Inden Vargas nåede at se sig om, var hans gang mod døren blevet afbrudt og Liv hang om halsen på ham, mens hendes forførende læber kyssede på ham. Efter at være kommet sig over den første overraskelse, hvilket tog et par sekunder, gengældte han hendes kys og lagde armene om hendes liv. Trak hende lidt ind til sig og mærkede hendes krop igennem hendes tøj. Han ville uden tvivl glæde sig til, at hun kom forbi igen, men hans tanker var allerede forbi hendes tilstedeværelse. Mens de stod der, var han lige ved at overveje, om der var andet, han kunne smide ombord på skibet, så det ikke kun skulle sejle for hende. Så det blev knapt så dyrt.

Han opfangede først de to slavers tilstedeværelse, da Juno kom med en lyd som om han skulle brække sig. Der skulle mere til at provokere Vargas den dag, så han fandt det bare en smule morsomt. Var hans forhenværende slave en smule sart, hm? Han gav englen et sidste kys og gav hendes røv et godt klem, inden han drejede sig væk fra hende og så på drengen og satyren. Satyren så ud som, den var ved at få et panikanfald og Juno rettede sigende blikket i mod hans skridt, mens han forsøgte at provokere både dæmonen og englen.

”Man skulle tro, du var misundelig.” Hans hænder gled af Liv som han, ganske afslappet med sin egen nøgenhed, gik over til menneskedrengen. Helt over til ham og lænede sig en smule ned mod ham. Der var et let skævt smil på hans ansigt og et glimt i hans brune øjne – et glimt der både indeholdt morskab og en kraftig advarsel om at opføre sig ordentligt. I en hurtig bevægelse greb han fat om nakken på ham og trak ham ind i mod sig, så han kunne hviske mod hans øre.
”Gør som hun siger, behandl hende ordentligt og gør hende tilfreds, ellers skal jeg nok sørge for, at det ikke er sidste gang, at vi ser hinanden.” Uden at trække sig mere tilbage end at han lige kunne møde hans blik, men stadig mærke varmen fra ham, lagde han den anden hånd i mod stenen, der kunne ses siddende fast i huden af drengen, og brugte sin magi til at fjerne den. Det ville gøre ondt, men ikke så ondt som da den blev sat i. Det efterlod et rødligt mærke, der ville forsvinde i løbet af nogle dage. Fordybningen i brystbenet ville altid være der som et minde om hans lille eventyr i Vargas’ slavehandel.

Med et lille smil rettede han sig helt op, kastede stenen en lille tur op i luften, inden han greb den igen og vendte om for gå tilbage til Liv.

Liv kunne ikke lade være med at smile mod Vargas' læber, da hun hørte lyden af Juno, der lod, som om han kastede op. Han skulle nok få rig lejlighed til at smage hendes læber, både de øvre og de nedre, når de kom ombord på Vargas' skib. Hector så ikke ud til at bryde sig specielt meget om situationen, og hun fangede hans forskræmte blik og smilede blot til ham. Hun havde stadig ikke besluttet sig for, hvad hun skulle stille op med ham. Hun var ikke seksuelt interesseret i ham, men det var tydeligt, at han betød alverden for Juno, og hvis han kunne gøre Juno mere medgørlig, ja, så var det jo fint nok.

Hendes smil forsvandt en smule, da Vargas gik hen til Juno; drengen var jo hende ejendom nu, men hun var ikke helt sikker på, om Vargas kunne finde på at skade ham alligevel. Hun havde i hvert fald tænkt sig at bryde ind, hvis han gjorde. Det så dog ikke sådan ud, ikke sådan rigtigt i hvert fald, så hun brød ikke ind.

"Så, så, drenge, nu skal I lege pænt med hinanden," lo hun, da Vargas kom tilbage til hende med den gule sten, som hun ikke vidste, hvad var. Hun havde lyst til at spørge, men det var nok ikke tiden til det lige nu. Måske en anden gang.

"Vargas har været sød nok til at låne os sit skib," fortalte hun Juno og Hector, mens hun lod en arm glide om Vargas' liv. Hendes hånd blev kun på hans hofte kort, inden den søgte lidt længere ned og diskret kærtegnede hans dejlige numse, som hun aldrig havde været i stand til at holde fingrene fra.

"Vi sejler om få timer, så hvis I har nogle ejendele at pakke, vil jeg foreslå, at I gør det nu," fortsatte hun. "Vargas har sikkert en vagt eller to, han kan undvære, til at følge med jer, så I stikke får den sjov idé at stikke af."

Satyrens grimasse skiftede, og hans mund åbnede sig pludseligt, men så lukkede han den igen uden en lyd.

"Ja?" Liv så på ham med venlige øjne.

"Undskyld, Fru—"

"Frøken."

"Frøken Liv," rettede Hector hurtigt og dukkede hovedet, mens han trippede en smule på stedet. "Det er bare—Hvis jeg må få lov til at sige farvel til min ven Ana, inden vi rejser?"

"Tja, det kan jeg ikke se noget i vejen for," sagde Liv og trak på skuldrene, men hun skævede dog alligevel til Vargas. "Hvad siger du? Må drengen sige farvel til sin lille veninde?"

Vargas' svar var nok til at provokere Juno, der endnu engang fik lyst til at myrde ham. Hele hans krop var anspændt, som et batteri, der var tæt på at sprænges, da Vargas lagde en hånd om nakken på ham. Aldrig i sit liv havde han haft lyst til at være så tæt på en nøgen mand og han havde heller ikke lyst til det nu. "Jeg knepper hende til hun glemmer dit navn," hviskede Juno tilbage, raseriet i hans stemme tydelig, på trods af hvordan den svagt skælvede, som resultat af at han kæmpede hårdt imod fristelsen til at slå ham. Han var lige så rædselsslagen som han var rasende, og da Vargas hev stenen ud af ham, gispede han efter vejret, med kinder der allerede var røde og en vejrtrækning der allerede var overfladisk.

Han var endnu ikke kommet helt til sig selv, da Liv bad dem om at lege pænt, og han nidstirrede hende vredt. Der var ingen pæn leg med en mand som Vargas, der for længst havde overtrådt alle reglerne for pæn opførsel. Han hørte hende svagt fortælle om et skib, men var distraheret af, at hans evne vendte tilbage til ham. Det føltes som en frisk pust af vind, der kærtegnede hele hans krop, og han lod evnen strømme igennem sig, inden han trak vejret dybt og forsigtigt startede ud med at ændre længden på sine fingre. Bare en smule længere, hans negle lidt kortere, hans hud på underarmen blev, helt diskret, lidt mørkere, så blå, lilla, rød, kridhvid, kulsort, grøn, alle regnbuens farver i striber, indtil han alligevel endte på sin naturlige. 

Lyden af Hectors stemme fik ham til at skæve til fyren, men kun indtil han forstod hvad det var han var ved at bede om. Derfra vendte han sig væk fra de tre andre i lokalet for helt privat at stryge sine hænder igennem sit hår med sin evne, indtil det var kort igen. Helt kort i siderne, lidt længere og for første gang en smule krøllet i toppen. Han hev en tot lidt længere, indtil han kunne se den og lavede den sort, bare for at se den skifte farve og åndede lettet op, inden han fik den til at matche resten af hans hår igen, der denne gang blev lysere end det havde været før. Hans øjenbryn og øjenvipper fik også en lysere farve, og han fjernede arrene på sin krop, ligesom han fjernede det hul, Vargas' forfærdelige sten havde efterladt.
Hans hår, øjenbryn og øjenvipper ville blive ved med at være, som han havde lavet dem om, indtil han selv ændrede dem igen, men hans ar og hullet i hans brystben ville vende tilbage så snart han ikke havde energi til at opretholde sin evne længere, sandsynligvis om en lille dags tid, måske mindre, når nu han var ude af træning med at bruge sin evne, men han gjorde det alligevel, mest for at vise Vargas at hans mishandling af ham ikke havde haft nogen effekt.

Selv efter Liv havde givet Hector lov til at sige farvel til Ana, ignorerede han bestemt alle, særligt Hector. Hvis han ville sige farvel til Ana, eller pakke sit lort, så måtte han gøre det alene. Juno havde ikke noget lort eller nogen at sige farvel til, og han var langt mere optaget af at bruge sin nye evne. Ikke at han brugte den så meget, som han havde troet - hans evne havde været som en kløen et sted, han ikke havde kunnet nå, og han havde regnet med at klø indtil det blødte, når først han kunne komme til, men nu hvor han endelig kunne nå, havde det været nok med en blid kradsen.

Han rullede med skuldrene og gjorde sine øjne grønne, imens han vendte sig mod Liv, og kun Liv. Vargas og Hector måtte nøjes med hans ryg for nu. 

Vargas havde nær leet, da Juno sagde, at han ville kneppe Liv til hun glemte hans navn. I stedet klappede han ham blødt på kinden, inden han rettede sig op og gik, og smilede stort til ham.
"Du kan da forsøge."

Livs formaning fik ham til at smile beroligende til hende, inden han smed stenen på bordet ved siden af krukken med sjælen og lod hendes hånd finde frem til hans krop igen. Der var ikke nogen reaktion fra ham, som den gled ned og ragede lidt på ham, ikke andet end at hans smil blev en anelse større. Det morede ham ganske meget at lade kvinden vise, at hun var vild med ham, foran de to drenge. Især Juno. Vargas var ikke i tvivl om, at trods drengens selvtillid, ville Liv æde ham levende. Vargas' egen arm gled rundt om Livs talje og med fingrene kærtegnede han blidt hendes ene hofte. Bare for at provokere.

Liv havde tydeligvis taget kommandoen og normalt ville det være et problem for ham, men lige nu ville han bare gerne have dem videre og havde ikke ligefrem lyst til at starte et skænderi. Men hvis hun fortsatte næste gang de så hinanden, så ville han nok vælge at bringe det på bane. Denne gang slugte han irritationen for at få det hele til at glide lidt nemmere, han kunne altid lade frustrationen gå ud over en anden senere på dagen. Der var altid nogen at lade det gå ud over.

Satyren måtte som sædvanligt presses til at tale. Vargas' smil forsvandt næsten, da Hector bad om at gå op og sige farvel til Ana. Egentligt havde Vargas tænkt sig ikke at sige noget til hende, før de var taget af sted, han vidste, hvor ked af det, hun ville blive. Han flyttede lidt på sig, da Liv gav satyren lov og han skulle lige til at stoppe dem, det var ikke noget han havde givet lov til. Men Livs spørgsmål bremsede ham og han kneb kort øjnene sammen. Liv havde ikke godt af at vide, hvor vigtig Ana var for Vargas, ikke at han selv vidste det, men hun kunne få et anfald af jalousi og Vargas ville nødigt skulle stoppe Liv i at gøre Ana noget. Han var tavs for et øjeblik, mens han overvejede det. Til sidst kom han med et kort nik og slap Liv, inden han gik over til Hector.
"Jeg følger dig derop. Jeg skal alligevel have sendt bud til havnen." Han lagde en arm om satyrens skuldre og førte ham af sted ud af døren.

Så snart de var ude af hørevidde af stuen, hvilket var halvvejs oppe af trappen, stoppede han op og trådte et trin bagud, så han var mere i øjenhøjde med satyren. Der var ikke noget venligt i hans ansigt, ikke noget smil i hans øjne. Han var alvorlig og advarende.
"For din og Anas skyld, så holder du din kæft om Ana overfor Liv. Det er mere sikkert for Ana, at Liv ikke kender for meget til hendes eksistens. Forstår du?" Han stirrede fast og iskoldt på ham, tydeligvis klar til at vride halsen om på ham på stedet, hvis han ikke sagde ja.

Det var tydeligt, at Vargas ikke var helt glad for ideen om at lade Hector besøge den lille tøs, men det var ligeså tydeligt, at Vargas ikke havde lyst til at indrømme det overfor Liv. Hun nød virkelig at se han sno sig for at finde en løsning. Liv elskede Vargas på sin egen, mærkelige måde, men hun elskede mindst lige så meget at drille ham, og lige nu fik hun det bedste af de to verdner.

Hun lo næsten, da Vargas bekendtgjorde, at han gik med Hector, men hun holdt sig i skindet så godt, hun kunne, mens hun ventede på, at hun blev alene med Juno. Juno så ud til at være optaget af andre ting, men det var ikke, før Liv kom lidt tættere på, at det gik op for hende, at drengen var i gang med at ændre detaljer ved sit udseende.

"Sikke du kan," sagde hun, mens hun kom op bag ham og lagde sine hænder på hans skuldre. Hendes bryster puffede blidt mod Junos skulderblade, mens hendes fingre gled op i nakken af Juno og kradsede let igennem hans nu kortere hår.

"Jeg kunne nu også godt lide det lange hår," fortsatte hun. "Måske synes du, langt hår ville være pænere på mig?"

Hun lod sit lyse hår vokse sig langt; langt nok til at vælte ned over Junos skuldre, da hun lænede sig lidt tættere ind mod ham, så hun kunne hviske mod hans øre, "Nå? Hvad synes du?"

Hector kunne ikke helt gennemskue, hvorfor Juno virkede sur på ham lige pludselig, men det måtte vente. Han ville virkelig gerne sige farvel til Ana, som havde sørget for, at hans ophold hos Vargas havde været blot en brøkdel så slemt, som det havde været for Juno.

Han sukkede og nikkede til Vargas betingelse, og en klam gydning gik igennem han, da den nøgne dæmon lagde armen om ham. Hvordan Liv-damen kunne få sig selv til at frivilligt bolle med Vargas, ville Hector aldrig forstå. Hector fulgte dog med uden brok, og selv da de var alene, forblev han tavs. Det var ikke, før Vargas talte til ham igen, eller rettere truede ham, at han overhovedet så manden i øjnene.

"Ja," svarede Hector og nikkede. Han forstod godt. Han forstod, at Vargas' dame ikke kendte til det sande forhold mellem Vargas og Ana, og han forstod, at hun måtte være jaloux anlagt, og han forstod, at selvom Vargas måske ikke var bange for damen, så var han bange for, hvad hun kunne finde på at gøre, hvis hun kendte sandheden. Perfekt. Vargas havde netop givet Hector en fin, lille mulighed for at få hævn, og han havde ovenikøbet pakket den pænt ind. Den eneste hage var naturligvis, at Ana kunne risikere at blive fanget og skadet i det hele, og det var bestemt også det eneste, det afholdt Hector fra at stikke direkte ned til Liv med det samme og fortælle hende det hele med det samme.

Juno havde næsten glemt, hvor blød en kvindekrop var, og det var en hel lettelse, at han stadig tændte på følelsen af bryster imod sig og negle imod sin hud. Han var begyndt at få nogle ideer om sin seksualitet, som han ikke brød sig om, og som Liv, som en sand engel, var i fuld gang med at modbevise.
Hendes kompliment fik ham til at smile i hele hovedet, men han lavede dog ikke sit hår om - han havde besluttet sig og hvis der nogensinde var nogen, der fik andre ideer om hans udseende, så ville han altid gå imod dem. Til gengæld så han imponeret til, da Livs eget hår pludselig faldt ned om hans skuldre, og han følte en varme sprede sig, da han følte hendes ord blive hvisket imod hans øre.

"Jeg synes du er røv lækker," svarede han, selvom han ville have sagt det samme da hun havde kort hår, og lige så meget fordi Vargas lige havde udfordret ham til det, som fordi Liv virkelig var lækker og vidste, hvordan man fik gang i ham, vendte Juno sig halvt om mod hende, lagde en hånd om hendes nakke, og trak hende ind i et kys, hans fingre begravet i hendes nye, lange hår.

Vargas brune øjne stirrede fast på satyren, da han sagde, at han forstået. Noget sagde Vargas, at han slet ikke havde forstået. Samtidigt vidste han også godt, at han havde vist sin største svaghed - elveren med de to sjæle. En af grundende til, at han normalt holdt Ana ude af den normale hverdag, han ønskede ikke at lade folk vide, at man kunne ramme ham igennem den smukke kvinde. Selvom han var klar over alt dette, levede han samtidigt i uvidenhed, som han skubbede sandheden fra sig. Ana var blot en interessant slave med to sjæle, han havde ikke følelser for hende. Han havde ikke følelser for nogen! Heller ikke Liv. Men hvis hun forsøgte at gøre Ana noget, ville Liv tabe i konkurrencen i mellem de to og Vargas vidste, at han var parat til at slå hende ihjel, skulle det være nødvendigt for at redde Ana.

Langsomt lænede han sig længere frem, så hans ansigt var tættere på det mindre væsen. 
"Det tror jeg ikke, at du gør. Hvis Liv på nogen måde kommer efter Ana, lægger jeg skylden på dig. Jeg får Thanos til at fange dig og din ven, og hvem end du ellers holder af i denne verden, og får ham til at slæbe jer igennem ørkenen igen for at aflevere jer hos mig igen. Og hvis du synes, I har haft det hårdt denne gang, har du ingen anelse om, hvad der sker, når man gør mig vred. Jeg vil starte med din ven, dine kære og slutte af med dig og til den tid vil du være så gammel, at du ikke kan huske, hvordan grønt græs ser ud." Vargas stemme var så følelsesforladt og samtidigt så iskold, man kunne nærmest mærke det i luften omkring dem. Han så undersøgende ind i satyrens øjne og besluttede sig for, at den nok var trængt igennem.

Han rettede sig op og så kort på ham med afsky og vrede, inden han greb ham om hagen og fortsatte med endnu en trussel.
"Hvis du tager nogle af Anas diamanter, hugger jeg en hånd af dig, lige meget om Liv bliver rasende eller ej. Når du er færdig oppe ved hende, får jeg en vagt til at undersøge dig, så du kan lige så godt lade være med at forsøge." Han skubbede satyrens hoved til siden, da han slap ham. "Men du får lov til at sige farvel. Du kender selv vejen." 

Vargas vendte rundt og gik ned af trappen igen, han behøvede ikke at følge satyren derop. Det var kun for at tage denne snak, at han var gået med ud. 
Da han gik forbi døren ind til stuen, kunne han se Liv og Juno kysse, hvilket han bare himlede med øjnene over og derefter fortsatte sin jagt på en vagt, der kunne løbe ned på havnen og bede dem gøre skibet klar. Og give ham en liste over ting, der skulle med og hentes hjem, nu de alligevel var af sted.

Liv stønnede blidt, da Juno pludselig kyssede hende, og hun kunne ikke lade være med at smile mod hans læber. Sikke en overraskende dreng! Hun kunne lide ham, og hun tog straks om hans ene håndled, så hun kunne guide hans hånd ind gennem slidsen i hende kjole og mellem hende lår. Hun bar som altid ikke undertøj, og hun sørgede for, at Junos fingre gled igennem den ret våde varme derinde, inden hun trak sig nogle skridt tilbage. Ligegyldigt hvor opstemt Juno gjorde hende lige nu, så ville hun vente. Af en eller anden grund, havde hun ikke lyst til, at Vargas skulle se dem. Hun ville have Juno for sig selv, og han skulle ikke distraheres af noget eller nogen. De måtte vente, til de var ombord på skibet.

Hun smilede hemmelighedsfuldt til Juno og rystede let på hovedet som tegn på, at han måtte vente med at få lov til mere. Til gengæld ville hun så give ham lov til det hele, hvad end han havde lyst til, i hvad end hul han havde lyst til. Hun glædede sig allerede til at se hans ansigt, når hun fortalte ham det. Senere…

"Hvad kan du mere?" spurgte hun med hentydning til Junos evner, som hun havde fået en lille smagsprøve på før. "Kan du skifte hudfarve?"

Hector stirrede direkte ind i Vargas' øjne, mens han hvislede sine trusler. Hector var bange for Vargas, men ikke så bange, at han ikke kunne pakke det godt og grundigt væk og ikke vise det, mens Vargas faktisk kunne se ham. Det eneste, der virkelig afslørede ham, var den måde, hans købemuskler spændte på, samt hans knyttede næver ved hans hofter.

Han nikkede igen, men stolede ikke nok på sin stemme til at sige noget. Vargas lod til at være ligeglad. Så snart Hector var alene på trappen, måtte han sætte sig ned og hvile panden mod muren et øjeblik. Hans hjerte hamrede løs i brystet på ham, og han blev nødt til at bruge et par minutter på, at få det til at slappe af igen. Han havde ikke lyst til, at Ana skulle se ham sådan her. Han skulle helst have overskud og virke glad, så hun måske ikke blev alt for ked af det. Da han havde sundet sig lidt, rejste han sig og traskede resten af vejen op til Ana.

Juno gispede opstemt, da Liv lod ham røre hende mellem benene. Han var ikke vant til at hans damer blev opstemte så hurtigt. Hector var undtagelsen, men det tog han bare som at fyre altid var mere liderlige end kvinder, og selvom han lige havde haft gang i sin bedste ven, blev han nu halvstiv igen ved følelsen af Livs våde varme. Han havde lyst til at få sin pik i hende og det gjorde ham absolut ingenting at de var i Vargas' hus.

Han trak dog lydigt hånden til sig, da hun nægtede ham mere, og han stak sine fingre i munden for at slikke dem rene. Han lignede ikke længere en pæn dreng, men lige nu opførte han sig så pænt han kunne, med et glimt i øjet specifikt til hende. I stedet for at svare på hendes spørgsmål, lod han de to fingre glide ned ad sin hage og hals, og hvor hans fingre havde rørt hans hud skiftede den til kulsort. Ligesom hans hår, ville hans hud først vende tilbage til sin normale farve når han selv ændrede den, men ud af øjenkrogen kunne han se den gule sten, og øjeblikket efter lod han sin hud vende tilbage til sin normale farve. Han ville ikke risikere at ligne en anden end sig selv, hvis han skulle se sådan ud resten af sit liv.

"Og hvad kan du, smukke?"

Liv kunne ikke lade være med at rødme lidt, da Juno slikkede sine fingre, og hun så på, mens hans hud skiftede under hans berøring.

Hans spørgsmål fik hende til at smile, og hun brugte et øjeblik på at overveje, hvad hun skulle skifte...

"Hmm, hvad vil du gerne have?" spurgte hun med et drilsk glimt i øjet. "Fortæl mig din fantasi, og så skal vi se, om jeg kan efterleve den."

Det ville næsten være ligegyldigt, hvad Juno sagde, så ville hun kunne gøre det. Hun håbede dog lidt på, at ændringerne ikke ville være alt for store, for så ville det kræve for meget koncentration fra hende.

Liv reaktion opildnede kun Juno til mere flirten og da hun bad om hans fantasi, kunne han slet ikke stoppe sig selv. "Du er allerede perfekt, mama," sagde han og lagde en hånd under hendes bryst, hvorfra han strøg sin tommelfinger over hendes brystvorte. Hendes tætsiddende tøj gjorde det hele meget nemmere end det normalt var.

"Men jeg siger ikke nej til et par store, tykke læber, jeg kan drømme om." Han smilede til hende og så sigende ned, så der ikke var tvivl om, hvor han ville drømme om at få dem henne. Han behøvede alligevel ikke beviser på hendes evner, han havde set beviser på dem forleden, da hun havde opsøgt ham i buret og var blevet mindre lige foran ham. 

Om det var Junos berøring eller hans kælenavn til hende, der gjorde hendes brystvorter stive, der var lidt svært at sige, men de blev i hvert fald hurtigt meget tydelige under det hvide stof. En let skælven løb igennem hendes krop, og hun var tæt på at give efter for lysten til ham... Bare et lille, hurtigt put? Nej, ikke endnu.

Hun slikkede sine læber, der straks voksede sig en smule større og fyldigere, som Juno havde bedt om. Men noget andet kom også til syne; hendes gigantiske, sorte vinger tonede frem bag hende, mens hun lod sin hånd glide ned over Junos mave og ned til hans skridt, hvor hun klemte om hans pik igennem bukserne.

"Jeg sagde jo, jeg var jeres frelsende engel," hviskede hun med et smil og klemte om ham igen. Hun ville have ham, det var helt tydeligt, og det var kun et spørgsmål om timer, før hun ville hive ham med ned i Vargas' seng ombord på skibet. Hun ville nyde at lade Juno tage hende i lagner, der duftede af Vargas.

Junos egen mund faldt åben, da han fulgte hendes tunge med blikket og se hende opfylde hans ønske på trods af den vulgære hentydning bag. Han var lige ved at læne sig ind for at stjæle endnu et kys, da han fik øje på vingerne og i stedet løftede hovedet for at kunne indtage hele synet af dem. Han grinede lykkeligt, da hun greb ham om pikken og skød hofterne frem, så hun bedre kunne få fat.

"Bogstavelig talt, huh?" spurgte han smilende, og for første gang var der ingen frygt involveret i at blive hevet med i den her kvindes seng. "Og hvad vil du så have fra mig?" Også dette blev spurgt med et grin og han rakte velvidende sin tunge ud, indtil den rørte hans hage. Ideen, at hun slet ikke ville have noget, ville aldrig i hans liv været faldet ham ind - alle ville have noget retur for det de gav, sådan var verden bare. 

Liv slikkede sine nu fyldigere læber og klemte om Juno endnu engang, inden hun tog hånden væk.

"Jeg vil bare gerne hjælpe to stakkels slavedrenge hjem," sagde hun med et frækt smil, der helt tydeligt sagde, at hun ville have meget mere end det. "Jeg kunne da aldrig finde på at bede om noget til gengæld. Men... hvis du nu skulle have lyst til at give mig et eller andet, ja... så tager jeg imod med kyshånd."

Det var faktisk en halv sandhed; hvis Juno ikke havde udvist nogen form for interesse i hende, så kunne det godt tænkes, at hun havde ladet ham være, men hans lyst var som gnister, der tændte hendes egen, og jo mere interesse, han viste hende, jo mere havde hun lyst til ham. 

Juno var efterhånden mere end bare halvt hård og han anså det som værende lidt af en forbrydelse, da Liv slap hans pik, men det gjorde ham også kun endnu mere ivrig efter at få fat i hende. Der var ikke noget så godt som en god jagt.

"Mama, jeg vil give dig hvad som helst," lovede Juno, løfterne nemme at give for én som ham, der var vant til at give løfte og sjældent overholde dem. Han kunne godt mærke, at hun forsøgte at få ham til at vente til de var på skibet, men Juno var røv ligeglad med om de var her eller på et skib - faktisk var her kun bedre.

"Vargas er væk," lokkede han og kyssede hende under øret, "Hector er væk," fortsatte han og kyssede hende længere nede ad halsen. "Der er ikke nogen der lægger mærke til, hvis vi lærer hinanden lidt at kende, inden vi hopper ombord," insisterede han og strøg sine fingre op ad hendes blottede lår. 

Vargas var på vej tilbage til stuen, efter at have snakket med både en vagt og øglemanden, der normalt overtog styringen af slavehandlen, når Vargas var optaget. Der var sendt bud til havnen og der var brug for Vargas i hans forretning. Ting, der skulle tages stilling til. Så han havde en svag rynke i panden, da han kom tilbage til stuen, ude af humøret til at have sjov med Liv. Nu var det tiden til at arbejde, ikke til at have elskovsleg med englen.
Junos ord nåede ham, lige da han gik ind, hvilket fik den høje dæmon til at himle let med øjnene. Den dreng troede virkeligt, at han var noget. Men han var ikke overrasket over at finde dem så tæt på hinanden. Liv var Liv, var der en snack i rummet... 
"Det skal du ikke være så sikker på." Der var ikke noget vredt i hans tonefald, men heller ikke noget morskab. "Jeg er lidt skuffet over, at I er begyndt uden mig." Han lagde lidt skuffelse i sine ord, men hans handlinger fulgte ikke med som han gik over og samlede sine bukser op for hurtigt at trække i dem. Han havde ikke planer om at slutte sig til dem, han havde arbejde foran sig.

Men han gik dog hen og skubbede Juno væk fra Liv for at tage ved hende og give hende et hårdt kys på læberne, bare for at understrege, at hun var hans. Mest for lige at lære drengen sin plads. Kysset holdt han længe, inden han trak hovedet tilbage og løftede en hånd op for at lade en tommelfinger glide over hendes fyldige læber. Hans blik gled kort til hendes lange hår, inden han mødte hendes øjne med sine.
"Jeg synes du er smukkere, som du plejer at være," sagde han dæmpet. Ikke bebrejdende, det var blot en konstatering med et svagt smil om læberne. Han gav hende et lille dask bagi, inden han gik hen for at tage sin skjorte også.
"Arbejdet kalder, der er nogle ting, jeg bliver nødt til at tage mig af. Skibet er klar til afgang om et par timer, du er velkommen til at blive." Han så på Liv, inden hans blik kort strejfede slaven og vendte tilbage til hende. "Du kan låne et gæsteværelse så længe, hvis du keder dig. Eller også har jeg bedt Ferris her om at gribe en kollega og følge med dig rundt i byen og sørge for, at I kommer godt om bord på skibet." Han nikkede kort mod en vagt, der var dukket op i døren. Det lød lidt som om, at han smed Liv ud, men lige nu havde han ikke tid til at underholde hende mere og hun var velkommen til at blive, til skibet var klar til afgang.

Liv var irriteret over at blive opdaget af Vargas, men hun kunne ikke forklare hvorfor. Hun havde aldrig brudt sig om at blande sine elskere, så måske var det derfor. Hun var aldrig helt den samme med hver enkelt elsker, så når to af dem pludselig dukkede op i samme situation, blev hun frustreret.

Hun havde dog ikke tid til at tænke over det, før Vargas greb hende om livet og trak hende ind i et kys. Hans kys var altid frygteligt distraherende, og et øjeblik glemte hun alt andet, mens hun lagde armene om Vargas' skuldre. Hendes elskede dæmon; hun ville glemme alt om ham, indtil noget mindede hende om ham en dag, så hun ville begynde at savne ham. Med lille Nat derhjemme ville dette nok ske oftere end det havde gjort før i tiden.

Hun smilede til hans lille kompliment, og kort efter var hendes hår tilbage til dets normale, ret korte længde. Læber ændrede sig dog ikke. Hun lænede sig ind og kyssede ham igen - blidt denne gang - mens hun nussede sine fingre igennem hans hår. Åh, hvor var han dog dejlig.

"Du har travlt," sagde hun, da Vargas trak sig væk. "Vi må hellere komme ombord på skibet. Det var være, drengene lige skal vænne sig til det, inden vi stævner ud."

Juno skævede til Vargas ved lyden af hans stemme, uden at slippe Livs læber med sine. Det ragede ham en høstblomst om Vargas så dem snave, faktisk passede det ham bedst at han gjorde. Det var først da Vargas skubbede ham væk, at Juno slap hende, tilfreds med at have gjort ham lidt territorial. Tilfreds nok til ikke at forsøge at stoppe de to fra at snave, og tilfreds nok til at lade sig skubbe væk uden brok.

Det undslap ikke hans opmærksomhed at Liv ændrede sit udseende lige så frivilligt for Vargas som hun havde for Juno, og at hun så ud til at smelte mindst lige så meget i hans arme. Denne gang forsøgte Juno at skjule bare lidt af sin væmmelse, men han var stadig vred på Vargas. Over at blive afbrudt og over at han tillod sig at ignorere ham. Junos forandringer havde måske ikke været store, men de var lige så tydelige som Livs, og det var kun til ære for Vargas, at han havde fjernet arrene på sin ryg. Imens de to var i gang med deres passionerede kys, lænede Juno så minimalt bagud, hans hofte hvilende imod bordet og hans hånd hvilende på bordet, hvor hans lange fingre fandt den gule sten og diskret samlede den op.
Først da Vargas slap Liv og gik hen for at tage sin skjorte på, lod Juno stenen glide ned i sin lomme, imens han tog et par skridt hen imod manden. 

"Fortjener jeg ikke et ordentligt farvel eller hvad?" spurgte han irriteret, uden egentligt at ville have et ordentligt farvel. Han ville bare have noget fra Vargas. Udover dét, passede det ham meget fint at Liv ville af sted mod skibet. Des hurtigere de var væk fra slavehandlen, des bedre.