Kroppen blev skrubbet grundigt. Til dels fpr, at Sobek ville være tilfreds, til dels for, at Nicola havde en undskyldning for at blive længere i det varme vand. Hovedet blev dukket ned under vandet, så håret også kunne få en ordentlig tur.
Endelig rejste han sig for at kravle ud af karret. Han tog inod klædet, som han hurtigt tørrede sig med, inden han igen hoppede i tøjet. Luften føltes endnu koldere nu, hvor han lige var blevet vant til det varme vand. Det hjalp heller ikke, at hans hår var så godt som umuligt at få tørt.

Det ville uden tvivl have været at foretrække, hvis han havde fået lov til at gå indenfor, men det virkede ikke til at være Sobeks plan. Så i stedet satte han sig ned, og tog imod kruset. Han pustede til den varme væske, og tog forsigtigt en tår. Det fik i det mindste jaget den værste kulde ud af kroppen. Han holdt koppen op til ansigtet, og betragtede Sobek hen over kanten. Nok havde Sobek ikke forlangt at han kom op i karret til ham, men han var stadig ikke sikker på, at Sobek ikke ville gøre krav på hans krop igen. Men det var selvfølgelig også en frygt, som han altid gik med.
"Hvor skal vi hen?" Det var sjældent, at han talte til Sobek, hvis han ikke blev talt til først, men lige nu havde han brug for at bryde tavsheden der ellers var mellem dem.

Hvorfor Sobek ville tvinge Nicola til at sidde der i efterårskulden med ham, var der nok ikke nogen, der kunne svare på. Måske han ønskede at nyde den sidste dag med selskab, inden han ville tage ham med og efterlade ham. Hvem vidste. Nu sad de der i hvert fald, med hver sin kop te og hver sit syn på situationen. Det tænkte Sobek ikke nærmere over, hans tanker drejede sig om turen dagen efter og de ting, han skulle huske. Og de ting, han skulle købe. Forhåbentligt fik ham fat i noget glas inden vinter, det gjorde det nemmere at holde varmen i huset. Og mon ham, han havde solgt varulveskind til sidste gang, stadig var interesseret?

Han drak lidt af teen uden at tænke over det, det var først da Nicolas stemme afbrød freden, at han vendte tilbage til nuet. Roligt drak han lidt mere te, inden han svarede ham.
"Der ligger en landsby en halv dagsrejse fra skoven. Tre dage herfra. De opkøber skind og andre ting, fra de få af os, der bor i skoven." Der var også en lille kro og et par butikker. Og en smed, hvilket næsten var vigtigst. Nok var Sobek god med hænderne, men han havde aldrig lært smedehåndværket at kende. Han var til træ. Både til at fælde, men også til at arbejde med.

Hans blik fandt frem til drengen, der sad med sin tekop som holdt den ham i live. Skrælling. Han frøs, det var der ikke nogen tvivl om. Sobek konstaterede dette og fortsatte så med at se ud over lysningen. Han var ligeglad med om drengen kunne holde varmen. Selvom han ofte huskede sig selv på, at han ikke skulle blive syg. Dæmonen havde ingen intentioner om at skulle passe et sygt halvdyr.

Tre dage! De skulle være væk fra hytten i tre dage! Det betød tre dage ude i friheden med frisk luft og mulighed for at se op på stjernerne om natten. Ganske vidst var det langt fra tiltaltende at sove på den kolde jord. Han havde oplevet hvor koldt der var i hytten om natten, så han kunne levende forestille sig, hvor koldt det ville blive udenfor. Men faktisk at få lov til at bruge tid udenfor, og så endda længere væk end den umiddelbare grund nær Sobeks hytte, gjorde mere end op for det. Hvad var endnu bedre var, at Sobek da næppe ville kunne misbruge ham, når det kom tættere på landsbyen og der formentlig ville være en del andre til stede.

Han så mod hytten. Nok glædede han sig over muligheden for at tilbringe flere dage udendørs, men lige nu følte han sig ikke tilpas påklædt til at sidde stille i kulden, så han ville altså gerne ind i hytten igen. Ikke at han faktisk havde tænkt sig at sige det til Sobek, det var aldrig til at vide, om han ville blive straffet for det. Måske han endda kunne finde på at spærre ham inde i buret i stedet for at lade ham komme med til landsbyen!
"Tager vi afsted ved solopgang?" Han kunne næsten ikke vente med at komme afsted.

Drengens spørgsmål fik Sobek til at brumme bekræftende. Så snart der var lyst nok, ville de gå derfra, med hesten læsset med skind, træværk og andet, der kunne sælges. Han havde også et par magiske sække af læder med friske dele fra en varulv, det var folk åbenbart også villige til at købe. Det var nogle fuldmåner siden, at han havde fanget den sidste varulv, men sækkene hold alting frisk så længe det skulle være.
At knægten virkede til at glæde sig, var ikke svært at mærke, hvilket ikke rørte Sobek. Et eller andet sted forstod han følelsen, men det var ikke en, han selv havde. Han havde det fint med at være her og færdes i skoven, havde det være muligt, ville han aldrig tage kontakt til verden udenfor skoven, men nogle gange var det bare nødvendigt for at ikke at leve i et hul i jorden.

Han drak det sidste te og rejste sig. Som altid ryddede han pænt op efter, hvad end han havde lavet, og gik så ind i huset. Det var alligevel ved at være tid til mad og mørket begyndte at lægge sig.
Resten af aftenen gik som den plejede, inden det var tid til at gå i seng. Sobek lod drengen sove i sengen, men rørte ham ikke. Han ville hellere sove og være frisk, når de skulle op.

Sobek vågnede tidligt, inden solen stod op. Uden at vække Nicola stod han op og nød lidt tid alene, mens han lavede morgenmad og te. Til sidst gik han hen for at ruske i drengen.
”Op. Spis.” Han havde stillet en skål med grød på bordet sammen med vand. Uden at se, om Nicola stod op, begyndte han at slæbe skind, sække og tasker ud af huset. Hesten var sadlet og stod klar til at blive pakket. Med bevægelser, der sagde, at han havde prøvet det før, bandt han bunkerne af skind fast og fik resten arrangeret også. Et tungt læs, men ikke mere, end hvad hesten kunne klare, og den stod også bare og ventede.
Bagefter gik han ind, ryddede lidt op og slukkede for ilden i ildstedet. Han forventede selvfølgelig, at Nicola selv ryddede op efter sin morgenmad. Til sidst forsvandt han ud på lageret og kom tilbage med en kappe, han rakte til Nicola. Den var for lille til Sobek, men hvor han havde den fra, skulle man ikke spørge om.
”Så går vi.”

Svaret fik e  lille bobbel af glæde og spæbding til at vokse i Nicolas brystkasse. Det var efterhånden længe siden, at han for alvor havde været glad for noget. Der var lettelsen de aftener, hvor Sobek ikke rørte ham, man kunne måske strække den og sige, at han bkev glad, når han udførte en ordre i sådan en grad, at Sobek ikke kunne sætte så meget som en finger på det.  Men det var jo ikke rigtig glæde.
Han blev siddende i kulden samme  med Sobek uden at sige et ord. Han rystede efterhånden voldsomt af kulde, men udsigten til endelig at komme væk fra hytten var nok til at holde hans tanker optaget.

Han havde egentlig forventet, at Sobek ville gøre krav på hans krop, når de kravlede i seng. Han kunne jo næppe gøre det oå turen, hvad hvis de blev opdaget? Ikke at han brokkede sig. Han var taknemmelig for, at han kunne få lov til bare at ligge sig og lade søvnen overtage hans krop. Som altid sov han uroligt og vågnede flere gange i løbet af natten, men for en gangs skyld var søvnen ikke kun fyldt af mreridt, men også drømme om igen at kunne strække benene på en god lang gå tur.

Da han bkev vækket nærmest sprang han ud af sengen, og gik lydigt hen og spiste den grød, som Sobek havde stillet klar til ham. Han dad tavst og spiste sin morgenmad, og gjorde derefter rent efter sig selv.
Da alt var rent efter morgenmaden tog han imod kappen, som Sobek rakte ham. Han åbnede munden for at spørge, hvor han havde den fra, men lukkede den så igen. Han var ret sikker på, at han ikke ønskede at vide det. Så i stedet så han på Sobek med øjne der lyste af forventning, klar til at følge efter ham som en loyal lille hundehvalp. Hvad var han dog blevet til.. tanken om at stikke af i løbet af turen havde end ikke krydset ham.

Sobek brummede bare lidt over Nicolas udtryk, og kastede så et sidste blik rundt, inden han gik ud af huset og sørgede for, at døren var lukket. Ingen grund til at den skulle gå op og invitere dyr og andre ubudne gæster indenfor.
Og det var det. Han tog hestens tøjle og begyndte at gå med solens morgenstråler ned over dem og deres ånde hvid foran dem efter den kolde nat. Det første stykke var der lidt sti, men på et tidspunkt forsvandt den, og Sobek ledte dem igennem skoven, ikke i tvivl om, hvilken vej de skulle. Det var ikke mange år, han havde boet i skoven, men det var mere end rigeligt til, at han kunne finde rundt i et meget stort område uden at være i tvivl om, hvor hjem var. Og denne rute tog han trods alt med regelmæssige mellemrum, så træerne var bekendte for ham.

Han gik hele dagen. Der blev holdt et par pauser, både for hestens og halvkattens skyld, hvor der var mulighed for lidt hvile og vand og mad. Sobek blev ikke som sådan træt, selvom lidt pause ikke gjorde ham noget. Hylsteret var veltrænet og holdbart, men ikke helt ungt. Han ønskede bare ikke at spilde tiden, men at komme hurtigt frem og få det overstået, så han kunne komme hjem igen. Alene.
Det var ikke fordi, at hele dagen foregik i stilhed - som han gjorde derhjemme, lærte han gerne fra sig, så han noget, Nicola kunne bruge af viden. Hvilke planter han skulle holde sig fra og små tips til overlevelse i en skov som denne. Hvorfor han gjorde det, var ikke lige til at sige, men mest var det for at få tiden til at gå. Og et eller andet sted fandt han det en smule ærgerligt, at han havde så meget viden, uden at kunne give den videre.

Hen under aften kom de frem til en meget lille lysning, hvor der var tegn efter, at han havde holdt lejr der før. Sten lagt i en cirkel med sod i midten. Et mindre læ, bygget af grene og græs, så der var tørt, skulle det regne. Læet var faktisk mest til varene, og det var også dem, han lagde ind under det som en start. Der var plads til at sove, men det ville blive mast med både Sobek og Nicola. Hesten blev bundet til et træ og Sobek satte Nicola i gang med at gnubbe den med en tot græs, som han havde lært tilbage ved huset. Imens samlede Sobek brænde og startede for bålet, der ville sende sin varme ind i læet. Derefter fandt han mad frem fra taskerne, han ville ikke bruge energi på at jage og havde taget tørret kød, noget brød og frugt med. Endeligt satte han sig og gjorde tegn til, at Nicola også kunne sætte sig og tage af maden.

Lydigt og uden at sige et ord fulgte Nicola efter Sobek, da han begyndte at gå. Mest af alt havde han lyst til at løbe afsted. Ikke for at stikke af, nej, den lektie havde han for læbgst lært. Men han trængte sådan til at strække og bevæge kroppen. Livet i Sobeks hytte var trods alt ikke noget særligt fysisk aktivt liv sammenlignet med, hvad han havde været vant til. Han savnede bare at kunne gå og løbe omkring. Men selvfølgelig holdt han samme tempo som Sobek. Han gjorde aldrig noget, uden han havde fået eksplicit tilladelse til det. Klog blev man trods alt af skade.

Det var nok til Nicolad held, at han før havde rejst lange afstande på gåben, for det var en lang tur Sobek havde taget ham på, selvom de holdt pauser. Efter den første spænding over at komme væk fra hytten var forsvundet, var selve turen egentlig ret kedelig. I det mindste snakkede Sobek til ham en gang imellem, og han stillede korte spørgsmål, hvis der var noget, som han ikke forstod. Det var bedre end at rejse i total stilhed, og så længe Sobek ikke afstraffede ham på nogen måde, var han egentlig glad og tilfreds.

Da de langt om længe kom frem til lysningen, var Nicola mere end klar til at holde pause resten af aftenen og natten. I hvert fald lige indtil han så det læ, hvor han formodede, at de skulle sove. Efter deres oppakning var lagt der ind, var der ikke megen plads at sove på. De ville komme til at ligge endnu tættere, end de gjorde hjemme i sengen. Han forsøgte at holde tankerne på afstand som han vendte ryggen til og begyndte at gnubbe hesten.

Selvom han var klædt på til rejsen, kunne han mærke kulden krybe ind i kroppen, så han satte sig taknemmelig ved bålet og tog for sig af maden, da Sobek gav tegn. Han havde sat sig så langt væk fra den store mand, som overhovedet muligt. Var der mon nogen chance for, at han ville få lov til at sove udenfor læet? Det var nok højest usandsynligt.

Tavst fortærede Sobek det af maden, han tillod sig selv at spise. Varmen fra bålet og stilheden fik ham til at slappe af, og da han havde spist, satte han sig til at se ind i ilden, mens han lod tankene vandre. Han elskede skoven og dens ro, han følte sig hjemme herude foran et bål. Ikke at han ville bytte det ud med den luksus at have et hjem med tag over hovedet og en seng, men det var rart nok en gang i mellem at tilbringe en nat eller to i naturen. Som han i lange perioder havde gjort flere gange igennem sit meget lange liv. Det faldt ham naturligt, og selvom han var opmærksom på, om der var farer omkring dem, var han ganske afslappet.

Medmindre Nicola startede en samtale op, var Sobek tavs resten af tiden ved bålet. Han havde ikke brug for at tale, faktisk foretrak han stilheden. Beslutningen om at tage drengen med og efterlade ham, føltes endnu mere rigtig, som de sad der. Det havde været fint at have ham gående i et stykke tid, men det var på tide at være alene igen.
Men der var stadig et par dage til, at han ville sige farvel til Nicola. Og han ville ikke lade tiden på rejsen være spildt. Han kunne stadig få lidt ud af knægten.

Endeligt rørte han på sig og kom på benene. Bålet var ved at dø ud, og det var fint. Det ville blive koldt, men de havde skind nok til at holde dem varme, især hvis de lå så tæt, som Sobek havde planer om. Ingen grund til at spilde god kropsvarme.
"Det er på tide at sove," brummede han, og tillod ham at give sig god tid, mens han selv gjorde deres midlertidige seng klar. Han lagde sig og forventede tydeligvis, at Nicola kom og lagde sig i hans favn.

Ligesom Sobek spiste Nicola tavst maden. Han havde intet ønske om at tale med sin bøddel, medmindre det var stremgt nødvendigt. Hvis han endelig skulle være fanget ved nogen var det vel i det mindste noget, at det var ved en så tavs type som Sobek. At der var så meget stilhed imellem dem gav ham også færre muligheder for at dumme sig ved at sige noget dumt, selvom han da efterhånden havde lært at undgå i hvert fald en lille del af afstraffelserne.

Med hænderne placeret bag sig for at give støtte, lænede han sig afslappet tilbage. Selvom de var langt væk fra ørknerne og de varme byer, hvor han normalt færdedes, gjorde det ham en del mindre anspændt at være udenfor. Han kunne dog ikke lade være med at skæve hen til deres sovested en gang imellem. Kunne de ligge så tæt udem at Sobek havde tænkt sig at udnytte muligheden? De var trods alt et sted, hvor der var mulighed for, at de ville blive opdaget. På den anden side, hvem andre end de to vilæe befinde sig i skoven på denne tid af dagen, og så endda på denne tid af året?

Tøvende rejste han sig op. Der var ikke den mindste tvivl om, at det blev forventet, at han tilbragte natten i Sobeks favn.
"Der er ikke meget plads" Han bed sig nervøst i læben. "Jeg kan sagtens sove herude, så du kan ligge mere behageligt" Han vidste allerede, hvad Sobek ville svare, så langsomt gik han hen til ham, men det var vel et forsøg værd. Han ville hellere fryse end at ligge så tæt, som det ville være nødvendigt.

Sobek havde luret, at Nicola ikke var interesseret i at skulle sove sammen med ham, men det bestemte han nu ikke. De havde to nætter tilbage i hinandens selskab, og de skulle ikke tilbringes hver for sig. Ikke når kulden var som den var, og hans hjemmebyggede læ krævede, at man lå tæt. Måske kunne han være ligeglad med, at halvdyret ville blive koldt og våd, hvis han lagde sig længere væk, han var snart ikke hans ansvar mere, men der var jo også det andet i det. Den fysiske nærvær og hvad han kunne få ud af det. Han var på ingen måde bekymret for at blive opdaget herude i skoven, der kom aldrig nogen. Og selvom der gjorde, selv på dette tidspunkt, hvad så? Sobek var ligeglad. Han var ikke forsvarsløs, heller ikke med bukserne nede om røven.

Trods de ord, der forlod halvkatten, kom han tættere på Sobek, der brummede lidt utilfreds over hans modstand.
"Læg dig." Det var en kort og kontant ordre, så han forventede at den blev fulgt. Ellers vankede der. Men Nicola kom hen, og Sobek sørgede for, at han kom ind under skindene, så varmen ikke ville slippe væk. Han lagde en arm om ham og trak ham ind til sig, ikke af affektion men fordi der ikke var meget plads, for at holde varmen og for at mærke hans krop mod sin. 

Og det gik da heller ikke længe, inden flyttede lidt på Nicolas tøj og flyttede den store hånd ind på hans mave. Og lidt efter bevægede den sig nedad, ind under buksekanten og ned for at tage fat om ham. Han var ligeglad med, om Nicola faktisk brød sig om, at han rørte ved ham for at tilfredsstille ham, han kunne lige så godt lade være. Sobek anså sig selv for nogenlunde venlig, når han gjorde sådan. Det var ikke for hans egen skyld i hvert fald.

Det kunne godt være, at det havde taget lang tid, men Sobek havde trods alt fået banket en form for opdragelse ind i hovedet på ham. Den opdragelse indebar, at man ikke sagde nej til en ordre. Han ville så gerne sige nej. Nægte at kravle ind til ham i læet, for i stedet at sove ude i kulden. Eller måske endda vende om og forsøge at stikke af. Men han vidste bedre end det. Et flugtforsøg ville medføre en straf, som han ikke engang turde tænke på. Og han havde fået en direkte ordre om at gøre Sobek selskab under skindene, så han vovede heller ikke at nægte. I stedet krydsede han den sidste, korte afstand mellem dem, så han kunne ligge sig ned under skindene.

Normalt ville det være rart, måske næsten behageligt, at ligge så tæt med en anden. Men det absolut sidste han havde lyst til var, at ligge så tæt op ad Sobek som det var tilfældet, da Sobek trak ham tættere på.
Han klemte øjnene hårdt sammen, forberedt på, hvad han forventede ville ske. Ganske som forventet mærkede han sit tøj blive flyttet en smule, og lige efter det Sobeks hånd, som søgte ned i hans bukser. Han forstod ikke hvorfor Sobek absolut skulle forsøge at tilfredsstille ham, han ville næsten hellere være foruden. Men selvføgelig forrådte hans krop ham, da den begyndte at reagere på berøringerne. Han begravede hovedet i sin arm, så han kunne forsøge at dæmpe de lave, nydende lyde, som han ikke kunne forhindre sig selv i at lave.

Det varede ikke længe, inden at Sobek kunne mærke Nicola reagere på kærtegnene. Og snart forsøgte drengen at skjule de små lyde, der blev tvunget ud af ham. Sobek fortsatte sine kærtegn uden at fortrække en mine. Hans tålmodighed var ikke den bedste, og han tog lidt bedre ved. Han havde efterhånden lært ham at kende, så han gjorde det, han vidste virkede.
Så snart Nicola nåede sit klimaks slap Sobek ham igen. Roligt skubbede han ham en smule forover og trak hans bukser ned. Der var ikke meget plads at bevæge sig rundt på, men det var ikke et problem for Sobek. Han spyttede på et par fingre og skubbede dem op i ham, hvor han begyndte at bevæge dem for at løsne ham op. For Sobek var han bare en ting. Noget han kunne bruge.

Og det gjorde han, så snart han mente, at det kunne lade sig gøre. Uden at trække hans bukser af ham, skubbede han sig op i ham, liggende halvt på siden, og med små grynt, men ellers tavs som altid, tilfredsstillede han sig med drengen, han havde tvunget til at blive ved sig af samme årsag. Han var ikke blid, men heller ikke brutal, han tog ham bare som han lystede.

Han stønnede kontrolleret, da nydelsen tog over, og han trykkede sig hårdt mod ham, indtil det var overstået. Lidt ligegyldigt fik han rettet på sine bukser, inden han lagde sig til rette, atter med Nicola i favnen og skindene trukket godt over dem, hvorefter han lukkede øjnene for at sove. Armen om drengen var både for varmen, men også for at sikre sig, at han ikke stak af så snart Sobek sov.

Han var vågen før det blev lyst, og sørgede for mad, inden hesten blev pakket og turen fortsatte, som solen stod op og de kunne se, hvor de gik. Turen var som dagen før, fyldt med tavshed, medmindre han havde noget at lære fra sig.

Uden at gøre den mindste form for modstand, lod Nicola bukserne blive trukket ned. Hårdt klemte han øjnene ammen, forberedt på det ubehag, som han vidste ville komme. Man skulle tro, at han var blevet vant til det efterhånden, at det umuligt kunne fortsætte med at gøre ondt. Det gjorde selvfølgelig mindre ondt, end det havde gjort i starten, men det ville formentlig aldrig blive en behagelig oplevelse. Ikke at han havde nogen grund til at tro, at det var Sobeks hensigt. Han forstod ikke engang, hvorfor Sobek altid insisterede på gøre ham færdig med hånden først.

Han sukkede lettet, da han hørte de velkendte lyde, som betød, at Sobek efterhånden var ved at være færdig. Det var trods alt noget, at han ikke holdt i timer.
Lige så snart han kunne komme til det, trak han bukserne på plads igen. 
Det ville være svært at sove, når han lå så tæt på Sobek, og så endda med en store arm rundt om sig.
Ganske som forventet var det ikke meget søvn, han fik. I stedet brugte han det meste af natten på at kigge op mod himlen og drømme sig hjem.

Trætheden sad tungt i kroppen, da de pakkede sammen og bevægede sig videre dagen efter. Det var hårdt at følge med Sobek, når det eneste han ønskede var at finde den nærmeste plet med blødt græs, og ligge sig ned for at sove, men han gjorde sit bedste for at holde farten. Han var dog en del mere stille, end han havde været dagen før. Selvom det betød endnu en nat, hvor han skulle ligge ubehageligt tæt med Sobek, glædede han sig allerede til, at de kunne slå lejr for natten.

Sobek havde heller ikke ligefrem sovet fantastisk. Selvom han ikke ville indrømme det, havde han vænnet sig til at sove i sin gode seng, så jorden var efterhånden blevet en smule hård for det ældre kadaver. Han var også altid mere i beredskab uden sine fire vægge omkring sig, så der skulle ikke så meget til at vække ham. Et dyr der raslede i skovbunden, en ugle der skreg. Og nu havde han sovet med Nicola i favnen, noget der ikke var et problem hjemme, men hans underbevidsthed havde ikke været i tvivl om, at drengen ikke sov så meget, og han havde været meget opmærksom på, om han ville forsøge at stikke af.

Så han var en smule træt, hvilket gjorde ham en smule gnaven resten af dagen. Han bad Nicola om at sætte farten op et par gange, den dreng gik virkeligt ikke vanvittigt hurtigt, og det var kun fordi, at hesten skulle have pauser ind i mellem, at han lod knægten slappe af. Når Sobek blev sådan, så ville han selv gå til han ikke kunne mere, men sådan var det heldigvis ikke, når han havde hesten med.

Endeligt kom de frem til næste lejrplads, den mindede meget om den sidste, bortset fra, at den lå lidt væk fra den næsten usynlige sti, de var kommet ind på tidligere på dagen. Trods det, var det tydeligt, at det lille læskur og bålpladsen var mere brugt. Nogen havde lappet et hul siden han sidst havde været der, og der lå en stabel brænde under læskuret, han ikke selv havde efterladt der. De nærmede sig civilisationen, og derved også risikoen for at møde folk i skoven. En meget lille risiko, men den var der, hvilket stien også havde bevist.

Snart var hesten fri for læsset, der blev lagt ind under læet, og bålet var tændt og lyste op i mørket, der hurtigt havde lagt sig efter deres ankomst. Maden bestod af det samme som dagen før, og resten af aftenen foregik i stilhed. Den blev ikke så meget, før Sobek lod bålet brænde ned og begyndte at lægge sig til rette. Han gav ikke Nicola nogen mulighed for at vælge, så han kom til at ligge i hans favn igen. Denne gang var Sobek dog ikke i humør til andet end at sove, hvilket han også snart gjorde.

Det var tidlig morgen, da han flyttede lidt på sig, stadig sovende. En bevægelse der pressede ham mere ind i mod Nicola og nok afslørede, at nok sov han, men hans krop var ikke i tvivl om, at Nicola lå der, og når han vågnede, kunne det godt være, at han ville være lokket til at tilfredsstille den lyst, der havde bredt sig i ham, mens han sov. Men for nu lå hans arm slapt over halvkatten og hans brystkasse hævede og sænkede sig dybt og roligt. Han snorkede kun, når han lå på ryggen, hvilket han derfor aldrig gjorde, når han var ude.

Havde han haft modet til det, ville Nicola nok have sat sig ned og nægtet at gå længere uden et ordentligt hvil. Han var dog ikke det mindste i tvivl om at Sobek bare ville rive ham afsted ved håret, hvis han nægtede at gå. Og det ville formentlig være efter, at han havde fået en seriøs afstraffelse. Så han holdt sin mund og nød de få pauser, som blev holdt, når hesten havde brug for hvile. På sin vis en utrolig deprimerende tanke, at han åbenbart var mindre værd end en hest.

Det var yderst interessant, at den næste lejrplads så ud til at blive oftere brugt, end den tidligere. Hvis Sobek gik den samme rute hver gang, hvilket Nicola mistænkte, burde begge lejrpladser være nogenlunde lige brugte, hvis ingen andre end Sobek brugte dem. Det betød, at andre end Sobek brugte deres nuværende hvilested, så der måtte være folk i nærheden. Højest sandsynligt den by, som de havde retning mod. Mon de ville hjælpe ham, hvis han formåede at stikke af i nattens mulm og mørke?

Utålmodigt ventede han på natten. Det var stadig ikke med god vilje, at han lagde sig ind til Sobek, men han gjorde det ikke desto mindre uden brok.
Selvom han forsøgte at holde sig vågen, fik søvnen overtaget, og næsten lige efter han havde lagt sig, sov han.
Et par timer senere vågnede han med et svagt ryk. Panisk så han rundt. Det var stadig mørkt, han havde ikke misset sin chance! Han tog et par dybe indåndinger for at få styr på sit bankende hjerte, inden han langsomt og forsigtigt fik rykket sig ud fra Sobeks greb. Tavst krøb han lidt længere hen ad jorden, inden han rejste sig op. 


Langsomt, for at undgå at lave selv den mindste lyd, listede han sig væk fra den store, sovende mand på jorden. Han håbede, at Sobek sov tilpas tungt til, at han ikke ville vågne af, at er pludselig manglede noget kropsvarme under skindene.

Sobek sov tungt nok til, at han ikke mærkede det lille ryk, det gav i Nicola, da halvkatten vågnede. Ikke mere end at han kort spændte op i armen, men kort efter slappede af igen, stadig lullet ind i søvnen. Heller ikke da Nicola krøb ud under hans arm, vågnede han, selvom han langsomt begyndte at glide ud af den dybe søvn og mod overfladen. Det var først, da han ville flytte lidt på sig, at det gik op for ham, at han manglede noget.

"Nicola?" Mumlede han grødet og kørte en hånd ned over, hvor Nicola havde ligget under tæpperne med ham. Væk. Han satte sig brat op og så ud i mørket. Omgivelserne stod nogenlunde klart for ham med hans nattesyn (som dæmoner åbenbart har?), træerne stod som grå skygger omkring ham. En bevægelse fangede hans opmærksomhed, som Nicola forsvandt ind i mellem nogle træer og længere ud i mørket. Så han stak af. Irriteret brummede Sobek og kom på benene. Selvfølgelig stak han af nu, dagen før Sobek alligevel ville af med ham. Det nemmeste ville være at lade ham løbe og sige, at det var det, men det var alligevel forkert. Sobek havde ikke givet ham lov til at smutte.

Så han overvejede kort, hvad han skulle gøre, han var ikke helt glad ved at efterlade lejren og hesten, men det var han vel nødt til. Irritationen steg, som han bevægede sig efter Nicola igennem skoven. Pletten i nakken af halvkatten var der stadig, og han havde ikke problemer med at følge efter ham, som hans evne guidede ham i den rigtige retning. Han kom ikke langt, før en stor langbenet krokodille dukkede op ved siden af ham og satte af i løb mod halvkatten. Man skulle ikke tro det, som den zigzaggede mellem træerne, men den var utroligt hurtig og kunne praktisk talt løbe en hest op. Sobek fulgte bare efter i et mere alsidigt tempo, han hadede at løbe.

Når krokodillen havde indhentet Nicola, ville den hvæse af ham og forsøge at stoppe ham. Om det var ved at vælte ham, skræmme ham til at stå stille, eller lukke de kraftige kæber om hans ben, det var ikke så vigtigt, selvom den ikke gik efter at skade ham. Sobek havde ikke vist drengen sin evne, der havde ikke været grund til det, så han burde ikke vide, at det var Sobek, der stod bag det store farlige dyr.

Til at starte med listede Nicola afsted, stadig bange for at Sobek ville vågne, vvis han lavede bare en mindste lyd. Lige så snart hun vurderede, at han var tilpas langt væk, satte han dog i let løb. Han havde absolut ingen ide om, hvor han løb hen, men så længe han løb den modsatte vej af hvad de kom fra, kunne det vel næppe være helt forkert. Modsat første gang han stak af, forsøgte han at undgå bare at løbe hovedkuls afsted, så larmen og sporet af ødelæggelse han efterlod, ville være nok til at spore ham. Tavst bad han til, at Sobek stadig lå og sov, for var han vågnet, ville det være så godt som umuligt at slippe væk.

Tanken om at søge tilflugt i et træ havde krydset ham, men det havde jo ikke ligefrem været succestfuldt sidste gang han prøvede på det. Nej, den bedste plan ville uden tvivl være at fortsætte indtil han forhåbentligt stødte på nogen, som var villige til at hjælpe ham. Det havde nok været noget nemmere med at flugtforsøg i løbet af næste dag, når de var kommet lidt tættere på den landsby de var på vej mod, men han havde stort set ingen tiltro til, at han ville kunne formå at snige sig væk fra Sobek så længe han var vågen.

I samme lette løb fortsatte han gennem skoven, indtil en lyd fik ham til at stoppe op. Der var nogen efter ham, ingen tvivl om det. Han vendte sig om for at spejde efter sin forfølger i næsten samme sekund som krokodillen braste igennem buskene og slyngede sig selv mod ham. Med en forpustet lyd faldt han mod jorden, effektivt holdt nede af dyret ovenpå ham. Var det nprmalt, at der var krokodiller i skoven? Det åbenlyse svar virkede som et nej, men det var selvfølgelig ikke ret nemt at tæbke logisk, når man lå og så ind i gabet på det frygtindgydende dyr.

Krokodillen på Nicola var langt fra en af de største, Sobek kunne lave, den skulle også kunne komme igennem skoven, men den vejede nu alligevel godt 200 kilo, så da den sprang på Nicola, landede den ikke på ham, men tog fra med benene, så den i stedet stod over ham med gabet åbent, hvæsende og brummende for at skræmme ham fra at løbe videre. Den var en del af Sobek, men havde alligevel en form for egen vilje og logik, for han styrede den ikke. Den gjorde bare, som han ville have, og det var ikke meningen, at Nicola skulle ende mellem kæberne på den.

Det tog lidt tid, inden Sobek kom frem, for han havde ikke skyndet sig mere end højest nødvendigt igennem skoven. Det var sjældent, noget gik specielt stærkt for den store mand, ikke at han ikke kunne være hurtig, men hellere bare tage det stille og roligt. Han var stadig ikke i tvivl om, hvilket vej han skulle, både på grund af den sorte plet i Nicolas hårgrænse, men også fordi både han og krokodillen havde efterladt et ret tydeligt spor i den mørke skov.

Så snart han dukkede op, lukkede krokodillen gabet og trådte lidt tilbage, så Sobek kunne gribe Nicola i kraven og hive ham på benene. Uden et ord begyndte han at slæbe ham tilbage igennem skoven med krokodillen ved siden af dem. Hans ansigt var sammenbidt og hans blik dødt, hvilket nok kunne skimtes i det svage månelys, der trængte ned mellem træerne. Krokodillen kiggede en gang i mellem på Nicola, som var han dens næste måltid.

Det kom som sådan ikke bag på Nicola at Sobek kom gående. Det havde næsten været for meget at håbe, at han kunne være sluppet afsted. Det havde uden tvivl være bedre bare at acceptere sin skæbne og været bkevet liggende ved Sobek. Han kunne ikke helt regne ud, hvordab krokodillen passede ind i det hele, men et kunne næppe være en tilfældighed, at den var dukket op lige før Sobek. Han sukkede opgivende og lukkede træt øjnene.

Uden at gøre modstand blev han hevet op på benene af Sobek og slæbt igennem skoven. Han følte, at han knap havde energi nok til at gå. Ikke at det plejede at stoppe Sobek. Han vidste, at han ville blive afstraffet for sit flugtforsøg. Det var ellers lige gået så godt. Det var lang tid siden han var blevet alvorligt afstraffet, og han havde lært at tilpasse sin opførsel efter den grove mands humør. Og nu havde han uden tvivl ødelagt det hele.

Hvor tæt han mon faktisk havde været på at slippe væk? Landsbyen de var på vej mod kunne umuligt være ret langt væk. Igen begyndte et latterligt håb at spirre i ham. Hvis han blot kunne slippe fri fra Sobeks greb, kunne han måske formå at stikke af.. det ville være farligt, men var han alligevel ikke på et punkt, hvor han næsten hellere ville dø end bruge længere tid med Sobek? Desuden.. det havde virket før, selvom det godt nok var lang tid siden, han sidst havde brugt den.

"Slip mig" Det var knap mere end et forskrækket pip. Det blev han nødt til at gøre bedre, hvis det skulle virke. Han rømmede sig kort.
"Lad mig gå!" Denne gang formåede han at bruge sin evne.

Der var ikke noget kamp i knægten, som Sobek slæbte ham tilbage mod lejren. Ganske fornuftigt valgt af ham, som Sobek bare ville have klappet ham en. Det ville han nu gøre alligevel, men først tilbage i lejeren, hvor han også kunne have et blik på sine ting. Så det gik hurtigt og smertefrit med at komme tilbage, lige indtil de nåede udkanten af den lille lysning, hvor lejren var.

Det første lille kvæk reagerede Sobek ikke på, men så var der noget over Nicolas stemme, der fik ham til at stoppe op. Han kunne jo godt lade knægten gå, det var jo planen. Dagen efter. Den store mand rystede på hovedet, forvirret over tanken. Han var ved at løsne sit greb i Nicola, da det pludseligt gik op for ham, hvad det var, der skete. Drengen havde en evne, som Sobek ikke havde fået uddybet. Men den fik ham til at gøre som han sagde. Slip mig, havde han sagt sidste gang.

Med et grynt af vrede tog han ordentligt ved ham igen og rev ham frem, så han røg med ryggen først ind i et træ. Sobek hamrede en knyttet næve ind i maven af ham, hvilket han ikke lod ham komme sig over, inden han gjorde det igen. Herefter slap han ham, sikker på, at han ikke ville kunne løbe nogle steder.  Sobeks blik gled over skovbunden, inden han spottede det, han ledte efter. En gren. En god kraftig gren, der så ud til at kunne holde til noget.
Om Nicola stod op eller ej, greb Sobek fat i skulderen af ham, og i en blanding af at skubbe og sparke ham af sted, fik han ham ind i lysningen, så der var plads til at svinge grenen.
"Du har tydeligvis ikke lært noget," brummede han vredt. At Nicola var stukket af, var én ting, men at han brugte sin evne mod ham?! Sobek slog ham med grenen, ligeglad med, hvilken del af hans krop, han ramte. Slagene fortsatte og den store dæmon lagde ikke fingre i mellem.