Krystallandet
Granny 06.07.2020 07:48
Der gik en dæmon i Pax, der listede fra hans ene skulder og op i det stålgrå øje. Han smilede bredt, tydeligvis moret, men ikke foruden et ondskabsfuld twist, der fik den ene mundvige til at sitre forventningsfuldt. Det var ikke normalt sådan, at han begærede sig; Pax var kendt for sin manglende humor og sit – for – faste og praktiske sind. Ikke desto mindre var det tydeligt, som han stod med den blonde kvinde i sin favn, at der var begyndt at ske sære ting i hans indre. For blot tre måneder siden, ville Pax nemlig aldrig have – ”Hey! Hils din mor og sig tak for i går!”, råbte han, hvorefter Pax i samme øjeblik satte i løb. Han bevægede sig ikke i en lang radius fra Evlyn selv, men løb tilsyneladende på må og få, så kornet vaklede under hans hastige skridt.
Manden, de ikke anede, hvem var, råbte hvæsende ord ad ham, alt imens han forsøgte, at træde ud i markens bløde mudder. Tilsyneladende ville han ikke have hesten med sig, men eftersom han heller ikke var villig til at efterlade den – den så nu meget fredelig ud, havde Pax tænkt – ja, så blev det til en mærkelig kombination af, at forsøge at strække kroppen så langt, den kunne men samtidig forblive på grusstien med hesten.
