ikke interesseret i at forsøge. Tværtimod var han villig til at kaste alt han havde efter Pax, hvis det kunne skaffe ham en bedre måde at hjælpe ham på, end blot at lægge sig med ham.

Pax undlod at kommentere, at Junos udsagn ikke hang sammen. Pax blev sjældent syg af forkølelser og andre febertilstande, og han mistænkte, at det hang sammen med hans formskiftning. Han kunne fryse og han havde oplevet bidende kulde, men der skulle nogle bidske vinde til før, at han rigtig bukkede under for det. I Dianthos klædte han sig efter årstiderne men det var kun for ikke at skille sig ud. Han havde, af vane, holdt sin evne hemmelig så længe, at det forekom ham fuldstændig naturligt.
Juno gav ham dog også en undskyldning for ikke at svare ikke lang tid efter, da hans næstfølgende og desperate ord lød. Pax skar en grimasse og kiggede ned på Junos røde næsetip, ikke villig til at møde hans blik.
”Jeg ved det ikke engang selv”, mumlede han, tydeligvis ikke villig til at snakke mere om hans svaghed. Pax sank en klump og trak lidt på den ene fri skulder. Hans tofarvede øjne virrede ubeslutsomt mellem Junos øjne og bløde læber. ”Jeg tror bare, vi skal blive ved med at forsøge, øhm… at jeg skal ligge ned eller noget.” Pax gned sit ansigt, så hans kinder blev røde og lagde sig dernæst bedre til rette. Han kom både tættere på Juno og hans ansigt blev atter skjult for den anden, da han møvede sin næse indunder Junos ene kind.
”Jeg skal bare vænne mig til det”, lød det dernæst mumlende og usikkert. Pax var faktisk ikke sikker på, at han nogensinde kunne ligge minderne helt fra sig. De spøgede stadig, skønt Juno og ham havde været sammen så længe og de kom så uregelmæssigt, at Pax ikke anede, hvad der forårsagede dem. Ikke, at han havde lyst til at sige det til den blonde mand. Hvad ville Juno ikke tænke om ham? 

Det var et fornuftigt valg fra Paxs side ikke at kommentere på, hvor lidt Junos udsagn hang sammen, for Juno var i forvejen påvirket negativt af forskellene imellem deres kroppe og evner, og en påmindelse om det, der også netop havde frustreret ham, ville have bragt deres samtale i en endnu mere direkte retning mod et skænderi. 
I stedet sprang Junos blik imellem Paxs tofarvede øjne, imens han forsøgte at læse, om den anden skævede til hans læber, fordi han ville kysse ham eller fordi han ville have ham til at holde kæft. 
"Hvis det er det du vil," tilbød han lavmælt, da Pax foreslog en løsning. Det var ikke dét Juno havde ledt efter - han behøvede ikke at sutte ham af. Han ville bare gerne vide, hvad han skulle gøre, når Pax først havde fået det dårligt. Hvad han kunne gøre, for at lade Pax finde tilbage til den nuværende situation bedst muligt, i stedet for at forblive fanget i fortiden. 
Junos puls steg et øjeblik, da han følte Pax komme tættere ind mod sig og hans mund op mod hans hals. 
"Du behøver ikke vænne dig til det. Vi kan bare lade være, hvis ikke du vil." Juno ville gerne. Han ville så gerne. På et eller andet plan vidste han, at det de havde været ude for ikke kunne sammenlignes, men efter hans egen oplevelse med Thanos og Liv, der havde udnyttet ham på hver deres måde, havde Juno på én gang haft det sådan, at ingen måtte røre ham nogensinde igen, og at alle skulle have sex med ham, des mere grænseoverskridende des bedre. Med Pax var der ingen grænser der skulle i nærheden af at blive overskredet, og en del af Juno længtes efter det, men en langt større del var afhængig af at Pax havde det godt. 
Igen lå Juno i tavs overvejelse, indtil en skælven gik igennem hans afkølede krop og han stoppede ræset i sin hjerne for i stedet at presse sine kolde fødder op mod Paxs varme lår. "Hvad er min overraskelse?" spurgte han så i stedet med en mumlen, og det var hans overgivelse. De behøvede ikke at snakke mere om Pax - nu kunne han godt lide sig distrahere med løftet om en overraskelse. 

Pax blev overrasket over Junos så umiddelbare accept. Ikke, at den anden havde chancen for at se det, for skønt hans ansigt var gemt væk ved den blonde mands hals, foretrak det sig heller ikke i en grimasse. Fornemmelsen voksede kun frem indvendig og spredte sig som en sær varme, Pax ikke før havde stiftet bekendtskab med.
Men den var rar.
”Okay”, mumlede han, ikke sikker på hvad han ellers skulle sige, eller hvorfor han overhovedet havde åbnet munden til at starte med. Han afskyede, når Juno fik ham at se sådan; når han selv brød illusionen, han var overbevist om – og kun var blevet bekræftet i – var fuldstændig altafgørende for deres forholds overlevelse.
Pax’ krop slappede mærkbart af, da Juno spurgte indtil sin overraskelse. Han vidste, at det betød, at de for nu kunne ligge hans problem fra sig og i stedet koncentrere sig om noget rart. ”Jeg siger det ikke”, lød det brummende fra Pax’ skjul. ”Så er det jo ikke en overraskelse. Og jeg vil gerne give dig én. Det her… den her rejse er jo ikke en rigtig bryllupsrejse –” Ligesom Juno og ham ikke var rigtig gift, ganske enkelt fordi loven ikke anerkendte dem. Det var måske også derfor, at det var blevet vigtigt for Pax, især efter Juno for sjov havde brugt det ord om deres rejse. Det var jo ikke et liv, de havde til rådighed. Hvis de ville have det, måtte de selv ta’ det.
”Altså, jeg mener med Shamus og alt det. Det er jo forretning, så… ja, jeg ville gerne gøre noget ekstra, inden vi tog hjem igen. Noget for os. Noget rart.”

Det føltes straks som det rigtige valg at skifte emne, da han med det samme mærkede Pax slappe af ved sin side. Det betød dog ikke, at han havde glemt det, de havde snakket om. Når først Pax fik ham op at køre igen, ville han uden tvivl glemme det i sin hast efter at komme tættere på ham, men han forsøgte at gemme sit løfte væk et sted, hvor han ikke ville gentage den samme fejltagelse. 
"Hvorfor ikke!" Udbrød Juno med et højlydt grin, da Pax nægtede at fortælle ham sin overraskelse, selvom de begge gerne ville snakke om noget andet. "Dig og dine hemmeligheder! Jeg regner det ud før eller senere." 
I samme øjeblik at Pax talte ned om deres bryllupsrejse skubbede Juno dem rundt, så han lå halvt ovenpå sin kæreste med et smil, der fyldte hele hans ansigt. "Jo! Jo, den er. Den er rigtig, fordi jeg siger den er rigtig. Vi er væk hjemmefra, vi knalder dagen lang, og - vi har haft et skænderi. Den er som alle bryllupsrejser skal være." Juno rettede på Pax med et fnys, men hans grimasse holdt kun et øjeblik, inden han lod Pax tale og derefter gnubbede hele sit ansigt op mod hans. 
"Noget ekstra inden vi tager hjem," mumlede han eftertænksomt og kyssede distræt Pax langs kæben. Det føltes så forfærdeligt tæt på, svaret - som kunne Juno regne ud, hvad Pax havde tænkt sig, hvis bare han rakte en millimeter længere frem i sit sind. "Og det er vigtigt at jeg ikke bliver syg til det?" tilføjede han, som var det endnu en brik, der skulle lægges i puslespillet, men det fik intet til at falde mere på plads for ham. I stedet trak han dynen længere op over sine skuldre og strøg sine fingre igennem Paxs krøller, påpasselig med ikke at hive ham i håret, selvom det var så oplagt.
Han endte med at rynke på næsen, frustreret over ikke at kunne regne det ud, og skiftede i stedet emne. "Med Shamus i dag... vidste du at det ville ende sådan? Kom vi bare for at give ham tæv? Er hans bande vores nu?" 

Pax lod sig velvilligt vende og fnøs moret af Junos protester. "Det var ikke et skænderi", mumlede han fornægtende, skønt den anden ivrigt fortsatte sine overvejelser. Pax mente dog sine egne ord; det var i hvert fald ikke et skænderi i forhold til hvordan de kunne have råbt og skreget af hinanden.
Hans tanker blev dog hurtigt afsporet, både af Junos prikken til hans overraskelse, af hånden i hans hår, kyssene og slutteligt hans spørgsmål.
Pax havde været tavs, liggende og betragtet Juno med slet skjult kærlighed, så umådelig lettet over, at den anden havde fået sit humør tilbage. Det var det lys, der strålede så skarpt, at Pax ikke havde andet valg end at lade sig bade i det. Det havde været sådan fra begyndelsen men havde nu fået en ny betydning. En, der på en eller anden måde var endnu bedre.
Pax rystede omsider på hovedet og kørte en finger over sine læber, signalerede at han ikke ville sige eller fortælle mere til overraskelsen. "Du finder ud af det", sagde han, imens hans hænder fandt vej om på Junos ryg, som fraværende begyndte at kærtegne i lange strøg.
"Og det var ikke... helt planen", lød det dernæst ufrivilligt. "Men også lidt planen på samme tid. Jeg ville have ventet nogle måneder endnu, men... jeg vidste ikke, at han tog selskab med. Det overraskede mig. Det har han ikke gjort før, du ved." Fortællingen blev leveret ligeså fraværende som hændernes kærtegn blev givet; Pax var efterhånden ved at blive så distraheret af Juno over sig, hans krop endnu ikke nedkølet efter, hvad der var hændt bag kroen. "Jeg har gået og ventet på, at han ville blive modigere. At du var med... han kan have hørt det i går aftes. Tænkt, at nu var det nu. Det er bedst at slå hårdt en gang end at slå lidt gentagende gange." Pax så omsider op og ind i Junos øjne, hans hænder da en smule tøvende. Han ville ikke virke belærende, han ville ikke have, at Juno blev mindet om nogle af hans tidligere ondskabsfuldheder, men samtidig var der også en logik, han følte, han blev nødt til at forsvare. "Han er syg i potten, men... han sidder på en god rute, som de fleste ikke kender til endnu. Hans mænd er gode i det her terræn. Jeg har hele tiden gerne ville have den. Jeg ventede bare på det rette tidspunkt. I dag virkede... oplagt. Der var tilskuere..."

Juno anerkendte ikke Paxs benægtelse af, at de havde skændtes med andet end et skuldertræk. Hvis ikke det, de lige havde været igennem, havde været et skænderi, så havde det været ét, da Juno havde nægtet at fortælle Pax sin hemmelighed. De havde ikke råbt og skreget af hinanden, men sådan fungerede de som regel heller ikke sammen. De var begge to langt mere manipulerende end dét, og selvom Juno godt kunne lade sine følelser løbe afsted med sig, var det ikke altid sådan deres skænderier opstod.
"Jeg finder ud af alting på et tidspunkt," svarede Juno affejende, for han ville jo vide det nu, men Pax gjorde det ret tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at give sig, og øjeblikket efter rejste hårene på Junos arme sig, da Paxs hænder igen bevægede sig over hans krop. 
Juno var lige så opmærksom på Paxs kærtegn, som på hans ord, men han ville også gerne blive ved med at kunne høre efter hvad der blev sagt, og lå derfor umådeligt stille imens der blev talt. "Modigere?" spurgte han. "Fordi det var en ulempe for dig, at jeg var med?" Selv som han stillede spørgsmålet, indså han at det var sandt. Pax ville have været nødt til at beskytte Juno, hvis ikke han havde taget initiativet og styret slagets gang fra første øjeblik. Dét, mere end Paxs hårdhændede overtagelse af en anden flok, var hvad der fik Juno til at slå blikket ned med. En rynke kom frem imellem hans øjenbryn, imens han lyttede til resten af historien. 
"En eller anden dag bliver det en fordel for dig at have mig med," lovede han, og fordi Paxs hænder var holdt op med at bevæge sig og hans historie lød som om den var færdig, skubbede Juno sit knæ længere op ad Pax, bevægelsen en påmindelse om at han ville røres mere, efterfulgt af en møven for generelt at komme tættere på ham, men han turde endnu ikke at gå fra at ligge halvt over ham, til at sætte sig helt ind over ham. 

Ubevidst begyndte Pax at stryge Juno henover hans muskuløse ryg. Han rystede også instinktivt på hovedet; ikke fordi at han ikke var enig, men fordi, at han ikke var fuldkommen enig.
”Når du er i nærheden, skærpes mine sanser helt automatisk. Jeg er mere vågen”, forklarede Pax prompte. ”Det er en fordel. Jeg tænker hurtigere. Reagerer hurtigere. Mit overblik er et andet.” Pax skævede op på Juno men slog sit blik ned igen i øjeblikket efter. ”Vi har snakket om det før, kan du huske det? At jeg skulle være tålmodig imens du blev til et monster ligesom mig. Jeg har ikke travlt med dét. Jo mere du tænker som mig, des mere ens bliver vi og jeg ved ikke…” Pax tav og trak lidt på skuldrene, fokuserede på hans hænders berøring af den bløde, fine hud.
”Du kan være skide snu, hvis du beslutter dig for at være det og ikke bliver hidsig, så snart du føler dig underlegen eller bange. Det er det eneste, vi skal have mast indeni dig. Når det er væk…” Pax lod sit blik fæstne sig i Junos, hans eget tofarvede reserveret. ”Som da Treston kom forbi den aften. Der styrede du, hvordan det endte. Og du var ikke bange. Han er jo nærmest halvanden meter højere end dig, dobbelt så bred… og du fik ham til at blive vagtsom. Sådan en som Shamus… det er næste skridt. Des mere du tager med mig rundt… til sidst behøver ingen af os længere at bekymre os om den anden.”

Det var rart at vide, at han ikke forværrede Paxs situation, når han var med ham til noget der var bande-relateret, men sandheden var stadig, at Shamus havde troet at Juno var en ulempe for Pax. Der havde Pax helt ret, når han mindede Juno om, at han kunne blive hidsig, når han følte sig underlegen, for Juno havde ikke engang lyst til at ligne en ulempe, ligegyldigt hvor taktisk det ville være at blive undervurderet. 
Juno kunne godt huske deres samtale om at blive til et monster ligesom ham, lige så vel som han kunne huske dengang han troede, at Pax ikke var lige så voldelig en bandeleder som andre. Lidt efter lidt havde Pax afsløret hvem han virkelig var og lidt efter lidt havde Juno fulgt ham alligevel, forsøgt at blive som ham alligevel. "Du ved ikke om du kan lide, at jeg bliver som dig?" Færdiggjorde Juno hans sætning for ham, med et såret blik. Han havde ikke lyst til at være sårbar og uskyldig til evig tid, og hvis det var sådan Pax foretrak ham, ville han hurtigt blive skuffet. 
"Det var noget andet med Treston," svarede Juno med en grimasse. "Han serverede fire forskellige grunde til at blive myrdet på et sølvfad. Han havde god grund til at være vagtsom." Juno forstod dog godt, at det ikke var dét samtalen handlede om, men i stedet for at svare på delen om at skulle bekymre sig om hinanden, hævede han sig op over Pax, hans vægt fordelt på en arm, hans hånd imod madrassen, og det knæ, der lå ind over Pax, der blev presset bare lidt ned imod hans mave. Bare nok til at minde ham om, at der var bedre ting han kunne røre ved, end Junos ryg, under skjul af at ville kunne se hans ansigt bedre an. 
"Betyder det, at du har tænkt dig at tage mig med rundt mere? Får jeg lov til at følge i røven på dig hvor som helst nu?" Juno spurgte med et spændt smil, men også med en smule mere vægt lagt på sit knæ, bare for at minde ham om, hvem der ville vinde en slåskamp nu, hvis Pax besluttede sig for at sige noget dumt. 

Pax rystede på hovedet. ”Nej, det var ikke dét…” Han tav og så eftertænksomt op på Juno, hans hænder søgende ned om dens andens hofter af instinkt. Hans krop genkendte vægtfordelingen og ville automatisk stoppe den, eftersom Junos knæ var forfærdelig tæt på et sted, hvor den spidse knogle ikke var velkommen.
Pax stønnede let og fnøs dernæst moret. ”Tres er altså god nok. Han er bare – hysterisk.” Pax hævede et sigende øjenbryn, alt imens et smil langsomt skilte hans læber ad. Dernæst måtte han fnyse for endnu engang. ”Du er med hele tiden. Hvis du ikke er med, er du i nærheden –”, lød det prompte, ”men ja. Vi er to om opgaverne nu. Des hurtigere du finder ud af, hvordan vi opererer, des bedre er det. Mindre arbejde til mig.” Pax sendte Juno et vindende smil, tydeligvis ganske ivrig efter, at det blev netop sådan – eller… det var i hvert fald, hvad han antog. Øjensynligt ville han begynde at kede sig, opsøge endnu mere arbejde på sidelinjen, men… det var en bekymring til senere. Pax var trods ikke van til at dele, havde aldrig haft det behov før.
Pax lod sit blik vandre ned langs Junos brystkasse, ned til hans køn, der ikke var så langt fra hans eget… hvis Juno forsøgte at distrahere ham, var det efterhånden ved at virke. 

Juno så afventende på Pax og forventede en forklaring på, hvad det så var han havde ment med sin tøven tidligere, men den kom aldrig, og Juno var ved at tvinge den ud af ham, da en hånd nåede hans hofter og Juno blev distraheret nok, ikke til at tage spørgsmålet fra ham, men til at gøre hans tone bare en smule blidere da han spurgte; "Hvad var det så?"
At Juno selv havde ønsket Paxs hænder længere nede end sin ryg, betød ikke at han ikke lød sig distrahere af berøringen, og han modsagde heller ikke Paxs påstand om at Treston var god nok. "Han er kun god nok så længe han ikke forsøger at tage dig fra mig." Det lød måske ikke sådan, men det var en overgivelse. Treston havde trods alt kun valgt sine ord dårligt, han havde ikke ment noget med dem.
"Ja ja, du kan lige så godt give styringen fra dig nu, gamle mand, mig og Ronia har styr på det." Juno svarede i en drillende tone og med et voksende smil, træt af at Pax skulle være så seriøs omkring at lade Juno få mere ansvar. Pax ville ikke engang lade Juno løse sine egne problemer, troede han i fuld alvor at han ville lade Juno løse Flokkens problemer? Men der var andre ting Juno hellere ville end at diskutere Ulvens dobbeltmorale, og han regnede fuldt ud med at den rette mængde af provokerende ord og vægtfordeling ned mod sit knæ, ville tvinge Pax til at reagere. Det var på alle tænkelige måder sjovere end selv at gribe fat om det, han ville have. 

Pax skar en grimasse; én af uvished. Han vidste ikke præcist, hvad han havde ment. Ikke andet end at det bedst kunne udtrykkes som: ”jeg vil bare gerne have, at du er dig.” Det lød, i Pax’ ører, temmelig romantiseret og han himlede også med øjnene af sig selv, endnu ikke tilfreds med den beskrivelse. Han havde dog ikke mange andet at tilbyde.
Junos efterfølgende ord rev også hans opmærksomhed tilbage fra eftertænksomheden, og efter et højlydt fnys, kom Pax til at le. ”Det gør han virkelig heller ikke! Han – han ligger altså kun med kvinder. Det er jeg fuldstændig overbevist om.” Pax hævede sigende et øjenbryn og lagde i samme øjeblik, hans ene hånd på siden af Junos lår. Knæet kom hele tiden tættere på…
”Selvfølgelig. Så flytter jeg altså på landet og smider benene op”, spøgte han dernæst, velvidende at det aldrig ville blive en mulighed. Ikke at Ronia og Juno ikke godt kunne sætte sig på områder af Flokkens foretagende. Faktisk brød Pax sig forfærdelig godt om dét scenarie.
Junos skift lod deres nøgne køn mødes og Pax tabte instinktivt pusten i et lavmælt suk. Det var begyndt at gå op for ham, hvad Juno havde til hensigt og en smule moret, så han atter op på ham. ”Ville du noget?”, spurgte han, omtrent ligeså provokerende som Juno hentydede. 

Paxs svar fik Juno til at rynke på næsen. Den person han var nu, havde på ingen måde levet op til det potentiale han så i sig selv, eller de mål han havde, og selvom han vidste, at Pax holdt af ham præcis som han var, så var han forberedt på at blive rasende, hvis Pax gav udtryk for, at han ikke ville have at han blev bedre. Sådan lød det dog alligevel ikke helt, og da Pax ligefrem himlede med øjnene af sig selv, endte Juno med blot at se skeptisk på ham. 
"Han kan lige vove på at få lyst til at prøve andet," fortsatte Juno alligevel sin trussel. Selvom Treston måtte være langt væk nu, stoppede det ikke Juno fra at se ham som en konkurrent om Paxs opmærksomhed. Men Paxs hånd kom tættere på, hvor Juno ville have den, og det blev sværere og sværere for ham at lades som om han var sur. 
"Du får først lov til at flytte på landet, når jeg kan flytte med dig," svarede han med et grin. At tilbringe deres gamle dage på landet var efterhånden så gentagende en joke, at Juno var begyndt at tro på at det var muligt, også selvom folk i deres professionel sjældent levede lange nok til at blive gamle. 
"Jeg ville bare gerne have din opmærksomhed," svarede Juno, hans ord kun en halv løgn, og fordi Pax så op på ham med glæde, gengældte Juno hans udtryk med et bredt smil. "Og måske din hånd," indrømmede han med varme kinder, og hvis ikke han havde været så stædig, ville han måske have rakt sin egen hånd ned og taget sig af dem, men i stedet rullede han tøvende med hofterne og lod sit blik glide undersøgende over Paxs ansigt. 

Pax lod sig distrahere fuldkomment derefter. Junos brede smil og hans funklende blå øjne tillod ham ganske enkelt ikke andet. Han gengældte derfor den blonde mands smil, hans eget blik ligeså gnistrende af mild opstemthed som den andens.
”Du har altid min opmærksomhed”, mumlede Pax trodsigt men også overbevist om, at det altid var sådan. Hvornår tænkte han ikke på Juno? Når han bevægede sig igennem Dianthos gader eller den frodige markedsplads gik hans tanker altid til ham; hvad han ville have at spise, hvilke søde sager han kunne stjæle til ham, nye våben. Hvis Pax så noget sjovt eller opsigtsvækkende, var Juno også den første, han tænkte på, skulle han ikke stå ved hans side.

Pax rømmede sig lavmælt og spændte i maven, så han kunne gnide sit underliv op imod Junos. Han sukkede tungt og lod dernæst begge hans hænder finde bedre greb omkring hans hofter. ”Men vi burde sove. Energi og alt det, vi skal bruge i morgen”, mumlede han spøgefuldt, velvidende at hans egne tanker var så langt væk derfra, at han eller ikke ville være i stand til at vende tilbage foruden nogle dybe, beroligende indåndinger. 

"Men ikke altid hvor jeg vil have den," svarede Juno kækt. For selv hvis Pax havde ret, selv hvis hans opmærksomhed altid var på Juno, så havde den indtil nu bestemt ikke været, hvor Juno ville have den. Selv nu var hverken Paxs blik eller hånd om hans lem, så Juno kunne ikke se sig tilfreds. Heller ikke selvom han på alle mulige andre punkter nød godt af at have Paxs opmærksomhed så meget som han havde.
Han indså ikke, at han selv havde det på samme måde. At han også altid tænkte på Pax, om han ville det eller ej. At der var tusinder af ting, der alt sammen mindede ham om hans mand. 

Under andre omstændigheder ville Juno måske have troet på Pax, når han mindede ham om at de burde sove, men det var slet ikke en mulighed, når Pax netop selv havde gnubbet sig op mod ham. Andet havde han ikke behøvet gøre, for at få Juno fra semi-hård til helt hård, og han rullede blot med øjnene, da Pax prøvede at lade som om, han ikke havde præcis lige så meget lyst som Juno havde. 
"Selv hvis du havde ment dét, ville jeg ikke have dig ladet slippe så nemt," svarede Juno med et grin og lagde sine fingre om Paxs underarme, hvor han strammede sit greb og kæmpede imod det instinkt der bød ham at blive ved med at bevæge sig over ham. 
Med en skarp udånding kom han alligevel til at presse sig op mod ham igen, og reagerede kun ved at stramme sig greb om Paxs underarme, som var det ham, der var skyld i Junos bevægelse. "Bare indrøm at du vil have mig og hvordan," beordrede han, velvidende at han var sværere at tage seriøs, når han allerede havde mistet vejret og var varm i hele kroppen, uden at gøre andet end at sidde over ham, med hans hænder om sine hofter. 

Pax indså, at han holdte vejret men slap det kun nødigt. Hans blik var fæstnet på Junos, hans egne tofarvede mørkt af opstemthed og begær efter at blive tæt med den anden. Det virkede da meget vigtigere, taget i betragtning af hvad der var hændt tidligere. Han havde brug for at mærke Juno, et behov for ham, der var ligeså altomsluttende som manglende søvn og sult.
Han var ikke modig nok endnu til at bede Juno om, at gå ned på ham, at forsøge igen. Hans blik viste også for blot et sekund, at han overvejede, hvordan det i dag ville virke bedst for ham, men Pax’ stolthed tillod ham ikke, at det forblev tydeligt i længere tid. Derfor pakkede han det hurtigt væk, kvaste det under den så velkendte og vanefulde maske af forretning.
Jeg skal bare i gang. Så går det. Jeg skal bare i gang. Jeg skal bare blive stiv.
Pax rømmede sig og lagde sig bedre til rette, stødte blidt op imod Juno, så han atter måtte sukke. Så nikkede han. ”Sådan her”, sagde han, velvidende at det var vant men ikke for vant; at det var vovet for ham fordi, at Juno sad over ham.
Pax lod sine hænder glide ned af hans hofter, ned til hans stærke lår, som han forsigtigt hjalp ned at støtte mod madrassen. Dernæst bøjede han sig en smule op og frem, indtil han til sidst sad op, Junos lem hvilende imellem dem. Hans arme fandt vej rundt om den blonde mand og han knugede ham ind til sig, imens han aflagde den sidste afstand til ham og kyssede ham afkrævende. 

Juno kunne se overvejelsen i Paxs blik, og havde ikke tænkt sig at tage valget fra ham, heller ikke selvom han tog sig god tid. Med det der lige var sket, var det pludselig vigtigt at lade Pax tage styringen i så høj grad som han ville, selv hvis det betød, at han selv skulle ned at ligge på ryggen igen. Det var trods alt netop det, han havde forsøgt at opmuntre Pax til, da han kun havde lagt sig halvt over ham og kun trukket et ben længere og længere ind over ham. 
Men Pax ville have ham præcis som han allerede sad, og Juno tvivlede ikke på ham et øjeblik, da han sagde det, mest af alt fordi han selv havde det godt. Hans erfaring fortalte ham, at de to ting ikke hang sammen, men når først han selv var hård, var det straks svært for ham at forestille sig, at Pax ikke også var. I hans hoved hang de to ting stadig helt tæt sammen, opmuntret af at han, på trods af sin utrættelighed, sjældent blev afvist af sin mand. 
Juno gengældte straks hans kys, sukkede ind mod hans læber og søgte hans tunge med sin. Havde han kunne bruge sit hoved, ville han måske være gået langsommere frem, men det samme som gav ham grund til at han burde tøve, var også grunden til at han havde brug for Pax med det samme. Det var grunden til at han ikke slap hans læber, selv som han begyndte at sukke og senere stønne mod dem, og grunden til at han lagde en arm ind over hans skulder og holdt ham tæt ind til sig, selv da deres samlede kropsvarme blev for meget. 
"Jeg elsker dig," hviskede han imellem kys, stadig uden at kunne slippe hans læber helt, fordi det føltes vigtigt at sige. Han skulle have sagt det allerede ude i skoven, skulle have sagt det, det øjeblik det var gået galt imellem dem. 

Pax gengældte Junos kys. Hans øjne var gledet tungt i og langsomt men stødt, begyndte hans tanker at blive sporadiske. Da Juno derefter hviskede, at han elskede ham, forsvandt de helt. Ordene var som medicin, der satte sig fast i hans indre og jog alt den mørke, giftige tvivl på afstand.
Hans hænder gled langsomt ned og fandt fastere greb om Junos hofter, guidede hans underliv blot en smule væk fra hans eget. Han var nødt til at få pladsen, hans blod brusende rundt i hans årer og ned under navlen. ”Elsker også dig”, mumlede han, allerede så langt væk i forglemmelse.
Først lang tid efter ville han undre sig over, hvordan det kunne være sådan; hvordan deres delte intimitet på en og samme tid var hans redning og undergang. Han ville aldrig forstå det.

Pax sank en klump og sukkede dybt mod Junos læber, da deres kroppe atter mødtes. Han støttede Juno og lagde begge sine arme omkring ham, hev ham en smule op, så hans halvhårde lem landede imellem hans baller.
Et lille smil brød frem på hans mund men forsvandt igen, da deres læber mødtes. Pax’ øjne forblev hele tiden lukkede og han overgav sig villigt til sensationen. Det her var bedre. Det her var så meget bedre, at en forræderisk stemme hviskede, hvorfor det forholdt sig sådan; hvorfor kunne han ikke være normal? Hvorfor kunne han ikke mere?
Pax vidste instinktivt, at han var nødt til at kvæle tankerne, skulle han ikke stoppe dem en gang til. Han ønskede det ikke men af flere grunde; grunde der på en eller anden måde var selvmodsigende og som ikke gav mening, men som stadig eksisterede i deres egen ret. Det skulle dog lykkes ham at mase dem, så kun lysten og trangen efter at blive et forblev.
Langsomt gav han slip på Juno og lod sig falde bagover i sengen, hans åbne øjne rettet vågen mod den anden. Hans hænder gled op af Junos lår, henover de lyse hår og op til hans skaft, han blidt greb om. Der var intet tirrende ved bevægelserne, der dernæst fulgte. Intentionen var kun, at give ham nydelse, at lade dem forenes, forsones igen og fuldkomment.

Paxs ord var så langt væk at Juno knap nok hørte dem, men han vidste alligevel hvad der blev sagt og udtrykte sin tilfredshed med et åndeløst smil imod sin mands læber. 
Juno lod sig guide hvor end Pax ville have ham, selvom det involverede et skuffet suk, da han skubbede ham væk fra sig. Juno var lige så ivrig efter at komme tættere på hinanden som Pax var, og så snart han følte ham imod sig igen, skubbede han sine knæ yderligere ud til siden, og skubbede sig ned over ham. 
Den tvivl, Juno vidste at han skulle have følt, da han tidligere havde skubbet til Paxs grænser, var der ikke engang et hint af denne gang. De var i en seng og selvom de, de fleste af gangene, befandt sig omvendt, med Juno nederst, kunne Pax stadig se hans ansigt her, og de havde gjort det før. Kun hvis han kom til at gribe fat om Pax eller skubbe rundt med ham, ville Juno få grund til at blive bekymret over sin opførsel igen. 
Men han opførte sig pænt. Han gjorde ikke andet end at kysse Paxs og bevæge sig langsomt over ham, som var det hans plan at ødelægge alle chancer for at de kunne komme tidligt i seng. Hvad end Pax havde planlagt næste dag, kunne Juno ikke forestille sig at det var vigtigere at bruge sin energi dér end her. 
Da Pax lagde sig ned, gled Junos hænder med ned over hans krop; ned ad hans brystkasse og ned til hans mave, musklerne hårde under hans fingre, hvor de blev, imens Paxs fingre på samme måde gik på opdagelse. Først da hænderne kom længere op, greb Juno om Paxs håndled og løftede hans hånd op til sit ansigt, for at presse sin varme, våde tunge op imod hans håndflade og helt op til hans fingre uden at slippe hans blik. Fingerspidserne tog han helt i munden, selvom han vidste, at det var provokerende. Han behøvede ikke at få noget af Pax i munden, ligesom han ikke behøvede at føle at én af dem tog styringen, men det var den slags der kunne sende bølger af varme igennem ham, og da han sænkede Paxs savl-våde hånd ned til sit lem igen, var det med tunge øjenlåg, og et lige så tungt støn undslap ham, da han lænede sig fremover og søgte Paxs læber med sine igen.