Daphnie rykkede sig helt tæt til Jaris, der stadig fortsatte de blide kærtegn mod hendes ryg. Det kunne dårligt betegnes som at holde om hende, men han var ikke så sikker på om hun ønskede mere fysisk kontakt end det lige nu. I det hele taget var han ikke så sikker på, hvordan han skulle håndtere situationen. Han var jo ikke ligefrem vant til at skulle trøste, tværtimod havde han med vilje undgået det. Det var bare noget andet nu. Han holdt jo rent faktisk lidt af Daphnie, han kunne ikke bare ignorere det faktum, at hun havde det dårligt.
"Hjælp..?" Mumlede han lidt uforstående, som han skævede ned mod toppen af hendes hoved. Han forstod ikke rigtig hvad hun mente. Måske han havde blandet sig i noget, som hun helst ville undgå at tale om?

Først da Daphnie selv bad om det, lagde Jaris også den anden arm omkring hende og trak hende helt tæt ind til sig. Så bøjede han hovedet lidt, så han kunne hvile kinden mod hendes hoved. Han mærkede hendes tårer mod brystkassen og bekymringen begyndte at fylde mere og mere. Det var dog en underlig følelse.
"Daffe? ... Hvad er der sket?" Spurgte han stille, men var egentlig forberedt på ikke at få noget svar. Han forventede lidt, at hun havde mere brug for at blive holdt om og græde ud lige nu, end at tale om det. Han klemte lidt til, bare for at vise hende, at han intet havde imod at blive stående her, hvis det var det hun ville have. Så længe hun havde brug for det, blev han stående her. Også selvom han ikke var vant til at skulle være den trøstende, og stadig fandt det utrolig akavet. Han var altid i tvivl om han nu også gjorde det rigtigt.

 Da Jaris gentog hende, mærkede Daphnie en knude i maven, og sank kort, mens hun nikkede lidt. Hun ikke lyst til at uddybe. Ikke endnu. I stedet stod hun bare og tog imod Jaris kærtegn. Nød hans omsorg. En del af hende frygtede at angsten der var dukket op tidligere  når hun blev holdt tæt, men hun kunne næsten ikke overskue ikke at kunne blive holdt om Jaris. Nu var de alene, og forhåbentlig var det nok til at hun ikke ville gå helt i panik. Derfor var hun også en smule lettet, da hun ikke mærkede panikken brede sig da Jaris lagde armene om hende, men i stedet havde det som om en bryde var blevet lettet fra hende. 

 Trykket hun følte der blev fjernet fra hende, gjorde også hendes hulk tog til. Daphnie trådte et lille skridt tættere på, men det var ikke rigtig muligt for hende at komme særligt meget tættere på, som hun nærmest stod klæbet helt op af ham. Hun knugede sig ind til Jaris, som om hun var bange for at han ville slippe hende og gå sin vej, mens hun bare lod hulkene og tårene løbe løbsk, ind til de af sig selv begyndte at stilne hen. 
 Som hun stod og hulkede begyndte kulden lige så stille at snige sig ind på hende. Gåsehuden havde spredt sig på hendes arme og benene. Daphnie snøftede lidt, og lod en enkelt, stille hulk glide over hendes læber, inden hun løftede hovedet lidt fra Jaris bryst, og så op på ham.
 "Det er koldt... " sagde hun stille. Øjnene var stadig våde og tårene løb ned over hende kinder. I et øjeblik stod hun og overvejede om hun bare skulle vente på Jaris gjorde noget, men en bølge af gåsehud ramte hende, hvilket fik hende til at slippe Jaris lidt modvilligt, tog hans hånd og trak ham med hen og ligge i sengen, hvor hun kunne trække tæppe over dem.

 Da de var kommet hen i sengen, puttede Daphnie sig godt ind til ham. Hun lukkede øjnene og tog hans duft og varme til sig. Hun sagde ikke noget. Ikke til at starte med. Men Jaris havde spurgt hvad der var sket. Og hun havde lyst til at fortælle ham det. Hun følte hun var nødt til at fortælle ham det. Især efter i dag. Så hun snøftede kort.
 ".. Jeg.. mødte en.. ved en lille skovkant..  " startede hun ud. Meget stille, da hun mumlede ind mod Jaris' bryst.

At Daphnie måske ville ende i endnu et panikanfald, så snart Jaris lagde armene om hende, gik først op for ham i øjeblikket, han trak hende ind til sig. Han var endda tæt på at slippe, forberedt på at hun helst ville være fri, men da det ikke var tilfældet, holdt han ved.
Han sagde intet, men blev stadig bare stående og lod Daphnie hulke, lige meget hvor akavet han selv fandt det. Forhåbentligt kunne Daphnie ikke mærke det alt for meget på ham, at han bestemt ikke var vant til at trøste en grædende pige. Selv når Anna, den kvinde der kendte ham bedst derhjemme, var ked, så sneg han sig helst udenom. Han var ikke god til tårer, lige meget hvem de kom fra.

Selvom hans første instinkt havde været at liste væk, blev han alligevel hos Daphnie. Han måtte skubbe sin egen akavethed lidt til siden, for hun havde brug for den lille smule omsorg han var i stand til at tvinge frem.
Hun nævnte kulden, men før han nåede at reagere, slap hun og trak ham med. Jaris fulgte med over til sengen uden tøven. Han lagde sig på siden, med hovedet hvilende mod hånden og albuen mod madrassen, for ikke at lægge sig helt ned. Den anden arm lagde han om Daphnie, da hun puttede sig helt ind til ham.
Jaris sørgede lige for at give hende et øjeblik til at samle sig, så hun havde mulighed for at svare. Han ville jo helst ikke presse hende. Derfor måtte han også lige afbryde hende, selvom hun endelig var startet på et svar.
"Du behøver ikke at fortælle mig det, hvis du ikke vil." Allerede ved hendes start, var han klar over, at en fremmed havde gjort hende fortræd. Jo, han havde været nysgerrig, for intet simpelt ville have skabt sådanne reaktioner hos en ung kvinde, men nu hvor hun begyndte at fortælle, var han ikke så sikker på, at han ville høre resten. Havde hun behov for at tale om det, så var han klar. Men hvordan han selv ville tage det, at hun var blevet udsat for noget så forfærdeligt, det var han ikke helt klar over. Samtidig lod han hånden mod hendes ryg stryge hen over huden. Måske det ville hjælpe på nerverne, bare lidt. Så måtte hun derfra selv føle, om hun ville fortsætte sin forklaring.

 Så snart i lå under tæppet, og varmen fra Jaris begyndte at varme hende op, følte hun sig noget mere sikker. Hun puttede sig så godt ind til Jaris hun kunne, og nikkede svagt til hans kommentar. Hun var lidt splittet mellem at fortælle og ikke fortælle. Hun vidste det ville blive hårdt at fortælle om hvad der var sket, og hun var inderst inde bange for at hvis han vidste hvad der var sket, så ville han ikke gide hende mere. Daphnie foldede læberne hårdt sammen, inden hun kort snøftede igen, og pustede luften ud mellem tænderne.
 " Han virkede flink.. Inviterede mig hen til hans lejr..  " Daphnie stemme var stille, mens hun med lukkede øjne tænkte tilbage til mødet med Zane. Hænderne knugede sig sammen på Jaris brystkasse. Hendes stemme rystede lidt.
 " ... da vi kom hen til lejren, ... han maste mig op at et træ.. og.. " hun stoppede og tøvede lidt. Læberne pressede hun sammen, som et lille hulk prøvede at mase sig ud over hendes læber. Tårene begyndte lige så stille at løbe ned over hendes kinder igen. 
 " Han.. bad mig tage tøje af.. og.. og.. jeg gjorde det bare.." Et hulk fik sneget sig over hende læber alligevel. Hun havde lidt en følelse af at det var hende egen skyld det var sket. Hun kunne lade vær med at stole på en fremmed og bare gøre som han bad.
 " Han.. han begyndte at slå mig.. " hende stemme skælvede og den var blevet meget lav..
  " ... så tog han en kniv.. og .. og..  " Daphnies stemme knækkede og hun lod igen hulkene tage lidt. Jaris kunne vel gætte sig til hvad han gjorde med kniven. Det kunne han jo se på hendes krop. Daphnies krop rystede lidt i takt med hendes hulk.

Mens Daphnie gav sig tid til at fortælle, forblev Jaris tavs. Men jo længere hun kom i sin forklaring, jo mere kunne han mærke vreden stige. Han var selvfølgelig ikke vred på hende, men vred på den fremmede mand, der havde ment at det var okay at behandle Daphnie sådan. Brynene rynkede sig mere og mere og selvom han formåede at holde kærtegnene mod hendes ryg blide, så begyndte han at spænde i hele resten af kroppen. Han holdt sig fra at sige noget, mens hun talte. Han ville så nødigt gøre det værre, men efter hendes sidste kommentar om kniven, kunne han ikke holde det tilbage længere.
"Den usle..! Hvilken skovkant var det, sagde du? Bare peg mig i den rigtige retning. Jeg vil hellere end gerne opdrage lidt..." Han stoppede sin sætning, for selv i sin vrede over det hun var blevet udsat for, gik det op for ham at det nok ikke var det, hun havde brug for at høre lige nu.
"Ej, undskyld, det var ikke dét, jeg ville sige." Okay, nogle trøstende ord. Det kunne han godt.

Jaris brugte lige et øjeblik på at tænke sig om. Han var nu bedre til perverse og sarkastiske kommentarer, men de ville næppe hjælpe her.
"Åh, øhm..." Mumlede han, da han i stedet for noget trøstende, kom på en helt anden tanke.
"Han har ikke... voldtaget dig. Vel?" Spurgte han lidt tøvende. Åh, hvor håbede han sådan, at hun ville sige nej, mest for hendes egen skyld, men også fordi han ellers ville føle sig som lidt af en røv. Han bed tænderne hårdt sammen. Det var svært ikke at holde fast i den vrede spænding i kroppen, men han forsøgte stadig så vidt muligt at holde sig i ro, for hendes skyld.

Selvom det var ubehageligt at snakke om hvad der var sket, og det gjorde ondt, var Daphnies gråd ikke lige så intens og dybt som da de stod op. Hulkene var noget mere stille den her gang, og kom ikke nær så hurtigt efter hinanden. Daphnie snøftede lidt og puttede sig bare godt ind til Jaris. Blev trøstet af hans varme og nussen, men da han pludselig udbrød med en lettere aggressiv sætning, trak hun sig en smule forskrækket væk, og så lidt overrasket på ham. Hun kunne ikke lige frem prale af det var en side hun havde set af ham før. Hende øjne var lidt store som hun blinkede overrasket et par gange.
 Som Jaris undskyldte over hans udbrød, kunne Daphnie ikke holde et lille smil tilbage. En svag latter fandt vej over hendes læber mens hun snøftede og tørrede nogen tårer væk med håndryggen. 
 " Du er dejlig, Jaris..  " mumlede hun lidt, mens hun puttede sig godt ind til ham igen. Tårene var stadig ikke helt færdige med at løbe ned over hendes kinder, men hulkene var stoppet. 

 Det næste spørgsmål fik det lille smil der havde fundet vej til Daphnies læber til at svinde ind, og hun rynkede lidt på næsen og brynene, som en ubehagelig knude voksede sig frem i hendes mave. Åh, hvor var hun dog glad for svaret på det spørgsmål var nej, for bare tanken om det fik det hele til at vende sig i hende. Så svært hun havde det med berøring ud fra det der var sket, hvor slemt ville det så ikke være, hvis der var sket mere? Lidt forsigtigt rystede Daphnie på hovedet, og flyttede blikket op på ham. Det var nok ikke nødvendigt at sige mere til end at nikke. Daphnie lod hånden ligge sig på Jaris kind. Hun kunne godt mærke hvordan han spændte op i kroppen, og hun forstod ham egentlig godt. Havde rollerne været byttet, ville hun nok havde haft det på sammen måde. 
 Hånden på Jaris kind nussede ham lidt, mens hun blot lod blikket flakke lidt betragtende rundt på hans ansigt. Det gjorde hende lidt glad at han reagerede på det som han gjorde. Det viste at han virkelig bekymrede sig. Det lille smil fandt vej til hendes læberne igen.
 " ... men jeg er okay nu..  " sagde hun stille. Det var nok ikke helt rigtigt. Det var jo ikke fordi hun må magiskvis var blevet tip top igen, men det havde lettet hende lidt at fortælle det til nogen, og generelt bare det at ligge og blive holdt om af Jaris, gjorde alt meget bedre.

Mens Jaris fik luftet sin vrede lidt ud, registrerede han ikke Daphnies reaktion. I øjeblikket var han mere end klar på at storme ud af døren, for at opsøge den person, der havde vovet at lægge hånd på Daphnie, på sådan en grotesk måde. Først da han hørte de mumlende ord fra hende, løsnede han spændingen i de rynkede bryn og selvom han fortsat spændte lige så meget op i resten af kroppen, fik han et lidt overrasket udtryk i ansigtet.
"Oh.." Mumlede han tilbage og smilede svagt. Eller var det meningen, at han skulle sige tak? Eller noget helt tredje. Selvtilliden fejlede aldrig noget, men lige meget hvor dejlig han selv synes han var, så var han ikke vant til at få det at vide fra andre, så hvordan han skulle reagere på det, det vidste han ikke helt.

Jaris kunne godt fornemme, at stemningen blev en anelse trykket efter hans spørgsmål. Det havde sådan set ikke været meningen, men han var nødt til at spørge. Ikke kun fordi han ville være sikker på, at han ikke lige havde begået en fejl over for hende, men fordi han jo var lidt nødt til at lede efter den dumme mand, hvis hun sagde ja. Et utrolig lettet suk efterlod hans læber, da hun rystede på hovedet.
Han mærkede hendes hånd mod sin kind og han rykkede sig en anelse tilbage, for bedre at kunne se hende. Den nussende hånd mod kinden fik ham til at løsne lidt mere op, så den knugede hånd han hvilede hovedet på blev sluppet. Han nikkede lidt til hendes ord, havde egentlig lyst til at spørge om hun var sikker, men han vidste hvor irriterende det kunne være, at blive prikket til på den måde, når man ikke havde brug for det. Så han lod være.

Han lagde sig helt ned og rykkede sig lidt længere ned i sengen, så deres næsetipper lige ville røre hinanden og blikke ville kunne mødes, uden de behøvede at vippe hovederne.
"Jeg kan ikke ændre på hvad der er sket... Men jeg vil gerne blive lidt længere. Hvis du ikke vil være alene?" Tilbød han. Selvom han ikke kunne finde ud af at komme med nogle trøstende kommentarer, så kunne han da i det mindste tilbyde sit selskab. Hvis Daphnie havde brug for det, ville han endda tage med hende på arbejde, bare sidde på kroen og vente på hun havde fri, hvis det var det, der skulle til. Han skulle nok sørge for, at hun skulle føle sig sikker igen.

 Jaris reaktion på hendes kommentar fik Daphnies svage latter til at stige lidt, fik et lidt mere kærligt glimt over sig. Det ville være en løgn hvis hun sagde hun ikke var glad for Jaris. Hun var utrolig glad for ham. Mere end hun ville indrømme. Hun kunne ikke rigtig forklare hvorfor. Det var jo ikke fordi de havde kendt hinanden længe. Eller jo, men ikke rigtigt. Alligevel var der noget ved Jaris der havde fået hende til at falde pladask for ham. Måske var det alt mystikken hun fornemmede omkring ham. 

 Det lettede suk fra slap fri af Jaris læber, lettede en smule på Daphnie. At det havde så stor betydning for ham at hun sagde nej, gjorde kun hendes glæde for ham endnu større. Det viste at hun også betød noget for. I hvert fald en smule. Alle han reaktioner på hvad der var sket, viste at hun betød noget for ham, men det lette suk, betød mest for Daphnie. Hvorfor vidst hun ikke, men det var heller ikke noget hun valgte at dvæle for meget ved. 
 Da Jaris kom helt ned og ligge og deres næsetipper rørte hinanden, kom det lille smil frem på Daphnies læber igen. Hendes blik fandt vej til Jaris' orange øjne, hvor hun blot lod sig ligge og blive opslugt. Hånden der forsat var på hans kind, nussede han blidt. Det var ikke fordi hun ikke havde set han havde orange øjne før, men det var først nu hun rigtig tænkte over det var orange, hvilket var noget så usædvanligt. Ikke at hun havde noget imod det. Faktisk var det blot endnu en af de mystiske ting ved ham, hun godt kunne lide. Daphnie bed sig lidt i underlæben, med et smil.
 " Du må altid være her. Så længe du har lyst..  " sagde hun stille. Hun ville bestemt ikke have noget imod han altid var her. Daphnie smil voksede lidt, som en tanke slog ned i hende, men hun fjernede endnu ikke blikket fra hans.
 " Desuden har du også nogle katte du skal passe her, jo..  " hende smil blev lidt drillende. Det så nok en anelse sjovt ud, som gråden fra tidligere stadig var tydelig på hendes ansigt, med fugtige kinder, og røde øjne. 

Efter at have set Daphnie så sårbar, både som hun skulle fortælle hvad der var sket og det panikanfald hun havde fået tidligere, var det helt rart at se hende smile igen. Endnu mere at høre hendes svage latter. Måske han var bedre til det der medlidenhed, end han troede? Eller også var han bare heldig i dag. At det muligvis havde noget at gøre med, at Daphnie rent faktisk fandt ham lidt sød, det faldt ham slet ikke ind, for den slags følelser havde ingen jo for ham. Sådan havde det altid været. Jaris selv fik heller ikke den slags følelser for andre, men han kunne vist ikke komme helt udenom, at han alligevel holdt rimelig meget af Daphnie. Underligt nok, siden de egentlig ikke kendte hinanden særlig godt. Selvom han nok kendte hende mere end hun kendte ham.

Jaris nikkede svagt til hendes svar. Han skulle nok blive lidt længere, end han egentlig havde planlagt, så hun ikke skulle være alene. Så måtte Anna holde lederrollen tilbage på bordellet lidt længere, noget han sikkert ville komme til at høre for når han vendte hjem igen, men det var han vel så vant til efterhånden. Daphnies næste kommentar fik det svage smil til at blive lidt bredere og de orange øjne glimtede en smule af glæde.
”Virkelig? Så de må godt blive her?” Han lød overrasket. Hver gang han havde haft en kat eller flere med sig til bordellet, så havde Anna fortalt ham de mange grunde til, hvorfor det var en dårlig idé. Han forventede lidt samme slags reaktion fra Daphnie, da han havde dumpet tre katte hos hende, for det kunne umuligt være dét, hun havde regnet med, da han dukkede op tidligere.

 Glæden og overraskelsen i Jaris ansigt, over Daphnie sagde kattene godt måtte blive der, fik hende til at grine lidt. Hun nikkede lidt mens hun lo. De havde da godt nok lige lavet noget helt andet, og meget distraherende, men før det havde hun jo sagt, at kattene godt kunne blive. Havde han allerede glemt det? Hånden der lå på hans kind, gled lidt ned, og et par fingre gled over hans læber, inden hun trak hånden lidt til sig, og lagde den ned på hans bryst i stedet. 
 " Så længe du selv sørger for der er mad til dem..  " hun bed sig lidt i underlæben og slog blikket lidt ned. 
 " Og så er der bare endnu mere grund til at komme forbi...  " Daphnie prøvede at få det til at lyde så henkastet som muligt, men det gik ikke så godt, og den røde farve der fandt vej til hendes kinder, hjalp bestemt heller ikke. Hånden på Jaris bryst pillede lidt ved hans brysthår, i et forsøg på at distrahere sig selv lidt. 
 " Jeg ville ikke have noget imod at du var her mere..  " hendes stemme var lidt mere stille den her gang, og hun flyttede blikket tilbage i Jaris'. Hun vidst godt at det heller ikke var helt nemt for Jaris at være her mere. Det tog trods alt en god mængde tid at komme frem og tilbage mellem Dianthos og Rubinien. Og i virkeligheden var det jo slet ikke sikkert at Jaris havde lyst til at være hos hende. Og han havde måske også andre han gerne ville bruge sin tid på. 

 Daphnie rykkede kroppen lidt tættere på Jaris, og viklede benene lidt om ham, som de lå på siden, og ansigterne vendt mod hinanden. Hun nød at ligge og putte, endnu mere når det var med Jaris. Daphnie udtryk ændrede sig lidt, som hun kom til at tænke på noget.
 " Det virkede til du kendte Nicola? " spurgte hun så nysgerrigt, og bed sig igen en smule i underlæben. Hun kunne selvfølgelig godt måske gætte sig til det. Jaris kunne jo sagtens have været en kunde ved Nicola før, men hun ville helst heller ikke være typen der bare dømte, så hun ville hellere spørge. De kunne jo sagtens have mødt hinanden på grund af noget helt andet.. 

Jaris var utrolig nem at distrahere og med det de lige havde lavet, var det vel ikke underligt, at han havde glemt detaljerne om kattene. Det var først da Daphnie svarede igen, at det gik op for ham at han vist nok havde fået det svar før. Men nu var han da sikker! Han nikkede let, stadig med sit muntre smil plantet i hele ansigtet. Han skulle nok sørge for mad til dem, eller i det mindste sørge for krystaller til Daphnie, så hun havde mulighed for at købe mad.
Det alt for muntre smil blev en anelse skævt, da han lagde mærke til Daphnies tone i de næste kommentarer. Han kunne heller ikke undgå at lægge mærke til den røde farve, der stille og roligt indtog hendes kinder og det forsigtige pilleri ved hans brysthår. Det var ikke første gang han havde set Daphnie reagere sådan og han havde jo egentlig flere gange undret sig over hvorfor. Men først nu fik han en underlig tanke om, at der måske lå lidt mere i det, end bare nervøsitet? Han ville ikke spørge, for hvis han tog fejl, ville det nok blive lidt for akavet.
"Jeg skal nok blive lidt længere. Måske et par uger?" Han måtte vel hellere spørge, bare for at være sikker på, at det var i orden med Daphnie. Han var næsten sikker på, at det endnu ikke var gået op for hende, hvor irriterende han kunne være i længden, men måske hun lærte det, hvis hun sagde ja til hans ophold.

Daphnie rykkede sig endnu tættere på og Jaris sørgede for at pakke tæppet lidt tættere om hende, med armen der stadig holdt om hende. Han sukkede let, helt roligt, som hun viklede benene om ham. Det var så rart. Han skulle lige til at lukke øjnene i, men blev distraheret af hendes spørgsmål.
"Åh, ja. Jeg mødte ham for nogle år siden i Rubinien. Han manglede et sted at sove, så jeg tilbød ham en seng på bordellet," forklarede han roligt, uden at tænke det mindste over, at Daphnie stadig ikke kendte til bordellet. Derudover nævnte han ikke noget om Nicolas pillende betaling, ikke fordi han ville skjule det, men fordi det ikke lod til at være vigtigt.

 Daphnie vidste ikke hvad hun havde regnet med, da hun sagde hun ikke ville have noget imod Jaris blev lidt længere. Måske at han nok skulle tænke over det, eller huske det til en anden gang. Eller at det havde han ikke helt tid til. Uanset hvad, kom hans svar bag på hende, og hun så lidt overrasket på ham.
 " Et par.. uger?  " spurgte hun, bare for at være sikker på hun havde hørt rigtigt. Det overrasket udtryk blev dog erstattet af et lidt fjoget smil, som hun endnu en gang slog blikket væk. 
 " Selvfølgelig må du det! " skyndte hun sig dog at sige, inden hun pressede læberne mod hans i et glad kys og et stort, fjoget smil på læberne. Øjnene blev lukket i, men blev åbent igen kort efter, da hun trak sig fra kysset igen, inden hun lagde sig bedre til rette.

 Hovedet blev vippet lidt på skrå, mens hun lyttede til Jaris forklare. Svaret fik hende til at rynke panden lidt, en anelse forvirret. Bordellet? Daphnie lå lidt og bare så lidt forvirret på Jaris, mens hun tænkte over hvad han havde sagt. 
 "Bordellet..? Der hvor han er kommet til at arbejde nu, eller?  " lød det lidt forvirret fra hende. Det var det eneste svar hun kunne komme frem til, der ville give mening, på den måde han sagde det. På den anden side, nu hvor hun tænkte over det, ville det jo heller ikke give mening, hvis de havde mødtes i Rubinien, for bordellet var jo her i Dianthos. Som hun tænkte yderligere over det, blev hun kun endnu mere forvirret, hvilket tydeligt kunne ses på hendes udtryk.

Daphnie så noget så overrasket ud over Jaris' spørgsmål. Hendes første kommentar fik ham straks til at tro, at det var for meget at spørge om. Måske et par uger alligevel var for lang tid? Hun var vel også vant til at have sit hjem for sig selv, det var sikkert en lidt for underlig tanke, at skulle have en rendende så længe. Det var i hvert fald det han fik overbevist sig selv om på meget kort tid, så da Daphnie meget begejstret sagde ja alligevel, blev han lige så overrasket som hun. Han nåede dårligt at få et smil frem, før hun pressede sine læber mod hans og han gengældte straks kysset, så længe det blev givet. Så var han da heller ikke i tvivl om, at hans lidt længere ophold var helt fint.

Jaris kunne ikke lade være med at smågrine lidt over Daphnie, der der begyndte at se mere og mere forvirret ud. Han rystede let på hovedet.
"Nej nej, mit bordel... Oh." Først der kom han i tanke om, at han nok ikke lige havde fået sagt det.
"Nårh nej, det har jeg vidst glemt at nævne. Min forretning i Rubinien er et bordel," forklarede han hurtigt. Det var jo ikke en hemmelighed, han havde bare ikke tænkt over at nævne hvad det var for et sted. Derfor smilede han stadig som han plejede, han forventede ikke at det ville være et problem eller den mindste smule underligt. Han havde trods alt ejet det bordel i flere hundrede år.

 Jaris ord, fik Daphnie pande til at rynke sig endnu mere, og hun trak hovedet lidt væk. Hans bordel? Da hans forklaring kom, med hendes øjenbryn i stedet løftet, og hun så lidt forbløffet og overvejende det. Så det var det han lavede? Daphnie hold blikket på ham, mens sagde ikke rigtig noget. Tænkte bare over det. Det var ikke fordi hun ligefrem havde hørt godt omkring bordeller, eller mændene der ejede dem. At det var noget uhumsk noget. Men nu havde hun selv lige brugt krystaller på en prostitueret, så hun havde vel ikke helt ret til at udtale sig. Desuden var Jaris da sød og dejlig, og hun synes da ikke han var specielt uhumsk. Han var bare.. Pervers.. Men det kunne hun jo også selv være, så det var der vel intet galt i. 
 " Okay..  " sagde hun så endelig, og lagde hovedet tilbage, med et lille smil. Hun vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle sige. Hun lod næsetippen nusse Jaris' næsetip lidt, inden hun lukkede øjnene lidt. 
 " Jeg har aldrig været på et bordel..  " indrømmede hun stille, selvom hun ikke lige frem regnede med at det ville komme bag på ham. Og dog, nu havde hun jo lige haft Nicola med hjem, så måske man ville gå ud fra hun havde været på bordellet for at finde ham?

 Et lille smil voksede sig frem på Daphnie læber, som ting pludselig gav mening for hende. Hvis Jaris ejede et bordel, og havde så god hørelse, så kom det ikke rigtig bag på ham, at han var så pervers. Det måtte da næsten være umuligt ikke at blive, men han skulle høre på andres lumre kommentarer og lyster hele tiden. 
 "  Er det svært? At have et bordel? " Daphnie måtte da indrømme hun var en anelse nysgerrig på det hele, selvom hun også fandt det lidt mærkeligt. Det stak da også lidt i hendes bryst, ved tanken om at Jaris nok også udnyttede mulighederne han havde, ved at eje et bordel, men hun prøvede ikke at tænke for meget over det. De var jo bare venner, hvis noget. Han måtte vel gøre hvad han ville. Daphnie åbnede øjnene igen, og så på Jaris med et lille smil.

Daphnie trak hovedet lidt væk og smilet om Jaris' læber falmede en anelse. Han var måske lidt for vant til hvordan folk reagerede på sådan en oplysning i Rubinien, hvor de fleste fandt det relativt normalt. Burde han måske have fundet en bedre måde at sige det på? Selvom han egentlig ikke rigtig vidste hvordan han ellers skulle have sagt det, det ville nok komme som lidt af en overraskelse for hende, lige meget hvad.
Det lod dog til at hun alligevel accepterede det til sidst, som hun lagde hovedet tilbage og smilede. Han rynkede det ene bryn lidt, som han lige brugte et øjeblik over at undre sig over hendes næste ord.
"Hvor fandt du så Nicola?" Jaris havde godt nok ikke vidst noget før Nicola skulle lige til at gå, men betalingen havde talt for sig selv og derfra var der da ingen tvivl om, at han var prostitueret. Daphnie kunne selvfølgelig have fået fat i en af de prostituerede, der ikke tilhørte noget bordel, men bare trak på gaden. Men med Nicolas race, så ville det undrer ham, hvis han ikke hørte til et sted.

Jaris så en smule overrasket ud over Daphnies spørgsmål. Han var ikke vant til at nogle spurgte ind til hans arbejde og han havde egentlig ikke rigtig tænkt så meget over det.
"Hm... Der er masser af arbejde som udsmider og en del mere papirarbejde, end jeg ville ønske. Men ellers ikke," svarede han, efter lige at have brugt et øjeblik på at tænke sig om. De to ting var vidst dét, han brugte mest tid på. Papirarbejdet havde han dog en vane med at smide over på Anna, så han selv slap for det.
"Men du kan da komme med og se det på et tidspunkt," tilbød han. Hans ordvalg 'på et tidspunkt' var med vilje, for så vidt han vidste lurede Baghera stadig og Daphnie skulle helt klart ikke udsættes for ham. Jaris havde selv haft det stramt nok med hans besøg, før han var taget hertil. Måske nærmere flygtet hertil for en stund, for så kunne han vel ikke risikere at rende ind i sin far lige foreløbigt. Det var vel også en af grundene til, at Jaris helst ville blive her i et lille stykke tid. Han gjorde stadig alt han kunne for ikke at vise hvor påvirket han var af oplevelsen, men det var jo løgn, så helt smertefrie så hans ellers altid glimtende øjne ikke ud.

 Som forvirringen der før havde være i Daphnie blev flyttet over på Jaris, kunne hun ikke lade vær med at le kort og lavt af det. Hun bed sig lidt i underlæben, mens hun kort overvejede hvad hun skulle sige, og trak så kort på skulderne.
 " Jeg stod og gemte mig bag hjørnet af en bygning, og gloede hen på bordellet, mens jeg prøvede at overtale mig selv til at det var den eneste løsning..  " forklarede hun ærligt. Nu havde han lige set hende betale en prostitueret, efter at han havde afbrudt dem, så der var vel næsten ikke noget der kunne leve op til den flovhed hun havde følt der. 
 " Han må have set mig stå og lure, for han kom hen til mig.. " hun foldede læberne lidt sammen, mens hun betragtede hvordan han tog hendes forklaring. Daphnie kunne godt forstille sig, at det måske lød lidt mærkeligt at hun ligefrem havde stået og luret på bordellet, men han ville vel spørge ind til det, hvis han ville gøre mere.  

 Det var med nysgerrighed og interesse malet over hele ansigtet af Daphnie lyttede til Jaris fortælle. Også selvom han ikke havde så meget at fortælle. Daphnie ville bare så gerne vide noget mere om Jaris. Hun rynkede lidt på næsen. 
 " Det lyder ikke særlig spændende..  " mumlede hun lidt. Hun havde forstillet sig det ville være mere interessant. Alt det sladder man kunne samle om folk. Det uimponerede udtryk blev erstattet af et stort smil, da Jaris forslog hun kom ned at se det en gang. Daphnie nikkede lidt, så hendes næsetip nussede Jaris lidt.
 " Det vil jeg gerne! Jeg skal bare.. Have fri..  " mumlede hun tænkende. Hun skulle også have nogen til at komme og kigge til kattene. Og nok spare en masse op.. Daphnie hev sig selv ud af tankerne, for der var ingen grund til at tænke over det nu. I stedet lagde hun sig til at betragte Jaris. Tog hver en detalje til sig. 

 Noget fik hende dog til at rynke panden lidt, næsten utydeligt. Det var ikke særlig tydeligt, og derfor vidste Daphnie heller ikke helt, om hun bare bildte sig det ind, eller om det bare var fordi Jaris stadig tænkte på hvad der var sket med hende. Om end ikke andet, synes hun han så en smule trist eller trykket ud. Hun valgte dog ikke at sige noget. Ikke endnu i hvert fald. Måske hun bare bildte sig det ind. Jaris plejede at være så glad og livlig, jo.

Jaris kunne ikke lade være med at smile lidt, som han lyttede til Daphnies forklaring. Det gav god mening. Han kunne sagtens forestille sig hende stå og lure på bordellet, frem for at være så direkte, bare at gå ind. Men den lille snert af bekymring for hende, begyndte at vise sig igen, selv efter hun havde forsikret ham om, at hun var okay.
"Var det så den eneste løsning? Den rigtige løsning?" Han var nødt til at spørge, denne gang ikke grundet sig selv, men kun for hende. Det var jo sådan set det han selv havde gjort, dengang han lavede slavehandlen om til et bordel, men så langt havde han aldrig tænkt og gjorde det stadig ikke. Han mente ofte selv, at den form for nydelse var perfekt til at distrahere, når man havde oplevet noget så forfærdeligt, men han tvivlede bare på, at det var det samme for Daphnie. Men måske han tog fejl.

Jaris rystede let på hovedet som svar. Nej, det var egentlig ikke super spændende. Han kendte måske lidt mere til nogle af de folk, der boede i Rubinien, end han ville, men med den konstante hovedpine over at kunne høre alt, så gjorde han sit for at høre noget andet. Desuden glemte han som regel alt det helt gode sladder alligevel.
Der bredte sig til gengæld et lidt større smil på hans læber, da Daphnie lød så begejstret for at komme med ham på et tidspunkt. Men det falmede lige så hurtigt, da hun talte om at få fri først. Han begravede sit ansigt mod hendes skulder, da han strammede grebet lidt om hende.
"Kan du ikke bare... blive væk? Og bo hos mig," mumlede han, egentlig uden at mene det, for det ville sætte hende i endnu flere forfærdelige situationer, hvis Baghera dukkede op igen. Men tanken om hele tiden at have Daphnie hos sig, var så behagelig. Trods hendes lille størrelse, og det faktum at hun på ingen måde fysisk ville kunne beskytte ham, så følte han sig utrolig tryg og tilpas sammen med Daphnie. Den følelse kunne han godt bruge lidt af noget oftere.

 Daphnie slog blikket lidt ned da Jaris stillede spørgsmålstegn ved hendes måde at løse hende lille problem på. Ikke at hun fandt det underligt, for det var nok ikke ligefrem en normal måde at gøre det det på, men det gav mening for hende. Og om det var den bedste og eneste måde at løse det på, vidste hun ikke. Hun trak lidt på skulderne.
 " Det ved jeg ikke..  " mumlede hun lidt, og gav sig endnu en gang til at pille lidt ved hans bryst hår. 
 " Lige nu virker det til at have virket..  " Daphnie bed sig i underlæben og løftede blikket til hans igen. 
 " Før låste jeg helt fast, når jeg blev rørt ved.. Gik helt i panik. Ligesom du så. " forklarede hun og mærkede lidt efter i sig selv.
 " Det er som om der stadig er en uro i min krop.. Noget der summer inde bag ved et sted. Som om noget prøver at fortælle mig jeg er i fare, og skal væk.. Men.. jeg ved også godt at det er jeg ikke..  " panden rynkede sig mens hun snakkede og blikket blev lidt fjernt som Daphnie blev opslugt lidt af hendes egne tanker. I et øjeblik var hun bare optaget af tankerne, inden livet fandt vej til Daphnie øjnene og hun slog en lav og let latter op.
 " Jeg ved ikke om det gav nogen mening..  " grinte hun svagt, og stoppede med at pille ved hans brysthår, for i stedet lade hænderne kører lidt over hans bryst. 

 De mange reaktioner der kom fra Jaris, ved Daphnies svar på at komme på besøg, fik hende til at smile lidt mere. Han mindede hende om hendes lillebror når han fik at vide han gerne måtte få en småkage, men først skulle lave lektier. Da Jaris gemte sig lidt ind til hende, og strammede grebet om hende lidt, viklede Daphnie armene om Jaris, og lod den ene hånd stryge ham over håret, inden hun lod læberne hvilke mod hans hår. 
 Kommentaren Jaris fik mumlet frem, gik endnu en svag latter til at glide over Daphnie læber. Hun var dog umådeligt glad for at han havde gemt ansigtet ned i hendes skulder, for så kunne han ikke se den røde farve der fandt vej til hendes ansigt, som sommerfuglene gik amok i hendes mave. Hun regnede ikke med han virkelig mente det, men det ændrede ikke på alle de følelser det satte i gang i hende. Hun rømmede sig kort, i et forsøg på ikke at vide, hvor meget hans kommentar egentlig havde påvirket hende.
 " Det går nok ikke... " mumlede hun mod hans hår, og holdt ham godt ind til sig, mens hun nussede ham i håret. Så kunne hun måske undgå at han hev hovedet fri fra hende skulder, og så hende noget så røde kinder, før farven havde lagt sig lidt igen. 

Trods det faktum at Jaris altid havde problemer med at holde mund, og egentlig heller ikke var i det bedste humør til de sædvanlige, fjollede kommentarer, så havde han stadig lidt besvær med at holde sig i skindet. Han kunne stadig mærke det lidt for store behov for at sige et eller andet, men han undlod, fordi han ikke regnede med at Daphnie havde brug for hans dårlige jokes lige nu. Han var heller ikke så sikker på, at han selv havde brug for dem lige nu.
”Hm.. Joh, det giver mening,” svarede han. Han lød en anelse deprimeret, for som Daphnie fortalte, gik det op for ham at det måske også var sådan han selv havde det. Han tvang en lille latter frem, som nok blev lidt akavet, men det var hans bedste forsøg på at skubbe de alt for deprimerende tanker til side.
”Men du behøver ikke være bange længere. Jeg skal nok passe på dig,” sagde han med det lidt skæve, akavede smil. Fokuserede han på at være der for Daphnie, kunne han måske bedre ignorere sine egne følelser. Han havde alligevel aldrig været god til at håndtere dem.

Der lød et lidt tungt suk fra Jaris, da Daphnie svarede. Nej, det gjorde det jo nok ikke og selvom han egentlig ikke havde ment det, så var det da stadig bare lidt træls, at det ikke kunne lade sig gøre lidt alligevel. Han åbnede munden og skulle til at svare, men blev distraheret af en stemme et stykke derfra. En stemme der mistænkeligt meget mindede om hans fars, så han trak sig lidt væk fra Daphnie og løftede hovedet, for at lytte lidt efter. I forhold til hvor rolig han altid så ud, skinnede panikken lidt for klart igennem i øjeblikket, men Jaris rystede det hurtigt af sig. Det var vist ingenting, han var sikkert bare paranoid. Så han pakkede ansigtet væk i Daphnies skulder igen.
”Kan det ikke bare lade sig gøre en lille smule? Hvis du bor hos mig, kan vi sove sammen hver nat,” mumlede han. Han forsøgte tydeligvis at snige sig lidt udenom sin paranoia, ved at snakke videre, som om intet var hændt. Han registrerede heller ikke Daphnies reaktion på det han sagde, men det var vist ikke kun grundet paranoia. Den slags lagde han jo generelt ikke mærke til.

 Om det var et rent tilfælde, eller fordi Daphnie kunne mærke sine egne følelser i Jaris svar, var ikke til at vide, men manglende energi og tonen i Jaris svar, fik et lettere bekymret udtryk til at ligge sig over Daphnies ansigt. Den anstrengte latter hjalp ikke ligefrem. Godt nok kendte hun ikke Jaris så godt igen, men det her var helt sikkert en side hun ikke havde så meget som fornemmet han kunne have, og derfor gik det hende også lidt på, at han virkede til ikke at være helt så glad som han plejede, når hun var sammen med ham. Hun overvejede om det bare var på grund af det der var sket med hende, men hun følte alligevel at det var noget mere end det. Mon det hang sammen med glimte hun havde set tidligere i hans øjne? 
 Hun nikkede lidt til at det gav mening, og kunne ikke helt lade vær med at smile, da han sagde han nok skulle passe på hende. Hun smilede skævt, i et forsøg på at lette stemningen lidt. Hvis det bare var på grund af det hun lige havde fortalt, burde det ikke være svært at lette stemning.
 " Det var godt.. Jeg forventede ikke andet.. " Hun bed sig lidt i underlæben, med et drilsk glimt i øjnene. 

 Da Jaris pludselig flyttede hovedet, så Daphnie lidt forvirret i retningen han kiggede, men hun kunne ikke selv se noget. Blikket flyttede sig derfor tilbage på Jaris, som hun betragtede hans ansigt lidt. Der var noget over Jaris udtryk, der fik Daphnie til at få det mærkeligt. Som om en uro og usikkerhed voksede sig lidt frem i hende. Måske var det bare skæret fra lyset der faldt mærkeligt på ham, men hun kunne alligevel ikke helt ryste følelsen af sig.
 " Hvad kan du høre? " spurgte hun stille og en smule nysgerrigt, da han havde lagt sig ned igen. Daphnie kyssede ham et par gange på panden, men hun roligt lod hånden glide aende over hans hår.
 Trods den mærkelige følelse der havde sat sig i Daphnie, sneg der sig alligevel et lille smil frem på hendes læber ved Jaris spørgsmål. Munden lod hun hvile mod hans hår, mens hun overvejede hvad hun skulle svare.
 " Det lyder dejligt.. Det ville jeg ikke have noget imod.. Ligge sådan her, viklet helt ind i hinanden..  " Det var ikke andet end ønsketænkning. Daphnie kunne ikke bare forlade hus og hjem, og efterlade familien i Dianthos, kunne hun? Daphnie tillod sig at snige sig en smule tættere på, så hun kunne vikle benene mere om ham. 

 Selvom det blot var en følelse, kunne Daphnie alligevel ikke slippe den uro Jaris' udtryk havde givet hende. Og slet ikke hvis hun lagde det samme med de andre små tegn hun havde set hos ham sammen. Måske var det fordi hun kunne se sig selv så meget i ham lige nu. De følelser hun selv havde gået og kæmpet med det sidste stykke tid.
 " Hey Jaris..  " mumlede hun stille ned mod hans hår, som om hun bare havde en eller anden ligegyldig ting at sige eller spørge om.
 " Er du okay? " en svag, nagende nervøsitet pressede sig lidt på i hende bryst, da hun havde stillet spørgsmålet. Hun ville jo ikke være irriterende eller blande sig i ting, som ikke kom hende ved, men hun var jo oprigtigt bekymret. Derfor trak hun også hovedet lidt tilbage, og forsigtigt drejede forsigtigt Jaris hoved op, med hånden på hans kind. Den anden hånd aede ham stadig lidt i håret. 
 " Sådan rigtig okay?.. " hun bed sig lidt i underlæben, og så på han med et udtryk der var en god blanding af bekymring og usikkerhed.