Hun prøvede virkelig at følge med Jaspers endeløse snak, hun smilede da han nævnte den kønne pige og hans nye arbejde hos smedjen. Spurgte lidt ind, men hver gang han spurgte omkring hende var det som om Pandora trak sig mere ind i sig selv. Det var det hun havde frygtet ville ske, hvilket også var grunden til hun ikke havde haft lyst til at vende hjem, alle de spørgsmål hun ikke følte hun kunne svare på.

Pandora spiste så meget af maden hun kunne, hvilket blot efterlod hende med ondt i maven og problemer med at være i sig selv. Ikke et godt udgangspunkt når man i forvejen var ukomfortabel med det hele, måske var det også fordi at Jaspar mindede så ufattelig meget om Fayne. Varulve knægten hun havde mødt på sin rejse fra Rubinien og hjem, før at tatoveringen på hendes håndled var begyndt at brede sig over hendes krop. Ville sikkert blot være et spørgsmål om tid, før at de mørke streger ville bevæge sig op ad hendes ansigt, så det ikke kun var hendes hånd der var så sort som tjære.
Da Jamie signalerede at hun skulle følge med, rejste hun sig op efter at hun havde sagt tak for maden. Hendes blik hvilede kort på den forvirret yngre mand, inden hun gik efter Jamie. Hendes blik lagde sig på det gamle rum, og hun lagde armene over hendes brystkasse. ”Ja det fint” sagde hun med et smil, og lagde sit blik mod ham hun ville ønske hun kunne formulere ord der ville beskrive hvor taknemmelig hun var over hvad han havde gjort for hende. Ikke kun at han havde bragt hende hjem, men også sikret sig hun var ved bedre helbred på turen.
Men at han til sidst også havde ladet hende bestemme hvornår hun var modig nok til at se hendes familie. ”Ja. Tak.” sagde hun med et skævt smil og kiggede hen mod ham. Hendes fingre vred sig mellem hinanden, overvejende om der var mere hun kunne sige, om der var noget hun skulle sige. ”Tak –” fik hun frem og bed sig i læben inden hun kiggede op mod ham. ”Jeg, kan ikke rigtig finde ord for at beskrive hvor taknemmelig jeg er, for alt du har gjort” hendes hals føltes hæs, og hun var nødt til at lade hendes øjne glide væk fra ham som hun trådte ind i rummet og satte sig ned på briksen med halm i. Skintæpper lå klar til at skærme en fra natten, inden hun kiggede op, dette ville være første gang siden de havde forladt kroen at hun ville sove alene. Tanken var en anelse forvirrende og skræmmende, men hun kunne hellere ikke få sig selv til at bede ham om at blive, så hun forholdte sig tavs.

Jamie betragtede Pandora, reservationen over hendes ord kortvarig i hans lyseblå øjne. Han stak hænderne i sine bukselommer og nikkede dernæst, ikke villig til at tage hendes tak for givet men heller ikke overbevist om, at han i grunden fortjente den.
Ydermere anede ingen af dem, hvor lang tid hun havde igen eller for den sags skyld… om de overhovedet kunne redde hende forinden, at Kile kom efter hende.
”Vi er familie.” Jamie var ikke sikker på hvorfor, at det var netop de ord, han endte med at ytre. Selvom de ikke tilbød den følelse, han bar rundt på i sit bryst, retfærdighed, var det dog samtidig det tætteste han kunne komme. Pandora og hans egen tæthed gik forud for den adskillelse, de havde levet igennem – hvis ikke hun kunne være hans familie, hans tætteste, hans eksistensgrundlag… hvem kunne så?

Jamie sov i Jaspars seng, lykkelig over at være hjemme og faldende i søvn til lyden af sin lillebrors snorken. Som aftenen blev til nat, tillod Jamie sig selv at mærke følelsen af fuldendthed…
Ja. Alting var godt. Alting var rigtig godt.

Det var ikke til at sige hvad, der præcis vækkede ham mange timer senere, men pludselig skød hans øjne op, søvnen med ét væk…
For blot et øjeblik lå Jamie og lyttede til nattens så velkendte lyde; mørkets dyr, i gang med at leve det liv, nordboerne ikke havde adgang til i løbet af dagen. Intet syntes at være på en måde, de ikke burde og stadig kunne han ikke ryste følelsen af, at noget ikke var, som det burde være…
Langsomt og lydløst kom Jamie på benene, skridtende ud af det lille, varme kammer og ud i køkkenet, usikker på hvad han i grunden ledte efter. Snart skulle det dog blive klart for ham og med sammenkrøllede øjenbryn flåede Jamie døren op ud til den kolde vinternat –
Pandora var væk.

Det havde været svært ved at falde i søvn, først fordi hun havde været alene. De andre nætter havde hun enden været så syg eller så væk på det dæmoniske blod, at hun ikke havde lagt mærke til det, men derefter havde Jamie været der og selvom han var i samme hus, så kunne hun ikke helt ændre den alt ædende følelse der borede sig gennem hendes brystkasse.
Hvornår det skete, var hun faktisk ikke helt sikker på, men hun havde vågnet op med bankende hjerte, dråber af sved der løb ned ad hendes arme, hendes lår, badet i sved var hun vel nærmere. Hun smed skindet fra sig og havde blot siddet for en kort stund, prøvet at finde hendes tanker. Snak med Jamie, han kan tale dig ned; men han sover, han kan ikke hjælpe dig, også vækker du også Jasper.

Med de tanker rejste hun sig op, også løb hun, hun løb så hurtigt hun kunne. Ud ad døren, ud i sneen kun iført hendes lasede skjorte, der måske var på nippet til at falde fra hinanden. Det var koldt, men hun følte sig mere i live igen. Hun var ikke ved at dø, hun var ikke ved at brande op.
Hun var nået hen til grænsen af skoven, hendes hænder greb omkring en af de ældre krogede træer. Barken føltes rug under hendes hænder, som hun greb fat omkring det, med ansigtet der lagde sig mod det.
Så kom tårende, de gled voldsomt ned ad hendes kinder hvor efter en højlydt hulken forlod hendes strube. Hvorfor hende? Hvorfor kunne alting ikke være som det havde været før. Hun ville bare gerne tilbage, til hvor hun før havde været. Den kølige, den viljestærke og godmodige pige. Nu var hun fortabt, ung kvinde der aldrig havde oplevet det hun havde ønsket. Måske ville hun aldrig nogen side nå det.
Hvorfor var det så uretfærdigt? Hvorfor!

Jamies lyseblå øjne gled henover den snedækkede jord, ledende efter fodspor. Hvis han var heldig… det var ikke længe siden, at det var startet med at dryppe troligt ned fra den sorte nattehimmel, hvormed hun ikke burde have tid til at forsvinde helt…
Jamie rakte ud efter et skind, hvorefter han forlod hytten. Han havde glemt alt om at underrette Jaspar, men da det gik op for ham, var det allerede for sent; ham selv omringet af sneen, optaget af en skikkelse forud… en skikkelse der pludselig forsvandt ind mellem de tykke træstammer, længere ind i skoven…

Skønt Jamie måtte hoppe henover de store snedriver, nåede han hurtigt hen til skoven, skindet i hans hånd slæbende mod alt det hvide.
Skikkelsen var forsvundet; som havde den aldrig eksisteret og pludselig meldte en sær fornemmelse sig i Jamies bevidsthed… var det virkelig Pandora? Hvor var Pandora?

Jamie fortsatte sin hæsblæsende løb ind imellem træerne og snart, og til sin store skræk, opdagede han, at skyggefulde skikkelser svandt ind og ud af nattemørket omkring ham…
”Pandora! Hey! Pandora!”

Efter at hysteriet havde lagt sig, lod Pandora hendes grønne øjne glide rundt i omgivelserne, sneen var begyndt at falde ned i store voldsomme fnug der truede med at indhylle hende i en snepragt der ville skærme hende fra omverden. Men ude i nordlandet var det også vejen til den sikre død, som trætheden begyndte at tvinge sig vej helt ind i knoglerne og true med at få fatningen til at forsvinde og man ikke længere ville være i stand til at holde døden på afstand. For en stund overvejede hun blot at lade sig lokke ind i de bløde ord som sneen bragte, men før hun nåede så langt, kunne hun pludselig høre en stemme i det fjerne. En så velkendt stemme, at minderne fra barndommen brød dammen i hendes panikslagen hoved og fik vejrtrækningen til at falde ned.

”Jamie” svarede hun, hendes stemme sprød og sprukken efter hendes skrig og hulken. Kulden fik hendes fingre til at skælve som hendes hænder skubbede fra træets bark. Læberne langsomt ved at blive blå pressede sammen i en tynd linje som hendes trætte øjne spejdede gennem de tunge dyner af sne der faldt fra den mørke himmel hvor ingen stjerner eller måne kunne vise dem vej. ”Jamie!” skreg hun igen, som hun begyndte at famle rundt og trække hendes frosne ben gennem de nu styre dynger af sne der var faldet omkring hende. Hvor længe havde hun været her ude nu? Ikke mere end et par minutter vel?
Hvordan kunne der så være så meget sne allerede? Hun hørte igen en stemme, fjerner end den havde været før og endnu en gang råbte hun tilbage så meget hendes brændende lunger gav hende lov.
”lad dette være en ond drøm, lad mig vågne op inde jeg formår at dræbe en i min galskab” hviskede hun for sig selv som hun begyndte at bevæge sig mod skikkelsen hun synes at have set.

Skyggerne syntes at bevæge sig uden formål, ikke forstyrret af den bidske vind, sneen eller skrigene fra de to mennesker. De gik, stoppede op, forsvandt og dukkede op igen et helt andet sted, tilsyneladende efter forgodtbefindende. De havde ingen ansigter, bar ingen kendetegn, var alle i forskellige størrelser, nogle så høje som de tykkeste træstammer, andre lavere end et hoveds længde fra den hvide jord.
Jamie kunne ikke tage øjnene fra dem, fænomenet nyt og fremmed for ham, men da ekkoet af Pandoras skrig nåede hans øregang, satte han med et afsted. Han kunne ikke miste hende igen og i sine tanker forbandede han verden for, at havde ladet dette ske; ham selv, Pandora og Jaspar. De burde alle have forudset, alle have vidst –
De isblå øjne fandt omsider den velkendte skikkelse, huden ligeså hvid som sne og havde Jamie ikke været fokuseret, havde han ikke vidst, at han ikke var alene i skoven, ville han slet ikke have bidt mærke i hende…
Jamie greb om hende, parat til at afværge enhver af Pandoras kommende slag af forskrækkelse. ”Det er mig. Jamie!”, udbrød han, hans dybe stemme ru men gennemskærende. Han ventede ikke på forklaring, ej heller at Pandora skulle falde ned eller ind i hans arme, men begyndte straks at løbe afsted i retning af brødrenes hytte.