Ithilwen rynkede sine øjenbryn, men havde fortsat et smil på sine læber, som hans sætning døde ud. Hun drejede hovedet for at kigge sig over skulderen på de dele hun havde betragtet tidligere. ”Det giver mening, nu det så ud til du kun havde en gammel sofa at sove på” En ting var, at skulle hun blive her, var der næppe mulighed for at begge kunne sove samtidig hvis der kun var en sofa. Men hun kunne ikke lade være med at smile over at han var gået i gang med en seng, trods han ikke vidste at hun kom tilbage. Kunne selvfølgelig også være at han fandt ud af at en sofa ikke gik til evig tid.

”Det kan jeg mærke” grinede hun varmt. Hun regnede ikke med at han mente at han skulle kunne se hende eller havde fat i hende hvert eneste sekund. Det ville være direkte umuligt! Hun så det mere som en beroligende faktor at han ikke ønskede hun skulle rejse igen. Det kunne ændre sig når han fik lidt mere af hendes stædighed at føle! Hun løftede sit hoved og lænede sig ind og kyssede ham blidt på panden, inden hun tog lidt mere ansvar til at få dem afsted.
”Jeg håber ikke du har for høje forventninger til maden. Jeg er ikke kendt for min madlavning” svarede hun ærligt og med morskab i stemmen, som hun begyndte at guide ham til at komme op fra det kolde stengulv og med ind.

Sawyer så lidt op på hende, egentligt havde han ikke vist hende resten af det store hus, der gemte på flere rum indrettet til de børn der ikke længere løb og legede derinde, der var soveværelset, hvor støvet stadig viste hvor sengen havde stået. Den seng det var blevet smeltet om og nu bragt til live som en ny seng, kun til ære for Ithilwen. Han håbede ikke hun havde kigget for meget på den del han arbejdede på, han håbede det kunne være en overraskelse, for i mønstret i gavlen havde han forsøgt at genskabe nogle ting, han håbede hun ville forbinde med Elverly og den del af hende selv. Der skulle være sådan at hun følte sig hjemme, at hun var værdsat og vellidt, at hans hus også var hendes hjem. “Jeg skylder dig vidst en ordentlig tur rundt i huset..” lo han fornøjet, selvom børneværelse delen var et ømt punkt, hun hvis hun ønskede ham, hvis hun ønskede at blive var det nogle emne de før eller siden alligevel skulle drøfte.

Den varme hun gav ham, den var så behagelig, det var en følelse han slet ikke vidste at han havde savnet, længtes efter, siden han havde forladt hende i byen. Han vidste der var meget han skulle rode bod på, men i det mindste glædede det han afsindigt meget, at hun hverken haltede eller have nogle mærker på ansigtet. “Åh bare rolig kære, det kan kun være bedre end mine egne evner, mjød, tørt brød og tørt kød er alt det blev til...” svarede han roligt, inden han gjorde antræk til at komme op og stå, da maven igen brokkede sig. Da først han kom op smed han et klæde over sengen, så hun ikke kunne lure mere end allerede gjort.

Ithilwen havde ikke tænkt over at hun ikke havde set ret meget andet af huset end det man lige umildbart gik ind i. Men det havde været tydeligt at sofaen var hans sovested da hun var ankommet, så hun ganske simpelt ud fra at der ikke var andre muligheder. Naivt, for hun vidste han havde haft børn og en kone. Et familieliv, og det kunne ikke bare slettes. ”Ja du gør” svarede hun roligt. Hun skulle nok få det hele at se, og føle. Han skulle i hvert fald ikke føle, at han behøvede at skjule sin fortid, for den ville altid være der.

”Tror vi skal have indført saft på et tidspunkt! Du har set konsekvenserne af for meget mjød” hun lavede et falsk fald, uden at hun gik ret meget mere i knæ og grinede. Hun tog hintet om ikke at kigge for indgående på det han allerede havde lavet, og lod ham have det som sin egen hemmelighed.
Hun gik roligt ud af smedjen, skuttede sig lidt i den kolde vind, og fandt vejen tilbage ind i huset, hvor ildstedet havde varmet op og man kunne dufte maden. Heldigvis dufte, for det havde da ikke nogen forfærdelig indvirkning på hendes næse! Og selv hvis det havde, måtte det da kunne bruges til noget! Som at blødgøre tørt brød så man ikke knækkede en tand eller to. Det var i hvert fald planen.

Sawyer havde svært ved at skjule sin begejstring, for at hun var tilbage, hvorfor hun var vendt tilbage, stod ham dog stadig ikke helt klart. Hun var stadig ung, hvert fald for en elver at være, og han var en gammel mand med en begrænset mængde år tilbage, hvor meget Sawyer end ønskede at han kunne gøre hende glad, var tiden ikke med dem. Hvis han rent faktisk lukkede hende ind, ville han blot bekymre sig om hende, for på et tidspunkt ville han ikke længere kunne passe et arbejde, alderen ville skille dem ad, han kunne ikke lægge det ansvar ovenpå hende, det burde ingen mand byde sin kvinde. Lettere slukøret sænkede han blikket og stoppede op på sin færd efter hende, imod huset. 

Han rystede tankerne fra sig, første skridt måtte være, at lære hende bedre at kende. Først efter det var der grund til bekymringer, desuden, hvad ønskede hun siden hun kom tilbage, skulle han spørge om det? Være så direkte? Ville hun tage det pænt? Da han så Ithilwen skutte sig, satte han dog hurtigt igang i troen om han hellere måtte få tændt op i en fart. Varmen fra huset og det ildsted der brændte så lystig indenfor, fik ham til at stoppe op i døren. En duft af mad spredte sig omkring ham, det duftede fantastisk og hans mave knurrede højlydt. “Saft?!?” Udbrød han overrasket. “Næh nej du, mjød er bedre, og mere underholdende for mig..” svarede han drillende, inden han lidt lertøj frem til at spise af og satte på bordet, han måtte hellere hjælpe til så hun ikke blev utilfreds på ham. “Det dufter fantastisk Ithilwen! Men er nød til at arbejde igen bagefter, jeg skal være færdig inden sengetid..” lød det lettere dæmpet, hans arbejde havde altid kommet først, selv dengang Tamara og børnene levede drog han afsted med hæren hver gang de kaldte uden tøven og passede gårdens gøremål så snart han var hjemme. 

Ithilwen fornemmede at han sakkede bag ud, men hun forstod ikke helt hvorfor. Hun drejede hovedet rundt og smilede til ham. Hun bemærkede det slukørede udtryk der gik over hans ansigt, men hun slog det hen som værende minderne. Hun forsøgte at sende ham et opmuntrende smil som han kom tættere på igen, og nåede ind i huset.

Hun kunne ikke lade være med at grine som han kom med sit udbrud. ”Mere underholdende end dig? Det tvivler jeg stærkt på! Så igen, jeg kan ikke tåle ret meget før det hele bliver meget sjovt” var hun kluntet og uheldig normalt, ville indtagelsen af mjød gøre det hele meget værre. Men det var i sig selv også en underholdende tanke!
”Så længe du ikke arbejder dig selv til døde. Du er træt” pointerede hun med et bekymret blik, mens hun gik hen og rørte i stuvningen. Det var ikke den bedste mad i hele verden, men det gik da an! Det var både varmt og råvarene gode, så galt kunne det ikke gå. ”Jeg håber det smager det smager bare næsten lige så godt som det dufter” tilføjede hun med et glimt i øjet, og tog gryden af ildstedet.
Hendes tanker havde ikke vandret sig hen i de mere praktiske afdelinger. Selvfølgelig vidste hun hvorfor hun var kommet tilbage, men hun blev ved med at skubbe tanken om levealder, menneske og elver fuldstændig væk. Den tanke kunne kun bringe ulykke eller sørgsmodighed med sig. Sådan var det altid når man som udødelig fandt en dødelig.

En dyb latter rullede fornøjet over hans læber, ved hendes ord. Meget sjovt, ligefrem? Han kunne nu godt tænke sig at opleve hende beruset på den måde, hun solgte ideen ganske glimrende og han ville jo være der til, om ikke andet at forsøge at passe på hende. “Må hellere få skænket et stort krus op til dig, glæder mig allerede til morskaben begynder..” drillede han med er glimt i øjet. Hendes omsorg og bekymring for ham, var rørende. Han tog sig selv i at smile bredt over hendes kommentar. Han fulgte stille efter hende over til maden, og placerede sig bag hende. Lettere tøvende lagde han de store grove hænder, på hendes hofter, inden han lænede sig lidt ind imod hende. 

“Jeg er sikker på det smager dejligt...” hviskede han dæmpet, lige ud for hendes øre. Han modstod lysten til at stryge hendes hår væk fra hendes hals og skulder, for at placere et kys på hendes hals, i stedet gav han blot hendes hofter et blidt klem før han trak sig bort, for ikke at stå i vejen, da hun begyndte at løfte gryden væk fra ildstedet. “Jeg skære lidt brød til os..” Han skar et par skriver til dem begge, som han lagde over på bordet på hvert lertøj. Han ventede pænt bag hendes stol, trukket let ud så hun kunne sætte sig ned, inden han ville skubbe den ind for hende. Lidt gentleman var der vel over alle mænd. Han skænkede denne begge noget mjød, for udover det havde han kun vand i brønden, før han tog plads overfor hende.

Ithilwen løftede morende et øjenbryn af ham. ”Ja, det tror jeg på” et eller andet sted ville det more hende kongeligt hvis han blev mindst lige så fuld, men hans tolerance var formentlig ganske mere veltrænet end hendes. Hendes kunne så nærmest heller ikke være mindre trænet.
Det var ikke kontakt hun var vant til at modtage, men Ithilwen flyttede sig ikke som hun fornemmede han stor bag sig, ej heller da hun mærkede hans hånd ligge sig på hoften. Faktisk var det en rar følelse, og en kildende følelse der gik igennem kroppen på hende.

Ithilwen havde lyst til at stoppe alt hvad hun havde gang i og bare læne sig tilbage og dvæle i øjeblikket, men det praktiske måtte ramme dem, og havde han tænkt sig at arbejde videre, måtte han hellere få noget mad ned.
Hun nikkede som svar, som hun bar gryden over, så det var muligt for dem at tage noget mad direkte ned på tallerkenen. Hun lod ham med glæde være den gentleman han gav udtryk for ved at sætte sig på stolen og få den skubbet ind så hun sad rigtigt ved bordet. Hun tog hans tallerken af ren vane, og begyndte at hæle mad op til ham, satte den fra sig og hældte derefter op til sig selv, imens han hældte mjød op. Hun tænkte ikke over at det allerede fungerede ganske fortrinligt med fordelingen.
Med et let grin tog hun sit krus op og smagte på mjøden. Hun var ikke sikker på det var forsvarligt for hende bare at drikke løs denne dag – for så faldte hun formentlig i søvn på sofaen mens han arbejdede. Eller gulvet, hvis hun nu begyndte at skøjte rundt.

Den lette bekymring for, om stemningen ved bordet, forduftede da de begge fik sig sat ned. Det virkede så naturligt, til trods for at det var næsten to årtier, siden han sidst havde delt et hjemmelavet måltid med nogen i huset. Hans blik fulgte hende, idet hun øste en portion op til ham, og endda en passende mængde, så han ikke behøvede enten gå sulten til arbejdet eller virke grådig ved at tage mere. 
Han tog en skrive brød i den ene hånd, og skeen i den anden, for en gang skyld var mjøden ikke vigtig, han så meget mere frem til maden. Forsigtigt dyppede han brødet i stuvningen, for der dampede stadig faretruende. Et par enkle pust og han tog den første mundfuld. Smagen var udsøgt, et lille suk afslørede hans store tilfredshed, efter hans standarder måtte maden være lige så god, som det de adelige fik. “Det smager vidunderligt!” Sawyer måtte være sikker på, at han i hvert fald fik rost maden, inden han begyndte for alvor at tage fra, for både krop og sjæl var alt for utålmodige efter mere.

Han kunne ikke huske hvornår han sidste gang, hjemme i sit hus, havde fået et sådan måltid. Normalt var det når han rejste langt væk, og overnattede på en kro, at han fik mad som ikke bare bestod at tørt brød og kød. Det tog ham da heller ikke lang tid at tømme tallerkenen helt, men han blev alligevel siddende, så Ithilwen også havde tid til at tømme sin portion. “Tak for mad, Ithilwen..” 

Hvad end udfordringer der kom, skulle de på en eller anden måde nok finde ud af at komme over det. De havde allerede været oppe at skændes, og det var de kommet videre fra, så Ithilwen havde ikke megen uro i maven omkring det hele.
Hun var, modsætning ham, også vant til at være sammen med andre folk mere eller mindre hele tiden. Hun boede i en periode sammen med sin leder, indtil hun fandt en egen bolig, og selvom det på ingen måde havde indikeret et forhold, betød det stadig at Ithilwen lærte at leve i symbiose med en anden personlighed.
Et roligt smil bredte sig på hendes læber som Sawyer gav tydelig udtryk for at han var tilfreds med at få hjemmelavet mad - trods Ithilwen ikke ville påstå det var den mest fantastisk ret hun havde præsteret.

Ithilwen spiste med ganske udemærket appetit efter flere dages vandring, en del af det i hårdt og opadgående terræn. Hun fik skovlet det sidste ind, skyllet det ned med noget mjød, uden at tænke særlig bevidst over at være påpasselig omkring alkoholen. "Selv tak, det er dine ingredienser jeg tog den frihed at røve rundt i herinde" svarede hun muntert med et glimt i øjet. Det regnede hun trods alt godt at han kunne tilgive hende for.

Sawyer sad helt stille og ventede tålmodigt på at hun blev færdig, det hastede ikke mere end det jagede at blive færdig med sengen, for han regnede ikke med hun ville dejse om på sofaen af udmattelse, og selv hvis hun gjorde skulle han nok overleve dette. Et lille smil fandt vej til hans læber, som tanken slog sig fast i ham, skønheden sovende på sofaen. Han rømmede sig svagt, i forsøget på at ryste den varme tanke fra sig, hun var tilbage det var alt der betød noget for ham, netop i denne stund. Alt andet var blot ligegyldige ting. 

“Skal jeg hjælpe med opvasken, eller må jeg gå ud og færdiggøre mit projekt?” Spurgte han dæmpet, for han ville jo ikke bare tørre det af på hende, havde hun brug for en hånd ville han række hende den. Hvordan hun dog havde præsteret at varme hans hjerte, på denne så hastige måde, forstod han ikke, men han ville gå langt for at glæde hende, længere end for nogen anden de sidste par årtier. 

Lidt tøvende lænede han sig frem imod bordet, og rakte sin ene hånd ud af hendes. Det var en lille gestus, men for ham betød den meget, mere end den sikkert gjorde for alle de unge knøse i byen, det var de små ting der galt og det skulle de nok lære på et tidspunkt. “Jeg er glad for, at du kom tilbage..” 

"Gå du bare ud til dit projekt igen. Det lød til at være meget vigtigt" svarede hun, og så meget var der heller ikke at tage sig af. Desuden, var hendes fornemmelser korrekte, så ville han bare arbejde hele natten igennem hvis han blev forsinket, og hun ville hade at sidde og trille tommelfingre og være restløs over at hun intet kunne gøre for at hjælpe.

Ihtilwen lod ham tage sin hånd, og gav den et lille forsikrende klem, mens hun smilte et opmuntrende smil til ham. "Det er jeg også." hun kunne ikke forklare hvad der var sket, men hun følte en forbindelse med ham, hun ikke havde haft før. De var ikke startet på god fod, men hvad hun så under overfladen bød hende at blive. Prøve hvad denne følelse i maven betød og ikke mindst lytte til den.

"Og tak fordi du lukkede mig ind igen" han havde allerede sagt at hun intet havde at undskylde for at hun havde brugt en skarp tone. De skulle nok opnå at få flere skænderier, og tanken fik hende faktisk til at smile. "Kom nu. Ellers kommer du bare til at arbejde hele natten" hun gav hans hånd et klem mere, inden hun rejste sig. Hun ville foretrække at han passede bedre på sig selv, selvom det vidst var mange år siden han havde haft sit eget helbred i tankerne.

Hvem der dog bare havde vidst, at denne kvinde ville vende op og ned på hans liv, måske han så havde handlet anderledes, ladet hende ligge i sølet endda måske, men han tvivlede oprigtigt på det scenarie. Hans blik hvilede på deres hænder, hendes så lille og blød i hans så store og ru hånd. Han lyttede til hendes ord, os selvom han ikke var i stand til at løsrive blikket fra deres hænder. Der skulle nok komme dage hvor han fortrød, at lade hende blive, men dette var ikke en af se stunder.

Han gjorde et lille nik, inden han løftede blikket til hendes klare øjne. Hun havde ret, han måtte hellere komme igang, det var bare så svært. Til sidst fik han dog sluppet hendes hånd og rejst sig op. På sin færd imod døren, stoppede han dog kortvarigt ved hendes side, det hele var lidt akavet for ham, for hvordan skulle han agere omkring hende. Han lagde hånden på hendes skulder og gav den kun et lille klem som svar til hendes ord om hans arbejde. 

Han burde måske sige noget, men han havde allerede snakket meget mere end normalt, faktisk mere end han normalt gjorde på flere år til sammen. Han satte afsted ud til sit lille værksted, hvor han igen tog plads på sin skammel. Hænderne rystede ikke længere så meget af udmattelse, det havde hjulpet at få lidt mad i maven. Fordybelsen indfandt sig hurtigere end forventet. Hans hænder brændende varme, hele tiden igang med at folde og forme stålet og smelte det sammen. 

Nogle timer senere og med solen for længst gået ned i horisonten, var sengegavlen helt færdig. Han sukkede dæmpet, for udmattelsen havde ramt ham igen, men madrassen skulle stoppes på ny med frisk halm, så de kunne få en blød og lækker madras at sove på. Han tømte det gamle ud på folden, det der nu var tilbage inden han gav sig til at stoppe det kraftige for. Det var kraftigt nok til halmen ikke ville kunne stikke igennem, men blødt nok til man ikke ønskede at rejse sig om morgenen. 

Endelig færdig! Han rettede sig op og strakte den gamle ryg, der gav nogle beklagende knæk fra sig, inden han samlede tingene sammen, til sengestellet. Det var tungt men hellere slæbe for meget, end at skulle rende alt for mange gange frem og tilbage, med foden skubbede han døren til huset op. Han håbede lidt at hun sov, så han kunne liste det ind og overraske hende.

Ithilwem kunne med ren samvittighed stå ved at intet af det som var hent de side spar dage var noget hun havde forventet da hun tog afsted fra sit hjem. Hun havde nærmere mere forestillet sig at hun kom til skade, som efterhånden vidste sig at være uundgåeligt for hende. Hun havde ikke forventet at den episode ville medføre en rutsjetur af både humør og følelser som vendte både på hovedet og bagvendt og alligevel ganske nærtliggende. Mildest talt var det hele forvirrende og som Sawyer gik tilbage til sit arbejde og Ithilwen stod med hænderne i det varme opvaskevand og foretog en af de mest hverdagsagtige ting i verden, vandrede hendes tanker.

Var det overhovedet en god ide at hun blev? Deres fremtid var tidsmæssigt så forskellig fra hinanden og hun tog sig selv i at tænke at om et par årtier ville hun næppe være usikker omkring deres fremtid mere, for i stedet brutalt at blive mindet om at det ikke var sikkert at Sawyer havde årtier tilbage. Et menneskeliv var så kort og intenst. Et elverpige var langt og velovervejet. De havde al tid i verden til at se hvordan tiderne ville udforme sig og når en elver fandt den de ville bruge livet med, var det en evighedserklæring.

ithilwen vandrede videre i huset med de tanker, for til sidst bare og sætte sig. Han bragte noget til hendes liv der aldrig rigtig havde været der før. Følelser hun på ingen måde ønskede at give afkald på. Det var spændende, nyt og skræmmende. Det kildede i maven, og selv efter et skænderi der burde havde adskilt og det havde være direkte usandsynligt de skulle se hinanden igen. Men her var hun.
Ithilwen sank ned i den gamle sofa og trak sine ben op til sig og lænede sig op af armlænet. 
Hun var ikke helt sikker på hvornår hun faldte i søvn igen men hun så både fredelig og afslappet ud i den lette sammenkrøllede tilstand. 

Et lille smil strøg over hans læber, da han så Ithilwen lå på sofaen og sov, ganske fredeligt. Han stod for et kort øjeblik, og nød synet af kvinden foran sig, inden han måtte minde sig selv om det arbejde der stadig ventede. Han slæbte alle de fornødne ting, så lydløst han kunne ned til det store værelse, der engang havde fungeret som sovekammer og måske snart ville gøre det igen. Med snilde og omhyggelighed, fik han samlet stellet sammen, og med sin evne varmede han rammen sammen, så det ikke ville stå og vakle. Han prøvede en enkelt gang og ruske lidt i rammen, men det holdt som forventet til det og rokkede sig ikke ud af stedet. 

Han forlod det store kammer igen, for at hente den træbund der skulle ligge i stellet, hvorpå madrassen lå. Da sengen var færdig redt, med nogle store varme tæpper, lidt skind og nogle stoppede puder, gik han tilbage til Ithilwen igen. Klokken var blevet mange, og han kunne sagtens mærke trætheden, og det blev ikke ligefrem bedre af at se hende sove. Han satte sig ned på hug, med det ene knæ hvilende i gulvet. "Ithilwen, vågn op.." kaldte han helt blidt og dæmpet, et under af hans ellers dybe stemme kunne lyde så rolig, inden han lagde sin højre hånd imod hendes kind, og strøg tomlen over hendes kind. "Jeg har en overraskelse til dig..." lød hans stemme igen, ganske dæmpet. 

Han håbede hun virkelig hun ville blive glad, selve stellet i sig selv var ikke alene noget specielt, det specielle hvilede i hovedgærdet. Rammen var kraftig, men alt indeni rammen, var et stort spind af detaljer, bitte små såvel som større stykker, formet og snoet rundt, så det nærmest fortalte en historie, hvis man ellers tog sig tid til at betragte den. Han havde forsøgt med sin begrænsede viden om elvere, at skabe en historie for hende, en historie der også bandt ham ind i den. Han glædede sig så frygteligt til at se hendes reaktion, hvis blot hun ville blive glad. 

Ithilwen vågnede aldrig fuldt som Sawyer kom tilbage og begyndte at samle sit arbejde, trods hun vendte sig på den gamle sofa og brummede i søvne. Det var først da han blidt kaldte på hende og hun mærkede hans rug varme hånd på sin kind at hun vendte tilbage til en mere vågen tilstand. Hun mistede let med øjnende inden hun strak kroppen dovent. “Du blev færdig.” måske ikke et spørgsmål hun behøvede at stille men hun var træt og ikke helt vågnet op til dåd endnu. Men hun smilede til ham og kom da også op at sidde og til sidst helt op at stå. Et gab kunne dog ikke undgå at forlade hende som hun blev vist gennem stuen til hvad der før for hende bare havde været en lukket dør.

Synet der mødt hende derinde var ikke hvad hun havde forventet, selvom hun ikke rigtig havde dannet sig en ide om hvad han ville vise hende. Hun begyndte at vågne med en mere lynets hast som nysgerrigheden ramte hende og hun tog synet af hans arbejde ind. Det var praktisk lavet, også som hun nok havde forventet men hendes øjne fandt hurtigt frem til de både store og små detaljer ved hovedgærret. Hvor meget arbejde og fineste han havde lagt i det. 
Ithilwen rakte sin tynde hånd frem og fulgte metallet som det buede og bøjede og fik en fornemmelse af noget hjemmeligt. Hvordan det var lykkes ham at fange fornemmelsen af elverly, træerne og hendes folk var hende en gåde, men hun mærkede hun blev overvældet. “Den er virkelig smuk” det smukkeste var at hun vidste at han havde gjort det for hende. Gjort sig umage for hendes skyld. Hun kunne ikke undgå at få tårer i øjnene.

Ithilwen tørre sig under øjnene med sin ene hånd før hun vendte sig ansigt mod han med et stort smil på læben. Hun nåede dog ikke at kigge på ham ret længe før hun lagde armene omkring ham og krammede sig ind til ham. “Som i virkelig virkelig smuk” mumlede hun med en varm stemme ind i hans skulder.

Et ømt smil havde bredt sig om hans læber, da han så hvordan hun sløvt vågnede op. Der var noget kært over hende, som han blidt hjalp hende på benene og støttede hende, det gik jo ikke at hun kom til skade nu, ikke med den overraskelse han havde til hende. Han kunne slet ikke vente til at se hendes reaktion, og fulgte derfor hurtigt efter hende. Han blev dog stående ved døren, med blikket låst fast på den smukke kvinde foran sig. Hans blik fulgte hende, som han holdt vejret af bare spænding, mens hun nærmede sig sengen og lod sine fingre glide hen over detaljerne i hovedgærdet. 

Han havde det som om hans mave slog knuder, han kunne slet ikke holde spændingen ud længere, hvad tænkte hun på, havde han ramt rigtigt, lignede det overhovedet noget fra Elverly, hadede hun den, bragte den kun savn frem? Smilet begyndte at falme, idet han blev mere og mere nervøs for hendes reaktion, for måske han havde gået for vidt? Han stod lidt uroligt og lagde vægten fra det ene ben over på det andet, uden egentligt at flytte ret meget på sig selv. Og den stakkels mand, var da også så nervøs at han slet ikke hørte hendes ord.

Først da hun vendte sit ansigt imod ham, mistede han modet fuldkommen, for alt han så var tårerne i hendes øjne. Han havde fejlet, og det var frygteligt. Som om hun havde tvunget et sværd i hans bryst. Følelsen knugede sig sammen indeni ham, og fik ham til hurtigt at træde frem imod hende, og velkomme hende i sin favn, men inden han fik sagt undskyld til hende, mærkede han vibrationen imod sin skulder af hendes ord. Smuk, hun syntes den er smuk! Han drog endelig en dyb vejrtrækning, af ren lettelse, som han knugede hende tættere ind til sig. "Det glæder mig du synes det.." svarede han blidt, og kyssede hende ovenpå håret. 

Ithilwen havde slet ikke opfanget hvor nervøs han var omkring hele situationen. Hun havde bemærket spændingen som han ville introducere hende til sit arbejde, men nervøsiteten havde hun ikke spekuleret over. Det var et smukt stykke håndværk og at han havde gjort sig umage og tænkt så meget på hende, rørte hende ubeskrivelig meget. Tænk at han ville gøre det her for hende. At han havde taget hendes liv så meget ind i tankerne Og sit håndværk. Selv uden at hun havde fortalt ham om sit liv der.
Hun så til gengæld godt hvor modløs han nærmest så ud som havde han gjort hende ked af det. Tvært imod. Hun var rigtig glad for den gave som han havde givet hende. 

Ithilwen lukkede øjnene domhus mærkede hans læber presse sig mod hendes hår. “Det er som om du vidste at jeg kom tilbage” grinede hun med et snøft ind i hans skulder før hun trak hovedet tilbage uden at fjerne sig ud af hans favn. “Har du været der før? Spurgte hun med nysgerrighed i stemmen som hun så på ham med en blanding af håbefuld og blidhed. Det var naivt af hende at tro på, for mennesker kom sjældent ind men det betød ikke at det var umuligt! Eller også var han rigtig god til at visualisere det ud fra fortællinger. Når alt kom til alt var hun glad, selvom det gav hende et stik af hjemve. Hun håbede på at det kunne bringe hende den trøst hun behøvede hvis, nok nærmere når, hjemveen slog til igen. Hun ville ikke sige det til ham. I hvert fald ikke nu. Men ved at vælge ham og livet det medførte, ville hun ikke være velkommen til at tage tilbage igen. En barsk sandhed som bragte uro i maven men ikke nok til hun fik kolde fødder

Sawyer havde det som om, at det faldt en tung byrde fra hans skuldre, han var lettet og glad. Hun kunne oprigtigt li hans arbejde, og det gjorde han slet ikke havde lyst til at slippe hende, i stedet knugede han den smukke kvinde tættere ind til sig. “Jeg håbede det, det gjorde jeg oprigtigt, men hvis ikke havde jeg noget at mindes dig med..” svarede han oprigtigt, som hun trak hovedet lidt tilbage for at deres blikke kunne mødes. Han rystede dog svagt på hovedet til hendes spørgsmål, han havde aldrig selv set Elverly. “Da jeg var oberst i lysets hær havde jeg andre elvere under mig, deres fortællinger var altid meget billedligt fortalt, den varme og kærlighed de følte kunne mærkes i deres ord, jeg gjorde mit bedste for at få deres historier frem..” Billedet han havde haft i hovedet var klart, og hendes glædes tårer bekræftede at det var lykkedes. 

Han slap hende modvilligt med den ene hånd, men kun for at løfte den til hendes ansigt, med den største forsigtighed i sin bevægelse, strøg han en lok af hendes hår om bag øret, inden han lagde den store ru hånd imod hendes varme bløde kind, kærtegnende strøg hans tommel over den delikate hud. “Jeg ved jeg ikke er meget, du fortjener så meget mere end jeg kan tilbyde dig, selv tiden er imod os...” Han gjorde en pause, usikker på om at han burde fortsætte, han vidste det var selvisk af ham, han kunne ikke være bekendt at få hende til at blive for hans egen skyld, det var ikke ham der ville sidde tilbage, han ville forlade denne jord længe inden hende, men han kunne ikke give slip. “Du vækker noget i mig, noget jeg for længst havde opgivet, du er solen der atter skinner i mit liv, jeg ved jeg er selvisk, at jeg ikke burde gøre dette, jeg kan hverken tilbyde dig evig kærlighed eller rigdom, jeg har kun det du ser her, men bliv her, lad mig forkæle dig den tid jeg har tilbage..” Følelserne sad helt udenpå som han talte, usikkerhed skinnede igennem, men hans blik var ømt og fulde af dybde når han så på hende. 

Noget at mindes hende ved. Ithilwen smilede, men mærkede også en let sørgmodig knude i maven. Det var rørende at han ville mindes hende, og det gav hende også et dejligt sug i selvsamme mave, men tanken om at han vendte tilbage til den gnavne og indebrændte, meget triste mand, gjorde ondt.
Men det var ikke tanker hun dvælede ved ret længe, som Sawyer begyndte at fortælle om elvere han havde mødt. ”Det har du gjort godt” gav hun ham ret. Hun havde alle dage fået fortalt at elvere der forlod deres hjemland, altid bar en stærk indre sorg og længsel efter at komme tilbage. Intet kunne måle sig med skovene og Ithilwen vidste hun kom til at savne det samme. Hun var altid vendt tilbage igen.

Ithilwen lænede sin kind ind imod hans hånd og nød den rug struktur mod hendes egen bløde hud. Hans ord fik et blidt smil frem på hendes læber og et mildt glimt i hendes øjne.
Ved hans pause løftede hun sin egen hånd og lagde den mod hans, både for at byde ham at fortsætte fra sin tøven, men også for at hånden ikke skulle fjerne sig igen.
Hans ord var virkeligheden. Det var sådan verden så ud lige nu. Han var et menneske, der havde levet en god del af sit liv. Hun var en elver, der knap var påbegyndt sit. Det var en sørgmodig historie, men det betød ikke at den ikke fortjente at blive levet. ”Jeg behøver ikke få mere end det jeg ser – Så vær selvisk. Hvad der sker derefter tager vi som det kommer” smerten, ensomheden, sorgen. Hun var ikke dum. Hun vidste det var uundgåeligt, men hun kunne mærke at hun ville fortryde mere at gå.
Hun løftede sin anden hånd fra hans arm op imod hans kind og lod de lange blide fingre mærke strukturen af hans skæg og varme hud. Det bragte en rar følelse i hendes fingre at mærke ham. At han var der. ”Du er det hele værd” hviskede hun varmt, som fingrene strøg ømt over hans hud.

Som de stod der, i hinandens omfavnelse, han med en hånd på hendes mind og den anden bag om hendes lænd. Han var usikker på at gå videre, for selvom hendes ord bragte ham en ubeskrivelig glæde, så var han rusten, det var længe siden han havde været så intim med nogen, hvor følelser spillede bare det mindste ind. Han bukkede hovedet en smule imod hende, så deres pander støttede imod hinanden. Hendes varme ånde kærtegnede hans, og fik ham et øjeblik til at lukke øjne og bare tage øjeblikket til sig, men hendes bløde røde læber, de lokkede ham nærmere, men skulle han følge efter lysten?

Han åbnede øjne igen, fast besluttet på at mærke hendes læber. Han flyttede lidt på sig, til han kunne mærke hendes hage imod hans kraftige fuldskæg, hendes varme ånde lige på hans læber, kun et my fra hinanden gik han i stå, som mistede han al momentum. Kunne han bare sådan trænge sig på? Hvis hun ikke ville? Hans stille sind, var efterhånden opløst af tankemylder.