Stilheden lagde sig hurtigt over dem igen. Daphnie svarede ikke og det behøvede hun heller ikke. Hendes stilhed afslørede kun at han havde ret, og selvom han nok havde set det komme, kunne man alligevel ane en snert af skuffelse i hans blik, som han hurtigt slog ned. Han kunne jo ikke forvente at en ung kvinde skulle forblive ugift for evigt, bare fordi han gerne ville kunne lege med hende når det lige passede ham. Daphnie skulle vel videre i sit liv på et eller andet tidspunkt og han havde vist gjort klart, at det ikke kunne blive med ham. Han ville være en forfærdelig ægtemand og hun fortjente bedre. Selvom han selvfølgelig nægtede at blive lukket helt ude af hendes liv.

Der gik ikke mere end et øjeblik, før Jaris lagde skeen fra sig på bordet og rejste sig. Han flyttede sig over på den anden side af bordet og satte sig på stolen ved siden af Daphnie, rykkede sig så tæt på hende han kunne.
”Jeg troede det var meningen man skulle være glad, når man skulle giftes. Hvorfor er du så trist?” Spurgte han, som han lige puffede til hende med skulderen. Hvis Daphnie en dag sagde at de ikke kunne ses længere, ville han uden tvivl blive knust, men det var vel ikke realiteten lige nu. Og hvis han var trist over at hun skulle giftes, ville det kun gøre det være for hende, så han fandt det store smil frem og den lille snert af skuffelse i hans øjne var også hurtigt forsvundet.

  Daphnie kunne ikke få sig til at se på Jaris, mest fordi hun ikke turde se hvordan Jaris reagerede. Hun var ikke sikker på hun kunne bærer hvis han så trist eller skuffet ud. Da hun kunne høre stolen flytte sig måtte hun bide tænderne hårdt sammen, som en knude voksede sammen i hendes mave, og hendes hals snørrede sig sammen. Det var det. Nu gik han, og hun så han sikkert ikke igen. Hvorfor gjorde det så ondt? 

 Men døren gik ikke, og i stedet satte Jaris sig på stolen ved Daphnies side. En smule gispende hev hun vejret ind, da hun åbenbart havde holdt vejret i et forsøg på at holde samling på sig selv mens Jaris gik sin vej. 
 Da Jaris puffede til hende, snøftede hun lidt, og førte bagsiden af den ene hånd op til øjnene for hurtigt at tørre tårene der havde sneget sig frem i hendes øjenkrogen. Derefter drejede hun hovedet og så hen på Jaris. Hvorfor var hun trist? Fordi hun ikke ville miste ham? Fordi hun ikke elskede Aksel, men Jaris? Fordi hun var bange for at deres forhold ville ændre sig. Alt sammen virkede som dumme grunde, for hvorfor havde hun så sagt ja i første omgang? 
 Daphnie åbnende munden for at svare, men med det sammen mærkede hun klumpen i halsen trække sig sammen og fik det til at brænde helt op i øjnene. Hun lukkede mundne igen og så væk med et snøft, for at trække lidt på skuldrene. Kort efter flyttede hun på sig, for at møve sig hen og sidde på Jaris skød, med benene på sammen side, og hovedet gemt lidt væk i hans hals. Hun havde brug for at han blev ved hende. At han ikke gik. Nu havde hun jo lige fået ham tilbage igen.
 " Du må ikke gå..  " hviskede hun stille, og med armene om hans hals, knugede hun sig lidt ind til ham, som om hun var bange for, at ved at sige det, ville han forsvinde.

Græd hun? Jaris forsøgte ikke at trykke stemningen mere, gøre hende mere trist end hun allerede var ved at holde humøret højere end han måske burde. Han var klar over at det måske ikke var den bedste måde at gøre det på, men det var da helt klart bedre, end at få tårerne til at flyde mere. Han forstod bare ikke hvorfor. Daphnie skulle giftes, starte et nyt kapitel på sit liv. Han havde aldrig selv haft behovet for at binde sig på den måde, men han kendte da efterhånden en del, som var blevet lykkeligt gift. Hun burde ikke se så sørgmodig ud.

Jaris lænede sig til tilbage, som Daphnie møvede sig op på hans skød og så lagde han armene om hende. Han trak hende helt tæt ind til sig, også selvom han stadig ikke vidste hvorfor. Men hvis det var det, hun havde brug for, så var det dét, han gjorde.
”Gå?” Sagde han og smålo, som om det da var det mest fjollede hun kunne sige.
”Du er trist fordi du ikke vil miste mig? Tror du den lille rødhårede fyr kan skræmme mig væk?” Selvom hun ikke havde sagt det direkte, så vidste han da godt at det var Aksel, hun havde sagt ja til. Han lænede hovedet lidt til siden for bedre at kunne se hende, og så skubbede han lige let til hende med skulderen for at få hende til at løfte hovedet.
”Du er stadig min… Ikke?” Spurgte han, dermed hentydede han også til at han da ikke havde tænkt sig at gå når hun blev gift. Medmindre det var hvad hun ville have.

 Der var noget betryggende over, at Jaris trak Daphnie ind til sig. Selvom han godt nok var kommet over og sidde, betød det jo nødvendigvis ikke han var okay med hende, men da han ikke skubbede hende væk, eller gav andre udtryk for at hun skulle flytte sig. Han ville hende faktisk stadig. Hun nikkede lidt da han gentog hende, og gemte ansigtet lidt mere ind mod hans hals da han grinte lidt. Så sjovt var det da heller ikke! Nu sad hun lige her og var seriøs, jo! Hun trak dog hovedet lidt væk igen, da han snakkede videre snøftede igen. 
 En let latter forlod Daphnies læber ved Jaris kommentar om Aksel. Hurtigt efter rystede hun på hovedet og lagde hovedet lidt mere med siden mod Jaris skulder, så hun kunne se lidt op på ham. Der var vidst ikke noget at være bange for ved Aksel.
 " Måske han kan skræmme dig væk ved at være kedelig? " mumlede hun med et drilsk smil på læberne. Selvfølgelig havde Daphnie da det sjovt og godt med Aksel. Han behandlede hende godt, og det var tydeligt at han var helt forelsket i hende, men åh hvor manglede der bare noget ved ham. Han var virkelig bare ikke spændende i længden. 

 Det lille puf med skulderen fik Daphnie til at løfte hovedet lidt. Den ene hånd viklede sig fri fra at være om Jaris hals, så hun kunne gnide øjnene lidt. Jaris spørgsmål fik hende til at stoppe midt i at gnide det ene øje, og fik kinderne til at blive lidt røde og et lille fjoget smil gled over hendes læber. Hånden blev flyttet ned, og Daphnie så Jaris i øjnene mens hun nikkede, men kort efter flyttede hun blikket lidt ned, mens hendes mundvige krængede sig mere op af.
 " Altid...  " mumlede hun lidt, mens hånden der stadig lå om hans nakke, pillede lidt ned hans hår. Altid var selvfølgelig lang tid, og der kunne ske en masse fra den ene dag til den anden. Alligevel var tanken om et liv ude Jaris trist og kedeligt, og Daphnie havde ikke lyst til at være foruden Jaris. Også selvom der nok altid ville gå længe mellem de så hinanden. Lidt var bedre end ingenting.

Det var måske ikke helt pænt at grine, men havde hun virkelig forventet andet fra Jaris? Han havde ikke tænkt sig at gå, ikke medmindre Daphnie direkte bad ham om det og det gik han da ikke ud fra nogensinde ville ske. Ikke når hun blev så trist, da hun åbenbart troede at han ikke havde lyst til at blive. Så skulle de vel bare sørge for ikke at afsløre noget for hendes forlovede, som han ikke regnede med at han ville være lige så glad for Jaris’ selskab.
”Åh nej, skal du giftes med sådan en tør kiks? Jep, så er jeg skredet,” sagde han og forsøgte da at lyde lidt alvorlig, men samtidig kunne han heller ikke stoppe det alt for store smil i at brede sig i hele ansigtet. Daphnie var ikke helt så begejstret, men han kunne ikke lade være med at tænke, at Albert da måtte være lykkelig for at hun havde fundet sådan en som Aksel.

Jaris forsøgte at fange Daphnies blik som hun løftede hovedet. Et næsten lydløst grin forlod hans læber da han så det lille fjogede smil på hendes læber.
”Godt. Så går jeg ikke,” sagde han stille og rettede sig så lidt til for at placere et blidt kys mod hendes kind. Han kunne da ikke give slip på den eneste kvinde, der endnu ikke havde fundet ud af hvor irriterende han var. Han kunne i det mindste holde den kørende indtil Daphnie blev klogere. Han lagde blidt en hånd mod hendes lår og skubbede så let.
”Kom så, spis din mad inden den bliver kold.” At Jaris virkelig holdt af Daphnie kom en gang imellem til udtryk i de kommentarer, som mere eller mindre kunne lyde som en lidt overbeskyttende far.

Jaris trak sin egen skål og ske tættere på, så han ikke behøvede at flytte sig fra sin plads ved siden af Daphnie, og senere skulle han nok lade hende torturere ham med en børste. Hvis hun altså fandt den.

 Daphnie strammede grebet lidt om Jaris, da han sagde han ville gå. Ikke fordi hun troede han virkelig ville gå, men for at spille med på hans lille spøj, og sendte ham et trist udtryk.
 " Nu har du jo lige lovet.. Desuden er han ikke så kedelig.. Måske bare.. en.. våd kiks.. " Daphnie skar en grimasse over sammenligningen, inden hun grinte lidt over det. Det var lidt tragikomisk hvor passende en sammenligning det var.   
 " Ej, han er.. fin nok.. Han er en god mand.. " hun trak lidt på skulderne. Det var vel det eneste hun rigtig kunne trøste sig selv. Måske når de fik et barn, ville hun have det nemmere med det hele. Så kunne ungen vel holde hende i gang.

 Grinet der lød fra Jaris da han så på Daphnie, fik hendes kinder til at blusset lidt mere op i rød, og hun pressede læberne hårdt sammen og så lidt flovt ud til siden. Det var da ikke sødt af ham at grine af hvordan hun så ud. Kysset på hendes kind fik hende dog til at smile lidt igen.
 " Godt..!  " Daphnie flyttede blikket tilbage på Jaris, og da han begyndte at skubbe lidt til hende, lagde hun hovedet på skrå. Forvirret over hvorfor han nu sad og skubbede hende væk, men da han kom med hans kommentar, kunne hun ikke lade hver med at grine, og møve sig hen på hendes stol.
 " Jaja mor...  " lo hun med et drillende glimt i øjnene, og satte sig til at spise.

 Resten af aften gik på at rydde op i det lille hjem. Det ville først være når Daphnie lagde sig hen i sengen at hun ville finde børsten. Forvirret over hvorfor madrassen var skæv, ville hun undersøge den og finde den gemte børste. Derefter ville Jaris selvfølgelig blive hevet igennem en gang børstning.